torsdag den 1. december 2011

KrudtØglen

Øglen er blevet en stor pige nu. Hun er færdig med vuggeren (og nej - jeg brød ikke sammen i en pøl af tårer og nægtede at forlade matriklen, mens pædagogerne forsøgte at slæbe mig ud i Indre Bys trafik. Jeg klarede mig faktisk helt ok og eftersom jeg havde grædt af derhjemme nøjedes med at snøfte lidt på vej hjem på ladcyklen) og er begyndt i børnehaven. Og jeg skal huske at lade være med at spørge, om hun glæder sig til at komme op til 'Bitterne, for nu er hun en Krudtugle (KrudtØgle - get it?! Høhø) og går i børnehave, som hun ikke tøver med at gøre os opmærksomme på, hvis vi kommer til at sige noget forkert.

Første dag gik godt. Over al forventning, faktisk. Vi var der godt nok også kun i to timer, og jeg var anstandsdame hele tiden, men alligevel. Og så viste det sig, at Øglens bedste ven fra vuggeren ikke alene går i samme børnehave, men på samme stue. Jamen, hvor heldig kan man være?! Og alle bekymringer om, hvorvidt N kunne huske Øglen, blev gjort til skamme, for da han så mig, udbrød han "ØGLE!", og han smilede som en flækket træsko, da han umiddelbart efter fik øje på Øglen. Phew. Andet ville næsten heller ikke have været til at bære, for vi har virkelig solgt hele denne her børnehave-ting ind på, at N var der. De legede sammen hele tiden, mens vi var der, og N's forældre havde endda været så søde at skrive et velkommen-kort til os i garderoben, hvor de fortalte lidt om børneren og i øvrigt adviserede om, at N holdt fri i dag. Så kunne jeg forberede Øglen på dét, og måske derfor er dagen i dag forløbet fint. Jeg har holdt mig væk det meste af de 4 timer, vi var der, men selv om det ikke passede den lille dame at skulle skilles fra mig (for nu at sige det mildt), så var især den ene pædagog på stuen god til at distrahere hende og sætte hende i gang med noget leg. Hans dom ved dagens afslutning var, at hun klarer sig glimrende, og at vi kan begynde "almindelige, men korte dage" fra på mandag.

Uhh... Altså, jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at det går godt, og at Øglen klør på med krum hals. Men jeg skal godt nok lige kæmpe med min indre løvemor ved tanken om, hvor mange børn, der er til så relativt få voksne. Og hvor store børnene er. Øglen er den yngste, og den ældste er 5,5. De er jo KÆMPE, dem der er så gamle, mand. De kan bukke begge ender sammen på Øglen og smide hende i skralderen, hvis de får lyst (men det virker de nu ikke som nogen, der får).

Og så skal jeg lige komme mig over, at alle børnene pludselig er meget verbale, modsat vuggeren, hvor kræene jo ikke taler helt vildt. I dag blev jeg fx nærmest forhørt af indtil flere børn om, hvem jeg var kommet for at hente, og hvorfor jeg var der så tidligt, mens de med små misundelige stemmer fastslog, at de altså også blev hentet. At jeg vidste det. Snart, iggå?! Nåååhhr. Følte mig nærmest som om, jeg var med i Æblemostreglementet og var kommet for at adoptere et barn, og et svagt øjeblik havde jeg lyst til at tage dem allesammen med hjem. Men nok meget godt, at jeg ikke gjorde det, for en eftermiddag alene med über-træt Øgle og opmærksomhedshungrende Varan var egentlig arbejde nok i sig selv.

Nu er der så dømt weekend. Øglen gik i brædderne kl. 18.45, Varanen sover på mig, og HDD har lige været i kiosken efter guf. Øglen har klaret børnehave-ilddåben, og jeg er fortrøstningsfuld. Så det er jo slet ikke så tosset...

6 kommentarer:

  1. HUrrrraaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa! Hvor er jeg glad fordi 1: det er dejligt for Jer at det gik godt. 2: Der er vel håb forude for os, selvom vi jo så lige hiver Krabbe ud af institutionsmiljøet og op under skørterne i 2 måneder inden han skal tage ilddåben. (Fuck! Hvad er det vi har gang i!?)

    SvarSlet
  2. Ih, det er jo dejlig læsning.
    Her hos os er børnehavestarten (1.nov) gået over al forventning. Den omsorgsfulde storebror har guidet lille H gennem alt det nye og han har ikke en eneste gang været ked af det. Phew!
    God weekend
    Knus

    SvarSlet
  3. Fantastisk at det er gået så fint. Krydser fingre for at det fortsætter! :)

    SvarSlet
  4. Hvor er det godt! Lille, store Øgle! Det er vel nok dejligt, at det er gået så godt. Kan være, at der ikke er brug for lange putningsseancer mere?

    SvarSlet
  5. Kære Krudtøgle,
    Til lykke med din nye bønner og med, at du er kommet på hold med N..

    SvarSlet
  6. @Husmoder: Ja, det er skønt, at det er gået godt indtil videre. Vi håber, de gode takter fortsætter. Og selvfølgelig går det godt for jer også. Med lidt held (eller...?) er Krabbe så træt af jer, efter 2 mdr. under skørterne, at han selv tager bussen i børner :-)

    @Malene: Nåååååh ja - selvfølgelig er lille H også startet i børner. Hvor er det dejligt, at han er kommet godt fra start og har så sød en storebror! Også god eweekend til jer. Knus

    @GG: Det gør jeg også :-)

    @Nonna: Man kunne håbe, at de lange putte-seancer bliver væsentligt kortere. Meeeen lad os nu se...

    @Nærfart: Øglen takker og bukker.

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...