lørdag den 29. januar 2011

ÆLSgår!

Ligesom så mange andre har vi et rimelig fast putteritual (af Øglen, iggå?) derhjemme. Når hun er ved at være klar til at komme i seng, siger hun "hej hejjjj" til hhv. stue, køkken, legetøjet og den forælder, der ikke har puttetjansen, og så går hun ind på sit værelse. Hvor hun først slukker det 'store' lys (troldegrenen i loftet) og derefter den lille lampe, mens hun siger "hej hejjjj, lys!" Så bliver hun løftet op i sin seng (nopes, vi har ikke pillet tremmerne af endnu, og hvis jeg fik lov at bestemme, ville vi først gøre det, når hun fylder 15), får sine putteklude, yndlingsbamser of the moment og forlanger at få sin dyne på.

Hun bliver kysset godnat, og derefter stiller putte-forælderen sig over i døren og synger 'Se min kjole', indtil Øglediktatoren befaler, at det nu er tid til at synge 'Trolde'. Og når hun ikke gider høre mere (alt mellem 1 og 18 gentagelser), får man et rimelig bestemt "godNAT" inde fra tremmesengen. Og vips - så er Øglen puttet.

Det er ret hyggeligt, synes jeg. Måske fordi det går så hurtigt. Og fordi jeg stadig har de dage frisk i erindringen, hvor det tog timer at putte. TIMER, I tell you. Men det er (heldigvis) en helt anden historie.

Lige så længe, vi har haft Øglen, har jeg, når jeg har haft puttetjansen, kysset hende på panden og sagt "mor elsker Øglen" (eller - jeg har brugt hendes rigtige navn, ing'?!). Uden nogen som helst form for respons fra Øglens side andet end stilhed, øgleri eller andet. Og sunget en bestemt sang for hende (som hun overHOVEDET ikke gider høre nu, hvor "Se min kjole" er blevet the shizzle, men lad nu det ligge).

Men så den anden dag. Da jeg havde sunget 'Se min kjole', til jeg var ved at blive blå (som havet) i hovedet, havde sunget 'Trolde', modtaget diktatorens sædvanlige "godNAT", og jeg begav mig gennem den mørke gang ud i køkkenet, hørte jeg pludselig Øglens spæde (raspende) røst: "ÆLSgår". "Moar ÆLSgår". "Øglen". "Moar ÆLSGÅR Øglen".

Smelte smelte smelte.

Og storke tilbage gennem gangen og forsikre Øglebarnet om, at moar ganske rigtigt elsker hende meget meget højt. Cue: Tilfreds brummen fra tremmesengen, et bestemt "godNAT" igen, og så kunne jeg ellers værsgo' at skrubbe ud tilbage mod køkkenet.

Så mangler vi bare, at hun vender den om. Til et "Øglen ÆLSgår moar". Hvis hun altså gør det (det har hun bare at gøre, det lille krapyl). Men synes helt klart, at "Moar ÆLSgår Øglen" er et skridt i den rigtige retning...

fredag den 28. januar 2011

Mama dot dk dot

Halløj. Så blev man sådan en, der skal være gæsteblogger (håhr, det lyder rockstar-agtigt) ovre på mama.dk (og dér røg rockstar-følelsen igen)*. I februar. Spændende schmændende. I er velkomne til at komme derover og sige hej, men hvis I ikke gider flytte jer, skal I ikke høre for det. Regner nemlig med, at der bliver en del genbrug på kryds og tværs, så hvis jeg poster noget spændende (eller noget ikke-spændende) som gæstestjerne, poster jeg det formentlig også her. Ville ellers elske at være original og tjekket nok til at jonglere to blogs med forskelligt - topaktuelt og drønspændende - indhold, men min chef er ret skrap omkring, at jeg også skal passe mit arbejde, og HDD + Øglen (og mig selv, i øvrigt) er ret skrappe omkring, at jeg ikke skal sidde ved computeren altid, så I må nøjes med én...

Men nu ved I det. Bare så I ikke undrer jer, hvis I også er sådan nogen, der er ovre på mama.dk og pludselig synes, at der er noget, I har læst før.

Tyvstjålet (eller genbrugt, om man vil) fra kp-design.dk

*Jeg kender ikke noget særligt til mama.dk, udover at jeg af og til modtager nogle udmærkede nyhedsbreve derfra. Jeg blogger ikke derovre for egen vindings skyld - bloggeriet er ganske brødløst, så jeg er ikke i lommen på nogen. Bare så I ve' 'et ;-)

onsdag den 26. januar 2011

Familie-slæden

Jeg har ikke stor erfaring inden for bilbranchen. Den første bil, jeg ejede, var en slidt Ford Escort stationcar med tonede ruder på gule plader. Den kørte jeg nærmest aldrig i. Var måske faktisk lidt bange for den. Fordi den var så stor. Og grim. Så den var ikke nogen god investering.

Egentlig har jeg altid klaret mig glimrende med min cykel. Bevares - jeg har da udgydt min del eder og forbandelser over vejret, når jeg har kæmpet mig vej gennem alskens vejrlig til skole, arbejde, sociale sammenkomster, osv. Og var det rigtig slemt - eller rigtig langt - så tyede jeg til det offentlige.

Så mødte jeg HDD. Som havde en lille, hvid bil. Der var højt elsket. Og blev kørt i i tide og utide. Jeg kunne selvfølgelig ikke sige mig fri for at blive draget ind i bil-fælden; det var nu meget rart at kunne sætte sig ind i en bil og blive transporteret direkte fra dør til dør, når regnen stod ned i stænger, eller når vi skulle på familiebesøg. Alligevel plæderede jeg for cyklens og det offentliges fordele, men det prellede helt og aldeles af.

Dagen kom, hvor Lille Hvide drog sit sidste suk midt på motorvejen hjem fra familiebesøg (hvor vi i øvrigt havde min 80-årige bedstemor med, som jo ligesom skulle gennes ud i nødsporet, men det er en anden - længere - historie). Falck kom og slæbte resterne væk, og mekanikeren lod de hårde ord falde: Den kommer ikke til at køre igen. HDD var bøjet, men ikke knækket, og han begyndte straks at argumentere for, at vi skulle købe en ny bil. Sammen. Som ikke gik i stykker midt på motorvejen, mens den var fyldt med bedstemødre. Jeg erkendte, at slaget var tabt på forhånd, så jeg gav mig - på den ene betingelse, at det blev en lille bil (så jeg turde køre i den inde i byen), og at den havde automatgear (så jeg ikke behøvede at tænke særlig meget, når jeg kørte inde i byen). Deal!

Vi fik os så en lille Aygo. Som jeg efterhånden lærte at holde af. Men da Øglen kom til, kunne jeg godt se, at hvor det før var smart at have en fiks, lille bil, der kunne parkere allevegne, så blev det lidt et issue, at bagagerummet var proppet til randen, når klapvognen var der. Men man kan jo, hvad man vil, så når vi var på familiebesøg og ferier, lignede vi et omrejsende tivoli med tasker, legetøj og håndklæder proppet ind i selv de mindste sprækker ledig plads. Det har været ret irriterende, faktisk. Også fordi man jo ikke bare lige kunne åbne døren for at fiske noget ud, uden at alt det andet også røg med. Og så er jeg slet ikke begyndt at snakke om sikkerheden. Eller mangel på samme…


Så lang er den nye stationcar. Mindst! (Billede lånt hos perthomsen.dk)

Men nu har vi altså solgt Aygoen. Ikke så meget fordi vi står og skal bruge en større bil nu nu nu! Men fordi vi fik et godt tilbud. Og fordi vi kalkulerer med, at Øglen får længere ben en dag. Hvilket der ikke var plads til at få i Aygoen. Fordi HDD er HDD, gik der jo ikke længe fra salget af Aygoen til købet af en ny (brugt) bil, som kom hjem til os forleden. Så nu er vi blevet de heldige indehavere af en Ford Focus. Stationcar. Eller familie-slæden, som jeg kalder den. Jeg havde givet HDD carte blanche til at købe en bil i et vist prisleje - mit eneste krav var bare, at den ikke måtte være blå (ja, jeg er sær). Altså er den ikke blå. Den er sort. Og ligner en bil. Og den er da garanteret rigtig god. Den er bare enorm! Aygo'en kunne til hver en tid være parkeret indeni den. Sammen med en Aygo-ven. Og den har ikke automatgear. Hvilket jeg nok godt kan vænne mig til, men størrelsen, iggå!? Det ved jeg altså ikke helt, om jeg synes er sjovt, når jeg skal bugsere den gennem byens små gader. Eller når jeg - gys! - skal parallelparkere den. Hvis der da overhovedet findes parkeringspladser til så store biler?!

Jeg har en idé om, at det vist mest er HDD, der kommer til at køre i den. Og mig, der cykler. Men så kan det også være, jeg bliver lidt smækker. Og når vi skal på familiebesøg, kan jeg lade mig transportere og sidde og hækle, sove, læse eller spise. Uhm… spise… Jowjow. Den skal vi nok blive glade for...

søndag den 23. januar 2011

Heja Sverige!

Vi har været i Sverige i weekenden. Bare sådan en lynhurtig fredag-søndag ting. Sammen med verdens sødeste venner og deres lillebitte reje i maven. Nuijr, det var hyggeligt, mand. Vi har lavet lige nøjagtigt ingenting. Slappet af, gået et par ture (Øglen ville så helst bæres, det dovne kræ), krøbet sammen omkring pejsen, SPIST, spillet røghul (lyder pænere end den version, hvor det er stavet med 'v'), sovet, leget og grinet. Fantastisk. Eneste tidspunkt, hvor idyllen var noget hårdt prøvet, var på vej til ødegården, hvor Øglen skreg og råbte fra bagsædet, og det eneste, der hjalp, var at synge "Se min kjole" og "Oppe i Norge". Omkring 5.431 gange. Uden pis. Og egentlig var det heller ikke specielt dyller lige at skulle slå en time ihjel på McDonald's Helsingør pga. nogle logistiske udfordringer. Slet ikke, da Øglen med 10.000 km i timen fræsede ind i fritureområdet, og jeg kun lige nåede at flå hende tilbage, før hun kolliderede med ternet medarbejder med jordens største bestilling i armene. Som sjovt nok ikke kunne se det søde i Øglen. Men ellers var det en drønhyggelig weekend. Og afslappende. Faktisk.

Det er i øvrigt ikke et tilfælde, at jeg har fremhævet ordet "spist" med versaler ovenfor. For vi har VIRkelig spist meget. Så meget, at HDD så sig nødsaget til at forsvare vores indtag af madvarer med guldkornet "i de svenske skove kan ingen høre dig spise". Det håber jeg, han har ret i, for ellers bliver jeg helt flov. Ville jo gerne kunne sige, at det var gulerødder, rugbrød og soja-/hørfrø-smoothies vi har gjort os mest i, men næh nej - vi taler slik i lange baner. For man kan faktisk nå at købe en DEL slik i bordershoppen, selv om sejlturen Hensingør-Helsingborg kun tager 20 minutter. Og så taler vi mad med visp grädde (som så "kun" er 36% i Sverigesland mod de 38% herhjemme, sådeeeet...), polarbrød, mere slik, Og. Så. Videre. Jeg spiste dog ikke Kærgården direkte fra bøtten, men det kune jeg lige så godt have gjort. Har alligevel sprængt kaloriebudgettet flere måneder frem i tid.


Der er ikke lige nogen, der har ringet til Sverige og sagt, at det er soooo over med sne. Så der ligger stadig en pæn sjat

Øglen kigger længselsfuldt mod huset - og varmen. Er sq også lidt op ad bakke med al den sne, når man er for forsigtigfrans til at prøve en kælk

Jamen, er'et ik' kjønt?!

Det var klart nemmest at hente brændet i en kælk. Og når Øglen nu ikke gad bruge den, så kunne brændet jo lige så godt

Solopgang i de svenske skove

Stemningsbillede af Øglens Sveriges-yndlingslegetøj

Og nu sidder jeg så her og lugter lidt af bål (noget med skorstenen, der ikke trak heeeelt som den skulle). Og blævrer efter det vilde sukkerindtag. Men har da alligevel plads til nogle Djunglevrål, der var tilovers fra forleden. Godt, at det er mandag i morgen. For som alle ved, så bliver det, man har spist i weekenden, annulleret om mandagen, hvis man begynder at leve lidt sundt. Phew. 

torsdag den 20. januar 2011

Kom og se giraffen!

Ja, vi tager så lidt forskud på det der fastelavn herhjemme.

Øglen i vældig brandbart kostume - med en æske tændstikker i hånden. 
Hverken dyr eller børn kom til skade under foto-sessionen.

Kort fortalt går det ud på, at en kollega lige pludselig havde en giraf billigt til salg. En lidt stor giraf, gånnåk, men giraffer med løs hud skal der jo også være plads til. Så nu er den ikke længere kollegaens, men min! (Eller Øglens, selvfølgelig. Ahem...)

Øglen er helt med på, at den giraf dér - den er fed! "DRAGT", råbte hun, da hun så den første gang. "ZEBRA! PÅ! ØGLE!" (ja, altså - hun sagde så sit navn i stedet for Øgle, ing'?!) Og nu vil hun have den på hele tiden. Men jeg satte alligevel grænsen, da hun forlangte at få "zebraen" på i vugger. Det kan hun få om en måned, når de holder fastelavn, kan hun. (Og ja; jeg ved godt, at jeg burde lave et kostume selv - af spelt, café latte og økogarn, helst - men jeg kan ikke sige det tit nok; Jeg Er Ikke Krea. Jeg kan kun hækle ligeud. Og man kan jo ikke klæde børn ud som hæklede tæpper. Kan man? Ja?)

Altså, dem her kan Øglen godt artsbestemme. Det er "raffer". Men giraf-dragten - det er en zebra. Skøre unge.

onsdag den 19. januar 2011

Begrænsningens kunst

- er tydeligvis ikke en, jeg mestrer. Gik i kiosken, battlede lidt med mit vægelsind og kom hjem med det her:

Eucalyptus-vingummierne (yuk!) er ikke til mig. De er bestillingsarbejde. 
Og før nogen opdager prinsessebogen i baggrunden og klandrer mig for at fylde Øglen med e-numre ogsukker, så bør I slå koldt vand i blodet. Øglen er nemlig gået i seng og får ikke så meget som et eneste stykke af det (måske også lige tidligt nok med Djunglevrål til hende). Jeg er nemlig sådan en mor, der spiser slik i smug. Når Øglen ikke ser det. Sympatisk, ikke!?

Og nu er der snart Dexter. Så op med fødderne og op med slikposerne. Det må man godt, når det er onsdag...

Når musikken spiller #2

Ikke fordi, der skal gå totalt anmelder i den, men dagens kunstner i mine ørebøffer på jobbet er Søren Huss. Ham fra det der Saybia. Ham, der mistede sin kone, da hun og deres lille datter var ude for en højresvingsulykke for et par år siden. Han har begået et soloalbum (ja, det er så ved at være ½ år siden, men jeg er heller aldrig blevet beskyldt for at være hurtig), og det er altså RET godt.

Fik øjnene (og ørerne) op for albummet, da Søren Huss optrådte til P3 Guld i fredags. Bl.a. sammen med De Eneste To, hvor han sang et vers af 'Jeg har ikke lyst til at dø'. Det gik direkte i tårekanalerne på mig, at han så'n stod der og sang om, at det der med at have børn er det, der tæller, og at alle de ting, vi normalt opfatter som vigtige, ligesom træder lidt ud af kraft, når man står overfor døden. Og nu har jeg lige forsøgt at læse et interview med ham i forbindelse med album-udgivelsen i oktober, men blev nødt til at stoppe, fordi det der med at sidde og vande høns i et storrumskontor ikke umiddelbart virker så appellerende. Så jeg kan vist roligt konstatere, at jeg er noget følsom omkring historien Søren Huss.

Er generelt blevet noget grådlabil, efter Øglen er kommet til verden, og når det er noget, der har med børn at gøre, og når det ovenikøbet er sket i et kryds, jeg kommer forbi stort set dagligt, jamen så går det da helt galt. Især fordi det hele bare er så SØRGEligt! Men albummet er virkelig smukt. Sørgeligt, men smukt.

Hatten af for den evne til at sorgbearbejde og så ovenikøbet kunne kanalisere det ud på en måde, så hårene rejser sig og tårerne triller.

Søren Huss med 'Du er' fra solo-albummet Troen og Ingen

De Eneste To featuring Søren Huss til P3 Guld (ca. 2:40)

Og det må så være tuderi nok for i dag. Men lyt, for saddan. Lyt! (Og læs også lige interviewet. Og giv evt. mig et resumé)...

mandag den 17. januar 2011

Pletfjerner ønskes

Øglen er blevet plettet. På det ene ben, den anden arm og på maven. Det klør lidt, lader det til, men ellers er hun på ingen måde påvirket. Hun har været plettet siden nytår nu, og til at begynde med slog jeg det bare hen. Jeg har smurt hende med forskellige variationer af 'fed creme', hvilket Øglen er HELT klar på. "Kwæm", råber hun, når hun ser en af de mange tuber og bøtter, og slår sig på maven. "Kwæm. Mave. Arme. Bene" (hun kandiderer stadig til telegrafist-job).

Det har bare ikke hjulpet noget, det der kwæm. Tværtimod, faktisk, og i løbet af den sidste uge har det spredt sig og blevet lidt mere rødt i det. Så jeg havde hende med hos lægen i dag. Dét var en fest. Der var legetøj, bøger og en reception, man kunne tæske rundt i og gjalde "wheeeeeee", og inde hos lægen var der endnu mere legetøj. Hun (Øglen) ænsede nærmest ikke, at jeg vrikkede tøjet af hende, og det var lige alt det, at jeg overhovedet kunne få hende med ud på cyklen og ned i vuggeren.

Her kan man se nogle af de hersens pletter. Som sagt klør de ikke specielt meget (lader det til), men der ser da mystifystisk ud...

Øglen hyggede sig altså, men jeg gik derfra uden at være blevet meget klogere. 'Børneeksem af en art' lød diagnosen på. 'Så bare fortsæt med den fede creme'. Hm. Alternativt kunne jeg få en recept på noget hormoncreme, men det vil jeg gerne slippe for. Synes, de er ret gavmilde med deres binyrebarkhormon nede hos min læge. For omkring et år siden var Øglen dernede, fordi hun hostede ret voldsomt og havde gjort det længe. Hun blev lyttet på og gjort ved, men lægen kunne ikke høre noget på lungerne (heldigvis da).

Alligevel gik vi derfra med en inhalator og en recept på noget binyrebarkhormons-halløj, for 'det kunne jo være, at det kunne hjælpe'. Øhm. Ja, det kan da godt være. Men jeg synes alligevel ikke lige, at jeg vil give mit barn den slags medicin på så spinkelt et grundlag. Så inhalatoren - og medicinen - forblev ubrugt, og hosten gik i sig selv. Håber, det samme er tilfældet med pletterne. Ellers må jeg have fat i en af pædagogerne i vuggestuen, der forleden tilbød, at en af hendes kinesiologi-venner kunne kigge på det. Ved dårligt nok, hvad kinesiologi er for noget, men det lyder ret urte-erna'et, så hvis det kan virke, så be my guest. Men i første omgang må jeg i gang med kwæmen. Intensivt.

Pga. lægebesøget, der lå lige midt i det hele, har jeg nappet mig en halv fridag. Som så småt er ved at rinde ud. Herefter følger en halv arbejdsdag. Hjemmefra. Lige til at holde til - ikke mindst fordi, der står arbejdsopgaver på programmet, der kræver ro og fordybelse. Hvilket alt andet lige er nemmere hjemme end i storrumskontoret - til trods for hørebøffer og musik.

Er der nogen, der har nogle gode fif til børneeksem (angiveligt), så sig lige til, ing'? Indtil videre er det zinksalve, babycreme, stødpudesalve (sådan noget de brugere i vuggeren til bleudslæt) og kopattesalve, der er afprøvet. Forslag til andre - gerne effektive - cremer modtages gerne...

søndag den 16. januar 2011

Søndag søndag

Kender I de der dage, hvor alting bare går op i en højere enhed? Hvor der er tid nok, overskud nok, og hvor alting går præcis lige som man gerne vil have det?

I dag har været sådan en dag. Køkkenet er næsten færdigt (juhuuuuuuuuuuuuuuu!!!), vi har købt ny bil, der har været masser af tid, nærvær, Handy Manny*, god mad, middag med søde mennesker og generelt godt humør og god karma over hele linjen. Sådan nogle dage må der gerne være flere af - de giver masser af energi, og jeg er helt rustet til den nye uge.

Øglen - totalt opslugt af Handy Manny. Må have ødelagt den dvd, før den driver mig (mere) til vanvid

Jeg forsøgte mig med at lave skumfiduser til vores gæster i dag. De smagte ok, men de blev meget bløde. Og så kunne de godt have brugt noget vanille. Men de var sjove at lave, så det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver dem. Næste gang prøver jeg dog nok en anden opskrift.

Piskepiske
 

Vand og sukker. Masser af sukker.

Størkne størkne
Skære skære (eller - forsøge at skære) i den bløde, nu størknede, masse

 Værs'go og spis. (Og nej - det er ikke Turkish Delight, selv om de ligner umiskendeligt)

HDD render pt. rundt og lægger sidste hånd på køkkenet, og Øglen ligger inde i tremmesengen og traller "Klole" og "Trolde" på skift - sangfavoritterne for tiden ("Se min kjole" og "Oppe i Norge", hvis nogen skulle være i tvivl). Og jeg sidder og stener tv, ordner billeder og blogger. Helt fair arbejdsfordeling, synes jeg. Men det var jo HDD selv, der sagde, at jeg ikke måtte male, så det er vel egentlig kun ret og rimeligt, at det er ham, der både har malet og nu er i gang med at tapetsere...

Køkken-sneakpeak: Arbejdshjørne. Billeder mangler. Det er mit projekt. HDD mener vist, at det er begrænset, hvor meget jeg kan ødelægge ved at hænge billeder op. Hæ. Han skulle bare vide...

Køkken-sneakpeak: Arbejdshjørne, nu i stearinlysets skær

Vindueskarm. Hvis nogen har nogle fif til, hvordan man får hyacinter til at lade VÆRE med at vælte ud af sine glas, siger I så lige til?

Køkken-sneakpeak: John og Poul

 Køkken-sneak-peak: Første bane totalt gakket tapet sat op. Og HDD og jeg har malet en figur hver. Så er der kun ca. en milliard figurer tilbage
Når de allersidste ting er ordnet i køkkenet - lister, rørskjuler og andre kedeligheder - så skal jeg nok poste nogle billeder af selve køkkenet. Det bliver så fint!!!



*Ok, Handy Manny rimer i virkeligheden overhovedet ikke på 'en god dag'. Hold. Nu. Kæft, hvor er det et irriterende program. Kan godt være, at det er meningen, at de små skal lære engelsk fra et tidligt stadie, men beHØver de at tale som Sidney Lee?

fredag den 14. januar 2011

Om livet med en gøgler

Jeg er ikke helt sikker på, om jeg skal synes, det er sødt, sjovt eller skræmmende, at Øglen nu har lært at sige 'gøgler'. Jeg hælder mest til det sidste (men jeg er jo også bange for gøglere - blandt andre ting). Især fordi hun siger det uopfordret. Fx, når hun finder et par af HDD's sokker, trækker dem helt op til lårene og løber gennem gangen, mens hun skiftevis råber "låhlåååååh" (fodboldfan?) og "GØGLER".

Eller når hun hælder parmesanost ud over sin stol og sig selv, mens hun griner manisk og siger - ja, godt gættet - "GØJJJJJJLÅR" (bare lige for at få det på det rene; dén slags gøgl er jeg ikke bange for. Den er ikke skræmmende. Bare irriterende).

Billede nuppet hos rokokoposten.dk (som udgør ret underholdende læsning, faktisk)

HDD synes, det er herresjovt, at hun siger det. Også selv om han er lige så lidt begejstret for gøglere, som jeg er. Og det betyder, at han opfordrer hende til at sige det. Tit. Hun ender på Gøglerskolen. Jeg ved det bare.

Man kunne selvfølgelig håbe, at det var en talefejl af en art. At det betyder noget helt andet. Ligesom 'æbler' i øjeblikket betyder 'hjælp'.

Kom an, sne

Nå. Så læste man jo lige i avisen den anden dag, at vinteren var slut for denne gang. Det viste sig, at "for denne gang" åbenbart kun var i to dage, for det, der faldt ned fra himlen i går, da jeg cyklede hjem fra Haché, var umiskendeligt sne.

Og den lå der stadig, da jeg skulle af sted i morges, og den ligger der endnu, at dømme efter udsigten fra mit vindue på job. Altså. Det er jo meget pænt. Hvidt og så'n. Og der er da noget hyggeligt over det særlige skær, sneen giver, og den tysthed, der sænker sig, fordi sneen agerer 'stødpude. Det er nu bare en kende upraktisk at cykle i. Og så er det også koldt.

Men. Nu kan sneen bare komme an, kan den. For jeg har fået det, der vist bedst kan beskrives som verdens bedste vanter. Normalt hader jeg at cykle om vinteren (sne eller ej), fordi jeg kommer til at fryse om hænderne. Jeg har prøvet skindhandsker, stofhandsker, syntetiske vanter, strikkede luffer, you name it, men de har allesammen været enten for utætte, for upraktiske og alt alt for kolde. Og så var det, at HDD gav mig dem her*:

Verdens bedste vanter (på verdens vel nok værste billede), menalser - det er sæl-vanter med pels-kant, og mine hænder havde det så varmt på cykelturen, at jeg simpelthen blev nødt til at tage dem af. En aldrig tidligere hændt begivenhed for mig og mine hænder. Har i øvrigt ikke taget stilling til det etiske i sælskind, men de er købt et ordentligt sted, og jeg lader som om, at de er lavet af en gammel kæle-sæl, der er død af alderdom og kærlighed. Basta.

Ælllsker dem. Og selv om de er en kende uraktiske (de er for store til at stikke i lommen, fx), så er de tilgivet, fordi de er så varme. Tak sæl (og HDD). Og kom så an, sne!


Øglen er totalt med fremme på vante-fronten. Her med HDD's vanter. "Faar. Vante", som hun sagde, lige før hun tog dem på og spankulerede rundt i lejligheden og klappede på alting med sine nyfundne Anna og Lotte-hænder.

*I julegave. Sammen med cd'en.

onsdag den 12. januar 2011

Når musikken spiller

Ligesom så mange andre kan jeg rigtig godt lide musik. Som barn blev kasettebåndoptageren brugt flittigt til at afspille de bånd med Roxette (af temmelig tvivlsom kvalitet), som jeg havde erhvervet mig for en mønt eller to på en ferie i Jugoslavien. (Håhr - hele TO ord i en sætning, som næppe bliver en naturlig del af Øglens ordforråd: kasettebåndoptager og Jugoslavien...)

Denne her ligner SÅ meget den båndoptager, jeg havde, at det megel vel kan have været den. Undskyld for alle de gange, du har måttet spille Roxette, lille båndoptager...
Billede hapset fra steampunk.dk

Efter kasettebåndene (og Roxette) kom cd'erne, iPod'en, koncerterne. Og nu. Stort set ingenting. Det bliver til alt alt for få koncerter. Og jeg var lige ved at give helt op musik-mæssigt, da jeg i går opdagede, at begge matriklens internetradioer var indstillet på DR Oline. (Især fordi der ikke rigtig var noget musik, men i stedet for et særdeles jysk barn, der blev "interviewet" om at bo på en gård med en masse grise).


HDD er - mindst - ligeså glad for musik, som jeg er, og det var faktisk en af de allerstørste fællesnævnere, da vi lærte hinanden at kende for snart 4 år siden. (Men jeg skal vist lige plukke en Oline-høne med ham snarest). Vores allerførste date var faktisk en jazz-koncert (at vi så gik, fordi vi ikke kunne tale sammen i tonerne fra saxofoner og andet godt, er sagen uvedkommende). Vi har været til Dave Matthews-koncerter (bemærk flertals-endelsen), Take That, Joan as Police Woman, Thomas Dybdahl (x 2), Tina Dickow (x 2), Trentemøller, og og og. Valfartet til SPOT-festival og Vesterbro-festival. Besøgt Lades Kælder til mystifystiske underground bands (nogle bedre end andre). Og. Så. Videre.

Det var altsammen Præ Øgle. Det var ligesom nemmere lige at hive et par timer ud af en hverdagsaften for at cykle ud til obskur koncert og drikke et par øl, når der ikke ligger 85 cm (eller hvor høj hun nu er) Øgle hjemme i tremmesengen. Vi har dog en regel om, at vi skal ud - uden Øgle - én gang om måneden. Og det har vi holdt. Mere eller mindre. Nogle af gangene er 'blevet brugt' på bryllupper, middage og fester generelt, men mange af gangene har vi rent faktisk være til koncerter (den første af slagsen, da Øglen ikke engang var 3 mdr. gammel. Moar var ikke stolt af situationen). Så lidt musik bliver det da til. Trods alt.

Det hjalp også på musik-tørken, at en af de ting, jeg fik ud af den hjemmelavede jul, var den mest fantastiske cd fra HDD. Med musik af alle de kunstnere, vi har været til koncerter med i vores tid sammen.

A Tribute to Love & Music - komplet med oversigt over kunstnere og tid og sted for koncerten. <3

Den cd har kickstartet mit hensygnende forhold til musik, så i de sidste mange dage har jeg på det groveste gjort brug af, at vi i storrumskontoret har hver vores hørebøffer og derfor kan høre så meget musik, som vi overhovedet orker. Jeg tager en kunstner ad gangen (det kan godt gå hen og blive et langvarigt projekt), men mit seneste crush er på John Grant og hans album Queen of Denmark. Hør det. Nu!

John Grant med Where Dreams Go To Die. Med Midlake som backing.
Så bliver det simpelthen ikke smukkere (eller mere melankolsk).

søndag den 9. januar 2011

Det her bliver vi nødt til at tale om...

Jeg har været til fest. Uden HDD og uden Øglen. Hjemme hos Malene (som jeg ikke kan finde ud af at linke til via det hersens Bloggerdroid, men det er hende fra maleneshverdage.blogspot.com).

Malene bor i min hjemby, hvor jeg kommer megetmeget sjældent, så udover en fest, så har jeg også været en tur nede ad Memory Lane. Alle mine (og Malenes) hjemmepiger var der, og det var simpelthen så skønt at se dem igen, drikke rødvin, ae gravide maver og generelt bare have en aften fyldt med voksne mennesker. Sov hjemme hos ældstevenindens mor, som jeg har gjort utallige gange, da jeg var ung (mimremimre) og vågnede op til friskbrygget kaffe og overdådigt morgenbord. Har en ide om, at jeg aldrig kommer til at forkæle Øglens veninder ligeså meget...

Og nu er jeg så på vej hjem. I X-bus (ikke som i 'forhenværende bus', men som i 'ekstrabus'. Tror jeg), som skal fragte mig til jysk stationsby, hvorfra jeg - forhåbentlig - kan borde et tog, der kan fragte mig hjem til 210Ø. Hvis jeg er heldig, og det hele går ligeså glat som på udturen, så tager det 'kun' 4 timer. Men hvor tit er det lige, at man har 8 timer for sig selv i en weekend nutildags?

Det giver i hvertfald god tid til at læse. Og tænke. Og jeg bruger så min tankekapacitet på at fundere over sæderne i bussen. Altså det stof, de er betrukket med.

Hvad sker der?! Hvem er det, der i al sin visdom har besluttet sig for at 'designe' det? Og hvem er det, der efterfølgende har bestemt, at det da kunne være kaNON at bruge som betræk i ikke bare een (min telefon kan ikke lave accenter over e?!), men stort set ALLE busser i landet (eller i hvert fald i Jylland. Min bus-empiri på Sjælland er ikke så stor). Prøver de bevidst at gøre folk køresyge? Vil de gerne jage folk ud af bussen med grimhed? Fik de et godt tilbud på 3.000 km grimt stof? Eller er der nogen, der rent faktisk synes, at det er - gys - pænt?

Find selv på flere spørgsmål. Jeg er vist løbet tør. Nu undres jeg bare. Så det vil jeg nok fortsætte med, indtil bussen når frem. Hvorefter jeg kan hvile øjnene (sådan da) i det der dsb. God søndag til jer alle. Håber i sandhed, at I har noget pænere at kigge på end jeg.
Published with Blogger-droid v1.6.5

torsdag den 6. januar 2011

Pyyyh!

Håhr, mand. Så skal jeg da lige love for, at der var nogen, der trak bundproppen ud af feriebadekarret. Her havde jeg lige regnet med et par stille og rolige opstartsdage på jobbet - ferie-blues, og alt det der - men ud over i mandags, hvor jeg (stadig) var syg, synes jeg ikke, jeg har mærket meget til hverken Stille eller Roligt.

Tværtimod, faktisk. Min kalender blipper og bimler og husker mig hele tiden på ting, jeg skal gøre, mennesker, jeg skal snakke med og møder, jeg skal gå til. Og et hurtigt sneak-peak på næste uges kalender viser, at jeg åbenbart skal nyde 'freden' i denne uge.

Øglen med en "is" bestående af vaffel, flødeskum og æblemos. 
Hun var noget nær lykkelig for kombinationen.

Heldigvis er der sket et eller andet med min HTC Legend, efter jeg opdaterede styresystemet, der gør, at synkroniseringen med mailboksen på arbejde og kalenderen fra samme sted på ingen måde virker efter hensigten. Det betyder, at jeg da i det mindste om aftenen kan slippe væk fra møder og gøremål, og det passer mig sådan set udmærket.

Det passer mig egentlig også glimrende, at Øglen gik omkuld kl. 18.15 (sandsynligvis fordi hun kun havde sovet en halv time i vuggeren?!) - også selv om det kun har givet mig et par timers vågentid med hende efter arbejde. De timer har vi til gengæld brugt på at spise, synge, bade og hoppe på madrasser, så lidt kvali-tid har vi da haft, og det var bestemt også rigtig sjovt og hyggeligt. Men engang imellem, iggå. Engang imellem trænger man jeg bare til en aften, hvor der ikke skal leges med Duplo, ryddes op (HDD ryddede lige op i hele hytten, mens jeg havde Øglen i bad - love it!), synges 'Oppe i Norge' mere end tre gange (vidste I godt, at det er samme molodi som 'Marken er majet', hva'?! Fandt ud af det i julen. Ikke, at det betyder noget - den er irriterende alligevel - men det er da lidt sjovt. På jeg har ingen liv-måden), bygges med klodser og fræse rundt og lede efter Vudde og Båss, osv. osv.

"Ganternes fald" af "Ken Ollett", chokolade med chokolade omkring og en latte fra Nespressoen. Yum.

Så nu har jeg tændt nogle stearinlys, sat mig til rette med min bog (og min computer - ahem...), en kop kaffe og noget chokolade, jeg tilfæææældigvis fandt i skabet. Host host. Lidt senere kommer der Dexter, og hvis jeg får et pludseligt anfald af energi, vil jeg hækle lidt. Men det er ikke sikkert, jeg kan mønstre energien til at løfte begge hænder samtidigt. Vil nyde freden og roen* og prøve at lade være med at tænke på, hvor meget jeg skal nå på det der arbejde, før det bliver weekend, og jeg skal over og besøge hende her. Dét glæder jeg mig til!

*HDD er egentlig hjemme, så der burde jo egentlig ikke være helt så roligt. Men han har netop fundet ud af, at man kan få Angry Birds til Macbooken (= stoooore fugle og stooore grise), så jeg regner ikke med at høre noget fra ham i i hvert fald en time eller mere...

tirsdag den 4. januar 2011

Gode intentioner

Det der med nytårsforsætter, ing'? Det er som om, man burde have nogen. Fordi de hører sig til. Frisk start og alt det der. Men de fungerer bare ikke rigtigt for mig. Mens klokken slår 12, champagnepropperne springer, og kransekagen køres ned i takt med Kong Kristian, virker det som regel som en fantastisk idé at a) smide et par fem kilo (for det er jo så nemt som at klø sig i nakken?), b) blive et bedre menneske, c) aldrig mere vrisse ad nogen, d) osv.

Den sikre vej til IKKE at tabe 5 kg. Varm kakao med skumfiduser. Og appelsin. 
Det må man jeg godt, når man jeg vader rundt og rundt med en Øgle, der ikke gad sove nytårsdag.

Men det er som om, at forsætterne forsvinder i takt med, at januars grågrumsede lys trænger ind ad vinduerne nytårsdag, og ens krop bare craver en halv ørn i rede. Så jeg er, ligesom Therese, færdig med forsætterne. I stedet har jeg nytårsintentioner. Det er ganske vist kun simpel retorik, der adskiller forsætterne og intentionerne, men lad nu det ligge. I mit hoved ligger forskellen nemlig også i, at jeg vil gøre mine intentioner lige til at gå til. For det gør dem alt andet lige nemmere at indkorporere i hverdagen. Mine forsætter har altid være vældig resultatorienterede, om man vil - fokus på de fem tabte kilo og ikke så meget fokus på, hvordan jeg ville opnå vægttabet. Så - needless to say - jeg har ikke haft så meget succes med forsætterne.

Det håber jeg, at jeg får med mine intentioner. For de er mere fokuserede på midlet end på målet. Faktisk har jeg ikke opstillet et mål. Fordi midlet - for nu, i hvert fald - er fint. Det kan lyde banalt, men nytårsintentionerne er som følger: spise flere grøntsager, spise mere spændende mad (synes sq altid, at vi ender med de samme - kedelige - retter) og komme ordentligt i gang med løberiet igen (det var som om, det døde lidt, da al sneen kom valsende). Og sidst, men ikke mindst, skal jeg øve mig i at være mere nærværende. Mindfulness, hedder det vist, hvis man er smart og hip, men jeg er ingen af delene, så jeg kalder det bare nærvær. Kunne også kalde det at være "tilstede i nuet", som Birgitte gør. Jeg begyndte allerede at øve mig i tyveti, og jeg er klart blevet bedre, men jeg skal blive ved med at øve mig. Det skulle efter sigende gøre mester.

Status på intentionerne, her, hvor det nye år kun er fire dage nyt, er, at jeg netop har pjækket fra dagens løbetræning. Fordi jeg stadig er #/#&"/!§ forkølet (blev nødt til at blive hjemme fra arbejde i går), og fordi jeg simpelthen ikke gad. Den første arbejdsdag efter lang ferie har virkelig trukket veksler, og jeg er træt som et alderdomshjem. Så løbetur i slud tabte mod hygge med stearinlys i køkkenet (som stadig ikke er færdigt, tak fordi I spurgte).

Grøntsagerne går det fint med (og det er faktisk helt rart, at marcipanen er blevet udskiftet med noget mindre sødt), og den spændende mad (som i virkeligheden ikke er vildt spændende, bare mindre kedelig) går også slag i slag. Altså efter den halve ørn i rede lørdag. Og andet junk søndag. Men penne arrabiata og pariserbøf rørt med sennep, rødløg og æg er det da blevet til. Ikke samtidig, men på to forskellige dage, altså. Og de gode takter fortsætter - nemlig.com-manden har nemlig lige været her med en masse varer; bl.a. til burgere til madklubben i morgen og pollo sorpresa torsdag. (Og ja, jeg har fået en Spise med Price-bog i julegave...)

Der er varer i poserne. Ikke skrald.
 
Mht. nærværet, så øver jeg mig, som sagt. Både i at være nærværende hjemme - over for HDD og Øglen - og i at være nærværende, når jeg taler med mine veninder. Og endda også når jeg er på kontoret (dén kan jeg så nok arbejde lidt på, for der er blevet overspringshandlet en del i dag, må jeg indrømme). Der er dog ét sted, hvor nærværet bliver lidt tricky. Jeg har nemlig en skøn veninde, som desværre har det lidt hårdt for tiden. Hun er stresset og trist, og hun reagerer fysisk på at se og tale med folk (altså, hun bliver dårlig af det; det er ikke sådan, at hun slår eller noget...). Det betyder, at jeg ikke har set hende længe efterhånden og kun talt med hende en håndfuld gange. Af og til kan hun overkomme en mail eller en sms, men i det store hele holder hun sig for sig selv. Det er svært at stå på sidelinjen, og det er svært at acceptere, at hun har så stor brug for at være alene, når det, man jeg har allermest lyst til, er at give hende et kæmpekram.

Så hvad gør en klog, der har besluttet sig for at forpeste sine omgivelser med nærvær? Sender hende et kram, naturligvis. I form af en lille få det bedre-pakke indeholdende Kushmi-te, Skipperpiber og et hjemmenørklet tæppe.

Det er skævt - både billedet og tæppet - men det er lavet med kærlighed. Og blod, sved og tårer. Bogstaveligt talt.

Hun fik pakken i dag. Og sendte mig en lang sms, hvor hun skrev, at hun var blevet så glad, at hun græd. Så selv om det selvfølgelig aldrig er godt at få nogen til at græde, så ser det ud til, at mit nærvær på afstand blev taget godt imod. (At HDD så mener, at min lille gave til veninden ikke så meget er et udtryk for nærvær, som det er et udtryk for, at jeg er totalt med på beatet, fordi uventede gaver angiveligt er det nye sort, er så en anden sag. Men det er jo aldrig af vejen at være med på beatet, jo).

Summasumarum - de gode intentioner er der. Og bliver også ført ud i livet. Lad os se, hvor længe dét holder... :-)

lørdag den 1. januar 2011

Vudde og Båss

Det er gået giga-hurtigt med Øglens sprog de sidste par måneder. Det er som om, hun har milliondoblet (ahhhhr, ok så) hendes ordforråd, siden vi var på Bornholm, og jeg undres dagligt over, hvem det er, der har nappet min lille baby og efterladt en lille pige i stedet.
Ord som "kaffe", "juhuuuu" (ytret på puslebordet i morges, da jeg fortalte hende, at HDD var ude i køkkenet?!), "male", "trøje" m.fl. er blot få af de ord, der er kommet til bare i dag, og der dukker flere op for hver dag. I dag har vi fået introduceret et par ord fra Disney Pixar (på tide, at vi fik noget kommercielt merchandise på ord-listen), så hvad kan man ønske sig mere?! Et par sammenstykkede sætninger, måske?! Lige nu kører hun hårdt på med enkeltstående ord, telegrafist-style, men det kan jo være, at telegrafist-tjansen står overfor et comeback. Man kan aldrig vide...

En af Øglens julegaver var et Duplotog med et par Toy Story-figurer. (Ikke, at jeg erindrer, at der er et tog i en ørken med kaktusser i nogle af Toy Story-filmene, men lad nu det ligge). Det er hun riiiiimelig vild med. Kører af sted med togvognene, mens hun siger "fut fut fut" og slæber de der Woody, Buzz Lightyear og Jessie (!?), der fulgte med, rundt i hele lejligheden, når hun ikke lige putter dem under de elskede putteklude.

Den formastelige Vuddi, lige ved siden af sin æske (og sin kaktus). Båss er blevet væk igen i skrivende stund. 
Ved ikke, hvordan hun bærer sig ad med at smide så meget væk så tit, hende Øglen.

I dag var Woody og Buzz blevet væk (oh gru), og jeg var hele lejligheden igennem for at finde dem. Vi skulle nemlig på besøg hos Øglens (tr)Oldemor, og toget inkl. indhold garanterer Øglefred i en kop kaffes tid eller to. Spurgte Øglen (optimistisk), om hun mon vidste, hvor de var blevet af, hvortil hun gik hen til Duplo-kassen, pegede på Woody og Buzz og sagde "Havarti". (Det betyder så "der var de" herhjemme, bare lige så'n for the record). Det kunne hun selvfølgelig have ret i, men jeg manglede jo fi-gu-rer-ne, eggå, så jeg ledte videre, og før jeg så mig om, drønede Øglen rundt i hele hytten og råbte "Vuddeeee?" og "Båssss?" ind i skabe, skuffer og værelser. Det synes jeg egentlig var ret sødt, men det hjalp desværre ikke, så vi blev nødt til at tage af sted uden figurerne. Besøget gik heldigvis glimrende alligevel - måske fordi jeg havde et par figenstænger med til at bestikke damen med, og fordi Oldemor placerede en lille skål pebernødder på niveau med Øglens næse. Hapshapshaps, og så var der ro en stund. Hvis man altså betragter gumle- og knaselyde som ro.

I øvrigt er jeg stadig forkølet, men hovedet føles ikke længere, som om det er på størrelse med sækkestol (bare, hvis nu du sidder derude og er bekymret...). Så med brandhyggelig familie-nytårsaften i går, kransekage til morgenmad og fantastisk vejr hele dagen, så tegner 2011 egentlig meget godt. Tænker dog, at ejerne af de to - 2! - biler nede på gaden, der har fået smadret hhv. forrude og tag pga. faldende istapper, ikke er heeeelt så begejstrede for solskinnet og tø-vejret, som jeg er... 

Håber, I alle kom godt og sikkert ind i det nye år, og at tømmermændende ikke er alt for slemme. Her er de ikke-eksisterende *pudser lige glorien*, men derfor har grillkylling med fritter og remoulade jo aldrig gjort nogen noget, vel?!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...