fredag den 25. februar 2011

I går var det Øglens fødselsdag

- hurra. Hurra. Hurraaaaahhhh!


Mens jeg blinkede, var der nogen, der stak af med tiden. Og erstattede lillebitte-babyen med en lidt større en af slagsen.
Og da jeg så blinkede igen, var hun blevet skiftet ud en gang til...


Så nu tror jeg altså snart, at jeg holder op med det blinkeri. Og bliver totalt stirre-frans i stedet. Kan jo ikke risikere, at hun bliver ENDNU større, uden at jeg helt fatter, hvor tiden bliver af.

Øglen blev fejret fra morgenstunden med god tid til at stå op, bygge en hule, lege lidt med sin bondegård og så ellers løbe ud i køkkenet, hvor der i dagens anledning var pyntet op med fødselsdags-karavane, lys og flag. "Nejjjjjjjj!", lød hendes begejstrede udbrud, og undertegnede glæder sig over, hvor stor entusiasme sådan et lille væsen kan udvise over for ikke så meget. Har en idé om, at det bliver væsentligt sværere, jo ældre hun bliver - og så bliver jeg vel nødt til at gøre lidt mere end at stikke nogle juletræslys i et trætog... Nå, den tid, den glæde...




Sukkerpolitikken i vuggeren er om ikke ikke-eksisterende, så noget slap i det, så jeg havde bagt bananmuffins til de små krapyler. Havde egentlig købt ind til noget rigtig snasket jordbær-frosting (måske ikke helt fair, når 12 stk. mundmotorisk udfordrede 2-årige skulle fedte rundt med det), men da jeg hørte, at det var Øglen, der skulle dele kagerne ud til de andre fra en lille kurv, forbarmede jeg mig over kurven, Øglen og (især) pædagogerne og lavede i stedet noget vældig grøn glasur, der kunne stivne. Kagerne blev ret grimme, men de smagte udmærket.

Efter vuggeren kørte HDD Øglen og jeg en tur i laddet på vores nye ride. (Som jeg prøvede at argumentere for, egentlig - også - var Øglens fødselsdagsgave. Det mente HDD ikke helt; han bliver hårdnakket ved med at påstå, at vi primært har købt den for min skyld. Kan jeg ikke forstå overhovedet...) Så bliver det vist heller ikke mere Østerbro-agtigt - heller ikke selv om vi manglede både negene og de flagrende gevandter, men de kan komme, når jeg finder noget spelt, der trænger til at blive høstet, og når det bliver så varmt, at man kan lægge vinterjakken uden at risikere at komme til at fryse indtil flere lemmer af.

Udsigt fra Christianiacykel-laddet

Ad sti af sted på Classensgade - Øglens gule cykelhjelmo i forgrunden 
Lille Triangel. Ligner totalt sådan et billede, man kan møde til en teoriprøve. Minus cykelhjelmen...

Da HDD's ben ikke magtede at fragte os rundt længere (han påstod, at der mindst måtte være 125 kg vægt foran - når man havde trukket kassen fra. Hrmpf!), satte vi kursen hjemover. Bestilte pizzaer (bagt på spelt og pastinak, selvfølgelig. Ahem...) og fik besøg af Øglens mormor og morfar. Som havde et Duplo-dukkehus med. (Tak til Gravidgrahvad for at gøre opmærksom på, at der eksisterer sådan noget). Og en cd med en eller anden type historier på. Ved stadig ikke helt, hvad det er for nogle, for jeg må ikke holde den længe nok til at se efter. Der er nemlig et billede af Handy Manny udenpå, og Øglen er helt solgt. Det må klart være hendes første crush. (Super - lille Sidney Lee-handyman-type med den bedrevidende kasket på. Som taler med sit værktøj. Enhver svigermors drøm. Eller noget).

Mormor blev i Kbh, og hun er stadig på besøg. Øglen forguder hende (og vice versa), så det er bare så hyggeligt. (Og heller ikke så dårligt bare at kunne tusse rundt for sig selv, mens man har folk til at klare putningen og så'n). Nu er HDD i gang med at bage lagkagebunde (!?), og mormor går snart i gang med kagemanden. Der er nemlig dømt familiefødselsdag i morgen. Og mig? Jeg laver ingenting. Det er lige til at holde til. Lige om lidt laver mit alien hand syndrome muligvis et move, der gør, at jeg tænder for X Traktor. Selv om jeg egentlig hellere vil se dyster film noir eller temaaften om 2. verdenskrig (som om).

Hav en god weekend, allesammen.

onsdag den 23. februar 2011

Hurtig som en ninja

I mange henseender er jeg ikke verdens hurtigste. Et yndet mantra er "hvorfor gøre i dag, hvad man kan gøre i morgen. Eller i overmorgen?" (Måske jeg skulle læse den der pjece, Gravidgrahvad fortæller om). Men nogle ting er ikke værd at udsætte. Som at give Øglen en ny ble på, når hun har smidt den gamle og er et nanosekund fra at tisse i sengen, fx. Eller at købe en ladcykel, når nu vi (jeg) så gerne vil have en.

Så det er hermed gjort! Familien Øgle er nu de glade indehavere af en Christianiacykel model Light med kaleche og bænk og hele pivtøjet. Skulle lige gennem 12 mails frem og tilbage med sælger, der ikke er fra DK og derfor ikke var helt med på konceptet "stelnummer", en opringning til døgnåbne Station Bellahøj for at tjekke stelnummeret (da det endelig var lokaliseret), et par forvirrede telefonopkald på engelsk (som engang var flydende og som nu er lidt slidt i kanten for at sige det pænt), en tur til en pengeautomat, der gad spytte penge nok ud til Projekt Ladcykel og et smut ud i den anden ende af byen for at se på den nu efterhånden famøse cykel.

Efter lidt sludren frem og tilbage, sparken på ladcykel-dæk (arj, bare rolig. Jeg sparkede ikke på dem. Havde bare lyst til det. Fordi det ser sådan lidt hyggeligt ud) og nik fra HDD (der i øvrigt havde travlt med at holde styr på temmelig muggen Øgle inde i Familieslæden) fik sælger et tykt bundt kontanter, og jeg fik nøglerne. Og ét stk. Christianiacykel, der så liiiige skulle cykles hjem. Af mig. Fordi der jo var et eller andet med, at det var mig, der var mest vild med ladcykel-idéen.

Det var en spændende tur hjem, lad mig sige det sådan. Og den beviste, at jeg måske lige burde støve mine evner til at køre en trehjulet cykel noget af. Jernede op på fortovet TO gange og var så småt begyndt at overveje, om jeg bare skulle gå hjem, men jeg tror nok, at jeg vandt over cyklen tilsidst. I hvert fald på de lige strækninger. (Der skal nok lige gå et par gange, før Øglen skal med ud og køre). Jeg slog ingen fartrekorder på vej hjem, men jeg fik til gengæld en gratis chokolademousse fra utrolig glad Cofoco-medarbejder, der stod ved et lyskryds. Med tanke på vægtepisoden fra forleden nøjedes jeg dog med at spise halvdelen..

Hov, i øvrigt - hvis der er nogen, der står og mangler en Croozer til to børn (så'n en cykelanhænger), så sælger vi nu vores (uanset hvordan jeg vender og drejer den, kan jeg ikke helt forsvare at have både ladcykel og anhænger). Så giv lige lyd, hvis du er interesseret, ikke? Den er grøn og pæn. I glimrende stand. Og næsehjulet til, hvis man vil løbe med den, er helt og aldeles ubrugt. Ahem.

mandag den 21. februar 2011

Et æble om dagen...

Dengang jeg var på barsel, havde jeg styr på alt det der baby-shizzle. Hvornår baby måtte begynde at spise fast(ere) føde. Hvornår baby måtte få gluten. Hvornår det var tid til at få besøg af sundhedsplejersken. Hvornår der var sundhedsplejerske-åbent hus i nærliggende kirke. Og - ikke mindst - hvornår der var lægeundersøgelser. Det har jeg så ikke rigtigt styr på mere. Således vidste jeg først for ganske kort tid siden, at der er noget, der hedder 2-års undersøgelse. Men nå. Nu ved jeg det. Og nu har jeg været til den (sammen med Øglen, altså).

Det gik SÅÅÅÅ godt. Øglen var samarbejdsvillig, sød og velafrettet, og hun gjorde ALT, hvad Lægen ("Lææænøh", som Øglen blev ved med at kalde hende) sagde.

Eller. Nååååååh nej! Det var i den skønne parallelverden nevernever-land, at lægebesøget udspillede sig sådan. I den pivkolde grå februar-morgen på Østerbro, så scenariet noget anderledes ud.
Hjemme over havregrynen besluttede jeg i min visdom, at jeg på allerbedste pædagogiske vis ville indvi Øglen i dagens strabadser.

Mig: "Først skal du have tøj på, så din dragt, så skal vi over til lægen, som skal kigge lidt på dig, og SÅ skal vi over i vuggeren til alle dine venner" *indsæt selv arm-fægten og voldsom entusiasme hos undertegnede*. Øglen: "NEJ" (spiser videre)
Mig: "Jo jo, skat - det bliver smaddersjovt. Du ved - ovre ved lægen har de masser af sjovt legetøj - du kan da godt huske det fra sidste gang, ikke? - så det bliver en fest" *indsæt yderligere entusiasme*.
Øglen: "Hrm"

Hun lod sig dog give tøj på (noget af en kamp for tiden, ellers), efter hun var gået totalt amok over, at hun havde en Bob-ble (buksebleer med Byggemand Bob) på i stedet for en Elmo-ble (almindelige bleer - med eller uden Sesam Strasse-figurer). Hvilket kom sig af, at hun igen igen igen I-f*cking-GEN havde taget sin ble af i går aftes efter puttetid, flået sin (Elmo-)ble af og tisset i hele sengen, da jeg kom ind til hende, så hun fik altså en bukseble på, som hun har sværere ved at få af.


Øglen - motorbølle in spe - fyrede den af i stærkt lyserød bil på biblioteket her i weekenden

Hun kom også i flyverdragten uden den store ståhej, og hun var i et vældigt humør, da hun allernådigst lod sig slæbe op ad trapperne hos Lææænøh. Legetøjet VAR ganske rigtigt en fest, og der var da absolut heller ingen problemer i de 10 minutter, vi ventede, før det blev vores tur. Og så begyndte showet ellers.

Først ville hun ikke af med sutten, da lægen ville høre, hvor fint hun talte. Ok så. Ingen katastrofe. Hun (Øglen) lod sig formilde lidt af noget legetøj og lagde lidt af sin skepsis på hylden, mens Lææænøh forsøgte at vinde hendes tillid, men da undersøgelsen skulle i gang, snuppede hun al skepsissen - plus hele dens familie - tilbage igen og nægtede at gøre noget som helst. Først var det måleriet, hun ikke gad. Heller ikke, selv om Lææænøh (og jeg) forsøgte at overbevise hende om, at det var fedt nok at stå op ad en væg og få skrevet sit navn, der hvor man gik til. No way, José.

Derefter var det vægten, hun skyede som den onde selv. Ikke tale om, at hun ville sætte sin str. 23 op på sådan en dims. Heller ikke selv om Lææænøh lokkede med Kaj og Andrea-bog. Til sidst skulle hun lyttes på, og SÅ startede sirenen ellers. Hun skreg og hulkede og skreg så lige lidt højere og uanset, hvor tålmodig jeg var, og hvor meget jeg forsøgte at berolige hende og nynne for hende, larmede hun så meget (og udgød så mange tårer), at lytteriet også måtte opgives. Pænt sløjt udkomme af lægebesøg, dér.

I desperation over at have spildt ½ time (og omkring en liter væske i form af Øglens tårer), foreslog jeg, at vi jo godt kunne veje hende alligevel. Jeg kunne jo bare stille mig op på vægten - først uden Øglen og så med Øglen. Det var ikke et velovervejet forslag, kunne jeg konstatere, da jeg stod oppe på den skrøbelige glasvægt og kiggede på det ubarmhjertige tal, der bare steg og steg. Vel at mærke UDEN jeg havde Øglen i armene. Jeg havde godt nok både vinterjakke (med luffer, nøgler og andet godt i lommerne) og Bumper-støvler på, men selv jeg - fornægteren over dem alle - ved godt, at de ting ikke vejer 5 kg. Hvis jeg ikke vidste det før (og det gjorde jeg faktisk), så ved jeg da i hvert fald nu, at jeg har taget på. Er godt klar over, at temmelig sukkerholdig kost og ingen motion gør sit til at få vægten til at stige, men nu må jeg lige hanke op i mig selv, altså.

Så lægebesøget var ikke nogen ubetinget succes. Fik ikke rigtig noget konkret at vide om Øglens trivsel ift. kurver og hvad har vi. Men til gengæld fandt jeg ud af, at jeg havde taget mere på end forventet. Great (!) Så ved man bare, at det bliver en god uge... (Og nej - I får ikke at vide, hvad der stod på vægten. Men jeg kan betro jer, at Øglen vejer 13 kg. Så kan jeg bedre forstå, at jeg synes, hun er blevet så tung).

fredag den 18. februar 2011

Ladcykel-drømme

Jeg har bestemt, at vi gerne vil have en ladcykel hjemme hos os. Det har jeg egentlig haft bestemt i lang tid (også før vi købte Croozeren), men HDD har ikke været enig (det skarn!). Han er stadig ikke helt enig, men vi nærmer os noget, der tilnærmelsesvist kunne minde om enighed (det har jeg i hvert fald også bestemt), og det er godt nok til mig.

Det er mig ikke fuldstændig magtpåliggende, at det skal være nu-nu-NU med den der ladcykel (der er også lige noget med et par skillinger, der skal spares sammen, før det overhovedet kan lade sig gøre), men jeg skal da ærligt indrømme, at jeg sagtens kunne se mig selv hjule (arj, ok - trampe og pruste) rundt på ladcykel til sommer i flagrende gevandter med klukleende Øgle i ladet (er det egentlig med to d'er?) sammen med hjemmebundne neg af spelt, markblomster (ved jeg ikke lige, hvor skulle komme fra) og HDD, der jovialt vandrer af sted sammen med os (det er så så hurtigt, jeg regner med at kunne cykle på en ladfætter - i gå-tempo).

 Billede herfra

Desværre er cykelverdenen jo indrettet sådan, at der er ca. en trilliard forskellige ladcykler at vælge imellem. Og de eneste ting, der er direkte sammenlignelige mellem dem er, at de alle sammen har et lad, og at de alle sammen er rockerdyre. Så for at indsnævre feltet har jeg besluttet mig for, at det skal være en Christianiacykel, jeg skal køre rundt og være spelt-agtig på. Så langt så godt. Men så finder jeg ud af, at en Christianiacykel åbenbart ikke bare er en Christianiacykel. Der er nemlig en light-model og en almindelig model. Kan godt regne ud, at light-modellen er lettere end den almindelige, eftersom den angiveligt er lavet af aluminium (mod galvaniseret stål). På papiret er forskellen dog ikke mere end 5 kg. Men hvad betyder det i praksis, mon? Ved nogen af jer kloge hoveder noget om det?

Sagen er nemlig den, at der er flest almindelige Christianiacykler til salg på brugtmarkedet. Eller - det er i hvert fald dem, der er billigst. Og billigt kan vi godt lide, os der kommer fra Jylland. Men det er jo ikke nogen god deal at spare et par tusinde, hvis man dør af anstrengelse, hver gang man skal dreje pedalerne en enkelt gang. Hm. Og kan man egentlig male sådan en svend selv? Altså, så det bliver pænt? Mange af de ladcykler, der er til salg, ligner jo pudsigt nok noget, der er løgn. Med påmalede navne und alles. Og det er fint nok - men måske noget, man godt gad male over med mindre man var så heldig at falde over en, der havde skrevet Øglens navn på cyklen. Og jeg vil faktisk gerne vædde - ret så meget endda - på, at der ikke findes en eneste ladcykel i det ganske land med Øglens navn på.

Så kan man det, mon? Male en ladcykel (så det bliver pænt)? Og bliver man lykkeligere af en ladcykel? Får man den brugt? Og. Så. Videre. Find selv på flere spørgsmål - og svar gerne på dem også. Så bliver jeg så glaj.

torsdag den 17. februar 2011

Not funny, del 2

Jeg vidste det jo egentlig godt. At jeg ikke er sjov. Bliver simpelthen nødt til at huske, at jeg skal lade være med at joke om ting, der vedrører Øglen, og som muligvis kunne lede tankerne hen på vanrøgt. Derfor vil jeg aldrig mere takke relativt perifær (og så perifær er han alligevel ikke, faktisk - vi holder da møder på jævnlig basis) kollega for at rykke et møde frem, så jeg kunne nå at hente Øglen - og så tilføje et "men ved nærmere eftertanke ville det egentlig være meget smart at have holdt fast ved det oprindelige tidspunkt. Så kunne jeg nemlig hente hende hos Den Sociale Døgnvagt, som jeg alligevel kommer forbi på vejen hjem".

Det var ikke sjovt. Overhovedet. Og blev ikke sjovere af, at jeg - i febrilsk forsøg på at lette stemningen - plaprede løs om, hvor mange gange, man mon EGENTlig kunne benytte sig af dén model, før nogen råbte vagt i gevær. Så den er noteret. Den Sociale Døgnvagt er ikke sjov. (Og det ved jeg jo egentlig også godt. Jeg er bare lidt lam).

I øvrigt mange tak for alle jeres gode fødselsdagsgave-idéer. Øglens mormor var hurtig på aftrækkeren og satte sig hårdt på Duplo dukkehuset, så jeg er stadig i syv sind. Er blevet rimelig varm på at give hende et puslespil (Steiner-gokkerne taler varmt om sådan noget her, men hun kan jo godt få en lille ting mere. Så jeg tænker stadig...)

onsdag den 16. februar 2011

Gaven til Øglen, der har alt?!

Øglen har snart fødselsdag. 2 år, bliver hun. Det må jo så betyde, at jeg er blevet to år ældre, siden jeg fik hende. Spøjst. På den ene side har jeg det som om, jeg er blevet omkring 400 år ældre (og sådan ser jeg også ud, faktisk. I hvert fald nogle dage). På den anden side har jeg det som om, jeg lige har slæbt lille, knirkende bylt over dørtrinnet efter et par dages logi på Rigshospitalet. Hm. Nå - det er jo nok bare paradokset ved børn og moderskab.

Tænker, at Øglen vel skal have en bette gave i anledning af, at hun fylder år. Og normalt er jeg ret effen til at købe ting til hende, hvis jeg selv skal sige det. Men nu... Jeg er helt blank! Jeg har INGEN idé om, hvad hun skal have. Er endda gået så vidt som til at spørge i vuggeren, om der er noget særligt legetøj, Øglen er vildere med end andet, men det af det, hun ikke havde i forvejen, er simpelthen ikke til at opdrive nogen steder (og noget af det er simpelthen for kedeligt).

Hun kan supergodt lide at lege sådan noget rolle-agtigt noget med mor og far og børn (nogen husker måske Noah og konen?) og gerne med et tilhørende hus, som hun kan sidde og proppe ting ind i og tage dem ud af igen. Har været Ostheimers og Glückskäfers samlede værker igennem (ja, hun går i Steiner-vugger), men synes ikke lige, at jeg kan finde gaven.

Jeg er ret sikker på, at Øglen er ligeglad med, hvad hun får - en kage vil formentlig vække større lykke end en nok så økologisk lege-dims - men jeg vil gerne finde et eller andet, som hun kan bruge i bare lidt længere tid end kagen.

Så spill it - hvad giver/har I givet jeres 2-årige? Nogle gode råd? Det behøver i øvrigt ikke være Steinersk ...

mandag den 14. februar 2011

1, 2, 3, 4...

Tror I, det er tilfældigt, at Øglen vælger lige netop i dag til at tælle til 4*? Nej, det tror jeg nok ikke lige, det er. HDD og jeg har nemlig kendt hinanden i fire år i dag, så det er da klart derfor. Eller noget.

Når Øglen er puttet, skal HDD og jeg ud og spise. Har fået Onkel Islands Brygge til at lege våge-Åge, så der er dømt kærestehygge. Så håber vi bare, at restauranten ikke er gået helt overboard i det der balloner- og røde roser-Valentine's, som det jo også er i dag. (Var i øvrigt ret svært at få et bord nogensonhelst steder. Ikke pga. Valentine's, som jeg fejlagtigt troede, men fordi det er Copenhagen Dining Week i denne uge. Temmelig populært, lader det til).

Tommy Seebachs og Lecias hemmelige barn gemmer sig bag den begavede Øgles seneste kreation:  
overbelyste brødbriller


*At hun så valgte at supplere med et "otte - ti" lige bagefter (og at hun i øvrigt ikke virker til at have nogen begreb om konceptet 'tælle' whatsoever), har jeg bestemt mig for at ignorere. Længe leve selektiv hørelse.

lørdag den 12. februar 2011

Om shopping og sjovt hår

Jeg var hos frisøren i går. Sådan en spur of the moment-/der skal ske noget med det hår NU-ting. Øko-frisør og det hele. Ingen smalle steder. En times selvforkælelse og en ret stor regning bagefter. Regningen kan jeg ignorere (lidt endnu, i hvert fald). Det er derimod lidt sværere at ignorere, at mit nye hår får mig til at ligne en krydsning mellem Tommy Seebach og Lecia fra Laban.

Ved ikke helt, hvor det gik galt. Og egentlig er jeg ikke utilfreds. Jeg ser bare lidt sjov(ere) ud. Men det kan jeg forhåbentlig vænne mig til. Det er altid spændende at lade frisøren bestemme (næsten selv), hvad der skal ske. Men havde ikke lige regnet med at komme ud med puddelkrøller. Burde dog have været opmærksom på risikoen, for der sker altså et eller andet med frisører, når de opdager, hvor meget mit hår egentlig kan krølle af sig selv. Så de krammer og fønner og touperer og klipper ind i det. Og hende i går var ingen undtagelse. Så nu kan I altså bare kalde mig Tommy. Eller Lecia.

Billede lånt her

Billede lånt her

Men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. For jeg har været i Malmø hele dagen med dejlig veninde, og hvor bedre at opholde sig, når man er kommet til at ligne et firser-ikon med svenskerhår?! (Et givet sted i Tyskland er også et bud, selvfølgelig). Og derovre virkede mit hår rent faktisk helt normalt i forhold til nogle af de frisurer, jeg så in action derovre.

Malmø-turen gik i korte træk ud på at shoppe og hygge. (Noget med en fødselsdagsgave fra for halvandet år siden, der nu endelig er blevet indfriet). Så jeg har haft en hel dag uden Øgle, men til gengæld med Veninde og kreditkort. Like! Og at dagen begyndte med, at Veninde og jeg delte en rulle Smil i Øresundstoget (ja, altså - chokoladen. Ikke en dårlig metafor for gladhed) gjorde det bare bedre. Når man spiser chokolade til morgenmad, ved man, at det bliver en god dag.

Der er blevet shoppet og spist og hygget og grinet og shoppet lidt mere i kolde, men strålende smukke Malmø. Sådan noget vintersol holder altså hele vejen. Og jeg nåede hjem før puttetid (Øglens, that is) og fik lige en time til at lægge puslespil, indånde dejlig barneduft (arj, ok - hun lugtede faktisk mest af ketchup) og læse bog.

Og nu er jeg træt. Så jeg vil sætte tænderne i hjemmebagte kanelsnegl nr. 3 (jeps, nr. 3! Men de er heller ikke så store) og smække benene op foran fjerneren. Som viser Barnaby. Et afsnit jeg har set. Men det gør ikke noget. For danskerne er tilsyneladende vilde med Barnaby. Håber, I alle har haft en dejlig lørdag i vintersolen!!!

torsdag den 10. februar 2011

Det er måske bare mig, der er sippet

…Men jeg bliver sq lidt muggen, når over-pædagogen i Øglens vugger leverer beskeden "Nu er det vist ved at være på tide, at Øglen får en lillebror eller lillesøster. Det ændrer magtbalancen i hjemmet, ved du nok". Afstedkommet af, at Øglen sagde ret klart og tydeligt NEJ til to små 'kolleger', der tævede hinanden med noget legetøj. (Ok, hun sagde så også nej rimelige mange gange, og hun ER lidt af en bestemmerfrans, men derfra og så til, at JEG får råd om at reproducere mig, synes jeg måske, der er et stykke vej. Men det er måske bare mig, der er sippet…*)



Hvad havde hun egentlig regnet med, at jeg svarede? "ARJ, et godt råd! Ved du hvad - jeg tror sq, jeg dropper arbejdet i dag, og så smutter vi hjem og knalder?" Eller "Det havde vi ikke tænkt på. Som i overhovedet ikke. Så tak fordi du er til og kan sætte sådan nogle tanker i gang". Eller hvad med den tarvelige: "Der er ikke noget, vi hellere ville, men efter jeg har fået Øglen har jeg udviklet en sjælden - livstruende - allergi overfor børn. Så ikke flere til os. Men tak fordi du mindede mig om det". Alternativt kunne man jo altid prøve med "Nu er det vist ved at være på tide, at du fletter næbbet!"

Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Intet af ovenstående, i hvert fald. Men jeg ville elske at kunne sige, at jeg havde brugt den sidste.

*Og de er ellers så søde ovre i den der vugger. I går sagde en af pædagogerne fx "Tak for hende - det er så hyggeligt at have hende tilbage", da hun så Øglen for første gang efter hendes syge-uge. Dét er da sødt. Også selv om de sikkert siger det til alle, der har haft et sygt barn. Men engang imellem, iggå - så siger de bare nogle rimelig mærkelige ting...

tirsdag den 8. februar 2011

Med fare for at jinxe det

... så sov Øglen hele natten fra i går til i dag. Jeg mener; hun vågnede slet ikke?! (Det gjorde jeg så, men det var fordi, jeg skulle tisse og uanset, hvordan jeg vender og drejer den, kan jeg ikke få det til at være Øglens skyld). Og hun tog kun sin ble af én gang (inden jeg gik i seng - tak, Øgle), og jeg nåede at få den på hende igen, før hun tissede nogen steder. Endte med at vågne før vækkeuret i morges, fordi jeg var så udhvilet. Ny, spændende fornemmelse. Som jeg sagtens kunne vænne mig til.

Så er spørgsmålet bare, om søvnen skyldtes den overdrevet store portion yoghurt med havregryn, Øglen nedsvælgede 10 minutter i sovetid, at hun havde været i vugger for første gang i 10 dage og derfor i dén grad var blevet stimuleret, eller om det slet og ret skyldtes godt gammeldags held. Krydser i hvert fald fingre for, at de gode takter fortsætter.

I øvrigt er jeg ikke alenemor i disse dage alligevel. HDD er nemlig blevet syg*, så han blev nødt til at aflyse sit kursus. Surt for ham (og liiiiiidt rart for mig, for så står jeg ikke helt selv med alt Øgle-relateret, men det må man ikke sige. For det er jo synd for ham, at han er blevet syg, iggå!!!). Nu hepper vi bare på sol og varme, så alle bacillerne kan forsvinde. Snart, tak.

*Synes da også helt klart, at vi mangler mere sygdom. For det har vi jo næsten ikke været ramt af i den sidste uge. Eller nåwet.

mandag den 7. februar 2011

Søvn. Eller mangel på samme

Nu er jeg lige så godt i gang med at brokke mig over sygdom, så jeg fortsætter da den sure stil lidt endnu. Denne gang skal det dog ikke handle om sygdom, men om søvn. Eller mangel på samme.

Jeg er helt med på, at man sover væsentlig dårligere end normalt, når man er syg. Man vender og drejer sig, man vågner og er tørstig, man skal tisse, man bliver viklet ind i dynen. Og så videre. Derfor har jeg da også taget det med relativt ophøjet ro, når Øglen igen og igen og igen (og så lige IGEN) er vågnet og har krævet vand, har viklet sig ind i dynen, har viklet sig ud af dynen, har tabt sin sut, har lagt sig på sin putteklud og andre mystiske ting, der er helt forfærdelige i en knap to-årigs søvndrukne univers.

Men NU stopper festen, altså. Feberen er væk og Øglen er i fuld vigør, så nu synes jeg altså, at hun må værs'go at bruge natten til at sove i. Og vigtigst; lade sine hårdtprøvede forældre sove. Hun vågner hele tiden, altså. En gang i timen i snit, vil jeg skyde på. Nogle gange skal hun bare have en sut eller en sang. Andre gange vil hun bare lige gøre opmærksom på, at hun har taget sin ble af, kylet den ud mellem tremmerne og i øvrigt tisset i sengen, så lagen og sengetøj (og Øgle) er blevet helt vådt. Andre gange igen vil hun ikke rigtig noget - hun ligger bare og klynker (hun lyder faktisk lidt ligesom de der maskiner, man stemplede bøger med på biblioteket i gamle dage (= dengang jeg var barn)) og sørger lige for at gøre det højt nok til at vække mig (og nogle gange HDD. Som jo sover den velkendte mandesøvn), hvilket betyder, at det er temmelig højt.

What to do? Én ting er, at hun bliver ved med at smide bleen. Det er r*virriterende, men forhåbentlig bare en fase. (Og hvis det bliver ved, tyer vi til gaffertape, som Husmoder foreslog). En anden ting er, at hun vækker os hele tiden. Den er straks værre. Kan prøve at fifle lidt på sengetiden. Det må være første skridt. Hun bliver trods alt puttet allerede 18.30, men hun er bare så træt på det tidspunkt. Hvis det ikke virker, må vi sørge for at fodre og vande hende (endnu mere), inden hun bliver puttet. Tredje skridt må være at tvinge hende til at bruge nattøj (som hun hader), så hun ikke vågner af at fryse, når hun taber dynen. Fjerde skridt må være… æggebakker på væggene og lydtætte døre? Eller en salgsannonce på DBA? Sig, at det bare er en fase. Jeg savner min nattesøvn…

(Og ja - jeg er tilbage på arbejde. En sand lise at komme tilbage til voksensnak, bugnende mailboks og mulighed for at gå på toilettet alene. Og væk fra SF Børns samlede dvd-værker, plagen om "kiiiiiiks" og brokken sig over, at man skal have ble på, ikke mindst. Men alligevel lidt trist ikke at have en lille levende varmedunk slænget et vilkårligt sted på kroppen, store blå øjne, der kigger på en, som var man det bedste i hele verden og små, klistrede hænder, der (forhåbentlig i bedste mening) lige synes, at man skal smage en smattet rosin dyppet i juice (arj, ok - det savner jeg faktisk ikke). Godt, at det snart er fyraften. Og så ikke et ord om, at jeg skal være alene med Øglen de næste tre dage og nok kommer til at ønske både mig selv og Øglen hen, hvor peberet gror. På forskellige tidspunkter, naturligvis).

søndag den 6. februar 2011

Frisk og frejdig

Så er vi friske igen. Og med 'vi' mener jeg Øglen. Som jo er den, der sætter dagsordenen herhjemme. Feberen forsvandt i løbet af fredagen, og i løbet af weekenden er hun bare blevet friskere og friskere. Det er skønt at se, at de feberblege kinder nu er afløst af lidt mere farve, og det er også dejligt, at hun har energi til lidt mere end bare at splatte foran fjernsynet.

Det er så bare ikke helt så fedt, at hun nåede at trække både mig og HDD med ind i feberfælden, før hun selv vågnede op til dåd. Jeg klarer den til nøds; mit lavpunkt var i torsdags, men HDD er gånnåk slatten (nu ER han selvfølgelig også en mand, og alle ved, at sygdom hos mænd er farligere - og rammer hårdere - end hos kvinder).

'Slatten' eksisterer imidlertid ikke i Øglens ordforråd - og da slet ikke efter, hun er blevet frisk igen - så der har været knald på oplevelserne i denne her weekend. I hvert fald set i forhold til den forgangne uge, hvor hun (og jeg, for den sags skyld) dårligt nok har set dagslys.

I dag har vi været i Zoologisk Have. Og klappet geder, rutschet på rutschebaner (mest Øglen - de er sq så smalle de rutschebaner i Zoo. Og det ville påkalde unødigt megen opmærksomhed, hvis nu jeg sad fast i rutschebanen og skulle fragtes væk med legetårn og det hele), spist kiks (mest hønsene - Øglen er lige i nå-højde for de fritgående fjerkræ i børne-zoo) og løbet rundt.

Og så har Øglen fået en ny bedsteven i hele verden - en zebra fra Zoo (altså, ikke en rigtig en, vel?), som nu er døbt noget så begavet som "Hest". Hvilket egentlig kommer sig af en tur på biblioteket i går, hvor hun forelskede sig hovedkuls i en glemt Pippihest og græd noget så utrøsteligt, da det gik op for hende, at hun ikke bare kunne tage den med hjem. Det kunne de blødhjertede forældre ikke klare ("Nååååh, det er også synd, og hun har været SYG og alt muligt, så selvfølgelig skal hun have en hest"), så jagten gik ind på en hest. Zoo havde ingen tøj-heste, men en zebra ligner til nøds, og Øglen håndplukkede den selv fra det enorme bamse-udvalg foran den der Zoo-biks, så nu har hun altså en zebrahest.

 Øglen foran Handy Manny sammen med Hest. Bemærk sutten - hun har åbenbart taget de lilla til nåde. Damn it; havde ellers lige håbet, det var ved at være slut med sut. Sådan helt uden problemer og alt muligt.

Efter Zoo nappede Øglen lige en bette lur på to timer (måske er hun alligevel ikke heeeelt rask endnu - 1 time er som regel max i weekenderne), mens de slatne forældre forkælede sig selv med brånsj på Østerbronx. Mmmm. Pandekager med chokolademousse er ikke noget dårligt dyr, skulle jeg lige hilse og sige. Får næsten en til at glemme slattenheden.

Og nu er vi så hjemme igen. Gassen er gået lidt af Øgle-ballonen. Hun vil bare gerne se Handy Manny (igen og igen og igen og igen). Og Postmand Per. Og Pingu. Og HDD og jeg er for trætte til at sige nej. Så jeg blogger og bager pølsehorn (!?!), HDD stener, og Øglen får sin vilje. Og så vender vi stærkt tilbage til hverdagens normalitet - inkl tv-restriktion - i morgen.

Håber, I alle har haft en god weekend. Forhåbentlig uden influenza og andet 'sjovt'...

fredag den 4. februar 2011

Grrrrr

Øglen er stadig syg. Og nu har hun så også smittet mig. Grrrr. Det er vist ikke nogen overdrivelse, når jeg tørt konstaterer, at jeg ikke har været nogen god forretning for arbejdspladsen i denne her uge.

Så i stedet for (kun) at melde barns 100. sygedag i denne her uge, kunne jeg så trumfe med en egen sygedag også. Great (!) Chefen kunne dog godt se, at den var gal i går, og hun endte faktisk med at fritage mig fra temmelig vigtigt møde og sende mig hjem, "fordi jeg lignede lort". Tak. Tror jeg nok.

Brugte da også hele eftermiddagen og aftenen i går på at være rullet ind i et tæppe og ligge og ryste. I dag har jeg 'bare' knaldende hovedpine og lidt feber, så det går da fremad.

Øglen er naturligvis ligeglad. Hun vil bare serviceres, som hun plejer. Men hun var da så sød at lade mig sove til 8.30. Og så er hun faktisk vældig rolig so far*.

Og nu ser vi Handy Manny. Igen. Og igen. Og igen. Når jeg altså ikke henter kiks og mælk til undermåleren. Eller tørrer kaskader (og jeg mener virkelig kaSKAder) af snot væk efter hendes eksplosionsagtige nys. Tænk, at der kan være så meget snot indeni så lille et væsen.

 Slatten (sutte-løs) Øgle

Synes, det er lige i overkanten, at Øglen har været syg i en hel uge. Så nu har jeg aftalt (mest med mig selv og med HDD - kan være, at vi lige skal have Universet ind over også), at det går over i dag eller i morgen. Også selv om lægen (ja, Pylremor her ringede til lægen i går) siger, at det kan tage rigtig lang tid (og at det i øvrigt er helt normalt med høj feber i mange dage). Men at vi var heldige med, at Øglen er i højt humør og spiser og drikker, for det er der rigtig mange andre, der ikke gør. Ok, så. Point taken. Men stadigvæk. En uge er 'rigtig lang tid' i min optik, så synes klart, at det skal stoppe nu. Deal?

Og så stopper sygdomssnakken forhåbentlig herfra. Det er jo ved at udvikle sig til den rene ynk. Skrid nu, vinter - vi vil have sol og varme, tak.

*Priser mig lykkelig for, at det var HDD, der måtte tage turen med hende i går, da hun fandt ud af, at hendes røde yndlingssutter (faktisk de eneste, hun rigtig gider) ikke findes mere, eftersom hun har tygget dem helt i stykker. Vi har så nogen helt magen til - bare i lilla og orange - men de duer åbenbart ikke? I dag har hun accepteret (håber jeg), at sutterne er væk, så nu gider hun slet ikke have en sut. Fint med mig. Tænk, hvis man kunne afvænne hende på den måde? Nå, det er nok rimelig utopisk, men nu nyder vi det, så længe det varer.

onsdag den 2. februar 2011

Gå så VÆK, sygdom!

Øglen er stadig syg. Hun er hjemme på tredje dag fra vuggeren, og jeg har vundet sygepasser-tjansen i dag igen*. Meget kan man sige, men sjovt er det ikke. Tv'et kører i dvd-sløjfe med Handy Manny (jeg bliver SINDSSYG), Postmand Per og Pingu, Øglen ligner og lyder som en reumatisk gammel mand med rindende øjne, der har røget for mange Cecil. Men humøret fejler bestemt ingenting. Eller energien, for den sags skyld.

Jeg har ikke det mindste held med at putte hende indendørs (det er HDD's gebet - jeg kan slet ikke knække koden), og jeg vil helst ikke proppe hende i barnevognen, når det er både koldt og fugtigt udenfor. Håber, hun går kold af sig selv. Er stoppet med den intensive nu skal du sove-putning og har overladt scenen til Ragnarok - kunne mærke, at min temperament ikke havde godt af en Øgle, der gang på gang tog bukser og sokker af, hvorefter hun med lille, febersyg stemme klynkede "æbele æbele" (det betyder stadig "hjælp"), fordi hun ville have det på igen. Det stoppede med at være sødt, efter hun havde gjort det 2 gange. De resterende 900 gange var bare irriterende. Så nu tuller hun rundt og leger lidt hist og pist og har netop,  kan jeg høre, tændt for DR Jazz. Måske det kan lulle hende i søvn.

Billede lånt her - sig til, hvis jeg skal fjerne det, så gør jeg det fluks

Jeg kunne godt selv bruge en morfar efter en nat, hvor Øglen har været vågen omkring 14.000 gange. Efter at have sunget, givet ble på (hun er begyndt at tage den af hele tiden, og det er til at blive bims af. Nogen fifs?), sovet lidt, givet sut, givet ble på IGEN, og derefter konstateret, at hun havde nået at tisse i sengen, inden jeg opdagede, at bleen var røget af, gav jeg op og slæbte hende med ind i smørhullet. Hvor hun lå og sparkede og rumsterede i halvanden time (HALVANDEN TIME!), før hun sov. Grrrrr. HDD snorkede derudad og reagerede kun, da han fik et los i ansigtet (af Øglen, skal det lige siges, selv om andre måske godt kunne have været fristede...) 'Kæft jeg gad godt have bare en brøkdel af det der mande-sovehjerte. De kan jo sove fra alt?!


Nå, jeg skal vist genfinde min overskudshat og erkende, at Øglen næppe bliver rask af, at jeg spyer galde ud i cyberspace. Eller vrisser af hende. For hun er jo ikke så stor. Og så er hun jo egentlig også syg, skal jeg lige huske. 39,8 sagde termometeret i går. I dag har jeg ikke fået lov at tage hendes temperatur (endnu), men hun føles ikke nær så varm.

Så ved nærmere eftertanke triller jeg hende lige en tur. Så hun kan få den søvn, hun med al tydelighed trænger til. Flyverdragt, hue, støvler, vanter og stor dyne. Så må feberbarnet vel være dækket ind. Og jeg kan trille ned på en café, som forhåbentlig sælger tålmodighed og overskud som supplement til kaffen...

*Thank g** for en overenskomst, der gør, at man i teorien har barns ubegrænsede sygdom. Inden for rimelighedens grænser, altså. At det i praksis så er sin sag at skulle melde barnet sygt igen-igen, er en anden historie. Som jeg pt prøver at sætte mig lidt ud over. For der er ligesom ikke noget at gøre. Heller ikke selv om det hele brænder lidt på lige netop i dag (typisk). Kender en, der skal være længe på arbejde i morgen... Eller i aften... Hm.

tirsdag den 1. februar 2011

Om guddommelighed

Da Øglen fyldte 1 år, fik hun sådan en puttekasse-dims formet som Noahs ark. (Hedder det så en putte-ark?) Med en masse dyr - to af hver, natürlich - Noah og Noahs kone (hvis navn tilsyneladende er og bliver ukendt iflg. teologiske diskussioner på det der internet).


Billede nappet hos gladeunger.dk. Lover at fjerne det i det sekund, I bliver sure...

Interessen for putte-arken har været varierende - ikke mindst, fordi Øglen også har en putte-bus med safaridyr, så man kan mene, at de to putte-dimser har været noget ens, lige bortset fra, at den ene er på hjul og den anden ikke er.

Nu er der imidlertid øget interesse for arken igen. Eller i hvert fald for arkens styrmand og hans kone. Som bliver slæbt rundt i hele lejligheden, puttet under klude, brugt som mundskænke før hvert måltid, som død og pine mig SKAL med i seng, og som skal findes som det første, før Øglen allernådigst lader sig pille op fra tremmesengen om morgenen.

Noah og konen er nemlig mor og far, forstår I nok (!?!?). Mor og far krammer, mor og far spiser, mor og far sover, mor og far løber, osv. osv. Og hun kan sidde 20 cm fra HDD og alligevel panikke fuldstændig: "Hvor er faar?! Farrr? FAAAAHHRR!", og hun helmer ikke, før lille-far (aka Noah) er fundet.

I morges fandt jeg lille-mor kilet ned mellem tremmesengen og væggen, men lille-far var væk. Krise! Lige indtil HDD fandt sit alter-ego (kleiner-ego?) viklet ind i noget dyne og noget bamse. Pyhhh. Krise afværget.

Altså, det er jo ikke fordi, jeg ikke mener, at HDD (og jeg selv, for den sags skyld) er noget særligt. For det er vi jo. *Ahem*. Men guddommelige, ligefrem. Som får opgaver, der tjener til at sikre arternes overlevelse. Det er måske lige at stramme den. Selv om Øglen sandt at sige ER en art for sig selv. Så måske hun alligevel har fat i den lange ende...

Øglen er i øvrigt syg i dag. Og er hjemme sammen med både lille-far og store-far. Mens det var mutti her, der havde tjansen i går. Er det bare mig, eller er der noget med noget feber og noget snot i omløb? Hele tiden? Det må egentlig gerne stoppe nu!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...