torsdag den 31. marts 2011

Heldig tudeprinsesse

Ha. Jeg har ikke fået en piratklap. Selv om øjenlægen sagde, at jeg havde fået en "afskrabning" på hornhinden (dér begyndte det lige at gøre endnu mere ondt), nøjedes han med at ordinere øjendråber (øgledråber?) i 5 dage og en god nats søvn. Han mente dog, at det var en god idé at hvile øjnene lidt i løbet af i dag, så det har jeg gjort ved at hente Øglen og dimse lidt rundt inde i Indre By. Hvor jeg nærmest aldrig er, men nu ved jeg da, at der ligger en Lagkagehuset-bager. Som kaldte så højt på mig (eller - på Kamæleonen, natürlich), at der nu ligger to Direktørsnegle på køkkenbordet og venter på, at Øglen er gået i seng. Muhaha.

Da jeg kom hjem, lå der en kærlig hilsen fra SKAT i postkassen - et lille brev, som nonchalant fortalte mig, at jeg da forresten i øvrigt skylder dem henved 20 af de store. Og om det var ok med mig? Øhm... NEJ. Men det kan man jo ikke sige til Skattefar, vel? For han stillede jo i virkeligheden ikke et spørgsmål - han konstaterede bare. Spade.

Men! Der lå også noget andet i postkassen, som kunne få mig i godt humør. Jeg har nemlig været en heldig kartoffel og vundet en give away ovre hos Lene. Som der var omkring en trilliard mennesker, der havde deltaget i. Men jeg var en af de to vindere, og i dag ankom min præmie. Det fineste hækle-etui - helt perfekt til lige at stikke i tasken med hæklenåle, mønster og sådan noget. Aldrig mere skal jeg fedte rundt med fryseposer med hæklenåle i, som jeg af og til gør - nu kan jeg hækle med stil, når jeg er på farten. Og det er meget heldigt, for jeg er i gang med et evighedsprojekt, og hvis det nogensinde skal blive færdigt, må jeg vist hellere til at tage min transporttid i brug også...

Fin indpakning
 
Hækle-etuiet, når det er lukket

Hækle-etuiet, når det er åbent

Lene har selv lavet det, og hun er alt for sej til det der krea-gøgl. Normalt følger jeg jo ellers ikke med så'n rigtigt hos krea-bloggere, men Lene kan altså noget helt særligt. Og så kender jeg hende også lidt (noget med nogle familierelationer) og ved, at hun ikke bare er dygtig, men også rigtig sød. Så tak for etuiet, Lene!

Og det var så det der hvil af øjnene (øjet!), jeg kom fra. Og den pizza, HDD lige er trådt ind ad døren med. Har ikke engang specielt meget lyst til den, men Kamæleonen vil have pizza, og så må man hellere føje den. Ahem...

Tudeprinsesse

... det er mig. Og denne gang skyldes det hverken Holger, Jason Mraz eller hormoner. Næh - det er Øglens skyld, er det. Ikke fordi, hun er faldet eller blevet væk eller været særlig sød, men simpelthen fordi hun i et anfald af øgleri i går kom til at svinge en sylespids øgle-negl direkte ind i mit øje. Ikke ovenpå øjet, ved siden af øjet eller lige omkring øjet. Nejnej. I øjet. Av for s*tan da. Hold nu kæft, det gjorde ondt. Og gør det så stadigvæk.

Om noget er det faktisk lidt værre i dag. Så jeg ringede til lægen (og kom igennem efter kun at have ringet omkring 23 gange. Det er vel nærmest rekord). Hvor sekretæren, efter hendes tonefald at dømme, sjældent havde hørt om en mere ligegyldig årsag til at ringe. Akuttider var der "i hvert fald ingen af", og der var faktisk ikke lige nogen ledige tider på denne side af weekenden, så vidt hun kunne se. Og hun kunne selvfølgelig ikke sige det med sikkerhed, men hun mente bestemt ikke, at det ville kunne gøre det værre, hvis det ikke blev kigget på. Som i overhovedet. "For vi kan jo stort set ikke gøre noget herinde hos os alligevel".

Lagde røret på med en følelse af at være ualmindelig pylret og overreagerende, så besluttede mig for at tage på arbejde. Bortset fra, at jeg jo ikke lige kunne se noget på venstre øje. Og at det føltes (og stadig føles), som om, der sidder en tjørnebusk indeni det. Og at det løber så meget i vand, at jeg burde samle det i et lille glas og genvinde det. Nåh ja - og så det, at jeg ligner en, der har tudet hele natten. Så - i teorien en udmærket idé med jobbet, men i praksis; not so much. Så jeg blev hjemme. Hvilket jeg overhovedet ikke har tid til. Så jeg forsøger at arbejde lidt. (Og blogge lidt, ahem...) Det kan godt lade sig gøre, men det går gånnåk langsomt. Og så er det sjovt, som det der prikkeri i øjet bare generer Helt. Vildt. Meget.

Billede lånt her

Endte jo så også med, at jeg bypassede lægen og ringede direkte til en øjenklinik. Som tog det noget mere alvorligt og mente, at det altid er en god idé at komme til et tjek. Og det er ovenikøbet en offentlig øjenklinik uden brugerbetaling, så de mente ikke bare, at det var en god idé at komme, så de kunne tjene nogle penge - jeg tror faktisk, at de mente det. Så om et par timer må jeg begive mig enøjet ud i verden og håbe, at jeg ikke falder på trapper og andet sjovt. Og så håber jeg VIRkelig på, at de har nogle drugs, de kan give mig. Eller et nyt øje. Måske i blåt? Så kunne jeg blive lidt David Bowie-agtig. Sejt.

At de måske også kunne overveje at give mig en piratklap, vil jeg forsøge at lade være med at tænke over. Vil nemlig hellere være David Bowie-agtig end sørøver-agtig. Og så er det i øvrigt mega-træls med en klap (ved, hvad jeg taler om, for jeg har forsøgt mig med en hjemmelavet af garn og vatrondeller her til morgen). Men kunne være, at min mor har nogle tips til at bære sådan en med stil. Hun prøvede nemlig præcis det samme, da min bror som lillebitte stak en finger i øjet på hende. Historien gentager sig...

onsdag den 30. marts 2011

Hormonella

Man ved (eller burde i hvert fald få en stærk mistanke om), at man er gravid, når man begynder at græde til Jason Mraz' "I'm Yours" i bilen på vej til arbejde om morgenen. Helt ærligt. Jason Mraz. Og når man, dage efter, at ham der Holger ER blevet fundet i god behold (og samtlige medier i øvrigt går FULDstændig amokka over det og kalder ham den nye Knut*), alligevel lige bliver nødt til at knibe en lille tåre ved tanken om, at han har vandret rundt i en mørk skov hele natten.



Bliver jo nødt til helt at stoppe med at høre radio og læse nyheder, hvis det skal fortsætte på denne her måde...

I øvrigt tog Øglen endnu et skridt på vejen mod evig sundhed i går. Havde veninder på besøg og havde lavet en ordentlig portion boller i karry (det er der nogen, der har sagt, at børn godt kan lide?), men ikke om Øglen ville røre det. Hun ville til gengæld rigtig gerne ind i stuen og se Postmand Per og have nogle kiks med. Det sagde Onde Mor blankt nej til, men foreslog optimistisk, at hun jo kunne få en lille kop med kogt broccoli-buketter med (det syntes vi selv var vældig morsomt foreslået, os veninder). Det var dog som om, de smørrede grin stivnede lidt, da Øglen lykkeligt hapsede koppen, fortærede indholdet på 1½ sekund og kom drønende fire (4!) gange mere for at få "mere båkåli". Jowjow - det varer ikke længe, før hun bliver medlem af Kostpolitiet og kommer og støvsuger vores skuffer og skabe for usunde ting...

*Måske er jeg bare sippet, men hvis jeg var Holgers mor, ville jeg blive pænt gnaven over at se min søn blive sammenlignet med en nyligt afdød epileptisk isbjørn, der måske/måske ikke var temmelig indavlet.

tirsdag den 29. marts 2011

Gooooood morning, Østerbro

Økologisk speltfras (wtf?) - så bliver det vist ikke mere østerbrosk. Og Øglen har her til morgen vist sig som en vaskeægte indbygger i 2100 Spelt - sjældent er morgenmaden blevet indtaget med mere begejstring. (Noget måtte der jo gøres, siden både havregryn og yoghurt er dømt ude af smagsdommer-Øglen. Og spelt fras er åbenbart the shizzle blandt de små nutildags).

My preeeecious!

Spelt fras, min spelt fras

mandag den 28. marts 2011

Hej hverdag!

Vrooummmmm! Så strøg dén weekend da bare lige forbi med 180 i timen, og SMASK ramte hverdagen mig lige i fjæset. Farvel lange solfyldte dage med masser af tid til Øglen, til gåture i (ved? på?) Naturcenter Amager, Øgle-hygge med mine niecer, koncert med José Gonzalez i Koncerthuset, fødselsdag med søde mennesker og kage ad libitum. Og goddag modvind (seriøst, der var modvind alle 16 km ud og hjem fra arbejde i dag, og når man efterhånden er på størrelse med en treværelses lejlighed og har lungekapacitet som en 467-årig, så er det sq lidt op ad bakke), arbejdsbunker så høje som Himmelbjerget og en tolerancetærskel (min egen, trods alt) under gulvniveau.

Øglen på vej ud over stepperne

Naturvejlederen Øglen i sin fine nye jakke, som Mette (eller rettere Carla) gjorde mig opmærksom på

Man ved bare, at man godt lige kunne bruge en weekend mere, når man efter "jeg blander mig lige, selv om det overhovedet ikke er mit område"-mail nr. 39 i dag udbryder et spontant "For helvede - nu STOPPER det her lort" (især når man faktisk til daglig taler ganske pænt). Heldigvis har jeg søde og overbærende kolleger, og en af dem tog mig under armen og spadserede mig ud til en god omgang brok i lidt mere private omgivelser end storrumskontoret, og så kunne jeg lidt igen.

Jeg vil have mere weekend, hvor jeg kan sove lidt mere (damn you, sommertid!) og lege lidt mere med Øglen. Og bruge lidt længere tid på at komme overens med, at min søde lillebitte datter under leg med sin to år ældre kusine konstaterede (med bekymringen lysende ud af øjnene) "Øglen duer ikke", da kusinen havde skældt hende ud. Der var lige et moderhjerte, der bristede - og som stadig bløder lidt, selv om Øglen sekundet efter hoppede glad rundt og legede med en Schleich-ko og tilsyneladende havde glemt alt om det. Fik mig til at tænke mere på det, Astrid skrev så fint om forleden - om hvor gerne jeg vil skåne Øglen for den slags skuffelser. Altid. Men om, hvor magtesløs man i virkeligheden er som mor. Fordi de der kræ jo skal lære at begå sig på egen hånd. Og lære de sociale spilleregler at kende, som HDD tålmodigt forklarede mig (igen), da jeg i koncertpausen lige valgte at bringe det op (igen). Selv om vi også havde talt om det på vej til koncerten. (Det er som om, jeg mistede lidt af min situationsfornemmelse, da jeg blev mor. Normalerweise ville jeg tale om noget lidt mere muntert til en koncert. Bare så I ved det, hvis nogen nu skulle finde på at invitere...)

Amager Fælled - jamen, er det ikke fantastisk, at man slet ikke kan se nogen huse eller noget?! 

Sitdown strike - nu gider man ikke lige at gå mere

Nå. Men der er kun 4 dage endnu, før det er weekend igen. Håber på lidt højere tolerancetærskel fra undertegnede på jobbet i morgen - ikke mindst for kollegernes skyld. Men jeg kan jo starte med at tanke op med noget CSI i fjerneren, chokoladeknapper + HDD inden for rækkevidde og en syngende Øgle i tremmesengen (hun har stadig ikke helt fanget, at hun kan gå ud af sengen, efter vi har fjernet siden, men jeg bliver ikke den, der lærer hende det). Så når alt kommer til alt, er det jo slet ik' så ringe endda, som Minna og Gunnar ville have sagt.

fredag den 25. marts 2011

Bulet Øgle

Nåmn, så fik vi da solgt den der Croozer i går. 2200 bananer blev det til, og det er da en meget god start på den regning, vi formentlig får fra Christiania-cykelmanden, som kunne fortælle, at der manglede en hel del af indmaden på det ene forhjul. Og at det så var derfor, vi bare kunne hive hjulet af, just like that. Tænkte jo nok, at det ikke var meningen... Vi kunne også bruge pengene på noget så spændende som en ny tandrem (Zzzzzzzz) til Familie-slæden, som åbenbart helst skal skiftes, inden vi skal ud og køre en trilliard kilometer til sommer.

Så der er nok at fyre Croozer-pengene af på. Måske derfor, mit forslag om, at jeg bare tog pengene og omsatte dem til noget tøj til mig, ikke faldt i supergod jord. Nånå.

Vi fik gjort Croozeren klar til salg i går efter hhv. arbejde og vuggestue, og mens HDD skruede og samlede og slæbte, underholdt jeg Øglen og dimsede rundt nede i gården. Det skulle man synes var en arbejdsfordeling i min favør, men jeg vil sige, at jeg ikke klarede det ret godt. For i et øjebliks uopmærksomhed drønede Øglen direkte ud over en lille trappe og røg nogle trin ned - med scooter og det hele - i en dejlig blød måtte af beton. Ahem. NØJ, hun blev ked af det. Og nøj, jeg blev ked af det. Og fik hende skrabet op og trøstet og kigget efter i sømmene. Lidt blod på overlæben, lillebitte afskrabning på næsen og KÆMPE bule i panden. Dååååårlig mor!!!

Heldigvis lod det ikke til, at der var sket noget værre end buler og skrammer, og gråden hørte da også hurtigt op. Og så skulle vi snakke om det, der var sket. Øglen er pt. meget optaget af gråd og børn/dyr/barbapapa'er, der er kede af det - hun har en bog, hvor der er et billede af en abe, der græder meget, og det vil hun se hele tiden. Også selv om hun selv bliver helt ked af det og "åhhh nej"-agtig. Simpelthen så sødt. I går måtte hun jo også fortælle sin uopmærksomme mor, hvad der var sket:


BB (Bulet Barn): Øgle falder NEØD. Trappe. Av.
DM (Dårlig Mor): Ja, du faldt ned, skat. Det gjorde ondt.
BB: Øgle ked AF det. GRÆDER lidt.
DM: Ja, jeg kan godt forstå, at du blev ked af det og græd lidt, skat.
BB: Cykel DRILLER. Falder trappe NED! Av.
DM (overvejer, om vi ikke bare skal give cyklen skylden): Ja, cyklen driller lidt. Men cykler og trapper er også en lidt dårlig kombi.
BB: Øgle ser far. Hvad LAVER far? Falder NED! Av. Græder lidt.
DM (med virkelig dårlig samvittighed, kysser Øgle og ssch-scchh'er og stryger over håret): Ja, det gjorde ondt. Du har også fået en stor bule. Gør det meget ondt nu?
BB: NED mor. Ned og lege! Per. Kiks. Cykel. Lege.

Well... Jeg tror, hun overlever. Ændrer ikke på den dårlige samvittighed, dog. Selv om HDD forsikrede mig om, at børn altså FÅR buler. I knååååw. Men buler på fald på betontrappe-måden; dét ville jeg alligevel gerne skåne hende for.

Øglen og æggene - aftenen før Faldet. Se, hvor fin og u-bulet hun er

Efter Faldet. Nu med uTROlig stor bule og let forstørret overlæbe

"Moar læse Barbar?" Jeps, honey - om det så skal koste mig 80 gennempløjninger af temmelig irriterende Barbapapa-bog, så skal jeg gøre det. Særligt, hvis det køber mig lidt aflad...

Evnen til at tage futter på er stadig i behold til trods for nærkontakt med beton

 
Tæl til ti. Rækkefølgen af tallene er noget tilfældig, men det var den også før Faldet, sådeeeet...

Nå, og nu sidder jeg så her. Og har en hjemmemorgen, fordi jeg skal til jordemoder. For første gang i denne her graviditet. Gad vide, hvad vi egentlig skal lave? 15+1 er vel næsten for tidligt til at høre hjertelyd? Så måske vi bare skal snakke. Om, hvorvidt jeg ryger, drikker og tager narko (den snak stryger jeg lige igennem med UG kryds og slange)? Og om jeg spiser sundt (den snak bliver så lidt mere ulden...)? Og så skal jeg vel også tisse på et eller andet, tænker jeg? Hm. Egentlig lyder det ikke så spændende, sådan som det lige bliver ridset op. Men det kan jo være, at jeg bliver overrasket.

God weekend til jer alle. Håber, I går den i møde med u-bulede børn og højt humør.

onsdag den 23. marts 2011

Opmærksomhed

I de sidste par dage har jeg - ud over at være på arbejde, selvfølgelig - hængt ud med skønne veninder fra gamle dage, den enes store mave og den andens lille datter. Anledningen til det fine besøg var lidt tung, men alle er heldigvis ok, så vi tror på, at alt nok skal ordne sig. Andet er ligesom ikke en mulighed. I går sov veninde og lille baby inde i vores stue, og Øglen kunne slet ikke finde ud af, at der pludselig var en baby i huset. Faktisk var hun lidt bange for babyen, tror jeg (jaja, der er jo aldrig nogen, der har sagt, at det er en modig lille Øgle, vi har), så jeg er da egentlig lidt spændt på, hvordan hun klarer det, når der fra og med september er en i huset 24-7.

Nå, men jeg må jo med skam indrømme, at veninderne har haft et lidt større fokus de sidste par dage end Øglen. Og HDD var der jo, så han vandt tjansen med at holde øje med hende, lave mad og generelt gå til hånde, mens vi tre tanter forsøgte at få styr på verdenssituationen. Umiddelbart efter aftensmaden syntes jeg, at der spredte sig en liflig lugt af brugt ble i køkkenet, men adspurgt om der var noget i bleen, sagde Øglen bare 'nej nejjjj' og valsede ind i stuen. Det er sådan lidt fifty-fifty, om hun lyver eller siger sandheden, når hun får stillet lige netop dét spørgsmål, og hånden på hjertet så vidste jeg jo nok godt, at hun løj lige dér.

Kaldte lidt halvhjertet på hende, men hun var optaget af hypnose-kanalen Playhouse Disney inde i stuen, og HDD forsikrede mig om, at det var ok - at hun nok skulle komme, når hun gerne ville have en ny ble på.

M-hm.

Så siger vi det.

Altså, lad mig bare sige det sådan, at det ikke var det, der skete. Forestil jer i stedet for en raspende lyd inde fra de tilstødende gemakker (sådan lidt som tape, der bliver revet af papir. Eller SNIPPER, DER BLIVER FLÅET AF BLE), efterfulgt af et "houvvvvvv! Hva' deeeeeeet?!". Og forestil jer så en Øgle, der kommer spankulerende ud i køkkenet med opknappet body og bar r*v med en temmelig overfyldt ble i hånden og undrende kigger fra ble til os, mens hun stolt gjalder et "Seeeeeeeeee!" ud i rummet.

Der var instant action, må jeg sige. Veninderne måtte lige klare sig selv (de var alligevel i gang med at grine sig selv ihjel), og HDD og jeg delte med militaristisk præcision opgaverne imellem os: "Du tager stuen - jeg tager Øglen" (gad godt jeg havde brugt bare lige ét sekund på at overveje dén arbejdsfordeling).

Men ok - jeg tog Øglen. Som ikke gad i bad. Men som til gengæld gerne ville sætte sig ned (med mildest talt ikke-ren bagdel) så mange steder på badeværelset som muligt. Hun var heller ikke ligefrem vild med den vaskeklud, jeg insisterede på at skrubbe hende med, så derfor rendte hun ud og ind af badeværelset (ser nu - i bagklogskabens halogenbelysning - at jeg nok skulle have lukket døren bag os). Og satte et fint punktum ved at tisse på puslepuden. Hvorefter hun stillede sig op - nu med tis under fødderne - pegede anklagende på den lille pøl og råbte "pruuuuUUUUT?"

...

Jamen, altså. Der er da ikke noget at sige til, at vi vil have en Øgle mere, vel?! For hvis der er noget, der er noget, der er sjovt at beskæftige sig med, så er det da afføring. Eller noget.

Men det skal hun have, Øglen. Det var en effektiv måde at få opmærksomhed på. Og så kan jeg lære det: Jeg skal ikke tro, at det går an at flytte fokus fra verdens omdrejningspunkt i så meget som et enkelt sekund. For hvis hun ikke får opmærksomhed, tager hun den da bare selv.

lørdag den 19. marts 2011

A farewell to jeans

- i hvert fald de 'skinny' af slagsen. Må bare er kende, at hverken hofter eller mave længere bryder sig om at være spærret inde i uTROlig stramt denimstof. I hvert fald ikke, hvis jeg IKKE går efter at tage begrebet muffin top til et helt nyt niveau. Hvilket jeg egentlig ingen planer har om, nu hvor jeg tænker over det.

Ved ikke, hvad der sker, altså. Eller jo - jeg ved jo godt, at jeg er gravid. Men med mindre jeg er en eller anden form for medicinsk mirakel (hvilket hverken læge eller scanningsdame har udtrykt noget om, de gange jeg har mødt dem), er jeg jo altså ikke gravid på hofterne. Og er der ikke også noget med, at man får en fin, rund mave, når man er gravid?! Det mener jeg at kunne huske fra dengang, jeg ventede Øglen. Lige nu ligner jeg bare en, der er gået alvorligt amok i en kage-buffet og skyllet efter med friture-olie. (Det har jeg så også næsten, men alligevel...) Og nu har mine strammere jeans altså besluttet sig for, at de ikke gider lege med mere. Så jeg har kigget dem dybt i lommerne og er blevet enig med dem om, at vi ses igen - om en baby og en amnings tid. Indtil da må de nyde et midlertidigt otium på loftet - sammen med de bluser, jeg om et par kvadratcentimeter maveskind (læs; flæsk) mere ikke vil kunne trække ned over mavsen.

Indtil det ventetøj, jeg har investeret i (og de få stykker tøj, der overlevede fra sidste graviditet) for alvor får sin berettigelse (bliver jo nødt til at tro på, at jeg på et tidspunkt får en rund(ere) dunk), må jeg så ty til de almindelige jeans, der trods alt stadig kan knappes. Men som ikke er mere end en enkelt bøtte Ben & Jerry's fra også at opgive ævred (pis os' - har nemlig lige set, at der åbner en en & Jerry's isbar på trianglen lige om lidt). Ellers er der jo altid kjoler. Eller en presenning.

Har købt 4 tørklæder i dag. Ja, fire! Fordi jeg syntes, jeg manglede. Og så ikke lige kunne stoppe, da jeg kom i gang. Men tørklæder kan man altid passe. Og så indgår de jo som uundværligt accessory til amme-uniformen. Så man ikke blotter mere end de absolut nødvendige kvadratmeter bleg, udstrukket hud. Der var derfor tale om en langtidsinvestering i dag, kan I nok se, og så er det helt i orden!

Og nu vil jeg spise nogle af de chokoladekiks, som mit alien hand syndrome rev ned fra hylden i Superbrugsen i dag. Mens Øglen lå og grinede nede på gulvet. Efter hun havde flået en hel del poser chips ned fra deres respektive plads. Og råbt "NØJJJJJJ" henne ved påskeæggene og kigget på dem, som var de en værdig konkurrent til Handy Manny. Hun ved heldigvis ikke, hvad der er indeni den glitrende indpakning, for så er jeg overbevist om, at hun ville være ovre i Brugsen endnu. Er temmelig glad for, at vi sædvanligvis handler på nettet.

Jeg vil også fortsætte med det hæklede tæppe, der har ligget uberørt hen i et par måneder. Og der er jo ikke noget, der giver blod på tanden som at skulle trevle halvdelen op, fordi nogen (ikke mig, selvfølgelig. Ahem) har lavet en ikke helt ubetydelig fejl. Grrrr.

Egentlig burde jeg jo smide beviser på enten kage-mave eller tørklædeindkøb. Men jeg kan jo godt lide jer, så jeg vil ikke ødelægge jeres øjne med et billede af maven, og jeg gider ikke pakke tørklæderne ud for at fotografere dem lige nu. Så I får et par billeder af Øglen i stedet. De første er fra i går, hvor hun blev ringet syg hjem fra vuggeren (synes I ikke også bare, hun ser herresyg ud?!?). De sidste fra Zoo i dag, hvor det allerfedeste var at spise sne. Yum!





torsdag den 17. marts 2011

Om børnetøj

Jeg bruger relativt mange penge på tøj. Ikke sindssygt mange penge og ikke sindssygt få penge. Jeg køber, når der er ting, jeg ikke kan modstå, og jeg må med skam indrømme, at jeg ikke køber særlig struktureret. Således kan jeg sagtens købe 3 sorte kjoler, selv om jeg egentlig mangler bukser. Og videre i dén dur. Jeg køber det, jeg synes, er pænt, og det jeg ikke kan leve uden. Uden at skele helt vildt til, om det lige er 'in season' eller om det har den helt rette pudderfarvede nuance. Jeg har gjort en del kup på Trendsales (hvis jeg da selv skal sige det), og selv om jeg til tider ikke synes, at jeg har noget som helst tøj i skabet, ser det trods alt ikke helt sort (tøhø) ud.

Når det kommer til tøj til Øglen, er det en lidt anden historie. Jeg vil godt vove den påstand, at jeg bruger væsentlig flere penge på tøj til mig selv end på tøj til Øglen. (At jeg så bruger væsentlig flere penge på Øglen generelt, er en anden sag). Da Øglen var bittelille, lånte vi os til det meste fra familiemedlemmer, der også har små børn. Det er taknemmeligt at låne sådan nogle nuttede str. 50-bodyer; de ser jo sprit-neues ud, fordi de der babyer ikke har lavet andet end bare at ligge i dem.


Brugt tøj, men helt nye Ray-Bans. Friske fra amazon.co.uk

Hele vejen op til str. 80 har vi faktisk lånt os til det meste. Har selvfølgelig også købt noget og fået noget, men hovedparten af tøjet var lånt. Da vi nåede str. 80 begyndte det så at tynde ud i lånestrømmen - velsagtens fordi tøj i den størrelse alt andet lige bliver mere slidt (i hvert fald hvis ungerne kravler rundt i det), og fordi tøjstørrelserne ikke skifter nær så hurtigt længere. Så jeg gik på wørld wajd wæb og fandt en rar dame på Fyn, der tilfældigvis lige havde en røvfuld pigetøj i str. 80 (og i god stand) til salg. Haps, sagde jeg. Især fordi hele baduljen - inkl. porto - kun beløb sig til 400 kr. Og der var flyverdragt og regntøj og alt muligt med, så jeg syntes bestemt, at det var en god handel.

Øglen røg så op i str. 86, og i mangel af sindssygt gode tilbud på store mængder brugt str. 86-tøj, lavede jeg en raid på hm.com. Og fik en pæn portion nyt tøj. Var lidt spændt på, om jeg ville have det anderledes med en garderobe af helt nyt tøj end med en garderobe af genbrugstøj, men lord behold; det gjorde ikke den store forskel. Udover, at Øglens udtryk (hvis børn i str. 86 ellers overhovedet har et sådant) måske blev en anelse 'ensrettet'.

Og nu er hun så videre i størrelserne, hende Øglen (det går fiseme stærkt, når de først sådan går i gang med at vokse). Jeg har været på Trendsales, og bedst som jeg var ved at dø over uoverskueligheden i det hele, faldt jeg over dejlig dame, der havde ufattelige mængder tøj i str. 92 til salg. På bedste krejler-manér (man er vel jyde?) udspurgte jeg hende om stand og slags og alt det der, og inden længe var vi blevet enige om en samlet pris på 800,- (der er desværre langt mellem damerne fra Fyn, der sælger alt for en slik).

HDD var mand for at hente det, og han kom hjem med tre hårdtproppede bæreposer fyldt med tøj. I rigtig pæn stand og i mange forskellige mærker og kvaliteter. Og nu er Øglen så den heldige indehaver af ikke færre end 10 par jeans (TI?! Får hun aldrig brugt. Men så kan jeg vel sælge videre...) og en hævleds masse andet tøj.

Jeg ved godt, at Øglen næppe bliver spottet af modeforskere og udspurgt om sin utroligt opdaterede stil, men hun er velklædt og ren og pæn. Og det synes jeg egentlig er vigtigst. Hvad synes I andre om brugt børnetøj? Giver jeg Øglen traumer for livet, er det helt okay, eller noget helt tredje?

I øvrigt skal det siges, at når Kamæleonen i maven gør sin ankomst, så bliver det nøjagtigt samme historie. Dele af tøjet kan så selvfølgelig lånes af Øglen (hvis farve, størrelse og årstid lige passer), men i bund og grund er der dømt brugt tøj. Stakkels børn. Eller hvad?

søndag den 13. marts 2011

Hej Kay!

Det er snart ved at være længe siden, at HDD's søster fandt en gyngehest i storskrald (ja, hun bor i Nordsjælland), som hun nappede til Øglen. Den havde brækket et lille stykke af den ene vange, og af forskellige årsager er den først blevet repareret nu.

Så derfor er Øglen først blevet sådan rigtigt indehaver af gyngehesten (som Øglen udtaler med hårdt g i midten - ved ikke, om jeg skal være bekymret over, at størstedelen af hendes pædagoger i vuggeren taler med stærkt østeuropæisk accent. Det smitter tilsyneladende af) i dag.

Men er den ikke fin?!?

Det er en rigtig ægte Kay Bojesen - og helt ærligt; hvem smider sådan noget ud? Knækket vange eller ej?

lørdag den 12. marts 2011

Lørdagsstemning

Ørj, hvor har det bare været lørdag i dag. På "vi har ingen planer og kan gøre lige, hvad viØglen gider"-måden.

Så vi har hængt ud på børnebiblioteket i et par timer, hvor vi så Malle Mus-film, malede Malle Mus-tegninger (det var åbenbart Malle Mus-dag, tænker jeg) og boltrede os i børnebøger (og aviser. Ahhh, aviser. Godt nok fra i går, men ... aviser!) Gik en tur med klapperen bagefter, hvor Øglen gik ud som et lys, så HDD og jeg styrede direkte mod Mokkariet, hvor den stod på chokoladecroissanter og varm kakao. Øglen gav os halvanden times afslapning, før hun vågnede op til dåd og krævede opmærksomhed, så vi satte kursen mod legepladsen, hvor der blev rutschet til den store guldmedalje.

Øglen er så inde i en fase (HÅBER i hvert fald, at det bare er en fase), hvor alting er "min tur". Så i det sekund et andet barn bevægede sig inden for hendes synsfelt (hvilket sker pænt mange gange på en lille legeplads), gjaldede hun "MIN TUR" ud over det hele og smed sig ned, indtil den formastelige havde gjort sig usynlig. Enten ved at overhale eller ved at gå en anden vej. Totalt bestemmerfrans, altså.

Men det gik jo alligevel, og vi var der heller ikke så længe, fordi Øglen var sulten. Havde godt nok nogle TUC-kiks i en bærepose (var lige et smut forbi Brugsen), men man kan jo dårligt stå og fodre afkommet med kiks fra knaldgul indpakning på bydelens mest speltede legeplads, vel? Så jeg havde da også nødtørftigt dækket indkøbene (som ud over TUC indeholdt æbler (fra Lilleø, så de kunne endda gå) og chips, som jeg jo gik glip af i går) til med dynen i klapvognen, så jeg ikke behøvede at få bebrejdende blikke fra de andre forældre. Som helt sikkert havde hjemmebagte madpakker med til deres børn. Allesammen...

Resten af dagen har vi bare dimset rundt herhjemme. Bygget hule, læst bog, sunget sange fra nyindkøbt Shufflebook (som jeg egentlig havde planlagt at købe til Øglens fødselsdag, men kom fra det igen. Og da jeg så læste om den hos Rappedikke, blev jeg simpelthen nødt til at købe den med det SAMME, så den kom hjem til os i går. Og Øglen knuselsker den allerede). Og jeg har fået læst en del i Harry Potter 7, som jeg er kommet til at gå i gang med igen, fordi jeg ikke lige havde andre bøger, jeg gad at læse. Derudover har Øglen haft en fest med at kravle op og ned af sin seng, som i dag har fået den ene side af.

Det har jeg været noget spændt på - så i ånden, at hun ville komme løbende i tide og utide og slet ikke ville kunne finde ud af at falde i søvn uden de elskede tremmer. Hun kunne da også have beholdt dem på nogen tid endnu - hun har nemlig ikke fattet det der med, at man kan kravle over - men på et eller andet tidspunkt skal de jo af, så i dag blev altså dagen. Nu er det en time siden, hun er blevet puttet, og ud over noget råberivariation over temaet "HALLOOOO" og "JEG SIDDER LIGE OG VENTER PÅ DIG" (wtf?!), så har vi ikke hørt noget til hende. Ingen små klipklapren af små fødder hen over gulvet. Ingen brag fra ting, der bliver revet ned fra hylder. Ingen brag fra Øglen, der falder ud af sengen. Hallelujah - lad os håbe, at de gode takter fortsætter, og at det her ikke bare er en oneoff, der skyldes, at hun er blevet Shufflebooket* ud i umanerlig træthed.

Og nu har jeg så endelig tid til at spise nogle af de der chips. Eller noget af al den slik, jeg aldrig fik spist i går. Og tænde for Barnaby. Eller læse videre i Harry Potter. Svære valg her på en tjotaaal vild og uforudsigelig (!) lørdag aften. Håber, I har haft en god dag derude i Bloglandet.

*Er der i øvrigt nogen, der kender melodien på "Jeg har en flyvemaskine"? Den vil Øglen Helt. Vildt gerne høre, men jeg kender den überhaupt ikke. Og HDD gør heller ikke, men han synger så også bare alle sangene på Mester Jacob, og det er jeg alligevel liiiidt for emsig til.

fredag den 11. marts 2011

Oh vægelsind

Fredag aften. Alene hjemme (eller - sammen med Øglen, iggå, men hun sover nu. Så det er næsten som at være alene hjemme). Stener i sofaen foran det der X Traktor, som nu er afbrudt af TV Avis og ualmindeligt voldsomme billeder fra Japan. Ouch! Naturen er altså for sindssyg nogle gange.

Totalt actionpacked fredag aften for Øglemor, kan I nok høre. Men det var jo ikke meningen, at jeg bare skulle sidde og se tv og blogge. Det var meningen, at jeg skulle fylde mig med store mængder salt- og sukkerholdige fødevarer, så stor var glæden, da jeg lige kunne nå i Netto i det korte tidsrum, HDD var hjemme mellem fredagsøl og julefrokost (bedre sent end aldrig) - og hvor han i øvrigt "slet ikke kunne lugte", at Øglen trængte til at blive skiftet, selv om jeg nærmest kunne lugte det ude på reposen, da jeg kom tilbage. Belejligt. For ham. Bestemt ikke for mig. Hrmpf.

Nå, Netto. Hvor eneste (nedskrevne) punkter på dosmersedlen var chips og æbler (det er ikke fredag aften for ingenting, jo), og 235 kr. senere kom jeg hjem. UDEN chips. Og æbler. Men til gengæld med en sær sær neoprenjakke til et æble (ved ikke lige, hvad der skete dér) og meget surt slik. Og tyrkisk peber. Og cookies, der er dyppet i chokolade. Og nogle boller (havde ikke lige fået spist aftensmad). Og andet dims og dut.
'Kæft, den er egentlig grim. Og vel heller ikke engang særlig smart. Æbler bliver jo sjældent stødt(e)? Hvorfor købte jeg ikke den til bananer i stedet for, når jeg nu partout SKULLE have noget i neopren?

For det er jo sådan, jeg kommer til at bruge "Astrid Æble" - hængende på siden af Øglens Fjällræv, så den lissom kan give tilværelsen lidt kulør (!)

Mens jeg var i Netto, havde jeg lyst til det HELE (lige bortset fra chips og æbler, altså). Hvis ikke det var fordi, jeg trods alt ejer en smule pli, kunne jeg ligefrem have fundet på at åbne de sure vingummier nede i butikken. Og jeg har da også spist nogle af dem nu. 2 (arj, ok - 8), i hvert fald. Men resten... Nej tak. Har ikke lyst til noget af det, jeg har købt. Vil egentlig bare gerne have et æble. Og måske lidt chips.

Helt ærligt. Det er da ikke normalt...

onsdag den 9. marts 2011

Hele 3 ting på én gang


Og nej, det er ikke en overraskelse (eller; det er det vel altid lidt?!), det er ikke chokolade (øv) og det er ikke noget man kan lege med (endnu, i hvert fald).

Derimod er det det her:

Pind med tis
Kuvert med vandrejournal

Scanningsbillede af lille tyksak

Hva'ba'?! ETA 15. september, så h*n lander ret tæt på min egen fødselsdag. Men eftersom jeg har svært ved at forestille mig nogen bedre fødselsdagsgave, passer det jo perfekt. Og så kan man sige, at det er et gevaldigt plaster på såret for den crappy før-fødselsdagsgave jeg fik sidste år; "egen kvittering af vindæg" (gotta love læge-lingo), en tur på hospitalet efter dejsen om af udmattelse og blodmangel i garnbutik (sq ikke så street - har overvejet at lave det om til et lidt federe sted; ligesom i det afsnit af Klovn, hvor Jarlen dør på Bøf & Bowling, og de ændrer lokationen til Umami) og en blodprocent på minus en milliard.

...Det var selvfølgelig også hele 3 ting; de var bare uendeligt dårlige, og dårlige Kinder-æg kan vi (heller) ikke li'...

Men nu kan jeg heldigvis bruge kræfterne på at glæde mig over en lille krumme, der allerede har fået mig til at blive tyk(kere). Alle andre steder end på maven, faktisk. Til at blive en familie på 4. Og til endelig at blive totalt officiella og gjalde de gode nyheder ud i cyberspace (er der overhovedet nogen, der siger det mere? Som altså er under 80?).

Af forskellige årsager kan jeg ikke gå 'over-cover' på Fjæseren endnu - der er lige et par hensyn, der skal tages - så jeg håber, at de af jer, som læser med, og som jeg er venner med ude i den der virkelighed (og på FB) er søde at vente med at skrive noget der, til jeg selv melder ud.

Har nappet mig en fridag i dag i forlængelse af nakkefoldsscanningen, og det var et godt valg. For så har jeg tid til at blogge. Og prøvesmage den nye café i mit hood. Som laver glimmmrende varm kakao, kan jeg betro jer. Og jeg kan lave sushi til i aften. Og måske lige nappe en dårlig serie i tv, inden jeg skal ind efter Øglen i vuggeren. Næh, det er skam slet ikke så tosset med sådan en fridag...

mandag den 7. marts 2011

Haves: Meget brugt mandag. Ønskes: Fridag (ny)

Det begyndte så godt i morges. Var booket til en ganske usædvanlig arbejdsdag, der indbefattede kampagne-filming med klaptræ(er?), bluescreen (som er grøn?), dårlig automatkaffe og hele pivtøjet.

Kendte nærmest ikke nogen, men forsøgte at improvisere og klarede det vist udmærket (i hvert fald hostede jeg ikke, når der var blevet beordret "ro på settet", og det var heller ikke min telefon, der ringede. Jeg siger det bare!). Frokosten var god, folk var søde og det var da også ret sjovt at se, hvordan en "rigtig ægte skuespiller" arbejder i virkeligheden. Ovenikøbet sluttede det hele et par timer før tid, fordi alt bare klappede (inkl. klaptræ, tøhø), og jeg begyndte at synes, at det var totjal i orden dér at få fri kl. 14.

Men. Jeg burde have vidst det. Der sker ALtid noget, når en tidlig dag står og vinker lokkende i horisonten. Og det gjorde der da også i dag. Noget med en hastesag. Som har hastet siden i torsdags. Og som jeg rent faktisk har gjort noget ved (i torsdags, eftersom "en haster" i min verden betyder, at det ...ja, haster ...). Men Hasteren er så blevet fanget i verdens største spindelvæv af politik og e-mail-korrespondancer, og fredag eftermiddag var vi et par afdelinger, der besluttede, at vi ikke gad gøre mere ved den, eftersom den tilsyneladende ikke hastede mere, end at der kunne gå totalt gedemarked i den. Men nu hastede den igen. Så meget, at der faktisk lød ordre fra højeste sted om, at den skulle af sted. Nu. Suuuper, når man ikke lige er på kontoret, når chefen holder fri, og når de to andre potentielle brandslukkere er hhv. på ferie og på barsel.

Så der var jo ikke andet for, end at chefen måtte inddrage sin egen fridag, og hende og jeg satte så kursen mod det der kontor. Hvor vi arbejder. Og som ligger en milliard kilometer fra der, hvor dagen var startet så fint. Suuuk!

Men det gik jo hverken værre eller bedre, end at Hasteren blev lavet færdig og 'eksekveret'. Det ordner sig jo som regel, sådan noget. Også selv om det lige kostede endnu en irriterende mail-korrespondance, hvor ikke så få spydigheder blev udvekslet. Talte lige - for sjov (haha) - hvor mange mails, jeg havde fået om emnet siden fredag formiddag, og jeg nåede op på 18. Det er for mange, hvis man spørger mig.

Nåede hjem væsentligt senere end planlagt. Til sød lille Øgle, der havde holdt fastelavn i vuggeren (og den dårlige mor havde hverken afleveret eller hentet. Fyyyy!) og været på legepladsen med HDD. Hun var helt mast og rendte rundt og puttede sig ind til mig, til IKEA-skamlen (!?) og sine støvler. Og ville  høre historie hele tiden. Fra sin nye bog "Historier for de meget små", som hun har fået i fødselsdagsgave (stortstort hit, i øvrigt. Det er den første bog, udover Åh Abe, som vi synger hurtigere end lynet, som hun gider få læst højt fra).

Det er lidt snyd, for billedet er fra januar. Men Øglen var altså (også) giraf i dag. Billederne jeg nåede at tage, før hun skulle i vugger, blev bare ikke så gode. Så I må tage til takke med en januar-giraf.

 Nu er hun puttet og ligger og gumler på en bolle (den nyeste craze; brød i sengen), råber "SKRUETRÆKKER" i ny og næ (vi bliver nødt til at stoppe med det der Handy Manny, kan jeg godt høre) og tager sine støvler af og på (don't ask). Og jeg sidder og overvejer, om jeg burde spise et æble eller en af de frosne fastelavnsboller, der ligger i fryseren (eller begge dele. Ja?). Og så glæder jeg mig Helt. Vildt til på onsdag, hvor jeg tager en fridag. Fordi jeg faktisk synes, at jeg fortjener det efterhånden. Og fordi jeg skal en helt masse gode ting. Og en enkelt lidt farlig, men mere om det efter onsdag...


Disclaimer: Det her er IKKE ved at udvikle sig til at blive en ren arbejdsblog. Pwomise! Jeg lover at vende tilbage med lidt mindre saglige kedelige ting ligeså snart arbejdspuklen er blevet lidt mindre. Og det skulle gerne ske snart. Basta!

torsdag den 3. marts 2011

Arbejds-aften

- det er nu. Sidder på kontoret og skal være her mange timer endnu. Men har fået sindssygt meget fra hånden og håber satser på at nå endnu mere, inden jeg slipper ud i den friske luft og cykler de 8 km mod Østerbronx.

Vi er en håndfuld kolleger til at holde hinanden med selskab. Der er store forsyninger slik, chips og drikkevarer, og netop i dette sekund tikkede der en mail ind om, at der kommer pizza om en time. Håber Tror, at resten af aftenen kommer til at gå nogenlunde hurtigt, og efter i morgen er det weekend. Hurra!


- Og så skal jeg bare lige abstrahere fra, at det sidste jeg hørte HDD sige, før han lagde på (HøneØglemor blev jo lige nødt til at høre, hvordan det gik derhjemme, iggå?!) var "Nejnejnej, Øgle - ikke løbe med knive"...

onsdag den 2. marts 2011

Jamen hej

Nå, jamen så døde jeg da lige lidt af travlhed. Men det havde jeg (heldigvis) ikke tid til at blive ved med, så jeg blev nødt til at vågne op og arbejde videre. Ville bare lige stikke næsen forbi Blogland og sige hej. Jeg følger sådan nogenlunde med i, hvad der sker, men er der noget, jeg har overset, beklager jeg meget.

Jeg håber snart at vende sådan rigtigt tilbage. Nogen (chefen) har ladet skinne igennem, at der bliver bedring om et par uger - når hhv. barslende og ferierende kollega er tilbage på pinden. Ah well - et par uger I can manage. Og det er jo egentlig meget sjovt. Selv om jeg bliver lidt forpustet af i bogstaveligste forstand at løbe rundt på kontoret for at nå både at printe, lave en kop te, sende et par mails, cleare en arbejdsgang eller ti og alt muligt andet, inden jeg skal i møde. Seriøst - sidst jeg løb nogen steder, sådan ganske frivilligt og u-motionsagtigt, var i Folkeskolen. Hvor vi ikke måtte løbe på gangene. Men gjorde det alligevel, fordi vi havde så travlt. Med spændende ting som hønseringe, legeaftaler og skolerugbrød. Så er det anderledes… spændende (eller nåwet)… ting, jeg har travlt med for tiden. Kampagner, damage control, almindelige driftsopgaver og generelle hastere. Som der af uransagelige årsager er mere end almindeligt mange af i disse underbemandede dage. Men pyt; jeg spalter mig bare i atomer for at få tiden til at række. Og den arbejdsaften, der er blevet indkaldt til i morgen, må da også gøre noget godt for bunkerne på mit skrivebord. Hvis det stadig ikke er nok, må jeg ty til den der tidsvender, Hermione har i Harry Potter nr. 491. Så det skal nok gå.

Øglen? Hende bliver der heldigvis lidt tid til. Kan stadig ikke forstå, at hun er blevet så stor, men det er ok, har jeg bestemt, så længe hun bare blivere sødere og sjovere for hver dag. Selv om hun i går bestemt gjorde sit for at gøre sig berettiget til Øgle-navnet. Hun belønnede nemlig sin prustende og stønnende mor (cyklede for en gangs skyld, og jeg er pænt ude af træning) med at blive så arrig, som jeg sjældent har set hende, fordi mine armkræfter slap op, og jeg ikke kunne slæbe hende længere end til 3. sal (vi bor på 4.). Så jeg vovede at sætte hende ned.

My G*D, hun flippede. Lige midt i trappeopgangen, som et eller andet geni har gjort til en akustik-oplevelse af dimensioner. Megafon gange en milliard. Smart. (Not!) Og for ligesom at tage forskud på teenageårene (tænker jeg) nægtede hun at tage sin flyverdragt af, da vi endelig kom indenfor. For hun var sur, jo. Og blev absolut kun surere af, at jeg kom til at strejfe (arj, ok - hive lidt i, så) lynlåsen på dragten. Så gik sirenen i gang igen. Og jeg måtte lede efter mine trommehinder, der blev blæst ud over køkkengulvet. Jowjow, det skal nok blive sjovt, når hun kommer i puberteten. For hun har jo tydeligvis ikke noget temperament overhovedet (!)

Men vi tager det hele med. Skrigeri, travlhed og alt muligt andet sjovt. Og også tandlægebesøget senere i dag. Har jeg ikke lyst til. VED bare, at de hiver alle mine tænder ud OG forlanger penge for det. De er onde, sådan nogle tandlæger (taler af erfaring. Fra 6.-9. klasse boede jeg praktisk talt hos skoletandlægen og blev truet med fraser som "togskinner på til du bliver 20", "brækker kæben op på dig og sætter den fast med wirer", "hvad mener du med, at det gør ondt - jeg er nærmest ikke begyndt", osv.) Finder trøst i, at Onkel Anne overlevede sit besøg hos de hvidkitlede. Så kan jeg også. Ikke?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...