søndag den 31. juli 2011

Ledighed er roden til alt godt

... eller... altså... på dag 2 i Ledighedsland er det i hvert fald stadig ret så hyggeligt! Forudser, at de næste 16 dage også bliver ret hyggelige, og hey - så skal jeg jo officielt på barsel. Det tror jeg også bliver ret hyggeligt. (Og så ikke et ord om smertefulde fødsler, søvnløse nætter og lejlighedsvis sindssyge).

Uofficielt er jeg jo gået på barsel. Tvivler på, at der er ret mange, der gider ansætte mig nu (men hvis der er, og I samtidig gider betale min barsel, så sig frem - jeg lover at knokle mig selv halvt fordærvet de næste 16 dage, så. Ja?), så rent mentalt er jeg altså på barsel, selv om jeg har en ledighedserklæring og et CV ude at flyve hos den der a-kasse.

Sidste dag på jobbet gik fint. Jeg både fik og uddelte tæv i bordfodbold, spiste psykopat-meget kage og fik snakket en masse med de kolleger, der ikke var på ferie. Og, nåh ja, jeg fik også afsluttet de sidste opgaver, ryddet op på min computer og afleveret id-kort og alt muligt andet, der knyttede mig til biksen. Oveni det hele fik jeg et fint 'farvel-brev' fra kollegerne, en bog med Nutella-opskrifter OG 5 kg Nutella! (De kender mig for godt!) Mmmm...

Rimelig seriøs størrelse Nutella. Som iflg. datomærkningen skal spises inden for et år. Easy-peasy. Eller...

Havde frygtet lidt, at hormonerne ville spille mig et puds og få mig til at kamp-tude, da jeg gik ud af døren for sidste gang, men jeg nøjedes med lidt fugtige øjenkroge og hagede mig fast i "vi ses, når jeg kommer ind og viser afkommet frem". For det gør jeg jo. Kommer ind og viser Varanen frem. Det slipper de ikke for. Men i virkeligheden er det vel lidt underligt, for jeg arbejder der jo ikke længere. Hm. Dem om det. Jeg viser glad og gerne Varanen frem til alle, der gider kigge på ham, såeh... Og der skal da bestemt ikke herske nogen tvivl om, at jeg kommer til at savne mine kolleger. Rigtig meget endda. Dem har jeg været heldig med, og jeg kan da godt blive bekymret for, om jeg finder lige så meget fælles fodslag med nye kolleger på en ny arbejdsplads. Engang. Men det er der længe til, og lige nu må det hedde én ting ad gangen...

Sovende Øgle med 'låg' på sengen...

Nåmn, indtil videre har barslen Ledighedsland budt på middag med gode venner, Louisiana i solskin, frisk fisk fra Sletten Havn og en hyggelig søndag formiddag på legepladsen i H.C Ørstedsparken. Altså - hvis I bor i nærheden og ikke har været der (og har børn i legepladsstørrelse, that is), så go play! Det er en super-legeplads!

Nu sover Øglen, helt udmattet af leg, i sin interimistiske hule-seng, og jeg drikker latte og har lige kværnet et stykke friskbagt surdejsbrød med... nåja... Nutella. HDD dimser på computeren (det gør jeg så også), og resten af søndagen er uden planer. Perfekt afrunding på Øglens ferie fra vuggestuen. I morgen er det tilbage til hendes elskede Hobbitter, og jeg skal i gang med at planlægge (og købe ind til?) Varanens ankomst. På nuværende tidspunkt har jeg købt fire ting - strikket vest, babyindsats til ErgoBaby'en, et par poser drengetøj i str. alt for stort og et puslebord. Men det er også det hele. Så mangler omkring 18.000 ting, tror jeg. Vist meget godt, at jeg er stoppet på arbejde, for det lader til at blive et fuldtidsjob at få styr på resten...

torsdag den 28. juli 2011

Mini-Magritte?

Ceci n'est pas une pipe:

 
Ogøhm... Ceci n'est pas une lommelærke...

 
Øglen fik lige fat i HDD's 'herre-sæt' i går aftes. Vist meget heldigt, at hverken pibe eller lommelærke nogensinde har været i brug. 

Og hey... på det her tidspunkt i morgen er jeg sådan en, der har været på barsel (arj, ok - teknisk set skal jeg lige være ledig i 2 uger før, jeg kan gå på barsel, men jeg tvivler på, at jeg kommer til at bestride specielt mange vikarjob i den periode) i 4 timer. Mmmm.
 
Så kan jeg blive liggende i sengen om morgenen og putte med Øglen, når hun igen-igen er kommet dappende ind kl. lidt-i-vækkeuret-ringer og giver en krammer. Og klapper på sengen, når jeg er på vej ud ad døren, og siger "Der er plads her, mor. Kom!" Mmmm igen. Det bliver nu slet ikke så tosset. 

At der så også lige er en uvis fremtid uden job-planer forude, lader vi lige fare for en stund. Det er, når alt kommer til alt, først engang næste år, det bliver aktuelt. Og indtil da er det en tanke, snarere end en realitet. Såeh... Ceci n'est pas une udfordring. Det er bare tanken om en udfordring. N'est-ce pas?

tirsdag den 26. juli 2011

Slut med sut

- i hvert fald om dagen. Igen, kunne man fristes til at sige, for vi har jo været i gang med den der sutteafvænning før. Med moderat succes og gigantisk tilbagefald forårsaget af lige dele balstyrisk Øgle og vatnissede forældre.

Men NU er det alvor. Vi gider ikke rigtigt at se på den der sut længere - hun er jo stor nok til at klare sig uden i vuggestuen hele dagen, og så kan hun også herhjemme. (Dog er vi ikke hårdere, end at hun stadig gerne må have den, når hun sover middagslur og så om natten, selvfølgelig. Og hvis vi skal køre længe i bil). Og ved I hvad?! Det går over al forventning. Hun er begyndt selv at komme med sutten, når hun står op. giver den til mig eller lægger den ind i sengen. Nogle gange sutter hun lidt på den, men spytter den så ud og trækker op i min trøje, så Lillebror kan få sutten. Og ikke et øje er tørt.

Selvfølgelig er der små uoverensstemmelser. Tidspunkter, hvor jeg bestemt ikke synes, Øglen sover, og hvor hun helt klart er af en anden opfattelse. Tidspunkter, hvor hun synes, det er mere ok at skulle aflevere sin sut inde i sin seng end andre. Og tidspunkter, hvor jeg ikke er helt hurtig nok til at få gemt sutten, så hun stryger ind i sengen og snyde-sutter en lille smule. Men det er i det store hele småting. Og vi har stadig Det Helt Store Flip tilgode (ja, Nemesis - jeg ved godt, at du læser med, men det kunne være fint, hvis du for en gangs skyld gad springe os over). Som regel kan vi afværge tilløb til ked-af-det-hed ved at handle (eller "halge", som det hedder på øglsk) lidt. "Hvis du lægger sutten ind i sengen, må du beholde kluden og aben", fx. Og det virker rent faktisk. Endnu.

Jeg er spændt på, om de gode takter varer ved. Om der bliver seriøst tilbagefald, når Varanen ankommer. Eller om vi bare er velsignede med en let og smertefri sutte-afvænning. (Jeg sagde skrid, Nemesis!). Indtil videre har Øglen været sutte-løs, siden vi kom hjem fra ferie. Så tre uger nu, and counting. Sq da egentlig meget godt gået af Øglen, synes jeg. Ovenikøbet har hendes sprog virkelig taget fart på det seneste, og selv om det ikke behøver at hænge sammen med sutten (eller mangel på samme), tænker jeg, at det da i hvert fald ikke kan skade sprog-udviklingen at komme af med den. Kryds lige fingre for, at det fortsætter, ikke?! Og at Nemesis har andet at lave end at læse med her...

I øvrigt er jeg stadig mega-snottet, thanks for asking. Men har været på arbejde alligevel. 3 dage endnu. Tæller SÅ meget ned... Jeg er også sur. Det har ingenting med hormoner at gøre, er jeg sikker på. Fordi, HDD ikke vil betale så meget, som den søskendevogn, jeg savler over, koster. Og nu er den væk fra dba. Fordi der sikkert er nogle andre, der synes, at det er en ganske rimelig pris. Begynder så småt at stresse over alle de ting, vi ikke har endnu til den der Varan. Og når der ligefrem bliver nedlagt veto, får jeg da aldrig styr på det. Grrr. Nu har jeg lige ædt en kæmpepose slik (jeg må være i bedring) - lad blodsukkeret stige til uanede højder og snyde mig til at tro, at jeg ikke er sur! (Men det er jeg. Grrr igen).

mandag den 25. juli 2011

Se, hvad jeg kan

♫♪ se, hvad jeg kan - kom nu og se det alle mand. Jeg kan hækle veste nu - det plejer jeg ellers aldrig å ku'! ♫♪ (Håhr, det var i øvrigt ret skod, det der børnetime, hvor de sang dén sang. Men nu har jeg den på hjernen - formentlig resten af dagen. Fedt...)

Jeg er syg. Mega-sølle, men I blame the rain. Og det faktum, at det pludselig blev oktober. Selvom der stadig står juli i kalenderen. Har brugt hele weekenden hos Mormor og Morfar på at hoste, nyse og sprutte, og i morges føltes mit hoved stadig på størrelse med en sækkestol. Så jeg blev hjemme fra arbejde - ikke godvilligt, for det er min sidste uge, inden jeg går på barsel, og jeg vil jo gerne nå at få så meget som muligt fra hånden. På den anden side er arbejdspladsen jo ikke tjent med, at jeg fælder samtlige af mine kolleger med forkølelse, så jeg tror, at dagen under dynen er givet godt ud.


Mmm... Tartine med surdej. Mmmm...

Jeg drikker spandevis af te. Det hjælper, også selv om Varanen losser rundt som en sindssyg derinde. Måske heller ikke så rart at få hældt massive mængder skoldhed te lige ned i fjæset, men på den anden side er det vel heller ikke specielt behageligt at blive hostet herfra og til månen. Såeh... Jeg er også sikker på, at de par stykker, jeg har spist af det nybagte tartine også har en helbredende virkning. Har overvejet, hvorvidt kage og chips eventuelt også kunne hjælpe, men - og det her siger jeg sjældent! - jeg har overhovedet ikke lyst til kage og chips. Meget god indikator for, at jeg vitterligt ikke er på toppen.

Øglens vugger har jo smækket dørene i i disse uger, og HDD har taget ferie for at passe hende i hele denne uge. Så de er begge to hjemme, men er heldigvis søde til at lade moar hvile sig. Lidt leg kan jeg dog godt overkomme, og således har jeg futte-futtet rundt i hele stuen med ny-indkøbt (gammelt) Brio-tog og faktisk virkelig hygget mig. HDD og Øglen har været ude og hoppe i vandpytter (efter det lille skærmede inde-barn blev tvunget i sit regntøj under højlydte protester - hun ville hellere se Handy Manny...), og jeg er vist nok kommet til at love noget om pandekager, så det må jeg hellere holde senere. Fx når Øglen står op fra den lur, som har varet næsten 2 timer indtil videre. Gråvejr er åbenbart ikke så skidt, at det ikke er godt for noget... (Og så hjælper det nok også lidt på sagerne, at HDD har bygget den sejeste hule til Øglen inde i hendes seng, hvor hun kan ligge og sove, synge og spise 'hækbrø').

Brio. Nu med KingKong og Lille Abe-hjælper. Og kokeshi-dukker. Jowjow. (Bemærk også de formastelige maxi-perler, der har fået lov at være med i legen)
  
Gråvejr og forkølelse er også godt for indendørs sysler. Som fx hækling. Og ved I hvad?! Jeg kan nu hækle andet end ligeud. Totalt optur. Så pyt være med, at jeg vist ikke har læst diagrammet (dia-hvaffornorget?!) helt rigtigt, at jeg ikke er en ørn til at tælle, og at jeg overhovedet ikke forstod noget om nogle fastmasker i en eller anden forkant. Det, der tæller er, at jeg har hæklet en vest. Som rent faktisk ligner en vest! Og som Øglen godt gider have på. Eller - det gad hun i hvert fald, før den var helt færdig, så vi satser på, at hun også godt gider den nu. Fik ovenikøbet et "øjjjj - den er FLOT mor. Og lilla!" med på vejen. Der er ikke noget som ego-afpudsning af 2,5-årig undermåler, der lige ved, hvad hun skal sige, når mutti står med daggammel mascara ned ad kinderne, Kleenex i (morgenkåbe)lommen og skæv vest dinglende fra hæklenål nr. 4.


Muligvis den mest hæklede vest i hele Blogland. Og så oven i købet fra Familie Journalen. Men den er ret sød og lige til at gå til. Jeg bandede fx næsten ikke, mens jeg hæklede den, og det er ret store sager.

Så selv om det såååcks at være syg, så er det nu egentlig ok hyggeligt i dag. Nyder i hvert fald at slippe for de 2 x 8 km cyklen i øs-pøs regnvejr. At det så er lidt synd for HDD, at han skal trækkes med stor-snøftende charmetrold, der end ikke har været i bad endnu, er en anden sag. Vigtigere at bruge kræfterne på at blive rask end at være charmerende. (Eller ren?!) Eller... Arj, stopper her. Te-vandet koger, så I'm off!

lørdag den 23. juli 2011

Gør et kup

- køb en Øgle. Til spotpris! Hun har været billigt til salg i formiddags og formåede kun at undgå loppemarked-skæbnen, fordi hun undergik overordentlig positiv personlighedsændring på vej hjem til Mormor og Morfar (meget heldigt for både hende og os, for 1½ time i bil med über-øglet Øgle kunne godt have været en tand mere, end Tykke Mor kunne kapere).

Sådan så stuen ud omkring et nanosekund efter, at HDD havde sagt "Jeg går lige i bad - bare bliv ude i køkkenet. Øglen sidder og stener tv". M-hm. Så siger vi dét...

Nogen vil måske mene, at man selv beder om destruktion ved at give afkommet adgang til maxi-perler. Og det kan der muligvis være noget om, ved jeg nu. I ånden havde jeg ellers set Øglen sidde og dimse fredfyldt med dem. Men det må have været et andet barn, jeg så derinde i ånden. For havde jeg tænkt efter, ville jeg vide, at 'Øglen' og 'dimse fredfyldt' sjældent kan bruges i samme sætning.

Efter perlespredningen i stuen, rykkede hun sin hærgen til køkkenet. Hvor det var en stakkels vandmelon og nogle køleskabs-magneter, der stod for tur...

video
Destroooy!
(Min computer er mærkelig, så jeg ved ikke, om der er lyd på. Hvis der er, og I undrer jer over snotfyldt stemme, så er det bare mig. Der af uransagelige årsager er blevet snotforkølet. Eller har fået allergi over for et eller andet. Snøfter i hvert fald helt vildt...)

Hjemme hos Mormor og Morfar har der imidlertid ingen problemer været overhovedet. Ud over lidt smiden med majs og servietter (!?) (Kunne godt komme i tanker om værre ting, hun kunne smide med, men det kunne Øglen tilsyneladende ikke, så det glædes jeg lidt over).Ved ikke, hvad det er med de der bedsteforældre. Men de får åbenbart det bedste frem i småkravl. Øglen har været totalt "mange tak, mormor", "uhhh, hvor lækkert" og "sidder hos mormor og læser bog, mor" hele dagen. Og som prikken over i'et ville hun ovenikøbet gerne have børstet tænder (wtf?!) og sagde selv "op og sove nu, mor". Verden er af lave!

Hun gik omkuld uden så meget som at brokke sig én gang, og det betyder tid til at slappe af, sludre og pleje mit gravide korpus med sofa-slængning. Som i øvrigt ikke synes, det er specielt sjovt at skovle maxi-perler op fra en hel stue (synes jeg så egentlig heller ikke, nu jeg tænker over det). Og det er jo slet ikke så tosset. Så bliver det bare spændende, hvilken Øgle det er, der står op i morgen - Dydsmønsteret eller Destroyeren. Ah, well; den tid, den glæde...

fredag den 22. juli 2011

Mmmm... ftalater smager godt!

Øglens sprog udvikler sig med lynets hast herhjemme. Synes, der kommer nye ord til dagligt, og på det seneste er hun også begyndt at sætte sætninger sammen. Ikke voldsomt lange og komplicerede konstruktioner, men ikke desto mindre nogenlunde forståelige sætninger. Det er ret hyggeligt - som nu til aften, hvor HDD kom hjem med pizza-mad (jep - vi er sådan nogle mennesker, der til trods for min sprogfascisme fornedrer sproget og siger 'pizza-mad', 'zebra-hest' og 'futtog'), og Øglen lykkeligt begyndte at flå i pizzaæsken og udbrød "Uhhh, hvor lækkert, far!" (hvorefter hun hoppede ned fra sin stol, tog en lille kuffert fra Søstrene Grenes og gjaldede "hejhejjjj - går lige på arbejd". Gad vide, hvor hun har hørt dét...)

Nogle gange går det bedre med udtalen end andre. 'Hækbrø' skal man nok være rimelig nært beslægtet med Øglen for at vide, at det betyder knækbrød. Ligesom man måske skal tænke en ekstra gang over, hvad hun mon kan mene med 'mindvølle'. Og den dag hun kom rendende og råbte 'TAMMENAM' i en lind strøm, var jeg ret taknemmelig over, at hun havde en træ-champignon i hånden, for ellers kunne jeg sidde og gætte på endnu, hvad hun mon mente.

Mary Poppins i klapvogn

Og så er der de ord, hvor det bare er et enkelt bogstav eller tre, der glipper. Som hendes nye bedste ven 'paraflyen'. Og ftalaterne*. Der tilsyneladende smager rigtig godt...


video
Mmmm... ftalater smager godt! (Se venligst bort fra gulvspand og moppe, der blev brugt på i al hast at vaske sporene fra eksploderet Cola-dåse op i går. Lige inden jeg skulle på arbejde. Puuurfect timing... (!) )

*Hvis nogen skulle være i tvivl, kan 'ftalater' oversættes så'n rimelig direkte til 'salat'

onsdag den 20. juli 2011

History repeating...

Var til sidste tjek hos lægen i dag. I ved - hende den onde, der bestemt synes, at jeg skal vejes, hver gang jeg er der. Af samme grund sprang jeg en ellers meget cravet Cola over i går aftes (det skal nok hjælpe!), og jeg undlod at tage imod en kollegas udfordring om at spise 5 knytnævestore romkugler på en halv time (havde jeg så nok også takket nej til, selv om jeg ikke skulle vejes) og nøjedes i stedet for at more mig over staklen, der rent faktisk hoppede på udfordringen. Man kommer til at se ret sjov ud i hovedet, når man har spist 3 store romkugler på et kvarter, kan jeg berette. Og jeg er næsten villig til at vædde på, at jeg kunne se ham begynde at svede rom-essens...

Men nå. Lægen. 32-ugers tjek (som, sidst jeg var gravid, hed 35-ugers tjek, men tiderne skifter jo så hurtigt nutildags *mimremimre*). Overvejede, mens jeg oksede hjem fra arbejde på cykel (i modvind og sværme af tordenfluer, som blev VED med at splatte ud på mine gravide lår, adr!), hvilke spydigheder min læge mon havde i ærmet til mig i dag. Og så genkaldte jeg mig sidst, jeg var til sidste lægetjek (efter 'stop med at spise'-besøget i uge 24). Dengang frygtede jeg det nemlig også, og så tog hun totalt r*ven på mig ved at himle op om, hvor godt jeg så ud. "Så det siger hun sikkert også i dag", tænkte jeg fiffigt, mens jeg svedte tran og trampede i pedalerne.

Guess what! Det gjorde hun! Smiger åbner jo som bekendt alle døre, men hvad er det for en taktik?! Pille folk helt fra hinanden ved at slå dem oveni hovedet med uendeligt høje vægttal til det ene lægebesøg og så bare lade som om, der aldrig er blevet løftet et øjenbryn til det næste? No comprende. Og da jeg skulle betræde den skånselsløse glasplade, bedre kendt som Vægten, nævnede hun heller ikke min (begrænsede, thank you very much!) vægtøgning med så meget som ét ord. Det gjorde jeg til gengæld. Syntes ikke rigtigt, jeg kunne gå derfra uden at have gjort opmærksom på, at dagens vægttjek nok engang cementerer, at jeg åbenbart bare er sådan en, der tager psyko-meget på i starten af graviditeten - og så stagnerer (-agtigt...). Er ret sikker på, at min læge er ligeglad, men skulle bare lige ud med det.

Mavemålet var lige efter bogen på den utrolig gennemsnitlige (min vægt taget i betragtning) måde, så jeg gentager: Den næste, der spørger mig, om jeg er sikker på, at der kun er én inde i maven, kommer til at lide en stille død forårsaget af uTROLIG kedelig beretning fra lægen om kurver og symfyse-fundus-mål.

Og nu er jeg så hjemme. Helt træt (godt, at der kun er et begrænset antal cykelture til og fra arbejde tilbage, for det gør mig tilsyneladende vældig søvnig) og glad for, at vægten ikke sagde dobbelt-op på sidste tal. Så det har jeg fejret med den Cola, jeg sprang over i går. Og nogle af de der karameller, jeg lavede i går, som endte med at blive ganske gode. For nu er vægt-eksamenen bestået. Og som vi alle ved, er det jo ikke mig selv, men lægen, jeg narrer, ved at spise en masse efter vejningen. Eller noget...

I får lige et billede mere af Øglen og Krabbe fra playdaten i går. Fordi de er så søde...

tirsdag den 19. juli 2011

Forskud på barslen...

Øglen og jeg er hjemme i disse dage. Øglen fordi Københavns Kommune (blandt andre) driver gæk med sine institutionsgængere, jeg fordi den pasning, vi havde til Øglen i meget af denne uge, desværre gik i vasken. Og så er gode råd jo dyre. Heldigvis har jeg den fordel, at jeg dels har et enormt fleksibelt arbejde, dels alligevel er ved at drosle ned for arbejdsopgaverne, da jeg kun har halvanden uge tilbage, før jeg går på barsel. (Halvanden uge - hørte I det?! Det er der ikke længe til!!!).

Så vi har lagt pasnings-puslespil her på matriklen, og jeg vandt mandag- og tirsdag-brikken, HDD trak en halv onsdags-brik og en fredags-brik, og farmor fik resten. Puzzle solved! Næste uge har HDD ferie, så der behøver vi ikke lægge puslespil - og vips, så er der gået to uger, og vuggestuen har åbent igen.

Nå, men mandags- og tirsdags-brikken er så småt lagt på brættet, og det har faktisk været ret så hyggeligt. (Godt nok har jeg ikke lige fået arbejdet så meget i dag, som jeg (naivt) havde håbet på - det er sjovt, som man ikke får lov til at fordybe sig i noget som helst, når Øglen hærger rundt omkring en). Man kunne argumentere for, at hun har set liiige rigeligt med tv i dag, men hun har både fået sund og nærende mad, været på legepladsen med Krabbe og prikket mit ene øje delvist ud, så jeg tænker, at hun er blevet stimuleret så'n nogenlunde. Desuden skal hun se at få dækket sit tv-behov nu, for lige om lidt er det for sent...

Søde unger (som smed sandalerne så'n rimelig synkront) på legeren

I går var vi ude og se en bittelille baby i Roskilde og udover, at det var Groundhog Day, hvad angik tog-driften (kan underholde længe om aflyste afgange, elevatorer, der var ude af drift og Tysklands samlede amatør-cykelryttere presset ind i én cykel-/barnevogns-vogn), var det en skøn dag. Hvor Øglen opførte sig eksemplarisk og helt tydeligt syntes, det der med tog var en fest (godt, der var en af os, der syntes det...)

Bittelille baby med bittesmå fødder. Nåååårh!

Eneste lille hjertesuk over passe-tjansen (udover altså, at en hjemmearbejdsdag, som i dag egentlig skulle have været, ender med at blive en hjemmearbejdsaften) er, at Øglen ikke gider sove middagslur. Overhovedet ikke. Heller ikke selv om jeg har lokket med sut (er gået i gang med sutte-afvænning del 2, og denne gang er vi rimelig nazi, så hun ved godt, at ingen søvn = ingen sut), skønsang og alt muligt andet. Hun virker så til gengæld heller ikke spor træt (åhhhhh nej - please sig, at det er alt alt for tidligt at droppe middagsluren permanent, når man kun er næsten 2,5 år gammel. Står det til mig, skal hun middagslure den til hun bliver 8. Mindst!), men det gør jeg til gengæld. Bliver jo totalt flad af hele tiden at have en holdning til ting lige fra 26. gentagelse af Rasmus Klump til måden, osteskiven bliver lagt på tallerkenen på.

Fordelen (for man skal jo se på de gode ting, ing'?) ved at være på benene hele tiden er imidlertid, at man kan få noget fra hånden på hjemmefronten. Således har jeg nu fået styr på en brøkdel af vasketøjet, bagt verdens nemmeste (og bedste) brød og prøvet at lave Ann-Christines flødekarameller med salt. De står til afkøling lige nu, så jeg skal ikke kunne sige noget om resultatet, men en tidlig smagsprøve lover godt.

Og så har jeg ryddet et skab og fundet noget noget ret fint dynebetræk, som kunne blive til noget ret fint sengetøj til Varanen. Hvis der bliver målt, klippet og - gisp! - syet i det. Så nu skal jeg bare lige lure, hvordan filan jeg griber dén an. Godt, der er 8 uger til termin.

Så alt i alt er det slet ikke så tosset at tulle rundt herhjemme. Jeg skal nu nok blive glad for at være på barsel. Og kunne man være så heldig, at Varanen bliver inden i maven frem til termin, er der også nogle dage uger, hvor Øglen er i vuggestue og jeg derfor kan tage alle de middagslure jeg har lyst til. Uden at få øjnene prikket ud eller konstant skulle svare på spørgsmål. Jooooh - det virker nu alligevel temmelig tillokkende. Halvanden uge endnu...

søndag den 17. juli 2011

Shut up, already!

Ok. Her er dealen. Den næste, der siger til mig, at jeg er så stor, at jeg

a) må vente verdens største barn (med tøhø-bemærkning om megabarnet på 7,3 kilo, der blev skrevet om i avisen forleden)
b) må love at lade være med at føde lige her og nu, for "det er jo lige oppe over, ikke?!"
c) burde få tjekket en ekstra gang, om der vitterligt kun er ét barn derinde

… well - de får tæv. Med en våd søndags-Berlinger (inklusiv boligtillæg, hvis det stadig kommer med) og en Rømertopf.

Var til 30 års fødselsdag i går. Med burgere på grillen, bobler i glasset og kinesiske lanterner i forstads-tusmørket. Voksen-snak. Holden i hånd med HDD på havebænk og sniksnak med søde mennesker, jeg ikke har set alt for længe. Uden Øglen (yiii-ha!). Altsammen helt perfekt. Med det lille aber dabei, at stort set alle dem, jeg kender perifært (og enkelte, som jeg ikke kender overhovedet) kommenterede, hvor stor jeg er. "Arrrjjj, en stor mave. Hvor er det FLOT, at du kommer i aften. Det må jo være lige oppe over!". "Nejnejnej, sæt dig bare ned, A - du skal da ikke hjælpe med at dele kopper og servietter rundt (ting, som jo ellers er kendt for at være enormt tunge(!)), når du er så gravid, som du er". "Du er da blevet meget stor, hva'?! Men det er vel meget normalt, når man venter tvillinger *indsæt selv hjertelig latter fra leverandøren af beskeden*". Og. Så. Videre. Og når jeg så sagde, at der rent faktisk er to måneder til termin, så de allesammen helt forfærdede ud og begyndte at overveje, hvor stor jeg så kan ende med at blive.

31+0. Taget for 3 dage siden, og jeg synes egentlig ikke, at jeg er vokset markant siden. Og ja - min mave ER stor. Men samtale-emne stor? Really?

Jeg ved godt, at det ikke er ondt ment. Og det er jo sødt af dem i det hele taget at lægge mærke til og interessere sig for min mave (det skorter det jo generelt lidt på som flergangs-gravid - også af og til fra den vordende mors side, skulle jeg hilse og sige). Men stadigvæk… Shut up, already!

Men ved nærmere eftertanke, så fik jeg også den slags kommentarer, da jeg ventede Øglen. En særlig modig sjæl foreslog endda, at jeg nok ventede firlinger. Og kun fordi jeg er et venligt menneske, slap hun for at få en flad. Hun indkasserede til gengæld et overmåde anstrengt smil - som hun sikkert ikke engang lagde mærke til. Nogle gange gad jeg altså godt have lidt mindre pli og bare bede folk om at flette næbbet…

Men nå. Jeg har gået i flinkeskolen og ender jo som regel med bare at smile høfligt og komme med en kæk bemærkning om, at jeg ganske rigtigt er gigantisk, men at jeg også gør mit til, at de danske bagere ikke skal blive arbejdsløse (kom ikke og sig, at jeg ikke er sjov. Eller noget…). Og i virkeligheden betyder det jo heller ikke så meget.

Det, der betyder noget er, at vi havde en fantastisk hyggelig aften i går. Der går for længe imellem, at HDD og jeg er til fest sammen, og det er sq så hyggeligt. Øglen blev passet hos farmor, hvor vi også crashede efter festen, og her til morgen har vi bare taget den med ro og hørt, hvor meget Øglen havde hygget sig i går. Hun havde spillet bold med naboens barnebarn, spist is, lavet puslespil, charmeret sin 88-årige oldemor (ikke at forveksle med Troldemor) og tillagt sig en ny ting med at lægge hovedet på skrå, smile nuttet, række hånden ud og med lilleput-stemme sige "kom med, lille farmor". Ergo havde hun snoet alt og alle om sin lillefinger, og det var tydeligt at mærke, at hun havde haft en fest. Skøøønt.

Ved et tidligere besøg hos farmor. Knap så meget sol denne gang, men mindst lige så meget hygge, lyder beretningen...

Nu er vi hjemme igen. Øglen ser Dyrene på landet, HDD rykker rundt i stuen (!?), og jeg er ved at bage et brød med min biga-dej, der blev færdig i går. Inden længe skal jeg ud i regnvejret for at besøge en veninde, og hvis jeg ikke skal gøre hende alt for bange, burde jeg måske begive mig i bad først. Mmmm… Kan lige holde til det her tempo.

fredag den 15. juli 2011

Åndssvage spelt!

Det kan godt være, at en ammepude med speltkerner (ja, jeg købte den, da jeg ventede Øglen og for alt i verden ikke ville gå ned på udstyr) både er øko-hip, bæredygtig, genbrugsagtig og mega-praktisk som sovedyr, når man har samme form som det uægte barn af en hval og en sækkestol. Men når man i søvne er kommet til at ligge med hovedet på den, og speltkernerne har låst al bevægelse i nakken fast og dermed forårsaget gigantisk hold i nakken, så er den bare åndssvag!

Billede af spelt-(u)vennen er stjålet her

Nu har jeg hold i nakken på 2. dag, og der er ingen tegn på bedring. Stupide spelt! Jeg bager dig, gør jeg! Godt, at det er fyraften - og weekend - lige om lidt. Selv om jeg kommer til at savne min kontorstol, hvor jeg kan rotere lige så tosset jeg vil i stedet for at vride den låste nakke af led. Mon der er nogen, der opdager, hvis jeg lige smugler den med?

Onkel-humor

HDD er sjov sådan generelt. Og han synes for det meste også, at jeg er sjov. Af og til synes han dog, at humoren når under lavmålet i min familie og plejer at henvise til mig og mit ophav, når han støder på et særligt dårligt ordspil (helt ærligt - hvor længe skal man straffes for at synes, at ens brors "Hvem ka' - doktor Hauschka!"-vending var (ok - er!) ret sjov?!) Altså, det er da ikke mig, der griner HVER gang, den der Tulip-krokodille-reklame er på tv, vel, så måske nogen lige skulle feje for sin egen dør...

Nå. I det store hele er vi enige om, at hinanden er sjove. Men for HDD's vedkommende er det altså begyndt at gå kraftigt ned ad bakke med humoren i den sidste tid. Jeg ved godt, at Øglen ikke er til sofistikerede (ja - ovenstående humor er enormt sofistikeret, hvis I skulle være i tvivl) ordspil, og at hendes humor stadig er en smule... ... simpel... men jeg begynder efterhånden at blive bekymret for, om hendes humor nogensinde udvikler sig til det bedre med den stimulans, HDD giver hende.

 Gang i den på legeren

Han har nemlig udviklet onkel-humor. ONKEL-humor, I tell you. Den værste humor over dem alle. Tøhø-humoren, hvor alle grinesmiler anstrengt, men ingen i virkeligheden synes, det er sjovt. Ud over onklen, selvfølgelig. Og nu BOR jeg sammen med sådan en onkel-prankster. Som i tide og utide belemrer Øglen med sit nyeste påfund (et af kendetegnene ved onkel-humoren er i øvrigt, at repertoiret er utrolig sparsomt. Der er en meget lille palette af 'sjov' at tage af. Det, der er, bliver til gengæld gentaget ud i evigheden. Så tit faktisk, at selv det anstrengte grinesmil kommer på en alvorlig prøve fra tid til anden).

Det første påfund er den klassiske "nu tager jeg din næse" (og lader som om, at en lille haps af tommelfingeren er næsen, I ved). Til stor stor stor morskab for Øglen gennem flere uger/måneder. Ikke helt så sjovt for mig, men det er ok, når nu Øglen så åbenlyst havde en fest.

Nyeste påfund er så at stjæle Øglens navle. Nogen vil mene, at idéen i dén grad er planket af "nu tager jeg din næse"-tricket, men lad nu den ligge... Øglen er nemlig i den seneste måneds tid eller to blevet meget optaget af sin navle. Går rundt og kigger på den, nynne-synger "kravle-navle-navle-kravle" i tide og utide og skal også liiiige tjekke, at den nu er der, hvis hendes trøje ryger op, eller hun på anden vis får blottet maven. Hun synes også, at det er ret skægt, at både jeg og HDD har en navle, og hun er temmelig overbevist om, at Varanen kommer ud af navlen, når han engang ikke skal være inde i maven længere. (Gad vide, hvor hun har den idé fra?! *uskyldig smiley med et "jeg orkede ikke at tage den noget mere komplicerede forklaring og på den vis af vanvare komme til at lære papegøje-Øglen (papegØglen?) nye, spændende ord og kropsdele, som hun kan dele ud af i Steiner-vuggeren"-udtryk i fjæset*).

Lidt sjov er han nu, ham HDD, hvis man spørger Øglen. Her har han fx lavet en hule til hende. Dét er sjauw!

Men altså. Navlen. Meget spændende dims, synes Øglen. Og derfor kan HDD da heller ikke lade være med at drille hende. Med at stjæle den, selvfølgelig (til interesserede onkler in spe kan jeg berette, at det foregår på NØJAGTIGT samme måde som at stjæle næsen - bare uden tommelfinger-detaljen). Lidt på samme måde, som at Øglen ikke deler sin mad med nogen, synes hun så heller ikke, at det er spor sjovt at få stjålet sin navle. Overhovedet ikke, faktisk. Så hun bliver STIKtosset og råber og skriger "Nejjjjj far - ikke stjæle navløh. Gå VÆK, far. Gi' navløh tilbage. På igen!" og videre i den dur. Mens HDD triller rundt af grin. Og mens jeg trillede med de første par gange, så er vi nu nået forbi det anstrengte grinesmil og direkte til "Giv hende nu bare navlen, HDD. Hun gider jo ikke!" (Hvis jeg havde haft en top ti over sætninger, jeg ikke havde regnet med nogensinde at skulle sige, så må det med navlen have været en af dem). Det preller totalt af. Han stjæler videre. Og morer sig kongeligt hver gang.

Klar, parat, pak! (Umiddelbart inden ferien). Og man behøver slet ikke få stjålet navler for at more sig - det klarer man fint selv.

Nu kunne jeg skrive noget om små hjerner og små fornøjelser og sådan noget. Men det vil jeg lade være med. Og i stedet for bare lade humor-diskussionen hvile her.

onsdag den 13. juli 2011

9 uger...

Undskyld, men hvem slukkede for sommeren? Kom lige tilbage med den, ikke? Vi er nogen, der har en playdate lidt senere, og sådan en er alt andet lige lidt hyggeligere, hvis mødrene kan sidde og hyggesludre på bænk, mens ungerne kan lege i sandkasse, der ikke nødvendigvis ligner Peblinge Dossering alt for meget!

Sidder ude på det der arbejde og synes, det er liiiidt irriterende, at jeg ikke har taget cyklen i dag, men i stedet er kørt med HDD. På den ene side ville en cykeltur i morges have gjort mig temmelig gennemblødt. På den anden side er jeg nu nødt til at vente på, at HDD bliver færdig med at arbejde. Modsat mig har han rent faktisk temmelig travlt - måske fordi han har store planer om at beholde sit job. Dét løb er jo allerede kørt for mit vedkommende, så jeg kan ligeså godt drosle ned først som sidst (that's the spirit!).

Kan godt mærke, at det ikke gør noget, at jeg kun har 2½ uger tilbage på jobbet (håhr - toogenhalvuge. Det er bare LIGE om lidt, ved I godt det?!). Bliver større og større* og må indrømme, at der er dage, hvor jeg allerhelst bare ville blive i sengen. Eller i det mindste bare være derhjemme. Eller et eller andet sted end på en kontorstol i små 8 timer. Har det ellers fint nok, men jeg bliver sjovt nok tungere og tungere (hænger med garanti ikke sammen med den romkugle, jeg spiste i går eller den snegl, jeg lige har spist - så meget for dén frelsthed), og selv om mine fødder ikke er så hævede mere (tak, regn - så duer du da til et eller andet), så har jeg 1500-1600 gram Varan i maven, der jævnligt øver sig i DM i Trampolin på Blære. Jeg skal tisse hele tiden og nogle gange ret akut, faktisk. Mega-mosleren er nemlig ret god til at ramme plet.

Er 31+0 i dag, så 9 uger igen**. Det er bestemt til at overskue, og samtidig er det lidt angstprovokerende. 9 uger til lille ny skabning kommer og vender op og ned på alting. 9 uger til Øglen ikke længere er den eneste navle i vores lille verden. 9 uger til to arme ikke længere slår til. 9 uger til jeg skal have det som om, jeg er blevet kørt over af et godstog. 9 uger til jeg igen skal opleve, hvor meget kærlighed et hjerte lige pludselig kan blive fyldt op af. Osv. 9 uger er snart. Og selv om det af og til føles som lidt for snart, så glæder jeg mig også helt vildt. Ikke mindst til at se Øglens reaktion. Lige nu er det jo sjovt at ae maven, give sutten til Lillebror (ind under trøjen med den) og råbe "hejhejjjj Lillebror" i tide og utide (at hun så bed mig i maven med hele tandsættet forleden, nævner vi ikke med et ord). Men om dén entusiasme varer ved, når Lillebror manifesterer sig som ét stks. skrigeskinke i kølige lilla nuancer, dét må tiden vise. Indtil da er der vist ikke meget andet at gøre end bare at håbe...

*Forleden følte en pædagog fra Øglens vugger sig fx foranlediget til at gjalde ud over hele legepladsen, da jeg hentede Øglen, at jeg da GODT NOK var blevet enorm. Da jeg så nævnte, at der rent faktisk er to måneder til termin, så hun helt himmelfalden ud og sagde et eller andet i retning af, at det måtte være "et KÆMPEbarn", der kom ud af det, og at hun slet ikke kunne forstå, at jeg kunne holde til at slæbe rundt på den kæmpemave. Grrrrrr. HDD er sikker på, at hun mente det godt. I'm not so sure. Men jeg er også hormonella. (Den anden dag begyndte jeg fx at græde en lillebitte smule, da Øglen halvt i søvne kaldte på mig og et glas mælk. Hun var så sød og forpjusket (og tørstig), da hun fik det, og mellem de store slurke fik hun sagt "Tark mor" med lille sovestemme en halv snes gange. Og så kom jeg til at tænke på de børn, der har forældre, som ikke lige gider komme, når deres barn kalder, så de bare kan ligge der helt tørstige og kede af det og ikke forstå, at de ikke bare må få noget mælk, når nu de gerne vil have det. Jeez, altså. Gravide er ikke nødvendigvis lige rationelle, kan jeg nu se...)

**Eller sikkert 11 uger, nu hvor jeg har jinxet det...

mandag den 11. juli 2011

Skrid, regn!

Så sagde vi lige, at det holdt op med at regne, ikke? Bare lige inden for den næste time? Hvorefter skyerne forsvinder og solen titter frem? Vi er nemlig nogen, der skal hente Øglen i vuggeren og cykle hende (og sig selv) ud til Øglens (tr)oldemor på Frederiksberg. Og selv om der ikke er psyko-langt fra vuggestuen, så er der langt nok, hvis det tisser ned.

Man vil nemlig gerne holde Øglen i godt humør, forstår I. Fordi der er noget med, at Øglen var så bange for Troldemor (som i øvrigt ikke har nogen lighed med en trold overhovedet, men hedder sådan fordi min niece, da hun var lille - mindre- konsekvent troede, at det var oldemor, der blev sunget om, når hun hørte "Oppe i Norge"), at hun ikke turde gå forbi en døråbning, hvis hun kunne skimte Troldemor igennem den. Ahem.

Troldemor tog det heldigvis pænt - der skal mere til at slå hende ud - men det ville nu ikke gøre noget, hvis Øglen gad udvise bare en anelse mere pli i dag. Derfor har jeg også taget all time-favoritlegetøjet med i tasken (Padden, of course), og så skal der bestikkes, skal der. Friluftsbrusebad vil imidlertid gøre bestikkelsesarbejdet noget vanskeligt (og hvis Padden drukner i min i øvrigt ikke specielt vandtætte taske, som heller ikke har det alt for godt med regn, kan det jo være det samme), så hvis nogen kan en omvendt regndans, må I gerne lige træde til. Pronto.

fredag den 8. juli 2011

En dag under dynen. Eller noget...

Eih altså - det der prusteri og følen sig stor som et hus, jeg ævlede om i går - det blev siddende, gjorde det. Så jeg besluttede mig for at blive hjemme fra arbejde i dag. Tage en mig-dag, hvor jeg kan ligge ned, når jeg har lyst til det, tage en lur, når jeg er træt og i det hele taget bare lige skrue ned for alle "jeg skal liiiiige"-tingene.

Ehm, ja. Nu er klokken omkring 15, og det eneste jeg sådan rigtigt har fået lavet i dag, er netop "jeg skal liiiiiige"-ting. Det startede i morges, da jeg skulle til jordemoder. På Frederiksberg (selv om jeg skal føde på Rigshospitalet. Tak for dén logik!). Og i øvrigt lige aflevere Øglen på vejen. Nævnte jeg, at det regnede? Nåmn, det gjorde det. Heldigvis ikke så meget, da jeg havde Øglen bagpå, men på vej fra Nørreport til Frederiksberg Hospital blev det ret vådt.

Nå, men jeg kom jo frem (storsvedende og sjask-ucharmerende - what's with the lummerhed?) og fik læst lidt glittede magasiner om børns udvikling i venteværelset efter at have 'stixet min urin' (det lyder også irriterende her i graviditet nr. 2) og sammenlignet farvekoder, som var jeg ansat hos Flügger. Derefter ind til min jordemoders ferieafløser, som var både sød og kompetent, men jeg må tilstå, at jeg stadig er lidt i tvivl om, hvad det nu lige er, jeg skal med de her jordemoderbesøg. Bevares - Ferieafløseren konstaterede, at Varanen ligger med hovedet nedad og vejer 1500-1600 g. Og at det er rimelig gennemsnitligt. Som hun sagde "Ja, han er ikke lillebitte. Men han er heller ikke kæmpestor". Godt så. Hun tjekkede også mit blodtryk, som tilsyneladende er fint. Derudover frarådede hun mig at bruge mange tusinde på en tvillingeklapvogn - en brugt ville også kunne gøre det. Ehhh... Ja, okay. Havde vi også tænkt os, men fint nok. Og jeg slap for at blive vejet. Hun sagde ikke noget om det, og jeg skal i hvert fald ikke være den, der henleder nogens opmærksomhed på vægten...

 Det pæne billede af urinstix er lånt her

Og det var så dét. Jeg ved godt, at blodtryk og urin-halløj er vigtigt, og det er sikkert også fint nok at vide lidt om, hvordan babyen ligger på det her tidspunkt i graviditeten, men hvor jordemoderbesøgene i min første graviditet nærmest blev set frem imod med spænding (ahr, ok - måske ikke lige spænding, men you get my drift), er de ikke omgærdet med helt samme magi denne gang. Og da slet ikke, når det skal foregå helt ude på Frederiksberg.

Efter jordemoderbesøget trillede jeg hjem. I endnu mere regn, end jeg trillede ud i. At jeg så pludselig blev ramt af akut "jeg kan ikke komme hjem uden en Römertopf"-syndrom (meget udbredt omrking uge 30 i en graviditet, bilder jeg mig ind) gjorde ikke cykelturen kortere. Var inde i 3 Aldi'er - som efter sigende skulle have dem på tilbud - men der var ikke flere. Og i Kop & Kande ved Svanemøllen havde de godt nok nogen, men de var blevet temmelig våde i skybruddet, så dem ville de ikke sælge. Kop & Kanden ved Søerne havde til gengæld en. Hos dem var det nemlig kun stavblenderne, der var blevet oversvømmet. Awright. Af sted med mig. Og endelig hjem, en Römertopf rigere. Så havde jeg også kun cyklet 17,5 km, siger ruteplanen.

Hjemme igen blev jeg pludselig ramt af en anden kendt tilstand i denne fase af graviditeten, nemlig "Hold nu KÆFT, hvor vores viktualierum roder"-bakterien. Vi har et rum på bagtrappen, som egentlig skal fungere som udvidet spisekammer og til opbevaring af rengøringsting, men i de sidste måneder har der akkumuleret sig en hel Silvan derude. Værktøj, træ, plader, maling, armaturer og andet gøgl (og en symaskine, men det er vigtigt, at den er inden for rækkevidde, for ellers får jeg den jo aldrig pakket ud!) Bekymringen for, hvordan jeg skulle få plads til Römertopfen derude, vandt over behovet for at ligge på sofaen (hvem kan stave til redebygger?), så før jeg fik set mig om, havde jeg været oppe på loftet en 5-6 gange med førnævnte værktøj, maling og andet gøgl. Træ og plader gider jeg ikke slæbe på, så dén vinder HDD. Derudover fik jeg samlet et par store poser med flasker, så nu er der plads til Römertopfen (og 10-20 af dens venner, hvis det skulle være) derude. Ahhhh.

Kører stadig kødfrit tema. Men kværnede en kanelsnegl fra Emmery's tidligere, så frelstheden er på retur...

SÅ skulle jeg slappe af. Troede jeg. Men nej, for der tikkede en sms ind fra "min" garndame (har taget et vist ejerskab over hende, siden jeg besvimede i hendes butik sidste år). At hun var færdig med en lille vest til Varanen, som jeg kom til at bestille, sidst jeg var nede og købe garn, men at hun tager på ferie i morgen, så om jeg kunne hente den i dag. Jovist. Så mig ned efter vest (og mere garn) og lige omkring Døgnposten og flaskeautomaten på vejen. Og ja - det regnede stadig.

Vesten fra Garndamen. Er den ikke fin? Og lillelillebitte. Er faktisk den første ting overhovedet, jeg har købt til Varanen. Måske jeg skulle se at komme i gang? Der er i hvert fald nok at tage af på min huskeseddel...

Hjem med mig. Igen. Og give Römertopfen sin ilddåb med Jim Laheys no-knead bread. Og præmien udeblev ikke - det var godt, jeg jagede rundt efter lerfad med underligt tysk navn, for brødet er sindssygt lækkert (i øvrigt kan man altså bare bruge støbejernsgryde eller sådan noget i stedet for en Römertopf, men vi ejede ingen af delene, og min bankkonto ville være ret ked af at skulle investere i en Le Creuset-gryde her lige efter en ferie). Lidt mere salt og måske noget spelt eller emmer næste gang; så sidder den lige i skabet!

Lige kommet ud af ovnen - fint sovende i Römertopfen

Og nej - jeg kunne ikke lade det hvile i de to timer, de angiver i opskriften. Blev da nødt til at smage...

Nu har vaskemaskinen lige bippet: den sidste omgang vasketøj fra ferien er kørt til ende, og den der opvaskemaskine tømmer vist desværre heller ikke sig sev. Om en lille halv time er Øglen og HDD på trapperne, så den der dag under dynen - det må blive en anden dag...

torsdag den 7. juli 2011

30+0

- og stor som et hus. Har heldigvis ikke lige noget billede til at dokumentere det, men tro mig på mit ord. Er sq noget prustende i dag, så det kan godt være, at det var skudt lidt over målet, at jeg cyklede 16 km i går og slæbte doven/pirrelig (og tung) Øgle op på 4. sal. Og i øvrigt kun har sovet 6 timer hver nat, siden vi kom hjem fra ferie. Som prikken over i'et har jeg været så kæk at tage et par jeans på i dag, som klemmer alle de forkerte steder, så min bevægelsesfrihed er yderligere indskrænket. Flot - og vist meget godt, at jeg snart har fri.

Heldigvis er jeg så udstyret med en arbejdsplads, hvor der er ved at gå lidt sommerferie i den, så det mest strabadserende, jeg har lavet i dag, er at lammetæve chefen i bordfodbold og besøgt kaffemanden, der højst uventet (og derfor modtaget som en sand helt) har indtaget sin vante plads. Han havde ellers meldt sommerferie hele måneden, og når alternativet er skod skod skod SKOD-"kaffe" fra bedaget automat, bliver man en anelse desperat...

I aften har jeg været så snu at lade være med at lægge nogen planer, så med lidt held kan jeg komme i seng før klokken midnat. Det vil mit korpus have godt af - ikke mindst fordi jeg i morgen skal cykle langt pokker i vold ud på Frederiksberg (arj, ok - kun til Fbr. Hospital, men det føles langt, fordi det er ret meget i den gale retning i forhold til kontoret, hvor jeg skal ud bagefter) for at sige hej til min jordemoders ferieafløser. Mon ikke jeg kan overbevise hende om, at jeg ikke skal vejes?! Det kunne man da håbe...

I øvrigt - apropos absolut ingenting - er der så nogen, der ved, hvor man kan købe en billig stegeso/rømertopf? Eller en støbejernsgryde med låg, der kan gå i ovnen? Gerne på Østerbro, hvis man må være så doven...

onsdag den 6. juli 2011

Frelsthed for en femmer

Ja, hvis nogen skulle være i tvivl, så har vi jo været på ferie. De to uger føltes som dejlig lang tid, mens vi var af sted, men nu - retrospekt - synes jeg måske godt, at de kunne have varet lidt længere. Ah well - sådan er det vel altid… Har dog stadig ferie-rester i kroppen i form af afslappethed, der tangerer zen, og sør'me om jeg ikke også har fået noget, der minder om kulør? Normalt bliver jeg højst mørkehvid (eller krebsefarvet), men denne gang har jeg ramt en eller anden (godt nok lidt fesen, men allywl) honning-tone. Beige, måske? Og det er store sager, når man er skummetmælksfarvet til daglig. Som en af verdens tre sjoveste udbrød i går, da jeg så hende: "Nejjjj, du har fået FARVE? Og du er jo ellers ikke ligefrem den, der stod forrest i køen, da der blev uddelt pigment". So true.

 Ja, ok - dårligt valgt billede, eftersom det er fra den første dag. Præ farve af nogen art. Jeg er jo nærmest selvlysende. Men det her var altså vores daglige vu på gåturen til legepladsen og is-manden. Ikke helt skidt, vel?

Nå, men zen og kulør. Ikke de værste ting at få med sig fra en ferie. (Og så dropper vi at tale om de mange kilo is i maven og væske i fødderne, jeg også har med hjem). Men det stopper ikke her. Der røg nemlig også en pæn portion frelsthed i hjemrejse-kufferten. For når man sådan hænger ud i solen og varmen i et land, der holder siesta i FIRE timer (hvad sker der for det?!) om dagen, og man i øvrigt også har resten af dagen til at tale sammen (når altså snakkechatollet Øglen ikke overdøver ethvert tilløb til tankevirksomhed med sit: "Se mor. En mindvølle. Den drejer. SE. En flyvemaskine! Brrrrmmmbrrr. På vej hjem. Aftensmad? Hurraahh, solen skinner. Ahhhhh, darjlig varmt. Is, mor? Iiiiiiis? NED OG SOPPE. NU!" *gentages i 30 uendeligheder*), så kommer man vidt omkring.

Den lille Øgle og havet

Vi har hver især fået læst en del, og mens litteraturen for mit vedkommende bestod af noget m a j e t læsevenligt af slagsen, læste HDD anderledes oplysende bøger. "Eating animals" af Jonathan Safran Foer, fx. Som jeg egentlig gerne vil læse, men ikke kan få mig selv til at gå i gang med, fordi jeg bare ved, at jeg vil synes, den er klam. Det syntes HDD også, den var. Og nu beHØVER jeg ikke læse den, for han har snakket så meget om den, at jeg bliver mere og mere sikker på, at det ville have været en vældig god idé bare at holde sig fra den. Så jeg kunne blive ved med at spise mine vandpumpede Netto-kyllingefiletter med god samvittighed. På den anden side er det jo aldrig nogen skade til at blive klogere, og det der med at være en oplyst forbruger sætter jeg egentlig en ret stor ære i. (At en af mine kolleger så kalder mig semi-hippie af selvsamme årsag er en anden diskussion).

Øglen i hopla

Men altså, uden at skulle referere hele bogen (eller HDD's udlægning af den), så handler den primært om, at de der dyr, vi (eller i hvert fald amerikanerne) spiser, ikke har det helt top-dollar. Tværtimod. Og jeg har jo hørt noget om nogle programmer på tv, der skildrer en dag i en burhønes liv og sådan noget, så vidste godt, at den nok ikke var helt god. Og den fornemmelse kan mr. Safran Foer så underbygge. Og HDDs udpenslinger af bogen sammenholdt med psykopatvarme (og tilgængeligheden af uanede mængder frisk fisk og skaldyr) gjorde, at jeg ikke havde særlig meget lyst til kød i det der Pastaland. Eller nu, for den sags skyld. Så det er ikke kød, der er blevet spist mest af - om overhovedet - siden vi kom hjem for hele fire dage siden. Har proppet en øko-spegepølse og en ditto leverståhej i kurven hos nemlig.com, og kunne da også godt have brugt lidt bacon, men det kan man af uransagelige årsager ikke købe online mere, og med "Eating animals" i baghovedet kunne jeg ikke få mig selv til at købe den konventionelle. I virkeligheden er økologisk kød vel heller ikke garanti for, at dyrene har haft det markant bedre i deres korte levetid - bare, at de har spist medicin-fri kost, og at det derfor er sundere for mig som forbruger at spise dem? Eller hvad?

Typisk hjemme-frokost i Pastaland. Og ja, der er lidt kød. Er jo ikke blevet helt fanatisk, vel?! 

Kan godt høre, at det lyder frelst, det her. Og er det vel langt hen ad vejen også. Men faktum er, at HDD og jeg ikke har brug for at spise alt det kød, som vi tidligere har gjort. Øko eller ej. HDD er desuden blevet fuldstændig pas på (siger man det mere, eller sidder jeg bare ubehjælpeligt fast i 90'erne?) svinekød. Og finder vegetaropskrifter og what-nots på Indernettet. Det er virkelig nye toner, skal jeg hilse og sige. Vi taler om manden, der kan tylle en dåse cocktailpølser og høvle hakket kød ned, som var det Matadormix. Men jeg nyder det, så længe det varer (som med det meste frelsthed tænker jeg, at this too shall pass) og undrer mig over, hvordan min krop tilsyneladende har det glimrende med at undvære kødet. Det kan selvfølgelig også hænge sammen med varmen (vi kan tales ved, når det bliver koldt igen, eller når jeg craver boller i karry). Indtil det sker vil jeg nyde kød i de mængder, det bliver serveret for mig, men vil i større omfang end tidligere prøve at finde alternative proteinkilder i den daglige husholdning. Øglen får kød i vuggestuen og vil naturligvis også få noget derhjemme (bare rolig - der går ikke Kernesund i den hjemme hos os), så hun skal også nok klare sig.

Ud over kød-retræten, har vi også besluttet at skære bare en ANELSE ned for sukker-indtaget. Sofa, tv, computer og slik/kage af en eller anden herkomst var blevet hverdagskost, når Øglen var blevet lagt i seng, og det lider alle vores sideben altså lidt under (de 12,5 kilo kom jo ikke helt af sig selv, vel?!). Så mindre sukker - faktisk ingen snacks om aftenen, mm. det er noget, der har vokset et eller andet sted engang (rosiner og peanuts tæller også, har jeg bestemt, så der bliver heller ingen raw food-bølge hjemme hos os).


Øglen har helt sikkert fået sine sukkerdepoter fyldt op til randen på ferien. Så en artikel i dag, der hed et eller andet i retning af "Så få is må dit barn få". Den læste jeg ikke. Er sikker på, den ville have gjort mig aldeles deprimeret.

Og mens vi er i gang, har vi nu også opsagt vores tv-pakke. Altså ikke fuldstændigt, vel, vi har stadig en lille pakke, men vi har for tit fjernsynet kørende med for mange ligegyldige ting, som vi alligevel ikke ser, fordi vi laver alt muligt andet, og så er der jo ingen grund til at pøse penge ud til det. Måske aftenerne også kunne bruges lidt mere konstruktivt - har jo fx købt en symaskine i julen engang, som stadig ikke er blevet pakket ud, så det kan være, at fraværet af knald-programmer kan få mig til i det mindste bare at åbne æsken. Så farvel til De Unge Mødre, Playhouse Disney (Øglen aner slet slet ikke, hvad der rammer hende!) og alle de dersens TV1000- og CANAL+ kanaler. Og goddag til mere musik, flere bøger og brætspil. Og måske en symaskine?

Ak ja. Intentioner og idealisme har jeg i hvert fald nok af. Fikse idéer er jeg også leveringsdygtig i. Rygrad - knap så meget. Men lidt har vel også ret? Vil i hvert fald nyde frelstheden så længe, den varer, og gøre alt for ikke at blive lige så røvsyg at hænge ud med, som jeg godt lidt kan høre, jeg er kommet til at lyde…

Nemt nok at blive lidt frelst i de her omgivelser, er I ikke enige?

Jeg er faktisk stadigvæk meget sød og sjov (synes jeg selv). Jeg er bare holdt op med at spise så meget kød i en periode. Jeg er trods alt ikke begyndt at male mit eget korn, bage legetøj af spelt og spinde min egen uld. Endnu. Når jeg begynder på det, er det ok at råbe vagt i gevær. Eller gennemtæve mig med en kotelet. Så den opfordring er hermed videregivet.

Og nu vil jeg gå ud i køkkenet og se, om der er et eller andet nedfaldsfrugt, jeg kan spise. Eller også kunne jeg nyde, at vi har Kanal 4 lidt endnu og se noget House. Pakke føromtalte symaskine ud? Klaske en biga-dej sammen? Tage opvasken fra madklubben har været på besøg? Alle de muligheder - og sjovt nok tror jeg allerede nu, at jeg ved, hvilken en, der vinder...

søndag den 3. juli 2011

Ude godt - hjemme vådt

Altså. Man kan da heller ikke vende ryggen til så meget som et øjeblik, før vejret téer sig fuldstændig tosset. Slap da lige off med det der skybrud! Ikke, at der var så meget tilbage af det, da vi ankom til Østerbronx tidligere i dag - ud over lidt generel jordslåethed og små-vandpytter kunne man jo foranlediges til at tro, at der bare havde været lidt rask vandkamp i gang mellem postnummerets borgere.

 Øglen med sin 'kandevande' på terrassen i Pastaland

Men diverse nyhedstjenester (vi siger tak til ubegrænset dataforbrug i udlandet-mobiler) kunne jo berette noget ganske andet, og så var der jo også liiiige alle de der stakler, der var i gang med at tømme kælderrum og/eller lave stuelejligheder for meget våde ting. Vi følte os rimelig home safe - bor trods alt på fjerde, ing'?! - men da vi kom hjem, blev vi mødt af masser af håndklæder og gryder i vindueskarmene, hvor det havde regnet ind ad vores pilrådne skal-snart-skiftes-vi-har-bare-ikke-lige-fået-det-gjort-endnu vinduer. Takket være forsynet havde vi udstyret vores underbo med ikke bare en nøgle til postkassen, men også en til lejligheden "i tilfælde af, at der skulle springe et vandrør eller gå hul på en gasledning, tøhø" ( indsæt selv yderligere enormt livrem og seler-agtige snusfornuftige kommentarer), så hun havde simpelthen været overskudsagtig nok til at vådrumssikre vores lejlighed på bedste beskub, så vi slap for at komme hjem til et soppebassin. Dét kalder jeg godt naboskab - og det udløste da også fluks en bøtte hjembragt pesto og en flaske rotwein (som hun selvfølgelig havde fået alligevel, menalser...)

 Charter-Øglen parat til endnu en omgang is/legeplads/sight-seeing/juice/you name it

Øglen nyder at være hjemme, lader det til, selv om hun taler meget om at køre i hhv. bil og rødt futtog (har vi jo så også kun brugt de sidste 30 timer på at gøre, så det er nok meget naturligt). Hun har holdt festligt gensyn med det meste af sit legetøj og har set "sommersyn" (som fjernsyn af uransagelige årsager er blevet døbt). Hun har spist hofretten lyst brød med Philadelphia (som stort set også var det eneste, hun spiste i Pastaland, det lille skarn, undtagen når hun kunne få fingrene i pasta med kværnet peber?!). Så i det store hele er Hjemme vist godtaget.

Hun n æ g t e d e dog at sove, og i løbet af den time, vi skulle bruge på at dysse fuldstændig hystella Øgle ned, må jeg da tilstå, at min zen-agtige ferietilstand kom på lidt af en prøve. Men bruger jeg fornuften lidt (og undlader at bruge den del af hjernen, der bare trænger til at smide mig som en selvdød hval på sofaen og tage stilling til lige nøjagtigt ingen andre end mig selv og Varanen), så er det jo forståeligt nok, at hun er ked og forvirret. Der ER sket meget - både i de sidste 14 dage og i de sidste halvandet døgn. I går morges tjekkede vi ud fra hotellet, tilbagelagde en pæn biltur gennem 'Talien og Schweiz, hang ud i sydtysk jernbaneby, hoppede på bil-sove-toget i går aftes, blev transporteret til Hamburg natten over, og i dag har vi så kørt fra Hamburg og hjem. Kan godt være, at det ikke er det mest actionpacked program nogensinde, men er man 2 og snart et halvt år gammel, skal der såmænd nok være oplevelser nok dér at fordøje. Hell - jeg er træt. Og jeg er en del ældre end de 2,5...

I morgen banker hverdagen så højt og insisterende på døren. Jeg har nemlig - modsat HDD - ikke været så smart at tage en ekstra fridag (jeg må jo være dum eller noget - ALLE ved jo, at man har brug for lidt ferie ovenpå en ferie), så jeg skal tilbage til kontormiljø og to do-lister fra morgenstunden. Håber at kunne bibeholde den zen-agtige tilstand længe nok til ikke at begynde at stresse over alle de ting, jeg helst skal nå - for der er jo noget med, at der kun er 4 uger tilbage, før friheden (eller hvad man nu kalder den tilværelse, man går i møde som højgravid med kuglerunde fødder) kalder.

Pastaland? Jamen, det var fantastisk. Har ikke rigtigt lavet noget andet end det, jeg skrev sidst. Antallet af is er steget lidt, og vi har måttet give alvorligt køb på vores syn på Ustyrligt Grimme Ting Til Børn, efter Øglen kastede sin kærlighed på en knaldgul havestol med Woody på ryglænet (den stod på et gelateria, så måske hun forbandt den med noget godt...) Fordi vi er push-overs og elsker at se vores afkom tæt på lykkeligt, købte vi naturligvis en stol magen til, da vi var ude at handle en dag. Og fordi Øglen kan være er så sød, fik hun da også lige en abe-bamse, som hun fik øje på som noget af det første. Den er grim. Den er VIRkelig grim. Og nok sådan cirka så syntetisk, som syntetisk materiale nu engang kan blive. Men barnet er glad. Putter den med sin Yndlings Soveklud i Hele Verden. Går rundt med den på skuldrene. Synger for den. Osv. Så hvad gør det, at HDD og jeg bliver nødt til at vaske vores øjne med ståluld pga. dens blotte tilstedeværelse?!

 Øglen napper lige en grillwurst mit Brot und Ketchup på forsædet, mens vi venter på at kunne gå ombord på toget

Nåmn, derudover tror jeg egentlig ikke, at der er sket så meget. Vi har badet lidt mere, været lidt mere på legeplads, gået lidt flere ture, spist lidt flere is, læst lidt flere bøger (eller, nej - HDD har læst flere bøger - jeg løb tør, så jeg har hæklet i stedet. Det er varmt i den italienske sol, at I ved det) og leget lidt mere. Og virkelig virkelig nydt det. Så jeg vil ikke have, at hverdagen begynder igen, og at jeg ikke længere skal vide alt om, hvad Øglen foretager sig på alle tidspunkter af dagen. Men eftersom Øglen glæder sig som en lille vild til at komme op til 'Bitterne og spise havregrød (!?), så er det nok mutti her, der skal arbejde på sin separationsangst. Og i stedet nyde de vågne timer, jeg så trods alt får sammen med hende. Og kun tænke en lillebitte smule på, hvor drønhyggeligt det var at ligge kilet ind i alt for lille tog-seng sammen med hende i nat med en buttet arm om halsen og en umiskendelig ånde af grillwürstchen mod min kind...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...