mandag den 31. oktober 2011

Nej-hatte og bristede moderhjerter

Hentede Øglen i vuggeren ved 15-tiden i dag. Business as usual. Pakke pakke hele Cirkus Arli i ladcyklen, cykle cykle ind til vuggeren, pakke pakke hele Cirkus Arli ud igen, hente hente Øgle. Som blev glad for at se mig. Lige indtil vi kom ud i garderoben, altså. Det startede med, at hun overhovedet ikke gad med hjem ("Vil gerne ind til 'bitterne igeeeeen, mor!"). Det gik så over til at blive surmuleri over, at hun ikke måtte vække Varanen, der boblede i sin lift. Derefter nægtede hun at tage overtøj på. Super start på afhentningen.

Udenfor udviklede Øglen så pludselig et akut had til ladcykler (eller i hvert fald vores) og insisterede på at blive kørt i klapvogn hjem. Well... liiiidt svært, eftersom jeg jo var cyklet ind efter hende, og det fortalte jeg så på bedste pædagogiske vis. Hvilket Øglen kvitterede for ved at sætte i løb efter En Anden Vuggestuemor, der netop havde hentet sit afkom... i klapvogn, natürlich... Så holdt mine pædagogiske evner op, for når ens tumling stikker af i løb - ned ad Nørregade, der jo ikke just er nogen utrafikeret markvej - så må man af sted i fukd galop med ganske hævet stemme. Øglen blev indfanget, og jeg vendte tilbage til den uglesete ladcykel med totalt hystella under armen. Heldigvis blev jeg reddet af et par vanter (!?), jeg fandt i flyverdragtens lommer (Øglen har nu i en uge nægtet at tage andet overtøj end flyverdragt på - uagtet, at det fx ikke har været særlig koldt i dag), og de gjorde hende tilsyneladende så tilpas nysgerrig, at hun stoppede med at være rasende. Og gik i stedet over til at være mut, men det larmer da i det mindste ikke ligeså meget som hysteri.

Hjemme igen gad hun ikke med op i lejligheden, men jeg havde bestilt varer til levering, så vi blev nødt til at gå op. Det lykkedes med nogen surmuleri og næsten ingen bestikkelse, og da vi kom hjem, var der så fred i et lille stykke tid. Freden blev dog brudt af en hulkende Øgle, der syntes, at det gjorde ondt i bleen. Det går jo ikke an, så hun blev tjekket og vasket og smurt efter alle kunstens regler, men hun var godt nok ikke særlig glad - heller ikke selv om hun puttede i sofaen med tv'et tændt, mens jeg lavede mad. Da maden var færdig, nægtede hun så at komme og spise noget af den, og da Onde Mor så sagde, at tv'et ville blive slukket nu!, brød hendes verden helt sammen. Hun græd og græd på en måde, der, selv for en øgle, er usædvanlig, så vi var for en gangs skyld lidt lempelige omkring tv vs. mad-regler.

Nu er det så bare sådan med Øglen, at hun kan se tv, til hun segner, hvis hun ellers får lov. Det gør hun bare ikke, og det var heller ikke tilfældet til aften. Hun plejer at blive stiktosset for en meget kort bemærkning, når vi slukker, men i dag... OMG (som de unge ville sige)! Hun flippede skråt, sparkede og skreg og var slet ikke til at nå ind til. Der var altså ikke andet for end at lade hende rase ud og så ellers være der, når hun blev god igen, så vi satte os ned ved siden af hende og ventede. Og ventede. Og til sidst ville hun gerne give HDD et kram. Og op på skødet. Så sad vi der og aede og ssscchh'ede, og til spørgsmålet om, om der var noget, hun var ked af, nikkede hun med tårerne silende ned ad kinderne.

Hun ville (kunne?) ikke svare på hvad, det var, hun var ked af, så vi spurgte til forskellige ting. Om der var sket noget ovre i vuggestuen? Om hun havde slået sig? Om hun havde skændtes med nogen? Osv. Nej til det hele. Men da HDD så spurgte, om det var fordi, hun savnede N, der havde sidste dag i fredags, brød hun ud i krampegråd, hikstede og hulkede og slog sine små arme om HDD. Og jeg sad ved siden af og ammede Varanen, mens mit moderhjerte bristede. Lille store Øgle, altså. Som måske forstår mere, end vi lige troede. Og som alligevel ikke forstår nok til at acceptere, at hun ser N igen om en måned, når Øglen skal i børnehave. Så Øglen græd som pisket, jeg græd, men forsøgte at skjule det, så Øglen ikke skulle blive mere ked af det, og HDD forsøgte at trøste. (Og Varanen spiste bare...) Det var virkelig yndigt altsammen, men det opklarede i det mindste, hvorfor hun i dén grad havde haft nej-hatten på i dag.

Humøret blev heldigvis mærkbart bedre inden sengetid, og Øglen blev endda glad nok til at omdøbe os allesammen (huh?). Så fremover hedder familien Øgle åbenbart hhv. Kamilla (mig), Kamel (HDD), Olie (Øglen) og Tæppe (Varanen). Øglen Børn ER sære! Nu er HDD ved at putte Øglen, og Varanen og jeg ser BBC Lifestyle. Er spændt på, hvordan Øglens humør er i morgen. For ligeså underlige børn kan være, ligeså demente kan de være. Så hun kan meget vel have glemt alt om N, når vi når til afleveringstid i morgen. Det kan man jo håbe på. Bare hun kommer i tanker om ham igen umiddelbart inden børnehavestart, tak. Vi har jo planer om, at hans blotte tilstedeværelse skal lette indkøringen for os...

søndag den 30. oktober 2011

Pølsesnak indeed!

Øglen: Jeg vil have noget at drikke!
HDD: Jamen, din kop står jo lige der foran dig.
Øglen: Den er tom!
HDD: Arj, kig lige i den. Den er helt fuld. Hvad er det, der er i, tror du?
Øglen: ... Pølsesnak! *fniser*

---

Mig: Nå, Øgle - har du haft en god dag?
Øglen: Jaaaah! Har set farfar. Og faster. Og onkel. Og M (fætter). Men M (anden fætter) var der IKKE! Han var ude og fiske og slå sin arm og av av, og Morten kommer og siger pas på, og M fisker og fisker og PØLSESNAK! Av av pølsesnak.
Mig: Huh?!


... Børn er f**** underlige nogle gange ...

Vil godt sætte rimelig mange penge på, at hverken HDD eller jeg nogensinde har anvendt ordet 'pølsesnak' i Øglens påhør (eller i øvrigt, for den sags skyld). Nok ser jeg Barnaby og hækler slumretæpper, men pølsesnak!? Så gammel er jeg alligevel ikke...
Published with Blogger-droid v1.7.4

lørdag den 29. oktober 2011

(Sl)yngel

Jeg har lige brugt 275 kr. (Jaja - og 211,75 nede i Netto. Og 45,- på en latte og en kanelsnegl på Krummen & Kagen tidligere i dag. Og 129,95 i Vila - de havde nemlig endelig fået det meget meget enkle tørklæde hjem, som jeg har gået og manglet i et års tid oder so. Men det var ikke DE penge, vi skulle tale om).

275,- er selvfølgelig ikke nogen formue, men man kan alligevel få en del slik, fx. Eller en god portion sushi til HDD og jeg. Man ville også kunne købe indtil flere par handsker til Øglen (tror jeg, men aner det i virkeligheden ikke, for jeg kan simpelthen ikke finde nogle handsker til hende. Hvaffor nogen handsker er the shizzle, når man er 2,5?!) eller fire-en-halv pakker MAM-sutter til Varanen. Osv. Altsammen vældig nyttige ting (især slikket), men det er noget helt andet, jeg har snoldet.

Nu ved jeg, at I sidder helt ude på kanten af sofaen for så at få at vide, hvad det er, jeg har brugt knap 300 kroner på, så jeg vil uden dikkedarer løfte sløret for, at det er... ta-daaaah... SØVN! Til Varanen. Og dermed afslapning til mig selv. "Hvordan kan det lade sig gøre?", tænker I nu (mens I stadig sidder på kanten af sofaen), og igen vil jeg gå direkte til sagen: Jeg har købt en vikle. En strækvikle for at være mere specifik.

Snorksovende Varan 

Der er jo sindssygt mange, der sværger til vikler og slynger og what-nots, men jeg har aldrig rigtig brugt det. For det første synes jeg, at det er en kæmpe jungle, og for det andet syn(t)es jeg måske, at det er lige urtet nok. Eller også bærer jeg bare nag, fordi jeg forsøgte mig med en ringslynge til Øglen, men hun skreg så højt, at jeg seriøst troede, at jeg havde ødelagt hende, de få gange hun lå i den, så den blev hurtigt droppet. Og da vi, efter en kort flirt med en Babybjörn, skulle investere i noget bære-aggregat til hende, faldt valget på en Ergo Baby (efter gode råd fra Blogland). Den har vi stadig - og jeg har ovenikøbet købt en babyindsats, så den kan bruges helt fra nyfødt - men jeg synes ikke, at Varanen sidder særlig godt i den (og det synes han vist heller ikke selv), så den er ikke blevet brugt særlig meget og kommer nok først frem igen, når Varanen er omkring 6 måneder gammel.

Nu er det så bare sådan, at Varanen gerne vil bæres rundt, når han altså ikke lige spiser eller sover. Han er ok med skråstolen fra tid til anden, og jeg har store forhåbninger til aktivitetstæppet, som jeg netop har fundet frem, men armene er bare de bedste. Helst mine, åbenbart. Og det er skam også knaldhyggeligt sådan at slæbe ham rundt, men med en kampvægt på små 6 kg, er han jo ikke ligefrem fjerlet. Så jeg bliver en kende træt i arme og skuldre og får i øvrigt ikke lavet noget som helst i lejligheden. Ikke, at jeg hungrer efter at gøre rent, fx, men lidt oprydning, dykken ned i bunkerne af vasketøj, som tilsyneladende ikke har nogen bund overhovedet, eller andre praktiske ting ville ikke være af vejen. Så noget måtte der ske, og eftersom min slynge-kyndige svigerinde anbefalede mig en strækvikle, var det sådan en, det endte med.

Udsigten, når jeg kiggede ned (og lige lindede lidt på jakken). Meget fredfyldt 

Den ankom så i dag, og efter at have fået nogenlunde fat på bindeteknikken turde jeg binde an (tøhø) med at proppe Varanen i den. Han gik fra at være urolig og let gnaven til at blive meget meget sur, mens jeg moslede ham på plads. Og det varede i sådan cirka 15 sekunder. Hvorefter han nærmest vendte det hvide ud af øjnene og faldt i søvn?!??! (Og ja - han trak stadig vejret. Jeg tjekkede nemlig; det kunne jo være, jeg havde sat ham virkelig forkert). Han sov, mens jeg ryddede lidt op (ikke for meget - det var bare muligheden for at gøre det, jeg havde savnet), sov mens jeg sorterede vasketøj, sov mens jeg tog støvler og overtøj på og sov, mens hele familien Øgle var i Netto. Derefter sov han på en times gåtur, og han vågnede først, da jeg kom til at bumpe hans hoved ind i en dørkarm (hov...), og da jeg skulle i gang med at lave mad. (Dygtig dreng - så blev HDD nemlig nødt til at kokkerere. Gnæggnæg)

Jamenaltså. For sølle 275 kroner fik jeg armene fri i over to timer. OG jeg fandt en måde at handle på, der ikke indebærer navigeren rundt med giga-dobbeltklapvogn og ondskabsfulde blikke fra medhandlende (de er ikke så'n helt vildt large med at flytte sig for barnevogne, dem der handler i SuperBrugsen om formiddagen, skulle jeg hilse og sige). Alene dét ville jeg gladeligt give 275,- for, men jeg har store planer om, at succesen skal gentage sig op til flere gange. Se, dét er da et røverkøb!

fredag den 28. oktober 2011

Lækkerhed

Åhr mand. Man skulle meget have besøg af Mårmor et par dage noget oftere. Hele tiden, fx. Eller en gang om måneden bare. Det holder 100! Øglen har haft en fest med hjemmedag fra vugger i går, hængen ud på biblo, sovet lur i klapperen, lavet puslespil, pyggenygget modellervoks ud over det hele og generelt snoet Mårmor om sin lillefinger. Og jeg har haft hænderne fri til Varanen uden at have for dårlig samvittighed. Plus jeg har haft tid sammen med min moar. Det er slet ikke så dårligt.

I dag har Øglen været i vugger, eftersom det var bedstestevennens sidste dag. Heldigvis ses de jo i Børneren om en måned, men selv om jeg ikke umiddelbart tror, at det helt er feset ind hos Øglen, hvad det vil sige at have sidste dag i vuggeren (udover, at det som regel indebærer noget kage), ville jeg gerne have, at hun oplevede N's sidste dag. Bare fordi. Det kunne jo være, at sådan nogle smållinger opfatter mere, end man lige går og regner med...

Øglen på Varanens nyfundne legetæppe. Havde vist brug for at blive lillebitte baby igen efter hård dag i vuggeren. Med kortvarig dispensation for sutteforbuddet i de vågne timer...

Inden afhentning af Øglebarnet, var Mårmor, Varanen og jeg på strøgtur. Jeg havde lokket Mårmor til at agere barnevogns-triller, mens jeg var i Magasin til hudanalyse (jowjow, skam!) og shoppen amok i lækre cremer. Jeg var jo så heldig at vinde en fantastisk præmie ovre hos Anette for små to måneder siden, og nu var tiden kommet til at indløse mit gavebevis. Der kom jo lige en Varan i vejen for, at jeg kunne nå derind tidligere, men i dag it was.

Søde Britta fra Kiehl's-standen tjekkede min huds tilstand, hvilket jeg havde været lidt presset over på forhånd, da elendig nattesøvn, for meget sukker og en stort set ikke-eksisterende hudrutine (er det overhovedet et ord?!) formentlig ikke er den bedste opskrift på et positivt resultat. Men Britta var sød og mente, at jeg havde vældig fin hud, omend en anelse tør. Hun spurgte så ind til den ikke-eksisterende hudrutine, og vupti havde hun fundet et arsenal af produkter frem, som ville passe til min hud. Og som er nemme at anvende. Hurra!

Lækkerhed på pose

Lækkerhed uden pose

Så nu skal præmien i anvendelse asap. Vil glæde mig til at smøre min trætte, åbenbart tørre, ansigtshud ind i serum (har altid syntes, at 'serum' lød så frygtelig fancy, men har aldrig haft råd til noget. Det er som om, at alt, der hedder noget med serum får et betragteligt nøk opad i pris) og blive blød som Varanens bagdel. Det synes jeg, jeg har fortjent, efter Varanen valgte at sprut-sk*de ud over heldragt, puslebord, gulv og - ikke at forglemme - mig tidligere i dag. Godt nok gjorde han det godt igen lidt senere ved at stikke mig en hel serie små, skæve smil (de første rigtige af slagsen), men forkælelse kan man aldrig få for meget af...

tirsdag den 25. oktober 2011

Powermælk

Nåmn, Varanen vejer så 5,7 kg nu, siger Sunderen, der lige har været forbi. (Hurra for remindere i telefonens kalender, for ammehjernen var helt overbevist om, at det først var i morgen, hun skulle komme). Hvilket vil sige, at han har taget 1,4 kg på siden sidst. En "flot vægtøgning", som Sunderen formulerede det - og tilføjede, at 800 gram også ville have været flot. Så i virkeligheden skulle hun måske have sagt "crazy vægtøgning" i stedet...

Han er nu 59 cm lang, så alt i alt er han temmelig robust (det må man godt sige om en dreng, uden han får traumer, må man ikke? Det er straks noget andet med piger - jeg fik at vide af en efterskolelærer engang, at jeg var robust, og selv om han vist mente det på en god måde, så fik det mig i hvert fald ikke til at føle mig slank. Hvilket jeg heller ikke er/var, men alligevel...) og får tilsyneladende rigelig næring gennem min mælk. Må være alle de chokoladeskilpadder og kanelsnegle, jeg får kværnet.

For nylig bladrede jeg lidt i den der Barnets Bog, eller hvad den nu hed, den bog man fik af sundhedsplejersken i de gode gamle dage, da jeg lige havde fået Øglen. (Nu er det hele jo digitalt, så ikke nogen skriblerier dér - "du kan bare logge på sundhed.dk og se det hele"). Og der kunne jeg jo se, at hun som 1 måned gammel vejede 4,14 kg. Så ham Varanen er noget større, men sådan er det måske bare med drenge? (Og det er altså ikke fordi, jeg ikke spiste slikkerads, da jeg havde fået Øglen. Dengang var det bare Riesen i stedet for skildpadder)

Store dreng - for en uge siden. Han har travlt med at vokse, for bukserne på billedet kan han ikke passe i livet mere...

Varanen opførte sig eksemplarisk under hele besøget, og han imødegik ovenikøbet afklædning og vejning med høflig nysgerrighed. Blev en anelse arrig over at ligge indeni en stofble under vejningen, men var trods alt så gentleman-agtig, at han gav Sunderen et forsigtigt smil, da han blev pakket ud. Og tissede så på hende to gange efterfølgende, men lad nu det ligge...

Nu sover han - efter at have hængt på mig hele formiddagen og hhv. pletsovet og stirret på mig. Så nu er der sat vasketøj over, ryddet tilnærmelsesvist op i køkkenet og produceret en flaske mælk til fryseren. Og med lidt held vågner Varanen inden kl. 15, så jeg kan nå ud og trille en tur på Østerbro i det gode vejr, før Øglen kommer hjem. Har folk farmor til at hente hende i dag, så jeg slipper for en tur ind til Kbh K. Hvilket passer mig aldeles glimrende.

I øvrigt var jeg til tøsehygge i går aftes. Med Varanen, uden Øglen. Nøj, det var tiltrængt at se pigerne, tale om ikke-baby-relaterede emner, spise god mad og grine en masse. Og at jeg så ovenikøbet kom hjem med en hel pose nyt gammelt tøj, som en af pigerne ikke gad have mere, og en forsinket fødselsdagsgave i form af lækre cremer og negelak, jamen det var jo bare kirsebærret på toppen. Varanen var så sød at have med (lige bortset fra den skrigekoncert han holdt i bilen på vejen ud). Han nægtede godt nok at sove, men han var helt i hopla. Og så var han så træt, da vi kom hjem, at han kun skulle ammes én gang i nat. We like! (Og hvor er det da bare nemt (skrid, Nemesis) at være i byen med en baby, der ikke kan bevæge sig, og som stadig - til trods for den "flotte vægtøgning" - stadig kan ligge på armen. Der er det anderledes udmattende at have Øglen med...)

fredag den 21. oktober 2011

Det var en fredag aften...

Nåmn, det var da meget godt, at jeg nåede at blogge om kaffe, krimier og sovende Varaner i formiddags, for resten af dagen har jeg ikke set meget til nogen af delene.

Det er jo mig, der har hentetjansen nutildags (og har haft det i hele to dage), og lad mig bare sige det på den måde, at det kun kan gå for langsomt med, at hende Øglen begynder i Børner en spytklat væk. Altså, i går gik henteriet fint nok (bortset fra, at HDD var kommet til at køre af sted med dobbelt-klapvognen, så jeg måtte betvinge noget stiv kuling med en ladcykel, der mangler første gear). Det passede netop med, at Varanen tog sig en gevaldig skrawer omkring hentetid og sov så faktisk fra det hele. Inklusive græskar-tegning (vi havde ikke lige et græskar, vi kunne udhule, så vi tegnede nogen i stedet) og aftensmad-forberedelser sammen med Øglen. Totalt vi-jonglerer-da-bare-det-her-flerbørns-noget-så-let-som-ingenting.

Sådan gik det ikke i dag. Ingen lur til Varanen omkring hentetid overhovedet. Derimod en usandsynlig utålmodig baby, der på ingen måde gad blive kørt i klapvogn. Eller i elevator (er I klar over, hvor højt sådan noget babygråd lyder inde i en lillebitte elevator?!). Eller i tog. Han gad sådan nogenlunde at blive slæbt i Voksien fra vuggestuens gård til Hobbitterne på 2. sal og var også ok med at blive stillet i garderoben, mens Øglen fik overtøj og sko på. Utilfredsheden begyndte derpå så småt igen på vej mod Nørreport Station, hvor Øglen stemte i, fordi hun havde set nogle gyldne Moët-champagne-balloner (man har vel smag?!) udenfor noget natklub, og dem ville hun have. NU! Blev nødt til at bestikke med en Ostehaps for at tage et eventuelt hysteri-udbrud i opløbet, men det virkede til gengæld fint. Desværre lod Varanen sig ikke bestikke så nemt, og skrigeriet antog nye højder i S-toget (hvor det i øvrigt også lyder temmelig øredøvende). Tak til passagererne, i øvrigt, for de misbilligende blikke og den absolutte mangel på hjælpsomhed, de udviste, da jeg skulle bugsere kampdobbeltvognen forbi et sandt inferno af cykler.

På vej fra stationen og hjemad (vi taler 2-300 meter) begyndte det at lyde som om, jeg muligvis havde lagt Varanen på en sømmåtte og/eller rullet ham i pigtråd. Og jeg indkasserede da også et 'tag da barnet op, din børnemishandler'-blik fra zen-agtig mor med tilsyneladende dybt sovende baby og Øgle-størrelset barn på søskedesæde (med mindre der altså slet ikke var nogen baby nede i barnevognen, og hun bare går rundt i kvarteret og giver trætte, stress-svedende, efterhånden halvdøve mødre tsk tsk-blikke. Ja. Det må være sådan, det hænger sammen).

Kunne slet slet ikke lige overskue at skulle bugsere Øgle og Varan ind i barnevognsrummet og gå op på fjerde med skrigende Voksi-pose i den ene hånd og en i øvrigt vældig medgørlig Øgle i den anden, så jeg foreslog en tur på legepladsen. Så kunne jeg nemlig give Varanen lidt mad. Derefter ville Øglen gerne hjem i gården og lege, og det var også fint nok - der er nemlig også bænke, hvor man kan sidde og amme. Desværre gad Varanen bare ikke lige spise mere. Han ville til gengæld gerne sidde på armen og kigge benovet på himlen og træerne. Og stak i et hyl, hvis jeg vovede så meget som at tænke på at lægge ham fra mig for at sætte vognen på plads / lege med Øglen / strække min ømme ryg. Øglen syntes, det var en fest at være nede i gården, så hun gad overhovedet ikke hjem, selv om hendes ble begyndte at lugte mere og mere skummelt, og jeg ønskede mig (eller endnu bedre; reptilerne) i stadig stigende grad temmelig langt væk.

Med hjem kom vi da*. Alle med liv og lemmer i behold og hørelsen relativt intakt. Og hjemme blev roen og freden genoprettet. Jeg nåede endda at spise i omkring 3 minutter, før Varanen forlangte opmærksomhed. Og få et godt grin over, at Øglen, mens hun fortalte HDD om vores eftermiddag, på sit staccato-sprog ytrede: "Mor giver Lillebror mad nede i gården. Lillebror er SULTEN! Vil gerne spise mad fra mors patter!" (Ikke mere Dyrene på Landet til dén lille dame!)

Nu sover Varanen endelig. Og Øglen burde sove. Men hun ligger og skiftevis hikste-hulker "mor og fa-ha-haahr", piver "kom og hold mig i hånden" (hvilket i øvrigt ville være ret kært, hvis det ikke var hver aften, og hvis det varede væsentlig kortere end et par timer) og snøfter "Her er så mørkt, mor. Tænd lyset!" inde fra sin seng. Kører nu på 2. time med pladen i samme rille, og fortsætter det ret meget længere, kan hun muligvis være at finde under 'bortgives'-annoncerne på dba.dk i morgen...

Inden det bliver min tur til at gå ind og holde i hånden igen, vil jeg lige nå at lave mig en kop te, som jeg vil drikke, mens jeg ser BBC Lifestyle (!?). Og æde et par Pamoler. Muligvis også en chokoladeskildpadde eller to. Og forsøge at lade være med at tænke på, hvad jeg brugte mine fredag aftener på, før jeg fik børn. Ikke, at jeg kan huske det, men det kan kun have været mere actionpacked end denne fredag aften.

*Og sør'me om HDD ikke havde flyttet om i køkkenet og ryddet op i meget af hytten, mens jeg havde været væk?! Fantastisk. Så kommer den kæmpebuket røde roser, han kom hjem med i går, fordi jeg havde haft første dag på barsel uden ham, også meget bedre til sin ret... :-)

Bliss

Kaffe, kanelsnegl og krimi (som faktisk ikke er særlig god, men nu er jeg snart færdig med den, såeh...) i solen hos Krummen & Kagen. Varanen sover i barnevognen og HDD arbejder hjemme med tid til en detour på cafe med mig. Slet ikke så skidt en måde at begynde weekenden på, hvis man spørger mig...
Published with Blogger-droid v1.7.4

onsdag den 19. oktober 2011

Det der barsel, iggå?!

... Det holder max! Også selv om Varanen efterhånden vejer et ton, og mine muskler (eller hvad det nu er) i ryg, skuldre og nakke nu er ude i en seriøs omgang kluddermutter. Især de dage, hvor Varanen sover godt, og hvor han ikke spiser hele tiden og så igen, For så er der både tid til at kræse lidt for Øglen, stene med lidt nørkleri (gerne til hjernedødt tv. Så mit første - og helt sikkert sidste - afsnit af det der Kongerne fra Marielyst i går. Jeg. Er. Chokeret. Og lover hermed at spærre Øglen såvel som Varanen inde på livstid, hvis de på noget tidspunkt ytrer ønske om at deltage i sådan noget hø) og hygge lidt om os selv.

Jaja, det er jo ikke Van Gogh eller noget, men da jeg ikke just er den store madkunstner, er det noget af en bedrift. At I ved det. Øglen var i hvert fald begejstret (måske fordi hun er vant til en flad riskiks eller noget andet - frisk fra pakken), og det er jo det, der tæller... 

Hele Blogland laver pandebånd for tiden, og eftersom jeg er sådan lidt medløberagtig, vil jeg da også have et. Meget timet, eftersom det er pænt koldt udenfor i dag...

Markerede HDD's sidste dag på barsel (snøft) i dag med frokost på Laundromat. Med lysvågen Varan, som åbenbart syntes godt om Gaffa stedets puslefaciliteter. I hvert fald skulle vi derud to gange på meget kort tid...

Menøh... det er selvfølgelig vældig nemt at være totalt her går det godt-agtig, når nu man er så privilegeret at have haft barnefaderen ved sin side i hele fire uger i stedet for de sædvanlige to. Vi kan jo lige skrives ved, når jeg har været alene på skansen i et stykke tid med hvad dertil hører af afhentning af Øglen* og søskend-skærmydsler. Og med en Varan, der for alvor har fundet sine stemmebånd. Han begynder at komme godt efter det, i hvert fald, og selv om han ikke er nogen skrige-baby ("endnu!", som mindre optimistiske sjæle ville tilføje), skriger han temmelig højt, når det sker.

Så altså: Her går det godt. I hvert fald en dags tid endnu. Gad vide, hvor meget jeg kan nå at nørkle, gå på café og kræse om Øglen inden da?!

*Har nu prøvet at hente alene i både Christianiacykel og med dobbeltklapper og tog. Overlevede begge dele, men lad os nu se, når det bliver en dagligt tilbagevendende begivenhed...

mandag den 17. oktober 2011

Eeny meeny miny mo

... Eller ællebælle mig fortælle, men så tænkte jeg, at der blev noget konflikt med den der Ællebælle-Birgit-og-Attilio-bog, såeh - den engelske version it is...

Ville egentlig bare lige vise jer, hvad der ligger hhv. til højre og til venstre på vores køkkenbord lige nu:

Tak til nemlig.com for altid at komme med de 'korrekte' varer, fordi jeg altid er så snusfornuftig, når jeg handler

Og tak til Netto for at være leveringsdygtig i lidt sjovere ting, når man - meget belejligt - kom i tanker om, at man havde glemt at købe toiletpapir...

Personligt synes jeg ikke, at det er svært at vælge, hvad jeg skal smovse i senere (hvis ellers Øglen gad være så venlig at lade være med at ligge og råbe "MOR OG FAR" inde fra sin seng omkring 200 gange i minuttet - og gerne inden, Varanen vågner for at maraton-spise resten af aftenen). Forstår overhovedet ikke, hvorfor jeg ikke kan passe mit før-graviditetstøj endnu, og hvorfor HDD kalder mig en jumbosnegl... (!)

søndag den 16. oktober 2011

Er det mon optimisme eller naivisme

... når man, 3 uger og 2 dage efter fødslen (hvor man vel og mærke tog i omegnen af 20 kg på) beslutter sig for at prøve et par skinny jeans fra ens 'rigtige' (læs: før-graviditets-) garderobe?!

Kunne ikke passe dem, hvis nogen skulle være i tvivl. Endnu altså. (Der var den igen; optimistisk eller naiv?) Det skal nok komme. Jeg skal så nok bare lige lade være med at spise slik og kage minimum én gang om dagen og typisk også om aftenen, efter Øglen er proppet i seng.

Og mens vi er ved spørgsmålene, skal man så blive tøsefornærmet eller grine manisk hjerteligt, når man i 7-Eleven foreslår sin kæreste, at han snupper en jumbosnegl, hvis han er sulten, og han som svar på dét napper en i fødepøllen og proklamerer, at han allerede har en jumbosnegl?!

fredag den 14. oktober 2011

Benlås

Nu er det 3 uger og 1 dag siden, at Varanen flyttede fra min mave og ind i husstanden. Og ca. 2 dage siden, han besluttede sig for, at sådan noget husstand (åbenbart) sååååcks - primært omkring aftentid - så derfor er han flyttet igen. Denne gang fra hhv. lift, sofa, dyne, skråstol, dobbeltsengen og HDD's arme til direkte oven på mig. Hvor han ligger og rumsterer og spiser (jeg har hermed fundet min overmand inden for spisningens kunst) og knirker og spiser og snorkbobler. Når han altså ikke lige spiser.

Sover Med Garn - måske Varanens indianernavn?

Det betyder, at det er ret begrænset, hvor meget jeg får lavet i løbet af sådan en aften. Får mig som regel placeret sådan i sofaen, at jeg kan nå min telefon, min computer, min bog og mit hæklehalløj, og alt det, jeg så mangler derfra, får HDD lov til at hente. Som fx den anden aften, hvor Varanen endelig var faldet i søvn efter meget meget lang gnaven dag, og æsken med fyldt chokolade stod præcis uden for min rækkevidde. Befalede HDD at skubbe den tættere på, og selv om han kun var et splitsekund fra at komme med en kæk bemærkning om noget med en fødepølle (kunne bare se det på ham), ombestemte han sig i sidste øjeblik. Klog mand.

Og her sidder jeg så. Som i en anden kommandocentral. Desværre har jeg ikke mere chokolade. Grrr. Men i virkeligheden hygger jeg mig egentlig meget godt med det (endnu), og så har jeg en undskyldning for, at min r*v garanteret bliver totalt flad og amme-agtig selv om mine ben muligvis godt kunne tænke sig at få genetableret noget blodtilførsel. Og så har jeg en undskyldning for at hækle løs. Endnu et tæppe coming up. Ham Varanen får jo brolagt sit liv med tæpper. Og nu har min svigerinde ovenikøbet fået overbevist mig om, at Varanen ikke kan leve uden et uldtæppe til Chrisianiacyklen, når nu det bliver rigtig koldt. Så lur mig, om der ikke bliver spyttet et tæppe mere ud på et eller andet tidspunkt, når jeg får fat i noget garn...

torsdag den 13. oktober 2011

Ting, jeg havde glemt

(på 2,5 år. Hvem sagde dement?!)
  • Hvor lidt, man rent faktisk får sovet om natten med sådan en babytype i huset
  • Hvor lidt søvn, man faktisk kan fungere på
  • Hvor mange gange, man liiiige skal tjekke, om babyen nu også trækker vejret
  • Hvor små sådan nogle babyer egentlig er (selv om Varanen nu ikke hører til de mindste)
  • Hvor lidt, der skal til, før en mini-ble er fyldt (så derfor er str. 3 nu indkøbt. Ja, de er baggy, men der kan være betragteligt mere tis i dem)
  • Hvor gult sådan noget amme-afføring er
  • Hvor hyggeligt det er at amme (især når det ikke står på fra 04.56 til 06.21 - afbrudt af total tøjskiftning, fordi Varanen besluttede sig for at gylpe voldsomt, mens han øjensynligt headbangede)
  • Hvor hyggelige de der baby-knirkelyde er
  • Hvor fantastiske babyer (primært ens egne) er
  • Hvor mange myoser man kan få i nakke og skuldre af at slæbe rundt på afkom
  • Osv. 
Se! Han kan jo sagtens sove! Så skal han bare lige lære at praktisere det i væsentlig højere grad om natten også
Ting, jeg ikke vidste:
  • Hvor splittet man kan være ift. behovsopfyldelse - er det nu Øglen eller Varanen, der skal sørges for først
  • Hvor meget kærlighed, der kan være i ens hjerte
  • Hvad man skal stille op med katapult-gylpende baby (Øglen gylpede aldrig, så dét er nyt)
  • Hvor vigtigt det åbenbart er, at tissemanden vender nedad i bleen
  • Hvor mange gange man i løbet af dagen (og natten) kan risikere at komme til at skifte tøj på afkommet. Pga. tis. (Se ovenstående punkt)
  • Hvor kort en dag på barsel føles, når man har en deadline for at hente Øglen
  • Hvor store drengebabyer bliver (læs; hvor hurtigt de bliver for tykke til tøj i str. 56)
  • Osv.
God dobbelthage dér (Varanen - ikke Mårmor)

... Og senere i dag kan jeg formentlig føje "Hvor kaotisk afhentning af ældste-barnet bliver, når man a) skal hente for første gang sammen med yngste-barnet, b) skal bugsere både stort og lille barn hjem i ladcykel, c) ikke har været ude og cykle i små 4 uger". Jowjow - det skal blive godt, når Øglen begynder i børnehave lige ved siden af...

onsdag den 12. oktober 2011

Hvis ikke mor kan, så må man jo selv...

Solen skinner, Varanen sover, jeg har fundet en pose slik i skabet (godt nok noget rimelig kedeligt slik, men hey - det er slik), og Øglen + HDD er lige på trapperne.

I går kom de hjem med et hokkaido-græskar, som skulle laves til en Halloween-lygtemand-ting ("vi skal skære ansigt i græskar, mor", som Øglen sagde), så som befalet, så gjort. Gad vide, om hun også har en idé inkl. 'ingredienser' med hjem i dag? For så er det da ingen sag at agere mor med overskud. Og når nu mor tilsyneladende er rimelig dårlig til at finde på krea-ting, som hun og Øglen kan lave sammen, så må det stakkels barn jo selv...

tirsdag den 11. oktober 2011

Hallelujah!

Selv om jeg synes, at Øglen er gigantisk i forhold til Varanen, så er hun jo stadig bare en lille pige. Min lille pige. Som jeg af og til kommer til at kalde baby, fordi hun er - og nok altid vil være - min lille baby. Men det er jo et uomtvisteligt faktum, at hun bliver større. Ældre. Og selv om jeg skulle have lyst til at benægte det, så kunne brevet fra Pladsanvisningen i går (eller, ok - det blev sendt i torsdags, men til e-boks, som jeg ikke tjekker så tit. Er langt bedre til kuverter og papir og så'n) da i hvert fald få mig ud af min vildfarelse.

Det var nemlig et brev med et tilbud om en børnehaveplads. Fra 1. december. Det er jo lige om lidt, mand! Og selv om jeg godt ved, at december er måneden, hvor Øglen bliver 2 år og 10 måneder, så havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at hun rent faktisk blev tilbudt en plads i den måned. Well - think again!

Men nu skrev jeg jo 'tilbud om børnehaveplads'. Det skulle nok snarere have været 'tildeling af børnehaveplads'. For selv om børnehaven har adresse ret tæt på, hvor vi bor, så er det dels en udflytter (som vi ikke har ønsket af forskellige årsager), dels en udflytter til et område, hvor der hverken er skov, strand, marker eller enge. Der er bare plads til børnene (i modsætning til adressen på Østerbro, som i virkeligheden tilhører et fritidshjem). Og plads til børnene er selvfølgelig fint nok, men det kunne nu være fedt, hvis der var plads til lige netop vores barn bare lidt tættere på end der, hvor 'udflytter'-bussen kører hen. Desuden kunne brevet berette, at hvis vi takkede nej til pladsen, så ville Øglen blive udmeldt af vuggestuen med en måneds varsel. Lose-lose.

Snart børnehaveklar bade-Øgle. (Som, umiddelbart efter jeg havde taget billedet, proklamerede, at nu gad hun altså ikke at smile mere. Nånå)

Skæbnen ville det så sådan, at vi netop i går havde været ovre og se på en børnehave praktisk talt lige ved siden af, hvor vi bor. Havde fået den anbefalet af En Anden Vuggestuemor (faktisk moderen til Øglens bedste ven, som skal begynde i selvsamme børnehave i næste måned), og så ville vi da lige se på den. Nøjjj, den var hyggelig. Lille og slidt på den hyggelige måde, afslappet ledelse og fornuftig pædagogik. Ingen madordning, men det var også det eneste, der var noget at udsætte på. Lederen fortalte endvidere, at der var én ledig plads derovre på nuværende tidspunkt, men at den var i udbud, så det var Pladsanvisningen, man skulle have fat i, hvis man ville gøre sig nogen forhåbninger om noget som helst.

Nu ER Pladsanvisningen i Københavns Kommune jo ikke kendt for at være de letteste at danse med, men jeg besluttede mig for at ringe til dem i dag og høre. Men så var det jo, at jeg så 'tilbuds'-brevet i e-boks. Og blev helt panisk på den hyperventilerende (og senere stortudende, så måske er jeg stadig lidt hormonella?) måde. HDD var helt med på, at 'udflytter'-børnehaven ikke lige var det, vi havde haft i tankerne for Øglen, så han bremsede mig ikke, da jeg skrev en lettere desperat mail til hende, der havde sendt 'tilbuddet'. Med en ordlyd, der tydeligt signalerede 'mor på randen af nervesammenbrud - jeg ringer i morgen'.

Og så var det, at miraklet indtraf. For hende, der havde sendt mig 'tilbuddet', viste sig at være en sand engel, så selv om Pladsanvisningens telefontid for længst var overstået, ringede hun til mig for lige at rede trådene ud. Fordi hun "syntes, det ville være synd for mig at gå og være nervøs til telefontiden i morgen". Halleluja! Vi talte lidt om den børnehave, HDD og jeg havde været ude og se, og hun kunne bekræfte, at der var en ledig plads, men at den ganske rigtigt var i udbud. Hun regnede dog med, at de ville få et afslag på den, men det ville hun først vide endeligt i dag. Og hvis de fik et afslag, så ville de kunne tilbyde pladsen til Øglen. Halleluja nok engang! I øvrigt kunne hun godt finde plads til Øglen i en helt tredje børner, hvis yndlingsbørnehaven gled os af hænde, så jeg skulle ikke være bekymret, sagde søde søde Pladsanvisnings-dame.

Gæt lige, hvem der har krydset fingre i går aftes og i nat. Og gæt lige, hvem der blev majet majet glad, da verdens sødeste Pladsanvisnings-dame ringede omkring kl. 8.30 og kunne berette, at hun netop havde sendt et nyt tilbud (bemærk - intet citationstegn denne gang) til min e-boks - til yndlingsbørnehaven. Med start 1. december. *Indsæt selv tonerne fra Händels Messias Halleluja-kor*

Så nu varer det ikke længe, før jeg er mor til en børnehave-Øgle. Som kommer til selv at kunne gå til og fra børneren (noget af en forskel fra nu, hvor vi har 3,5 km hver vej). Og som skal over og hænge ud med sin bedsteste ven (satser håber på, at det evt. ville kunne lette indkøringen lidt). Føler mig virkelig heldig og privilegeret, og jeg lover hermed, at jeg er færdig med at komme med små spydige bemærkninger om Pladsanvisningen...

mandag den 10. oktober 2011

Happy dance #2

Det her Blogland, iggå?! Det holder altså! For prøv lige at se, hvad der indirekte er kommet ud af mit Attilio og Birgit-indlæg:

Ta-daaaah! Alle 12 bøger i serien. Til en yderst rimelig pris. Score!

Krissy (uden blog?), der læser med herinde, var for et par uger siden så sød og serviceminded at skrive en mail til mig om, at hun havde set alle Attilio og Birgit-bøgerne på QXL, og at jeg kunne nå at byde, hvis jeg var interesseret. Det tror jeg nok, at jeg var, så jeg drønede ind på QXL, oprettede en profil (totalt QXL-newbie dér), bød 10 kr. over den sidst budte pris - og 'vandt' auktionen. Yay! Grundet lidt sløv postgang og posthusets åbningstider vs. min mulighed for at samle pakker op, har jeg først fået hentet bøgerne i dag. Desværre Heldigvis Desværre Heldigvis er de i relativt god stand, alderen til trods, så de bliver ikke lavet til pynt til børneværelsets vægge lige med det første.

Og speaking of søde mennesker i Blogland, så se lige, hvad hende her sendte til Varanen (jaja, jeg kender hende også irl, men hun er jo stadig blogger, ikke?!). Hjemmelavet und alles - jeg bøjer mig i støvet for hendes kreativitet. Øglen annekterede straks sæbeboblerne og har ovenikøbet selv lært at puste dem nu. At hun så tror, det er vores underbo, der har givet hende dem (?!) er en anden sag, men glad, det blev hun...

Hjemmelavet rygsæk og bold, sæbebobler og sødt kort

Så summasumarum: Blogland rawks, og jeg danser (mere) happy dance.

torsdag den 6. oktober 2011

2-ugers status

Kl. 06.51 i morges blev Varanen 2 uger gammel. Vildt. Ikke mindst fordi han bare bliver mere og mere fantastisk for hver dag. Han
  • er et roligt gemyt (indtil videre)
  • græder kun, når han er sulten, skal skiftes eller skal bøvse
  • spiser godt (og har endnu ikke præsteret at gnave hul på mig)
  • sk*der tilsvarende
  • er enormt dygtig til at tisse på sit tøj - typisk i det splitsekund, der går, fra jeg fjerner den klud, jeg tørrer ham med, til jeg får bleen på ham (og jeg fatter ikke, hvordan han bærer sig ad. Han må jo være hurtig som en ninja til det der strinteri)
  • har fået sit første bad. I køkkenvasken
  • bliver mere og mere vågen for hver dag, men sover stadig størstedelen af døgnet
  • synes tilsyneladende, at 2-2,5 timer er rigelig tid at være uden mad om natten. Mens der sagtens kan gå 3-4 timer imellem om dagen. Tak for dét
  • ser ud til at få brune øjne, men det er jo lidt tidligt at spå om. Så det vil jeg undlade
  • er glad for barnevognen og kan - indtil videre - godt finde ud af at sove videre, selv om vognen stopper. Lad os håbe, at det varer ved
  • er virkelig virkelig fantastisk!
Los Varanos

Øglen

Hvad undertegnede angår, så er jeg
  • lykkelig. Det holder virkelig at være mor til to. Også selv om det er hårdt. På magisk vis lader det bare til, at der er overskud nok til to
  • træt. Får ikke rigtig sovet om dagen, og det der pletsovning om natten batter bare ikke rigtigt i det lange løb
  • så småt begyndt at trappe gåturene med barnevognen op. Er skønt at røre sig lidt igen (med lidt mindre end 20 kgs ekstravægt), men kan godt mærke, at jeg nok ikke skal gå for hurtigt frem
  • måske lige lovlig optimistisk - har lånt det meste af mit ventetøj ud til en veninde, så nu bliver jeg nødt til snart at kunne komme i mit almindelige tøj. Har dog gemt nogle ventebukser, så der stadig er plads til lidt fødepølle
  • efterhånden godt træt af at have en bagdel på størrelse med en HT-bus (jf ovenstående punkt angående min optimisme)
  • virkelig ved at være shoppetrængende. Men sjovt nok er intet af det tøj, jeg gerne vil have, spor ammevenligt. Og i øvrigt har jeg ingen penge, så jeg dropper det bare igen
  • lidt foruroliget over, at damen i Change i dag syntes, at den amme-bh, jeg havde på i str. 75 F virkede "lidt lille i det", hvorfor jeg nu er den glade ejer af en amme-bh i str. 75 G. Men ok - Varanen kan måske bruge den som gynge, når den har (ud)tjent sit formål...
  • virkelig virkelig tørstig. Havde fuldstændig glemt den uslukkelige ammetørst.
Jeg er sikkert også en helt masse mere. Men frem for alt er jeg bare glad. Og forelsket i det lille nye familiemedlem (og selvfølgelig også i de to andre. Altså ikke dem fra Linje 3. Men HDD og Øglen, I ved...). Og fræser rundt i babyboblen og fatter ikke en disse af, hvor tiden bliver af. Øglen er frisk igen og virker også glad - nu kæmper vi så lidt med, at hun er blevet meget lydfølsom, men vi HÅBER, at det bare er en fase. Mere om det en anden god gang. (Med mindre det altså er en meget kort fase, så jeg snart kan glemme alt om det. Skal vi ikke bare sige, at det var sådan, det var?!)

Disclaimer: Hvis Nemesis læser med, bedes han/hun/den/det venligst undlade at reagere på ovenstående. Det går lige så godt, så utidig indblanden frabedes. Tak.

onsdag den 5. oktober 2011

Tøhø

... mon man som udgangspunkt bare skal gå ud fra, at det de laver, er noget værre l*rt?!

(Jeg har ikke fået meget søvn i nat. Derfor kan humoren forekomme noget lavpandet...)
Published with Blogger-droid v1.7.4

mandag den 3. oktober 2011

Vrooooummm!

... så gik der lige 10 dage. Eller 11? I hvert fald næsten 14 dage. Som familie på 4. Det er helt og aldeles fantastisk - ikke mindst efter Øglen er blevet rask igen og har genfundet noget af sit gode, gamle humør. (Så mangler vi bare, at jeg bliver frisk - hoster stadig som en gammel spritter (og lægen vil stadig ikke give mig nogen druuuugs), har ondt i hovedet på 10. dag, mere eller mindre - sikkert forårsaget af ond hoste og søvnmangel - og har nu også fået ondt i tænderne (!?!) Den rene ynk!)

Weekenden er blevet brugt på playdate med Øglens veninde fra mødregruppen (skal helt klart playdate noget mere, når vejret er til det - Øglen og veninden spurtede rundt i små to timer og havde en fest, mens Varanen sov, og undertegnede og mødregruppe-medlem drak kaffe og sludrede. Ahhh!) og barselsbesøg af dejlig veninde fra Fyn.

Playdate

Gyngende Øgle - lidt mere modig end sædvanligt på den der gynge...

Og Bondegårdstur i går. Præcis et år efter, vi var der sidste gang. Det holder stadig, og denne gang havde Øglen ovenikøbet et par legekammerater med, så der var jo ikke et øje tørt. Der blev klappet får, fodret heste, jagtet kattekillinger og danset "Boogie-Woogie" (havde jeg ellers forsvoret, at jeg nogensinde ville gøre i offentligheden, men Øglen blev simpelthen så lykkelig, da hun fandt ud af, at jeg godt gad danse med hende til Harmonika-Lars' klimpren, at al selvbevidsthed lige forsvandt for en stund). Varanen var knap så begejstret. Altså, han lavede ikke ballade eller noget, men han sk*d 4 gange, så jeg tænker, at det var hans måde at udvise skepsis på. Med mindre han selvfølgelig hurtigt lurede, hvor mange "nåååårrrh", "ihhhhh" og "hvor er han SØD"er, man indkasserer fra tilfældige folk i toiletkøen, når man kun er 10 dage gammel og ikke kan så meget andet end at knirke og se nuttet ud.


Ae-aeee, lille får

Værs'go' hest! Gulerod til dig!

Uimponeret Varan i fars stærke arme

Dengang vi fik Øglen, havde vi hende med på Louisiana, da hun var 3 uger gammel. Og folk endte med at kigge mere på hende end på udstillingen, fordi hun var så lille. Vi syntes selvfølgelig også hun var lille, og efterfølgende talte vi om, at det var lidt vildt at have hende med ude "så tidligt". Øhm... jaja. Men hun var også den førstefødte, og vi skulle derfor ikke tage hensyn til andre end hende. Og os selv, selvfølgelig. Jeg skærmede da bestemt gerne Varanen mod verden, men det er bare lidt sværere, når man har en Øgle med krudt i r*ven, som også skal mærke, at det er weekend, og at tilværelsen fortsætter nogenlunde som før, selv om der er flyttet en Varan ind i hytten. Så der er vist ikke meget andet for end at konstatere, at det bare er 'hårdere' at være det barn, der ikke bliver født først. Det bliver i hvert fald lidt mere hårdført lidt hurtigere, som jeg blev enig med dame i bondegårdsbesøg-toiletkøen om (ret utroligt, hvor meget man kan nå at vende i sådan en kø, faktisk). Ikke, at jeg tror, det nødvendigvis er dårligt. Så længe man (jeg) også husker, at de der indtryk godt kan blive lige i overkanten for sådan en lille mand.

Godt nok laver han ikke meget andet end at sove endnu (tvivler dog på, at det varer ved). Og spise. Har haft ham hængende i brysterne mere eller mindre non-stop siden i morges ved 8-tiden, men nu sover han endelig. Sammen med HDD inde på sofaen. Ser mega-hyggeligt ud, og hvis vi ellers havde haft en større sofa, var jeg den, der havde smidt mig ved siden af dem, før man kunne nå at sige "sofa-sovning". I stedet sidder jeg og nyder, at jeg har begge arme fri, har fået ryddet lidt op, ordnet noget af vasketøjet (hvorDAN kan 2 undermålere på hhv. 90 og 55 cm generere så meget vasketøj?!) og overvejer, hvorvidt jeg gider sætte noget vand over til te. Jeg burde også overveje, hvordan jeg så lydløst som muligt kan få støvsuget hele hytten, uden nogen (eller - i hvert fald Varanen) vågner, men det gider jeg egentlig ikke. Alternativt burde jeg tjekke, hvornår det er, sådan nogle små kræ begynder at synes, at barnevognsrande, knitrende legetøj og andet gøgl er da shit (jeg kunne alle de her ting på rygraden, da jeg fik Øglen, men jeg må med skam indrømme, at jeg har glemt det meste og simpelthen ikke lige magter at læse op på hele babypensum), men det må blive en anden dag.

Søskende...

I stedet vil jeg bare sidde og nyde freden og roen (og klappe mig selv lidt på skulderen over, at jeg overhovedet har ryddet op). Og glædes over, at vejret ser ud til at være dejligt igen i dag. Så virker min plan om at gå ind efter Øglen i vuggeren lidt senere straks mere overskuelig. Kryds lige fingre for, at Varanen ikke beslutter sig for at bruge turen på at gå fuldstændig bananas, for så kunne jeg godt blive lidt bange for, hvordan samtlige afhentninger fremover - efter HDD's fædreorlov slutter - skal komme til at gå...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...