onsdag den 30. november 2011

Den allersidste dans

... eller leg. Eller noget. Har lige sendt Øglen ud af døren til hendes allersidste dag i vuggeren.

Sammen med denne her flok:

Sidste-dags-kager pyntet kl. %&!#€ i morges...

Hun var ellevild og kan slet slet ikke vente med at komme i børnehave (i morgen! Det er snart!) Jeg sidder derimod og er totalt rørstrømsk, og jeg har en snigende mistanke om, at det kun bliver værre, når jeg skal hente hende senere i dag og skal tømme hendes garderobe og kurv og alt muligt. Gider bare ikke være hende moren, der bryder sammen i stødhulken og falder pædagogerne som i øvrigt ikke er specielt kram-bare om halsen, når vi siger farvel og tak. Så jeg skal prøve at tage mig sammen.

Men jeg synes nu, at det er noget vemodigt. 2 år er det blevet til i vuggeren, og selv om vi har haft et par kritikpunkter i ny og næ, og vuggestuen mildest talt ikke ligger tæt på, hvor vi bor, så har Øglen været lykkelig for at gå der. Og vi har været trygge ved at overlade vores lille Øgle i pædagogernes varetægt. Fra og med i morgen er det et nyt sted, nye børn, nye voksne og nye regler. Og det skal nok blive godt. Hun er parat til forandring og flere udfordringer. Men hvordan blev hun pludselig så stor? Hvornår blev hun så stor? Lige om lidt får hun en kæreste, der kører på knallert og har et fesent dun-overskæg, og så flytter hun hjemmefra og giver kun lyd, når køleskabet er tomt.

... Excuse me, mens jeg lige kysser lidt på Varanen og forsøger at få ham til at love, at han ikke bliver stor ligeså hurtigt som Øglen er blevet...

mandag den 28. november 2011

Noget om måger

Når nu man er velsignet med en baby, der spiser Helt. Utrolig. Meget (og tit), så sidder man rimelig meget ned. Og eftersom man allerede har set så mange afsnit af "Bargain Hunt" og "Antiques Roadshow", at man er ude for allerede at have set dagens afsnit, og i øvrigt har været så kløgtig at nedgradere til Grundpakken lige inden barslen, så må man jo lave noget andet, mens man ammer.

Være på nettet, fx. Følge lidt med i Blogland, selv blogge lidt, læse nyheder og shoppe lidt (selv om det aldrig må blive ligeså slemt som i forrige barsel, hvor jeg seriøst købte alt, jeg så). Prøve at finde ud af, hvad reptilerne skal have i julegave (nogen forslag? HDD mener, at Varanen bare skal have mælk, men det er lige fesent nok, synes jeg), spekulere over, hvad Øglen skal have med på madpakken i børnehaven (hun begynder på torsdag, mand!) og stresse over, at de der strygemærkater med navn til Øglens tøj, jeg har investeret i, ikke stryger sig selv...

Ok, han spiser ikke hele tiden. Nogle gange sover han også. Og når nu mutti er sløj (og mangler noget af ansigtet), kan man da lige nappe en lur på sofaen sammen...

Og så kan man jo også tænke over de virkelig vigtige ting her i tilværelsen. Som hvor irriterende det er, at ens 'porcelæn' fra IKEA er ved at begå kollektivt selvmord og smider om sig med skår og revner. Og om, hvorvidt man i en alder af 33 burde være sådan en, der havde samlet sig et helt stel. Eller i det mindste bare én stel-agtig tallerken. Og så lige tænke lidt mere over de der tallerken-mandagsmodeller fra IKEA (livet er begivenhedsrigt på barsel, kan I nok høre). Og når man så har tænkt længe nok over de skårede tallerkener, så kan man begynde at overveje alternativer. Skal man køre i IKEA og skifte hele l*rtet ud? Skal man begynde at samle på et eller andet crazy dyrt stel og så håbe, at man har et komplet sæt tallerkener omkring år 2049? (Og hvad gør man så i mellemtiden?) Eller skal man beslutte sig for at gå på dba.dk og se, hvad de kan på tallerkenfronten?

Måwe-tallerkener

Blandet måwe-halløj i den ene kasse

Det blev sidstnævnte mulighed, der vandt. Og igen - når man har en baby, der spiser konstant, har man god tid til at afsøge tallerkenmarkedet. Og resultatet af den afsøgning kom i dag (hvor HDD og jeg i øvrigt begge har været nede pga. ondsindet omgangssyge. Der er ikke noget så værdigt som at være i gang med at skifte Varanen og så blive nødt til at holde pause for at kaste op i Øglens potte. Men så bliver den da i det mindste brugt til ét eller andet - Øglen gider den jo overhovedet ikke). Flinker fyr kom anstigende med intet mindre end to proppede flyttekasser med mågestel, så nu har vi porcelæn nok til at lege det muntre køkken. Egentlig ville jeg bare have tallerkenerne, men når der er et godt tilbud, må man jo slå til, og derfor har vi nu også både askebægre, terriner, fade og kander. Føler nærmest akut behov for at lave gammeldags oksesteg og brun sovs...

HDD mener, at der er lige lovlig meget sommerhus over det, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Men nu prøver vi at se, om vi monstro kunne være sådan nogen, der har et stel med måger på. Og hvis vi ikke er, jamen så sælger vi det bare igen. Så ved jeg også, hvad jeg skal lave under amning #54.679...

søndag den 27. november 2011

Jeg er her stadig

- der var bare lige noget med noget hverdag, der ramte mig lige i fjæset. Dagene har taget hinanden med mødregruppe, kage, dikkedikken, lanternefest i vuggeren (fårk, det var hyggeligt - kommer til at savne den Steiner-vugger megameget, altså), gnaven Varan, amning, amning, kage, lidt mere amning (måske vi her har årsagen til, hvorfor Varanen er så stor, som han er...), hækling (er ved at udvikle teknik, så jeg også kan hækle lidt, når jeg alligevel bare sidder og ammer. For han spiser seriøst meget, ham Varanos) og så lige en weekend hos Mårmor og Mårfar med julehygge til at runde det hele af. Så altså ikke meget tid (eller arme) til at blogge, men NU er jeg her! Dog lidt ordfattig, så det bliver en omgang "don't tell it - show it" i denne omgang... (og I skal nok slippe for billeder af amning, bare rolig).

 
Står med Lanterne - glimrende indianernavn, hvis man spørger mig

Stilleben med kage, ugle (tak, Rie-pigen!) og Varan

Tæppe til ladcyklen - varmt, uldent og temmelig meget mere lyserødt end egentlig planlagt

Hæklet halsedisse til mig og min nye vinterfrakke. Ahhhh...

Jeg ved godt, at det her bliver verdens længste indlæg, fordi jeg smider en milliard billeder op, men jeg er desværre ikke så fancy, at jeg kan finde ud af at lave fine billedcollager. Kan heller ikke finde ud af at sætte billederne smart op i Blogger. Og jeg ejer ikke evnen til at begrænse mig heller, så jeg kan ikke bare lade være med at uploade nogle billeder. Sowwy.

Koncentreret Øgle til juleknas-weekend. Der kom ikke så meget krymmel på marcipanen, men der røg rimelig meget lige ned i løgneren. Og på gulvet. 

En af Øglens marcipankreationer. Som overlevede i sådan ca. et nanosekund, før Øglen lagde hovedet på skrå og spurgte med sin lillebitte stemme "Mågodtspisedenmor?!". Og derpå kværnede den hurtigere, end jeg kunne nå at sige "jeps"

70'er-agtigt billede på 70'er-agtigt badeværelse. Øglen + kusiner hos Mårmor og Mårfar. Fodbad i vasken, så bliver det ikke hyggeligere, syntes de

Skæv Waldorf-stjerne, som jeg skal have lavet nogle flere af. De er så fine (og nemme at lave. Det kan vi godt lide...)

Hæklet elg. Som mangler øjne. Inspiration herovrefra. Desværre blev geviret alt for tungt af at få garn på, så det er en ommer

Hæklet halsedisse til Øglen. Som hun end ikke gider prøve på. Utaknemmelige skarn!

SÅ fine julestjerner af smukt papir. HDD og Mårmor står bag - jeg ejer hverken tålmodighed eller evner til at lave sådan nogle

Og så har jeg vist også været krea nok for resten af året. Men det smitter, når man er sammen med sin kreative svigerinde og ditto fru moder, og så var det jo også julepynts-/bage-knase-weekend, så man må oppe sig. Lavede i øvrigt også en kalenderlys-dekoration i dag, men den har jeg ikke taget billeder af. Bare tænk "gran" + "hun fik nok RIMElig dårlige karakterer i formning" - så ved I nogenlunde, hvordan den ser ud...

Vi kom hjem fra jule-weekend, inden vejret gik helt amok (og heldigvis inden et kæmpetræ besluttede sig for at lægge sig i mine forældres indkørsel), og så var Øglen og jeg på loftet for at hente kassen med julepynt. Den er heldigvis ikke så stor, så tanken om at pynte op er ikke så skræmmende. Og Øglen har lovet at pynte det juletræ, HDD har lovet hende. Som på en eller anden måde er endt med at skulle stå på hendes værelse, synes hun. Ah well - det har hun forhåbentlig glemt, når vi engang får det købt.

tirsdag den 22. november 2011

Varanen, 2 måneder

Vroummmmm. Så forsvandt der lige to måneder. Med gråd, bleskift, dikkedikken, amning, frustrationer, amning, uendelig kærlighed, et overskud jeg ikke aner hvor kommer fra, amning, søvnløshed, jesus-sange, amning, gråd - og ikke mindst glæde over vores lille, nyeste familiemedlem.

Det er to måneder og nogle timer siden, jeg fødte Varanen efter alt alt for mange timer med veer og truslen om ve-drop hængende over hovedet. (Ikke tale om, at jeg skulle have noget som helst, der kunne forstærke mine veer, så UD med sig, Varan!) Og det forbavser mig, at jeg helt uden at lyve kan sige, at jeg har glemt, hvor ondt det gjorde at føde ham. Hvor r*v-frustrerende det var at have veer i et døgn, før der rigtigt kom gang i sagerne, og hvor lidt sjove de sidste 4 timer af fødslen så var. Selv om alting gik lige efter bogen, og indtil flere af jordemødrene fortalte mig, hvor nemt det var gået. (Skylder vist i øvrigt en fødselsberetning...)

Eller, ok... Ret skal være ret - jeg kan godt huske, at det ikke var sjovt. Jeg ved også, at jeg blev både bange, irriteret og direkte sur undervejs i forløbet. Men jeg har fuldstændig glemt (fortrængt?) selve smerten, og måske derfor er jeg ikke fuldstændig afvisende over for at skulle have et tredje barn en dag. Om lang tid. Fx når jeg har vundet i Lotto (gerne mere end de 37 kr. jeg vandt i onsdags) og ikke behøver bekymre mig om, hvordan de sultne munde skal mættes, når jeg jo selvfølgelig går derhjemme med alle tre børn, dyrker vores egne grøntsager (på tagterrassen, måske?), laver perleplader og kreerer dukkehuse af alle de papkasser, jeg får ved at shoppe på nettet (jeg vandt jo i Lotto i denne her dagdrøm, mkay?!)

Betragter skeptisk bøjlen med havdyr

Nå. Varanen. 2 måneder! Jeg ved godt, at I formentlig er ganske ligeglade, men jeg har alligevel tænkt mig at fortælle, at han har fundet sine hænder. Og synes, at de er noget federe end sutten (hvilket ikke siger så lidt). Det får ham til at lugte ret meget af sur karklud, eftersom savl, mælkerester og knyttede babynæver er god grobund for bakterier, men det er ikke noget, en klud eller fyrre ikke kan klare.

Jeg kan huske fra han blev født, at han har en hals, men jeg har ikke set den længe. Enten skal jeg spørge Sunderen, om det er normalt, at halse forsvinder fra tid til anden, eller også skulle jeg prøve at bladre lidt i hans hager og kinder for at se, om den bare gemmer sig et sted inde bag alle babydellerne.

Han er en stor dreng - lige knap 6,3 kg og 63 cm for en lille uge siden. Det gør, at han er ved at vokse ud af str. 62, hvilket er lidt ærgerligt - dels fordi jeg har temmelig meget tøj i dén størrelse, dels fordi jeg kun har en enkelt dragt eller to i str. 68. Måske man kan være foregangs-Varan for noget med noget trendy baby-nøgenhed? (Eller utroligt dybe udskæringer i bodyerne - så kan jeg fortsætte med str. 62 længe endnu...)

Han smiler, snakker og lytter. Slår smut med chokoladeknap-øjnene (de bliver SÅ brune, de øjne!) og er vild med sin søster. Kigger intenst på hende, når hun er i nærheden og brokker sig næsten ikke, når hun i ren og skær begejstring 'aer' ham i hovedet med sine fødder eller lægger al sin vægt på hans lille mave, når hun forsøger at give ham sin Yndlings Soveklud i Hele Verden.

En af de dage, jeg huskede at lægge ham på maven. Begejstringen ville ingen ende tage. Eller...

Legetæppet for sig selv er ikke et yndet opholdssted. Skråstolen kan til nøds accepteres, men favoritstedet er helt klart i armene på undertegnede - gerne med et bryst i munden (Varanen, ikke mig). Så det passer ham glimrende at spise stort set hele aftenen non-stop. Knaldhyggeligt (og det giver sikkert også plads til en træstamme ekstra på kaloriekontoen), men ret hæmmende i forhold til putning af Øglen - og ikke mindst i forhold til hjemmet, der i den grad trænger til at blive ryddet op, gjort rent og få vasket tøj. Håber, det bare er et appetitspring, og at vi snart kan begynde at indføre en putterutine, der indebærer putning af Varanen i soveværelset i stedet for i liften i stuen. Og hvis der er nogen, der har en god idé til, hvad Varanen kan sove i, når han nu snart bliver for stor til sin lift, men som ikke er en tremmeseng (den er der ikke plads til i soveværelset), så tager jeg imod dem med kyshånd.

Jeg finder det nemmere og væsentligt mere afslappende at blive mor anden gang i forhold til første gang. Også på trods af markant mindre søvn denne gang. Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at bekymre mig, om jeg nu gør dit og dat rigtigt/nok, men jeg tænker, at det er en del af den store mor-pakke?! Som følges ad, hånd i hånd, med den dårlige samvittighed. Dagene flyver, og det er ikke alle dage, jeg husker at lægge ham på maven eller give ham hans d-dråber. Og nogle gange får jeg en fornemmelse af, at han ikke laver meget andet end at spise og at ligge i sin lift på vej ind efter Øglen eller på vej til at tage en lur. Men jeg håber, han klarer den alligevel, for selv om han måske ikke får vitaminer hver dag, så får han en seriøs dosis kærlighed, og det må da også betyde lidt.

Langt indlæg, uden speciel megen sammenhæng. Sådan er det efter (endnu) en nat uden meget søvn. Men under alle omstændigheder, så tillykke til Varanen. Tak fordi du valgte lige netop os som familie. Det føler jeg mig faktisk mere heldig over, end hvis jeg havde vundet alle de der millioner i Lotto i onsdags. Selv om det nu også ville have været rart...

mandag den 21. november 2011

Dét skal fejres!

Har lige været ved lægen til det der 8-ugers tjek. Alt så fint ud, og det er selvfølgelig dejligt, men det er ikke det, der er det vigtige. Det er det, jeg havde (og stadig har) hos lægen, der er det vigtige, for det var (er) nemlig et par før-graviditetsbukser! Jeg siger det bare! Og i går havde jeg en før-graviditetsnederdel på. Bukserne er ikke skinny jeans, og nederdelen ikke af den allermest smygende slags (baggy er vist en mere korrekt betegnelse), men alligevel - det går da den rigtige vej!

Så det skal selvfølgelig fejres, og hvordan gør man det bedre end at sætte kursen direkte mod Lagkagehuset efter en træstamme? Og impulsshoppe en cardigan på vejen. Længe leve barsel. Og dagpenge...

Tøj og mad! (Og det er den lille pose, der er træstamme i. Den store pose gemmer på rugbrød)

Lægen kiggede i øvrigt Varanen i munden og mente ikke, at der var grund til at klippe tungebåndet (endnu?) Det er jo godt, at de sundhedsfaglige personer er enige. Eller nåwet...

lørdag den 19. november 2011

All you need is love

Ok, jeg indrømmer det - Sure Mor var liiiige ved at flytte ind på matriklen igen her i eftermiddags. Som kulminationen på lettere irritabilitet, der begyndte at røre på sig omkring afhentningstid i går, hvor jeg brugte 3 kvarter (I kid you not) på overhovedet at få Øglen med ud fra vuggeren, og som så småt slog rod, da jeg med dobbeltklapperen, aka kampvognen, måtte forcere vejarbejdet - og fodgængerne - fra helvede på vej mod Nørreport med en semi-brokkende Varan i Voksien og en Øgle, der kørte "Jeg vil ikke hjem, jeg vil på 'teket (biblioteket, hendes nye yndlingssted), mor!" på repeat. Stress-sved much?!

Irritationen (og sveden) forduftede heldigvis, da vi kom hjem, men den kom så småt snigende igen i dag, da Øglen a) nægtede at få skiftet ble og forsvandt dansende ud i køkkenet, mens hun gjaldede "Jeg har lort i bleen!", b) kastede med (godt nok tørre, men alligevel) nudler ud over hele køkkenet - også selv om det ikke var med vilje, c) hapsede en hel æske frugtstænger i skuffen og skreg som en stukket gris, da jeg tog dem fra hende, d) havde sagt "Jeg vil have fleeeere pandekager!" sådan cirka 18.000 gange efter Ras Krums (Rasmus Klump) fødselsdag på biblo sammen med samtlige andre børnefamilier på Østerbro, e) gik amok over, at HDD formastede sig til at give hende lidt "flodeskum" fra sin varme kakao på en gaffel (det skulle åbenbart have været en ske) og senere over, at hun spildte varm lunken kakao ud over sin flyverdragt, da hun selv forsøgte sig med flodeskummet, f) osv.

På mirakuløs vis formåede jeg at holde Sure Mor fra døren stort set hele dagen, lige bortset fra ble-episoden, hvor hun stak sit - ret sure - fjæs frem. Og det kunne Øglen vist godt mærke, for da hun endelig blev wrestlet om på puslebordet, og Sure Mor gik i gang med vaskeklud og ren ble, aede Øglen mig på armen og sagde "Jeg elsker dig mor!"

*Smelte*

"Og jeg elsker far, Varanen, Faster Fest (ja, det kalder vi hende) og fætter Mads!" (havde besøg af sidstnævnte på pågældende tidspunkt), fortsatte hun

*Smeltesmeltesmelte*

Jeg ved godt, at hun er for lille til at være så'n rigtig udspekuleret. Men hun ved altså, hvad der skal til for at få Sure Mor til at forsvinde og gøre Øglemor blød i knæene. Selv HDD måtte smelte lidt, da han puttede hende (det tager 'kun' en times tid nu... (!)) til aften og havde fortalt, at mor og far elsker hende, og hun med lille stemme tilføjede "... og Varanen er for lille til at sige noget, men han elsker også Øglen!"

Meget kan man sige, men hun er f**** sød, altså. Så hun er svær at være sur på ret længe ad gangen...

torsdag den 17. november 2011

Indlæg nr. 300

... Ja, det fatter man jo ikke. 300 indlæg på bloggen. Om alting og ingenting (mest ingenting, tænker jeg). Og hvordan skal det så markeres, tænker I nu? Hvilke spændende ting har hende Øglemor i ærmet til os?! Jo, ser I - indlæg nr. 300 kommer til at handle om Varanens 8 ugers dag (i dag), som tilfældigvis også var dagen, hvor han blev målt og vejet til Åbent Hus hos Sunderne på Østerbro. Jeg løfter sløret for hans vægt, hans længde og hans spisevaner. Og så bliver der også meget noget om for korte tungebånd. Stay tuned - det er hæsblæsende action, det her!

Når man er flergangsmor i Københavns Kommune (og muligvis også andre kommuner), har man ikke brug for at følge sit barns højde- og vægtkurve. Eller spørge ind til dets velbefindende. Åbenbart. I hvert fald er antallet af sundhedsplejerske-besøg blevet reduceret kraftigt i forhold til første barn. Det handler jo nok - som så meget andet - om at spare, og det er da også helt ok. Personligt har jeg på ingen måde lige så meget at spørge Sunderen om, som jeg havde i Øglens første måneder, så det er fint nok med mig, at besøgene hos en flergangs-mor er "efter behov". Men hvis Sunderen i løbet af sine første besøg (1 uge og 3 uger) vurderer, at man ikke har behov for ekstra besøg (og hvornår har man så behov? Kvalificerer nysgerrighed om barnets trivsel som 'behov', eller skal man være reelt bekymret over noget?!), så kommer hun først igen, når barnet er 8 måneder. Og det spring synes jeg måske er liiiiidt langt. I hvert fald, når man gerne vil vide, hvor stor den 'lille' guldklump er blevet. Om det er noget, man bilder sig ind, eller om ungen virkelig er blevet tungere siden 5-ugers undersøgelsen, og om det kan passe, at str. 62-dragterne er begyndt at stumpe lidt.

Men så er det jo dejligt, at der er Åbent Hus hos Sunderne hver torsdag. Varanen blev derfor proppet i sin klapper i morges og skrumlet over for at blive afklædt og målt og vejet. Til 5-ugers undersøgelsen for 2,5 uger siden, vejede han 5.820 g og var 60 cm lang. I dag vejer han 6.280 g og er 63 cm lang, så vi kan vist godt konkludere, at han vokser. Han spiser altså også temmelig tit - fx kom vi lidt for sent til Åbent Hus-aftale med gammel mødregruppe-veninde, fordi han blev akut sulten i det sekund, jeg havde lagt ham i liften. Og han skulle have lidt mere at spise efter strabadserne med at få tøjet af og på igen. Det kan også være appetitfremkaldende næsten at tisse på Sundhedsplejersken og blive talt så meget om, tænker jeg. Alligevel mente Sunderen, at det kunne være, at han ikke fik helt mad nok. Forstået på den måde, at han kan være sulten, når jeg oplever, at han ikke gider ligge selv i løbet af dagen. At grunden til den pletsovning han praktiserer i løbet af formiddagen kan være, at han vil have mere mad.

En kvinde af få ord, hende Sunderen

Min egen Sunder, som jeg sidst så for snart mange uger siden, mente derimod, at jeg skulle prøve at trække ham lidt mellem måltiderne. Så han spiste med 3-timers interval i stedet for 1-2-timers interval. Hun mente nemlig ikke, han skulle spise så tit, fordi han tager flot på. Varanen er imidlertid indrettet sådan, at man da selvfølgelig godt kan forsøge at trække hans måltider lidt, men så skal man forvente at få en høreskade pga. skrigeriet, så jeg giver ham altså bare mad, når han virker sulten. Det har virket fint nok indtil videre, selv om jeg føler, at jeg snyder lidt, når nu jeg ikke gør, som jeg har fået besked på. Og nu er der så en ny Sunder, der siger, at jeg bør give ham endnu mere mad?

Jeg er forvirret på et højere plan.

Forvirringen bliver heller ikke mindre af, at dagens Sunder registrerede, at Varanens tunge er lidt 'kløftet'. (Jeg nåede lige at tænke "Harry Potter", "Slangehvisker" og "Sejt nok", inden jeg fattede, at det ikke var den slags kløft, vi talte om) Har egentlig tænkt på, at hans tunge bøjer sig så sjovt sammen, når han græder, men har ikke lagt mere i det - synes bare, det så sødt ud. Og hvad ved jeg om børn og deres tunger?! Nu kan jeg så forstå, at det kan tyde på For Kort Tungebånd. Aha. En hurtig googling kan afsløre, at nogle af kendetegnene ved sådan noget halløj er dårlig vægtøgning og sår på brystvorterne. Og at det siger 'klikkelyde', når Barnet Med Det For Korte Tungebånd dier. Klikkelyde - tjek. Dårlig vægtøgning og sår på brystvorterne - ikke tjek.

Dagens Sunder (som jeg trods alt konsulterede inden Google) mente så i øvrigt ikke, at for kort tungebånd havde noget som helst med hans evne til at spise at gøre. Men var mere bekymret for, om han ville få svært ved at rense sine tænder med tungen senere hen. Wtf? Det var ikke lige, det første jeg tænkte på, men jeg kan da godt se, at det er en rar evne at have.

Så jeg må jo nok hellere få lægen til at kigge på det der tungebånd. Og eventuelt få det klippet (AV!), hvis det vitterligt er for kort. For ellers kan det være, at Varanen ender op som totalt underernæret skravl, der lugter dårligt ud af munden, fordi han ikke kan rense sine tænder med tungen (og alle tandbørster i verden er gået op i røg). Og bliver kendt ude i byen, som Ham Med Det Korte Tungebånd, Der Kysser Herredårligt. Og det kan vi jo ikke ha', som Øglen ville have sagt.

Nogen af jer, der har erfaringer med for korte tungebånd? Og hvad man i givet fald kan/skal gøre ved sådan nogle?

Nu vil jeg runde indlæg 300 af, fordi Varanen Med Det Måske For Korte Tungebånd øffer i liften. Han har lige nappet en lur på 3 timer, så enten er der noget om det der, Dagens Sunder sagde om mere mad vs. søvn, eller også tager han forskud på eftermiddagens sædvanligvis meget lange lur. Og så bliver det da den rene fest at have ham med i ladcyklen ind for at hente Øglen lige om lidt...

tirsdag den 15. november 2011

Her går det (faktisk) godt

  •  I 7 uger og 5 dage har jeg ikke fået mere end 3 timers sammenhængende søvn pga. amning og andet babygøgl
  • Øglens Sovecirkus kører på overtid herjemme
  • Vasketøjet hober sig op, og nullermændene er efterhånden på størrelse med Øglen, fordi Varanen ikke lige er typen, man lægger fra sig mere end et nanosekund ad gangen. Mm. man altså går en tur med barnevognen. Eller får tinnitus. (Måske man skulle låne lidt af overboens rengøringsvanvid - der bliver støvsuget minimum én gang om dagen deroppe. Mon vores nullermænd er blevet så store, at de borer sig op gennem hendes gulv?
  • Varanen har ondt i maven og falder umiddelbart bedst til ro ved at få sunget lejrbåls- og Jesus-sange lige ned i krydderen (jep; har været en del på lejr i mine unge dage, og meget kan man sige, men de sætter sig godt fast, de sange). Igen og igen og igen
  • Familieslæden er blevet slæbt væk af noget vejhjælp til en "akut-plads" på et værksted (synes måske "akut-plads" er at gøre biler vigtigere end de i virkeligheden er, men hvad ved jeg?!), og noget kunne tyde på, at vi i dén grad har købt den berømte kat i den ligeså berømte sæk
  • Min bpa-fri og øko-agtige drikkedunk er blevet væk i Operation Tøm-bilen-før-tyven-gør-det-den-bliver-bugseret-væk, Og jeg er tørstig! (Og kunne måske bare gå hen til vandhanen med et glas, eftersom jeg er hjemme nu, men det er ikke dét, der er pointen!)
  • Jeg har glemt at købe brød og ost, og vi fik leveret varer i går. Og dobbeltklapperen rimer desværre ikke på indkøbsture
  • Jeg kan stadig ikke passe mine jeans fra før jeg blev gravid med Varanen
Alt dét - og sikkert mere, som har fortabt sig i søvnmanglens tåger - og alligevel synes jeg, at det her Familie på Fire-halløj holder. (Hormoner?)

For selv om Varanen helst vil ligge på armen eller hænge i slyngen (eller brysterne), så er han god og mild og finder sig i det meste. Han smiler meget efterhånden (hvilket gerne udløser endnu en Jesus-sang, så dén har han luret), og han sover fint om aftenen efter maraton-amning. Om natten vågner han godt nok en del, men det er kun for at spise - vi har endnu ikke været ude for at skulle stå op med ham og gå rundt eller lignende; mad og så tilbage i seng. (Skrid, Nemesis!)

Når man er så sød, gør det ikke helt så meget, at man gerne vil være på armen hele tiden...

Og selv om min drikkedunk godt nok er forsvundet, så resulterede Operation Tøm-bilen i fundet af en billedramme fra Øglens værelse (?), en Barbapapa-badebold (punkteret), to Waldorf-dukker, en håndfuld pixibøger og en Schleich-gris. Plus alt det løse som trøjer, startkabler og Øglens lille Fjällræv. Som jeg ikke engang havde opdaget var væk. (Og ja - bilen var temmelig rodet...)

Det kan godt være, at jeg ikke kan passe mit før-graviditetstøj endnu, men til gengæld kan jeg hygge totalt igennem med kaffe og kage. Hvilket jeg i øvrigt skal lidt senere i dag med hende her.

Vasketøjet løber desværre ingen vegne, og det der rengøring når vi sikkert på et eller andet tidspunkt. I stedet kan jeg sætte mig ned på gulvet til Øglen med Varanen klistret op af mit ben eller åndende mig i nakken fra sin skråstol og gå Shane Brox i bedene med usandsynlig interimistisk dukkehus til Øglen. Som uden sammenligning er mit bedste publikum, for tilblivelsen af huset blev iagttaget med åben mund og polypper og et blandet udvalg af "Hvad laver du, mor?" (gad jeg egentlig også godt at vide), "Nejjj, hvor er det FINT!" (løgn, men tak alligevel) og "Må godt lege med det nu, mor?" (but of course - så har jeg ro til aftensmaden). Så her er beskidt og rodet (og vi render snart allesammen rundt i beskidt tøj, hvis der ikke sker noget med det der vasketøj inden længe), men vi hygger os.

Pas på du ikke bliver overhalet indenom, Shane... 

Og Sure Mor har i øvrigt ikke været forbi , siden hun blev kylet ud forleden. Måske fordi Øglemor er blevet lidt bedre til at lade tingene flyde lidt?! Så faktisk er der i øjeblikket ikke rigtig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget...

lørdag den 12. november 2011

Sure Mor vs. Øglemor

Sig hej til Sure Mor. Hun har det med at dukke op, når jeg ikke heeelt har sovet nok. (Og det har jeg faktisk ikke rigtig gjort siden 21. september). Og når jeg er presset. Hvilket typisk er i S-toget med dobbeltklapper, skrigende Varan og genstridig Øgle, eller de eftermiddage, hvor HDD arbejder sent/har en aftale uden for matriklen. Sure Mor vrisser meget og forsøger sig måske nok med en anerkendende tilgang til tingene, men det er oftest en halvhjertet indsats, der fejler eklatant, hvilket resulterer i endnu mere balstyrisk Øgle og rætti sur Sure Mor.

Øglemor er bare... Øglemor. Som tager tingene lidt, som de kommer. Som godt kan blive lidt skrap, men ikke vrissende på samme måde, som Sure Mor bliver. Der som regel godt kan se tingene fra Øglens side også, og som godt er klar over, at når man kun er 2 år og 9 måneder, så er man ikke stor nok til at provokere / genere bevidst.

Hverken Sure Mor eller Øglemor kan forstå, at Øglen ikke bare gør, som der bliver sagt. Men hvor Øglemor gerne vil nå ind til Øglen og virkelig få hende til at respektere og acceptere, at Det Er Mor, Der Bestemmer (jaja, der var jo ingen, der sagde, at Øglemor ikke var naiv, vel?!), gider Sure Mor ikke bruge sin i forvejen sparsomme tid på noget så abstrakt som at nå ind til noget som helst. Og tyer i stedet til kommandoer, vrissen og anden ikke-speciel-konstruktiv-adfærd.

Sure Mor er kommet på visit fra tid til anden i de seneste 2,9 år, men aldrig har hendes tilstedeværelse føltes så permanent, som den har de sidste 7 uger. Eller de sidste 3, i hvert fald, hvor HDD har været tilbage på arbejde. Jeg har endnu ikke fundet en kuffert i lejligheden, et navneskilt på døren eller andre ting, der tyder på, at hun er kommet for at blive, men det føles som om, at hun er på mere end bare en hurtig gennemrejse, så jeg har forsøgt at forliges med hende. Det er bare ikke gået særlig godt. For Øglemor og Sure Mor kan virkelig ikke lide hinanden. Eller... Øglemor kan ikke lide Sure Mor. Sure Mor er ret ligeglad med, om man kan lide hende eller ej.

Øglen prøvekørte den spritnye tårnlegeplads i Fælledparken i går. Stort stort hit!

Øglemor ved godt, at man ikke kan få børn og forvente, at de bare vokser op og bliver fantastiske mennesker med respekt for alt det, man nu engang helst skal have respekt for, uden at der bliver arbejdet på sagen. Børn - og reptiler i særdeleshed - skal have sat grænser og tager ikke skade af at få et nej fra tid til anden. Og der er ingen (håber jeg), der endnu er omkommet af at græde lidt over, at iPad'en ikke er til rådighed hele tiden og så igen. Eller at de bliver forment adgang til skuffen med Rasmus Klump-kiks.

Sure Mor ved også ovenstående, men når Sure Mor tænker "børn skal have sat grænser", mener hun i virkeligheden, at "børn skal adlyde Sure Mors mindste vink - også selv om beskeden måske ikke bliver afleveret i det mest rimelige tonefald. Eller er den mest vigtige i mands minde". Så Sure Mor udstøder ordrer og kommandoer så hurtigt, at hun kunne blive ansat som maskingevær et eller andet sted, der bruger sådan nogle. Og Øglen lytter selvfølgelig ikke. Derimod kan hun godt finde på at grine Sure Mor lige op i hovedet, mens hun danser sin nye, ret søde, stepdans, der vist er en kombination af "jeg ved godt, at det, jeg laver lige nu, ikke er helt i orden" og "du kan ik-ke fan-ge mig". Og hvis der er noget, der kan gøre Sure Mor endnu surere, så er det sådan noget.

Problemet (eller "udfordringen", som det hed på mit gamle arbejde) er bare, at Sure Mor på ingen måde har nogen magt over Øglen. Og i øvrigt er hun så sur (Sure Mor, altså - ikke Øglen), at det er temmelig trættende at have hende på besøg. Så i går besluttede jeg mig for at smide hende ud. Hun er velkommen til at komme forbi til kaffe i ny og næ, men jeg gider ikke det der 'jeg crasher lige på ubestemt tid'-trip, jeg kunne fornemme, hun havde gang i.

Sovecirkusset™ er stadig i fuld gang, og Sure Mor har flere gange haft mange sure idéer til, hvordan vi kunne vende soveskuden. Hun har også en enkelt gang eller to forsøgt at effektuere dem, men er blevet så sur, at det sjovt nok overhovedet ikke virkede. Øglemor har også forsøgt sig, men mest in absentia, via HDD, da sugemalle-Varanen har en ret stor appetit lige omkring puttetid (bless him!)

Sure Mor har truet, skældt, smældt og hevet Øglen tilbage i seng, når hun for gang nr. 4.699 er hoppet ud af sengen og stepdansende har konstateret "jeg vil ik-ke soooo-ve" og grineskrigende løbet i fast rutefart mellem værelse og køkken. Øglemor har hovedrystende set til fra ammepositionen i stuen, men har ikke haft nogen gode bud på en løsning. Det har hun sådan set heller ikke nu, men hun var bare blevet for træt af Sure Mor.

Så i går aftes røg Sure Mor altså ud, og Øglemor bestemte, at Øglen skulle have tremmerne på sin seng igen. Her 8 måneder efter, de røg af. For hvis Øglen ikke kan forstå, at hun skal blive i sengen af sig selv, må hun jo holdes fysisk i den. Sure Mor var enig, men hun mente, at de skulle på som led i en "hvis du ikke lægger dig ned og sover NU, så kommer tremmerne på"-strategi. Det mente Øglemor ikke, ergo kom tremmerne på i løbet af i går. Så'n lidt henkastet; "far smutter lige ind og ordner noget ved din seng". Og ved I hvad?! Hun synes, det er vildt hyggeligt. I går gik der ti minutter, før hun sov. 10 minutter. T.i. minutter.

Ehm... Det kan bero på tilfældigheder. Eller ikke helt ubetydelige ting som, at Øglen ikke fik sovet middagslur og i øvrigt havde jernet rundt på den nye leger i Fælledparken (tag straks derover, hvis I ikke allerede har været der - den er fantastisk!) hele dagen. Men faktum er, at det tog 10 minutter at få hende til at sove. Uden skrig og skrål og rusken i tremmer overhovedet. (I aften har så været noget anderledes. Der tog det 5 kvarter. Med en hel del gåen totalt amok. Men Rom blev jo ikke bygget på én dag...)

Nu er jeg bare spændt på, om Sure Mor har forstået, at hun ikke er velkommen så tit herhjemme, når hverdagen sætter ind igen med hente-/bringe-logistik, mødetider på arbejde og almindelig trummerum i morgen. At Øglemor formår at genne hende ud af døren, før hun forpester den gode stemning, som har været her hele weekenden. Og at der generelt bliver lidt højere til loftet i form af tid til LEGO-byggeri ved spisebordet, smøleri med flyverdragten og vandpjaskeri i badeværelset. Det har man brug for, når man bare er en lille Øgle, der lige er blevet storesøster. Og også når man er hendes mor...

torsdag den 10. november 2011

Noget om sundhed

Ja, det er jo ikke fordi, den her blog emmer af ruccola, koldpressede olier og absolut fravær af mælkeprodukter. Derfor kan det også undre, at jeg, qua denne blog, er blevet inviteret til et seminar om lige netop sundhed. I familien. Eller måske er det et vink med en vognstang, som jeg i givet fald ikke helt har fanget.

Jeg bliver ellers aldrig inviteret til noget som helst (ynke-ynk), så jeg ville da egentlig gerne have været med (behøvede jo ikke at høre efter, vel? Kunne jo bare nøjes med at sidde og kigge lidt langt efter ham der Christian Bitz, som er one fine man, hvis man spørger mig), men det ramlede i dén grad sammen med Varanens ankomst, så det gik ikke.

Senere viser det sig så, at seminaret er blevet aflyst, men de flinke mennesker, der inviterede mig i første omgang ville da bare lige høre, om jeg ikke kunne tænke mig en af de goodybags, der skulle have været uddelt til seminaret. Om? But of course! For ikke nok med, at jeg aldrig bliver inviteret til noget, så får jeg heller aldrig noget (mere ynke-ynk; jeg er jo ikke en af de der indviede, der får lov til at prøve alle mulige skøre produkter), så når chancen byder sig, SÅ springer jeg til!

Og den der goodybag, den kom så med posten i dag. En fin Reisenthel-termotaske (som Øglen straks forelskede sig i - måske fordi den ligner Rasmus Klumps bukser?!) fyldt med vitaminpiller (ignorerer bare, at der er et glas 50+ vitaminer i tasken. Nok føler jeg mig gammel grundet søvnmangel, meeeen...) og en kogebog med Mr. Bitz. (Forstår ikke helt titlen "Bitz dit køkken", men måske der er en skjult betydning, jeg ikke fatter? Enlighten me!) Det er da en okay goodybag, hvis man spørger mig. Så skal jeg bare lige huske at æde nogen af alle de der vitaminer. Måske jeg skal stille dem i samme skab, hvor jeg gemmer forskellige afarter af slik? Og så skal jeg nok også prøve at læse i - og lave mad fra - Bitz-bogen. Før det der sundhedsnoget sådan for alvor batter herhjemme.

Nogen, der har taget Rasmus Klumps bukser, syet en taske af dem...

... og fyldt dem med vitaminer...

... og Christian Bitz?  

Men nu er det jo ikke sådan, at jeg er usund HELE tiden. Vel. Forleden var jeg fx på den der 42 Raw. Og fik nogle "thainudler" af squash og gulerod med noget lækker sauce. Det smagte glimrende, men nudler?! I don't think so. Stik mig et mandolinjern, så skal jeg også skamsnitte squash og gulerødder, kalde dem nudler og forlange kassen for dem. og det der rå mad skulle jo være så sundt, at jeg næsten ikke har dårlig samvittighed over, at jeg dagen forinden spiste det her til frokost:
Latte og træstamme fra Lagkagehuset. Jamen, er I KLAR over, hvor godt sådan en smager? Den er alle 19 kroner værd! Tak til Nye Mødregruppe-mor for at have ledt mig på sporet af dem...

Raw food. Med noget jordbær/æble/ingefær-saft. Nam. Fik ikke taget billeder af teen, men den var også god. Og helt klart varmere end 42 grader...

mandag den 7. november 2011

Mega tarveligt

... men også ret sjovt! Det skal jeg helt klart prøve med Øglen på et eller andet tidspunkt, hvor jeg synes, at hun har været glad lige lovlig længe... (ironi kan være anvendt)


søndag den 6. november 2011

Update på soveshow

Jeg ved, at I sidder derude og tænker "Klarede hun det nu i fredags, da hun skulle være alene hjemme med søvn-fornægtende Øgle og den milde Varan, hende Øglemor?!", så tænkte, at jeg hellere måtte give en lille update.

For jeg overlevede. Endda i fin stil. Hyggede max med Øglen i løbet af aftenen (godt nok med sugemalle-Varan spændt på et bryst stort set hele tiden, men efter 6 uger er jeg efterhånden blevet ganske ferm til at multitaske under amning) med dyner i sofaen og guf i skålen. Øglen skulle lige overbevises om, at æblebåde, rosiner, riskiks og tre små brunkager kvalificerede som guf ("Hvor er guffet henne, moar?!"), men det røg da lige ned i løgneren, så helt galt kan det ikke have været. Hun syntes, at Disney Sjov var for uhyggeligt, så det blev Mickeys Klubhus fra harddisken, der reddede sofahyggen. Og da klokken nærmede sig 20.30, manede jeg til sengetid. Havde egentlig bestemt mig for, at hun bare skulle have lov til at være oppe, så længe hun ville, fordi den der stoleleg er lidt besværlig med semisovende Varan, men jeg ombestemte mig, da hun begyndte at gnide øjne og gabe. Og da jeg simpelthen ikke magtede mere Mickey Mouse slash Anders Bircow.

Og faktisk gik putningen uden problemer. Vi børstede tænder, læste historie og hørte om 'Øglens dag' (måske i virkeligheden hendes favorithistorie over dem alle), og jeg satte mig i gyngestolen (alle kamp-intentioner var udsat til en dag, hvor HDD kunne assistere). Og - lord behold! - hun sov efter ca. 15 minutter. WTF?! Jeg blev dog siddende væsentlig længere - skulle jo ikke risikere noget - men den var god nok; hun snorksov! Det betød et par timers børnefri til mig - noget, jeg slet ikke havde turdet kalkulere med. Så måske derfor føltes det ekstra rart.

Putningen i går var værre end nogensinde (jeg vil skyde på, at det alt i alt tog 4 timer *smiler syrligt*), men der var mange skøre omstændigheder, der gjorde, at vi ikke gik i gang med Operation Sæt Hårdt Mod Hårdt i går. Men i dag...

Man skulle ikke tro, at hende her kan blive SÅ vred og ulykkelig ved puttetid, vel?!
  
Varanen skal nu også tids nok give os grå hår... Men lige nu er han for det meste mild og god

Næh, vent lidt... I dag ER der slet ingen Øgle at putte. For hun er nemlig skredet på miniferie hos Mårmor og Mårfar. Under store begejstringshyl, glædesdans, hjemmelavet "Øglen skal til Kal-len-borg"-sang og lykkelige "DU skal ikke med! Kun Øglen, Mårmor og Mårfar skal med!"-udsagn til skiftevis HDD, Varanen og jeg. Så jeg havde slet ikke behøvet at være bekymret for, hvorvidt hun ville føle sig 'sendt bort' og udenfor det Reptilske Fællesskab, for det passede hende tilsyneladende strålende at komme lidt hjemmefra. Og ved nærmere eftertanke kan jeg da også godt forstå det. At det må være en fest for hende at komme et sted hen, hvor det kun drejer sig om hende. Hvor der ikke er nogen, der liiiiiige skal give Varanen mad, lægge Varanen på maven, give Varanen sutten, skifte Varanens ble, osv. osv.

Øglen inkl. Mår-forældre er netop kørt, og lejligheden er underligt stille. Varanen sover på tredje time, og der er ikke nogen, der hamrer tomme colaflasker ned i gulvet og nonchalent kommenterer, at "det er så dejligt at spille på gulvet, mor og far". Eller insisterer på at se "samsyn". Eller laver alt muligt andet gak og gøgl, der larmer. Meget meget underligt. Og sikkert også ganske rart, når man lige vænner sig til det, men jeg glæder mig nu allerede til på tirsdag, når hun kommer hjem igen.

Indtil da må HDD og undertegnede se, om vi kan huske, hvordan det nu lige er, man opfører sig, når man har en hel aften sammen - i samme rum. (Med mindre altså Varanen beslutter sig for at være kropumulig og nægter at gå til ro ved 20-21-tiden, som han plejer). Eller om det ender med, at en af os sætter os ud i gangen i gyngestolen. Man sidder jo egentlig meget godt, såeh...

torsdag den 3. november 2011

Sov nu for s****

Øglen er stadig ked. Og i dén grad på tværs. Mere på tværs end ked, så'n lige umiddelbart, men det kan selvfølgelig dække over ked af det-hed. Det ændrer dog ikke på, at 95% af det, vi siger til hende, ignorerer hun. Eller gør nøjagtigt det modsatte af, hvad der blev sagt.

Jeg kan fx nævne situationen, hvor Øglen stiller sig hen til fryseren, lægger hovedet på skrå, ser sød ud og siger med sin lille, søde stemme "Lille  is, mor? Lillebittelille is til Øglen. Må godt?!" Hvortil Onde Mor siger blankt nej. Vilde hyl og ballade et øjeblik - til Øglen selv åbner fryseren og bare tager en is. For &"/#O"@*&#" da også! Det får hun selvfølgelig ikke lov til, og isen bliver vristet fra Øglen og lagt tilbage i fryseren. Med ekstrem surhed til følge.

Jeg kan også fortælle om hendes smiden med mad. Eller insisteren på at drikke mælk med ske (hvem kan stave til umanerlig meget rengøring efter sådan et "måltid"?!) Eller om vores morgener, hvor hun på ingen måde gider stå op. Eller alt muligt andet. Men det gider jeg ikke, for det er i virkeligheden småting i forhold til det, der fylder allermest i vores nye tilværelse som mor, far, Varan og Rasmus Modsat - nemlig søvnen!

Det er én ting, at jeg ikke får sovet specielt meget om natten. Eller om dagen, for den sags skyld. Sådan er det jo, når der er en baby in da house. Hvis det skal være, kan jeg også godt se igennem fingre med, at Øglen kommer trissende ind i vores seng hver nat (efter hun selvfølgelig lige HAR vækket mig med et jorden-går-under-om-lidt-vræl, fordi hendes sut er blevet væk i hendes virvar af bamser, bøger og andre underligheder i hendes seng). Men jeg har denondelyneme svært ved at acceptere, at hun er blevet umulig - U.M.U.L.I.G., I tell you - at putte om aftenen.

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at vi (og med "vi" mener jeg HDD, for jeg fungerer jo som omvandrende foderbræt for Varanen, og han er glad for sin mad om aftenen - også om aftenen) bruger ca. 2 timer på at putte hende hver aften. To timer! Seriøst! Det er mindst 1 time og 3 kvarter for meget!

Lige da Varanen var kommet, blev Øglen ret putte-agtig og ville gerne have masser af nærhed. HDD lod derfor sit gode hjerte løbe af med ham og lagde sig ind til Øglen for at holde hende i hånden, til hun sov. Det kunne tage alt fra en halv time til halvanden. Og det var efter sigende ikke specielt rart at ligge på et gulv, der er strøet til med LEGO, legemad, rester fra riskiks og andre, ikke så let identificérbare, genstande. Derfor blev holde i hånden-seancen lavet om til en 'jeg sidder lige uden for din (åbne) dør i gyngestolen, så du kan se mig'-seance. (For oh ve oh rædsel, hvis HDD skulle forsvinde uden for synsvidde). Det virkede rigtig fint et par dage. Men nu. Åhr, MAND! Hun nægter jo at sove - hun ligger bare og fifler med sine bøger, sit våge-spøgelse, sine bamser, you name it. Bare ET eller andet, der gør, at hun ikke sover. Hun har 1000 undskyldninger for ikke lige at sove nu, og hendes mest brugte sætning i øjeblikket er vist "VIL ikke sove mere! ("mere"?! Du har ikke sovet en sk*d, dit lille krapyl!) Vil gerne med ud i k-hø-høkkenet". Det er til at blive en lille smule idiot af at høre på, og det er heller ikke specielt fedt for HDD at skulle sidde ude i gangen hele aftenen, selv om han har en iPad, efter at have været mange timer på arbejde. (Og hvis man må være lidt ego, så er det heller ikke specielt fedt for mig, for det er lige al den tid, vi kan holde i hånd (det kan man godt, selv om man ammer) og sludre og være kærester, der ryger).

Forleden besluttede jeg mig så for at sætte hårdt mod hårdt. Varanen var fodret af, og jeg afløste HDD, der på det tidspunkt havde siddet i gyngestolen i gangen omkring 100 år. Jeg kyssede Øglen godnat, lagde hende ned, sang en godnatsang, og så gik jeg ud i køkkenet. Og så SKAL jeg da ellers love for, at sirenen gik i gang. Hun flippede skråt, og sprang som en fjeder ud af sin seng og løb med tårer og snot i kaskader ned ad ansigtet ud i køkkenet til mig. Og jeg fulgte hende tilbage i seng. Og gik ud i køkkenet igen. Og hun løb efter mig. Og jeg gik ud i køkkenet igen *Indsæt selv uendelighedstegn* Alt imens hun skreg som om, der var en hær af gale øksemordere efter hende. Jeg skulderklapper stadig mig selv over, at jeg ikke kylede hende ud af vinduet til sidst, men nøjedes med at kapitulere og sætte mig i gyngestolen med min computer. Og en storsnakkende Øgle (der tilsyneladende havde glemt alt om gale øksemordere og nu var i højt humør) i sengen. Grrrrr, altså!

Men hvad f**** gør man!? Vi kan jo ikke rigtigt sætte tremmerne PÅ hendes seng igen - eller måske et elektrisk hegn - selv om jeg har enormt meget lyst til det. Og det der med en kold gyngestols-tyrker virker jo heller ikke, for hun kommer bare drønende - uanset, om hun så bliver fulgt eller slæbt tilbage i seng de første 10.000 gange. Er det endnu en af de famøse faser?! Og hvornår går den i givet fald over? Kan det mon være en reaktion på hele storesøster-tingen, eller er hun bare irriterende, fordi hun kan? Alle råd modtages med kyshånd! Og hvis I ingen råd har, kan et tilbud om at overtage puttetjansen også gøre det? Jeg har nemlig hørt noget om, at jeg skal være alene hjemme med begge reptiler i morgen aften, så det bliver ret interessant at se, hvem der bliver den store taber i den magtkamp, der med garanti kommer til at udspille sig omkring puttetid. Jeg har på fornemmelsen, at det bliver mig. Noget siger mig, at de 38 afsnit af Mickey's Klubhus, som vi har på harddiskoptageren bliver meget nyttige i morgen aften...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...