lørdag den 7. januar 2012

Copycat

Jeg ved ikke, om det bare er mig, eller om det er noget, der sker for flere andengangsmødre. Det der med at have dårlig samvittighed. Det må det næsten være, for sundhedsplejersken nævnte det den dag, hun sparkede mødregruppen i gang - at man skal lægge den dårlige samvittighed til side, for man kan ikke bruge den til noget.

Nejnej. I know. Men kunne nu også godt lige have brugt et enkelt råd eller to til, hvordan man så 'bare lige' lægger den til side.

Først havde jeg dårlig samvittighed over for Øglen. Fordi der var kommet en Varan, jeg skulle tage mig af og derfor ikke kunne være der 4000% for hende. Så fik jeg dårlig samvittighed over for Varanen, fordi Øglen er ret så ferm til at påkalde sig opmærksomhed ved enten at råbe, charmere, lave ballade eller noget helt fjerde. Og fordi jeg bare kendte/kender hende bedre end ham. Så fik jeg dårlig samvittighed over for Øglen igen, fordi hun skulle starte i børnehave og lige var blevet storesøster og i det hele taget oplevede en masse omvæltninger i sit lille liv. Og så fik jeg igen dårlig samvittighed over for Varanen, fordi jeg havde dårlig samvittighed over for Øglen. Og så videre. Det svinger hele tiden, men jeg kan være nogenlunde sikker på, at der altid er en lille snert af dårlig samvittighed over for enten det ene eller det andet reptil.

Tror aldrig, jeg bliver træt af at se på de der chokoladeknap-øjne...

Lige nu svinger samvittighedspendulet mod Varanen. Det er lidt forskelligt, hvorfor jeg har dårlig samvittighed, men på nuværende tidspunkt er det fordi, jeg føler, at de tre første måneder bare er fløjet af sted, uden jeg overhovedet har nået at lege med ham, ligge og kigge indgående på ham i dagevis, og fordi jeg ikke har sunget, snakket eller leget ligeså meget med ham, som jeg gjorde med Øglen (men der var jeg så altså også temmelig ekstrem - havde lige set det der "Er du mors lille dreng"-halløj og var jo panisk angst for at understimulere den lille dame). Fordi der jo det meste af tiden er en Øgle, der kræver opmærksomhed. Og fordi det også kan være meget rart at hvile ørerne (og stemmebåndet) af og til efter en konstant sniksnakken med og til og af Øglen.

HDD synes, jeg er vanvittig. Og det har han jo nok ret i. Jeg har bare lidt krise over, at tiden går så hurtigt på barsel 2, så i stedet for at huske alle de gange, hvor jeg rent faktisk har sunget, leget, gynget, vugget, slæbt, nynnet, hygget, nidstirret, krammet og kysset Varanen, hænger jeg mig i, at jeg kunne have gjort det mere. I stedet for fx at spille Wordfeud, mens jeg ammer (ikke, at det har stoppet mig - Varanen gider mig alligevel overhovedet ikke, når han spiser - det har han nok fra mig, der ikke umiddelbart ville føle mig selskabeligt anlagt, hvis jeg fik tilbudt en kæmpebuffet flere gange om dagen. Ro til at spise, tak!) Eller at tale hen over hovedet på ham til Øglen, HDD eller alle mulige andre. På den anden side, så risikerer jeg jo at blive sådan en, GravidGrahvad beretter om, hvis jeg begynder at indlemme Varanen i alle samtaler.

Når jeg en sjælden gang får et klarsyn (som regel efter en nat, hvor jeg har sovet nogenlunde, og dem er der færre og færre af, synes jeg - glæder mig til nogen begynder at spise grød om ikke så længe. Så kan det være, at andre ikke skal vækkes helt så tit om natten) aner jeg, at jeg nok er lige hård nok ved mig selv. Men jeg undskylder mig med hormoner (er der flere af dem tilbage efter 3,5 måneder?) og haster videre i tankerækken om alle de ting, jeg føler, jeg burde gøre, og ikke mindst - burde have gjort. (Virkelig konstruktivt, ikke?! Hvis nu jeg havde kendt Marty McFly, så kunne jeg have gjort noget ved det, men det er desværre ikke tilfældet). Men som det er nu, så må jeg jo bare se fremad. Og det begyndte jeg på på bedste materialistiske vis, da jeg i går havde taget Varanen under armen og var på visit hos Husmoder og hendes yngste havdyr (som bare er SÅ sød!)

Showdown mellem Skrubben og Varanen over et stykke legetøj.

Hjemme hos Husmoder var der - ud over kaffe og nybagte boller, altså - nemlig en sansegynge til de kære små. Som Varanen synes var ret så nice. Og der var også en Babykalender. Som Øglemor syntes var sej. Fordi den netop kan fortælle, hvad det er, man skal være opmærksom på ved de kære små kræ, når nu man er for forvirret/travl/træt til selv at lægge mærke til det.

Såeh. Nu har jeg også en Babykalender. Og der er bestilt ét stks sansegynge, som gerne skulle ankomme med fragtfyr i begyndelsen af næste uge. Bare kald mig copycat. Men så længe det afhjælper den dårlige samvittighed (og det gør det faktisk. Eller også har det noget at gøre med, at jeg ikke er blevet vækket hver f*cking eneste time i nat, og at jeg fik lov til at sove en time mere, efter hele Cirkus Arli var skredet ud af soveværelset med lovning på "juggurt med hånning og hårnflex" og fartid*), so be it...

*Juggurten med hånning var så blevet suppleret med en is, erfarede jeg, da jeg stod op kl. 8.20. Lige tidligt nok efter min smag, men HDD forsvarede sig med, at Øglen havde spottet noget is-papir (tomt, selvfølgelig) i stuen og var ved at dø af skuffelse over, at der ikke var noget i. Så HDD forbarmede sig, og vi har nu lært lektien: fjern alle spor efter slik/is/kage indtaget efter ungernes sengetid. Måske vi skulle anskaffe os en makulator. Eller en pejs...

9 kommentarer:

  1. Åh han er jo så fin ham Veranen, men det er nok fordi han ligner Øglen gevaldigt.

    Ps jeg har dårlig samvittighed på forhånd, er ikke engang gravid endnu og synes allerede, det er synd for Svesken, at hun engang skal være storesøster.

    Det mener Hr. F i øvrigt er helt til hundende.

    SvarSlet
  2. Åhh.. Sansegynge ER et hit!

    Vi har ikea-udgaven da jeg ikke helt følte mig millionær :)

    SvarSlet
  3. Hold kæft, hvor er han sød, ham Varanen. Jeg kender i øvrigt godt til den dårlige samvittighed (i mangel af bedre ord, for man kan godt arbejde lidt på den med tiden) og følelsen af, at man bare ikke KAN give flere børn den mængde opmærksomhed, som man tidligere gav til ét barn. Jeg er nået frem til, at sandheden er den, at man giver børnene en bedre og større gave end udelt opmærksomhed i stride strømme. Man giver dem hinanden (og ro til at være sig selv), og som de bliver ældre, kan man virkelig se, at det ikke er noget tab for dem, at de mister lidt forældreopmærksomhed, når de i stedet får søskenderelationen. Måske er det også derfor, at jeg denne gang ikke har den fjerneste dårlige samvittighed over at berige børneflokken med endnu et barn, som "stjæler" opmærksomhed fra de andre børn. Den skal sikkert nok komme, men jeg tror ikke, den vil være så massiv, som da vi fik Sofus, og jeg konstant havde dårlig samvittighed over for det ene eller det andet barn, fordi jeg endnu ikke havde erkendt, at livet med flere børn koster noget på en måde, men giver så uhyrligt meget på sindssygt mange andre områder. Kh.

    SvarSlet
  4. De der Varan-øjne er da også lige til at forelske sig i. Nååårh

    Den dårlige samvittighed kender jeg godt. Mest i forhold til Rumpenissen, og især i forhold til det med den rigtige stimulering. Jeg har haft et blad med babyens første år beskrevet uge for uge liggende som toiletlæsning, så jeg måske kunne følge lidt med, men jeg må med skam erkende, at jeg ikke aner, hvor mange uger ungen er, så det hjælper ikke så meget. :)

    Hvad er en babykalender i øvrigt?

    SvarSlet
  5. dårlig samvittighed..... YES også her....stadigvæk...... syntes jeg skænder enten på den ene eller den anden hele tiden.....mangler flere timer i døgnet,

    SvarSlet
  6. Jeg synes faktisk, at det bliver bedre. Altså i takt med at Skrubbe kan ligge mere og mere og få stimuleret en eller anden sans i gyngen, leger jeg med Krabbe. Udover det, har Skrubben jo mig for sig selv hele ugen. I dagstimerne. ikke at jeg leger med ham lige så meget som jeg gjorde med Krabben, men der er tilgengæld knald på når Krabbe kommer hjem - også for Skrubbe som er med til de fleste lege, hvor han ligger på gulvet sammen med os.
    Så det samme som Louise: søskende er også en gave

    SvarSlet
  7. Nu kommer frk. Hellig lige på banen. Jeg har ikke dårlig samvittighed. Aldrig, næsten... Jeg holder simpelthen fast i at få søskende er en fantastisk gave.

    Hvad der derimod kan give mig frygtelig dårlig samvittighed er, at min lille tykke baby skal starte i institution den 6. februar, 9 måneder gammel. At han skal ud i den virkelig verden, væk fra vores trygge lille osteklokke. Dét giver mig dårlig samvittighed. Tanken om at jeg kun ser ham - og hans storebror - 2-3 timer om dagen og i weekenden gør min samvittighed sort som kul og knuser mit hjerte en lillebitte smule. TG for at de har deres far :-)

    SvarSlet
  8. Håhr, så forsvandt hele den lange svarklamamse, jeg havde i støbeskeen lige. Damn you, blogger!

    Nå, men opsummeret stod der egentlig også bare tak for jeres opbakning. Og jeg synes jo heller ikke, det er synd for hverken Ø eller V, at de har fået hinanden. Men i dagligdagen kommer den dårlige samvittighed altså snigende

    Pt hjælper det dog lidt at have købt aflad ifa. sansegynge (som godt nok ikke er hængt op endnu) og Babykalender (GG - det er en form for dagbog over babyens udvikling fra uge til uge. Prøv at Google den - den er ret simpel, men forbavsende nyttig, synes jeg).

    Vevika: øglen startede også i vugger, da hun var 9 mdr gammel, og jeg kunne slet ikke bære det. Heldigvis blev hun lynhurtigt glad for at være der, så t hjalp. Mon ikke det samme sker for Villum? Desuden er han jo en celebrity nu, så alle vil flokkes om ham ;-)

    SvarSlet
  9. Ah men, hvor ER han kær! Du godeste, da! :D

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...