søndag den 22. januar 2012

De fromme børn

Varanen blev døbt i går. Og selv om jeg godt ved, at hans indsats i hele virakken var temmelig begrænset, så klarede han det virkelig virkelig flot. Han fandt sig i at blive båret af sin gudmor, han græd ikke, da han fik vand i håret, og han faldt i søvn under den sidste salme, mens han sad ved mig - så gudmutti måtte lige vige pladsen på udvejen. Og nåh ja - og så stak han præsten (som var megasej og havde en iPad og alt muligt) det yndigste smil, da hun havde givet ham vand i håret, så hun blev helt forfjamsket og bagefter mente, at det havde været en meget speciel oplevelse. That's my boy - meget speciel og allerede helt klar over, hvordan han skal sno damerne om sin lillefinger...

Efter dåben fortrak selskabet i sjap og slud til nærliggende café, hvor vi fik brunch og hyggede et par timer. Jeg sakkede lidt bagefter med Varanen, der vågnede fra sin morfar ude i våbenhuset og derfor kunne afføres arvekjolen og iføres noget lidt mindre broderet og satin'et, og som var væsentlig mere handy at smide ham ned i Voksien i. Efter endnu en morfar - denne gang i barnevognen - sluttede festens midtpunkt sig til os, og så blev der ellers charmeret og suget til sig fra den lille herre. (Og åbenbart var det hele så spændende, at nogen valgte at sk*de gennem alt sit tøj. Jowjow - sådan gør mit afkom tilsyneladende bare på deres dåbsdag. Denne gang var der desværre bare ikke noget puslebord, men det gik da alligevel...)

Øglen var næsten helt frisk igen, og bortset fra temmelig hardcore surhed til at begynde med (sukkerkolde Øgler skal man ikke spøge med, og de må hellere end gerne fodres!) blev hun sit søde, sjove jeg igen. Og hyggede sig virkelig meget. Så meget, at hun var ved at gå omkuld i Varanens Voksien lige midt på gulvet.

Varanen blev begavet i stor stil, og der var alt fra Den Farlige Bog For Drenge over Kaj Boyesen gravhund til sølvske, servietring og tøj. Altsammen rigtig gode gaver, men hvis man må have favoritter, så synes jeg, at gaven fra Mårmor og Mårfar var helt genial (hvis jeg selv må sige det; kan ikke sige mig helt fri for at have haft en finger med i spillet) - et forhåndstilsagn om, at der er en Ostheimer julekrybbe med Maria, Josef og det lille Oso-barn (som Øglen kalder ham) på vej til Varanen. Jeg elsker Ostheimers univers, og jeg elsker, at man kan blive ved med at 'bygge til' med figurer og dyr. Og så, at der er timers leg i det. Så selv om det er en julekrybbe, så kommer den til at stå fremme hele året herhjemme. Det er muligt, at Maria & Co. kun kommer frem til jul, men nu må vi se. Nu skal krybben i første omgang lige komme hjem til os fra Restordreland.

Og apropos det lille Oso-barn, så er Øglen gået hen og blevet helt kirkelig. Hun glædede sig som en lille vild i går til, at vi skulle over i kirken ("og så er der musik, og så kommer englene oppe i loftet og synger, mor!"), og hun sad næsten stille under hele (den ret korte) dåbsgudstjeneste. I dag har vi læst Juleevangeliet i De Mindstes Bibel (Varanens gave fra Den Danske Folkekirke) hele to gange. Godt nok i skarp konkurrence med De Tre Små Grise, der lå ved siden af og lokkede, men alligevel. Og bagefter ville Øglen så gerne i kirke. Heldigvis stillede hun sig fuldt ud tilfreds med "Gudstjeneste i DRkirken" i fjerneren, så Dovne Mor (Som Ikke Lige Orkede At Finde Ud Af, Om Der Er Gudstjeneste Nogen Steder Kl. 14) slap for at gå ud.

Dernæst proklamerede Øglen, at hun gerne vil begynde at spille tuba (tak til messingblæsende typer i tv-kirken!) og lod sig ikke slå ud af min forklaring om, at tubaer er ret så store. Så jeg googlede "lille tuba", "børnetuba" og alt muligt andet tuba, og efter at have sorteret en masse omkring rådgiving til børn af alkoholikere fra (et i øvrigt meget prisværdigt initiativ) fandt jeg ud af, at man godt kan få en lille tuba-agtig ting. Så hedder den bare et euphonium i stedet for, og står en i 3000 kr. Dén ville Øglen gerne have, sagde hun, og jeg sagde "Jaja, skat" og begyndte så at spille lidt WF. Hvorefter Øglen kiggede bebrejdede på mig, tog iPad'en og sagde "ikke spille bogstaver nu, mor. Jeg lægger lige Padden på plads. Du skulle jo finde en tuba til mig!" (Rundstykke. Der er måske i virkeligheden ikke noget at sige til, at hun har kaldt mig "dumme mor" - dog i en anden sammenhæng - to gange i dag. For første gang nogensinde, men desværre nok ikke for sidste gang).

Spændende at se, om hun har glemt tubaen i morgen. Eller, undskyld, euphoniummet (euphoniet?). Det håber jeg, for synes sq ikke lige, vi har plads til en tuba herhjemme.

Nå, men det var den der dåb. Det gik så fint. Varanen var (er!) så sej. Alle var glade, og det var en dejlig dag. Som ikke blev mindre dejlig af, at Øglen blev überglad for den Storesøster Til Dåbsbarnet-gave, hun fik, da vi kom hjem til os selv. En blå løbecykel (købt brugt på dba, men det er hun jo heldigvis ligeglad med). Hun fik et lyserødt løbehjul af os i julegave, men hun mestrer det ikke helt endnu, og desuden har alle de seje i børneren åbenbart løbecykler. Det burde vi jo have vidst... ! Summasumarum har hun været ret ked af løbehjulet og talt enormt meget om, hvor gerne hun ville have en mørkeblå løbecykel (?) Det har hun så nu, og hendes ansigtsudtryk viste med al tydelighed, at det var den helt rigtige gave.

I dag er Varanen i øvrigt 4 måneder gammel og har haft sin grøddebut. Det må siges at være et hit, og jeg tillader mig at håbe på grødens gunstige indvirkning på nattesøvnen. Gerne snart, tak!

Og nu - over and out. Skal nok smide nogle dåbsbilleder, men fotografen, aka Mårfar, skal lige have en chance for at sende dem til os. Og hey; jeg fik aldrig taget et billede af mig selv i kjolen. Men den er pæn. Og når jeg skal have den på igen engang, skal jeg nok tage et billede, mkay?!


- Posted using BlogPress from my iPad

11 kommentarer:

  1. Stort tillykke med ham! Det lyder til at have været en dejlig dag. Og jeg er altså spændt på at se den kjole :)

    SvarSlet
  2. Nøj han lyder artig! Og det lyder også som om, at I havde en dejlig dag. Ja, alle sammen, men nu især Øgle som fik en cykel! Wau:-). Nu mangler hun bare en euphon...tuba, og så er hun den sejste i børneren! Tillykke med det hele:-)

    SvarSlet
  3. Stort tillykke med dåben! Dejligt at I havde en god dag, alle sammen.

    Jeg synes, det er vildt sejt, at Øglen vil spille tuba. Nej, nej, ikke en sexet saxofon eller en fancy trompet - det skal være så stort, tungt og besværligt som muligt = tuba!

    Jeg synes også at det er sejt, at hun vil have en løbecykel. Vi fik en til Trolden i efteråret, men hun har endnu ikke villet nærme sig den. Hun bliver eddikesur og råber højt: "Nej mor!!" hvis jeg forsigtigt spørger om, hun måske kunne tænke sig at prøve den - bare lidt.
    Alle mine fine billeder af mig med Rumpenissen i barnevogn og Trolden på løbecykel ved siden af, når vi skal til og fra børnehave lader ikke til at blive en realitet lige foreløbig.
    Hrmf! (fornærmet lyd)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det skal da bestemt ikke være for fint og let. Eneste tungere instrument må næsten være en kontrabas. Men det er formentlig for svært at sige endnu. Heldigvis, for sådan en har vi heller ikke plads til :-)

      Ang. løbecykler, så har Øglen heller ikke værdiget dem et blik, før hun begyndte i børneren, hvor alle børnene har deres eget køretøj (cykel, løbecykel eller rigtig cykel) med. Men så blev hun til gengæld også meget inspireret til at komme i gang med at både løbehjule og cykle, så nu glæder hun sig til at blive rask, så hun kan komme over i børnehaven og vise N sin nye cykel :-)

      Slet
  4. Fortæl mig lige engang: På hvilken måde blev iPaden brugt under dåben?

    Ps: Kig lige ind på min side, tror du bliver glad :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Yay, M - du er tilbage! Skulle lige læse lidt grundigt for at være sikker, men nu er jeg 99% sikker på, at jeg ved, hvem du er. Fedt at have dig tilbage. Er ked af at læse, at livet er lidt hårdt ved dig, men jeg hæfter mig ved titlen på din blog og glæder mig til at følge dig!

      Ang. præsten og iPad'en, så brugte hun den bare som en moderne bibel/salmebog, tror jeg. Og hun havde sin dåbstale/prædiken på den. Og swipede lidt rundt, når vi skulle synge salmer (måske hun spillede WF?) Smaddersmart, synes jeg :-)

      Slet
  5. Tillykke med ham - og håber grøden hjælper lidt på søvning :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tør næsten ikke at skrive det, men hvis nu jeg skriver det lige så stille, så... Det ser faktisk ud til, at grøden hjælper på søvnen. Natten til i dag har i hvert fald været helt hæderlig. Så vi håber, at det er stilen fremover. Men sccchhh - Nemesis skal ikke høre det...

      Slet
  6. Tillykke med dåben. Tænker på, hvad præsten mon synes om navnet "Varanen" :)

    SvarSlet
  7. Mange tak for tillykker! :-) Det var som sagt/skrevet en dejlig dag...

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...