mandag den 20. februar 2012

Skovleskovle

Det kan godt være, at jeg ikke sover så meget for tiden, men til gengæld forsøger universet da så i det mindste at kompensere lidt. Og selv om gaver ikke hjælper på randene under øjnene (jeg har endnu tilgode at modtage gavekort til Hamlet, men hvis der er nogen, der har et tilovers, sender I det bare), så gør de dem noget lettere at bære. Det kan også godt være, at Øglen er så godt som døv (og vi siger tak til 3-års undersøgelse, der kunne afsløre, at mellemørebetændelsen i sidste måned havde sat sig som væske på ørerne. Hvilket de ikke ville gøre noget ved før om 2-3 måneder. Argh!) og er ved at gå ud af sit gode skind af arrigskab, men eftersom jeg ikke selv har kompetencer inden for faget 'dræn-lægning' eller 'øresugning', er der jo ikke så meget andet for end at læne sig tilbage, tage de verbale tæv, der kommer fra Øglen, og glæde sig som en lille psykopat til snotsæsonen er overstået.

Men under alle omstændigheder er jeg blevet temmelig begavet i den sidste tid, synes jeg nok. Og jeg har ikke engang fødselsdag eller noget - jeg er bare svineheldig. Det startede med, at jeg vandt en giveaway ovre hos Farmorfabrikken. Som ankom i sidste uge i skøn indpakning, med perler og det hele. Øglen blev naturligvis ellevild og gav sig straks i kast med perlerierne. Som indtil videre mest består i at flytte perler fra en kop til en skål og tilbage igen - og tabe omkring en milliard af dem i processen - meeeen, kommer tid kommer råd, eller noget, og hvis vi er heldige, er der stadig nogle perler tilbage, som ikke er forsvundet mellem gulvbrædderne når finmotorikken er pudset helt af.


Så skal der perles!

Så kom HDD hjem med en iPhone til mig. Fordi min HTC er virkelig shitty. Og langsom. Og fordi han bare er megasød. Har ikke lige fået gang i den endnu (noget med noget skærm, der opførte sig lidt underligt og som skal fikses), men snart!

My precioussss!

Så vandt jeg en giveaway ovre hos Katrine. Og eftersom Øglen har været på ferie hos Mårmor og Mårfar i denne weekend, og HDD og jeg 'kun' har haft Varanen at se til, så har vi været på den lokale og spise brunch og drikke bobler. Sq. Skønt med lidt champagne i en grålig måned. (Og jaja, jeg ved godt, jeg ammer, men jeg drak heller ikke alle boblerne. Bare nok til lige at give mig en fornemmelse af, at jeg også havde smagt dem...)

Billede lånt ovre hos Katrine

På Valentine's fik jeg en smuk buket blomster af HDD - ikke fordi det var Valentine's, men fordi vi har været kærester i fem år. FEM ÅR, Niller! Hvem kunne have anet dengang, at vi efter fem år ville stå med en andelsbolig, en stationcar, to skønne unger og et søvnunderskud, der egentlig burde tales om i en menneskeretsdomstol?!

Mmmm - roser og tulipaner i skønne forårsfarver (og fesent lampelys. Beklager)

På selvsamme dag fik jeg en dejlig middag af HDD. På den nys åbnede Halifax på Trianglen, der var dejligt blottet for tacky heliumballoner, datoen til trods. Og selv om burgerne var yummy, var det, der bed sig mest fast, at vi var ude uden reptiler. For første gang siden Varanen blev født. Faster Fest passede og kunne melde alt roligt, da vi kom hjem - lige indtil Varanen storgylpede ud over hende, sin dyne og alt sit tøj. Men pyt - efter et par timer ude, havde jeg fint overskud til at klare dén - og bagefter tage pivvågen Varan med ind i stuen til dikkedik og hygge.

Desuden har søde, dygtige Lene løftet sløret for, at der er noget på vej med posten til reptilerne. Hun syntes lige, hun ville kreere noget til mine unger (waouw!), og selv om jeg endnu ikke har set, hvad det er, er jeg sikker på, at det er fantastisk. Det plejer kreationer fra hendes hånd at være...

Så jeg skovler ind, synes jeg nok. Og som om det ikke kunne være nok, har jeg også lige skovlet en portion havregrød indenbords sammen med en kop te og et dameblad. Derhjemme. I mit eget køkken. Fordi ham der Varanen da lige faldt i søvn inde i sin seng (som jo i sagens natur ikke bevæger sig). Og stadig sover, nu her 45 minutter efter. OG jeg skovlede en überglad Øgle-giraf ud af døren, som glædede sig voldsomt til fastelavn i børneren. (At hun så havde grædt hjertenskærende, da HDD afleverede hende, er en anden sag. Og det gider vi ikke skrive om i det her indlæg...)

Efterskrift: Varanen vågnede så selvfølgelig lige, da jeg skulle til at trykke 'Udgiv'. Han mener tilsyneladende, at en lille times lur i sin egen seng omtrent svarer til en 3 timers lur i barnevognen. Øglemor er ikke heeeelt enig, men nu skal der lige leges lidt, før jeg skal ud og trille. Sammen med mine nye støvler. Og solen skinner, så helt skidt er det da ikke...

- Postet fra Padden

5 kommentarer:

  1. Det lyder bare sindsygt dejligt det hele! Øj! God gå-tur i solskinnet senere, i dine fine nye støvler.

    SvarSlet
  2. Hold da op en indbringende uge. Er ellers holdt helt op med de der give aways, men måske var det lidt forhastet, og der kan måske sådan rent teoretisk falde noget af..

    Og flotte støvler :-)

    SvarSlet
  3. Tag imod alt hvad der kommer og NYD....

    SvarSlet
  4. Det lyder virkelig lækkert det hele - selv en gåtur i solskin. Her har vi nemlig det omvendte "problem": at Rumpenissen vågner i det øjeblik man rører ved hans barnevogn. Meget mærkelig unge!

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...