tirsdag den 21. februar 2012

Varan og varan imellem

Det der, der var på vej med posten fra Lene - det kom i dag. (Eller, dvs. - det har ligget på posthuset i en uge, men postbudet har åbenbart tænkt, at jeg a) ikke gad have pakken, b) selv kunne regne ud, at den da var kommet og bare lå og blomstrede på posthuset, så han har undladt at udstyre mig med en af de der pakkesedler, man normalt indkradser pakker med).

Fine fine pakker - en til Varanen, en til Øglen

Og selv om jeg måske nok havde haft en forudanelse om, hvad der kunne være i pakken, så er live-versionen bare endnu skønnere end billed-versionen - og det siger ikke så lidt.

Elton Varan - nu i sit nye hjem, hos en artsfælle. (Og da vi seriøst havde haft Elton oppe at vende som navneforslag til Varanen, synes jeg jo, at det er lidt ekstra sjovt, at Elton Varan hedder, som han gør)

Efter en hård formiddag for Varanen, der havde budt på 5 måneders undersøgelse* med dertilhørende to stik i lårene, vejning og lysen i øjne og ører, var et blødt krammedyr lige, hvad han trængte til. Og ham og Elton Varan blev med det samme gode venner - måske har de et særligt reptil-bånd, der binder dem sammen.

Det er Elton til højre og den 'rigtige' Varan til venstre. I højt humør efter laaaang lur!

Ud over Elton var der også noget til Øglen i pakken. Et puslespil med Barbapapa - totalt yndlings og lige sagen, når man kommer sent hjem efter hård dag i børneren og en god omgang 'luimikki' (= rytmik) med moar. Det er blevet lagt mange gange her til aften, så tak til Lene endnu engang for flotte gaver og ikke mindst fred i familien :-)
Øglen lægger sidste hånd på værket (og sjovt nok bliver hun endnu mere interesseret i at lære tallene, når de er skrevet med Barbapapaer)

Som bonusbillede kan I lige se, hvordan man ser ud, når man er en Øgle-Giraf, der er totalt for klar på konceptet fastelavn. Og nej - det er ikke en edderkop, der er smasket ud på næsen og kinderne af hende - det er resultatet af undertegnedes klatmalerier med en Mac-eyeliner (sådan kan det gå, når man er for utjekket til at huske at købe fastelavnssminke). Jeg ved i øvrigt godt, at en giraf hverken har blå øjenbryn, røde kinder eller masser af knurhår i virkeligheden, men når nu barnet så gerne ville males i hovedet, så er jeg parat til at fusionere alle de dyreeksemplarer, det skulle være... Jeg undskylder den voldsomme skævhed med, at hun insisterede på at kigge i spejlet, mens jeg med usikker hånd tegnede løs. Heldigvis går det som regel væsentligt bedre, når jeg giver mig selv makeup på (jo, det gør!).


*Han var så dygtig, min lille baby. Som jo slet ikke er så lille endda. 71 cm og 8,82 kg sagde de tørre tal. Til sammenligning vejede Øglen 8,94 kg til 1 års undersøgelsen... Efter stikkeriet sov han i 3 stive timer med kun en enkelt opvågning - som var på præcis det tidspunkt, hvor jeg var ved at overveje at sætte mig på en café. Suk. Så det blev til en hel del trasken omkring, men så kan jeg også spise de to plader chokolade, jeg købte i Brugsen i dag, med lidt bedre samvittighed...

5 kommentarer:

  1. Hold da op, hvor har han altså fut på vokseriet, den lille Varan! Rumpen her blev vejet og målt til 7,72 kg og 69 cm sidst, og han er ikke til den lille side. Men hvor gemmer han alle de kilo? På billederne ser han jo bare helt almindelig ud. Elastikker på lårene?

    Også en meget meget sød Øgle-giraf. Og naturligvis også Elton Varan. Cute, cute, cute!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, han har travlt med at blive stor, ham Varanen. Men han havde jo også et godt udgangspunkt - 4252 kg, da han blev født. Hvor stor var det, Rumpen var? Og ja - han har megaelastikker på lårene. Kunne sagtens blive standin for Michelinmanden :-)

      Slet
  2. Godt at Elton nåede frem....og at pakkerne bragte glæde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Rigtig rigtig meget. Mange tak endnu engang!

      Slet
  3. Nåårrhh en sød Varan! Og så vil min indre zoolog nok lige godt fortælle, at giraffer da vist har noget knurhår/skægvækst af en slags, og at det da så godt som ser sådan ud:)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...