onsdag den 21. marts 2012

Det glade vanvid

Ja, overskriften kunne refere til mange ting her i Cirkus Reptilikus. Vores nætter i øjeblikket, fx (også i øjeblikket!). Eller det beløb, jeg har brugt på café latte i løbet af hele min barsel. Ikke, at jeg har holdt styr på det - det ville være alt for nedslående at se sort på gult (Excel), at jeg kunne have løbt en lex designertaske, et privatfly eller et års ferie på Mauritius i stedet for at have hældt lysebrun, varm drik ned i svælget. Men jeg har på fornemmeren, at det beløber sig til en del...

Men det er ingen af delene, faktisk. Overskriften referer nemlig til min og Øglens fritidsaktivitet. Fik I den? Fritidsaktivitet. Vi er blevet sådan nogle, der går til noget. Så nu behøver jeg ikke længere have kulsort samvittighed, når de andre vuggestueforældre hentede med et "Kom så, E - vi skal til dans!", "Husk nu, vi skal til svømning, når jeg kommer og henter dig, O!" og "Det kan vi ikke nå, for vi skal videre til *indsæt selv aktivitet*" og deslige. Så kan man selvfølgelig sige, at det er lidt ærgerligt, at Øglen ikke går i vuggestue længere, hvorfor fritidsaktiviteten er fuldstændig spildt på de fritidsaktivitetsgående mødre. Men alligevel...

Fritidsaktivitet. Det var det, vi kom fra. Det er rytmik, vi taler om. Meldte Øglen og undertegnede til i et anfald af "jeg bliver nødt til at lave noget sammen med Øglen, bare hende og jeg!", lige da Varanen var ankommet, og rytmikken virkede overskuelig (og ligger tæt på, hvor vi bor). Vi har gået til det, siden Varanen var 2 måneder gammel, og i går var så sidste gang. Så teknisk set er jeg nu in between at være sådan en, der går til noget med mit barn. Men eftersom vi begynder igen, når det næste hold starter op i april, tænkte jeg, at jeg godt kunne slippe af sted med det.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde regnet med, sådan rent begejstringsmæssigt fra Øglen, da vi begyndte til det dersens rytmik. Høflig tilbageholdenhed, måske mild glæde over at skulle danse lidt. Eller psykopat surhed over at skulle gå til noget umiddelbart efter en lang dag i børnehaven. Noget i dén stil. Jeg havde ikke lige set komme, at hun ville udvise fuldstændig ellevild begejstring, og at hun slet slet ikke kan vente, til det bliver tirsdag, så hun kan komme til "lumikki" (aner ikke, hvorfor det lige er sådan, det hedder). Og når vi så er ovre til lumikki, kan hun på ingen måde holde glæden tilbage. Hun hviner og skriger og griner så højt at havde hun været lidt ældre og udvist samme opførsel på gaden, så var hun formentlig blevet hentet af diskret køretøj med plejepersonale i hvide kitler bevæbnet med beroligende sprøjter i lommen. Hun tegner tegninger til "damen" (som jeg forgæves har forsøgt at forklare hende, rent faktisk har et navn), og hun løber rundt som en trold i en æske og lever sig i dén grad ind i musikken og fagterne.

Et stks Varan uden selvbevidsthed overhovedet. "I'm gonna make you an offer you can't refuse"...

Det er helt fantastisk at se min lille pige være så glad for noget, og selv om guderne må vide, at rytmik ikke er min yndlingsaktivitet i hele verden, så hersker der ingen tvivl om, at vi selvfølgelig skal med på det næste hold. Heller ikke selv om det indebærer endnu flere ugentlige seancer, hvor 10 forældre laller rundt og laver åndssvage festlige fagter, alt imens 10 unger styrter rundt mellem hinanden og hhv. "danser", hopper, tramper, spiller på tromme, fanger balloner og krammer mølædt handskedukke, som var den deres bedste (og eneste?) ven i hele verden.

Var jeg en rummand (er jeg så ikke, selv om dagens poser under øjnene har antaget nye højder, og ligheden derfor kunne være slående), som kom til at kigge forbi midt i en rytmiktime, så ville jeg smutte igen øjeblikkeligt. Og droppe alle eventuelle overvejelser om invasion, eftersom det kan være sin sag at overmande uligevægtige personer. Særligt i flok. For jeg er ikke i tvivl om, at det er sådan, vi fremstår: uligevægtige. Og lettere vanvittige. Med et om muligt endnu større fokus på vores respektive afkom end til dagligt, fordi det her død og pine-mig bare skal være sjovt. Og med et markant mindre fokus på de andre voksne end ellers, fordi vi alle er i samme båd, og fordi der i øvrigt ikke er grund til at skabe alt for meget øjenkontakt midt i en omgang "Jeg har fanget mig en myg" eller en messende udgave af "Jens Pedersens ko, den har horn". Det kunne jo være, at man kom til at dø af grin. Eller pulveriserede af pinlighed.

Det burde jo ikke komme bag på mig, at rytmik vitterligt er det glade vanvid. For jeg gik også til rytmik med Øglen, da hun var bette. Og selv om det ikke var samme sted, var det lige så cwazy. Alligevel vendte jeg tilbage. Og prøv at gætte, hvad jeg skal til at gå til med Varanen efter påske?! (Jeg deler med HDD, og han ved heeelt klart ikke, hvad han går ind til. Men det finder han ud af. Gnæg gnæg). Korrekt. Rytmik!

Jeg må være ude i noget selvpineri. Men ungerne elsker det! Eller - Øglen gør. Varanen ved ikke, hvad det er, men han er i reglen bare glad i låget, så han bliver nok også vild med det. Og så gør det sjovt nok ikke så meget, at det i min optik er temmelig gak.

... Damn, der er sket meget fra dengang, hvor man (jeg) ikke ville bevæge mig ud af døren uden makeup i min barndomsby, for TÆNK nu, hvis jeg mødte nogen, jeg kendte?! Nu går jeg både ud af døren uden makeup hvilket jeg faktisk burde lade være med, for det ser ud som om, jeg har glemt mine øjne derhjemme, når jeg ikke har mascara på OG jeg deltager i ting, hvor jeg fremstår som temmelig mindrebemidlet. Så ved man i sandhed, at man er blevet mor...

23 kommentarer:

  1. Min datter ælsker også rytmik! Men vi går desværre ikke fast til det pt - bare engang imellem til noget drop-in-noget, da vi så er sådan nogen, der går til svømning i år (eller faderen og barnet gør).. Gik dog til babyrytmik, da hun var lille, og jeg mindes også at ligne en uligevægtig, hæhæ :) Fantastisk aktivitet for de små! En overvindelse for forældrene..

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige netop - fantastisk for de små, og en overvindelse for de store :-) Drop-in rytmik lyder ellers meget smart. Så kan man skrue op og ned for frekvensen, alt efter hvad selvbevidstheden kan holde til :-)

      Og uh, svømning. Don't mention the war. Jeg har endnu ikke haft Varanen med i svømmeren, og Øglen har ikke været i svømmehallen siden hun var 1,5 år gammel, tror jeg. Det er virkelig en kilde til dårlig samvittighed hos mig...

      Slet
    2. må jeg spørge hvor du går til drop-in rytmik?

      Slet
  2. Skønt med rytmik. Her går vi til MiniMus og MaxiMus, som vist er jysk for rytmik med hhv. mellemste og yngste. De elsker det.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha - "jysk for rytmik" :-D Det er vildt, at ungerne bare er SÅ begejstrede. Men det er jo federe, at det er dén vej rundt, end hvis vi skulle slæbe dem af sted.
      Knus

      Slet
  3. Uh rytmik lyder fint. I min del af Jylland kan vi ikke engang svinge os op til noget "MiniMus" og "MaxiMus", som Malenes del af Jylland kan. Det er simpelthen blot gymnastik. Bortset fra at Trolden kalder det "gymnastikbukser" og råber højt: "Se, mor, gymnastikbukser!" når vi kommer forbi skolens gymnastiksal.

    Men anyways, det er også et kæmpe hit her! Og hun er frygtløs, når hun kaster sig ud i klatre på ribber, tumle med store bolde eller kravle på redskaber. Jeg er faktisk lidt imponeret og krydser fingre for, at hun så ikke kommer til at hade idrætsfaget lige så indædt som mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Gymnastik. Det må vi altså prøve. Og jeg må se at komme over barndomstraumerne, hvor jeg virkelig var dårlig til det (og i øvrigt så herrens ud i gymnastikdragt - helt modsat min lille, vævre veninde, der lavede vejrmøller med én hånd og alt muligt andet bizarro). Og tro på, at angst for ribber og plinte ikke sidder i generne, så Øglen måske ligesom Trolden bare styrter derudad.

      Hm. Gad vide, hvor man kan gymnastikke den på Østerbro. Det må jeg lige tjekke...

      Slet
  4. Her går vi også til gymnastik - og Thea elsker det! Desværre er sæsonen forbi efter gymnastikopvisningen i weekenden (og hvilken interessant opvisning det bliver med 2-3 årige, der løber forvildet rundt).
    Kommer faktisk helt til at savne det. Og føler mig egentlig ikke så vanvittig igen, når jeg tonser rundt med hende. Måske lige med undtagelse af den seneste tid, hvor jeg har været pænt stor og mindre elegant...
    Ville egentlig også gerne gå til Minimus (bor jo i samme kommune som Malene), men synes det er lidt for meget med to ting - og så blev det altså gymnastikken. Og det kan altså også anbefales, hvis I engang skal prøve noget andet end rytmik.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nåååårh! Gymnastikopvisning. Hvor KÆRT! (Og så krydser jeg fingre for, at du når at få den med, og at du ikke ligger og føder :-))
      Enig i, at det bliver for meget med to ting. Da særligt nu, hvor I også lige skal have lidt ro til at finde jer til rette i den nye identitet som (snart) større familie. Gymnastik er hermed noteret. Kan være, at det skal være næste aktivitet, når rytmikken engang stopper...

      Slet
  5. Som nylig ex-babyrytmikker lyder all of the above MEGET bekendt og resulterede i seriøst grineflip:)
    En af gangene var en af fædrene med for at kigge på!! Hvad giver du mig..? Ens eneste trøst som midlertidig borger i looneyworld er da at alle de andre også ligner nogen, der ikke burde lukkes ud..

    SvarSlet
    Svar
    1. Altså, sad ham faderen så bare og kiggede på?! Uden at deltage i løjerne? Og var det så hans kone/kæreste, der fik lov til at fægte rundt med arme, ben og barn? Mærkeligt. På mit rytmikhold er der en del fædre med, men de er der alene (altså sammen med barnet, ing'?) og er MEGET engagerede. Jeg har prøvet at pitche for HDD, at han måske kunne gå med Øglen bare engang imellem, men han nægter pure. Kan egentlig godt forstå ham, men nu får han jo så lov sammen med Varanen, såeh... :-)

      Slet
    2. Ja ja, han var bare med på en kigger... Hole early -det gør man altså ikke! Tror endda det var den dag hvor mine ellers så trofaste yndlingsbukser valgte at sprække bagpå da jeg bøjede mig ned for at tage krapylet op - i starten af timen naturligvis. Ydmygelsen var total..

      Slet
  6. Mit barn bliver slæbt med til gymnastik, så snart sæsonen starter. Af sin far. Har jeg besluttet. Og endnu ikke fortalt ham.

    I Mine unge dage (mimre mimre) underviste jeg selv i småbørnsgymnastik, og så hvor meget ungerne nød det. Det skal min datter naturligvis også opleve. Men det må altså blive med hendes far - jeg har ligesom taget min tjans, synes jeg.

    Jeg følte mig simpelthen så dum, da vi skulle danse børnedanse til julearrangementet i vuggeren, så jeg springer over. Vil meget hellere iføre mig varanens skovsnegl en hel dag end leve mig ind i sanglege og remser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg troede faktisk også, at jeg ville være for selvbevidst til at leve mig ind i sange og remser, men det er som om, at man (jeg) glemmer det lidt, når afkommet bare er så begejstret.

      Og småbørnsgymnastik - det er da sejt. Så må du give din datter eneundervisning derhjemme, hvis hendes far nægter at gå til det ude i byen med hende :-)

      Slet
  7. Er bare helt vild med Varanens moustachelook. Billedteksten kunne også være "How are YOU doin'?!" :D

    (Undlader at tænke alt for meget over rytmikdelen af blogposten, selvom det er rart og dejligt med en sprudlende glad Øglen. Det er bare fordi ... altså ... har i forvejen uhyre svært ved at overtale mig selv til nogensinde at skulle være forælder. Og det bliver sværere og sværere, som tiden går, og som de mange småbørnsforældre formerly known as happy young people omkring min kæreste og jeg bliver mere og mere livstrætte, grå og sammenrimpede at se og høre på. Så selvom det sagtens kunne være tid for et barn - og længe har været det - er vi skræmt fra vid og sans ved tanken om alt det, vi lader til at skulle give køb på ved en unges ankomst. Selvom børn mange gange er nuttede og skægge - især da på denne blog! Og selvom vi ville kæmpe med næb og kløer for at bevare vores kæresteliv - vi er jo bare også realister. Og fritidsaktiviteter med ungerne rent på ungernes vilkår er ét af de alvorligt skræmmende elementer i forældrelivet. Virker som en truende tidsrøver af rang. Ligesom de alenlange weekendtimer på en grå og stormomsust legeplads. Men nu skal jeg nok stoppe. Er helt klart et lidt for bittert indslag.)

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh ja - ren Joey :-)

      Kan sagtens følge dig i alle dine tanker om småbørnsforældrentilværelsens lyksaligheder eller mangel på samme. Det gør det jo nok heller ikke nemmere, hvis I på nærmeste hold har eksemplarer på tidligere glade mennesker, der er blevet helt drænede og trætte (måske også af hinanden) efter at have fået børn. Det der med søvnen - det ER en killer. Og det er svært at gøre ret meget ved. Så i en periode af ens liv vil der nødvendigvis være dømt undtagelsestilstand. Men det er bare en periode! Hvor der også er lyspunkter og mange utroligt lykkelige stunder - ovenikøbet også på grå og stormomsust legeplads (især, hvis der ligger en kaffejoint i nærheden ;-))
      Men langt henad vejen, så tror jeg også det handler om indstilling til tingene. Hvis man beslutter sig for at klare de hårde tider, der uvægerligt vil komme, og at man vil holde fast i sig selv om hinanden som kærester, så lader det sig altså sagtens gøre. Også selv om der er en (to) mere. Så længe man bare husker at tale sammen, se hinanden i øjnene og engang imellem stikke af fra det hele. Om det så bare er en enkelt time eller to.
      For kærligheden overvinder alt, ved vi jo. Hvadenten det 'bare' er til hinanden, eller om der også er børn involveret.

      Slet
  8. Lækker Varan - total cute :o)

    Åh, vi har også været der - til lutmik. I to omgange. Det var dengang jeg var arbejdsløs og havde tid onsdag kl. 15.... Åh, hvor gad jeg godt det igen! (Have tid, ikke være arbejdsløs, forstås....)Altså, følte mig da også MEGA fjollet, men bassen havde en fest og hans motoriske såvel som sproglige udvikling gik med lysets hastighed i den periode (han var selvfølgelig en stjerne i forvejen, det er klart;o)). Håber at kunne få presset noget gynmastik eller andet ind fra efteråret når vi finder ud af hvad vores nye bopælskommune har at byde på....
    Indtil da vil jeg bare finde "Avra for Laura" cd´en frem (som lutmik-damen brugte rigtig meget), så kan vi danse og fjolle i stuen - så er der heller ikke nogen, der kan se mig! :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen, det er ret vilt, hvad der sker med ungerne, sådan rent udviklingsmæssigt til det der rytmik. Det har du helt ret i. Og for mit utrænede øje (og øre) virker det jo temmelig simpelt. Men der ligger jo en masse arbejde og tanker bag - det ved jeg godt...

      Vi danser også en del herhjemme, men eftersom der er en akut mangel på mærkelige strengeinstrumenter og kæmpeballoner her i hytten, så har det ikke helt samme appel som det rigtige rytmik :-)

      Slet
  9. Hallo der,
    Har et stykke tid fuldt din blog med stor fornøjelse...
    Hvor går I? Det lyder som et skønt sted, hvor forældre også kan være med. Min datter har gået til rykmik hos APA med stor succes, så prøvede vi Østerbro gymnastik forening uden den store succes, idet forældrene bliver sendt uden for døren efter to gange. Der knækkede min datter, så nu leder vi efter et sted, hvor både børn og forældre kan té sig tosset til musik og hygge sig på Østerbro.
    Mor til Katrine på 4 1/2 år

    SvarSlet
    Svar
    1. Hallo :-)
      Vi går til Musmik, men jeg har lige tjekket på hjemmesiden, at det kun er med forældre, indtil ungerne fylder 4. Så det vil nok være samme historie med, at forældrene bliver sendt uden for døren der, desværre. Jeg har aldrig prøvet APA, men har hørt enormt meget godt om det. Du kan også anbefale det, kan jeg forstå?

      Slet
    2. Hej igen,

      Ja, APA kan helt klart anbefales - gode lokaler med gode faciliteter om end lidt langt ude på Ø.bro. (for os). Jeg synes de var lidt dyre, hvorfor vi startede til gymnastik, som lå meget tættere på os - at, min datter så ikke gad det med at hun selv skal løbe rundt - havde jeg ikke lige fået taget med i betragtningen. Nu er sæsonen så ved at være slut, så jeg skal finde et nyt sted til efter sommer.
      Vi går til svømning hos SSB i DGI-byen, og det er bare et MEGA hit. (også faren synes det er sjovt). Katrine padler nu rundt med svømmevinger på - også der hvor hun ikk kan bunde... yeeaayy.
      God dag og kh

      Slet
  10. Rytmik er jo en fantastisk ting, og vi musik pædagoger ELSKER forældre der lever sig ind i musikken..... for så gør børnene det også :-) Og i ser SÅ søde ud.....Siger musikpædagogen bag klaveret, som har fritaget sig selv fra hoppeture osv, for man kan jo ikke spille klaver mens man hopper vel???? Hyg jer med det og NYD at hun elsker musikken, de lærer så mange gode ting....

    SvarSlet
    Svar
    1. Se, dét var kløgtigt sådan at gemme sig bag et klaver :-) ti 'vores' rytmik skal det trods alt siges, at 'damen' selv hopper og danser med. Men sjovt nok ser det ikke lige så åndssvagt ud, når hun gør det, som jeg er sikker på, det gør, når jeg tramper rundt.

      Og du kan tro, at vi nyder det. Fjollede fagter til trods. For jeg kan jo se, hvor begejstret Øglen er, og som jeg har skrevet i indlægget, er det jo dét, der tæller...

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...