fredag den 16. marts 2012

Mr. Lambada

Altså, er der noget, at sige til, at jeg har lidt kvaler med, at min barsel næsten er slut, når det betyder farvel til lange, dovne dage sammen med Mesteren i Liggende Lambada her?

Det er ikke tis, den der våde plet på hans dragt. Det er bare hans utjekkede mor, der kom til at lægge et stykke vådt vat på ham, da han blev puslet. Og først opdagede det bagefter...

Han triller ikke, mm. man tilskynder ham kraftigt til det (læs: prikker/skubber til ham), måske fordi de der lår er lidt i vejen, men til gengæld er han en megahaj til at sprælle. Og grine. Og spise. Så hvem gider bekymre sig om at rotere om sin egen akse?!

Var til åbent hus hos sunderne i går for at høre, om de havde nogle gode råd til nattesøvnen, som stadig ikke er fantastisk, men dog heller ikke er lige så sløj, som den har været. (Selv om HDD nok vil være lidt uenig i dét udsagn, eftersom han tilbragte det meste af natten til i går i vågen tilstand på sofaen sammen med Varanen, mens jeg fik et par timers søvn. Det er dog længe siden, det sidst har været så slemt).

Jeg ved ikke, hvad jeg havde håbet på, at sunderen kunne sige, men jeg gik i hvert fald derfra uden at være blevet et hak klogere. Eller - det er ikke helt rigtigt. For jeg ved nu, at Varanen er 73 cm lang og vejer 9,4 kg. Til sammnligning vejede Øglen 8,9 kg, da hun var et år... Og at han er vild med at være nøgen foran fremmede damer. I hvert fald blev der sprællet og grinet til den store guldmedalje. Så hvis han bare skruer ned for sprælleriet, men fortsætter med at slå smut med sine store brune øjne, så skal det der nøgenheds-noget nok give pote, når han bliver lidt ældre. Med mindre det selvfølgelig tager overhånd, så han ryger i brummen for blotteri...

Men nøgenhed er én ting - bryster åbenbart en anden. Og dem (mine, i hvert fald) gider han tilsyneladende ikke mere. Så det der amning, det bruger vi ikke så meget tid på længere. Tidlig morgen, eftermiddag (hvis vi er hjemme, og der ikke sker et klap andet, så han kan døse lidt imens), og nogle gange ved puttetid. (Indtil for en uges tid siden kunne lige præcis dén amning tage 1-1,5 timer, og nu er jeg heldig, hvis han gider spise i 5 minutter). Det ved jeg da egentlig ikke lige, hvad jeg skal sige til.

På sin vis er det naturligvis meget rart, hvis han kunne blive vænnet fra amningen uden de store sværdslag, men omvendt har det jo fungeret rigtig godt indtil nu, der er rigeligt med mælk, og så er det jo bare praktisk. Og mega mega hyggeligt. Hm. Det er jo ikke min beslutning, kan man sige, og opretholder han sit amme-veto et stykke tid endnu, giver det jo sig selv. Men allywl. Og så skal jeg lige pludselig til at sætte mig ind i, hvor meget mælk han får/skal have i løbet af en dag og skolde flasker og alt muligt. Åh dog. Nå. Fandt jo ud af det med Øglen i sin tid, så det lykkes nok igen, men næh, hvor har jeg da glemt meget i løbet af de par år...

3 kommentarer:

  1. Sikken skøn, glad sprælle-gris :-) Og så passer det da iøvrigt fint, hvis der er ammestop og barselsstop samtidig. Kun en lille smule øv ikke at kunne sidde og hygge på den måde længere, ikk'?

    PS: -gris er ikke nedsættende i min verden. Pigebarnet hedder alt muligt, der ender på -gris ;-)

    SvarSlet
  2. Elsker de der dejlige lår-basser....

    SvarSlet
  3. Hvor er han kær! Tror klart der kan blive en fremtidig chippendale ud af ham, med de tendenser?

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...