tirsdag den 27. marts 2012

Myose-mor

I går var jeg liiiiige ved at skrive et happy dance-indlæg. Noget med en baby, der havde sovet fra sin midnatsflaske og indtil kl. 06.15. I tre dage! Noget med, at sommertid er vores ven. Og videre i den dur.

Der var godt, at jeg ikke skrev det. For hvis Nemesis straffer på denne måde ved bare at TÆNKE på at skrive et indlæg, så tør jeg ikke tænke på, hvordan vores nat ville have været, hvis jeg rent faktisk havde skrevet det...

Det startede uskyldigt nok med overtræt Varan, der var svær at få lagt i går. Ikke noget nyt dér. Fortsatte så med talrige opvågninger i løbet af aftenen, hvor det kun var amning, der kunne dysse ham ned igen. Relativt nyt - taget i betragtning, at den der amning jo ellers nærmest var blevet stemt hjem - men ikke kriminelt. Det er, trods alt, til at klare at rejse sig fra tid til anden, stoppe et bryst i munden på baby for derefter at dappe tilbage i stuen og OD'e på How I Met Your Mother.

Det er derimod noget sværere at klare, at Varanen fra ret præcist kl 03 nægtede at sove mere. Ikke på den pludrende, søde hyggemåde, næhnej, men på den vridende, sprællende råbemåde. Det holdt jeg til (how?) i en times tid, hvor der blev svøbt, lullet, sunget, nusset, ammet og alle de andre tricks i bogen, før Varanen og jeg fortrak til stuen. Der tilsyneladende er helt ok at sove i, hvis man ligger i mine arme, og jeg til gengæld lover at sidde med ryg og nakke i utrolig akavet vinkel, så jeg er 200% sikker på at ende med myoserne fra helvede dagen derpå.

Så der er vi nu. På dagen derpå. Med myoser og meget små øjensprækker. Og en Varan, der var så træt i morges, at Myose-mor kom til at skynde unødigt harskt på Øglen, der i øvrigt var i højt humør og puslespillede den for vildt, mens hun sang fødselsdagssang (?!) og valsede rundt i altalt for stor, meget rød, velourkjole. Som Myose-mor har ladet hende få på i børnehave, fordi det bare var en kamp, jeg ikke orkede at tage.

Men af sted kom vi. Varanen faldt (selvfølgelig) i søvn i det sekund, hans obligatoriske barnevognsbrokkeri var overstået, og nu har jeg slået mig ned på det, der vel nærmest er blevet min stamcafé. Med en croissant og en dobbelt latte. Allerhelst ville jeg også tage mig en lur i en kæmpe klapvogn et eller andet sted, men når det nu ikke er praktisk ladesiggørligt, er det her det næstbedste.




Og så hjælper det da også lidt på humøret, at jeg igen har været en heldig kartoffel og vundet en eddersmart Sitbag ovre hos Julie. (Jeg kan ikke linke fra telefonen, men det er søde, sjove Julie fra www.2-th.com) Den glæder jeg mig til at modtage - så skal Varanen puttes, skal han. Og hvis han ikke arter sig, kan jeg måske produktudvikle posen lidt, så den kommer til at agere spændetrøje. Det må der da næsten være et marked for...

Nu vender jeg næsen tilbage mod min croissant og fordyber mig i overvejelser omkring, hvorvidt jeg skal investere i en triple espresso. Eller lette r*ven og få købt noget mere modermælkserstatning. Skal bare lige holde op med at være irriteret over hende, der sidder lige over for mig og siger "arj, hvor EVENTYRLIGT for dig!" i hveranden sætning. Altså til den, hun taler i telefon med. Ikke til mig, trods alt. Det er nok bare mig, der er gammel. Og træt. Men siger ungdommen virkelig sådan nutildags?

Over 'n out fra Myose-mor. Hav en dejlig dag i solen!

- Postet fra mini-Padden

4 kommentarer:

  1. Du skulle have taget triple-espresso'en med det samme. Så ville jeg ikke være så bekymret for, at du falder i søvn dér nærmest midt på gaden ...

    Håber for dig, at Varanen hurtigt falder tilbage i sin gode gamle - altså nye - gænge med at sove igennem :-)

    SvarSlet
  2. Tids-skifte og nemesis er noget hø. Mon der er en anti-nemesis? Sådan en slags god fe, der kommer ind over, når man forventer, at noget går mindre gnidningsfrit?

    Men derudover - tænk engang hvor meget mere man sætter pris på at vinde ting sådan en dag, end én, hvor det hele bare kører... agtigt... (eller er det bare mig, der fungerer sådan?)

    SvarSlet
  3. Øv for en nat. Når man først har små-vænnet sig til noget søvn, så synes jeg man bliver endnu mere smadret, af at blive vækket.

    SvarSlet
  4. Der bor en nemesis inde i babyer, tror jeg. Jeg oplever i hvert fald ofte, at lige som man tror at NU har vi dem og deres rutiner - såe... ja. Rund, tallerken og såen.. Men jeg håber, at du får en dejlig rolig nat! Og at HDD giver lidt massage:)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...