mandag den 5. marts 2012

Utak er verdens løn

Øglen kører stadig på 70'er-tid og er (endnu?) ikke vendt tilbage til at kalde mig "mor". Hun bruger mit fornavn hele tiden og så igen, og når jeg spørger hende hvorfor, siger hun snusfornuftigt - og ganske korrekt - "jamen, det hedder du jo!"

Til trods for tidligere tiders gode intentioner er jeg stadig sådan en, der kalder mig selv for 'mor' i samtlige sætninger ytret til Øglen, og eftersom jeg har sagt pænt mange sætninger til Øglen i løbet af de sidste 3 år, er jeg i dén grad begyndt at identificere mig med prædikatet. Så det generer mig faktisk mere, end jeg sådan lige umiddelbart vil være ved, at hun er stoppet med at kalde mig det.

Øglen i noget mere af den 70'er-ånd, der tilsyneladende har besat hende...

Jeg ved godt, at det forhåbentlig bare er endnu en famøs fase. Og at det er dejligt, at hun kan skelne mellem det faktum, at jeg både er mor og en person med et navn. (Eller lægger jeg for meget i det nu, synes I? I må jo tænke på, at hun er den klogeste 3-årige i hele verden, såeh...) Men det skurrer altså virkelig i mine ører, når hun kalder på mig - ved navn - tværs gennem lejligheden, i børnehaven, nede i gården, og alle mulige andre steder. Og mest af alt får jeg fornemmelsen af at være "fars nye kæreste", der lige er så venlig at hente og lege med krapylet.

Fint nok, hvis jeg var fars nye kæreste. Men nu ligger landet bare sådan, at jeg rent faktisk har født lige netop dét specifikke reptil. Og det gjorde denondelyneme naller. Så det mindste hun kunne gøre, var vel at anerkende bedriften ved at kalde mig friggin' mor?!

Ah well... Nu er der jo altid Varanen at falde tilbage på. Min gameplan er, at han aldrig nogensinde skal have at vide, hvad jeg hedder. (Eller jo, måske - når han er omkring de 20). Og hvis jeg nogensinde kommer til at ligge søvnløs om natten (høhø - fat chance), vil jeg ligge og hviske "Mor. Mor. Mor. Mor" ind i øret på ham. Lægge en seddel, der står "Mor" på under hans hovedpude (hvis ellers han havde en), og begynde at sige "mor" mere end én gang i hver sætning. Og hvis alt andet fejler, må jeg ty til noget hypnose. Ham der Ali Hamann var stor, da jeg var knejt - måske han stadig duer? Eller kan hyres til en billig penge...

29 kommentarer:

  1. Du kan jo sige til hende: ja, det er mit navn når andre taler til mig, men du kalder mig mor og så simpelthen ignorere hende når hun kalder på dig med andet end : Mor. Sådan kom vi over det da vores den mindste begyndte at kalde sin far ved fornavn.
    For ja det gør ondt at hun/min søn får den sære ide at kalde en ved navn og ikke mor/far.

    Kh. Lis

    SvarSlet
    Svar
    1. At ignorere hende kommer ikke på tale, for hun gør jo ikke noget forkert. Det er bare min egen forfængelighed, der lider lidt :) Har tænkt lidt over, hvorfor det egentlig gør ondt at blive kaldt ved navn, og jeg er nået frem til, at det er fordi, jeg synes, det lyder distancerende. Men det er jo mit problem og ikke Øglens :)

      Slet
  2. 70-er agtigt er det, men jeg gætter på det bare er en fase. Alle vores drenge har været igennem den. Hjaltes var dog virkelig massiv. Det var meget laaaaaang tid, hvor han konsekvent kaldte os Malene og Rasmus. Jeg havde den der følelse af at være en kombination af en meget 70-er agtig mor når vi begge to var der og en kun-til-låns-pap-mor når jeg var nogen steder med ham alene.
    Knus M

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er sjovt, som man pludselig føler sig ret 70'er-mor-agtig. Men jeg satser på, at det er en fase, så - lang eller kort :)

      Slet
  3. Awwww, søde 70'er-Øglen! Og sikke en dejlig ferie, I har været på! :) Men altså, nu er jeg jo hippiebarn og har altid kaldt mine forældre ved fornavn - indtil for omkring 10 år siden, hvor mine søskende og jeg i en fælles bevægelse indførte kælenavne til min mor. Hun fortjente nuttede titler! Og hun må være blevet blødgjort med årene (bortset fra politisk), for hun virker i hvert fald vældig glad for sine nye navne, som alle minder om "mor" uden at være netop dét ord. Men argumentet i min barndom var jo, at mine forældre heller ikke kaldte mig "datter", hehe ...

    Og rolig, rolig! Mon ikke, det blot er en fase? Det er da bare sødt, eksperimenterende/legende og helt uskyldigt..? Jeg ville heller aldrig tænke, at du var andet end en mor, der blot ikke kalder sin datter "datter" ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jam', du har jo helt ret - det der med at kalde ved navn er jo i virkeligheden 'rigtigst', for ellers skulle jeg jo netop kalde Øglen for 'datter'. Og det kunne jeg ikke drømme om. Så hun har ret og jeg har ikke - og skal bare lige lære at føle mig som en mor, der ikke kalder sin datter for 'datter' i stedet for at føle mig som fars nye kæreste ;)

      Slet
    2. Om du så VAR fars nye kæreste, så ville folk omkring dig jo heller ikke opleve andet, end at din kæreste sørme er en heldig mand, så glade hans børn er for dig :)

      I øvrigt, så har kvinder omkring dig sikkert mere travlt med at beundre dine nye støvler og tænke, om du mon har scoret dem på et udsalg, som de er gået glip af, og mændene har travlt med at kigge på alt det, de synes er smukt og kvindeligt ved dig - ingen hører i virkeligheden Øglens rebelske udbrud og tænker nærmere over dem :)

      Slet
  4. tror jeg ville dø, hvis min søn kaldte mig ved navn og ikke mor. Havde ikke tænkt over det før dit indlæg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Havde heller ikke skænket det en tanke, hvad jeg ville synes om det, før Øglen rent faktisk begyndte at kalde mig ved navn...

      Slet
  5. Jeg kan garantere dig, at det bare er en fase. Mine 3 børn har også været igennem den, og ja det er jo lige før at ørerne bløder mens det står på...
    Min datter på 4 er begyndt at kalde mig mama og hendes far bliver pt. kaldt farmand, og det skurrer altså også godt i ørerne. Synes næsten det er værre end at blive kaldt ved fornavn, og satser på det også er en fase. Og undrer mig over hvor det kommer fra? Er næsten sikker på, at det er i børnehaven vi skal finde svaret.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja - det tror jeg, du har ret i. Børnehaven; stedet hvor alt muligt og umuligt samles op og videreformidles. Ser allerede frem til Mama-fasen - det er der trods alt sådan lidt barmfager italiensk smuksak over... :)

      Slet
    2. Hehe. Det har du helt ret i! :)

      Slet
  6. Jeg synes forklaringen med, at navnet er noget alle kan bruge, mens titlen 'Mor' (med stort M) er forbeholdt hende og Varanen og derfor noget helt særligt.

    (Og ellers er det nok bare noget fase-agtigt, der ophører når nyhedsværdien er væk)

    SvarSlet
    Svar
    1. Forklaringer bider slet ikke på hende, desværre - hun fejer dem bare af med et "du HEDDER A!" og igen; barnet har jo ret :)

      Slet
  7. Jeg har engang fået min mor til at græde ved at kalde hende ved fornavn... Ja jeg var et ondt barn, og min mor havde nok en dårlig dag. Men hun kan slet ikke overskue noget, hvis jeg ikke kalder hende mor. Og det gælder stadig i dag! Hendes venindes børn brugte ALTID fornavne og åbenbart var det et skrækeksempel;)
    Min egen venindes forældre kalder sig selv mor og far i sætninger hvilket altså er lidt underligt nu når den yngste er 13. Jeg har aldrig vænnet mig til at havde en samtale med hendes mor når moren siger "Vores far..." om sin egen mand:/

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh shit - det er jo lidt den anden grøft. Det der med stadig at kalde sig selv Mor, når ungerne er store. Det vil jeg jo heller ikke. Et almindeligt 'jeg' ville være fint, så håber, jeg når at lægge det af mig, alt det der tredjepersons omtale. Måske jeg bare skulle begynde at øve mig (igen) med det samme.... :)

      Slet
  8. Altså, hvis det er 70'er-agtigt at blive kaldt ved navn af sine børn, så er det da godt nok 50'er-agtigt at være så forhippet på at blive kaldt "Mor"! Og tænk at foreslå at ignorere barnet, når hun gør noget, der er fuldstændig naturligt - jeg er sgu helt chokeret.

    Jeg har selv en dreng på knap tre år, som skifter lidt mellem at kalde mig mor og så mit navn. Jeg kan sådan set lide begge dele, for ordene kommer ud af min yndlingsmund, og jeg vil være hans mor altid ligegyldigt, hvad han kalder mig - "Dumme" bruger han f.eks. ikke så sjældent ; )

    SvarSlet
    Svar
    1. Insistere gør jeg ikke. Foretrækker, måske, men jeg kan jo ikke bestemme, hvad Øglen vil kalde mig. Og igen; hun gør jo ikke noget forkert, så kunne ikke drømme om at ignorere hende.

      Har i øvrigt lidt svært ved ikke at trække på smilebåndet, når hun kalder mig ved navn, for som du skriver, så er det jo ens yndlingsmund, det kommer ud af, så det lyder altså lidt sødt. Men det skurrer alligevel en smule i ørerne, men årsagen til det, findes jo hos mig selv og er ikke Øglens problem. Så hun må sådan set kalde mig, hvad hun vil - selv om jeg trækker grænsen ved for mange "dumme mor" :)

      Slet
    2. Og der skulle så stå "forhippet er jeg ikke" i starten af min sidste kommentar i stedet :)

      Slet
  9. Det er en fase. Promise. Senere udvides garanteret med andre spændende gloser alt efter fantasi og humør. Min eget Pigebarn kalder mig ved navn for at irritere, men Momse, udtalt på den mest indmigrende, sukkersøde måde, hvis hun rigtigt gerne vil opnå noget. Og det er simpelthen så slemt, at jeg kommer til at grine, og så er hun allerede godt på vej til at få sin vilje..

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg satser op, at det er en fase. Men synes, det er ret foruroligende, at hun tilsyneladende ikke har samme behov for at kalde HDD ved navn. Hun gør det engang imellem, men hos mig, retter hun konsekvent sig selv, hvis hun kommer til at kalde mig Mor.
      Momse er et sejt kælenavn. Og de er totalt med på, hvad der virker, de små kravl :-)

      Slet
  10. Hahaha... hun har da luret at det irriterer dig og derfor bliver hun ved med at 'drille' dig ;-)
    Mon ikke det kommer igen, det med 'Mor'? Mine har aldrig kaldt mig ved navn, men jeg har også sådan et langt tungt navn, så er 'Mor' trods alt nemmere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det kan godt være, at det er sådan, det hænger sammen. Det havde jeg faktisk ikke tænkt på.
      Synes jo heller ikke, at mit navn er det letteste at udtale - jeg ville mene, at Mor er meget nemmere, men alt er vel relativt :-)

      Slet
    2. Du kan jo også bare prøve at ignorere hende lidt, når hun kalder ;-)
      Men som sagt/skrevet - det går nok over. Specielt hvis I prøver ikke at lægge så meget i det (ved godt det er svært)

      Slet
  11. Jeg kan altså godt følge dig, jeg tror også det ville gå lidt i hjertet af mig - men lur mig om de ikke kommer i den fase også.
    Mon ikke det snart går over igen og ellers så er det jo en fin plan med varanen ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg tror, jeg bliver nødt til at satse på Varanen. I hvert fald hvis Øglen fortsætter sådan her. Men skørt egentlig, at det tilsyneladende betyder så meget for mig. Det havde jeg ikke lige set komme. Men man bliver vist bare lidt underlig, når man bliver mor :-)

      Slet
  12. Min bror holdt aldrig op igen - han kalder stadig mine forældre ved navn. Min mor spurgte ham engang (han har vel været i sine tidlige teenage år) hvortil han svarede "Jamen, I kalder jo heller ikke mig søn" Så sandt, så sandt. Haha.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen, det har han jo netop helt ret i. Argumentationen holder hele vejen, men alligevel... :-)
      Hvornår begyndte han så at kalde jeres forældre ved navn? Også tidligt, eller kom det først senere?

      Slet
    2. Jamen han har vel været 4-5 år. Måske der har været en periode hvor han gik væk fra det igen, men så har jeg glemt det. Jeg kaldte også mine forældre ved navn i en periode. Jeg tror det er noget med at de der små krapyler lærer noget nyt (ie at mor og far også hedder noget andet) og så gør de det he-le-ti-den, indtil det er på plads inde i den lille hjerne (undtagen hvis man er min bror - men det kan selvfølgelig skyldes han ikke har nogen hjerne...)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...