mandag den 16. april 2012

Hej søvn!

Tak for alle jeres kommentarer og delte erfaringer ang. deleværelse. Reptilerne har nu sovet på samme værelse 1,5 uge, og ud over besøget fra Nemesis for nylig, går det faktisk over al forventning (tør man mon skrive det?!). I nat sov han fx fra 19-22.45 og igen fra 23-05.51 (bare for at være præcis!) Det er sqda meget godt! Og eftersom jeg er begyndt at praktisere den for mig hidtil ukendte disciplin Gå Relativt Tidligt I Seng, nåede jeg også at sove lidt, inden aftenflasken skulle på banen.

Ogehm... nu strammer jeg den måske nok i forhold til Nemesis, men i nat er altså ikke første nat på Deleværelset, at Varanen har sovet rimelig længe. Så jeg er overbevist om, at det der med søvnen - det kører nu*! (Selvfølgelig - der er noget dejligt ironisk i, at det begynder at gå bedre med både natte- og dagssøvn umiddelbart inden, min barsel slutter, og HDD tager over. Pffft!). Nu mangler vi bare at lære los Varanos, at det Ikke. Er. Morgen kl. 05-nogetsomhelst...

Et rimelig mørkt og temmelig dårligt billede af deleværelset. Men det er lige så godt som det bliver i øjeblikket, mkay?! Beklager, at det ser ud som om, der er en legetøjsbutik, der har kastet op på værelset - orkede bare ikke lige at rydde op. Og et værelse i opryddet tilstand ville alligevel ikke skildre sandheden, såeh...

Det kan selvfølgelig også hænge sammen med, at Varanen bare har knaldet mere end almindeligt meget brikker efter temmelig begivenhedsrig weekend (i hvert fald i Varan-målestok) med besøg i Haven og frokost på Vestamager Naturcenter (ellllsker dét sted. Af sted med jer, hvis I ikke har været der!) lørdag, og besøg hos Farmor det meste af eftermiddagen i går. Hvor den ikke fik for lidt med dikkedik, ride ranke, og frugtsalat i lange baner.

Eller det kan være rent held, så den kommende nat bliver helt latterlig, men det kan jo også være, at det der med at sove i sit næsten eget rum, var lige det, der skulle til, for at få Varanen til at sove. Det kunne man jo håbe på..

Øglen i haven. Der stadig er temmelig bar. Men igen: det skal nok komme!

Et ægte naturbarn. I tylskørt og gummistøvler - hun ved, hvordan man klæder sig til lejligheden

*For ja - dagssøvnen er også blevet bedre. Stadig ikke fantastisk, men der er begyndt at komme lidt mere rytme på. Og efter der er blevet introduceret nogle flasker om dagen i stedet for de slatne bryster, er der nogen, der går ud som et lys. Endda i sin egen seng i ny og næ...!

2 kommentarer:

  1. Hvor er det dejligt, at alt nu er ved at komme i en dejlig rytme for jer.

    Hvor er Øglen bare lækker i sit tylskørt og gule gummistøvler :)

    Kh. Lis

    SvarSlet
  2. Skønt for jer allesammen, at Varanen har bestemt sig for at sove noget mere, uanset årsag. Og et herligt billede af Lille Øgle i fuld sving. Det er rart med god hjælp i haven!

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...