onsdag den 18. april 2012

Hormonella much?

Det er jo efterhånden almen viden, at man er sprængfyldt med hormoner, når man er gravid, når man har født, og ikke mindst når mælken løber til. Man tuder lidt en hel del, snuser lidt ekstra til sin baby, og pludselig en dag er man helt normal igen. Så normal man ellers kan blive, efter skønling har holdt sit indtog i familien og hjertekulen.

End of hormonstory. Troede jeg. Måske er det bare mig, der er uvidende, men jeg har aldrig tænkt på, at de der mælkehormoner ikke nødvendigvis bare forsvinder ud med amningen. Størstedelen gør måske, men der er vist en stædig rest tilbage, der først er på vej ud nu. Her et par uger efter endt amning.

Eller. Jeg VED jo ikke, om det er hormoner, vel?! Er ikke fysiker eller biolog eller noget. Men jeg TROR det. For ellers er jeg ved at blive helt gak, og det orker jeg ærligt talt ikke rigtigt.

Lille hånd og stor hånd. Når man nu glemmer at tage sådan et klassisk billede, når babyen er bittelille, så må man jo gøre det, når han nærmer sig de 7 måneder...

Sagen er den, at jeg tuder. Tit. Over de underligste hormonella-agtige ting. At tiden går så stærkt, og Varanen bliver så stor. At jeg er bange for, at jeg ikke har nydt min barsel og tiden med baby-Varanen nok. At jeg ikke har sunget nok for Varanen ift. Øglen. At Varanens fødsel var hårdere end Øglens (jaja, jeg skylder en fødselsberetning), og at jeg faktisk hellere ville have haft endnu en Øgle-fødsel, hvis jeg selv kunne have bestemt. (Hvilket min tudevorne hjerne så får vendt til, at Varanen ikke er blevet budt velkommen med helt samme maniske postive overskud som Øglen. Og glemmer at tænke over, at det manglende (overdrevne?) behov for at tale om fødslen måske også kan hænge sammen med, at det trods alt var anden gang, og at jeg desuden fortalte så meget om Øglens fødsel i sin tid, at min taletid er opbrugt). At jeg ikke kan huske og fastholde, hvordan Varanen så ud som helt spæd. At det ikke er det samme at se det på billeder, og at det, at jeg ikke kan huske det, må betyde, at jeg ikke har været ordentligt tilstede, og at jeg i øvrigt er en forfærdelig mor. Og. Så. Videre.

Den forfærdelige mor med reptilerne på skødet en tidlig morgenstund. Hvor Øglen er helt parat til børnehave med tylskørt og karnevalsmaske

Det er pænt belastende. Især fordi jeg ikke har skyggen af chance for at ændre de fleste af de ting, jeg tuder over. Så jeg kan ikke engang vende de triste følelser til noget konstruktivt. Jeg kan bare forsøge at nyde her og nu'et og lade være med at tænke for meget generelt. Men som mange (nybagte) mødre måske vil medgive mig, så er man ikke altid lige rationel i sine moderfølelser.

HDD er - berettiget - rimelig forvirret i forhold til, hvordan han skal tackle det. Det er jeg også. Skal bare have ro, tror jeg. Og en, der gider at lytte og lader være med at skælde for meget ud, når jeg bliver urimelig. Var pænt sur i lørdags, i øvrigt. Over et eller andet jeg allerede har glemt. Med det resultat, at HDD også blev sur. Og så gik vi derude i haven og var gnavne. I smug, troede vi - Øglen behøver jo ikke få glæde af den dårlige stemning. Men hun er en stor pige nu og opfatter alting og lidt til, så pludselig, mens hun sad og skovlede lidt i jorden, kiggede hun op og sagde skrapt: " Mor og far! I skal opføre jer ordentligt!" Ok så. Point taken. Sqda også dårlig stil, altså.

Den lattermilde Varan på vej på tur. (Skal jeg mon tage det som et vink med en vognstang, at han skraldgriner, hver gang han ser min iPhone gøre sig klar til at tage et billede?!) Hvordan kan barslen slutte, når der er sådan en skønling at tage sig af?!

Men jeg skyder skylden på hormonerne. Som godt må være så venlige at smutte snarest. For der skal virkelig ikke meget til at få mig til at vande høns. (Og nej - jeg er ikke gravid) Så vi skal ikke snakke om, at der kun er to uger tilbage af min barsel, for så tuder jeg igen. Også selv om jeg egentlig glæder mig til at prøve kræfter med min nye, omend ukendte, hverdag.

29 kommentarer:

  1. Selvom jeg kun er mor til 1, så tumler jeg med præcis de samme tanker. Har jeg nu udnyttet min barsel med Lillefisen til fulde? Har jeg nydt hende nok? Har jeg lavet nok med hende?

    Åh, alle de tanker! Jeg starter på job om 10 dage og har stadig lidt dårlig samvittighed over at mit lille pus allerede skal i vuggestue. Men sådan er vores samfund jo skruet sammen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, tanker er der nok af. Og tænk, at det er sådan et lillebitte væsen, der genererer dem allesammen. Vildt. Og vildt, at du skal begynde på job lige om lidt. Glæder du dig? Til trods for den dårlige samvittighed, altså? :-)

      Slet
  2. Du er bare blevet mor. That's it.
    Det bliver sgu aldrig bedre. Man er på en og anden underligt måde bare sovset ind i det.
    Det eneste der bliver nemmere, det er at man lærer at undertrykke det i fuld offentlighed. Nogen gange altså ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er sq nok 'bare' det, der er sket. Tudede også pænt meget over alting med Øglen. Og efter Øglen. Så troede ikke, der var flere tårer til at skrue op for vandværket med. Men åbenbart... :-)

      Slet
  3. Jeg har, og har haft, det på samme måde. Men ved du hvad der er gået op for mig? Ja, det lyder tovligt. Men; Babyen forsvinder ikke, bare fordi barslen er slut.
    Smag lige på det.
    Han er lige præcis og akkurat så sød, smilende og pisse-træls as always. Det mærker man, når man har været herude på den anden side lidt.
    Desuden: Nej. Varanen har ikke haft det samme liv, som (G)Øglen, indtil nu. Ikke samme fødsel - ej heller barsel. Til gengæld har han:
    En søster. Som ÆÆÆÆÆÆÆLSKER ham.
    En mor og en far som ÆÆÆÆÆÆÆLSKER ham
    En sjov rollemodel.
    Erfarne forældre.
    Spandevis af legetøj - allerede installeret.
    Mange færre bekymrede miner fra sin mor. (trods alt)

    Det er da faktisk pænt okay.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det lyder da helt tovligt, at babyen ikke forsvinder :-)

      Arj, tak for din søde kommentar. For du har jo ret - der er sindssygt mange gode ting ved at være to'er. Og det er jo i virkeligheden mig, der har et problem med alle mulige tanker og følelser, der roder rundt. Varanen ser ud til at være pænt ligeglad og skraldergriner, bare man siger hej til ham. Men man (jeg) er ikke altid lige rationel. Heller ikke, selv om jeg jo helt nøgternt godt ved, at hverken fødsler, børn eller barsler kan være ens.

      Men jo, du har ret. Det er pænt okay. Måske endda mere end det :-)

      Slet
  4. Jeg tudede også rigtig meget da Carla var baby. Denne gang har jeg ikke nået det endnu! ;) Jeg tuede også rigtig meget da det var ved at være slut med amningen. Oplevede det faktisk som en sorg at jeg skulle til st give slip på min baby. At jeg aldrig ville komme til at opleve Carla som baby igen. Jeg talte med sundhedsplejesken om det og hun fortalte at det normalt var andengansmødre som havde det sådan. Netop fordi at man ved hvor hurtigt det hele går. Til gengæld ved jeg nu med andet barn, at de også er fantastisk dejlige som tumlinger og børnehaveunger. Det håber jeg kommer til at gøre det lettere at acceptere, nå Vigga "bliver stor" (hvilket jo er inden jeg når at se mig om, snøft!). Held og lykke med dit projekt selvstændig. Det lyder super spændende. Kan du ikke udnytte chance til at holde lidt fast i barselsstemningen, når du skal arbejde hjemmefra?

    Kh Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Ps. Beklager slåfejl og manglende kommaer. iPaden ville ikke lade mig rette i teksten...

      Slet
    2. Ja, det kan også have noget med hele det der given slip at gøre. Selv om jeg alt andet lige er glad for, at det er Varanen, der har besluttet sig at sige stop, så jeg ikke behøver at afvænne ham, her inden HDD tager over.

      (Og jo, der skal holdes lidt fast i barselsstemningen her til at begynde med, når jeg starter op. Ingen kunder giver jo ikke de travleste dage :-) Men omvendt skal jeg også lære at holde mig lidt på afstand, tror jeg, for ellers kunne jeg godt blive sådan en "jeg tager liiiiige over her, skat"-type, og det er ikke fair over for hverken HDD, Varanen eller mit kommende arbejdsliv :-)

      Slet
  5. Det er da helt normalt når man lige har født. Du skal du ikke skamme dig over. Man tuder uden grund og har det forfærdeligt det ene øjeblik fordi man ikke forstår hvad der sker. Alle mødre må have oplevet dette på et tidspunkt ;) hehe

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg skammer mig heller ikke, og du har ret - det er normalt, når man lige har født. Men nu er Varanen jo næsten 7 måneder, så HELT nybagt er jeg trods alt ikke længere :-)

      Slet
  6. Måske det også bare er usikkerheden over ikke at vide præcis, hvad du skal når barsel er slut? Hvis du havde et arbejde du skulle vende tilbage til altså?
    Håber du har fået tudet ud ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo, det tror jeg helt sikkert også spiller ind. Det ville være lidt 'nemmere', hvis jeg vidste præcis, hvad det er, der venter på den anden side af barslen. Men det finder jeg heldigvis snart ud af. Så kan det blive lidt afmystificeret :-)

      Slet
  7. Jeg tuder også bare generelt mere efter jeg er blevet mor (på 3. år!)... Og især hvis jeg er i en periode med stress eller usikkerhed eller enorm glæde. Så jeg tænker også, at denne hormonellatid måske bare er en reaktion på alt det, der slutter og alt det, der skal til at begynde.
    Held og lykke med det hele i hvert fald! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har faktisk aldrig tænkt over, om jeg tuder mere i stressede/usikre/glade perioder, efter jeg er blevet mor. Jeg har bare tænkt over, at jeg tuder mere. Meget mere. Punktum :-)

      Men ja, jeg tror også, at det kan have noget med afslutning og begyndelse og alt det der at gøre :-)

      Slet
  8. Åhh vi mødre er jo en sørgelig race... men sådan er det jo nok ment. Jeg er lige hvor du er med endt amning og humørsvingninger ud over det hele.

    SvarSlet
    Svar
    1. Skal vi så ikke bare sige, at det ER mælkehormoner? :-)

      Slet
  9. Jeg tabte kort vejret og kunne mærke det sitre i mit sind, da jeg læste dit indlæg. Det var så meget spot on ift. hvilke tanker jeg havde susende rundt i mit hovede under barsel med 2. barn. Jeg slog mig selv i hovedet med tankerne om natten og messede "jeg er en dårlig mor"! Min frygt for ikke at være nok til stede, at være for træt og ikke synge/nusse/smile/røre lige så meget ved min yngste som den ældste sad som limet fast ...og i lang tid. Efterfølgende brugte jeg lang tid på at tænke over, om jeg mon havde haft en fødselsdepression, men det ved jeg nu det ikke var. Jeg var blevet mor igen, og et eller andet sted havde jeg nok forestillet mig en gentagelse af første tid som nybagt for og første barsel. Al tid i hele verden til at kigge mit lille barn i øjnene. Tænke på hende, tale til hende, kysse hende og være sammen med hende. En symbiose som kunne lukke alt andet ude:-) Men med endnu en baby og et vuggestuebarn, så var der jo ikke al tid i hele verden. Der skulle også kigges i andre øjne, tales/kysses/leges/hygges med. Der var ture til og fra vuggestue, indkøb, vasketøj og alt der hører med til et familieliv med børn. Og jeg kunne blive så bange for, at der ikke var nok tid til min lille baby. Men det tror jeg faktisk der var. Bare ikke hele tiden uden afbrydelser. Til gengæld var der liv i huset og en skøn storesøster som syntes den lille var fantastisk. Der var en på mange måder mere afslappet mor, som ikke fik dårlig samvittighed over ikke lige at underholde mens der blev skrællet kartofler;-) Og min yngste datter er i virkeligheden mere robust på mange måder end min ældste

    SvarSlet
    Svar
    1. Håhr, så begyndte jeg lige at tude igen, da jeg læste din kommentar. Tak fordi du delte, og tak for, at jeg ikke er helt alene om at have de følelser.

      Har selv tænkt kortvarigt på, om det kunne være en efterfødselsreaktion af en art, men det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg er bare lidt (meget) rørstrømsk, og så er jeg lidt for god til at lade tankerne løbe af med mig. Og hvis der er noget, hvor jeg ikke føler, at jeg lever op til mine egne standarder, så skal jeg nok være den første til at slå mig rætti hårdt oveni hovedet med det. Igen og igen.

      Men du har ret. Barsel 1 (og barn 1) kommer aldrig igen. De efterfølgende barsler og babyer vil nødvendigvis være anderledes, og det er der jo ikke noget dårligt ved. Jeg kan bare mærke, at jeg lige skal acceptere med mig selv - og finde ro ved - at jeg ikke kan give Varanen det samme, som jeg gav Øglen. Men at jeg kan give ham så meget andet. Som måske i virkeligheden er meget bedre. For det, at jeg begræder, at jeg ikke kan give Varanen det samme som Øglen, siger jo også implicit, at jeg mener, at det var det bedste af det bedste, jeg gav Øglen. Og det er vel egentlig ret forfængelig at være? Under alle omstændigheder virker Varanen som om, han synes, det er en fest, det han får nu, så måske jeg skulle pakke hovedet væk og lade være med at tænke så meget :-)

      Hvor gamle er dine børn nu?

      Slet
    2. Hvis Varanen udtrykker, at han synes han befinder sig midt i en skøn fest...så hold fast ved dén observation:-) For jeg er sikker på, at han stortrives (også uden at kende jer). Jeg har også inderst inde følt, at jeg måske har givet min ældste en bedre start og kunne næsten ikke holde ud at tænke på, at min yngste ikke kunne få det samme. Men hvem siger det ene er bedre end det andet? Hverdagen er mere praktisk, afbrudt og fyldt med liv, men samtidig får de også lov til at ligge lidt alene og slappe af, suge indtryk og bare være i verden...hvor ofte skete det under første barsel? Kærligheden til begge børn er jo lige stor, tiden til dem hver især blot mindre. Og det er nok i særdeleshed dér det har været sværest for mig. Det at skulle dele opmærksomhed og tid til to små, som jo ofte gerne vil ses og høres på samme tid. Og så er man jo altså også meget mere træt, hvilket giver underskud og manglende evne til at vende negative tanker, når de popper op.
      Jeg har lært (af en klog dame), at kigge på mine skønne børn og se, hvordan de trives og ikke lade mine mange tanker og analyser drøne afsted. Ofte helt ude af proportioner og med eneste resultat at skabe tvivl og bekymringer. Mine børn er nu 5 og 3...og jeg bliver bedre til at droppe den dårlige samvittighed og lade være at ville være supermor hele tiden. Samt at tro på, at jeg faktisk gør det godt. Og DU gør det godt!

      Slet
    3. Halleluja! Det lyder altsammen rigtig fornuftigt. Så jeg hopper med på din galej og tyer til at kigge på ungerne i stedet for at (over)analysere mig frem til, om de trives eller ej :-)

      Slet
    4. Jeg tænker faktisk lidt det omvendte. Altså om Krabben har fået en bedre start end Skrubbe. Skrubben har HELT sikkert fået meget mere selvsikre forældre. Som stoler på egen kunnen og ikke flakker rundt i alle mulige løsninger for at få babyen til at sove, spise, kravle, savle..... (?). Vi taler en tydeligere forældresprog nu, og det tror jeg faktisk ikke Krabben fik så meget af.

      Slet
  10. Jeg sender kram og virtuelle kleenex.
    Og overvejer om ikke også tudning - udover at det helt sikkert er helt normalt, fordi der også er en masse glæde i dine indlæg, så vidt jeg kan se - kunne have noget at gøre med noget med søvn og underskud heraf? Eller hvad?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for virtuelle Kleenex. De er dejligt bløde :-)

      Jo, søvnmangel kunne også godt have noget at sige. Hvis altså det ikke var fordi, jeg rent faktisk har sovet hæderligt for første gang i et halvt år. I 4 dage nu. Er det ikke vildt?! Det er forhåbentlig en ny - dejlig - fase! :-)

      Slet
    2. Hmm - din krop aner simpelthen ikke hvad der sker med al den søvn! Gad vide om man ikke også skal omstille sig til den slags?

      Jeg synes i øvrigt at have læst et sted, at den ekstra tudning (læs: følsomhed og empati) er resultat af stærkere neurale forbindelser i hjernen og noget ganske permanent, der gør mødre vældig gode til at opfatte og reagere på menneskelige relationer (jeg køber det; har trods alt fiflet lidt med noget hjerneforskning i løbet af det dér uni) Ergo: it's not a bad thing, bare hjernen, der fungerer bedre!

      Slet
    3. Så jeg sidder bare her og bliver klogere og klogere, siger du? Dén køber jeg :-)

      Arj, spøg til side, så kan det meget vel være, at det der med søvnen har noget at sige. Uagtet, at jeg pludselig rent faktisk FÅR noget søvn. Måske jeg bare skulle gå tilbage til søvnløsheden? Så slipper jeg for at tude i tide og utide... :-)

      Slet
  11. Jeg tilslutter mig det skrevne, men vil lige bidrage med min egen oplevelse.

    Da mit barn nummer to efter 8-9 mdr. begyndte at sove fik jeg også bare en periode hvor jeg var total tude-mor. Og min kloge mor sagde (om det er rigtig eller ej er egentlig lige meget. Det hjalp!) at det simpelthen var fordi jeg fik lov at sove. Måske det også kan hjælpe dig at vide det :-) Mine tanker holdte i hvert fald op med at kredse og søge efter mulige forklaringer (mest negative) på hvorfor jeg var så ked af det...

    God weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det giver jo egentlig ret god mening. På en måde. For man skulle vel næsten synes, at kroppen blev helt "ahhh"-agtig, når der endelig kom lidt søvn dens vej, men som med så meget andet, skal man vel lige omstille sig.

      På underlig (og lidt usympatisk?) vis hjælper det imidlertid at høre, at jeg ikke er den eneste, der har/ har haft det sådan. Så tak fordi du deler!

      God weekend til dig også.

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...