Kærlighed

Lige så øglet Øglen kan være, lige så fantastisk er hun altså også. Så efter et mindre hystella-anfald forleden, da vi kom hjem fra børnehaven, fordi "jeg vi-hiiil så gerne lege en masse nede i gården med DIG, mor!"(Onde Mor sagde nej, eftersom Varanen var træt og sulten og lige var blevet gramset på i en halv time af overgejlede børnehave-kryb), havde vi følgende ordveksling op ad trappen:

Mig: Kom så, Øgle. Nu går vi op og bager noget af spelt og fletter noget pilehegn, mens vi spiller på panfløjter, som vi selv har snittet. (Arj, ok - det sidste sagde jeg ikke. Måskeeee har jeg sagt noget om, at vi skulle op og finde Cirkeline på iPad'en. Men jeg kunne også have sagt noget andet. Eller... Ahem...)

Øglen: *tager mig i hånden, stadig surmulende* Jeg gider ikke gå selv, mor. Du skal bære mig!

Mig (med Varanen på armen, pusletasken på ryggen og Øglens rygsæk i hånden. Sammen med en tegning til Hobbitterne (?), der absoLUT ikke måtte blive krøllet): Æhm... det kan jeg ikke, skat. Jeg har ikke flere hænder.

Øglen: Men mor. Du bærer ikke så meget (I BEG you pardon?!?!). Du har kun Varanen og min taske. Du kan godt bære mig.

Mig: Øh... Nix! Du må gå selv. Du er i øvrigt smaddergod til at gå på trapper.

Øglen: Ow-kæj, mor.

Øglen *trampende*: Du er så sød, mor. Awww.

Mig: Du er også sød!

Øglen: Du er... kær... ehm... kær... ehm... KÆRlighed!

Mig: Nååååhrrr, det var sødt sagt! Hvor har du lært det ord henne?

Øglen: Det har Farmor og Mårmor fortalt mig om. Kærlighed! Det er rart!

Ajmen shit, hvor er hun sød, altså. Lille væsen. Der pludselig kan alle mulige fine ord. Fantastisk. Også selv om både Mårmor og Farmor benægter at have fortalt hende om kærlighed. (Som om det nu skulle være slemt? Jeg tog da gerne credit for det, hvis jeg havde været dem...).

 

Og mens vi er ved det der med kærlighed, så er søskendekærlighed jo bestemt ikke sådan at kimse af

Men hun bliver bare så stor. Og bare for at understrege det, kaldte den lille store pige mig ind på værelset her til aften (igen-igen, efter først at have forlangt brød, mælk, at det ene billede blev taget ned, fordi det var grimt (wtf? Og det blev i øvrigt ikke taget ned, bare fordi Hendes Højhed havde set sig sur på det), at hun blev pølset ordentligt ind i dynen, og. så. videre) bare lige for at hviske "Moarrrr. Jeg er en stor pige. Og jeg bruger snart ikke sut mere!" Hvorefter hun så godt nok stoppede sutten ind i munden og så helt lykkelig ud, men hey - Rom blev ikke bygget på én dag. Og kan vi få hende til at smide sutten selv, så er jeg ikke den, der klager... Når nu vi ikke selv kan få taget os sammen til at tage den fra hende til trods for henstilling fra tandlægen.

Nå, tilbage til min Half-baked Ben & Jerry's. Som skal smides ovenpå den burger fra Halifax, der ligger trygt og godt nede i min mave. Mmmm. Burgere og is med en trilliard kalorier. Det er også en slags kærlighed.