Så blev det Mors Dag. Ikke noget vi fejrer herhjemme. Med mindre altså det tæller at få en tur i Build-A-Bear? Iklædt guldpailletblazer, godt nok - det var Øglen, der insisterede - så jeg følte mig måske en kende overdressed for en søndag formiddag. Men så var det jo godt, at det var koldt, så jeg kunne beholde min forårsjakke på...
Men altså. Vi havde jo talt om, at
Øglen skulle smide sutten. Og det ville vi nok have talt om endnu, hvis det altså ikke lige havde været fordi, vi var til brånsj hos nogle venner i går, hvis datter netop havde fået taget sutten fra sig. Og hun var rasende. Græd stort set hele tiden, mens vi var der, og forpassede ikke en chance for at gå helt i baglås. Så vi tænkte, at det da også kunne være sjovt at prøve. Eller, nej - vi håber naturligvis, at Øglen tager det pænt, men jeg tror bare, det gik op for os i går, at uanset hvor længe vi venter, vil der være sværdslag, og at tårer - selv om de ikke er sjove - ikke er farlige.
Så eftermiddagen i går blev brugt på at forberede Øglen på, at hun og jeg skulle i Build-A-Bear her til morgen. Hun kunne så udmærket huske
butikken, hvor man kun kan betale med sutter, og det første hun spurgte til i morges var, hvornår vi skulle af sted.
Vi hoppede på toget til Hovedbanen (attraktion i sig selv), og da klokken slog 10, valsede vi ind i bamsehelvede. Hvor Øglen
selvfølgelig lagde ud med at vælge den eneste bamse, der var udsolgt - en lilla Hello Kitty. Hun lod sig dog ikke kue af udsolgtheden og valgte prompte en (meget) rød i stedet. Og blev umiddelbart derefter ramt af akut generthed og var ikke til at slå et ord af over for den ungersvend, der skulle stoppe fyld i Kitty og storytelle derudad. Så gæt, hvem der i stedet skulle varme det lille stofhjerte, der skulle indeni. Og puste liv i det. Og 'vaske' bamsen. Korrekt - moi.
Da ungersvendens rolle var udspillet, begyndte Øglen så småt at tø op. Og se uanede muligheder i det ocean af forskellige accessories, man kunne tilkøbe. Helt vild blev hun, da hun fandt en meget lyserød dukkeklapvogn, hun kunne trille O'Kitty
(som kræet er blevet døbt) rundt i butikken med. Og jeg fornemmede jo godt, hvor det bar hen - klapvognen skulle med hjem. Udtømte arsenalet af argumenter for, hvorfor Grim Klapvogn ikke skulle med hjem, men Øglen var ubøjelig - og jeg havde heldigvis taget ja-hatten, evnen til at sluge en kamel
(eller 10), og det store Dankort med. Så
principper idéer om økodøko speltagtigt Steiner-legetøj har været forment adgang i dag, og i stedet har vi slået dørene op på vid gab for ikke bare en højrød japansk kat, men også hendes blomstrede lyserøde kjole, hendes glimmersko og en
virkelig legetøjsagtig klapvogn.
Hvad man dog ikke gør (og betaler) for eventyret om bortskaffelsen af Den Elskede Sut.
O'Kitty i egen højrøde person. I sin klapvogn. Aldrig er en kat blevet elsket så meget - lad os se, om kærligheden er stærk nok til at vare i morgen med. Og forhåbentlig mange mange flere dage...
Øglen var ret fascineret af hele det der med at betale med sutten, selv om hun ikke selv ville give den til 'damen'
(som måske var 20 år gammel. Max). Så det fik jeg også lov til, men der var ingen problemer med at gå derfra og vinke til den. Heldigvis.
Og heldigvis takkede hun også nej til at få puttet sutten ind i bamsen sammen med fyldet - jeg kunne levende se et scenarie for mig, der lynhurtigt ville give Øglen indianernavnet Sidder Med Saks, når savnet til sutten blev for stort...
Derefter gik turen - med O'Kitty i klapperen - til Hovedbanen, hvor det blev fejret med en is (Øglen) og en kaffe (mig), at Øglen nu er en stor pige, der ikke længere bruger sut. Ingen melankoli at spore hos pigebarnet overhovedet, for som hun sagde: "Hvis jeg græder for sutten, så krammer jeg bare O'Kitty rigtig meget. Så bliver jeg slet ikke ked af det mere!" Klogt barn.
Og ikke et kny har der været hele dagen. Heller ikke ved sovetid - det eneste var lidt 'fidgeting', der gik over, da jeg tilbød hende at holde i hånden. Nu ligger hun så og sover sødt med sin nye
rødeste bedste ven inde i sengen. Og ser pludselig lidt ældre ud, synes jeg...
Er I søde at krydse fingre for, at hun ikke vågner med et vræl i nat og vil have sin sut nu nu NU og pludselig synes, at O'Kitty er dum og stor og grim
og rød? Og at hun ikke lægger sig alt for mange gange på O'Kittys hånd i nat, eftersom den har fået indopereret en temmelig gennemtrængende grinelyd? Kan nemlig ikke lige umiddelbart se det attraktive i at stå med to vågne, gnavne børn klokken Midt I Nat...
- Postet fra mini-Padden