søndag den 13. maj 2012

Byg En Bjørn og Smid En Sut

Så blev det Mors Dag. Ikke noget vi fejrer herhjemme. Med mindre altså det tæller at få en tur i Build-A-Bear? Iklædt guldpailletblazer, godt nok - det var Øglen, der insisterede - så jeg følte mig måske en kende overdressed for en søndag formiddag. Men så var det jo godt, at det var koldt, så jeg kunne beholde min forårsjakke på...

Men altså. Vi havde jo talt om, at Øglen skulle smide sutten. Og det ville vi nok have talt om endnu, hvis det altså ikke lige havde været fordi, vi var til brånsj hos nogle venner i går, hvis datter netop havde fået taget sutten fra sig. Og hun var rasende. Græd stort set hele tiden, mens vi var der, og forpassede ikke en chance for at gå helt i baglås. Så vi tænkte, at det da også kunne være sjovt at prøve. Eller, nej - vi håber naturligvis, at Øglen tager det pænt, men jeg tror bare, det gik op for os i går, at uanset hvor længe vi venter, vil der være sværdslag, og at tårer - selv om de ikke er sjove - ikke er farlige.

Så eftermiddagen i går blev brugt på at forberede Øglen på, at hun og jeg skulle i Build-A-Bear her til morgen. Hun kunne så udmærket huske butikken, hvor man kun kan betale med sutter, og det første hun spurgte til i morges var, hvornår vi skulle af sted.

Vi hoppede på toget til Hovedbanen (attraktion i sig selv), og da klokken slog 10, valsede vi ind i bamsehelvede. Hvor Øglen selvfølgelig lagde ud med at vælge den eneste bamse, der var udsolgt - en lilla Hello Kitty. Hun lod sig dog ikke kue af udsolgtheden og valgte prompte en (meget) rød i stedet. Og blev umiddelbart derefter ramt af akut generthed og var ikke til at slå et ord af over for den ungersvend, der skulle stoppe fyld i Kitty og storytelle derudad. Så gæt, hvem der i stedet skulle varme det lille stofhjerte, der skulle indeni. Og puste liv i det. Og 'vaske' bamsen. Korrekt - moi.

Da ungersvendens rolle var udspillet, begyndte Øglen så småt at tø op. Og se uanede muligheder i det ocean af forskellige accessories, man kunne tilkøbe. Helt vild blev hun, da hun fandt en meget lyserød dukkeklapvogn, hun kunne trille O'Kitty (som kræet er blevet døbt) rundt i butikken med. Og jeg fornemmede jo godt, hvor det bar hen - klapvognen skulle med hjem. Udtømte arsenalet af argumenter for, hvorfor Grim Klapvogn ikke skulle med hjem, men Øglen var ubøjelig - og jeg havde heldigvis taget ja-hatten, evnen til at sluge en kamel (eller 10), og det store Dankort med. Så principper idéer om økodøko speltagtigt Steiner-legetøj har været forment adgang i dag, og i stedet har vi slået dørene op på vid gab for ikke bare en højrød japansk kat, men også hendes blomstrede lyserøde kjole, hendes glimmersko og en virkelig legetøjsagtig klapvogn. Hvad man dog ikke gør (og betaler) for eventyret om bortskaffelsen af Den Elskede Sut.

O'Kitty i egen højrøde person. I sin klapvogn. Aldrig er en kat blevet elsket så meget - lad os se, om kærligheden er stærk nok til at vare i morgen med. Og forhåbentlig mange mange flere dage...

Øglen var ret fascineret af hele det der med at betale med sutten, selv om hun ikke selv ville give den til 'damen' (som måske var 20 år gammel. Max). Så det fik jeg også lov til, men der var ingen problemer med at gå derfra og vinke til den. Heldigvis. Og heldigvis takkede hun også nej til at få puttet sutten ind i bamsen sammen med fyldet - jeg kunne levende se et scenarie for mig, der lynhurtigt ville give Øglen indianernavnet Sidder Med Saks, når savnet til sutten blev for stort...

Derefter gik turen - med O'Kitty i klapperen - til Hovedbanen, hvor det blev fejret med en is (Øglen) og en kaffe (mig), at Øglen nu er en stor pige, der ikke længere bruger sut. Ingen melankoli at spore hos pigebarnet overhovedet, for som hun sagde: "Hvis jeg græder for sutten, så krammer jeg bare O'Kitty rigtig meget. Så bliver jeg slet ikke ked af det mere!" Klogt barn.

Og ikke et kny har der været hele dagen. Heller ikke ved sovetid - det eneste var lidt 'fidgeting', der gik over, da jeg tilbød hende at holde i hånden. Nu ligger hun så og sover sødt med sin nye rødeste  bedste ven inde i sengen. Og ser pludselig lidt ældre ud, synes jeg...

Er I søde at krydse fingre for, at hun ikke vågner med et vræl i nat og vil have sin sut nu nu NU og pludselig synes, at O'Kitty er dum og stor og grim og rød? Og at hun ikke lægger sig alt for mange gange på O'Kittys hånd i nat, eftersom den har fået indopereret en temmelig gennemtrængende grinelyd? Kan nemlig ikke lige umiddelbart se det attraktive i at stå med to vågne, gnavne børn klokken Midt I Nat...

- Postet fra mini-Padden

20 kommentarer:

  1. Jeg krydser fingre!

    Hvor er det altså sejt af Øglen! Hun er godt nok blevet en stor pige. Vi skal også forsøge den der kamp, når jeg lige når på den anden side af eksamensræset, så det bliver spændende at se om bestikkelse er vejen frem. ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Indtil videre går det strygende (7-9-13). Så de krydsede fingre virker, er jeg sikker på!
      I virkeligheden tænker jeg, at det som sædvanlig er os forældre, der har gjort for stort et nummer ud af tingene. At vi måske kunne have skilt os af med sutten for længe siden. Men på denne her måde er det gået rimelig gelinde (7-9-13 igenigen), og jeg kan godt lide idéen med, at Øglen selv (okok, med nogen hjælp) har bestemt, hvad hendes sutter skulle byttes til.

      Lyder dog som en god idé at vente til efter eksamensræset - der skal lidt overskud til at tæmme de store vredesudbrud, hvis de dukker op :-)

      Slet
  2. Årh store pige. Jeg krydser det hele på alle i hustanden :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Jeg er overbevist om, at det hjælper! :-)

      Slet
  3. Hellere rød end død

    SvarSlet
  4. Well done - både Øgle og mor :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :-) Synes også, at jeg klarer det ret godt ;-)

      Slet
  5. Den er da også meget rød! men sejt, at hun var med på det hele! jeg håber, at i har sovet godt og at der ingen skrige-ture har været. for så er O´Kitty vist alle de mange penge værd. Så er det jo lige meget, at hun ikke er lavet af naturbemalet træ med minimale ansigtstræk:) (eller.. vent; der er jo heller ikke ret mange manøvre i det der katteansigt....)

    SvarSlet
    Svar
    1. Øglen og HDD har sovet glimrende, tak. Varanen og jeg - det er en helt anden snak, men den har hverken noget med O'Kitty eller sutter at gøre. Så vi satser på, at træerne gror ind i himlen med denne her :-)

      Slet
  6. Jeg krydser, og glæder mig til update - både om sut og O'Kitty-chan (der samtidig fungerer som glimrende reminder for solcreme. Smart.)
    @Husmoder: der er nogle meget kloge folk, der faktisk mener Kitty's store udbredelse skyldes selvsamme manglende manøvre. Noget (fis) med at man altid kan projicere sine egne følelser over på hende. Når øglen er ked er Kitty ked.

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, ja - en forbrændt O'Kitty til at minde om solcremen, det er slet ikke så tosset.

      Og sejt med det der med ansigtsudtrykket (eller mangel på samme). Steiner gone Japanese...

      Og hey - velkommen i kommentarfeltet! :-)

      Slet
  7. Nu er det ikke for at bitche Øglens Nye Bedste Ven, men hold da helt ferie hvor er den (og dens tilbehør) grimt. Haha.
    Det lyder til gengæld pænt okay at hun frivilligt har givet sutten fra sig - og så kan man vel (måske) godt leve med al den (lyse)røde rædsel (Og helt ærligt, havde det egentlig været bedre i lilla?) Håber de gode miner fortsætter :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja grimt? Helt vildt! Men hvad gør man ikke for de kære små... :-S Og den lilla var faktisk - om muligt - grimmere...

      Slet
  8. Har netop fortalt kæresten, at man kun kan betale med sutter hos Build-a-bear butikken. Han var helt vild med konceptet, så jeg tror også, at vi ender med at skulle en tur der forbi med tøsepigen inden for de næste måneder! Hun vælger garanteret den lilla!

    Tak for tippet:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak :-) Rigtig god tur til jer - håber, jeres lille tøsepige bliver lige så vild med konceptet som Øglen. Men mon ikke :-)

      Slet
  9. Hahaha hvor er den altså meget lidt køn :D
    Vi var faktisk også en tur i deres forretning i Fields i søndags - dog kun for at kigge, fordi Fidusens besættelse af bamser trak os med derind, da vi gik forbi.

    Men hvor ER Øglen dog sej og stor - jeg glæder mig til at høre, hvordan hun har klaret det efterfølgende :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, pæn er den ikke. Men så længe den holder Øglen med selskab i stedet for sutten, kan jeg ikke andet end at holde af den :-)

      Og jeg synes jo også, at Øglen er helt fantastisk sej (og stor!). Og indtil videre går det forrygende med at undvære sutten. Yay.

      Slet
  10. Jeg elsker den historie og jeg elsker endnu højere at vi i næste uge skal i Build a Bear på børnenes 3 års fødselsdag og bytte sutterne. For både Johan og Julie har helt selv sagt at de stopper med sutterne på deres fødselsdag. Jeg har også fortalt dem den fantastiske historie om øglen som købte en bamse for sine sutter på sin 3 års fødselsdag (okay, der tog jeg mig lige lidt historiefortællerfrihed;) ) Og vist billeder.
    Johan vil gerne have en hund og Julie vil gerne have en lyserød pippihest med prikker ....
    Men jeg tror faktisk at det er mig som glæder mig allermest :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var godt, at vi talte suttestop, da vi var ude og drikke øl (måske ikke så street et emne, men man er vel mor? ;-)), og at du nævnte Build-A-Bear. Synes nemlig rigtig godt om konceptet med at 'bytte' sutten med en håndgribelig ting, i stedet for 'bare' at hænge den på et træ eller sende den til julemanden.

      Og siden nu Øglen efterhånden har et ret godt begreb om det der med, at man skal betale for det, man køber, så var det jo nærliggende at bilde hende ind, at sutter er den eneste gangbare valuta i butikken :-)

      Kan i øvrigt godt forstå, at du glæder dig. Det var også en virkelig dejlig oplevelse, synes jeg. Også selv om Øglen overhovedet ikke hoppede med på hele storytelling-idéen og i øvrigt kom hjem med en noget mere kitschet bamse, end jeg lige havde forestillet mig. Men sådan er de kære små jo så dejligt forudsigelige... :-) Rigtig god tur til jer!

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...