tirsdag den 29. maj 2012

Har jeg i øvrigt nævnt

- at Varanen er holdt op med at spise om natten? Næh, det har jeg garanteret ikke skrevet en lyd om. Det er nemlig 100 gange nemmere (og sjovere) at skrive brokkeindlæg, end det er at rektificere tidligere brokkeindlæg. Som jeg ikke lige kan finde, og som jeg er for doven til at lede længe efter. Det stoppede han med for vel omkring 2 uger siden (skidetypisk, at det er nærmest lige oveni, at HDD går på barsel), og siden da har han sovet, fra han blev puttet, til 5.30-06. Hva'ba'?! Det er altså store sager her på matriklen, at natten bliver brugt til at sove i, frem for at karte rundt og varme flasker, vugge og tysse.

I morges vågnede han kl. 05.30 og var tydeligvis ikke færdig med at sove, så jeg tænkte, at jeg da lige kunne prøve at give ham en flaske og se, om den kunne hjælpe noget. Det kunne den, så han nappede lige halvanden time mere. Og Øglen snorkboblede også. Godt nok i vores seng, men søvn er vel søvn. Eller noget. Så det betyder simpelthen, at Varanen sover fra omkring kl. 20 (for det tager desværre en time-halvanden at lægge ham. Men man kan jo ikke få det hele) til den lyse morgen. Og lidt længere med en flaske, viste det sig jo så i morges. Er der noget at sige til, at jeg har svært ved at få armene ned?

Snork. Nogen er faldet spontant i søvn og sov faktisk så meget, at nogen andre lige kunne lægge ham fra sig på spisebordet for en kort bemærkning

Og er det så ikke også pudsigt, som de sidste 8 måneder (arj ok - ret skal være ret; det var først omkring de 3 måneder, at Varanens søvn for alvor blev hat og brillet. Inden da var det 'bare' Øglen, der var en dør til det der med at sove) uden meget søvn lige pludselig forsvinder fra hjernen. Som i stedet for at holde krampagtigt fast i minderne om kvalmefremkaldende træthed bliver sådan lidt "var det nu egentlig også så slemt"-agtig. Det er da sygt. Heldigvis har jeg denne her blog til at minde mig om, at JA, det VAR slemt ikke at få sovet. Ikke, at man skal hænge sig i fortiden, men man skal også bare liiiige huske, at to ugers sammenhængende nattesøvn ikke udligner 8 5 måneders manglende ditto.

Men udligning eller ej, så er der ingen (ud over Nemesis, selvfølgelig), der kan tage fra mig, at begge reptilerne nu sover om natten. Fra de bliver lagt, til de vågner. Lige bortset fra, når Øglen kommer dappende midt om natten og vil putte, men det er trods alt noget hyggeligere at blive små-vækket på dén måde end ved at blive revet ud af sin søvn af et sultvræl, der i virkeligheden ville klæde en måge i havsnød bedre lige så godt.

Så nu siger vi, at det er sådan, det bliver fra nu af. Eventuelt også med endnu hurtigere putning. Eller er det at stramme den, synes I? (Fordelen ved, at putningen tager lang tid, er selvfølgelig, at der er mindre tid at spise slik i. Så i længden bliver jeg muligvis tynd af det. Men alligevel...)

17 kommentarer:

  1. Jeg er dybt jaloux. Både på sovende baby og på kl 20 - som da overhovedet ikke er sent. Lulle sover kl 21 - og skal stadig have mad 1-2 gange selvom vi også lige har rundet de 8 mdr..

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, jeg ved godt, at kl. 20 ikke er sent, men når man begynder putningen omkring kl. 18.30 (fordi nogen nægter at sove sen eftermiddagslur og derfor er usandsynligt træt og gnaven allerede ved aftensmadstid), så ender det med, at man alligevel synes, at kl. 20 er lige sent nok... :-)

      Slet
  2. Sejt! Søvn er nu også ret dejligt. Jeg krydser fingre for at det fortsætter og at Nemesis ikke føler sig trådt over tæerne af dit indlæg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gjorde han tilsyneladende, for i nat var jeg oppe og give Varanen en flaske. Så ikke, hvad klokken var, men det var helt sikkert tidligere - meget tidligere - end kl. 6. Så tak for lort, Nemesis.

      Slet
    2. Han? Jeg har egentlig altid tænkt Nemesis som en "hun". Jeg mener, vedkommende hænger sig i petitesser og bærer altid nag... :)

      Slet
  3. Tillykke! Virkelig. Hvor er det dejligt..

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Og ja, det er virkelig skønt!

      Slet
  4. Misundelse er en grim ting... Men på den anden side er der noget lysegrønt håb for os andre i det indlæg. Glædelig søvn til jer alle!

    SvarSlet
  5. Fedt med søvn, det spiller bare.

    Tak for opfordringen til dameløbet. Synes nu, at den 10 juni er lige lovlig tæt på, når jeg statig okser rundt og ser det som en sejr at komme over de 4 km. Jeg vil helt klart heppe mentalt fra Forstaden og vide, at jeg højst sandsynlig er den med det rødeste fjæs, det selv om jeg sidder bumstille i sofaen, vi er nogen der bare var uheldige i teintkøen.

    Fik jeg sagt, at jeg var ude at løbe i dag?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen, man kan jo løbe 5K til dameløbet. Kom nuuuu, Mulle! :-) (Og det der med ansigtskuløren, iggå - det kræver næsten en sammenligning. Ikke mindst, når jeg har løbet. Ligner seriøst en hummer, så jeg har vist heller ikke været for langt fremme i teintkøen)

      Slet
  6. Søvn holder max! ;-)
    Håber det holder ved - der er håb forude. Mine sover til kl. 8 i weekenden!

    :Fru Forstad - jeg var også ude at løbe i går. Og synes også det er en sejt bare at runde de 4 km. Så godt gået af dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Håber VIRKELIG også, det varer ved. Eller at Øglens sovehjerte smitter af. På en rigtig god weekenddag kan hun sove til kl. 9. Det er cwazy. Og rart. Selv om hun for det meste bliver vækket af sin lillebror flere timer før dét...

      Birgitte: Skal du med til dameløb? Ja?

      Slet
    2. Dameløb? Hvornår er det??? Er først lige gået i gang med at træne igen, så deeet....

      Slet
  7. Hvor er det skønt og hvor er jeg jaloux ! Isaac, sover ikke igennem (jo i går... i de der 5 timer), og han spiser stadig om natten. Hvordan fik du ham til at holde op med det? Bummelum :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Hm... Det ved jeg faktisk ikke. Han stoppede bare sådan lige pludselig. Han har jo i laaaaang tid skullet have en flaske på et givet tidspunkt mellem kl. 23 og kl. 02. Men i takt med, at han er begyndt at spise mere og mere rigtig mad til aftensmad og så blive toppet op med en flaske ved sengetid, blev tidspunktet for natflasken senere og senere. Indtil den på et tidspunkt forsvandt.

      (At den så lige var et smut tilbage i nat, taler vi ikke om. Sccch :-) )

      Slet
  8. Hurra for søvn - tillykke med det! Har en svag erindring om, hvad det er...

    Er ny læser af din blog men føler mig allerede hooked, så jeg tror lige, jeg linker til den.

    SvarSlet
  9. Uha ja. Efter små 2 måneder med afbrudt nattesøvn, og en baby som absolut bare ikke sover, når man lægger den fra sig. Så kan jeg faktisk godt forstå, at dine arme helst befinder sig over hovedet :-)
    Glæder mig til mine arme også er dér. Altså over eget hoved ikk´.

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...