fredag den 1. juni 2012

Oh ve, oh klage

Jeg er normalt ikke sådan en, der klager. Brokker mig til alle, der gider høre på mig, javist, men klager til selve kilden til mit brokkeri - nix. Indtil nu, altså.

Det startede for et par måneder siden, hvor jeg sendte en (sober) mail til de der Hipp-børnemad-typer om, at jeg havde fundet et stykke blåt plast i deres Godnatgrød. Og at det, selv om det var ganske lille, meget bøjeligt og formentlig ikke udgjorde nogen decideret fare for et lille babysvælg, ikke var noget, jeg forventede at finde i fødevarer. Til nogen aldersgrupper.

Hipp var hurtige i deres svar, og deres klage-mekanisme fungerede upåklageligt (tøhø). Og nu er jeg så den glade indehaver af nogle ret grimme Hipp-hagesmække(r?) og en udførlig beskrivelse af, hvordan Hipp-mad bliver til og kommer på glas.

I går klagede jeg så igen. Over måske nok verdens sureste servitrice på en af mine (nu tidligere) yndlingscafeer. Der kan være mange årsager til hendes virkelig sløje humør - hendes hund var måske blevet kørt over, der har muligvis været en hel hær af aliens inde og splitte cafeen ad (så nu ellers ikke sådan ud), eller kæresten havde slået op via et sing-o-gram, men det er sådan set sagen underordnet og i givet fald heller ikke noget, Øglen og jeg kunne have været skyld i. Vi skulle bare lige ind og have et stykke kage inden lumikki, og uforvarende trådte vi så ind i en meget tæt tordensky. Så jeg klagede. Eller - gjorde opmærksom på min utilfredshed, må jeg hellere sige. Som en form for service overfor et sted, jeg ellers er meget glad for at komme. Er nemlig ret sikker på, at jeg ikke er den eneste, der ville føle mig generet af det harske humør...

Og nu overvejer jeg så at klage igen. Denne gang til ejendomsmægler, der 10 min. efter aftalt tidspunkt stadig ikke var dukket op. Og hans stemme-er-i-overgang-og-jeg-har-med-al-sandsynlighed-et-for-stort-jakkesæt-på kollega, var ikke specielt behjælpelig, da jeg ringede derind. Eller, dvs., at han tilbød mig mæglers mobilnr. 3 gange. Og jeg takkede nej - 3 gange - fordi det i min bog ikke er mig, der skal ringe, når det er ham, der er forsinket. Men det fik jeg selvfølgelig ikke set lejligheden af.

Mens jeg er i gang, kunne jeg egentlig også godt tænke mig at klage over helvedes-regnbyge, der fangede mig midt i Hvidovre af alle steder, så jeg nu er i proppet s-tog med en trilliard mennesker, der også lugter af våd hund.

Så nu er det, jeg tænker, at jeg måske i virkeligheden ER sådan en, der klager. Sådan en mavesur gammel mor-type, der får indhold i tilværelsen af at hælde galde ud over andre. Gys!

Må hellere komme hjem og få tørt tøj på og tage ja-hatten på. For nu er det jo weekend, og det klager jeg (trods alt) ikke over!



...klagepolitiet?!

- Postet fra mini-Padden

16 kommentarer:

  1. Kender godt den følelse, men jeg tænker også, at vi bare aktive forbrugere mht. babymaden og sur service.

    I går "klagede" jeg over solcreme til børn fra Matas, da mine piger får allergisymptomer af den. Jeg fik fin service, pengene tilbage og der blev lavet en reklamation på produktet, da de gerne vil blive bedre.
    Andre gange når jeg "klager" (berettiget) får jeg intet ud af det - lige bortset fra at jeg får det bedre indeni.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har nok ret i, at vi bare er aktive forbrugere, men nogle gange føler jeg mig virkelig sur, altså. Og samtidig gider jeg ikke finde mig i, at folk behandler en dårligt/spilder ens tid, så sur it is :-)

      I øvrigt tror jeg nok, at jeg spottede dig og dine piger (og din mand?) i morges ved Mokkariet. I var på vej ud, og HDD og jeg stod og trippede lidt med barnevognen, fordi vi ikke helt vidste, om vi skulle gå ind eller ej, da Varanen ikke sov. Ville have sagt hej, men endte med bare at sende dig et smil, der skulle have sagt "hej, jeg tror, det er dig fra bloggen". I stedet for blev det vist sådan lidt skummelt stalker-agtigt. Så hvis du undrede dig over, at vildtfremmed smilede supspekt til dig, så var det bare mig :-)

      PS: Meeegafed jakke, du har, i øvrigt.

      Slet
    2. Ej hvor sjovt, jeg kan godt huske Jer, hvis I triller med en Emmaljunga klapvogn? Godt spottet;) Jeg bliver altid spottet uden jeg ved det;) hehe...;)

      Jeg føler mig bestemt også bare som et surt brokkehoved indimellem, men der er bare rigtig god grund til det indimellem, ikk?

      Slet
    3. Yes, det var os med Emmaljungaen :-) (Og jo, der er helt sikkert god grund til at være et brokkehoved. Indimellem :-))

      Slet
  2. Den med ejendomsmæglerne kender jeg godt - og jeg fatter det ikke. Undskyld - men de piver, men gider ikke komme til tiden. Og det er også om man så skal se på et hus til 8mill kl. 14, så bliver den gerne 14:12 førend mister-42-år-og-midtvejskrise-med-grimt-slips gider dukke op. Jesus! (- og hvor skal I flytte hen?)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen, jeg orker bare SLET ikke det der kommen for sent-halløj, når det kommer til mæglere. Så jeg skred i bedste tøsefornærmethedsstil. Og har nu bestilt en ny fremvisning. Spader.

      Vi ved ikke helt med flytning. Hvor og hvornår og om. Vi kigger bare lidt for at afsøge nogle muligheder...

      Slet
  3. Så burde du lige kigge ind forbi mig, du har nemlig vundet i min give away. Det burde da være lige til at få ja-hatten på af :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Yay! Tak endnu engang for at have været lykkens pamfilius. Nostalgi-pudebetræk - ja tak! :-)

      Slet
  4. Åh, jeg kender det virkelig godt - men ind imellem er det altså på sin plads at klage, og det synes jeg det er i dine tre eksempler:):)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det syntes jeg jo også, da jeg gjorde det, men nu tænker jeg, om jeg i virkeligheden bare er emsig... :-)

      Slet
  5. Kender det godt - det er sååå svært at beholde ja-hatten solidt fast på hovedet, når man møder den slags dårlig stemning... Men - i det mindste var du da (flink) nok til ikke at navngive cafe'en her???
    Men fedt at Hipp reagerede sådan - det er da service - sådan ovenpå den lille svipser med plastik (???) i maden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er ikke meget for at navngive ting her på bloggen, med mindre jeg har været virkelig usandsynligt meget utilfreds. Eller er glad for noget, eller har lånt et billede eller omtale af noget. Som jeg også skrev i min klage til caféen, så kan der jo være mange grunde til dårligt humør hos personalet, og det var der da også, viste det sig i de (!) meget venlige svar jeg fik. Ikke, at det undskylder noget, men det gav da i det mindste en forklaring :-)

      Slet
  6. Synes jeg er blevet bedre til at klage med alderen (eller i hvert fald efter jeg fik børn). Gider ikke finde mig i dårlig service eller produkter, der ikke virker... Prøver dog altid at være sober og skriver oftest, i stedet for at ringe (så kan de også lige tygge lidt over svaret)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også først blevet klage-agtig, efter jeg har fået børn. Enten er det fordi, jeg er blevet mere ligeglad med, om andre synes, jeg er emsig, eller også er det fordi, jeg ikke orrrker, at ting ikke virker. Der er nok om ørerne med to smållinger - jeg gider ikke også have sure servitricer og plastic i maden oveni ;-)

      Slet
  7. Sejt at du klager. Når der er noget reelt at klage over, synes jeg bestemt ikke, at det er mavesurt. Jeg klagede for nylig til Arriva, og de sendte mig noget, der ligner en standard-mail til sure kunder, så jeg overvejer lidt at klage igen. Der kan jo gå helt sport i skidtet!

    - og hvorfor kigger I på lejlighed? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Standard-mails pisser jeg også helt af over. Især fordi de i sagens natur sjældent er målrettede, og man risikerer derfor at få svar på noget helt andet end det, man egentlig klagede over. Så jeg synes, det er på sin plads at klage over svaret på din klage ;-)

      Jamen, vi kigger på lejlighed, fordi vi skal flytte. Åbenbart. (det startede lidt som HDD's projekt med mig som sure-kæresten, der er rætti glad for at bo her. Men nu har han fået mig lokket med på idéen, og så skal jeg da lige love for, at han smeder, mens jernet er varmt. Så for to uger siden, skulle vi ikke sælge - nu har vi bestilt vurderingsmand og er klar til at smide lejligheden på alle de sociale medier, der orker den). Mere om det i et andet indlæg...

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...