Så strøg der lige en uge plus det løse, hva'?! Og nej, det er ikke tømmermænd fra
sidste fredag, der har varet så længe. Fik bare aldrig skrevet en opfølger (
pasning gik godt - reptiler havde opført sig eksemplarisk, og HDD og jeg nød aften ude i voksenselskab og ikke mindst at cykle gennem byen i den lune sommernat og få bekræftet - i fald jeg lige havde glemt det - hvorfor det er, jeg holder så meget af København, at jeg ikke nænner at flytte herfra). Og pludselig var der søndag, og både små og store reptiler pakkede bil og satte kursen mod Sverige. Hvor netdækningen, som trofaste læsere vil vide, er ustadig
(for ikke at sige ikke-eksisterende), men hvor der til gengæld er al tid i hele verden til at nyde roen, freden og hinanden.
SÅ dyller, siger jeg jer!
Så det har vi gjort. Særligt efter de første par dage, hvor vi lurede, at Varanen - og dermed vi - sov markant bedre, hvis vi skippede weekendsengen og lod ham ligge på en madras på gulvet sammen med mig. Som jo så ikke har sovet i en seng i en uge, men ok - myoserne i nakke og ryg skal jo komme af et eller andet...
Sverige har budt på halvfesent vejr
(undtagen lige til sidst - det er jo typisk), men til gengæld et dejligt fravær af myg. Og så blåbær, ribs og kantareller i ustyrlige mængder. Der er derfor blevet spist blåbær til og på alting (
en glimrende måde for Varanen at perfektionere sit pincetgreb), og aftensmaden de sidste mange dage har stået på kantareller i flere afskygninger. Der er ribs i fryseren nu, sammen med de omkring 500 g kantareller, vi ikke fik spist, og en halv liter blåbær i køleskabet. Flankeret af en for gammel spegepølse og en mistænkeligt udseende liter mælk - men det er en del af charmen ved at have været væk hjemmefra. Så vi er nogen, der skal have handlet i morgen, kan jeg regne ud...
Fremviser stolt sit bytte
Den lille pige og kantarellerne
Høsten. Efter den første svampetur
Øglen og Varanen har nydt Sverige i fulde drag - Varanen så meget, at han besluttede sig for at få to tænder i ugens løb. Måske også derfor var nattesøvnen ikke altid lige sammenhængende, men jeg skal ikke klage; hele to dage fik jeg lov til at sove til kl. 8 - og den ene gang var det endda uden opvågninger overhovedet, fordi Varanen da lige snuppede en lur fra kl. 21 til 08. Ja tak! Derudover har han set lyset i bøger (
han slægter sin moder på, tilsyneladende), så en aften brugte han en lille time på at kigge i
og tygge på en samling pixi-bøger. Og havde åbenlyst en fest.
Øglen skulle lige komme sig over, at der ikke var fjernsyn i ødegården
(spørgsmålet "Hvorfor er der ikke et fjernsyn her i Sverige?" blev stillet pænt mange gange i ugens løb), men hun har boltret sig på grunden, plukket (
og spist, primært) bær, badet i skovsø, fundet troldehuse (
som for det utrænede øje bare ligner store sten med mos på), sat blåbær ud til troldene (
og sør'me om de ikke havde spist dem næste morgen!), poppet popcorn over bål og været i legeland i nærmeste større by, hvor mutti måtte erkende, at det sq da egentlig er meget sjovt at klatre i legestativer, rutsche på lange rutschebaner (
selv om jeg satte grænsen ved et langt, snoet rør - tænk, hvis jeg sad fast) og flyde i et boldbad. Derudover har hun tophygget sig med farmor, der var på visit et par dage, ædt e-numre og sukker nok for hele Småland og "fået lov" til at være længe oppe. Sidstnævnte med det resultat, at klokken blev 100 her til aften, før der var ro i lejren, men det ville da næsten også være for godt til at være sandt, hvis det bare gik let og smertefrit at skifte mellem sommerlandet og hjemmelandet...
Jo jo - det er naturgodis, der er i posen. *Fløjte fløjte*
En liste - med tilhørende tegninger over ugens gøremål. HDD mener, at mine tegnekundskaber gik i stå omkring 4. klasse, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Men Øglen synes stadig, at jeg bare tegner for fedt, så jeg bliver ved lidt endnu...
Wheeee - en lille Øgle på en stor rutschebane
Varanen og boldene
HDD styrer popcornene med hård hånd
Øglen i skovsøen
Den kommende uge står også på ferie for størstedelen af reptilfamilen - desværre bare ikke for mit vedkommende. Kunne nu ellers godt bruge en uges tid mere i noget ødegård eller lignende, men nej. Såeh - er jeg et lille (småt?) menneske, hvis jeg håber, at de der meteorologer tager fejl
som sædvanligt, når de lover sol over hele linjen den kommende uge?!
Søskende
Arj, det er selvfølgelig bare pjat. Jeg ønsker mig masser af sol og sommer - så kan hjemmekontoret nemlig rykke udenfor. Og jeg kan mæske mig i iskaffe, isvafler og alt muligt andet med is, eller nåååh nej - det kan jeg jo
ikke, eftersom jeg efter en løbetur i Sverige var dum nok til at brokke mig over usandsynligt tunge ben. Hvortil HDD var
usandsynligt hurtig til at konkludere, at de tunge ben naturligvis måtte skyldes et for højt indtag af sukker. (
Hvad SNAKKER han om!? Jeg spiser da stort set ingen slik... Ahem...) Så nu skal "vi" prøve at skære ned på sukkeret.
Igen. Startende fra i morgen. Såeh... ingen is til mig i den kommende sommeruge, åbenbart. Grrr.
Nå, men is eller ingen is - jeg ville jo egentlig bare sige hej. Håber, I alle har det dejligt!
- Postet fra mini-Padden