søndag den 8. juli 2012

En sommersøndag i punktform

*Varanen drattede ned af sengen i et øjebliks ubevogtethed. Landede på kinden og skreg, så himlen var ved at falde ned. Og mit moderhjerte bristede en lille smule.

*Jeg løb en laaaang tur. 16 km. Uden at dø. Men overvejer nu at amputere mine ben. Eller alternativt mit hoved efter en knaldende hovedpine har drevet gæk med mig hele eftermiddagen.

*HDD løb en lang tur (ja, vi er blevet sådan et irriterende par i spandex, der begge to løber fra tid til anden), mens jeg hyggede om og med reptiler. (Og svedte som en gris efter min egen løbetur, men der er jo intet, der bidrager til hyggen som lidt frisk tran-lugt)

*Reptilfamilien begav sig på tur til Østre Anlæg med klapvogn og 'skærebræt' (Øglens ståbræt til klapperen) for at høre Jazz for Kids.

Michael Watson m. Jazz Five - det var rætti godt 

*Øglen og undertegnede jazzede i bagende sol, mens Varanen og HDD sad i skyggen og delte en kanelgiffel hjemmebagt klidbolle med speltdrys (!)

Kanelgiffel og skygge medbragt fra hhv. Købmanden og hjemme 

*Alle mand fortsatte til Kongens Have, hvor der blev indtaget iskaffe (er I klar over, hvor god iskaffen fra det der is-hus i Kongens Have er?!) og 'Funny Finger'-is (Øglens. Er jeg i øvrigt den eneste, der synes, at det er et rimelig nederen navn til en is?) på græsset.

Bliss! 

*Øglen og jeg så 'Helten i Køleskabet' ved Marionetteatret, mens HDD trillede rundt med sovende Varan. (Og jeg kom på glatis ved at skulle forklare handlingen for Øglen. Det var noget med en tyk dreng, der blev drillet i gymnastiktimerne, et syngende blomkål og en rullesteg, der var ond og ville spise en lille tyk pige. Forklaringen lå ikke lige til højrebenet, men vi endte da med at få os en god snak om venskaber, tykke og tynde mennesker, og om at man ikke må drille. Og om dansende grøntsager...)

*Øglen og HDD var på legeren i Østre Anlæg, mens jeg trillede rundt med sovende Varan.

*Reptilfamilien satte kursen hjemad, med ømme fødder, solbrankede kinder og leende børn (efter Øglen havde haft et mindre flip over, at vi skulle hjem, altså)

Og resten af aftenen er så gået slag i slag. Med overtrætte reptiler, der alligevel hyggede sig enormt godt sammen - lige indtil Øglen gokkede Varanen i hovedet med sit knæ. Som i øvrigt fik et giga asfaltskrab i børneren forleden, og derfor er det tvivlsomt, hvem det gjorde mest ondt på - Øglen eller Varanen. De græd i hvert fald lige højt. Og længe.

Dét stunt markerede så afslutningen på en skøn skøn sommerdag. Hvor der har været tid til det hele - og lidt til. Dem vil vi gerne have lidt flere af (minus knæ-stunt og at Varanen triller ud af sengen). Ligesom vi gerne vil have lidt slik. Såeh. Hvem henter?

17 kommentarer:

  1. Årh, det lyder som en herlig søndag!! Og som en, der favner alle følelserne;-) Heldigvis lyder det som om, der var flest af de glade.

    Hilsen moren, der for nylig vendte ryggen til rullende Mini Tvitten i et 1/2 sekund og efterfølgende hørte et bump, skarpt fuldt af et vræl samt verdens dårligste samvittighed

    SvarSlet
    Svar
    1. Og P.s.:
      Har også tænkt på, om navnet på isen tyder på en lidt lummer humor i marketingafdelingen...?

      Slet
    2. Jamen, hvad er der med de der smållinger? Hvorfor skal de nu lige rulle, når man mindst venter det?! :-) Håber, at Mini Tvitten kom over det uden de store skrammer...

      (Og ja, marketingafdelingen må have haft det vældig morsomt, da de fandt på nye isnavne)...

      Slet
  2. Efter at hve fulgt din blog i 4! År (gennem flere navne og flytninger) efterlader jeg hermed min første kommentar :-) Alle børn skal rulle ned af sengen mindst én gang! Sikke en skøn dag!!
    Kh. Jane, mor til fie på 3:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis - det sagde vores tidligere (og fantastiske læge) også...

      Slet
    2. Jamen, du skal være mere end velkommen i kommentarfeltet også :-) Tak for din kommentar, og fordi du følger med.

      Klog læge, lyder det til. Så er begge reptiler på den sikre side - Øglen er drattet ned 2 (måske 3, faktisk?) gange, og Varanen én. Til gengæld fik han et billede i hovedet i morges (da han lå i sengen), så det tæller måske også? :-)

      Slet
  3. Avs for rullefald og skrabet knæ-i-hoved. Men stor :D for alt det andet. Det lyder lige så herligt og vammelt-idyllisk som det sikkert var ;)


    - og så er jeg pænt jaloux på børne-jazz-arrangement. Kedelige Jylland, altså!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var totalt vammel-idyllisk. Lige bortset fra, når det ikke var. Når Øglen skreg så højt i Østre Anlæg over, at vi skulle hjem, at andre børnefamilier begyndte at give os 'godt det ikke er mit barn skråstreg godt det ikke er mig"-blikke, fx. Men i det store hele var det en fantastisk sommerdag. Ikke mindst pga. jazzen. Kom til Kbh!!! :-)

      Slet
  4. Dejligt vejr og tid til det hele. Sikke en dejlig sommersøndag :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var smadderdejligt. Lige som en sommerdag bør være.

      Slet
  5. Årh hvor det bare oser af overskud og idyl!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeps. Manglede bare alt det hjemmegjorte. Og at skrive en bog imens. På en skrivemaskine. Så ville idyllen have været komplet.

      Slet
  6. Åh ja dejlig søndag! Og i dag er det så møgvejr med møgvejr på, øv.

    Vi havde også et mindre styrt, fra sofa, i weekenden. Jeg kunne bare høre bumpet og en dreng der begyndte at græde med det samme. Han kan sagtens selv kravle ned, men havde fået numsen for langt ud over kanten. Heldigvis var han hurtig god igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. De bliver heldigvis rimelig hurtigt gode igen, de små. Jeg bilder mig ind, at de er så bløde, at de ikke slår sig sådan helt vildt meget. Men jeg bliver bare så forskrækket. Er dog langsomt ved at acceptere, at det jo nok bare kræver nogle knubs, når de bliver mere mobile...

      Slet
  7. Misundelse er en grim ting, så i stedet vælger jeg at glæde mig på jeres vegne over en herlig dag hvor al gråd var udløst af forklarlige fænomener - også selvom den var høj og hjerteskærende. Herhjemme er det indtil videre lykkedes Bean at være rimeligt uskadt. Vildeste oplevelse har nok været et lovligt hårdt møde med Kærestes knæ. Med gråd og trøst til følge.

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...