Nåjamen så kom sommeren da tilbage for fuld hammer, hva'?! Det skal man ikke klage over, og vi har da også gjort vores ypperste for at vride så meget godt ud af vores weekend som muligt. Blandt andet har nogen været oppe omkring kl. 6-6.30 begge dage, fordi nogen ikke gad sove mere, og fordi andre
(ja, HDD og Øgle, jeg taler til jer!) sov de dødes søvn. Men man kan ikke komme udenom, at dagen bliver så dejlig lang, når man er tidligt oppe, så helt skidt har det ikke været.
(Det skal I i øvrigt ikke sige til HDD, for jeg skal svinge martyrkappen i aften, når jeg skal overtale ham til at hente slik).
Nå, men det har jo ikke været tidlige morgener det hele. Vi har også været til jävlahyggelig frokost hos min bror og svigerinde på Bryggen. Maden blev indtaget i deres hyggelige gård, mens Øglen og hendes kusiner drønede rundt og legede. Og Varanen krabbede rundt på græsset og råbte "UF!" Med lækker mad og hjembragte øl fra Refsvindinge Bryghus var det lige til at holde til, der i solskinnet.
Mmmm. Pølser og pasta til ungerne, stegt flæsk og perlebygssalat med grønne bønner og tomatvinaigrette til de voksne. Og øl + hjemmebrygget rabarbersaft. Hvorfor bliver vi ikke inviteret på frokost noget oftere?!
Så leges der. De tre store kusiner og den lille Varan-fætter. Der imødegår en tilværelse med tre hårde læremestre. Som højst sandsynligt får lækre veninder, så han kommer nok ikke til at klage.
Varanen og Øglen sad side om side i "Store Cykle" på vej hjem (
på vej ud lå Varanen nede i bunden og forsøgte at skrige sig ud, lød det til. Han bliver noget af et surt løg, når han er overtræt). Men hjemturen - hans første rigtige cykeltur - klarede han ned bravour. Nu skal han så bare lære de sindrige regler, der gælder for, hvornår man får tæv af sin søster, og hvornår man ikke gør. De er ikke lige til højrebenet, og jeg er ikke sikker på, at hun altid selv forstår dem, men vi ved nu allesammen, at en cykeltur bliver sjovere for alle, hvis Varanen lader være med at spise Øglens Mariekiks. Lesson learned.
Varanen ser med ærefrygt på sin elskede storesøster. Der tilsyneladende ikke kan gøre noget forkert i hans øjne. Heller ikke, selv om hun godt kan blive lidt korporlig fra tid til anden
I dag har så stået i huskigningens tegn. Nu, hvor vi har fået solgt, er der jo ingen grund til at hvile på laurbærrerne. Ikke, at vi finder et hus til indflytning før d. 14/9
(Argh! Det er jo LIGE om lidt!) alligevel, men det ville da ikke gøre noget, hvis vi ikke skulle bo i vores midlertidige bolig (
som vi i øvrigt heller ikke har fundet endnu. Anyone? Vi skal bare bruge to-tre værelser på Østerbro i nogle måneder). Så i dag skulle vi ud og ose huse.
Vi så tre styks. Ét dårligt (
som egentlig var fint nok, men med fugtig kælder og en have direkte op ad en meget trafikeret vej, var det lidt svært at blive vildt begejstret for et nyistandsat køkken), ét godt og ét rigtig godt. Det gode var et dejligt hus med en udmærket, men ikke perfekt, beliggenhed. Det rigtig gode var et udmærket, men ikke perfekt, hus. Til gengæld med en beliggenheden helt i top. Og så var haven fuldstændig fantastisk. Det er jo ironisk, at et notorisk ikke-havemenneske som jeg skal blive så forelsket i en
gigantisk have, men når brombærbuskene bugner, det gamle æbletræ kaster skygge på det fløjlsbløde græs, og afgrøderne i højbedene ville kunne give Aarstiderne kamp til stregen, ja så er det altså svært at undgå.
I det hele taget er det svært ikke at forelske sig hovedkuls
(mere end vi allerede er) i hele hus- og have-idéen på en dag som i dag, hvor vejret har været fantastisk, og alt er grønt. En gåtur i et af områderne gjorde da heller ikke noget for at overbevise os om, at vi skal blive i byen. Overalt var der smilende naboer med jævnaldrende børn. Logrende labradorer og smållinger, der var ved at lære at cykle. På fem minutter kunne vi være ved badebro, hvor andre smållinger plaskede rundt, mens de voksne sniksnakkede
(også med os fremmede), og hvor folk i kano kom glidende forbi. Og nåja - turen gennem skoven på gåben (for mit vedkommende) med sovende Varan i vognen var også temmelig dyller.
Ok ok - billedet er ikke fra i dag. Jeg har stjålet det her. Jeg var bare så opslugt af carporte, perlegrus og salgsopstillinger, at jeg helt glemte at fotografere. Noget, der ellers aldrig sker. Det må være et tegn.
Så alt i alt er vi pludselig blevet totalt villavejsagtige. Også selv om vi godt ved, at vi er ved at begå den boligsøgendes faux pas nr. 1: At se på hus på en solskinsdag i sommermånederne.
Jeg er temmelig overbevist om, at jeg på en blygrå dag i januar er temmelig ligeglad med, at der kommer et hav af brombær til efteråret
(måske - hvis jeg ikke har dræbt dem). Den nærliggende sø med tilhørende badebro og udkigsbænk mister nok også sin appel sådan cirka alle de af årets dage, hvor temperaturen er under 22 grader
(rundt regnet 353 dage). Men det er som om, min fornuft har lidt vanskeligt ved at råbe resten af mig op for tiden.
Såeh... Hus it is, tror jeg. Desværre nok ikke lige det fra i dag (noget med nogle dokumenter fra vores eget salg, der lige skal fikses, og så er huset sandsynligvis væk), men så et, der minder om. Tak. Håber, I har haft en god weekend allesammen. Og at der ikke nødvendigvis sker helt ligeså meget i jeres liv, som der gør i vores for tiden. For det går liiiiige stærkt nok, synes jeg...
- Postet fra mini-Padden
