lørdag den 22. september 2012

For ét år siden...

På en dejlig efterårsdag for præcis ét år siden, kom verdens dejligste Varan til verden. Klokken var 06.51, morgenlyset brød igennem gardinerne på fødestuen på Rigshospitalet, og vi var nogen, der var trætte efter at have haft veer i 28 timer. Heraf fem kvarters presseveer. Av av av. Men ud kom han, min skønne kleppert - 4.252 g herlighed fordelt på 52 cm. Med en tyk, sort manke, gode kinder og de mørkeste mørke øjne. Min egen lille Varan. Og adrenalin, lykke og uendelig kærlighed overtrumfer som bekendt selv den værste træthed, så 3 timer efter fødslen, gjorde vi os klar til at tage hjem med det lille nye familiemedlem i favnen.


Opstigning af trapper til fjerde sal kan ikke anbefales efter at have fået kløvet kroppen på langs, men det gik (tak, adrenalin og hormoner), og så sad vi dér. I vores lejlighed, der sjovt nok lignede sig selv fra vi tog af sted omkring 9 timer tidligere. Bare med den lille detalje, at der nu var en mere, end der plejer.

Vi havde formiddagen og eftermiddagen for os selv, HDD, Varanen og jeg, og tiden blev brugt på at nusse, ae og beundre det lille nye væsen, stene, nyde og forsøge at sove. Forgæves, naturligvis. Sidst på eftermiddagen kom Øglen hjem, og så begyndte livet som familie på fire for alvor.

Der har været op- og nedture i det forgangne år. Søvn-, samvittigheds- og tids-kriser. Følelsen af hænder og kræfter, der ikke slår til. Afmægtighed over for søvnløse reptiler, der på ingen måde har borget for hus- eller sjælefred. Og tanker omkring, hvorvidt jeg - vi - nu også gør det godt nok. Men! Midt i alt virakken, har der altid været en grundlæggende følelse af, hvor rigtigt det hele føles. På trods af det slid og slæb som unægteligt følger med at være en familie med to små børn. Og så har der været kærlighed. En masse. En tilsyneladende uudtømmelig strøm, som bare vokser og vokser, og jeg undrer mig jævnligt over, hvor meget kærlighed det mon er fysisk muligt at rumme.

Vi er i sagens natur alle vokset i løbet af det sidste år. I højden og i drøjden. Men også i overført betydning. For man vokser af at få et barn. Og vokser yderligere af at få et til. At få det hele til at klappe - eller i hvert fald at gøre forsøget på det. At se ens familie blive knyttet tættere og tættere sammen. På trods af kronisk træthed og mangel af tid til noget som helst, der ikke har med børn at gøre. Og at se ens børn holde af hinanden på en måde, som man kun havde turdet drømme om. (Og så ignorerer vi lige de dage, hvor Øglens vokabularium tilsyneladende kun indeholder sætningerne "Neeeeeeej, Varan! Du må ikke være med!")


I sit første år er Varanen gået fra hjælpeløs stor lille baby til viljefast dreng, der mener, at han kan og vil selv. Gerne alting. Og går tingene ikke lige, som han havde tænkt sig dem, så har han udviklet et helt særligt hidsighedsskrig, der går gennem marv og ben. 'Mågeskriget' er det blevet døbt herhjemme. Men bortset fra stædigheden sin viljefaste væremåde, så er han et mildt gemyt. Der skal ingenting til at gøre ham glad - et trut på maven, en kildetur, en bold, der triller eller en sang i radioen.

Yndlingsbeskæftigelserne pt. er titte-bøh (all time favourite - har styret i flere måneder efterhånden), boldspil og at klappe. Og så selvfølgelig at rejse sig op ad alting. Uanset, hvor hasarderet det så end måtte være. Han er frygtløs, og han befinder sig glimrende i sit eget selskab - hvis det vel og mærke er ham, der har besluttet sig for at kravle for sig selv og lege. Jeg skal ikke prøve at være den, der forlader selskabet - så bliver der klynket. For det kan godt være, at man er en selvstændig lille herre, men man er altså også en kende morsyg.

Afleveringerne i vuggestuen er derfor blevet outsourcet til HDD, der dag efter dag kan berette "der var ingenting overhovedet. Han grinede ovenikøbet til mig, da jeg vinkede farvel". Det var ikke helt samme scenarie, der udspillede sig, når jeg var den afleverende ånd, så nu afleverer jeg Øglen i stedet. Og henter Varanen. Meget bedre...

Ord er der endnu ingen af, men det betyder ikke, at han ikke snakker, ham Varanen. Der er bare ingen - ud over Øglen - der forstår, hvad han siger. Selv om jeg efterhånden har grejet, at "mam-mam-mam" betyder mad eller sut, at "DAH!" betyder hej, hov, se eller andre udbrud, og "bufff" betyder alt mellem himmel og jord. Ingen dyrelyde endnu eller tegn på et lillebitte "Mor!", men Øglens navn har han dog styr på.


Fødselaren har stadig sin 1 års-undersøgelse til gode, og derfor kan jeg ikke tegne en graf over udviklingen af hhv. længde og vægt (det kunne jeg sq nok heller ikke alligevel). Men han bruger str. 80 i tøj (og sniger der sig indimellem en body på i str. 86, er der ingen skade sket. Str. 80 synger måske i virkeligheden på sidste vers?), så jeg gætter på, han ligger på omkring de 81-82 cm i længden.

Vægten tør jeg næsten ikke gætte på. Øglen vejer 1,6 kg mere, end der må være i en flyttekasse, der skal bæres af flyttefolk fra fjerde sal, nemlig 16,6 kg. Og til sammenligning synes jeg jo ikke, at Varanen er markant lettere. Qua sin størrelse rent højdemæssigt, anslår jeg ham dog til at veje lidt mindre, men jeg ville blive overrasket, hvis han vejer under 13 kg, når han skal til lægen om en måneds tid. Såeh... 13,7 kg gætter jeg på. Hvilket måske også kan forklare, at det er en absolut umulighed for mig at have ham på én arm længere, mm. han sidder på min hofte. Det der vuggestilling på én arm - forget it! Ikke kun fordi, han tilsyneladende hellere vil springe ud i fri luft end at ligge sådan, men fordi han simpelthen er for tung.
 
Det er måske derfor ikke overraskende, at mad er et stort hit hos Varanen. Den mad vi andre spiser, vel og mærke. Og så lige Havrefras uden mælk. Det er flere måneder siden, jeg godt kunne pakke sammen med min grødkogning om morgenen, for han gider ikke spise det. Havregryn, derimod. Ligesom Øglen og undertegnede - dét er der noget ved. Nemmere, helt klart, og den bekymring, jeg et kort øjeblik havde om, hvorvidt han så fik erstatning nok, den er helt klart blevet gjort til skamme. Eftersom Varanen typisk tyller 2 flasker ved sovetid. Såeh - jeg tror, han er dækket ind... 

Apropos mad, så var det de her grimrianner, Varanen havde med i vuggestuen som fødselsdagsfejringsfoder i går. Idéen var, at de skulle være en del pænere (og mindre onde), end tilfældet er. Men jeg trøster mig ved, at aftagerne kun er omkring 1 år gamle og derfor ikke har sprog nok til at håne udseendet. Og så tænker jeg, at tilstedeværelsen af både glasur, rosiner og lidt sukkerdrys er nok til at formilde selv de værste kritikere...

Men nå. Jeg kunne fortsætte i timevis om, hvor fantastisk Varanen er. Men jeg tror, I er med på det efterhånden. I stedet vil jeg gå ind og kigge på ham og nyde og frygte lidt, hvor meget gåpåmod han - også - har, når han er på udebane. Vi fejrer nemlig fødselsdag hos Mårmor og Mårfar (der er noget med en Tændstikæske, der ikke har plads til at huse gæster), og der er både en hund, nye legesager og en hel del trapper af sten, gisp!, der skal forceres.

En kende groggy efter en hård nat...

Tillykke med fødselsdagen, min elskede Varan. Tak for dit første år, og tak for dig!

---
Note: Dagen i dag er ikke bare Varanens 1 års fødselsdag. Det er også 2 års-dagen for slutningen på min fejlslagne graviditet i efteråret 2010. Efter flere frugtesløse scanninger, pletblødninger og andet spændende i september 2010, kulminerede det i et endegyldigt punktum i form af styrtblødning, dejsen om i en garnbutik af alle steder og en tur på hospitalet 22. september 2010. Det er faktisk først for nyligt, at jeg er kommet til at tænke på, at der præcis er et år mellem de to begivenheder, men jeg synes faktisk, at det er en ret fin ting. Det kan godt være, at jeg mistede noget 22/9-2010, men til gengæld fik jeg fuld kompensation og mere til et år senere. Og han var bestemt værd at vente på, ham Varanen! :-)

24 kommentarer:

  1. Tillykke med ham. Han er (stadig) skøn og han minder så meget i sind om min yngste - vil selv, kan selv og alt det der ;-)

    SvarSlet
  2. Jøsses, er han virkelig allerede 1 år - kæmpestort tillykke til/med ham :-)

    Randi

    SvarSlet
  3. TILLYKKE, TILLYKKE med den fine, søde dreng! Hvor er han kær, altså! Hav en dejlig dag! :-)

    SvarSlet
  4. Okok....så faldt lige en tåre eller to i Odense under læsningen. SØD!

    SvarSlet
  5. Hvor går tiden bare hurtigt, tænk han er et år...

    Tillykke med dagen

    SvarSlet
  6. Nuååååårh hvor er han altså bare lækker..... Og stor! Min dreng på knap 4 vejer lige omkring de 13 kilo:-) Stort tillykke med ham.
    Blev lidt rørt af din sidste note, da det pludselig gik op for mig at det på min terminsdato til februar, er næsten præcist et år siden jeg aborterede.

    SvarSlet
  7. Tillykke med ham! :-) Den første fødselsdag er helt ganske særlig - og måske endnu mere særlig pga den oplevelse du deler i din note.
    Snart er jeg også mor til to - og det er både skræmmende og glædeligt at tænke på. Hvordan klarer man - vi - det?!! men så er det jo opmuntrende at følge andre som klarer opgaven rigtig godt med de udfordringer, søvnløse nætter og ekstra ressourcer det kræver :-)

    SvarSlet
  8. Sikke et dejligt, dejligt indlæg!!!
    Kæmpe stort tillykke med din smukke dreng :)

    SvarSlet
  9. Stort tillykke med ham! Ret utroligt at et år, når man får børn, pludselig hår fra at være 12 måneder/365 dage til kun at være halvdelen. Højst!!
    De er sgu da lige kommet for fanden.

    Han ser pisse dejlig ud. Og jeg ku fanme godt æde en halvgnaven rosinmus :-)

    SvarSlet
  10. Kæmpe tillykke til verden dejligste (og smukkeste) Varan. Tak for det skønne indlæg :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Aijj og nu krummer jeg så tæer over et manglende S! Det var selvfølgelig verdens dejligste... Du ved det godt, men jeg kan ikke holde sådan nogle stavefejl ud, og hvis ikke jeg havde rettet det, ville det have betydet ingen søvn i nat ;-)

      Slet
  11. STORT tillykke til din søde Varan:-) Skøn læsning - sidder bare og smiler:) - herlige billeder, tekst og historie.

    SvarSlet
  12. Tillykke til Varanen og den stolte mor :-)

    SvarSlet
  13. Tillykke med det smukke barn :-) Men 13 kilo, er du sikker på det? Thomas har lige været afsted og er 80 cm og 10,1 kilo, lægen kaldte ham godtnok også lang og slank, men alligevel, 13 kilo? :-)
    Kh. Johanne

    SvarSlet
  14. Jeg er ekstra vild med dig, når du maler med de store farver!
    Tillykke med den underskønne, smukke Varan!

    SvarSlet
  15. Stort tillykke med din lille ( store) dreng. Min egen pige fylder 1 år om 2 uger og bruger også str 80. Hun vejer 9,7- så tror altså heller ikke at din dreng vejer 13:-)

    SvarSlet
  16. Svar
    1. Har først lige set din note nu. Og hvor er det et vildt sammentræf. Kan godt forstå, at datoen er særlig vigtig for jer:-)

      P.s. Er helt enig med Karoline i, at det er dejligt, du deler af dig selv på bloggen - jeg prøver stadig lidt at finde balancen og finder helt sikkert inspiration på din blog. Så tak for det.

      Slet
  17. Tillykke med den lækre dreng! Og tak for at du deler så meget på bloggen, det er virkeligt fantastisk at følge med i :)

    SvarSlet
  18. En superdejlig lille gut fylder sit første år - stort tillykke! Hvor er han dog sød - er især vild med 9-måneders grineflip-billedet og birthday boy, der sidder helt træt og skulende og synes at tænke "Kan man da ikke få lov lige at vågne i fred uden at der skal tages billeder?!". Nååh! :)

    SvarSlet
  19. Var i øvrigt ikke klar over, at du havde aborteret for to år siden. Det gør mig ondt at høre! Og hvor det dog lyder barsk med blødning og besvimelse - har haft noget tilsvarende inde på livet (dog ikke egen krop) og ved, hvor chokerende og tragisk det kan være. Dejligt, at alting lykkedes på fineste vis for jer efterfølgende - livet kan virkelig gå op og ned. Det skal bare helst gå mest op. Ekstra stort tillykke med den optur, som Varanen er - udover at være brandsød!

    SvarSlet
  20. Der er noget poetic justice i den slags sammenfald. Stort tillykke med den store Varan - hvor fint at følge ham måned for måned i billedform i dagens anledning.

    SvarSlet
  21. Er der allerede gået et år? Det er sørme gået hurtigt. Tillykke med den skønnste varan, jeg nogensinde har hørt om!

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...