lørdag den 8. september 2012

Vuggestue-Varanen #3

En af de ting jeg til stadighed skal vænne mig til ved barn nr. 2 er, hvor lidt jeg husker at dokumentere* i forhold til barn nr. 1. Dels pga. mangel på tid, dels pga. at jeg - til trods for, at det ikke er samme barn - har prøvet de fleste babyudfordringer før.

Selv om erfaringen bidrager positivt til den ro, jeg oplever omkring at blive mor anden gang, så går den også ind og pirker til min latente dårlige samvittighed (nogen, der vil have noget? Der er nok til alle). For er det nu også retfærdigt overfor Varanen, at jeg tager hans natlige flip (når der er sådan nogle) med ophøjet ro blandet med en snert af irritation og opsathed på, at Øglen ikke skal vækkes, fremfor bekymring og efterfølgende Googlen mig gul og blå efter, hvad det mon kan skyldes? Og hvad med det der med at huske og dvæle ved de små, fantastiske ting og fremskridt i hverdagen, uden de drukner i praktikaliteter og andre gøremål?

Se, hvor er han sød!

Jeg gør mit bedste, og mens jeg bruger krudt på at konferere med min indre perfektionist omkring, hvorvidt det nu også er godt nok, kan jeg da kaste nogle kræfter efter at nedfælde Varanens begyndelse på sin vuggestuekarriere og de kvantespring, han tager i den forbindelse. For der er fart på udviklingen nu, kan jeg mærke, og hvis jeg ikke tvinger mig selv til at dvæle, huske og skrive ned, så glider det mig af hænde. Og det ville jeg synes var så ærgerligt. Så! Vuggestuen! Go:

Varanen har været institutionsbarn i ret præcist en måned nu, hvilket betyder, at han har kravlet i ret præcist en måned. På det seneste har han forfinet sin teknik, så han kan forcere dørtrin og større forhindringer (som fx madrasser og underlige, hævede gulve), men han har stadig til gode at lure "numsen først"-finten, når han skal ned fra noget. Det resulterer i en del knubs og endnu flere raserianfald fra Varanen, der ikke har tålmod som en af sine primære dyder (så det Varanen og Øglen ikke har tilfælles i udseende, har de tilfælles dér), selv om han jo ellers er ret blid og mild af natur. Inden for den sidste uge - faktisk i al den tid, vi har boet i Tændstikæsken - er han begyndt at rejse sig op ad ting og vil gerne gå med os i hænderne. Det har han gerne villet længe, men det er først nu, benene for alvor gider bære ham. Og alligevel ligner han en glad rockblomst, når han stavrer af sted. Simpelthen så kært.

Han er glad for vuggestuen og ikke mindst for de mandshøje plakater af bl.a. Ghita Nørby, der er på et eller andet billetsalgshalløj lige over for vuggestuen. De får smil, grin, grynt og klap med på vejen dagligt, og jeg er ikke helt sikker på, om det er i forventningen om at se Ghita eller vuggestuen, han retter sig op og er , når vi hopper af toget og spadserer ned mod vuggeren.

Afleveringerne er stadig ikke de sjoveste i verden, men jeg er da i det mindste holdt op med at græde, når jeg har afleveret. Selv om jeg må indrømme, at det nok aldrig holder op med at give et stik, når man hører sit barn græde hjertenskærende på den anden side af en lukket dør. Men han holder altid op igen relativt hurtigt, og pædagogerne - de søde mennesker - forsikrer mig om, at han bliver hurtigt glad igen. Og som over-pædagogen sagde i går, da hun kom ud og fandt mig i garderoben, mens jeg ventede på, at der blev stille, så ville de ringe, hvis han blev ved med at være så ulykkelig. At de ikke ville lade ham græde på den måde i særlig lang tid, før der blev sendt bud. Og det ved jeg jo godt, nu jeg tænker efter...

I mandags talte jeg med en af de nyere pædagoger på Varanens stue - hende, Varanen gerne vil adoptere - og efter at have hørt, hvordan hun synes, det går med Varanen på stuen, og hvordan hun opfatter ham, ja så havde jeg nærmest lyst til at adoptere hende. Jeg ved jo godt, at Varanen er fantastisk og verdens sødeste baby, men det er ret dejligt, at en af dem, der tilbringer virkelig mange timer sammen med ham dagligt, også synes det. Eller i hvert fald synes, at han er "sød og glad og helt ufattelig nem. Smiler, griner og leger rigtig godt med de andre børn, og så sover han jo bare i det sekund, han bliver lagt. Og vi bliver faktisk tit nødt til at vække ham, når vi skal ind og have eftermiddagsfrugt. Så han sover som regel 2 timer" (her blev jeg så lige nødt til at stoppe og sikre mig, at vi rent faktisk talte om den samme baby, for det der med "bare at sove, når han bliver lagt", det arbejder vi ikke ligefrem med herhjemme. Men den er god nok - det var Varanen, hun roste til skyerne).

Sådan her ser det nærmere ud, når vi prøver at lægge Varanen. En Varan med vidtåbne glugger, der for alt i verden ikke vil gå glip af noget. Så nogle gange bliver mutti liiige nødt til at have sig en kop kaffe...

Så Varanen er glad for sin vuggestue, lader det til, til trods for afleveringerne. Som måske udspringer af, at han kom relativt 'sent' i vuggestue i forhold til Øglen, der begyndte som 9 mdr. gammel og aldrig sagde et kny til at blive afleveret, før hun blev så stor, at hun fik et sprog. Og så i dén grad begyndte at sætte spørgsmålstegn ved hele afleveringskonceptet. Eller måske hænger sammen med, at vi lige er flyttet, og der er blevet rodet op i en masse. Han er i hvert fald blevet majet morglad på det seneste. Jeg må helst ikke gå nogen steder, og hvis jeg er et sted, hvor han kan høre mig, men ikke se mig (som var tilfældet her til aften, hvor jeg var ude i gården sammen med Øglen), går han helt amokka. Det kan  selvfølgelig også skyldes, at planeterne står skævt i forhold til ...stjernetegnene?... og derved laver ravage i afleveringerne? Eller måskeeee er det bare fordi, han er en baby? Who knows? Under alle omstændigheder skal han jo have lov at være ked af det, når jeg går, hvis det er hans umiddelbare følelse. Det er jo et eller andet sted bare mit behov, at han skal være glad...

Ooooog - SOV! Han kan jo godt. Han er bare stædig. Ligesom sin far søster 

Vuggestuen gør, at Varanen er mere end almindeligt kvæstet, når klokken passerer 18. Derfor bliver han puttet mellem 18 og 18.30, og det er HDD naturligvis lidt ked af, eftersom han først er hjemme fra arbejde omkring kl. 17. Men sådan må det være i en periode - det varer forhåbentlig ikke evigt. Og der er jo ikke noget at sige til, at det er hårdt at være i vuggestue. Til trods for de relativt korte dage, jeg giver ham (afleverer 8.30-9 og henter 14.30-15 lige for tiden, men det bliver desværre ikke ved med at gå for mit vedkommende. Det levner nemlig ikke rocker-meget tid til at arbejde) er der jo stadig en masse nye-agtige mennesker, han skal forholde sig til, et nyt sted, nye rutiner og i det hele taget bare en udvikling i rivende fart.

Jeg har allerede krise over, at vi på et tidspunkt skal rykke ham ud af de trygge rammer, han er ved at få etableret ovre i vuggestuen, men den tid, den bekymring - nu skal vi lige finde ud af, hvor og hvor meget vi overhovedet kan købe hus for, så skal vi finde et hus, og så skal vi overtage det. Så vores tidshorisont er da i hvert fald nok et halvt års tid. Og selv om rammerne i vuggestuen naturligvis ikke (forhåbentlig da) er blevet mindre trygge til den tid, så kan det være, at det ekstra halve år giver både mor og Varan rum til at kunne rumme noget nyt.

Hov. Lige til sidst (så stopper jeg, det lover jeg), så skal jeg da huske at fortælle, at jeg havde Øglen med ovre for at hente Varanen i vuggestuen i går. Jeg var ret spændt på, hvor meget - om noget - hun kunne huske fra sin egen tid i vuggestuen, for selv om hun godt ved (med ord, i hvert fald), at det er hendes gamle vuggestue, så var hun helt blank, da vi for nylig fandt nogle billeder fra de stuer, hun gik på. Hun kunne ikke huske, hvad en eneste af pædagogerne hed, og det eneste barn hun kunne kende, var bedstevennen N, som jo også går ovre i børneren.

Øglen syntes, det var sjovt at være med ovre efter Varanen, men hun gav ikke udtryk for, at hun kunne huske stedet overhovedet. Jeg havde hende med inde på de forskellige stuer for at sige hej til hendes gamle pædagoger - to af hendes absolutte yndlings fra dengang var på arbejde, men det virkede ikke til, at der var noget, der ringede hos Øglen (modsat hos pædagogerne, der var ved at gå helt op i limningen over, hvor stor og sød, Øglen er blevet. Det sagde de i hvert fald). Det overraskede mig lidt, og så alligevel ikke - børn er jo fantastiske på den måde, at de lever 100 % der, hvor de er, og ikke der, hvor de har været engang. Men det er alligevel en speciel oplevelse at konstatere, at mennesker og steder, der har haft så stor betydning for ens barn, pludselig ikke længere eksisterer i deres erindring. Trist og enestående på samme tid.

Øglen i toget på vej til Varanens vugger. Meget meget hårdt at køre to stop med S-toget, tilsyneladende 

Nå. Nu stopper jeg. Det lovede jeg jo. Har også nogle marengs, der skal spises puttes i dåser. Og noget Breaking Bad, der skal ses. (Har I set den? Nej? Så gå i gang NU, blev der sagt. Fan-fucking-tastic serie).


*Og med "dokumentere" mener jeg ikke "at tage billeder". For det gør jeg om muligt endnu mere nu, end da Øglen var baby. Nu har jeg nemlig en AjFåååun. Dengang havde jeg en Sony Ericsson, der måske nok var fancy for sin tid, men tage billeder, det var den sgu'nte god til...

15 kommentarer:

  1. Han er herresød (det er de jo begge to).
    Og jeg kan slet ikke huske, at Bean har været mindre end hun er nu. Så måske er det helt fint, at der bliver dokumenteret med uge-dagbøger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Uge dagbog! Herregod ide! Snups.

      Slet
    2. Åh ja - uge-dagbog. Det begyndte så godt her med den der Babykalender og er desværre endt så skidt med, at jeg slet slet ikke har fået skrevet i den. Eller kigget i den. I de sidste hm... 24 uger, måske...? Faktisk aner jeg ikke, hvor mange uger Varanen er nu. Eller hvor Babykalenderen er henne for den sags skyld...

      Slet
  2. Hvor er det skønt at aflevere et sted, hvor man bare VED, at ungerne er glade for at være. Men jeg kan ikke helt lade være med at reagere på, at de er "nødt til" at vække ham, så han kan komme ind og få frugt. Det synes jeg er helt galt. I StoreLilles vuggestue vækkede de aldrig sovende børn og holdt endda en overgang op med at skrive på listen, hvor længe børnene havde sovet. De ville undgå, at forældrene bad om at få børnen vækket og fokuserede i stedet på den gode søvn. Dvs. at man kun fik det at vide, hvis søvnen havde været anderledes end normalt. Det er jo bare fantastisk, at han er blevet god til at sove, og så skal han da have lov til det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig - som udgangspunkt er jeg også imod, at man vække børn, når de kan sove videre. Desværre er Varanens vuggestue bare indrettet sådan, at ungerne ikke lige kan sove videre, når lur-tiden stopper kl. 14, da de små sover i krybber i gården, og gården efter luren bruges til de større børn. Derfor kan pædagogerne ikke høre de unger, der sover længere, når de på et tidspunkt brokker sig (de bruger sådan et kaldeanlæg). Hvem er det i øvrigt, der ligefrem beder pædagogerne om at vække deres barn, hvis det kan - og har mulighed for - at sove videre? Udhvilede børn er da bare SÅ meget sjovere at være sammen med end ikke-udhvilede...

      Slet
  3. Har selv en dreng der "følger" din Varan. Ludvig er fra 26.9. startede i steiner vuggestue 15.8. og han elsker det. Men han siger stadig piv når han skal afleveres:-( det stopper dog som regel inden jeg er ude af fordøren. Hvis han er så træt til aften, hvorfor vækker de ham så?? For at få mad?? jeg ville da heller selv fodre mit barn af efter hentning, og så have et friskere barn. Jeg arbejder selv i en lille privat (dagpleje) vuggestue med 12 børn, og der får børnene da lov til at sove, alt det de kan over middag. Og ja de "store" små kan hurtigt glemme, og det er lidt sørgeligt. håber i finder det bedste hus til jeres lille øglefamilie

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor hyggeligt, at de følges ad :-) Øv, at Ludvig heller ikke er glad for at blive afleveret. Jeg HÅBER virkelig, at det bare er en fase (det er det meste jo, men en KORT fase, så :-)). Varanen er enormt mor-syg for tiden og har egentlig været det længe - særligt, når det drejer sig om afskedssituationen. Men jeg håber, at det snart vender.

      Ang. vækning fra luren, så forholder det sig sådan (som jeg også har beskrevet i mit svar til GiSP) i Varanens vuggestue, at de ikke har faciliteterne til, at han sover videre efter lur-tid, da soveområdet skal bruges til noget andet. Ikke optimalt, men desværre må funktionerne komprimeres lidt i plads-trængte institutioner i Indre By.

      Slet
  4. Kender det alt for godt. Her er den dårlige samvittighed også intakt. Har nemlig hverken fået lavet baby-mappe for hverken den ene eller den anden. Jeg har (engang) købt to fine mapper - men så gik jeg i stå, da jeg skulle vælge billeder og få dem printet - og huske det ene og det andet. Nu har jeg en stak post it, der ligger (alene) i mapperne med ca.-datoer for milepæle, det første halve år (ja, så nåede jeg heller ikke længere med post it systemet!). Er jeg en dårlig mor?...

    Og så tog jeg vel 8000 billeder med det store fine fancy kamera af første-fødte, mens nummer to - tjaa - mest bliver dokumenteret 1)under ferier med det gode kamera og 2) med et sløret iphone3-kamera! Sååå... derfor har jeg oprettet bloggen - så er der da et eller andet dokumentation om deres (tidlige) liv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh gud, det her kunne lige så godt have været mit svar! Er så glad for at høre, at jeg ikke er den eneste med tomme babymapper og billeder, der stadig venter på at blive printet ud! (jeg er dog stadig så optimistisk, at jeg tror, det nok skal lykkes at lave mapperne en dag...);-)

      Slet
    2. Måske vi skal lave en happening, hvor vi smider aldrig-påbegyndte-babymapper på et bål, danser rundt om det og slutter fred med os selv? Og spiser en masse kage? :-)

      Slet
    3. Jaaa - og har joggingbukser på og de grimme briller, fordi kontaktlinserne er tørre;-)

      Slet
  5. Hvordan dokumenterer man? Har jeg glemt noget? Altså udover at fremkalde de billeder vi tager - eller tog. Kameraet har vist ikke været remme siden marts.

    Kan man egentlig dokumentere mere end du gør her på bloggern?

    SvarSlet
    Svar
    1. Arj, 'dokumenterer' er måske også et forkert ord. Og du kan da have ret i, at bloggen i dén grad er dokumentation. Jeg mener bare sådan noget som "rejste sig ved egen hjælp første gang". "Begyndte at pludre i 'sætninger'". Første smil. Første tand. Rakte ud efter mor. Osv. Alle de der milepæle, du ved. Ikke, at jeg ved, hvad jeg skulle bruge dem til, men jeg syntes bare, det kunne være lidt hyggeligt...

      Slet
  6. Det der aflevering er bare en bitch. Her gik der ca en måned før Rumpenissen holdt op med at græde - men så blev det sommerferie, og bagefter var han i gæstedagpleje i tre uger, og nu da han endelig er startet hos sin egen dagplejer, er vi åbenbart også startet forfra mht gråd.
    Det skærer altså i hjertet med den der forladtheds-gråd! - også selvom man ved at det holder op igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhhh nej, altså. Det er SÅ hade-agtigt med aflevering af grædende børn. Over-pædagogen i Varanens vuggestue gør så heller ikke noget bedre ved virkelig at tale med "det er virkelig også synd for dig, Varan"-stemmen i afleveringssituationen, men heldigvis gør hun meget ud af at overbevise mig om, at gråden altså stopper temmelig hurtigt. Så det trøster mig. Lidt.

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...