Advarsel - her blæres!

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Det her bliver et blæreindlæg. Det kommer hverken til at handle om børn eller moderskab, men kommer til gengæld til at handle om mig. I endnu højere grad, end mine indlæg sædvanligvis gør, så nu er I advaret.

HDD og jeg har jo lige været i Berlin. På kærestetur, hvor HDD skulle løbe maraton. Og jeg skulle heppe, hed det sig. Men i virkeligheden skulle jeg også løbe. Og har skullet det hele tiden. Har bare ikke sagt noget, for tænk nu, hvis modet svigtede. Men det gjorde det heldigvis ikke (altså lige bortset fra de eksamenslignende nerver, jeg rendte rundt med aftenen og morgenen forinden).

Så HDD's og min kærestetur var i virkeligheden overhovedet ikke spor kærestet eller romantisk. Den gik nemlig primært ud på at spise pasta og lyst brød med syltetøj, gå tidligt i seng og så selvfølgelig løbe.

 

Rester fra (den i øvrigt overdådige) 'maraton-morgenmad' på hotellet 

Det længste, jeg hidtil har løbet, er 26,6 km, da jeg løb rundt om noget sø for 5 uger siden. Det var rigelig langt, men denne gang var der jo så yderligere 16 km oveni. Fårk, det er langt, mand! Var ellers grusomt kæk indtil omkring de 26 km, moderat kæk indtil 28 km, forundret over, hvor langt to km kunne føles op til de 30 og fuldstændig tæskesmadret fra 32 km. Kulminerende i et "nu går jeg bare, så!" fra 40-41,5 km. Hvorefter jeg med opbydelsen af de sidste kræfter fik tvunget de tunge ben i løb over målstregen. Og fik min medalje. Hell yeah!!!

Taget i betragtning, at den hurtigste løber nåede i mål på 2 timer og 4 minutter, lyder min tid på 4:37:41 ikke af meget, men jeg tillader mig at blære mig alligevel. For jeg gennemførte! Og har dermed fuldført det projekt, jeg gik i gang med for fem mdr. siden. Derudover er det en bedrift i sig selv, at mine ben ikke faldt af, synes jeg, selv om jeg nu sagtens kunne undvære dem i dag. For nuij, de gør nas!

Jeg tillader mig også at være ganske godt tilfreds med, at jeg i en alder af 34 år og 5 dage har givet mig selv den fødselsdagsgave, det er at løbe et maraton. For selv om det er en temmelig barsk gave, var oplevelsen det hele værd. Berlin på en skyfri septemberdag, 40.000 løbere fra hele verden og et publikum i verdensklasse, der heppede og skabte en stemning, man skal lede længe efter, kan helt klart anbefales!

 

Billedet yder på ingen måde arrangementet retfærdighed. Det her var lige før start, og stemningen var helt elektrisk. Vanvittig, kan man vel kalde den... 

Desuden er det lidt en sejr for mig, at jeg et år og otte dage efter Varanens fødsel har været i stand til at træne op til et maraton. Ikke mindst fordi jeg var rigtig godt i gang med løbetræningen (og faktisk havde meldt mig til Copenhagen Marathon), da jeg blev gravid med Varanen. Så selv om jeg gladeligt opgav løberiet pga. min graviditet, er jeg da glad for, at jeg er kommet i gang igen.

Jeg ved ikke, om jeg skal løbe maraton igen en dag. Sikkert ikke. Men nu har jeg gjort det, og til trods for psykolangt løb i går og ømme stænger i dag, brokker jeg mig ikke over, at jeg nu bare kan hælde kulhydrater indenbords. På chokolademåden. Medalje og chokolade - ren win!

 

My precious

 

Har ikke billede af chokoladen - den blev spist for hurtigt - men jeg nåede at knipse sejrsmåltidet fra Burger King, inden det forsvandt

Så ikke meget kærestetur til HDD og jeg i denne omgang. Særligt ikke fordi, vi blev nødt til at skære en dag af turen og komme hjem i går i stedet for i dag (kan i øvrigt ikke anbefales at bruge 7-8 timer i bil umiddelbart efter, man har løbet 42 km). Men eftersom det forhåbentlig skyldes en løsning på vores snarligt presserende boligproblem, så gør man jo det, der skal til. Kærestetur eller ej. Vi tager revanche en anden god gang.

 

Hjemtur. Kan man ikke næsten se, hvor ømme de ben er?! 

Nåja. Reptilerne? De blev passet hos Farmor og Bedstefar, og de har haft en fest. Selvfølgelig.