tirsdag den 9. oktober 2012

Søvn!

9 timers - det er så længe, jeg har sovet i nat. 9 timer, mand! Kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. Dels fordi nogen ikke er den største sover, verden nogensinde har set, dels fordi jeg er en skovl til at gå i seng i ordentlig tid.

Men i går, iggå - hvor jeg var træt med træt på efter alt for mange dages voldgæstning fra Maveinfluenzaen - da gik jeg i seng kl. 21.15. Bum. Godnat, blev der sagt. Og så sov jeg. Lige afbrudt omkring 23.30 af en sut, der faldt på gulvet, og en Varan, hvis motoriske udvikling tilsyneladende havde tvunget ham op at stå i søvne. Men småopgaver som at samle en sut op og at lægge Varanen med en bamse og en dyne kan jo klares med en hjerne på vågeblus. Der er det straks lidt anderledes med stripning af sengetøj, der er blevet kastet op på, afvaskning af Varan, der har rullet rundt i samme opkast (jeg knuselsker hans lange britpop-hår. På alle andre tidspunkter, end når han har kastet op og tværet manken ned i det) og sotto voce forsøge at berolige ked Varan og forvirret Øgle, der synes, at det er virkelig nederen, at der pludselig bliver tændt lys. Hold nu kæver, hvor jeg glæder mig til de får hvert deres værelse. Når de er så forskellige af sove-gemyt, som de er, så kan det kun gå for langsomt.

Billede taget i går - et nanosekund før en kastevind fåede kalechen op og dermed vækkede Varanen. #&%€/#!

Lille slatne med sin grydeske fra Søstrene Grene. For 4,98 kr morskab...

Nå, men efter at have gen-puttet Varanen, gik jeg i seng igen, og så vågnede jeg først, da vækkeuret bimlede. 06.25. Og snoozede lige et kvarter mere. Og SÅ vågnede Varanen, men da havde han også sovet mere eller mindre nonstop fra kl. 19, så jeg klager på ingen måde. Øglen sov videre til kl. 07, og så gik dagen ellers i gang.

Maveinfluenzaen er væk, alle er raske, jeg er udhvilet, og jeg har varm te i koppen. Om lidt skal jeg ud i efterårsblæsten og købe et hokkaidogræskar til aftensmaden og på posthuset. Og nåh ja - så skal jeg arbejde. Og surfe formålsløst rundt på nettet. Fordi jeg kan. Og fordi der ikke er nogen, der 'lige er kommet til at klippe i deres bukser', nogen, der er sløje og har brug for ro (temmelig vanskeligt i en toværelses uden døre) eller nogen, der er overtrætte og skal trilles rundt (jeg gik tur i s e k s timer med Varanen i går, sådan rundt regnet. Og han sov måske en tredjedel af den tid, og burde i hvert fald have sovet halvdelen. Men så tog han revanche i nat).

Pæne pæne efterår!

Vissent, men pænt!

Efteråret tegner med andre ord virkelig godt. Og hey - om tre uger og to dage flytter vi. Ud til ild i pejsen, lyskæder i sukkertoppen udenfor og mejsebolde foran køkkenvinduet. Håber bare, at reptilerne kommer til at sove lige så godt på deres nye værelser, som de gør i vores virkelig mørke tændstikæske...

---

Iøvrigt så har den der maveinfluenza haft den mystiske bivirkning, at Varanen nu er blevet den vildeste kælepotte. Han kommer kravlende, rejser sig op ad mine ben, krammer, aer og "mmmm'er". Og drister man sig til at lægge sig på gulvet, kommer han drønende og kaster sig over en med de bløde kinder helt ned i næsen og mulmske babydeller over det hele. Fantastisk - og helt klart nogle nætters opkast værd, når nu det skal være...

8 kommentarer:

  1. Ild i pejsen. Suk, det lyder bare alt for dejligt! Det mangler vi hos os!;)

    En god nattesøvn kan gøre underværker! Godt den ubudne gæst er stukket af igen, og altså, det lyder alt for hyggeligt med sådan en putte-Varan:) Liva er en rigtig puttepige, så vi starter dagen med masser af hyggelig putning inden vi går igang med alt det kedelige - og jeg elsker det!:)

    PS. Det der lækre gule barnevognstæppe..... Må jeg ikke lige høre lidt mere om det? Sådan et måtte min næste babypige godt have i sin barnevogn også;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Elsker putte-børn. Øglen elsker også at putte, så jeg nærer store forhåbninger til Varanen. Samtidig ved jeg dog også godt, hvor utålmodige sådan nogle små størrelser kan være, men efter at være fyldt et år, kan Varanen åbenbart godt slå sig til ro længe nok til at putte lidt :-)

      Barnevognstæppet er hjemmegjort (og i virkeligheden sennepsfarvet, men det kan man jo selv bestemme, når man køber garn :-)). Du kan se det i fuld figur her: http://www.hverdagenssurdej.dk/2011/08/stop-mig-en-eller-anden.html
      Det er faktisk ret nemt at lave, men det kræver lidt koncentration og tællen masker, for at bogstaverne kommer til at stå lige. Præcis dette tæppe er der blevet bandet en del over herhjemme in the making, kan jeg godt afsløre :-)

      Slet
  2. 9 timer, åh ja manner! Ikke at jeg egentlig skal klage, men 9 timer lyder bare fantastisk.

    Pejs, dér kan jeg godt blive lidt misundelig - selvom mit hus har så meget andet fint :-) Men en pejs er bare så hyggelig. Når jeg engang bliver rig... (Så har jeg en have, et tag.... Nå en liste så lang, så den der pejs kommer ret langt nede). Det bliver så spændende at høre om det huseri der eftersom vi jo ligesom skal "følges". Så kan vi også klage vores "ihhh-hvor-er-vi-voksne-og-husarbejde-tager-livet-af-mig" nød til hinanden.

    Og så er jeg på vegne af Villim også meget misundelig på Varanens smukke hår. Dét er fiiint.

    SvarSlet
    Svar
    1. Villum må godt få lidt af Varanens hår. Det er efterhånden så langt, at HDD er begyndt at sige ting som "skal han ikke snart klippes" og deslige.

      Du har ret - det bliver sjovt at følge hinanden som hus-bloggere. Og på en eller anden måde synes jeg også, det er meget betryggende, at jeg ikke er helt alene i det der villa-halløj. Som du siger, så kan vi klage vores nød til hinanden. Og på de rigtig kolde dage kan jeg nok godt overtales til at give en kop kaffe ved pejsen. Så kan det til gengæld være, at jeg må prøve jeres splinternye badeværelse? For der skal jeg jo leve med blå klinkevæsen fra tresserne... ;-)

      Slet
  3. 9 timer lyder helt utopisk og som noget, der kun sker for de samme mennesker, der vinder 67 mio. i Lotto. Tillykke med gevinsten!

    (Og åhhhhhrrrrr, hvor lyder det som verdens hyggeligste ting med putte-Varan! Bean er nået dertil, hvor hun - midt i et måltid mor - kan slippe, kigge op på mig, smile det største smil og spise videre. Det er også ret fint, men slet ikke i nærheden af 'ægte' putning)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen, jeg kan næsten heller ikke få armene ned over, hvor fedt det var at sove så længe. Næsten sammenhængende. Det mærkelige var så, at min krop kvitterede ved at være fuldstændig smadret og dvask i går. den kan nok ikke tåle at sove så længe mere :-)

      (Og nååååhr, hvor lyder det da også megasødt med spise-smileri. Den 'ægte' putning skal nok komme, bare rolig :-))

      Slet
  4. 9 Timer... det har jeg ikke prøvet i over 1 år..

    Ludivg har også kastet op om natten i sidste uge - kun om natten dog. Hans krølle-garn er også forfærdeligt med bræk i...

    SvarSlet
    Svar
    1. Arjmen, hvor er det da mærkeligt, at de kun kaster op om natten. Hvad skal det til for?!

      De ni timer er heller ikke noget, der sker jævnligt her. For nu at sige det mildt. Men efter et år og 2 uger, synes jeg kun, det er rimeligt. Hepper på, at du også snart får ni timer i rap. Bare en enkelt gang :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...