torsdag den 22. november 2012

Det blå badeværelse

Flere har efterhånden efterspurgt mere info om vores meget blå badeværelse end blot en bisætning i ny og næ.

Så hermed et badeværelsesindlæg. Inden det stopper med at være helt så blåt, som det er i dag - det blå toilet er nemlig ved at opgive ævred.



Badeværelset i Det Nye Hus er det oprindelige fra 1964. Dengang besluttede man sig af uransagelige årsager for at installere blå sanitet; vask, toilet og badekar - alt er blåt - og derudover krydre med blå klinker. Godt nok meget mørkeblå, men ikke desto mindre blå. Gulvet har man dog været så venlig at holde i flødefarvede mosaikfliser, så der er lidt til at bløde al blåheden op.



Før vi overtog huset, havde vi besluttet os for at fjerne både vask og toilet og erstatte det med noget nyere (og hvidere). Jeg faldt imidlertid pladask for alt det blå, da vi flyttede ind, og det lykkedes mig rent faktisk at overbevise HDD om, at vi skulle beholde saniteten, sålænge vi kunne fyre sådan et vandbesparelsesaggregat på toilettet. Som sagt så gjort, og alt var godt. I en uge. Hvorefter toilettet begyndte at lække.

Nu er hverken HDD eller jeg særligt Vvs-kyndige, så vi kunne ikke vurdere, om vandet kom fra afløbet eller cisternen, men eftersom Varanen ynder at opholde sig på badeværelset (og stadig kun kravler), syntes vi ikke, at vi ville lade tvivlen komme ham til skade, så der blev ringet efter en vvs'er. Der kastede ét blik på toilettet og sagde tørt "ja. Det er blåt". Og derefter lod os vide, at det var cisternen, der lækkede (altid noget, at det ikke var afløbsvand, når nu det skulle være), og at han godt kunne prøve at reparere det, men at det formentlig ville få kummen til at revne. Såeh...



Vi afventer nu vvs'ers tilbud på at skifte toilettet (og fyret, bare lige for at trumfe den), og indtil da lever vi med det lækkende, blå toilet. Men det er på lånt tid - efter 48 år kunne den blå stakkel ikke mere.



Nu arbejder jeg så på at få lov til at beholde den blå vask. Vi kan jo alligevel ikke skifte badekarret, så jeg går efter så meget blå sanitet som muligt. HDD er ikke helt enig, men det kan være, at det får ham på andre tanker, at vaskemaskinen (som dog var yngre end toilettet) døde i dag, så der skal punges ud til en ny. Der er tilsyneladende intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget ...


- Postet fra mini-Padden

20 kommentarer:

  1. Øj, det er fint. Jeg kan godt forstå, du var solgt til det dueblå sanitet. Krydser i øvrigt lige fingre for, at resten af inventaret holder sammen på sig selv i mange år endnu, så I slipper for flere uventede investeringer! (Der er i øvrigt noget på vej med posten til dig. Og vi kunne helt sikkert godt være interesserede i table top-en)

    SvarSlet
    Svar
    1. Posten kom med den fineste dukkepusletaske i dag. Mange tak! Den er så fin, at jeg nærmest ikke nænner at give den videre - måske man skulle tvinge Øglen til at lege med dukker? Eller Varanen? ;-)

      TableTop'en kan vi sagtens finde ud af noget omkring :-)

      Slet
    2. Dejligt, at den nåede godt frem. Og tak :) Jeg blev også selv ret glad for resultatet. Jeg kaster lige en mail til dig omkring den dér tabletop.

      Slet
  2. Smadderflot - og lidt ærgerligt, at wc'et står af :-) Kan godt forstå, at du er faldet for det dueblå. Farvet sanitet og ditto fliser var jo bare toppen i en periode. Jeg troede, at det var i halvfjerdserne, men Gemalen siger, at det startede allerede i midt-tresserne, så jeres hus har nok været meget smart, da det blev bygget. Vi boede tidligere i et hus fra start-halvfjerdserne. Her var gæste-toilet og vaskekumme sennepsfarvede og klinkerne okseblod! Det syntes jeg godt nok var ret ekstremt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sennepsfarvet og okseblod lyder også temmelig hidsigt. Man havde et lidt anderledes forhold til farver dengang, lyder det til :-) Og ja, du har ret - vores hus var sikkert totalt spitze, da det blev bygget. Om 48 år står børnebørnene sikkert og skraldgriner af de badeværelser, der bliver installeret i dag :-)

      Slet
  3. Jeg synes altså også, at badeværelset er super fedt. Virkelig gennemført retrostil!

    Kan man ikke få et nyt blåt toilet? Tror du ikke, et hvidt et vil føle sig lidt udenfor? ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har prøvet at lede efter et nyt blåt toilet, men uden held. Og når det endelig skal være, så er der jo også temmelig meget vand at spare (på trods af vandspareaggregat) på et nyt toilet. Det kan vandregningen og miljøet nok godt lide...

      Slet
  4. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Arj, du har fjernet kommentaren. Nåede at læse den (ha!), og havde ikke sangen på hjernen i morges. Men det har jeg så nu. Tak for det (!)
      PS: Jeg var SÅ meget en af dem uden knæled ;-)

      Slet
  5. Fint toilet, vores var mosgrønt og fliserne var beige og brune da vi flyttede ind. :)

    SvarSlet
  6. Det eneste du mangler er en toiletpapirsskjulerdukke...... Med en blå kjole.

    Kh

    Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Orv ja! Sådan en må jeg se, om jeg kan få kreeret. Og hvis jeg ikke kan finde ud af det, kan jeg vel altid hækle sådan en toiletpapirsholder med 'rum' i til rullerne. I blå, naturligvis :-)

      Slet
  7. I skulle da overveje at købe et kontrastfarvet toa. Selvom.... Det er jo nok lidt dyrere end et alm hvidt.
    Jeg kan godt forstå, at du elsker det blå dog. Det er ret kuriøst!

    SvarSlet
    Svar
    1. Men kan man overhovedet få farvet sanitet mere? Jeg synes, jeg har googlet det uden held. Og ja, kuriøst er nok det ord, der passer bedst. Selv om nogen nok ville bruge ordet "grimt". Jeg aner ikke, hvad de snakker om! :-)

      Slet
  8. wow det er blåt, men ganske fint.
    Vores vaske-maskine døde også torsdag. Jeg troede den var færdig med at vaske og ville lige åbne lågen.....ud stod kaskader af vand. Vores vaskemaskine er indbygget i noget skabsværk og der er en skuffe under vaskemaskinen. I skuffen opbevarer vi toiletpapir....det gør vi så ikke længere ;D Vand-kaskaderne ramte selvfølgelig også skuffen og dermed fandt jeg ud af at vores toilet-papir har en god suge-evne ;D.

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske torsdag var kollektiv stå af-dag for vaskemaskiner landet over?! Dagen, hvor flere maskiner fra fabrikantens side var programmeret til at begå selvmord, så der ville komme mere gang i vaskemaskinehandlen? :-)

      Kunne toiletpapiret ikke suge alt vandet op? Det ville da have været praktisk ;-)

      Slet
  9. Min bror overtog også et blåt badeværelse. Men de malede de meget mørkeblå fliser med noget hvid vådrumsmaling og det blev utrolig pænt (og lyst). Så det er en billigt løsning / kompromis...

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har overvejet at male fliserne, men de er faktisk rigtig flotte. Sådan helt dybblå og glaserede. Fagfolk siger, at det ligner nogen, Arne Jacobsen designede back in the days, men det er nu ikke det, der afholder os fra at male dem. Men hvis nu man kunne få noget maling til at male vasken med, så ville HDD nok blive glad ;-)

      Slet
  10. Det er VIRKELIG fint - det ville jeg også være faldet for! Wauw-wauw!

    Synd med toilettet, som jeg håber, I finder en værdig erstatning for. Men resten håber jeg, I lader stå - det er langt mere charmerende (og sikkert mere holdbart - se bare, hvor længe, det har holdt allerede!) end moderne løsninger. Kram - Arne Jacobsen eller ej! Plus badeværelset er det dyreste i hele huset at lave om. Og havet er jo blåt, så jeres unger kan drømme om farefulde sørøvertogter, mens de ligger og svømmer i karret! :D

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...