mandag den 26. november 2012

Luksusproblemer

Hvorfor er det altid sådan, at når man lige har bestemt sig for noget, så kommer der noget uventet ind fra højre?!

I dag var jo dagen, hvor jeg (og Varanen) skulle over og se reptilernes potentielle nye institution. Varanen var i hopla efter at have øvet nye syvsovertendenser til kl. 7.30, og besøget var en succes. Alle pædagogerne vidste tilsyneladende, hvem vi var - "Det er dig, der har en pige og en dreng, der skal starte til januar, ikke?" - og de virkede søde og imødekommende. Ikke, at jeg havde regnet med andet, men det var rart at konstatere ved selvsyn, at de ikke er en samling gale øksemordere. Stedet var rart - lille og hyggeligt med to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper, og så var der en dejlig, stor legeplads. Lederen var fantastisk, og de pædagoger jeg mødte, virkede kompetente og ikke mindst venlige. Derudover er der madordning - noget førsteprioriteten på den kommunale venteliste ikke kunne prale af. Heller ikke i vuggestuedelen og de har deres egen lille bus, de tit tager på tur i. I det hele taget virkede stedet ganske overskudsagtigt, og de børn, jeg så, forekom glade, så jeg gik derfra med en god fornemmelse (og nogle tilmeldingspapirer. De havde nemlig to pladser til reptilerne til januar, hvis vi ville have dem). Talte med HDD i telefonen, og vi blev enige om, at han lige skulle læse papirerne igennem og få den fulde beretning, når han kom hjem fra arbejde, og så kunne vi bestemme os.

Men så var det, at Pladsanvisningen i Den Nye By ringede. Og med trommehvirvler, fanfarer og bordbomber kunne annoncere, at de havde en plads til reptilerne i vores førsteprioritet - pr. 1. januar. Og hvis jeg lige var så venlig at svare ja eller nej med det samme, så ville de sørge for at melde os til. Altså. Øhm. Joeh. Jamen ... Argh!

Træt Varan på vej hen med tilmeldingspapirer

Totalt forvirret fik jeg bedt om et kvarters betænkningstid (hvilket jeg allernådigst fik bevilget), og så ringede jeg ellers til HDD i en allerhævløds fart og fik forelagt vores temmelig akutte luksusproblem. Snakkesnakke frem og tilbage. Veje for og imod. Og til sidst ende med at bestemme os for den nye, private institution. Som måske nok var ny i ligningen (og i øvrigt noget dyrere), men som ikke desto mindre bare virkede rigtig god. Synes jeg. HDD har jo ikke set den.

Så jeg ringede til Nye, Private Institution og dobbelttjekkede, at de nu også havde en plads til os pr. 1. januar, og derefter ringede jeg til Pladsanvisningen, hvor jeg beklagende måtte takke nej til den tilbudte plads. Blev mødt af stor forundring, men det er der vel egentlig heller ikke noget at sige til, taget i betragtning, at jeg nærmest har ringet til dem dagligt i en periode. Og havde de bare ringet i sidste uge, ville der da heller ikke have været tvivl om, at jeg ville have takket ja. Men det gjorde de bare ikke. Og nu har vi jeg så bare fundet noget, der - måske - er bedre. Eller ligeså godt. Eller værre? Hvem ved. Men nu prøver vi, og det skal nok blive godt. Blev der sagt.

Jeg har allerede været forbi Nye, Private Institution med tilmedingsblanketterne, og nu ved jeg, at reptilerne er sådan nogle, der kommer på hhv. Giraf- og Drage-stuen, når de starter. I må selv gætte, hvem af mine børn, der bliver/er en drage ... *fniiiis*

Uh, det bliver spændende!

20 kommentarer:

  1. ... jeg læser det sådan, at det hjælper at kime pladsanvisningen ned. Praktisk at vide, til når Bean skal rutsche ned ad ventelisten og få en plads engang til foråret. Tillykke med det hele. Dejligt at I nu er sikret et sted til reptilerne!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det. Og ja, det er smadderdejligt at have ro på den front. Nu skal jeg så 'bare' få meldt reptilerne ud af deres dejlige institutioner i Kbh. Er ret sikker på, jeg kommer til at tude. Suk.

      Men ang. Pladsanvisningen i Kbh, så har jeg et par tricks i ærmet til at få skred i afkoms placering på venteliste. Men de virker kun, hvis du får fat i den rigtige person. Vi må lige stikke hovederne sammen ang. do's and dont's omkring Pladsanvisning på et tidspunkt :-)

      Slet
    2. OH YES, please! Tips og tricks vil jeg HERREgerne have. Hovedsammenstikning er en deal. Jeg kan i øvrigt sagtens forstå tårer in spe ved udmelding. At sige farvel til nogen, der har passet rigtig godt på ens barn/børn er ikke sådan lige til. Det er ikke helt det samme, men jeg er ret sikker på, at Beans sunder skal have en lille julegave. Eller i al fald et julekort. For hun er skisme en klippe!

      Slet
  2. Giffer og Drager. Det er nok til at jeg havde sagt ja, med det samme. Er sikker på at I bliver rigtig glade for jeres valg. Må bare være dejligt, at I har det på plads nu. Utroligt så meget (i forvejen) sparsom hjerneaktivitet (her taler jeg selvfølgelig kun om mig selv) man kan bruge på spekulationer om den slags... Suk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er ret vild med især drage-navnet. Ikke mindst fordi det er ret apropos Øglen at være draget fra tid til anden :-)
      Og ja, hjernen kan virkelig køre på højtryk over sådan noget insti-noget.

      Slet
  3. Seje stuenavne! Og man skal ikke kimse af madordning. Elsker at der er det i lillemusens integrerede. HADER virkelig at smøre madpakker. Altså virkelig HADER! Går også stærkt ind for kantineordninger på arbejdspladserne - det er nok det jeg glæder mig allermest til ved at skulle tilbage på arbejdsmarkedet ;) stort tillykke med valget. Er sikker på at det bliver godt for reptilerne. Gætter på at storesøster bliver drage - og lillebror giraf...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg smører jo også madpakker til Øglen nu og synes egentlig, at det er ret hyggeligt. Men der skal da ikke være nogen tvivl om, at det bliver rart at slippe for - ikke mindst fordi jeg er helt blank på, hvad og hvor meget man skal give et vuggestuebarn med. Børnehavebarn har jeg styr på, men vuggestuebarn, så man også sikrer, at han får god, varieret kost... not som much.
      Kantineordninger på arbejde rawks. Selv om kantinen på mit gamle arbejde nu lod noget tilbage at ønske.
      Rigtigt gættet med reptilernes stue-placeringer, i øvrigt :-)

      Slet
    2. Jeg ville ikke engang kunne give dig fif til madpakkerne for er ret sikker på at lillemusen er helt udenfor kategori når det står til konsumering af mad. Hun æder! Hun er den første der får serveret og den sidste der rejser sig. Og sådan har det været i vuggeren, børneren og herhjemme - altid! Nogle gange har jeg hende mistænkt for at gemme en teenagedreng indeni sin lillebitte krop :)

      Slet
  4. Tillykke! Og hvor dejligt at det er faldet på plads, selvom det måtte blive en hastig beslutning. Det er virkelig vigtigt med en god mavefornemmelse og gode pædagoger - så er rammerne faktisk næsten ligemeget.

    Og sejt med giraffer og drager! Her har vi en ræv og et øh ... dagplejebarn?

    SvarSlet
    Svar
    1. Mavefornemmelsen er bare så vigtig. I dag kan jeg mærke, at mavefornemmelsen omkring Den Nye Private Institution er faldet helt på plads. I går var jeg lidt mere i tvivl, fordi det netop skulle gå så hurtigt. Men det er rart at have styr på. Ræve-barn er også megasejt! Og så passer det til hendes smukke hårfarve ;-)

      Slet
  5. Tillykke tillykke. Den lyder rigtig god den nye private inst. Ved godt at vi også skal støtte den kommunelle. Meeeen jeg syntes nu nok at der er skåret ind til benet. Lige hårdt nok nogen steder. Det sker ikke i samme hast i en privat, ellers var der jo ikke nogen kunder. Tror de ekstra penge er givet godt ud.

    Kh

    Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Ulla. Og ja, man burde måske støtte de kommunale institutioner, men du har ret i, at der bare bliver skåret og skåret. Og kun det bedste er godt nok til afkommene, jo ;-) Jeg håber, at de ekstra penge er givet godt ud. For mig at se, går de ekstra penge i øvrigt udelukkende til mad, og det er jo egentlig rimeligt nok ... Kh

      Slet
  6. Af alle problemer i verden er luksusproblemer bare de bedste!;) Tillykke med valget - det bliver garanteret rigtig godt!:)
    Min pige går også i en selvejet integreret institution, som sørger for sund og god mad til både vuggestue og børnehavebørnene. Elsker at slippe for madkasser heeeelt indtil pigerne skal i skole engang;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret - luksusproblemer er ikke så tossede, når nu det skal være :-)
      Varanens nuværende vuggestue er også selvejende, og Øglens børnehave var det indtil for nogen tid siden, men har bevaret lidt af sin 'selvstændighed', selv om de er overgået til kommunalt regi. Og vi er jo rigtig glade for de nuværende institutioner. Ved dog ikke, om det overhovedet har noget at gøre med det selvejende islæt.
      Dejligt med lækker madordning. Sådan en har de også i Varanens vugger. Er lidt usikker på 'lækkerheden' af madordningen i den nye insti, men så længe det er nogenlunde hæderligt, går det nok.

      Slet
  7. Hurra for det! Jeg er faktisk slet ikke i tvivl om at I har truffet det rette valg - og en madordning kan sagtens være prisforskellen værd (i hvert fald når man som jeg er mor til en ædedolk).
    Tillykke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, du har ret - og jeg har oven i købet to ædedolke, så det kunne hurtigt blive dyrt i madpakker ;-)
      Tak!

      Slet
  8. Tillykke med institutionerne og mavefornemmelse :)

    SvarSlet
  9. Madordning rules! ISÆR til vuggestuebørn.

    SvarSlet
  10. Tilllykke med pladserne. Med at det hurtige valg, er det rigtige valg. Og med at nu flasker det hele sig! Spil hellere lotto, nu hvor det kører!

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...