fredag den 23. november 2012

To pladser, tak

Nå. Vi har stadig ikke fået daginstitutionsplads til nogen af reptilerne i Den Nye By Nordpå. Og november går jo så småt på hæld, så chancen for at få plads til dem til januar i den institution, hvor de står som hhv. nr. 1 og 2 på ventelisten, bliver mindre og mindre. Så kan det naturligvis være, at de kan få en plads til februar, men jeg må nok sige, at udsigten til at skulle køre frem og tilbage til København endnu en måned ikke er specielt tillokkende.

Det er jo ikke for dét - det fungerer egentlig ok med pendlerlivet. Ungerne er i de institutioner, som de (og vi) kender og elsker, HDD arbejder et kvarters tid for lidt hver dag, og det gør jeg også. Dagen starter kl. 05.30 for de voksnes vedkommende og lidt senere for ungerne, og bilen skal startes kl. senest 06.50 for ikke at karambolere med alle de andre nordboere, der begiver sig ind mod byen hver morgen.

Når nu det ikke kan være anderledes med det der pendleri, så er sådan en udsigt her altså helt ok, når man kører ind mod byen ad Strandvejen. Selv om den klart ville være pænere, hvis lydakkompagnementet ikke bestod af skrig og skrål

Vi er hjemme omkring 16.15 hver dag, og det i sig selv er naturligvis privilegeret. Desværre er hjemturen (og udturen, for den sags skyld) meget ofte forbundet med skrig og skrål fra Varanen, der bare ikke er verdenshistoriens bedste bilpassager. Og det er sq synd, altså. For både Varanen, os og Øglen, som egentlig hygger sig meget godt og bare gerne vil sidde og dimse, synge og snakke lidt om sin dag.

Den slår næsten aldrig fejl - når Øglen er blevet afleveret passer det med, at Varanen har brokket sig i omkring 35 minutter. Og når vi når til Øster Farimagsgade, falder han i søvn. Det giver ham rundt regnet 15 minutters søvn, inden vi når til vuggeren. Kunne godt unde ham, at det var omvendt - 15 minutters brok og 35 minutters søvn

Derudover er der ikke plads til nogen slinger i valsen i forhold til programmet. Da Varanen fx blev ringet hjem fra vuggeren med dårlig mave (som han heldigvis efterlod sig i vuggeren) i fredags, var gode råd dyre. Skulle både HDD og jeg så tage hjem med begge børn? Skulle jeg tage alene hjem med Varanen? Skulle jeg tage Øglen med, eller skulle HDD tage hende med? Og når HDD oven i købet havde glemt at sætte Varanens klapvogn af i vuggestuen, fordi det var ham, der ekstraordinært skulle hente, hvordan skulle jeg i givet fald så komme hjem?! (2,5 km fra togstationen til Det Nye Hus med 12 kg Varan på armen virkede ikke tillokkende) Løsningen (som jeg ved, I virkelig er interesserede i at høre) blev, at HDD kom til Vesterport med klapvognen, hvor jeg så overtog den. Drønede til Nørreport, hentede Varanen og tog toget til Nordhavn. Hvor vi hentede en forvirret, men glad, Øgle før frokost, tog S-toget til Hellerup og hoppede på Kystbanen. Hvorefter jeg traskede hjem med to - nu utålmodige, forståeligt nok - reptiler og én klapvogn. 50 minutter, mulle - op ad bakke. Ladesiggørligt, men ikke nødvendigvis noget, man behøver at gentage alt for mange gange.

Så det jeg bare siger, er, at det ville være meget rart med en plads til dem. Til januar, s'il-vous-plaît. Er jo lissom godt klar over, at december-toget er kørt, og det er også ok (nogen ville blive fælt skuffede, hvis de ikke kom til at medvirke i noget krybbespil og noget Lucia-optog). Men så heller ikke senere, tak.

Jeg har haft fat på pladsanvisningen i Den Nye By op til flere gange, og selv om de er så søde så søde, så er de desværre ikke tryllekunstnere. Og jeg udleder da også af den rungende tavshed, min telefon udsender, at de ikke lige har fundet de vises sten, selv om de i onsdags lovede at "undersøge, hvad vi kan gøre og ringe tilbage".

På trods af, at Varanen skal vækkes fra sin bil-slummer, fejler humøret sjældent noget, når vi kommer til vuggestuen. Hvor det er the shizzle selv at fragte sig op til første sal 

Men så var det, at jeg holdt hjemmedag med reptilerne i går. Fordi der igen var slinger i logistikvalsen (vinterfutter på bilen = senere afgang = for sen aflevering af reptiler + for kort arbejdsdag til HDD). Vi gik ned i den lokale "handlebutik" (som i parantes bemærket være den dyreste SuperBest i landet - eller også er deres varer bare lavet af guld og platin. Synes i hvert fald ikke, de har grund til at skilte alt for meget med deres "3 løse appelsiner til 25 kroner". Og forstår måske godt, at det var lidt svært at finde prisskiltet på den (fine, bevares) plante, der viste sig at koste 1.200 kr ...), og efter at have købt Hello Kitty-plaster og lidt andre løsdele, der kostede under en milliard, satte vi kursen hjemad. Og - nu er pointen tæt på! - var nær ved at kollidere med bekendt, som også var ude at trille med barnevogn. "Heeeej". "Nej heeeeej!" "Tillykke med den lille/huset". "Hvordan går det?" Og så det vigtige i denne sammenhæng: "Hvor er det, E går i institution?" Snakkesnakke institution, som viste sig at være en privat - integreret - en af slagsen, der oven i købet har et rigtig godt ry. "Dén skal I da have reptilerne i - ring lige til lederen og hils fra E's mor. Så kan det jo være, at I kan finde ud af noget".

Som påbudt, så gjort, og der var ikke gået mange sekunder fra vi vinkede farvel til bekendten, til jeg hev telefonen op ad lommen og ringede til Den Private Institution. Hvor jeg fik fat i lederen, hilste fra E's mor og med det samme fik at vide, at "Jo, ved du hvad - vi har faktisk to ledige pladser til januar. Godt nok er de begge to i vuggestuedelen, men vi kan nok sagtens finde ud af det, så det bliver én vuggestueplads og én børnehaveplads. Kunne du være interesseret i det?" Om?! Så nu skal jeg ned og tale med dem på mandag og se, om det er et sted, jeg kunne forestille mig, reptilerne kunne blive glade for at gå. Krydser fingre big time. Og det må I også gerne gøre.

Hvis og såfremt og alt det der, så må vi tage Øglens reaktion, som den kommer. Hun har nemlig sat sig i hovedet, at hun skal gå i den institution, hun er opskrevet i. Hvilket muuuuligvis kan have noget at gøre med, at vi har fortalt hende, at det er hendes Nye Børnehave, når vi er gået forbi. Virkelig idiotisk pædagogisk af os. Så der bliver nok lige noget med noget positivt spin, der skal brygges lidt på. Men nu må vi se. Tør ikke glæde mig for tidligt. Håber bare ...

16 kommentarer:

  1. Hvor lyder det bare godt, hvis I kan få styr på det til Januar, håber det lykkes....

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det håber jeg virkelig også. Det kunne være helt perfekt!

      Slet
  2. Jeg krydser fingre, hænder, tæer, ben, fødder, arme og fletter håret. Logistikken i det arrangement taler vi ikke om her. Det er blogland. Alt kan lade sig gøre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan jeg godt lide. At alt kan lade sig gøre. Lad os sige det! :-)

      Slet
  3. Jeg fortsætter lige mine instagram skriverier her. Temaet er jo det samme :-)

    Det bliver lykken, når det her logistikpuslespil, børn i forskellige institutioner og i gamle byer kommer på plads. Sikke meget tid I/vi pludselig får om morgen. Det bliver skønt. I står dog noget tidligere op end os.

    X'er fingre for mandag. Og Øglen vil hurtigt have glemt den anden bh.

    Vi har fået plads til Villum. Han starter den 1. december. TG! Men han skal faktisk flytte insti igen om et års tid. Ønske-institutionen over dem alle, men totalt eftertragtet og umulig at komme ind i. Selvfølgelig lidt synd for ham, men jeg er sikker på, at han kommer til at klare det rigtig godt. Og skulle vi være fuldstændig pjattede med den nuværende og ulykkelige over at flytte ham igen, ja så må vi jo lave det om, når vi nærmere os. Men i fht. logistik, så vil den nye (næste års forstås) insti passe perfekt. Insti ligger 200 meter fra vores hus og på vej hen mod tog st., som ligger 500 meter fra huset. Johannes skal gå i skole 300 meter fra vores hus - i den anden retning, men når vi er nede i de meter mål, så er det hip som hap. Så til foråret 2014 bliver logistikken helt perfekt :-)

    Nå, det var en længere kommentar, men så er du til gengæld også fuldt opdateret på familien i Forstaden logistik :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tillykke med plads til Villum også. Hvor bliver det dejligt for jer. Og mht. skift om et år, så skal det jo nok gå legende let. Og som du siger, kan I jo bare beholde ham i den, han begynder i lige om lidt, hvis I bliver helt pjattede med den. Men logistikpuslespil er bare sjovere, hvis der ikke er så langt mellem institutioner. Kunne jeg forestille mig. Vi har jo lissom aldrig prøvet andet end at have 3,5 km mellem institutionerne. Det er lige langt nok, vil jeg mene, så jeg har virkelig sat næsen op efter en integreret denne gang. Håber SÅ meget, at det lykkes!

      Slet
  4. Oh, hvor vil det være skønt!! Skal nok krydse det hele. Og evt. holde vejret, hvis du tror, det hjælper :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak! Synes nu ikke, du skal holde vejret. Krydsede fingre er nok :-)

      Slet
  5. Hvor fantastisk! Og jeg er sikker på du er mester i positivt spin, så det skal nok gå :)
    God weekend!

    SvarSlet
  6. Sad og blev helt dårlig over udsigten til en måned eller mere med pendling med reptiler. Så SUPER afslutning på hele historien. Stort tillykke og krydser alt for at det er et dejligt sted :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Taktak. Er meget spændt på i morgen. Tror, jeg dør en lille smule af skuffelse, hvis det viser sig at være skod. Men mon dog?!

      Slet
  7. Tingerne har det godt nok med at flaske sig for jer :) Well done!

    SvarSlet
    Svar
    1. Håber virkelig også, at det er tilfældet denne gang :-)

      Slet
  8. Kender godt det der idiotisk-pædagogiske med at fortælle børnene at, der er deres nye børnehave/skole... med min ældste har jeg minsandten gjort det både med børnehave og skole. Først børnehaven, hvor vi endda gik over og legede på legepladsen i weekenderne...indtil jeg fandt ud af, at den hørte til et andet distrikt og derfor var uden for vores rækkevidde. Så skolen, da han først var skrevet op til friskolen, som vi gik forbi hver dag og tit snakkede om... indtil vi besluttede, at han skal i den kommunale. Men, som du skriver: lidt positivt spin - så er de glade igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe - ja, man kan godt komme til at foregribe begivenhedernes gang lidt som forældre. Jeg trøster mig med, at det bliver gjort i bedste mening. Ligesom jeg nu er ved at få Øglen helt med på, at hun ikke skal gå i førsteprioriteten alligevel, men i stedet for i den, jeg skal ned og se i morgen. Selv om vi ikke har fået plads endnu, og jeg ikke engang har set den. When will I ever learn?! :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...