mandag den 3. december 2012

Hej december

Så skal jeg da lige love for, at julemåneden er skudt i gang. Med sne, æbleskiver, julemand, kalendergaver og med intravenøst sukker-drop fra morgen til aften. Hej december - så kender vi dig igen!

Men nuij, hvor er det hyggeligt, altså. Alle I, der har børn, og vågnede hhv. lørdag og søndag morgen til sneklædt verden ved selv, hvor begejstrede sådan nogen størrelser bliver over sne. Hell, jeg blev begejstret over sne. Og sne, når man har en have, ing' - det holder da bare m a x! Især når ens have er så'n lidt gøglet og bugter sig i bakkedal og alt det der. Vips, så har man sin egen private kælkebakke, og det er slet ikke så dårligt, hvis man spørger reptilerne.

Øglen lørdag, hvor snevejret jo bare holdt en lidt fesen generalprøve ...

... forud for søndag, hvor det var virkelig hvidt herude i Forstaden (og det er det så i øvrigt stadig)

Ud over leg i sne både lørdag og søndag stod den også på julearrangement på HDD's arbejde med pakker til ungerne leveret af selveste julemanden, æbleskiver i læssevis (Varanen åd seks. Efter at have onduleret en halv skål pebernødder. Jeg ved ikke, hvor meget Øglen konsumerede, for jeg var for fascineret af Varanens gigantiske appetit på julens glæder til at holde øje med meget andet) og dans om juletræ. Vi blev desværre nødt til at forlade etablissementet, før de enormt julede(!?) guest stars Svampebob Firkant og Dora the Explorer kom på banen. Noget med en Øgle, der overhovedet ikke gad mere (nu havde hun jo fået sin gave) og en Varan, der valgte at levere størstedelen af de seks æbleskiver i bleen. Uden et puslebord i sigte. Enter stresssved, da jeg forsøgte at få über-moslende - surt! - reptil til at ligge stille på gulvet på et handicaptoilet. Uden at få alt for meget fordøjet æbleskive på mig. Derefter videre til andet julearrangement - denne gang i familiens skød. Den skønne niece havde fået det bedre og lagde sammen med sine forældre og lillesøster hus til den årligt tilbagevendende bage-/knase-dag.

Varanen med sin pakke fra Julemanden (som vi desværre ikke fik noget billede af)

Hvad? Jeg sidder faktisk lige og spiser her, if you don't mind!

Mårmor og Mårfar var også på besøg, og selv om det var yderst begrænset, hvor meget reptilfamilien nåede at bage (prøv med: ingenting. Til gengæld fik jeg spist pænt meget af den marcipan, de andre havde lavet), var det hyggeligt lige at komme og sige hej. Det blev kun til et par timer, for Varanen var forståeligt nok julet helt ud. Så hjem med os, så han - og Øglen, for den sags skyld - kunne komme i seng og knalde brikker.

Vi sov alle til den lyse morgen, hvor sneen jo så var kommet for alvor. Øglen sov inde hos os og kunne højlydt konstatere, at det "bare har sneet helt. vildt. meget! i nat!" Og i bedste parcelhus-stil var jeg ude og skovle sne. Efter jeg havde bagt boller i julemuffinsforme, for det insisterede Øglen på. Det der sneskovleri er da i grunden ret hyggeligt, hva'? Det kan godt være, jeg ikke mener det samme, hvis jeg skal skovle hver dag i to måneder, men på en smuk, hvid søndag, hvor tiden på ingen måde er knap, holder det meget godt. Endda så meget, at Øglen og jeg da lige nappede genboens fortov også (skulle måske lige have overvejet, at hun bor på en hjørnegrund, inden jeg begav mig ud på dén opgave). Ikke, at vi har mødt hende, men vi har ladet os fortælle, at hun er en ældre dame - noget, rollatoren foran hoveddøren godt kunne vidne om. Forsøgte at lade hende vide, at vi lige ville stjæle hendes sne, inden vi gik i gang, men der var ikke nogen, der lukkede op. Ah well - hvis hun vil have det tilbage, har vi en del i haven, hun godt må få. Nåja, og så har jeg pyntet til jul og lavet en juledekoration, som Øglen har affærdiget som værende 'grim'. Slet og ret.

Sne-reptiler

Søndag var der bage-/knasedag i HDD's familie, så sukkermængderne var ikke ligefrem for nedadgående. Varanen fik løs på de honningkager, vi fik bagt, og Øglen pyntede kagehus til den store guldmedalje. Farmor havde købt saml-selv kagehuse til alle børnene, og der var blevet indkøbt alt, hvad hjertet kunne begære af glasur, krymmel (drøssel, som Øglen kalder det) og what-not. Reptil-mutti var så hende, der stod for at klistre mesterværket sammen med napalm smeltet sukker og det lykkedes sådan nooogenlunde. Og jeg fik kun én brandvabel. Sindssyge sukker!

Temmelig pyntet hus - Sneglehuset i Thyborøn kan godt gå hjem og lægge sig

Det færdige - skæve - resultat. Med enkelte sætningsskader og en håndfuld K3'ere. Men det står endnu

Varanen blev sjovt nok også helt udjulet til bage-/knasedag, take #2, hvilket jeg ikke kan bebrejde ham. Vi andre var sq også trætte, altså, og det er jeg for så vidt stadig i dag. Og nok også i morgen. Men så er det jo heldigt, at jeg først er sådan en, der skal danse logistikvals igen på onsdag. I dag har begge reptiler været hjemme med HDD, mens jeg har prøvekørt Den Nye Bys bibliotek (arbejd' arbejd') og lavpris-latte fra SuperBrugsen. #nomnom. Og i morgen bliver hoste-Varanen og jeg hjemme og snakker med hhv. skorstensfejer og vvs-typer, der skal komme og give et tilbud på et nyt fyr. Og hygger os.

Indtil videre klarer december det nu meget godt, synes jeg. Keep up the good work. Er det ikke sådan man siger, når man bor i provinsen?

25 kommentarer:

  1. Ja, sne er dejligt. Jeg fandt også mig selv i færd med at smile, da jeg stod med sneskovlen i hånden lørdag morgen. Mærkeligt. Og synet af omhyggeligt trillede snemænd er også bare så rart. Man går hen og bliver helt lun på hele vinterkonceptet. Håber det holder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vinter med sne er toppen! Vinter, der 'bare' er kold, holder ikke. Må også lave en snemand snart - det er så hyggeligt!

      Slet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  3. Små børn, sne og egen have er ikke verdens værste kombination!
    Skal da ellers lige love for, at I har taget hul på julemåneden med manér - det lyder meget, meget hyggeligt :-) Og så kan jeg altså virkelig godt lide ordet "drøssel" - meget beskrivende :-)

    Randi

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe, ja - drøssel er vel egentlig meget dækkende :-) Og ja, der blev julet igennem i sidste weekend. Og noget tyder på, at programmet bliver lige så julet i denne weekend. Ikke dårligt overhovedet! :-)

      Slet
  4. Det er da jul, når jul er bedst:) Sikke I hygger igennem - og heldigvis får man ikke mén af at overhygge (det er langt værre med julens overspisning og overforbrug) ;-)
    Og sådan et hus dér, det bliver jeg altså nødt til at lave med min pige:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig virkelig hyggeligt med sådan noget kagehuspyntning. Har set, at man kan få kagehus-samlesæt i Tiger - det er lidt mindre ambitiøst end at bage selv, men så går det også noget hurtigere :-) (Og ja, julens overforbrug kan jeg også blive helt træt i hovedet af. Derfor forsøger vi at holde gavegiveriet på et minimum i år (også)). Vi mangler jo ikke rigtig noget...

      Slet
  5. Sådan! Man kan ligeså godt køre den hårde decemberjulehyggestil fra starten af, så jeg giver jer en 13'er på den gamle skala. Ikke mindst på grund af de gode manerer, Øglen og Varanen udviser allerede nu;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for 13-tal. Håber, det holder! :-)

      Slet
  6. Jeg er også ret vild med ordet 'drøssel', Det er da meget bedre end krymmel :-) Til gengæld er jeg lidt bekymret over, om du har taget skade af huskøbet, for der må altså ikke gå bygge-sagkyndig i det, når man kigger på kagehuse. Kagehuse skal jo for filan være skæve, ellers kan man slet ikke se, at de er hjemmelavede ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Drøssel it is fra nu af, så! :-)

      Og du har ret. Kagehuse skal være skæve og tåler generelt ikke en bygningsinspektion. Kom dog til at lave en alvorlig K3'er på gavlen, som ikke kan ses. Og Øglens grandfætter endte med et kagehus, der i ejendomsmæglerlingo nok var nedrivningstruet. Men flot, det var det nu alligevel .-)

      Slet
  7. Altså, vi har pyntet op ikk'?!! Men ellers kører hverdagen på fulde gardiner og jeg halser afsted bagefter (sådan føles det i hvert fald). Burde smække noget dej sammen til småkager. Oh well, må blive i næste weekend. Til gengæld har ungerne hygget i sneen og været i Tivoli :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh, jule-Tivoli. Det skal vi på søndag! (Og er dét nu klogt, tænker jeg. På en søndag?!) Lyder også som om, I hygger max!

      Slet
  8. Sammenklistring af kagehuse, to ord: Royal Icing. Huset får godt nok hvide samlinger, MEN man skal ikke lege med napalm-sukker (og royal icing rester smager også bedre end karameliseret sukker)

    Synes det er lidt voldsomt med den Varan og indtag af julemad - måske han bare er lettet over at være sluppet fra 2100 Spelt, og ud i Forstaden hvor man ikke tager sukker-indtag så højtideligt? haha

    Her er det meste af sneen smeltet igen, og katten har revet det ene julegardin ned, men ellers julehygger vi faktisk også. Havde jeg jo ellers absolut ingen planer om i år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nogen havde forsøgt at lave Royal Icing, men det var før, jeg kom til, og det, de havde lavet, duede ikke til at klistre noget som helst sammen med. Men jeg vil helt sikkert prøve at lave det til næste års kagehus-lavning. INDEN de andre bruger (og ødelægger) alle æggehviderne :-)

      Varanen kan konsumere utrolige mængder mad. Sålænge det har et højt sukkerindhold, er han på :-)

      Slet
  9. Synes også december holder max, og her gik jullen faktisk så meget op i at det havde sneet, at hun - kortvarigt - glemte alt om at tjekke julesokken for kalendergave ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Øglen har også glemt kalendergaven et par gange nu, efterhånden. Meget mærkeligt.

      Slet
  10. Jul er fantastisk. Slet og ret. Og jeg glæder mig sådan til Bean bliver gammel nok til at forstå konceptet. Men nyder indtil videre at have december-barsel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kan jeg godt forstå. December-barsel er også voldsom hyggelig!

      Slet
  11. Nårh et fint kagehus!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :-) Det synes Varanen også, og jeg må jævnligt flytte hans små buttede hænder fra kanten af reolen, hvor de forsøger at få fat på fadet og hive det ned til sig ...

      Slet
  12. Ej men december er bare dejlig. Søndag ramte sneen også i denne forstad og drengene nød det til fulde. Moren er lidt en frossen pind, så jeg lokkede lillebror indenfor i varmen efter 45 minutter.

    Lillebror har også kastet sin kærlighed på de der æbleskiver og nappede også en 5-6 stykker. Alt der indeholder sukker er bare livet for den lille.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også VIRKElig en frossenpind. Men det holder nu stadig mere at være udenfor og vide, at jeg kan komme ind på et splitsekund, end at vide, at jeg befinder mig på en legeplads milevidt fra lejligheden og i øvrigt lige skal forcere fire etagers trapper, før jeg kommer ind i varmen. Fik jeg sagt, at jeg er begejstret for min have? :-)

      Slet
  13. Hold da op, et kagehus. Jeg er imponeret.

    Men det der sneskrabe-halløj - det bliver ikke ved med at være sjovt. Siger det bare...

    Forresten, så kan man ikke kommentere hos dig fra en Ipad - der er noget med en pop-up, som fryser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor mærkeligt med kommentarbøvl på iPad. Må lige prøve at rode med nogle indstillinger.

      Og jeg tænkte det jo nok, det med sneskraberiet. Ærgerligt, ellers - idéen om det er nu meget hyggeligt, men i praksis kan jeg godt se, at charmen kan gå lidt af...

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...