mandag den 17. december 2012

Hvem stjal tiden?

Og fik den til at fise af sted hurtigere end man kan nå at følge med? Gider nogen stoppe den bare et øjeblik?

Nej, det her er ikke et indlæg, der handler om manglende indkøb af julegaver (men det kunne det godt have været), og det er faktisk heller ikke et indlæg om, at Varanen bliver så stor så stor (selv om det gør han). Det er i stedet et indlæg om min lille store Øgle. Som er så skøn og - selv om det ikke burde være muligt - bliver skønnere og skønnere hver dag. Men det føles bare ikke som særlig lang tid siden, at hun var lillebitte og umælende, og nu vader hun jo rundt og snakker så meget, at man skulle tro, hun var det uægte barn af Lotte Heise og Søren Gericke.

Hendes sprog har efterhånden så mange nuancer, at jeg ofte glemmer, at hun kun er tre, og så er hun begyndt at ræsonnere ret meget. De to ting i kombination giver anledning til nogle alenlange diskussioner fra tid til anden (hvor man måske godt kunne ønske sig, at sproget var knap så godt), men det er jo helt vildt at opleve, at ens tumling med sjove tale"fejl" efterhånden minder mest om en lav udgave af en tween, der skiftevis surmuler, skrupgriner og stiller sig udfordrende op med hænderne i siden og råber, at hun vil have en ny mor, fordi "Du siger altid nej til mig, mor. Nej nej nej. Og så bliver jeg sur og gal. Og går min vej ud fra det her hus!"

Køn er hun også(!) Vil det da ingen ende tage?!?!

Heldigvis er det ikke drama det hele, og heldigvis er der stadig lidt baby over nogle af de ting, hun siger. Og jeg er i hvert fald ikke den, der retter dem. Hånden op, dem der ikke synes, at "Bellevyf" lyder sødere end "Bellevue". Og hvorfor er det nu, jeg skal rette hende, når hun kalder en croissant for en restaurant? Restaurant er jo meget sjovere. Fordi hun bliver mobbet senere hen, siger I? Neeeeej da. Jeg nærmest også opfordrer til, at hun fortsætter med at kalde Den Nye By for Pørsenholm (fordi det lyder meget sødere - og noget anderledes - end det byen rent faktisk hedder). Men når nu hun er holdt op med at sige "samsyn" og insisterer på, at "det hedder altså fjernsyn, mor!", så bliver jeg jo nødt til at holde fast i noget andet babynoget.

Og så er der jo hukommelsen. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg faktisk tro, at hun var halvt elefant, hende Øglen. Hun husker det meste, og har der været kage mad involveret i en begivenhed, har hun nærmest fotografisk hukommelse. ("Der har jeg været med Farmor inde og hente kage" (for tusind år siden), da vi drønede forbi Skodsborg Badehotel). Det der med at tro, at man kan love hende noget og så satse på, at hun ikke husker det dagen efter, det er long gone. Her til aften kom hun fx i tanker om, at jeg havde sagt "mhmmmdetgørviimorgen", da hun ved puttetid i går pludselig ville have tegnet et rensdyr. Det havde jeg da glemt alt om. Men ikke Øglen. Dammit. Jeg kan jo ikke tegne. Så vi tegnede et rensdyr. Og fremover passer jeg lidt mere på med, hvad jeg mumlelover.

Selv om hun altid har været glad for at synge, er det gået helt amok med hendes sangfugletendenser på det sidste. Hun behøver kun at høre en melodi et par gange, før den sidder fast, og hvis hun ikke lige gider synge teksten (som hun næsten kan huske udenad - det var den der hukommelse, ikke?!), finder hun selv på noget. Nogle gange har vi deciderede syngesamtaler på "Solen er så rød mor" à la ♫Moar, vil du komme og finde noget tøj? --- Ja, det kan du tro skat, jeg kommer li' om lidt ---
Nej, for du skal komme nu, jeg fryser megavildt --- jeg vil ik' have kjole på - jeg synes, den er grim♫

Og så videre. Ovenstående var så i øvrigt den idylliske variant af påklædningsseancen, der ofte består af sure miner, sit down-strike og drønen gennem huset for at slippe væk fra de formastelige "drengebukser", jeg har været så modbydelig at finde frem.

Men nå. Jeg kunne fortsætte hele aftenen med at skamrose eget afkom. Det vil skåne jer for og gøre offline i stedet. Samtidig med, at jeg ser noget Matador. Eller - uh! - den der Julestjerner-julekalender, som jeg er faldet pladask for. Jamen, er den ikke bare hyggelig? (Eller er det min indre provinsbo, der taler nu?)


- Postet fra mini-Padden

25 kommentarer:

  1. Jamen piger i den alder HAR elefant-hukommelse. På godt og ondt - 'men det lovede du for et halvt år siden, mor'-agtigt. Men bare vent; om ti år er Øglens hukommelse sikkert blevet underligt selektiv, så hun overhovedet ikke kan huske lektier, instrukser eller lign. men til gengæld i detaljer kan huske alt, hvad nogen har sladret om eller haft på til en fest. Det er så der Donnaen er lige nu, og det er - øhm en udfordring. Synge-samtaler; lyder sødt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhr, mand. Kan faktisk godt huske lidt om, hvordan det var, dengang det eneste, jeg selv kunne huske var "at zå zagde hun ozzz bare til ham, at han bare kunne f*cke af, når han zkulle kigge zå'n på hende (der i øvrigt havde dét og dét på)" ;-) Pænt belastende, egentlig, så skal vi ikke bare satse på, at Øglen aldrig bliver sådan? (som om!) :)

      Slet
  2. ... du er bare lun på Troels Lyby (ligesom alle andre kønsmodne damer i DK)

    SvarSlet
    Svar
    1. Næh, det var jeg egentlig ikke, før du skrev den kommentar, men nu er jeg måske lidt. Han er jo både sød og pæn OG kan synge. What's not to like?! Men "begge julekalendere", skriver du? Hvad er han mere med i?

      Og Husmoder - arj, det var da kun i "En kort en lang", han var det, var det ikke?! Og det var jo sku-e-spil ;-)

      Slet
  3. Ej Fru F. Er han ikk bøss? Nå, jeg er ikke så opdateret på Se og Hør-fronten.

    Men Øglemutter, du har jo ret. De bliver bare sjovere og sjovere. Vilderevildere!
    Det lyder smadderhyggeligt med synge-samtaler.
    Til gengæld; det med at de kan huske!? Det er for vildt man. Man skal eddermame ikke komme til at love nogen en kage... Til gengæld kan man jo så begynde at holde dem op på ting og lave aftaler.. yay!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tror nok, at han er castet som lækker-men-blød-og-opnålig-far i begge julekalendrer. Google siger i øvrigt, at hans kæreste hedder Tanja.

      Slet
    2. Hov, se svar ovenfor til dig, Husmoder. Er åbenbart ikke helt nede med Bloggers kommentarfunktion (som jo er überkompliceret. Eller noget)

      Slet
  4. ;-) efter laaang tid holdt vi også op med at sige " nu skal du have båsker på" vores søn var vokset fra det - han kaldte i meeeeget lang tid sin søster for minkamilla i et ord og folk syntes det var et yndigt navn, tja det var jo hans Camilla. Med 3 børn kan man komme med mange eksempler, nu er de store og så er det nogen andre ting. Nytårsaften får vi besøg af nogen venner med små børn. Og de glæder sig vildt meget til vi skal skyde fladskærmsraketter af.

    Rigtig god. Jul

    Kh

    Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahah - fladskærmsraketter. Dét er sejt (og det vil jeg til at sige fra nu af :-))
      Også rigtig god jul til dig.
      Kh

      Slet
  5. Hun lyder aldeles skøn, din pige! Syngesamtaler må jeg indføre her, for det lyder altså bare hyggeligt og min pige elsker at synge hjemmedigtede sange.
    Glæder mig i øvrigt til, at min pige også begynder at svare lidt igen, kræve at få sin vilje osv. Det har da sin charme (set ude fra i hvert fald) ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Syngesamtaler holder max - det er ret hyggeligt. Også at se (høre), hvordan Øglen af og til skifter melodi, fordi det passer lidt bedre til det, hun vil sige/synge. Ikke, at versefødderne altid passer alligevel, men så er det jo godt, at man bare kan strække stavelser i én endelighed. I morges svarede hun konsekvent på Rasmus Klump-melodien. Sødt - og lidt irriterende, for nu har jeg den på hjernen.

      Slet
  6. Dejligt, dejligt indlæg - mon du har været flue på væggen her hjemme?! For vores store-mus, synger, fryser mega-meget, er mega-sjov, og så'n. Det er en dejlig alder (Fåårk, det lyder gammelt...) men sjov er den ihvertfald.

    Forresten vores-jeg-vil-ikke-have-det-grimme-tøj-på-seancer har skiftet karakter, efter at vi om aftenen finder tøj store-musen vil have på dagen efter - i fællesskab, hende og jeg, og lave en aftale om at dette er tøjet vi tager på i morgen ;)

    God tirsdag til dig - kh. S.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det lyder gammelt, men det ER en dejlig alder :-D

      Måske vi skulle prøve at finde tøj frem om aftenen i stedet for. I øjeblikket er vi dog i den heldige situation, at Øglen har to-tre yndlingsbluser og to par yndlingsbukser, så med flittig brug af vaskemaskinen har vi faktisk nok til at undgå de værste kriser :-)

      Også god tirsdag til dig!

      Slet
  7. Elsker de der sjove ord. Mine er helt vokset fra det. Bortset fra at vi stadig bruger den yngstes navn til sig selv som kælenavn. Da han var lille kaldte han nemlig altid sig selv for nuno og det har hængt ved (mest fordi det også er 'korrekt' - det er kælenavn for lillebror/den mindste i familien på grønlandsk)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nååh, det var da sødt. Hvorfor grønlandsk - har I nogle aner deroppe, eller er I bare gode til sprog? :-)

      Slet
    2. Jeg taler det da flydende ;-) hahaha...
      Nej, det var min frisør, som har et barn med en grønlænder, som en dag sagde, at det da også var meget passende, at han kaldte sig selv det, da det betød lillebror :-)

      Slet
    3. Ah. Det giver også lidt mere mening. Synes ikke, du ser specielt grønlandsk ud ;-)

      Slet
  8. Kan sagtens følge det med den stjålne tid, selvom jeg ingen børn har. Uha, det går stærkt. Kan fx tydeligt huske min lillebror som baby, og nu er han en kæmpe kleppert nær 2 meter, der lige om lidt fylder 20 år ... Jøsses.

    Søde Synge-Øglen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er vildt ikke. Tiden stryger bare af sted. Og minder en om, at man (desværre) også selv bliver noget ældre i et snuptag. Ah well - alderdommen har nu også sine fordele. Trods alt :-)

      Slet
  9. Hun lyder bare drøndejlig hende øglen!

    SvarSlet
  10. Synge-samtaler. Hvor lyder det helt igennem fantastisk. Og som noget, der kunne gøre enhver præteenagekonflikt bare lidt mere underholdende end et simpelt 'så er du ikke længere min ven, Mor, fordi du siger nej'....

    Og er ganske enig: Det er bare SÅ underholdende med de samtaler, man kan føre med dem. Og finde ud af, hvor skarpe de kan være i deres logik. Men også lidt irriterende, af og til, ikk'?

    SvarSlet
    Svar
    1. Mega-irriterende, jo :-)

      Syngesamtaler kan anbefales. Bare forbered dig på et "jeg gider ikke høre på det der, mor!" i ny og næ ;-) (Herhjemme hører vi i øvrigt også tit, at vi nu ikke længere er bedste venner. Må være noget aldersbetinget)

      Slet
  11. Glæder mig til den slags snak. Men synes egentlig også at sprutte, grine, prutte, hvæse-samtalerne med Bean er ret hyggelige...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også voldsomt hyggeligt med pludresamtaler. Og knap så udfordrende, rent argumentationsteknisk :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...