mandag den 30. januar 2012

En krone sparet

... er en krone tjent. Er det ikke sådan man siger? Min bror gik i hvert fald i klasse med en på gymnasiet, der i ramme alvor havde dén sentens skrevet på sit pennalhus (I ved - der hvor alle os andre havde navnet på sidste nye crush stående, eller et sarkastiskironiskdistancerendelizzomforMEGETalzå "Zød tøz"). I ramme alvor. Men det er en anden historie.

For hun havde jo ret, hende med pennalhuset. En krone sparet, ER en krone tjent, og derfor er jeg blevet farligt rig i dag.

Den opmærksomme læser vil vide, at jeg vader rundt i bydelen med barnevognen mere eller mindre hele tiden, og i går var ingen undtagelse. Turen bragte mig forbi OZ, og selv om der var lukket, kunne jeg jo godt vinduesshoppe lidt. (I virkeligheden tør jeg heller ikke rigtig gå derind. Dristede mig til det et par måneder efter, Øglen blev født, og fik - ud over et par ret fede jeans til en billig penge - en god portion spydige bemærkninger med på vejen. Og jaja; jeg var da sikkert heller ikke særlig fiks i mine blomstrede barselsbukser, men allywl...) Og der i vinduet var der nogle reeeet lækre støvler. Som i sin tid havde kostet to arme, men som nu var sat ned til en enkelt. Mentalt bogmærke ved dem, og så ellers videre, før Varanen begyndte at hyle op fra sit Voksiskjul.

Støvlerne rumsterede stadig, da jeg vågnede i morges (altså, da jeg havde været i bad, givet Øglen morgenmad, smurt madpakke, truttet Varanen på maven og vinket farvel til HDD + Øgle og havde en lille amme-pause), så efter det sexy bleindkøb i Aldi og fornødenhederne til aftenens madklub i Netto, trissede fødderne igen ned forbi OZ. De trissede mig endda ind i butikken (med barnevogn og snot i hovedet und alles, sowwy) og over til en ekspedient, der desværre heldigvis desværre kunne fortælle, at de ikke havde flere reeeet lækre støvler i str. 38. Alligevel skulle jeg lige prøve dem i en 37'er, men selv om det var ok bare at stå helt stille i dem, kunne jeg fornemme, at det nok kom til at gøre nas, hvis jeg skulle ud og gå mere end 2 meter i dem (og det var sådan set planen). Også selv om ekspeditricen forsikrede mig om, at de var store i størrelsen. Følte mig meget fornuftig, da jeg satte støvlerne fra mig og igen begav mig ud på Østerbrogade, men også en lille smule snydt. Nu havde jeg jo lige taget mentalt ejerskab over lækkerbidskenerne.

Men. Så var det jo, at jeg kom i tanker om det der "en krone sparet"-halløj. Og jeg havde jo sådan set lige sparet en arm på de der støvler. Så det betød jo, at der lige pludselig var penge at shoppe for. A-hraaa!

Såæh - da Varanen havde fået middagsgrød (shoot me!) og lige skulle have slukket tørsten hos mig, enhånds-onlineshoppede jeg tilbudsgodis hos Saint Tropez på Padden. For en halv arm. Og nu er der en pakke med tøj på vej med posten til mig. Hverken specielt dyrt, fancy eller ammevenligt, for den sags skyld, men når man har så meget snot i hovedet, som jeg (stadig) har, må man godt købe en guldpaillet-blazer, fx. Også selv om den er totalt over the top, og jeg i øvrigt aldrig kommer steder, hvor man kan slippe af sted med at bære sådan en (who am I kidding - jeg kommer aldrig ud mere. Punktum). Men om et par dage har jeg da lidt disco-paillet-tjuhej hængende i skabet. Og en fin kjole, som jeg næppe nogensinde får på. En mega-ammeuvenlig sweater med finefine striber. Plus det løse. Det må man godt (jo, man må så). Da især, når det er for penge, man har tjent alene ved ikke at købe et par støvler...

...  og så skal jeg bare lige have nallerne i en halskæde også. Hmmm... Den eller den?

søndag den 29. januar 2012

En slags samtale

Mig: "Læg lige sutten ind i sengen, Øgle - du sover jo ikke lige nu"

Øglen: "Jeg GIDER ikke have det!"

Mig: "Hvad gider du ikke have?"

Øglen: "Jeg GIDER ikke høre på det. Du siger det helt vildt mange gange"

Mig: "Hvad siger jeg helt vildt mange gange?"

Øglen: "At jeg SNORKER!"

Mig: "?"

Øglen: "Jeg kan da ikke gøre for, at jeg snorker. Så jeg GIDER ikke høre på det!"

Mig: "Du må gerne snorke! Jeg snorker også. Og far snorker"

Øglen: "Snorker Varanen også?"

Mig: "Jeps - Varanen snorker også"

Øglen: "Prøv og duft til Varanen mor"

Mig: *snus snus*

Øglen: "Han dufter ikke særlig godt. Addddr! Hundelort!"

Det er virkelig sjovt, at man kan samtale mere og mere med Øglen. Men det er ikke ligefrem altid, at samtalen følger de gængse regler for dialog. I hvert fald er det tit temmelig spredt fægtning, men måske det bare er mig, der er blevet for kedelig og forudsigelig i min måde at samtale på? Kan være, at jeg fremover skal til at tale om noget helt helt andet, end det, der egentlig var indledningen på samtalen...

 
Han ligner da ikke en, der lugter af hundelort, gør han vel?

Fessor-Øglen med piberenser-brille. I fuld gang med limstift...

(I øvrigt duftede Varanen glimrende på tidspunktet for samtalen. Han sad lige så stille og velduftende i sin skråstol og var ved at indtage aftenens kartoffelmos. Men "hundelort" er blevet et meget brugt ord herhjemme, når der er et eller andet, Øglen synes er ulækkert. Det være sig alt fra skraldespanden til brugte bleer og nu - åbenbart - også Varanen...)

fredag den 27. januar 2012

Så kan man lidt igen

Efter alt for mange dage med hjemmegående Øgle (hun er frisk igen og har været i børner både i går og i dag, thank G**!), snot i hele hovedet (vi siger tak til Øglen!) og en Varan, der nu ikke længere kun sover dårligt om natten, så kan man godt blive lidt træt. På den der stirre-ind-i-væg-skråstreg-hoppe-ud-af-vinduet måde. Særligt efter i går, hvor Varanen var sur uanset, hvad jeg gjorde. Og som kun sov 3 kvarters formiddagslur. Til gengæld sov han 2,5 timers eftermiddagslur. Så længe vognen bevægede sig, altså.

End ikke et pitstop i urte-erna butik for at købe økodøko hirseflagepulvergrød kunne bevilliges. Så gæt hvem, der vadede rundt nonstop i 2,5 timer i går? Og som efterfølgende måtte tage den helt store ja-hat (og det sammenbidte smil) på, da Øglen lavede en seriøs scene ved afhentningen i børnehaven (selvfølgelig umiddelbart efter, Varanen var vågnet i vognen med et vræl - den holdt jo stille!), der gik ud på at sidde på den kolde jord og skrige sine lunger ud. Fordi jeg ikke gad bære Varanen i Voksien hele vejen hjem og overlade klapvognen til hende. Grrrr.

Nå. Og som prikken over i'et besluttede Varanen sig så for, at det var morgen kl. 5 i morges. (Efter at have været vågen omkring 1800 gange inden da). Snikkesnakkepludregrine. Sødt - hvis det altså ikke stadig havde været nat udenfor. Kl. 6 kapitulerede jeg og gik ind i stuen med ham for at agere legetante, og på det tidspunkt var jeg faktisk så træt af pis, at jeg slet ikke kunne overskue dagen, der lå forude.

Men er det ikke utroligt, at bedst som man synes, det ser allermest håbløst ud, så vender bøtten? For efter 3 kvarters leg og madpakkesmøring - kan jo ligeså godt udnytte tiden fornuftigt (!) - blev Varanen så træt (hvilket vi var nogen, der havde været hele tiden), at han faldt i søvn mig. Og så nappede vi da lige en 3 kvarters lur i sofaen sammen. Awwww.

Burka-baby i vognen efter sin lange formiddagslur

Og derefter er det faktisk kun gået én vej. Varanen sov lang formiddagslur (og jeg nåede at drikke en kop kaffe - med sødmælk! - på en café), han klarede massevis af boghvedegrød (uden gluten, dame!) og et bad i højt humør, og han faldt ovenikøbet i søvn indenfor og sov i TRE KVARTER i eftermiddag. (Jaja, det krævede en hel del målrettet vuggen, sscchh'en og nussen, men han sov. Indenfor).

Farmor hentede Øglen, der opførte sig som lille dydsmønster, og HDD ringede for at sige, at han syntes, at vi skulle bruge nogle af hans bonuspenge på at tage på en lille forlænget ski-weekend i marts, fordi "det tror jeg, vi trænger til". Jeg havde har flødekarameller ude i køkkenet, HDD hentede takeaway, og begge unger var nemme at lægge (jinx!). Efter Varanen havde taget imod Dagens Nye Smag: kartoffelmos og æblegrød med en begejstring, som havde det været selveste René Redzepi, der havde svunget gryderne, naturligvis. Derudover tæver jeg Mårfar i Wordfeud, og eftersom han er manden, der har lært mig mine moves, så er det da bestemt en fjer i hatten...

Nåja, og så kom der et bud med en oplevelseskasse fra Den Gamle Fabrik. Som deres PR-bureau for nogen tid siden skrev og spurgte, om jeg var interesseret i. Den kom ikke bare af sig selv... Med mint-te, fleecetæppe, kiks, lommelygte og marmelade en masse. Og en bog om Bærfolket. Er spændt på, om Øglen er gammel nok til den - om ikke andet, så er hun i hvert fald gammel nok til Digestive med marmelade. Og legen hule under tæppet med en lommelygte.

Oplevelseskassen i et uendeligt dårligt lys. Den er meget hyggeligere, end den ser ud her

Hurra, altså. Så kan snot bare være snot. Og søvnmangel være søvnmangel (selv om lidt mere søvn nu ikke ligefrem ville gøre noget). For når man har kiks og marmelade, varm Ribena i glasset, sovende unger i deres respektive senge og den, man elsker ved siden af i sofaen (eller - ok, han er ude og lave kaffe, men I ved, hvad jeg mener), så er det hele jo slet ikke så skidt endda...

tirsdag den 24. januar 2012

Ahrmen for helved'...

... Ja, pardon mit franske, men i dag har jeg sq været lidt træt af p*s. Havde tvunget HDD til at tage en hjemmearbejdsdag/barns sygedag, så jeg kunne komme i mødregruppe i dag. Der kom nemlig en sunder og fortalte om kost, og eftersom jeg tilsyneladende har glemt alt om grød og skemad på de par år, der er gået, siden Øglen var på den galej, ville jeg mægtig gerne deltage.

Det var da også ...oplysende. Og hvis man er sådan en, der synes, at det er sjovt at få at vide (godt nok indirekte, men alligevel), at alt hvad man gør er forkert, så var det hylende morsomt.

Men altså; mig og Varanen er som de eneste i mødregruppen begyndt på grød. Aaaaaaalt for tidligt, hvis man spurgte sunderen (og det gjorde man). Tidligst fra 5,5 måneder (hvorFOR er der ikke "en halv"-tast på Mac?!) - "så er man sikker på, at baby er klar, og så slipper man for at bøvle med overgangskost så længe". Til min forespørgsel om, hvorvidt grødmad kunne have en gavnlig effekt på nattesøvnen, fik jeg bare at vide nok engang, at grunden til, at de vågner meget nu, ikke har noget med sult at gøre. Men at det er en fase, og at man skal holde ud, selv om det er hårdt aldrig at sove. (Jaja, udhvilede sunder - det kan du jo sagtens sidde der og sige, når dine børn tydeligvis har sovet igennem i de sidste 13 år).

Nå. Men siden jeg nu har været så fræk at tyvstarte, så skal jeg bare blive ved. Men jeg skal gå langsomt frem. (Det var så ikke lige her, jeg fortalte, at han kværnede 1 dl majsgrød i morges. Og sikkert kunne have spist mere, hvis jeg ellers havde lavet mere).

Den første grød...

... hvor blev den af? Kom med den!

Desuden er der åbenbart gluten i boghvedemel, som i øvrigt tager en time at koge grød af, så det var da et enormt fjollet forslag til grødvariant, jeg der kom med.

Så vidt så "godt". Men vi nøjedes jo ikke med at snakke om skemad. Vi kom også til at tale om søvn, og da sunderen erfarede, at Varanen kun pletsover fra omkring middag til puttetid ved 18-19-tiden, konstaterede hun, at det var ALT for lidt søvn. Tak for observationen, Sherlock, dén havde jeg ikke selv regnet ud.

Hun havde så nogle glimrende forslag til, hvad jeg skulle gøre for at få ham til at sove - fx at gå med barnevognen (tjek), prøve at putte ham indenfor (tjek) og at være stædig (semi-tjek; der er begrænset tid til stædighed om eftermiddagen, når Øglen skal hentes). Eftersom ingen af tingene virker herhjemme, besluttede hun sig for, at det er barnevognsmetoden, jeg skal bruge. Og være stædig omkring. Og så skal jeg "holde fast i den eftermiddagslur og også gennemtrumfe den i weekenden - også selv om far og storesøster ikke gider". Aha.

Desuden lægger jeg også Varanen til at sove alt alt for tidligt. "Det er jo ikke normalt at putte en baby på den størrelse så tidligt (ml. kl. 18 og 19, red.). Det kan du kun gøre, fordi han ikke sover om dagen, men det er da synd for ham. Og for hans far, der jo næsten ikke får ham at se". Så nu skal jeg åbenbart til at lægge ham ml. 20 og 21. Og glæde mig over, at HDD og jeg langsomt kan få vores aftener tilbage. (Igen tilbageholdt jeg information, nemlig at HDD og jeg har haft vores aftener i et par måneder efterhånden, fordi Varanen - praktisk nok - er flad på omkring samme tidspunkt om aftenen som hans storesøster).

Men alt i alt gør jeg åbenbart ret mange ting ret meget forkert. Og da Varanen så ovenikøbet valgte først at falde i søvn ved brystet for derefter at flippe - og jeg mener virkelig flippe - ovre til mødregruppe, fik jeg da også lige en "ja, nu ved jeg jo godt, at du er i mødregruppe, og at det så måske er lidt anderledes end derhjemme, men ellers er der jo et indsats punkt dér allerede" med på vejen. Endte med, at jeg end ikke gad dysse Varanen ned (det ville også være blevet vanskeligt), så i stedet pakkede jeg ham i Voksien og forlod selskabet tidligt. Jeg havde alligevel fået det ud af dagen, som jeg ville. Plus lidt god gammeldags irritation. (I øvrigt snorkboblede Varanen nærmest inden, vi nåede ud til barnevognen. Så måske han også var lidt træt af at høre på sunderen?!)

Så trissede jeg ellers rundt i det skønne skønne vejr et par timer og var skiftevis i krise over at gøre alting forkert og sk*desur over at få skudt i skoene, at jeg ikke gør tingene ordentligt. Kritik er hjertelig velkommen, men den konstruktive af slagsen er nu sjovest at få. Ved gåturens afslutning var jeg nået frem til, at sunderen naturligvis er i sin gode ret til at mene sit, men at jeg heldigvis ikke behøver følge alt, hvad hun siger til punkt og prikke. Og at det jo egentlig er gået fint nok med Øglen, selv om hun også begyndte at få grød som 4 mdr gammel. Så nu er jeg ikke sur længere. Højst lidt irriteret.

Og hvis man er ved at blive alt for irriteret, så skal man da bare lige kigge lidt på det her billede, jeg tog af Øglen og Varanen i sansegyngen i går. Søskendekærlighed så det basker.

On a happier note ser Øglens penicillin ud til at virke, og hun er nu feberfri for første gang i noget, der føles som meget lang tid. Én dag mere herhjemme, og så er det bare adios senorita og af sted til børnehaven...

mandag den 23. januar 2012

Lidt mere om virus

Den der virus, iggå... Det var så galopperede mellemørebetændelse. Som galopperer videre, og som der nu er ordineret penicillin til. Kunne da godt nok heller ikke forstå, at Øglen blev ved med at have feber, og selv om HD sagde, at det er normalt for næsten 3-årige at sige "hva'?!" hele tiden, så syntes jeg jo nok, at hun har sagt det mistænkelig meget på det seneste. Men hun sover glimrende og har ikke brokket sig synderligt over ondt i ørerne - kun én dag, hvor hun havde ondt i hhv. ører, fødder, hals, mave og hovedet på skift, alt efter hvornår vi spurgte.

Men i dag har så budt på en tur til "læne", der udskrev en recept til nogle drugs, og som foreslog mig at købe en masse engangssprøjter til at sprøjte stadset ind i Øglens mund, "hvis nu det skulle komme til vold". Øhm...

Endte med ikke at købe engangssprøjter, da en af de (ret pæne, faktisk - skal man mon se godt ud for at arbejde på et apotek?) farmaceuter på apoteket sagde til mig, at penicillinen ikke var sådan en, der smager helt forfærdeligt. Men nu er jeg jo sådan en livrem- og seler-type, så jeg skulle da lige høre, om der ville være noget forgjort i at give Øglen børnepanodil (som hun elsker og kalder "jordbær"...) og penicillinen samtidig, hvis nu Øglen ikke kunne lide det, så det hele kunne komme til at smage lidt af syntetisk frugt. Det skulle jeg nok have nøjedes med at tænke, for farmaceuten så ud som om, hun stod og overvejede at tilkalde de sociale myndigheder. Det endte dog med, at hun 'bare' fortalte temmelig meget om, hvorfor det ikke er en god idé at blande medicin, og jeg forsøgte at forklare, at det bestemt heller ikke var noget, jeg plejer at gøre, men eftersom lægen havde sagt, at jeg skulle give både panodil penicillin og i samme åndedrag havde nævnt det med engangssprøjter og vold, så kunne man måske slå de to ting sammen, eller... *stopper op og trækker vejret* Neeeeevermind. Og undskyld jeg overhovedet spurgte. Det kan jeg godt se ikke var helt gennemtænkt.

Nu sover Øglen sødt efter at have fået sine respektive flydende substanser (på hver sin ske og ikke i umiddelbar forlængelse af hinanden, og hun kan godt lide penicillinen. Faktisk sagde hun "jeg elsker 'dicin!" Ahem), og jeg spiller en kavalkade af små flashbacks på nethinden af mig, der i løbet af den sidste uge hhv. vrænger af eller artikulerer overdrevet (på den let spydige måde) til Øglen i forskellige situationer, fordi hun igen-igen har sagt "hvadddd!?" Virkelig flot, når det så viser sig, at der overhovedet ikke er hul igennem, og at hendes ører er rødere end postkasser. Vinder vist ingen moderskabsmedaljer for dén - det skulle da lige være for "Tarveligste Mor".

Men for at tænke på noget andet, får I lige, som lovet, af dåbs-Varanen. Som jeg skal prøve at huske at behandle pænt, når han engang bliver syg... (Og ellers har jeg et par dage til at gøre det godt igen over for Øglen, for der er ingen børnehave til hende de næste par dage. Så har hun jo også kun været hjemme i små to uger...)

Varanen med strithår (det var endda før vandet kom i håret) i arvekjole und alles. Og med undertegnede med lettere uhyggeligt 'ansigt'...

søndag den 22. januar 2012

De fromme børn

Varanen blev døbt i går. Og selv om jeg godt ved, at hans indsats i hele virakken var temmelig begrænset, så klarede han det virkelig virkelig flot. Han fandt sig i at blive båret af sin gudmor, han græd ikke, da han fik vand i håret, og han faldt i søvn under den sidste salme, mens han sad ved mig - så gudmutti måtte lige vige pladsen på udvejen. Og nåh ja - og så stak han præsten (som var megasej og havde en iPad og alt muligt) det yndigste smil, da hun havde givet ham vand i håret, så hun blev helt forfjamsket og bagefter mente, at det havde været en meget speciel oplevelse. That's my boy - meget speciel og allerede helt klar over, hvordan han skal sno damerne om sin lillefinger...

Efter dåben fortrak selskabet i sjap og slud til nærliggende café, hvor vi fik brunch og hyggede et par timer. Jeg sakkede lidt bagefter med Varanen, der vågnede fra sin morfar ude i våbenhuset og derfor kunne afføres arvekjolen og iføres noget lidt mindre broderet og satin'et, og som var væsentlig mere handy at smide ham ned i Voksien i. Efter endnu en morfar - denne gang i barnevognen - sluttede festens midtpunkt sig til os, og så blev der ellers charmeret og suget til sig fra den lille herre. (Og åbenbart var det hele så spændende, at nogen valgte at sk*de gennem alt sit tøj. Jowjow - sådan gør mit afkom tilsyneladende bare på deres dåbsdag. Denne gang var der desværre bare ikke noget puslebord, men det gik da alligevel...)

Øglen var næsten helt frisk igen, og bortset fra temmelig hardcore surhed til at begynde med (sukkerkolde Øgler skal man ikke spøge med, og de må hellere end gerne fodres!) blev hun sit søde, sjove jeg igen. Og hyggede sig virkelig meget. Så meget, at hun var ved at gå omkuld i Varanens Voksien lige midt på gulvet.

Varanen blev begavet i stor stil, og der var alt fra Den Farlige Bog For Drenge over Kaj Boyesen gravhund til sølvske, servietring og tøj. Altsammen rigtig gode gaver, men hvis man må have favoritter, så synes jeg, at gaven fra Mårmor og Mårfar var helt genial (hvis jeg selv må sige det; kan ikke sige mig helt fri for at have haft en finger med i spillet) - et forhåndstilsagn om, at der er en Ostheimer julekrybbe med Maria, Josef og det lille Oso-barn (som Øglen kalder ham) på vej til Varanen. Jeg elsker Ostheimers univers, og jeg elsker, at man kan blive ved med at 'bygge til' med figurer og dyr. Og så, at der er timers leg i det. Så selv om det er en julekrybbe, så kommer den til at stå fremme hele året herhjemme. Det er muligt, at Maria & Co. kun kommer frem til jul, men nu må vi se. Nu skal krybben i første omgang lige komme hjem til os fra Restordreland.

Og apropos det lille Oso-barn, så er Øglen gået hen og blevet helt kirkelig. Hun glædede sig som en lille vild i går til, at vi skulle over i kirken ("og så er der musik, og så kommer englene oppe i loftet og synger, mor!"), og hun sad næsten stille under hele (den ret korte) dåbsgudstjeneste. I dag har vi læst Juleevangeliet i De Mindstes Bibel (Varanens gave fra Den Danske Folkekirke) hele to gange. Godt nok i skarp konkurrence med De Tre Små Grise, der lå ved siden af og lokkede, men alligevel. Og bagefter ville Øglen så gerne i kirke. Heldigvis stillede hun sig fuldt ud tilfreds med "Gudstjeneste i DRkirken" i fjerneren, så Dovne Mor (Som Ikke Lige Orkede At Finde Ud Af, Om Der Er Gudstjeneste Nogen Steder Kl. 14) slap for at gå ud.

Dernæst proklamerede Øglen, at hun gerne vil begynde at spille tuba (tak til messingblæsende typer i tv-kirken!) og lod sig ikke slå ud af min forklaring om, at tubaer er ret så store. Så jeg googlede "lille tuba", "børnetuba" og alt muligt andet tuba, og efter at have sorteret en masse omkring rådgiving til børn af alkoholikere fra (et i øvrigt meget prisværdigt initiativ) fandt jeg ud af, at man godt kan få en lille tuba-agtig ting. Så hedder den bare et euphonium i stedet for, og står en i 3000 kr. Dén ville Øglen gerne have, sagde hun, og jeg sagde "Jaja, skat" og begyndte så at spille lidt WF. Hvorefter Øglen kiggede bebrejdede på mig, tog iPad'en og sagde "ikke spille bogstaver nu, mor. Jeg lægger lige Padden på plads. Du skulle jo finde en tuba til mig!" (Rundstykke. Der er måske i virkeligheden ikke noget at sige til, at hun har kaldt mig "dumme mor" - dog i en anden sammenhæng - to gange i dag. For første gang nogensinde, men desværre nok ikke for sidste gang).

Spændende at se, om hun har glemt tubaen i morgen. Eller, undskyld, euphoniummet (euphoniet?). Det håber jeg, for synes sq ikke lige, vi har plads til en tuba herhjemme.

Nå, men det var den der dåb. Det gik så fint. Varanen var (er!) så sej. Alle var glade, og det var en dejlig dag. Som ikke blev mindre dejlig af, at Øglen blev überglad for den Storesøster Til Dåbsbarnet-gave, hun fik, da vi kom hjem til os selv. En blå løbecykel (købt brugt på dba, men det er hun jo heldigvis ligeglad med). Hun fik et lyserødt løbehjul af os i julegave, men hun mestrer det ikke helt endnu, og desuden har alle de seje i børneren åbenbart løbecykler. Det burde vi jo have vidst... ! Summasumarum har hun været ret ked af løbehjulet og talt enormt meget om, hvor gerne hun ville have en mørkeblå løbecykel (?) Det har hun så nu, og hendes ansigtsudtryk viste med al tydelighed, at det var den helt rigtige gave.

I dag er Varanen i øvrigt 4 måneder gammel og har haft sin grøddebut. Det må siges at være et hit, og jeg tillader mig at håbe på grødens gunstige indvirkning på nattesøvnen. Gerne snart, tak!

Og nu - over and out. Skal nok smide nogle dåbsbilleder, men fotografen, aka Mårfar, skal lige have en chance for at sende dem til os. Og hey; jeg fik aldrig taget et billede af mig selv i kjolen. Men den er pæn. Og når jeg skal have den på igen engang, skal jeg nok tage et billede, mkay?!


- Posted using BlogPress from my iPad

torsdag den 19. januar 2012

Trøsteshopping

Jeg skal jo forestille at være på dagpenge. Og sidst jeg tjekkede, levnede den udbetalte sum altså ikke plads til champagne (men så er det jo meget heldigt, at man ammer. Tøhø). Når jeg er færdig med at være på barsel, er der udsigt til flere dagpenge (og aktivering, yipeeee!), og selv hvis det, jeg går og pønser på, skulle vise sig at give lidt klejner i kassen, bliver det under ingen omstændigheder noget, jeg kommer til at leve som greve(r) og baron(er) af.

Derfor burde det da heller ikke være så svært at forstå (heller ikke for en talmæssigt udfordret som jeg), at jeg måske skulle "holde hus" (tak til min farmor for dét udtryk!) med pengene i stedet for bare at klatte dem væk. Det ville i hvert fald være det fornuftige valg.

Nappet fra boozt.com - jeg fjerner det fluks, hvis I bliver sure

Nu skal jeg så ikke kunne sige, om jeg generelt er ufornuftig (selverkendelse er en svær ting, ved I nok), eller om det bare er fordi, jeg er træt, men ikke desto mindre sidder Dankortet rimelig løst på mig her i 2012 modsat mine bukser, der strammer de helt forkerte steder. Så på nuværende tidspunkt har jeg allerede købt mig en dejlig varm putte-cardigan, en kjole til barnedåben, en RET stram nederdel og en Dolmio-farvet strikcardi, der måske nok ikke gør så meget for min teint, men som til gengæld er utrolig fin på bøjlen inde i skabet. For ikke at tale om den aflad, jeg har købt mig ift. Varanen. Og det tøj han skal have på, efter han er blevet døbt i arvedåbskjolen (dog uden kyse - så ond er jeg ikke).

Billede lånt her

Derudover har jeg megameget lyst til at købe den halskæde, Miss Maybe lokker med (jo, du gør!), og en kjole på det Malene Birger-udsalg, Lisbeth linker til. Desuden mangler jeg et par ankelstøvler, der kan bruges både til hverdag og fest, men jeg er endnu ikke faldet over de rigtige. Og det er min konto egentlig temmelig glad for, tror jeg.

Me like a lot. Ikke SÅ sk*de ammevenlig godt nok, men den er jo på udsalg og alt det der... (billede lånt her)

I dag, da jeg var ude og trille, købte jeg mig også en kop kaffe (kop nr. 12.453 i januar alene) og så en jumbosnegl. For de er nemlig tilbage i syv-elleve, og shit, hvor de da smager godt. Det syntes Øglen også. Og ja, hun er stadig syg, så i dag har jeg haft fornøjelsen af psykotræt Varan (som stadig sover dårligt om natten, thanks for asking, så den der fase er rimelig lang, synes jeg nok) og næsten-rask-men-så-alligevel-ikke Øgle, der har brugt det meste af dagen på at være sur og sige ting som "Det bestemmer du ikke, det gør jeg!", "Gå med dig, jeg gider ikke se på dig!" (nøjjjjj, jeg var tæt på at tage hende på ordet et sted på Århusgade i formiddag, hvor selvstændigheden *indsæt selv sarkastisk smiley* nåede nye højder) og "Lad vær', mor!!!" (jeg gjorde ikke noget, jeg sværger). Så jeg synes faktisk, jeg fortjente den jumbosnegl, eller i hvert fald det af den som Øglen ikke spiste. Og så må jeg leve med, at der virkelig ikke er meget 2100 Økomor i at skrumle rundt med dobbeltklapper, med en kaffe i den ene hånd og en snegl i den anden, helt og aldeles uvillig til at slippe nogen af delene, selv om en dobbeltklapper bedst betvinges med to hænder.

Var sq nok egentlig heller ikke så smart at slæbe Øglen med udenfor, når nu hun er sløj, men Varanen og jeg skulle til dåbssamtale med præsten, og den lader sig altså vanskeligt udskyde, eftersom dåben er på lørdag. Så ud skulle vi. Øglen var faktisk også rigtig sød inde i kirken - det var først, da vi skulle gå - og så bagefter, at hun blev pænt øglet.

Og jaja, jeg ved godt, at jeg er en Ond Mor, når jeg i mit stille sind har lyst til at sætte feberramt afkom til salg på Gul & Gratis, DBA eller andre sjove sider. For jeg kender jo lissom årsagen til, at øglerierne i den grad er ude af proportioner i disse dage, og jeg kan sådan set også godt forstå, at det må være belastende at være sløj så længe. Hun keder sig jo, det lille krapyl pus. (Når konceptet Tv Ad Libitum mister sin appel, ved man, at den er gal). Og selv om hun siger, at hun ikke gider i børnehave, så tror jeg, at hun savner at brænde krudt af. Jeg ved i hvert fald, at JEG savner, at hun får brændt noget krudt af. Og et søvnunderskud på små fire måneder er for mit vedkommende desværre ikke befordrede for rummelighed og 'lad dog barnet'-sentimentalitet. Tværtimod. Så gæt lige, om jeg får bidt mig selv i tungen en del i disse dage for a) ikke at være den ondeste og mest urimelige mor, der nogensinde er set, b) ikke at slå døren op på vid gab for Sure Mor...

Men 1 dag tilbage... Så er det weekend og dåb, og dermed er der en milliard hænder, der kan nusse, pusse, kramme, putte og ae. Øglen og Varanen, altså, selv om jeg ved nærmere eftertanke egentlig godt kunne bruge en, der puttede mig. Gerne i en overdimensioneret Voksi-pose og derefter i gigantisk barnevogn. Mmmmm.

Gad vide, hvor meget jeg kan nå at shoppe i morgen, mon? Altså i fysiske butikker, for jeg skal da lige love for, at tiden til at komme på nettet med en sur syg Øgle og en temmelig gnaven Varan er sparsom. Nå, Det må tiden vise, og så må kontoen blive repareret senere. Når nu jeg ikke kan få sovet, så er en recept på retail therapy vel det mindste, man kan gøre for sig selv?!

mandag den 16. januar 2012

Om virus og faser (men ingen kjoler denne gang)

Nå, men den der virus, Øglen virkede til at have pådraget sig i fredags - den har vi stadig. Eller, Øglen har den stadig. 39,6 sagde termometeret i dag, og jeg skal da lige love for, at hun har været slatten. Panodil hjalp for en kort bemærkning, og jeg fik også et begejstret hyl de to gange, jeg fandt en sodavandsis frem fra fryseren. Men derudover har hun bestemt ikke været mange sure sild værd.

Øglen på Panodil var meget glad for vandfarverne og producerede mange (primært sorte) vandfarvebilleder
 
Sofaen har været hendes foretrukne opholdssted hele dagen - med Lille Nørd eller Rosa fra Rouladegade kørende i baggrunden, mens hun forsøgte at overbvise sig selv (og mig) om, at hun ikke var træt, og at hun ikke behøvede at sove en lur. Sidst på eftermiddagen gik hun dog ud som et lys og genvandt dermed lidt kræfter til aftenspurten, der bestod af imponerende portion pasta med ketchup, et bad og et afsnit Lille Nørd mere. Og SÅ var dagen i dén grad omme for den lille Øgle.

Feberhed sofakartoffel 

Varanen knalder også brikker nu og gik faktisk omkuld på kortere tid, end han plejer. Måske fordi han har været mere eller mindre vågen hele dagen?! Han er jo sådan en model, der ikke sover indendørs om dagen (eller om natten, for den sags skyld, men jeg nægter at ty til at gå ture med barnevognen midt om natten), så kombinationen af feberhed Øgle, der ikke skulle ud, og søvnfornægtende Varan, der virkelig godt kunne bruge sin daglige trilletur, var lidt tricky. Det lykkedes mig dog at få ham til at tage nogle powernaps - den længste varede oven i købet næsten en hel time. Waouw (!) Så lidt søvn duer bare ikke, når man er en lille fis, så da HDD kom hjem, pakkede jeg Varanen og gik på jagt efter mere Børnepanodil og chokolade. Det blev til 1,5 timers trilletur, og som belønning kvitterede Varanen med at sove yderligere en time, da vi var kommet hjem. Yesss! Så han kan jo godt, når han gider, det lille krapyl.

Man kan godt se, at han ser træt ud, ikke? Tror sq da pokker, når han aldrig sover. Men han er i højt humør og ses her med et sjældent smil til kameraet. Han plejer at blive vildt alvorlig at se på, når der kommer et kamera frem...

Det skal dog siges, at de sidste par nætter har været lidt mindre rædselsfulde end for 3-4 dage siden. De er stadig ikke fantastiske (for nu at sige det pænt og diplomatisk), men Varanen har faktisk sovet både et 3-timers stræk og et 2-timers stræk på den samme nat. Han kunne muligvis have sovet endnu mere/bedre, hvis ikke han var blevet vækket af en moslende Øgle, der råbte om yoghurt og tændte lyset (wtf?) kl. 04.30, men det finder vi jo aldrig ud af. Til gengæld fandt jeg ud af i morges, hvad der skal til for at få Øglen til at gå ind i sin egen seng igen, når hun har erobret dobbeltsengen. Man skal bare selv gå. I ren og skær irritation over al mosleriet fra Øglen og pludre-/råberiet fra Varanen i nat, hapsede jeg nemlig Varan + dyne og fortrak til stuen, hvor det så faktisk lykkedes at få et par timers søvn mere. HDD sover jo mandesøvn, så han blev, hvor han var, men sandelig om ikke Øglen umiddelbart efter min exit (siger mandesøvns-sovende HDD, så troværdigheden kan anfægtes en anelse) gik Øglen ind til sig selv*. Smart. Bortset fra, at jeg så skal til at stå op og vågne sådan rigtigt, hver gang hun kommer ind til os. Så måske ikke så smart alligevel.

Lige et billede af et af mine tiltag mod mindre dårlig samvittighed. Gyngen blev hængt op i går, og begge reptiler er vilde med den. Og samvittigheden er også...

Så jeg øjner lys forude. Eller - jeg tror, det er lys. Det kan også bare være synsforstyrrelser forårsaget af mine konstant grus-agtige øjne. Eller hallucinationer pga. søvnmangel. Under alle omstændigheder er der nu ikke længe til, at ham Varanen skal begynde med grød, og så satser vi på, at det hele bliver meeeeget bedre. Mon grød oså hjælper på, at han vækker sig selv konstant ved at ligge og baske som en lille psykopat med arme og ben? Måske - og ellers må jeg en tur ud på nettet og se, om man kan få fat i en spændetrøje i str. 68. Anyone?

*Øglen er i øvrigt begyndt at spørge til, hvornår Varanen flytter ind på hendes værelse, og hvis man spørger, hvorfor hun gerne vil vide det, ser hun listig ud og siger "fordi så skal vi hygge os. Og grine. Og lave ballaaaaade!" Nuårh! Siger jeg nu. Når de så rent faktisk laver ballade, kan det være, at jeg synes, det er lidt mindre kært. Men måske det kan få hende til at blive på sit værelse hele natten. Hm...

fredag den 13. januar 2012

Om kjoler, faser og virus

Nej nej - vi bruger stadig ikke søvn herhjemme. Nu heller ikke rigtigt i dagtimerne, med mindre altså at barnevognen rumler og skrumler konstant. Så gæt selv, hvad der skete, da jeg i naivt øjeblik i dag satte barnevogn inkl. Varan og babyalarm nede i gården og oksede op på 4. med alle de liter Ribena og fuldkornspastasafaridyr mit Alien Hand syndrom i samarbejde med min søvnberøvede hjerne havde flået ned fra hylderne i Netto.

That's right! Han vågnede! På præcis det tidspunkt, hvor min trætte hånd nærmede sig hanken på det krus kaffe, jeg trods alt havde nået at lave. Soooo close. Men så drak jeg den da bare lunken, da jeg kom op igen - nu med Varan. *syrlig smiley*

Nå, men det er hårdt, det der med den manglende søvn. Og jeg er skam ikke for fin til at brokke mig (men den har I nok fanget). Alligevel er jeg ikke sådan rigtigt indebrændt og uligevægtig. Endnu. Det kan være det kommer, men så længe jeg får mine gåture med barnevognen i fred og en (varm) kop kaffe (hørte du det, Varan?!), så går det nok endda.

Eller det vil sige, at det gik - lige indtil jeg fik den geniale idé at slæbe mit trætte korpus inkl. poser under øjnene, søvnunderskud og barnevogn ind i tøjbutik på Østerbrogade. Den lokkede med meget fin (og billig) nederdel i vinduet, og siden søvnunderskudsramt hjerne tror, at jeg kan gå i stramme miniskirts, så måtte jeg jo derind og høre, om de havde den i sårt. Efter rum tid i gabende rom butik kom der ung, yndig ekspeditrice til syne, der strålede af god tid om morgenen og masser af sammenhængende søvn. Og hendes tøj var da også rent og pænt. Hvorimod mit... Well, altså, jeg synes da egentlig, at min vinterfrakke er pæn nok (den er i hvert fald ny), og der er ikke gylp på endnu, men det blik jeg inkasserede, placerede mig på ranglisten lige omkring de hjemløse, der hra rodet i det tøj, folk sætter ved genbrugsbutikker uden for deres åbningstid.

På spørgsmålet om, hvorvidt man kunne få bemeldte nederdel i sårt, gav hun mig elevatorblikket og spurgte til min størrelse. Fik sagt noget om, at jeg i reglen er en str. M, men at det naturligvis kommer an på, hvordan tøjet er i størrelserne. Hvorefter hun kiggede sigende på mig og sagde "ja, men de her er RET stramme". Derefter gik hun to skridt til højre, fandt en nederdel i str. M og gav mig den med et "det her er den største vi har, så du bliver i hvert fald nødt til at prøve den". Så mig ind i prøverum og bakse RET stram nederdel op om efterfødselsvægten, der sidder bloody godt fast på lårene. Men den passede faktisk. Hvilket yndig og spydig ekspeditrice også måtte sande med slet skjult overraskelse i stemmen: "Jamen... den passer dig jo faktisk udmærket". (Helt ærligt - hun kunne da i det mindste lade som om, det ikke kom bag på hende).

Men altså, jeg købte jo så den RET stramme nederdel i den tilsyneladende virkelig provokerende størrelse M til den nette sum af 170 kroner og skyndte mig ud af butikken. Hvor jeg kom til at kigge på vinduerne og så, at de pralede af X antal % på "ALT i butikken!" Og at de procenter angiveligt blev fratrukket ved kassen. Aha. Interessant. Bortset fra, at der ikke var blevet fratrukket noget som helst på mit køb. Men jeg må tilstå, at jeg blev endnu trættere, end jeg er i forvejen, ved tanken om, at jeg skulle ind i biksen igen og have en hyggesnak mere med ungmøen, så jeg sprang simpelthen over procenterne. Måske lige vel flot, når vi skriver januar måned, og jeg jo rent faktisk er sådan en, der er på dagpenge. Men kender I det - når man er træt og nu ovenikøbet også har fået at vide (ok, temmelig indirekte, men man hører, hvad man vil), at man er tyk, så vil man bare gerne hjem og æde en Bastogne-kiks. Eller 4. Så det gjorde jeg.

Nu må vi se, om jeg nogensinde kommer i den RET stramme nederdel. Nu har jeg den i hvert fald. Og den er fiiin. Det er den kjole, jeg endte med at købe til barnedåben også. Den kom med posten i dag, og en virkelig hastig første prøve (over jeans og beskidt ammetop - den skal styles lidt anderledes til dåben) lover godt. Så jeg takker Lisbeth mange gange for at gøre mig opmærksom på den.

I øvrigt - da jeg hentede Øglen i eftermiddag, var hun noget klattet at se på, og hele eftermiddagen er gået med at se Postmand Per og putte i sin dyne. Hun var ikke sulten (så ved man, den er gal) og ville ikke have andet end varm mælk med honning og kanel. Som aftenen skred frem begyndte hun at hoste og sprutte mere og mere, og for ligesom at tage del i festlighederne besluttede Varanen sig for at skrige i hidtil ukendte tonarter, indtil han gik omkuld efter 2 timers amning og brok. Såeh - Nemesis læste tilsyneladende med i går og besluttede sig for, at det ikke var nok bare at have en fase inden for dørene. Så han gav os da lige en virus også. Tak for lort - og god weekend!

torsdag den 12. januar 2012

Det er en fase, det går over...

Faser og virusser, iggå - det er åbenbart det nye sort. Hvis man ikke lige ved, hvad man skal sige, gøre eller ordinere, så giver man det bare prædikatet virus, hvis det er noget helbredsnoget eller fase, hvis det er noget babynoget.

Heldigvis har vi ikke noget helbredsnoget kørende i den reptilske husholdning for tiden, så vi har næppe virus. Vi har derimod i høj grad noget babynoget kørende og efter et hurtigt visit hos sundhedsplejersken her til morgen kan jeg så konstatere, at der er tale om en - tadaaaah! - fase. "Men bare rolig; det går over igen".

Denne fase handler om mad. Og søvn. Eller mangel på samme. Hvor det før var Øglen, der (med den positive hat) var noget af en egenrådig sjæl (med den negative hat: en sand pestilens) ved puttetid, så er det nu Varanen, vi kæmper med. Og når jeg skriver "vi", så mener jeg i virkeligheden "jeg". For mad indgår i allerhøjeste grad stadig i det regnestykke, der i sidste ende som regel ender ud i Varanens nattesøvn. (Øglens søvn går det så i øvrigt fremragende med - HDD har indført stramt putteregime, der er n ø j a g t i g t det samme hver dag, og vi har nu en Øgle, der om ikke elsker at komme i seng, så i hvert fald sover efter max. 10 minutter, når lyset er blevet slukket).

Nåmn, vores nætter har i et langt stykke tid været til at holde ud. Efter maraton-amning ved 18-19-tiden (en time til halvanden) var Varanen lige til at lægge - eller i hvert fald mæt nok til ikke at brokke sig - og så sov han til omkring 01-02 stykker. Derefter kunne han i reglen godt tage et stræk på 3-4 timer, og så var det jo morgen.

Bemærk datiden!

Nu er der nogen (hostVaranenhosthost), der har besluttet sig for, at rigtig lange søvnstræk er overvurderede. Så nu er der nogen, der kun sover til omkring kl 22, før man vil have første natsnack. Fint nok. I den ideelle verden, hvor jeg rent faktisk gik i seng kl 22, ville det jo passe glimrende med min sengetid. Men nu er der så nogen, der mener, at man skal holde fest efter den første natamning. Sådan seriøs fest. Med headbanging (liggende, godt nok, så det slider lidt på hårpragten), kradsen på dyne, madras og sig selv, høje hvin og generelt bare roterende fis i tremmesengen. Festen varede halvanden time efter amningen i går og stoppede udelukkende, fordi jeg kapitulerede og hapsede festede Varan over i dobbeltsengen og gav ham lidt mere mad. Så var der ro - i omkring en time. Hvor festen eskalerede til hidtil ukendte højder, og hvor jeg er sikker på, der blev sagt et visdomsord eller tusind, hvis man da ellers forstod varansk.

Mere mad hjalp lidt, men da både madmor og sultent reptil faldt i søvn midt i måltidet, gentog seancen sig igen en halv-en hel time senere. Og igen efter endnu en time. Og. Så. Videre. Midt i det hele kunne vi så tilføje en søvndrukken Øgle til cirkusset, og så var vi lige pludselig fire i dobbeltsengen. Varanen mente, at det var morgen ved 6.30-tiden, og Øglen var enig - i hvert fald beordrede hun mig op for at hente vand til sig, og da Varanen alligevel var plingvågen og - som altid - sulten, så jeg ingen grund til at hale HDD ud af fjerene lige med det samme. Så op med Øglemor og børn, ud og give Øglen morgenmad med den ene hånd, smøre madpakker med den anden og skifte bleer med den tredje. Damage control'e, da Øglen gik op i limningen over, at jeg havde fundet en lilla bluse, når nu hun ville HAVE EN RØD PÅ og midt i det hele også selv få lidt tøj på, så jeg ikke havde mælkeplettet nattrøje p. Ikke, at det egentlig gjorde den stort forskel at få ammetop på, eftersom den også blev mælkeplettet efter to sekunder, men you know...

Martyr? Neeeej da. Bare træt. Så da Øglen og HDD var sendt ud af døren, vovede jeg at håbe på en lur sammen med Varanen, der jo ellers ikke gør det i at sove indendørs om dagen. Men det KUNNE jo være... Eller hvad? Nej, det kunne det så ikke, så efter et kvarters powernap (ved brystet) skreg han som om, himlen faldt ned, så der var jo ikke meget andet for end at komme i overtøjet (mens krapylet hylede videre), pakke Voksien og af sted ud i blæsevejret. På jagt efter et drop med koffein til mig og en gedigen omgang søvn til Varanen. På vejen faldt jeg dog over sundhedsplejerskernes åbne hus, så den stadig lysvågne, nu dog ikke længere hylende, Varan blev slæbt med derind til en måling, en vejning og en lille sludder om sovevaner.

Sunderen tog ét kig på Varanens Botticelli-lignende lår og konstaterede, at der da vist ikke var tvivl om, at han får masser af mad og tager på. Men det vidste jeg jo godt. Det er derimod søvn hverken han eller jeg får særlig meget af. Så jeg fik det gode råd, at jeg bare skulle "amme igennem"; dvs. give ham al den mad, han vil have. Især om aftenen.

Mig: "Okay, jamen det gør jeg sådan set allerede. Ammer i lidt over en time hver aften, til der ikke er en dråbe tilbage".

Sunderen: "Men det kan være, at du skal amme endnu mere"

Mig: "Jamen han falder i søvn bagefter jo. Og tager et relativt langt stræk"

Sunderen: "Så skal du endelig bare give ham mad, når han vågner og beder om det"

Mig: "Det gør jeg også" (hell, render jo nærmest konstant rundt med blottet barm)

Sunderen: "Du kan også prøve at give ham en flaske om aftenen, hvis det er dét, vi er ude i"

Mig: "Ja, det kunne være, at vi skulle prøve det"

Sunderen: "Ikke, at jeg tror, det hjælper"

Wtf?

Mig: "?"

Sunderen: "Nej, for det er ret normalt, at babyer på omkring de fire måneder begynder at vågne mere. De bliver opmærksomme på, at de kan kalde på deres mor, og så gør de det ved enhver given lejlighed"

Mig: "Aha. Så det du siger er, at du ikke tror, at en flaske ville gøre nogen forskel"

Sunderen: "Næh. For han tager jo flot på, som det er nu. Ved du hvad - du skal bare tænke på, at det er en fase. Og det går over"

Mig: "Grrrr"

Men det gør jeg så her i mit søvndelirium. Tænker på, at det er en fase. Og at det går over. Engang. Og hvis jeg er rigtig heldig, bliver det afløst af en eller anden mega-nederen fase. Men den tid, den glæde. I mellemtiden vil jeg nyde en stoooor kop kaffe og en morgenmadstallerken hos Café Nordlys og glæde mig over, at Varanen gik omkuld i det sekund, han blev proppet i Voksien efter vejning, måling og sludren.

Han vejer i øvrigt 7,820 kg nu og er 66 cm lang. Store dreng :-)


- Posted using BlogPress from my iPad



søndag den 8. januar 2012

Kjole-krise - hjælp søges

Om ikke så længe skal Varanen døbes. Og så skal man jo se så'n lidt pæn ud. Så meget som det altså lader sig gøre, når ens hår er helt umuligt, maven er blød og randerne under øjnene kandiderer som weekendtasker. Desuden skal man jo aldrig lade en anledning til at shoppe glide sig af hænde (hostdagpengehost), så nu går den vilde kjolejagt.

Nu er det bare sådan, at jeg ikke har købt tøj til festlige lejligheder i umindelige tider. Og da slet ikke til festlige lejligheder, hvor man helt hundrede kommer til at amme omkring 48 gange. Så det skal altså være en nogenlunde ammevenlig kjole - uden dog at være en decideret ammekjole. Men lur mig, om jeg kan finde sådan en - som jeg synes er pæn, altså.

Jeg var lidt ude i en fin brunlig sag fra BZR, men den er nok omtrent lige så ammeUvenlig som en rullekravesweater, så den bliver jeg nok desværre nødt til at droppe (mm. jeg køber den alligevel til når jeg engang stopper med at amme. Om 66 år, hvis det står til Varanen). Og nu står jeg ude midt på herrens mark og aner ikke, hvad og hvor jeg skal vælge kjole henne.

Så hvis du står med tippet til den smukke, relativt ammevenlige og efterfølgende anvendelige kjole, så kom hid! Jeg står med kyssende hænder og tager imod samtlige tip - og hvis valget falder på en af de foreslåede kjoler, kan det være, at der kommer en belønning i form af et billede af mig i kjolen. Uhhhh - now we're talking, hva'?!

Bonusinfo: Kjolen behøver ikke koste det samme som BNP for lille land, men må omvendt gerne koste lidt mere end H&M, Bestseller og the likes (satser lige på, at HDD ikke læser med her. Hans udregninger vil muligvis mene noget andet, men det er jo heller ikke ham, der er på kjolejagt, vel?) Desuden skal den klæde rimelig storbarmet type med temmelig korte ben, så sådan nogle kjoler, der skærer midt på læggen og som har vildt empiresnit er nogo. Umuligt, siger I? Håber jeg ikke...

lørdag den 7. januar 2012

Copycat

Jeg ved ikke, om det bare er mig, eller om det er noget, der sker for flere andengangsmødre. Det der med at have dårlig samvittighed. Det må det næsten være, for sundhedsplejersken nævnte det den dag, hun sparkede mødregruppen i gang - at man skal lægge den dårlige samvittighed til side, for man kan ikke bruge den til noget.

Nejnej. I know. Men kunne nu også godt lige have brugt et enkelt råd eller to til, hvordan man så 'bare lige' lægger den til side.

Først havde jeg dårlig samvittighed over for Øglen. Fordi der var kommet en Varan, jeg skulle tage mig af og derfor ikke kunne være der 4000% for hende. Så fik jeg dårlig samvittighed over for Varanen, fordi Øglen er ret så ferm til at påkalde sig opmærksomhed ved enten at råbe, charmere, lave ballade eller noget helt fjerde. Og fordi jeg bare kendte/kender hende bedre end ham. Så fik jeg dårlig samvittighed over for Øglen igen, fordi hun skulle starte i børnehave og lige var blevet storesøster og i det hele taget oplevede en masse omvæltninger i sit lille liv. Og så fik jeg igen dårlig samvittighed over for Varanen, fordi jeg havde dårlig samvittighed over for Øglen. Og så videre. Det svinger hele tiden, men jeg kan være nogenlunde sikker på, at der altid er en lille snert af dårlig samvittighed over for enten det ene eller det andet reptil.

Tror aldrig, jeg bliver træt af at se på de der chokoladeknap-øjne...

Lige nu svinger samvittighedspendulet mod Varanen. Det er lidt forskelligt, hvorfor jeg har dårlig samvittighed, men på nuværende tidspunkt er det fordi, jeg føler, at de tre første måneder bare er fløjet af sted, uden jeg overhovedet har nået at lege med ham, ligge og kigge indgående på ham i dagevis, og fordi jeg ikke har sunget, snakket eller leget ligeså meget med ham, som jeg gjorde med Øglen (men der var jeg så altså også temmelig ekstrem - havde lige set det der "Er du mors lille dreng"-halløj og var jo panisk angst for at understimulere den lille dame). Fordi der jo det meste af tiden er en Øgle, der kræver opmærksomhed. Og fordi det også kan være meget rart at hvile ørerne (og stemmebåndet) af og til efter en konstant sniksnakken med og til og af Øglen.

HDD synes, jeg er vanvittig. Og det har han jo nok ret i. Jeg har bare lidt krise over, at tiden går så hurtigt på barsel 2, så i stedet for at huske alle de gange, hvor jeg rent faktisk har sunget, leget, gynget, vugget, slæbt, nynnet, hygget, nidstirret, krammet og kysset Varanen, hænger jeg mig i, at jeg kunne have gjort det mere. I stedet for fx at spille Wordfeud, mens jeg ammer (ikke, at det har stoppet mig - Varanen gider mig alligevel overhovedet ikke, når han spiser - det har han nok fra mig, der ikke umiddelbart ville føle mig selskabeligt anlagt, hvis jeg fik tilbudt en kæmpebuffet flere gange om dagen. Ro til at spise, tak!) Eller at tale hen over hovedet på ham til Øglen, HDD eller alle mulige andre. På den anden side, så risikerer jeg jo at blive sådan en, GravidGrahvad beretter om, hvis jeg begynder at indlemme Varanen i alle samtaler.

Når jeg en sjælden gang får et klarsyn (som regel efter en nat, hvor jeg har sovet nogenlunde, og dem er der færre og færre af, synes jeg - glæder mig til nogen begynder at spise grød om ikke så længe. Så kan det være, at andre ikke skal vækkes helt så tit om natten) aner jeg, at jeg nok er lige hård nok ved mig selv. Men jeg undskylder mig med hormoner (er der flere af dem tilbage efter 3,5 måneder?) og haster videre i tankerækken om alle de ting, jeg føler, jeg burde gøre, og ikke mindst - burde have gjort. (Virkelig konstruktivt, ikke?! Hvis nu jeg havde kendt Marty McFly, så kunne jeg have gjort noget ved det, men det er desværre ikke tilfældet). Men som det er nu, så må jeg jo bare se fremad. Og det begyndte jeg på på bedste materialistiske vis, da jeg i går havde taget Varanen under armen og var på visit hos Husmoder og hendes yngste havdyr (som bare er SÅ sød!)

Showdown mellem Skrubben og Varanen over et stykke legetøj.

Hjemme hos Husmoder var der - ud over kaffe og nybagte boller, altså - nemlig en sansegynge til de kære små. Som Varanen synes var ret så nice. Og der var også en Babykalender. Som Øglemor syntes var sej. Fordi den netop kan fortælle, hvad det er, man skal være opmærksom på ved de kære små kræ, når nu man er for forvirret/travl/træt til selv at lægge mærke til det.

Såeh. Nu har jeg også en Babykalender. Og der er bestilt ét stks sansegynge, som gerne skulle ankomme med fragtfyr i begyndelsen af næste uge. Bare kald mig copycat. Men så længe det afhjælper den dårlige samvittighed (og det gør det faktisk. Eller også har det noget at gøre med, at jeg ikke er blevet vækket hver f*cking eneste time i nat, og at jeg fik lov til at sove en time mere, efter hele Cirkus Arli var skredet ud af soveværelset med lovning på "juggurt med hånning og hårnflex" og fartid*), so be it...

*Juggurten med hånning var så blevet suppleret med en is, erfarede jeg, da jeg stod op kl. 8.20. Lige tidligt nok efter min smag, men HDD forsvarede sig med, at Øglen havde spottet noget is-papir (tomt, selvfølgelig) i stuen og var ved at dø af skuffelse over, at der ikke var noget i. Så HDD forbarmede sig, og vi har nu lært lektien: fjern alle spor efter slik/is/kage indtaget efter ungernes sengetid. Måske vi skulle anskaffe os en makulator. Eller en pejs...

onsdag den 4. januar 2012

Alt er tilgivet mellem mor og øgle

når Øglen helt frivilligt, efter ganske frygtelig afhentningsseance fra børneren (bare tænk skrig, skrål, lynvisit af Sure Mor, der havde taget sine slægtninge Truende Mor, Lokkende Mor og Opgivende Mor med, og en umanerlig trang fra begge parter til at løbe skrigende væk) kravler op i sengen, hvor jeg er ved at amme Varanen til drømmeland  (jaja, dårlig vane, I know, men med kun en enkelt times søvn under vesten til ham i dag, så...), slår armene om mig og siger "Jeg ELSKER dig mor. Fordi du er min bedste... bedste... BEDSTE veninde!"*

Nårh!

Hun bliver nok ikke ved med at mene det, og hvis hun gør, vil jeg gøre mit ypperste for ikke at ende i et forhold som Joy og hendes mor har. Men lige nu, iggå... NÅRH!

(Og så mangler vi bare, at alt er tilgivet mellem far og øgle. Fra min ammeposition kunne jeg høre noget med noget skrig, skrål, kasten Barbarød i toilettet (idrk!) og gåen fuldstændig amokka (Øglen), fordi hun ikke måtte få den, nu temmelig våde, Barbarød med i seng. Akkeja...)




*Totalt for vildt lang sætning dér.

mandag den 2. januar 2012

2012 - the list

Nåmn, når man sådan bevæger sig rundt i blogland her en mørk mandag aften, så kan man se, at I ikke har ligget på den lade side, hvad angår nytårsstatusser og lister og whatnots. Så jeg er blevet lidt misundelig og har derfor besluttet at lave min egen to-do liste for 2012. Tadaaaah:

2012 er året, hvor:
  • Varanen skal døbes
  • Min barsel slutter (alt alt for snart - det er jo maj lige om lidt)
  • Jeg skal sige hej til dagpengeland, aktiveringskurser og andet sjov
  • ... med mindre det, jeg går og pønser på, så'n rent arbejdsmæssigt, flasker sig
  • (det er desværre for tidligt at fortælle om pønsningen endnu, men jeg kan da sige så meget, at jeg har sendt en mail her til aften, som godt kunne have ret stor betydning for pønsningens videre forløb)
  • - og nu sidder jeg så her og har lidt ondt i maven men det kan måske også skyldes, at jeg skrev mailen under indtagelse af kæmpekop te og en halv pakke Petit Ecoliers
  • Der skal ske noget radikalt med mit hår. Det er håbløst!
  • Jeg har været så åndssvag at melde mig til noget med noget halvmarathon og fortalt det til gud og hvermand, bare så jeg kan være helt sikker på at blive totalt ydmyget, hvis jeg ikke lige synes, formen er til det alligevel, ikke gennemfører eller hvis jeg falder død om på ruten
  • Mit sukker- og fedtindtag skal nedsættes bare lidt. Jeg synes, at Milles ambition om én guffri dag om ugen lyder om ikke rar, så tilnærmelsesvis overkommelig. Det starter dog først, når hhv. M&M's, cookies, Petit Ecoliers, chips og bocher ude fra skuffen er sat til livs
  • Min garderobe skal opryddes og opgraderes
  • Jeg skal hækle noget andet end tæpper
  • Jeg enten skal se mindre tv eller også mere oplysende tv (for selv om Antiques Roadshow er god underholdning, så bliver jeg ikke specielt klog på andet end underligt britisk skrammel)
  • Gå tidligere i seng
  • Få gang i HDD's og mine månedlige børnefri dates i det sekund, Varanen kan spise andet end mælk
  • Jeg bør læse flere bøger med substans. Og lade være med at bilde mig selv ind gang på gang, at triviallitteratur får substans, bare fordi jeg læser det på engelsk
  • Jeg bliver nødt til at få brugt min symaskine. Fordi det er pinligt, at jeg har haft den et år allerede og kun brugt den én gang. Til gengæld blev det, jeg syede herregrimt, så deeeet...

  • Der er sikkert vældig mange ting, jeg ikke har fået med, men lige nu synes jeg, der er rigeligt med ting at forholde sig til. Og huske, ikke mindst. Jeg har allerede glemt halvdelen af dem, men det er det gode ved nytårsforsætter - det forventes nærmest, at man glemmer dem...

søndag den 1. januar 2012

Hej 2012!

Stauts og nytår rimer egentlig meget godt, ing'? Og jeg havde da også store planer om at skrive et indlæg, hvor jeg gjorde nytårsstatus. Men så var der nogen, der løb med al juleferien, og der var sør'me også en (to!), der stak af med mit overskud til at skrive, og derfor er der ingen status til jer. Eller til mig, for den sags skyld.

Det betyder alligevel ikke det store, for uanset hvad, der ellers skete i 2011, så overskygger 22. september kl. 06.51 det hele. Den bliver svær at stikke, 2012. Jeg siger det bare. (Og jaja, jeg ved godt, at det er teknisk muligt både at lave, bage og føde endnu et reptil i 2012, men det kommer ikke til at ske. At I ved det. Har hænderne rigeligt fulde med to).

Vi kom ind i det nye år i fin stil sammen med gode venner, der ligesom os har en næsten-treårig og en nulkommanoget-årig. De store piger legede størstedelen af aftenen i fred og fordragelighed, Varanen skred i seng ved 20.30-tiden, og vi voksne fik relativ ro til at nyde den udsøgte nytårsmad (bestilt udefra, natürlich). Nåede ovenikøbet op på tagterassen med pigerne, så de kunne se "stjerner og glimmer". Stort stort hit - det slog endda Thomas Tog, der kørte på repeat nede i stuen...

Omkring kl. 23 lod vennernes afkom det skinne igennem, at de havde været så selskabelige, som de orkede for dén dag, så vi sagde farvel og godt nytår en times tid for tidligt. Og så hang Øglen og jeg ellers ud i stuen med Øglens nye dyne (HDD vaskede op, den gode mand!) og ventede på, at det blev 'rigtigt' nytår. Var spændt på, om Øglen holdt helt til midnat, men dér var ingen slinger i valsen - og hun så med stor interesse på "uret, der dinger" og var også noget fascineret af al fyrværkeriet på Rådhuspladsen. Men SÅ var energien også brugt for 2011, og inden klokken var 01, sov vi alle sødt.

2012 begyndte med, at Varanen sov til kl. 8.25 (godt nok afbrudt af en times amme-wrestling omkring kl. 05, men det tæller vi ikke med), så jeg satser på god sovekarma i det nye år. Håber også på god løbekarma, for jeg fejrede det nye års begyndelse med at løbe en tur. For første gang siden 16. december 2010, sagde sladre-Endomondo. Det var hårdt, kan jeg godt betro jer. Også selv om det kun var 4 km. Men jeg håber, det bliver bedre, for ellers får jeg et seriøst problem i april. På den korte bane tænker jeg dog, at jeg får et seriøst problem med at gå i morgen. Meeeen - det tager vi, som det kommer.

Nu er der canneloni på tallerkenen, kransekagerester i køkkenet og muligvis et eller andet i fjerneren, der ikke er skihop. Jeg har gang i en virkelig dårlig bog, og ellers er der jo altid lidt Wordfeud, der skal holdes ved lige. Jo... 2012 tegner meget godt, faktisk...

Rigtig godt nytår til jer alle - håber, I hver især kom godt ind i det nye år, og at I har haft en god første dag. Tak fordi I læser med - vi blogges forhåbentlig en masse ved i 2012!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...