onsdag den 29. februar 2012

Onsdag

Varanen sover, jeg drikker kaffe på Pixie, der er forår i luften, og Øglen er lige blevet afleveret i børnehave. Uden skrig og skrål - for første gang i noget, der minder om 5000 år (men som i virkeligheden nok kun er en måneds tid). Arj, ok - hun spassede lidt ud over, at vi angiveligt havde glemt hendes blå fuglebamse og hendes Æseldyr, til trods for, at hun ikke havde nævnt dem med et ord, før vi kom over i børnehaven, men derudover var der ingenting. Fan-tas-tisk.

3-måneders samtalen i børneren er veloverstået, og den gik fint, uden de store overraskelser. Det er en meget 'kommunikerende' børnehave, så de ting, der skal gøres noget ved - fx hente-/bringesituationen - har vi allerede talt om. De sagde en masse pæne ting om Øglen, og så vil de gerne gøre en indsats for at gøre hende blefri. Sammen med os, altså. Og det skal de skam ikke høre noget for...

I morgen og weekenden ud står den på skitur. Eller.... på tur til Sverige, om ikke andet. Nabolandet har nemlig besluttet sig for at få plusgrader i løbet af den seneste uge, så et af deres varemærkeret - sneen - er temmelig smeltet. Og man ved bare, at den er mere end almindelig meget smeltet, når hotellet sender en mail om, hvorvidt man er interesseret i at komme alligevel. Men vi ER interesserede i at komme alligevel. En getaway - godt nok med børn, men alligevel - er altid velkommen. Sne eller ej. Og hotellet står der jo uanset. Med halvpension, ild i pejsen og masser af tid til at nyde hinanden og de små reptiler. Ahhh.




Gladeglade Varan. Mæt og i gøglerhumør. Ham gider man godt hænge ret så meget ud med i Sverige. (Også selv om han mener, at det er morgen ved 05.30-tiden hver morgen. Snork!)




Øglen - nu som dedikeret mundharmonikaspiller. Måske vi skulle sætte hende ned foran Netto for at tjene lidt til alle de Ostehapser, hun kører ind... (Hende gider man også godt hænge ud med i Sverige, for når hun ikke er sur, er hun simpelthen så sjov. Og siger de mærkeligste ting).

Såeh. So long. Vi blogges ved, når vi er hjemme igen (eller hvis de sindssygt dyre roamingtakster mirakuløst bliver sat ned, mens vi er af sted. Men jeg tillader mig at tvivle...)

- Postet fra mini-Padden

mandag den 27. februar 2012

Hej nye uge

Øglen er lige blevet afleveret i børnehaven med en kasse blå kager. Ordren 'blå kager med øjne' er eksekveret efter bedste evne, og Øglen var begejstret. Og har tilsyneladende glemt, at de kager, hun havde med til sidste dag i vuggestuen, mindede enormt meget om de her. Nogle fordele er der da ved guldfiskehukommelse...


Nu sidder jeg og skuer ud over de slush ice-befængte søer med en kop kaffe og en sovende Varan. Forsøger at tømme hovedet lidt ovenpå fantastisk, men travl, weekend, der ud over Børnenes Museum har budt på familierykind og (mere) fejring af Øglen. Og kage. Masser af kage.




Forsøger også at slippe den virkelig shitty aflevering af Øglen, som jeg oplevede (igen) i dag og krydser fingre for, at det primært skyldes, at hun er kommet ind i en 'vane' med at være ked af det ved aflevering. Og at det ændrer sig, når hun lurer, at hun kan høre noget igen. Jo. Lad os sige, at det er sådan, det hænger sammen. (Og hvis ikke, så skal hun jo heldigvis kun afleveres i børnehave 2-3 år endnu. Små 1000 shitty afleveringer - og afhentninger - det er jo ikke noget at tale om...!)



Øglen med en af sine gaver - skibriller - da festivitasen i går havde lagt sig. Har jeg i øvrigt fortalt, at vi skal på skitur? Nåmmen, det skal vi. Og vi glæder os. Ikke mindst Øglen, der virkelig taler meget om 'at stå på skib'. Så dumme morgener til trods, så skal det nok blive en god uge, det her...

- Postet fra mini-Padden

lørdag den 25. februar 2012

Den Falske Fødselar

Vi har fejret Øglen i dag - godt nok en dag for sent, men når man er 3, så er man rimelig ligeglad (eller en usædvanligt god skuespiller, der holder gode miner til slet spil). I går ved sengetid fik vi virkelig hypet, at "når du står op i morgen, Øgle - så er du TRE ÅR GAMMEL!", så det var en glad og forventningsfuld lille pige, der lagde hovedet på puden og lagde sig til at sove.

Til morgen begyndte Operation Falsk Forskubbet Fødselsdag så. Med balloner på køkkendøren, fødselsdagstoget kørt i stilling på bordet, flag og pakker. Og Øglen var glad. Syntes, ballonerne var the shizzle. At det var hyggeligt, at hospitalsbamserne sad på hendes skammel og krammede, da hun stod op. At stearinlysene var fine. Og så var hun naturligvis helt med på gaverne. Oh, the presents! Såeh - jeg tror, at hun købte den. Den der med, at det er i dag, hun har fødselsdag.

Fødselsdagsbord (før lysene i toget blev tændt. Nåede det lige, inden Øglen stod op)

Vi har været lidt idéfattige mht. hvad vi skulle give hende i fødselsdagsgave. Umiddelbart synes vi nemlig ikke, at hun mangler noget (og jeg har fået forbud af HDD mod at købe de psykodyre klodser, jeg har udset mig), og når vi spurgte til hendes ønsker, har hun i lang tid sagt "Thomas Tog. En blå fuglebamse (huh?). En morgenkåbe. Og så ikke mere!" Thomas Tog it was. Og da vi i sidste måned købte en ladning brugt TT på dba (som vi egentlig ville have givet hende i forbindelse med Varanens dåb, men aldrig fik det gjort), fik hun dét i fødselsdagsgave. Ét stk. station, en bro, der kan hejses op og ned og så nogle af togene med de uhyggelige ansigter. Succes! (Også selv om jeg ikke lige havde en fin æske at pakke de der tog ind i og i desperation havde kylet dem ned i en tom Neutral Opvasketabs-æske. Som så godt nok var pakket pænt ind, men allywl).

Øglen i gang med gaverne. Varanen ser nysgerrigt (sultent?) til fra sin plads i baggrunden 

Vi havde en knaldhyggelig formiddag med leg med togbane og racerbiler og en ny leg som med det samme er blevet en favorit hos mig gik ud på, at Øglen og jeg lå sammen i sofaen, Masterchef kørte i baggrunden (det er vi så begyndt at optage, fordi Øglen så fem minutter af det forleden og siden nærmest ikke har talt om andet end "det der, hvor de laver pizzaer. Det var sjovt!"), og Øglen gentagende gange sagde "Læg dig ned og luk øjnene, mor. Bare slap heeelt af". Og senere tog vi så på Børnenes Museum. Hvis I ikke har været der, så er det bare om at tage af sted. Med det samme. Det er fantastisk, og Øglen var som en øko-ko, når de bliver lukket på græs.

Varanen i museumsklapper

Børnenes Museum. (Og ja. Nogen har fået iPhone. Og Nogen er ikke blevet helt god til at styre sig mht. at bruge Hipstamatic. Men Nogen er vild med, at man kan tage mega-shitty billeder, og så får app'en dem bare til at se så'n lidt retrocool ud)

Despoten taler til sine undersåtter på Nationalmuseet

Efter nogle timers leg tog vi hjem og bagte boller til familie-rykind i morgen, lagde nyt puslespil købt i et svagt øjeblik i museumsbutikken og spiste pandekager til aftensmad. Sådan en ville Varanen i øvrigt m.e.g.e.t gerne have nallerne i. Han gad i hvert fald overhovedet ikke sin kartoffel-/gulerodsmos med svesker (kan jeg egentlig godt forstå), da han fik øje på pandekagerne. Og efter et bad for at skrubbe mel, syltetøj og andre spændende ting af Øglen var det sengetid. Dejlig dejlig dag med god tid, masser af nærvær og en virkelig glad Øgle. Som nu er tre år og 1 dag gammel. Og som kan høre noget igen.

Bagermester Øgle med fingrene i melkrukken

Mmmm - mel (!)

Tak for hjælpen. Eller noget... 

  
Pandekager til aftensmad - Øglen spiste 6 (!)

I øvrigt gik dræn-lægningen supergodt i går. Øglen var i højt humør hele vejen - lige bortset fra det afgørende tidspunkt, hvor hun skulle lægge sig ned og have bedøvelsesmasken på. Så jeg blev nødt til at holde hende fast sammen med en sygeplejerske, og det var faktisk ikke spor sjovt. Eneste formildende omstændighed var, at den der narkosegas virker temmelig hurtigt... Efter operationen (som det vel reelt er?) var Øglen noget groggy, men efter at have sundet sig på bilturen hjem sammen med de to hospitalsbamser, hun scorede, og et par Rasmus Klump"kiks" til blodsukkeret, var hun totalt i hopla. Så meget, at hun insisterede på at gå med HDD ned for at hente den lyserøde is, vi havde lovet hende, og senere med mig ned for at handle.

Theo og Thea - hospitalsbamserne fra ørelægen

Vores lille Hercule Poirot - nu med hørelse. Og en smule energi til at gøgle lidt

Og nu ved jeg selvfølgelig godt, at det er early days, og at både i går og i dag i øvrigt har været fyldt med ekstra omsorg og opmærksomhed og - ikke at forglemme - is og kage, men Øglens humør er virkelig ændret radikalt siden de der dræn kom i. Til det positive, altså. Hvor hun før var opfarende og virkelig irritabel, er hun nu meget mere lattermild og "nånå"-agtig, hvis tingene ikke lige går efter hendes hoved. Hun gøgler rundt og synger i vilden sky; også 'nye' sange, som jeg ikke har hørt hende synge før. Det er fantastisk, og jeg håber virkelig, at det varer ved. Tænk, hvis det 'bare' har været ørerne, der gjorde hende så sur og frustreret, som hun har været den seneste tid...

fredag den 24. februar 2012

I dag er det Øglens fødselsdag

- hurra hurra hurraahhh! 3 år, bliver hun, det lille pus. I gave af os får hun en fuld bedøvelse og to dræn. Plus en streng femtimers fastekur*.

Derfor bliver der ingen hurraråb, vækning med flag, gaveregn, hyggelig morgenmad og uddeling af kager i børneren i dag. Det bliver alt sammen skubbet til i morgen (lige bortset fra det med kagerne i børnehaven - det må vente til mandag).

Jeg er ret sikker på, at Øglen er ligeglad (selv om hun gerne vil have noget at spise). Hun glæder sig bare til at få 'repareret ørerne' og så indkassere en stor, lyserød is (?) og en gave, når det hele er overstået. Det er bare moderen, der er lidt tudevorn. Og om det så har noget at gøre med drænene (læs: bedøvelse ) eller udskydelsen af min lille øgles store dag (alternativt måske lidt begge dele), det kan vi kun gisne om...


*Det var i dag eller om to uger, vi kunne få tid til dræn. Og da ørelægens (hende udenfor byen, der ikke havde 3 måneders se-det-an-tid) dom var, at Øglen har så meget væske på ørerne, at hun intet kan høre. Og at hun formentlig gætter, hvad vi spørger hende om, hvis hun svarer (rigtigt). Så beslutningen om at udskyde fødselsdagen var i virkeligheden ikke så svær...


- Postet fra mini-Padden

onsdag den 22. februar 2012

Varanen, 5 måneder

Varanen fylder 5 måneder i dag. Det skal naturligvis fejres, så i går fik han en lille gave i form af en vaccination og en tur på vægten. Og i dag har han så fået grødmad til morgenmad i stedet for amning. Så nu er vi oppe på tre ske-måltider om dagen, men drengen jo også kun er skind og ben (not!), så han skal have lidt at stå imod med...

Dalmatiner-Varanen - en meget sjælden race. Er kendetegnet ved sine runde kinder, polyesterører og en vis uvilje mod at sove i dagslys...

Varanen mener dog også, at han skal uddele gaver i forbindelse med sin mærkedag, så i går sov han 100 år. Og efter sin flaske kl. 23 (som jeg kom til at give ham, mens han sov, fordi jeg var så sindssygt træt, at tanken om at skulle op og lave flaske midt i nat var aldeles uudholdelig) sov han da lige til kl. 06.15. Uden at skulle ammes! Hva' ba'?! Husker svagt, at han øffede ved 04-tiden, men det blev klaret med en sut og en putten dynen omkring ham.

Smuksak! 

Ogæh... Nu sover han så oppe på taget. I sin barnevogn, iggå. Og jeg drikker kaffe, fikser mere eller mindre vigtige ting på Indernættet, ordner vasketøjet og hører radio. 5 måneder er en god alder! Og som jeg har skrevet før (er desværre for doven til at linke), så er jeg simpelthen så glad for, at Varanen har valgt os som sin familie. Min store, smukke, glade dreng!

tirsdag den 21. februar 2012

Varan og varan imellem

Det der, der var på vej med posten fra Lene - det kom i dag. (Eller, dvs. - det har ligget på posthuset i en uge, men postbudet har åbenbart tænkt, at jeg a) ikke gad have pakken, b) selv kunne regne ud, at den da var kommet og bare lå og blomstrede på posthuset, så han har undladt at udstyre mig med en af de der pakkesedler, man normalt indkradser pakker med).

Fine fine pakker - en til Varanen, en til Øglen

Og selv om jeg måske nok havde haft en forudanelse om, hvad der kunne være i pakken, så er live-versionen bare endnu skønnere end billed-versionen - og det siger ikke så lidt.

Elton Varan - nu i sit nye hjem, hos en artsfælle. (Og da vi seriøst havde haft Elton oppe at vende som navneforslag til Varanen, synes jeg jo, at det er lidt ekstra sjovt, at Elton Varan hedder, som han gør)

Efter en hård formiddag for Varanen, der havde budt på 5 måneders undersøgelse* med dertilhørende to stik i lårene, vejning og lysen i øjne og ører, var et blødt krammedyr lige, hvad han trængte til. Og ham og Elton Varan blev med det samme gode venner - måske har de et særligt reptil-bånd, der binder dem sammen.

Det er Elton til højre og den 'rigtige' Varan til venstre. I højt humør efter laaaang lur!

Ud over Elton var der også noget til Øglen i pakken. Et puslespil med Barbapapa - totalt yndlings og lige sagen, når man kommer sent hjem efter hård dag i børneren og en god omgang 'luimikki' (= rytmik) med moar. Det er blevet lagt mange gange her til aften, så tak til Lene endnu engang for flotte gaver og ikke mindst fred i familien :-)
Øglen lægger sidste hånd på værket (og sjovt nok bliver hun endnu mere interesseret i at lære tallene, når de er skrevet med Barbapapaer)

Som bonusbillede kan I lige se, hvordan man ser ud, når man er en Øgle-Giraf, der er totalt for klar på konceptet fastelavn. Og nej - det er ikke en edderkop, der er smasket ud på næsen og kinderne af hende - det er resultatet af undertegnedes klatmalerier med en Mac-eyeliner (sådan kan det gå, når man er for utjekket til at huske at købe fastelavnssminke). Jeg ved i øvrigt godt, at en giraf hverken har blå øjenbryn, røde kinder eller masser af knurhår i virkeligheden, men når nu barnet så gerne ville males i hovedet, så er jeg parat til at fusionere alle de dyreeksemplarer, det skulle være... Jeg undskylder den voldsomme skævhed med, at hun insisterede på at kigge i spejlet, mens jeg med usikker hånd tegnede løs. Heldigvis går det som regel væsentligt bedre, når jeg giver mig selv makeup på (jo, det gør!).


*Han var så dygtig, min lille baby. Som jo slet ikke er så lille endda. 71 cm og 8,82 kg sagde de tørre tal. Til sammenligning vejede Øglen 8,94 kg til 1 års undersøgelsen... Efter stikkeriet sov han i 3 stive timer med kun en enkelt opvågning - som var på præcis det tidspunkt, hvor jeg var ved at overveje at sætte mig på en café. Suk. Så det blev til en hel del trasken omkring, men så kan jeg også spise de to plader chokolade, jeg købte i Brugsen i dag, med lidt bedre samvittighed...

mandag den 20. februar 2012

Skovleskovle

Det kan godt være, at jeg ikke sover så meget for tiden, men til gengæld forsøger universet da så i det mindste at kompensere lidt. Og selv om gaver ikke hjælper på randene under øjnene (jeg har endnu tilgode at modtage gavekort til Hamlet, men hvis der er nogen, der har et tilovers, sender I det bare), så gør de dem noget lettere at bære. Det kan også godt være, at Øglen er så godt som døv (og vi siger tak til 3-års undersøgelse, der kunne afsløre, at mellemørebetændelsen i sidste måned havde sat sig som væske på ørerne. Hvilket de ikke ville gøre noget ved før om 2-3 måneder. Argh!) og er ved at gå ud af sit gode skind af arrigskab, men eftersom jeg ikke selv har kompetencer inden for faget 'dræn-lægning' eller 'øresugning', er der jo ikke så meget andet for end at læne sig tilbage, tage de verbale tæv, der kommer fra Øglen, og glæde sig som en lille psykopat til snotsæsonen er overstået.

Men under alle omstændigheder er jeg blevet temmelig begavet i den sidste tid, synes jeg nok. Og jeg har ikke engang fødselsdag eller noget - jeg er bare svineheldig. Det startede med, at jeg vandt en giveaway ovre hos Farmorfabrikken. Som ankom i sidste uge i skøn indpakning, med perler og det hele. Øglen blev naturligvis ellevild og gav sig straks i kast med perlerierne. Som indtil videre mest består i at flytte perler fra en kop til en skål og tilbage igen - og tabe omkring en milliard af dem i processen - meeeen, kommer tid kommer råd, eller noget, og hvis vi er heldige, er der stadig nogle perler tilbage, som ikke er forsvundet mellem gulvbrædderne når finmotorikken er pudset helt af.


Så skal der perles!

Så kom HDD hjem med en iPhone til mig. Fordi min HTC er virkelig shitty. Og langsom. Og fordi han bare er megasød. Har ikke lige fået gang i den endnu (noget med noget skærm, der opførte sig lidt underligt og som skal fikses), men snart!

My precioussss!

Så vandt jeg en giveaway ovre hos Katrine. Og eftersom Øglen har været på ferie hos Mårmor og Mårfar i denne weekend, og HDD og jeg 'kun' har haft Varanen at se til, så har vi været på den lokale og spise brunch og drikke bobler. Sq. Skønt med lidt champagne i en grålig måned. (Og jaja, jeg ved godt, jeg ammer, men jeg drak heller ikke alle boblerne. Bare nok til lige at give mig en fornemmelse af, at jeg også havde smagt dem...)

Billede lånt ovre hos Katrine

På Valentine's fik jeg en smuk buket blomster af HDD - ikke fordi det var Valentine's, men fordi vi har været kærester i fem år. FEM ÅR, Niller! Hvem kunne have anet dengang, at vi efter fem år ville stå med en andelsbolig, en stationcar, to skønne unger og et søvnunderskud, der egentlig burde tales om i en menneskeretsdomstol?!

Mmmm - roser og tulipaner i skønne forårsfarver (og fesent lampelys. Beklager)

På selvsamme dag fik jeg en dejlig middag af HDD. På den nys åbnede Halifax på Trianglen, der var dejligt blottet for tacky heliumballoner, datoen til trods. Og selv om burgerne var yummy, var det, der bed sig mest fast, at vi var ude uden reptiler. For første gang siden Varanen blev født. Faster Fest passede og kunne melde alt roligt, da vi kom hjem - lige indtil Varanen storgylpede ud over hende, sin dyne og alt sit tøj. Men pyt - efter et par timer ude, havde jeg fint overskud til at klare dén - og bagefter tage pivvågen Varan med ind i stuen til dikkedik og hygge.

Desuden har søde, dygtige Lene løftet sløret for, at der er noget på vej med posten til reptilerne. Hun syntes lige, hun ville kreere noget til mine unger (waouw!), og selv om jeg endnu ikke har set, hvad det er, er jeg sikker på, at det er fantastisk. Det plejer kreationer fra hendes hånd at være...

Så jeg skovler ind, synes jeg nok. Og som om det ikke kunne være nok, har jeg også lige skovlet en portion havregrød indenbords sammen med en kop te og et dameblad. Derhjemme. I mit eget køkken. Fordi ham der Varanen da lige faldt i søvn inde i sin seng (som jo i sagens natur ikke bevæger sig). Og stadig sover, nu her 45 minutter efter. OG jeg skovlede en überglad Øgle-giraf ud af døren, som glædede sig voldsomt til fastelavn i børneren. (At hun så havde grædt hjertenskærende, da HDD afleverede hende, er en anden sag. Og det gider vi ikke skrive om i det her indlæg...)

Efterskrift: Varanen vågnede så selvfølgelig lige, da jeg skulle til at trykke 'Udgiv'. Han mener tilsyneladende, at en lille times lur i sin egen seng omtrent svarer til en 3 timers lur i barnevognen. Øglemor er ikke heeeelt enig, men nu skal der lige leges lidt, før jeg skal ud og trille. Sammen med mine nye støvler. Og solen skinner, så helt skidt er det da ikke...

- Postet fra Padden

fredag den 17. februar 2012

Så er det weekend!

Øglen er taget på weekend hos Mårmor og Mårfar, Varanen snorker i tremmesengen, og HDD er gået til WokShop efter takeaway.

...

Er det stilhed, jeg hører? Ja, jeg spørger, fordi jeg ikke kan huske, hvordan sådan noget lyder. Eller hvad det er, for den sags skyld. Meget uvant. Og lidt skræmmende.

Savner allerede min store pige, som jeg så alt alt for kort efter børnehaven i dag, før hun blev hentet af Mårfar. "I skal ikke med!", konstaterede hun henrykt (lidt for henrykt efter min smag) og gav mig en hastig krammer, før hun begejstret trampede efter Mårfar ned ad trapperne. Og nej, det skal vi ikke. Men det er godt nok. Hun er en stor pige nu, og hun har længe efterspurgt en ferie hos Mårmor og Mårfar. Og så tror jeg, hun trænger til noget, der er helt hendes eget. Hvor Varanen ikke liiiiige skal et eller andet. Eller hvor mors eller fars arme ikke er helt ledige, fordi der skal skiftes en ble, koges noget grød eller synges en godnatsang (eller 40).

Første melding er allerede tikket ind - Øglen og Mårfar er vel ankomne i det vestsjællandske. Øglen sad og sang i bilen lige til hun faldt i søvn, så hun nåede ikke at spise sin lille bøtte med guf, som hun havde fået med. (Altid godt med lidt damage control, hvis nu turen skulle falde hende lidt for lang. 1,5 timer i bil kan godt være længe, når man ikke er så stor). Så den spiste hun, da hun kom frem. Der er da heller ikke noget, der lægger bunden til aftensmad som lidt chokoladeknapper, en skefuld rosiner og 1,5 Rasmus Klump"kiks"...

Det skal nok blive en dejlig weekend. Både for Øglen og for os. Måske vi (og med "vi" mener jeg HDD) kan blive færdige med Projekt Badeværelse i morgen. Få gjort lidt rent. Købt en fødselsdagsgave. Og spist noget brunch. Og ellers bare nyde, at Øglen er hos sine elskede bedsteforældre, hvor hun med garanti bliver forkælet über-meget (og ja, mor - I er afsløret. Øglen har fortalt, at det er jer, der har givet hende slik!).

Hvad skal I lave i weekenden?

Næh, hør hov! Se lige, hvad der lå ude i køkkenet til mig. Godt, at man havde været så forudseende at købe den tidligere i dag...

Jamen, se nu dér! Fine støvler, der ville med mig hjem i dag. Det er lige før, jeg håber, at det bliver rigtig koldt den næste måneds tid, bare så de når at tjene sig en liiille smule ind i år. Men ellers bliver jeg helt sikkert glad for dem næste vinter... 

- Posted using BlogPress from my iPad

mandag den 13. februar 2012

Mandag

Klokken er snart 10.30, og jeg har allerede nået følgende:
  • Været i bad
  • Fået tøj på 
  • Taget tørt vasketøj ned fra stativet
  • Lagt det meste af tørt vasketøj på plads
  • Sat en kogevask over (slap AF, Varanen bruger mange stofbleer!
  • Spist morgenmad sammen med Øglen
  • Spist morgenmad alene (væk med havregryn og ind med pålægschokoladen!)
  • Ryddet en lillebitte smule op i køkkenet
  • Talt i telefon med bekymret HDD, der havde haft afleveringen fra helvede ovre i børneren 
  • Googlet "vil ikke i børnehave", "har ondt i maven" og "de andre børn driller + børnehavestart"
  • Læst udmærkede artikler om googlede emner
  • Ringet til børnehaven og talt med yndlingspædagog om Øglens ytringer
  • Fået ro i sjælen (så meget man nu kan få, når ens lille pige siger sådan noget)
  • Ringet til HDD for at referere yndlingspædagogs syn på sagen
  • Læst blogs
  • Tullet lidt rundt i lejligheden og kigget ud på det smukke vejr
"Jamen, VARANEN?!", tænker I nu! (Jo, I gør!) Og bare rolig. Han er her stadig. Han er bare blevet ammet totalt ned, puttet i Voksien og listet op på tagterrassen i vores noget trashy (og nu også pivflade) altanbarnevogn. Hvor han har snorket lystigt en times tid nu.

Fik I den? Varanen sover! I en barnevogn. Som holder stille. Oppe på taget. Det er kun 2 etager væk, så hviiis nu han skulle tabe sutten, jamen så smutter jeg da bare lige derop og giver ham den. Easypeasy (ish).

Udsigten fra Varanens nye formiddags-soveplads. Lige til at holde til på solbeskinnet dag som i dag.

Man kunne med rette spørge sig selv, hvorfor i hede hule h*"&"(!"#€ vi ikke har introduceret altanbarnevognen og tagterrassen noget før, men det har jeg ikke noget helt fantastisk svar på. Andet end noget med noget frygtelig blæsevejr før jul og noget moderlig pyllerhed, der lige skulle overvindes, før jeg ville sætte min søn op på en tagterrasse, hvor jeg ikke kan se ham, men bliver nødt til at stole 120% på babyalarmerne.

Under alle omstændigheder ser det ud til at fungere ok - havde debut i går - i hvert fald så længe vejret er fint. Og hvis det betyder lidt frigivet tid til mig til at få blogget lavet noget i lejligheden, så skal jeg ikke være den, der brokker mig.

Så min daglige gåtur bliver rykket til tidlig eftermiddag i stedet for formiddag i det forfængelige håb om, at Varanen så gad at sove en lille lur der. Bare så han kan hænge en anelse sammen til afhentnings-/ulvetime-heatet. Så jeg må godt stadig spise pålægschokolade. Og alt muligt andet chokolade. Også selv om Øglen forleden kom drønende og grabsede min fødepølle med begge hænder og lo ondskabsfuldt hjerteligt.

Reptilerne. I utrolig dårlig billedkvalitet. Men det bliver forhåbentlig et af de sidste billeder I får fra min HTC-telefon, hvor kameraet i dén grad lader noget tilbage at ønske. Har nemlig fået ny fon. Der skal bare lige ordnes noget på den, og SÅ skal der tages mobilbilleder, skal der... 

Mht. nætterne, så vil jeg spare jer for et par afsnit i føljetonen. Kan bare kort sige, at det har været riiiiigtig sløjt (noget med en Varan, der i 3 kvarter forsøgte at overbevise mig - og resten af gaden - om, at han ville være alletiders substitut, hvis de der luftalarmer skulle gå i stykker), er nu noget bedre, men at der til gengæld er kommet noget med noget "hvis du lægger mig ned, så vågner jeg og går bersærk" ind over. (Og det der med at lade ham falde i søvn selv, uden at blive lullet - been there, done that. Det skal han nok lære engang, men det bliver ikke lige nu. Vi synes nemlig, det kunne være hyggeligt, at Øglen kan sove, og at vi ikke får en høreskade). Alligevel har jeg haft et underligt overskud af energi de sidste par dage. Måske fordi det har været weekend, og der har været tid til at danse fjollet med Øglen, drikke kaffe med veninden, holden i hånd med HDD og stenen foran tv'et. Weekender ftw...!

fredag den 10. februar 2012

Den hellige grav

- er åbenbart ikke velforvaret, bare fordi man har introduceret en flaske. Eller også er Nemesis bare en seriøs spøgefugl, der nyder at drive gæk med andre mennesker og deres nattesøvn.

Natten til i dag var nemlig ikke helt så stor en succes, som forleden nat. Og jeg havde det måske nok på fornemmelsen, da meget af aftenen i går gik med urolig søvn og basken sutten ud af munden. Godt nok var alle rutiner også røget ud til højre, da vi dels havde haft rætti træls afhentning af Øglen i børnehaven, dels havde gæster til vores 14-daglige madklub (med konceptet kom, spis, snak, smut), så måskeee det er derfor. Det kunne man da håbe.
Men altså - aftenen bød på flaske omkring 22.45 med efterfølgende totalskiftning af tøj (ikke nok med, at han gylper, ham Varanen - han er også hurtig som en ninja, når han gør det), så klokken blev vel omkring 23.30, før han kunne lægges igen. Derefter sov han til 03.45, hvilket er acceptabelt, hvis han ellers havde været til at slå ud igen, men nej. Så den har stået på pletsovning og ditto amning fra 03.45 til 06.30. Gaaaaab.

Læg dertil en bundhysterisk Øgle (nej, undskyld - en Øgle, der er i selvstændighedsalderen og udfordrer samtlige ordrer/forslag, vi måtte komme med), der lagde hårdt ud med et lidende "neeeej, gå UD med dig, mor!", da hun vågnede, og straks har man en helt anderledes type ligning end den, jeg fremsatte i går. Suk, altså.

Oveni Øglens selvstændighedsflip var HDD ved at få en nedsmeltning, fordi klokken bare tikkede derudaf, og Øglen var genstridig selvstændig, og det hele toppede, da de, fem minutter efter afgang, ringede efter mig, fordi Øglen lavede Ormen og Flitsbuen og andre jeg-er-så-usandsynlig-selvstændig-at-jeg-ikke-kan-være-i-min-krop moves. Åbenbart var det KUN mig, der måtte aflevere i morges, så min og Varanens formiddagstur blev fremrykket lidt, og mens HDD trillede rundt med Varanen, afleverede jeg Øglen. Der kvitterede ved at græde så meget, at jeg var bange for, at hendes øjne - og måske også hendes hoved - skulle falde af. Dobbelt suk.

Jeg hader at aflevere en så ked af det lille pige. Også selv om jeg ved, at alt bliver godt igen, et nanosekund efter jeg har vinket til hendes forgrædte lille ansigt i vinkevinduet. Jeg hader også, at jeg slet ikke kan trænge ind til hende, når hun får sådan et flip, og at jeg bliver mindst lige så afmægtig, som hun må være. Og at det desværre ikke nytter noget, hvis jeg reagerer på samme måde, som hun gør - selv om jeg kunne have lyst til det i ny og næ.

I mine sorte stunder tænker jeg, at HDD og jeg virkelig må gøre et eller andet forkert. Ikke mindst fordi det er som om, Øglen er den eneste nede i børnehaven, der teer sig på dén måde. Men skal man tage positiv-brillerne på (dem med den skadefro styrke i), så kan det jo være, at de andre umuliusser bliver hentet enten før eller efter Øglen. Ja. Det må være sådan, det hænger sammen. Og det var selvfølgelig rent tilfældigt, at alle de andre børn opførte sig eksemplarisk ved afhentning også, mens Øglen kiggede foragteligt på mig og råbte, at jeg skulle gå ud i garderoben. Nogen gange, eggå. Så bliver jeg sq lidt træt. Men jeg forsøger at tage det lidt ovenfra og ned - kan jo altid sidde og hamre hovedet ned i gulvet, når Øglen er gået i seng...

Nu sidder jeg med en meget træt Varan på den ene arm og ammer. Han har været ved øre, næse, hals-læge i dag for at få tjekket det der tungebånd (kan ikke lige linke, men der var noget med en sunder, der mente, at hans tungebånd var for stramt) én gang for alle. Og efter næsten 40 minutters ventetid (ikke, om jeg begriber, hvordan det altid lykkes at blive så forsinket - selv med en morgentid) var dommen, at tungebåndet ikke skal klippes. Endnu, i hvert fald. Og han virkede ret dygtig, ham lægen, så det tror vi på.

Nu vi var der, fik Varanen også lige tjekket ører, for det KUNNE jo være dem, der drillede ift. søvnen. Og så sidder man dér og kan ikke helt finde ud af, om man skal håbe på væske på ørerne eller hvad - bare for at få en årsag til natteroderiet. Men det viste sig, at Varanens ører er et lærebogseksempel på normalitet, så jeg må nok bare se i øjnene, at den eneste diagnose, vi kan hæfte på ham i forbindelse med søvn, er Søvnfornægtelse.




Derudover har dagen budt på en travetur i det skønne vejr, et smut i Husflid (som nu har fået en webshop - det kunne godt gå hen og blive farligt for en som mig, der tror, jeg både er lidt kreativ OG at jeg har tid til at være det) og en træstamme fra Lagkagehuset to go. Kaffen blev indtaget på Den Franske Café med udsigt til frossen, smuk sø og sultne måger. Meget smukt og fredfyldt - og med til at lade depoterne lidt op.

Kan høre hyggelyde fra køkkenet, hvor HDD og Øglen spiser aftensmad. Øglen er ikke helt så sur på sin far, som hun er på mig for tiden, men hun har gang i en længere fortælling om, at Glade Øgle er væk, og at det kun er Sure Øgle, der er tilbage. Og at hendes hoved i øvrigt er faldet af. Hun er nu meget sjov, altså. Og hvis jeg er heldig, når Varanen at falde i søvn, så jeg kan få lidt af hendes gode humør, inden hun skal sove. Nu må vi se, og ellers håber vi på bedre humør (og søvn) i morgen...

- postet fra Padden

torsdag den 9. februar 2012

Ja tak!

Et stks søvnigsulten / smågnaven Varan
X
En flaske på 200 ml ved første rigtige vågnegrynt
+
10-15 minutters utrolig effektiv spisning
=
Uforstyrret søvn til både reptiler og forældre fra 23-05

...!

Halleluja. Mere er der vist ikke at sige til det. Med mindre jeg da lige burde nævne, at Varanen lod sig amme til drømmeland i yderligere en times tid.

Det bliver en god dag...


- Postet fra Padden

tirsdag den 7. februar 2012

Det skal nok gå...

Træerne vokser måske nok ikke ind i himlen, men flasken i går (200 ml, som næsten blev spist op) gav nattero fra 01.15 til 05.45. Og 05.45 er jo nærmest sent på disse kanter i øjeblikket. Det tog så gånnåk lige halvanden time fra flaskestart til sov, men øvelse gør mester, ikke? Og til næste gang (i nat!) ved jeg nu, at der er fare for, at der bliver gylpet pæææænt meget op igen. Så meget, at Varanen og jeg selv måske faktisk skal skiftes fra inderst til yderst. Desuden er jeg nu med på, at Varanen ikke som ved et trylleslag lader sig lægge i tremmesengen, uden at han er faldet i søvn først.


 
Jeg har købt en old skool-dymo. Som næsten helt af sig selv skrev "Sov så, blev der sagt". Beklager dårlig billedkvali (og gamleagtige fingre) - Padden lader noget tilbage at ønske, hvad angår billedredigering


Men det jeg til gengæld også ved er, at Varanen har en glimrende appetit, er god til at spise fra flasken og bliver så dejlig mild, at han ligefrem lader sig lulle og putte med (hvis man vel og mærke sidder op med ham). Så flasken er vist kommet for at blive. Og så håber vi bare, at søvnstrækkene på sigt bliver længere end 4,5 timer (og at Nemesis ikke gider beskæftige sig med lille mig, selv om han læser med her).

Indtil da glæder jeg mig bare usigeligt over at have fået lidt sammenhængende søvn i nat. Og over, at Varanen tog en tretimers formiddagslur (udenfor, selvfølgelig, men med plads til en kop kaffe indendørs) og generelt har været i godt humør hele dagen. Og så selvfølgelig over, at Mårmor er her.

Vi håber på endnu en god nat i nat, men uanset hvad, så kommer vi da i hvert fald ikke til at gå ned på kaffe. Og så skal det nok gå, det hele...


 
Kaffekaffekaffe! Dagens levering fra Nespresso. Den opvakte læser vil bemærke, at der er fjernet et rør fra kassen. Mmmmm!


I øvrigt, mange tak! for alle jeres kommentarer på gårsdagens indlæg. Jeg skal nok svare. Pwomise! Skal bare liiige drikke min te, mens den er varm. Og sludre med Mårmor. Og hækle lidt. Og nyde, at begge reptiler sover. (Skrid, Nemesis!)

- Postet fra Padden

mandag den 6. februar 2012

Kryds lige fingre, ikke...?

Hvis nu jeg ikke havde den uddannelse, jeg har (og rent faktisk var glad for den). Hvis nu jeg ikke var tættere på de 40 end på de 20 (gisp!). Og hvis nu jeg ikke var så glad for ord - for at skrive dem ned og lege med dem og alt det der. Så ville jeg være bager. Ikke fordi jeg har nogle specielt vilde bageevner, men mere fordi kager smager godt. Og fordi kager gør folk glade. Det er ikke så tit, man ser storskumlende person med gaflen i en jordbærtærte, veller?!

Nå. Men jeg er ikke bager. Og det er også fint nok. Bl.a. fordi jeg aldrig ville kunne administrere store mængder kage samlet på ét sted og derfor ville ende med at ligne Jabba the Hut efter et lille års tid. Der er også nogle tålmodighedsissues, jeg skulle have en seriøs sludder med - særdeles konditor-vejen ville nok ikke være tjent med hoppe-over-hvor-gærdet-er-lavest- / det-opdager-de-aldrig-Øglemor. Og så er der jo det der med mødetiderne. Jeg er glad for min nattesøvn. Rigtig glad for min nattesøvn.

Billede lånt herfra

Jeg ville faktisk ønske, at jeg ikke var helt så glad for den, som tilfældet er. Og/eller at jeg rent faktisk var bager. Lige nu, i hvert fald. For så kunne det være, at det ikke føltes helt så urimeligt, når Varanen igen (igen-igen-igen) beslutter sig for, at det da er morgen kl. 04. Gaaaaaab, altså! Det hjælper ikke at amme. Det hjælper ikke at svøbe. Det hjælper nogle gange at sidde i utrolig akavet position og hvisketiske søde, beroligende ting (selv om man jeg nogle gange mest har lyst til at råbe knapt så søde ting), men det er så sikkert som amen i kirken, at Varanen vågner i det sekund, jeg forsøger at lirke ham fra akavet position og ned i tremmesengen eller vores seng.

Det eneste, der hjælper sådan nooooogenlunde er, hvis jeg står op med Varanen, tager ham med ind i stuen, hyggesnakker (så meget som det nu lader sig gøre, når ens tunge er ved at falde ud af træthed) og ender med at amme ham i søvn - siddende i sofaen - blot for at vågne en lille times tid senere med nakke i absurd vinkel, fordi ryglænet på sofaen ikke er designet til at amme på/ved/i. Men søvn er selvfølgelig søvn - uanset vinkler.

Det var til at holde til, da det bare var en gang om ugen eller i dén dur. Men nu, hvor det er hver nat, og hvor kravet om at blive pillet op af tremmesengen (haha, who am I kidding; han sover sqda i vores seng) ikke bliver stillet med et spagt "a-ghghrrrryhhz", men snarere med et øredøvende "QHRGARRRRQHXH!", så synes jeg faktisk, det er ved at blive en kende træls. For nu at sige det på godt jysk.

I nat var muligvis den mest trælse hidtil, og det lykkedes endda Varanen at vække HDD. I en grad, så det endte med, at HDD kl. 05 var nybadet og klar til at tage på arbejde - bortset altså lige fra, at det kunne han jo ikke, eftersom der var en brølende Varan at tage sig af, en rimelig pissy kæreste (moi) og en sødt slumrende Øgle. Jeg vil ikke lade det være nogen hemmelighed, at brølende Varaner kl. sindssygt tidligt ikke er befordrede for kærlige ord og opbakkende gestusser (gesti?) Varanmor og -far imellem, men der var engang, hvor vi aftalte, at det, man siger til hinanden mellem kl. midnat og kl. 05/06-stykker, ikke tæller næste dag. Altså mm. man er til fest i det tidsrum, men det er man så aldrig, hvis man er os...





Så derfor er de spydige ord glemt nu. Det hjalp også pænt meget på humøret (mit), at Varanen nappede små 3 timer til formiddag. I barnevognen altså, og dermed udenfor, men igen; søvn er søvn. Også selv om jeg så lige skal have ringet til hittegodskontoret for at høre, om de har set mine forfrosne fingre ligge og flyde et sted. Jeg nåede endda at sidde i hele 15 minutter på Pixie med en kop skoldhed kaffe og en croissant (det er som om, den der fødepølle bliver trumfet lidt af søvnunderskuddet). Og jeg blev sært beroliget af at trisse rundt i det tyste og meget stemningsfyldte snevejr. På et tidspunkt rendte jeg endda rundt og smilede for mig selv, men jeg VAR (er!) også meget træt...





Ud over kaffen og et par ærinder, nåede jeg også at få en god sludder med min egen sundhedsplejerske, som jeg i et anfald af desperation havde lagt en besked hos i morges. Hun havde desværre ikke De Vises Sten, men hun var sød, lyttende og forstående - og i øvrigt mere end enig med mig i, at jeg bare skulle fylde på med grød. Modsat visse andre sundere, men hende behøver jeg heldigvis ikke at se igen. Nåmn, min sunder foreslog, at vi prøver at give Varanen en flaske i aften, når han vågner første gang. En ordentlig portion, så vi kan se, om han reelt er sulten, eller om der bare er tale om en uhensigtsmæssig vane. Derudover foreslog hun, at vi forsøger os med op/ned-metoden (som jeg ikke kender, men det lyder umiddelbart som en metode, hvor man skal tage barnet op - hvis det er ked? - og så lægge det igen). Und so weiter. Fint med mig, så længe det ikke er sådan noget 'Lad dit barn skrige sig i søvn'-metode. Samtidig understregede sunderen, at Varanen jo stadig er meget lille, så vi skal gå langsomt frem og i øvrigt ikke forvente mirakler fra dag 1.



 
Fra en anden god gang, hvor den lille baryler ikke ville sove...


Det er ok, at jeg ikke bliver stillet mirakler i udsigt. Men en morgen, der begynder bare lidt senere end kl. 04, ville nu være skønt. Første skridt på vejen dertil er derfor en flaske i aften. Så kryds lige fingre for, at det funker, mkay? For selvfølgelig er det synd for HDD, Øglen og mig, at Varanen sover elendigt, men det er faktisk allermest synd for Varanen, synes jeg. Han er så træt, men han kan ikke finde ro, og jeg har endnu ikke fået ham lært at berolige sig selv. Det håber jeg kan lade sig gøre inden så længe, så både han og vi får lidt mere overskud.

Men apropos overskud, så blev Øglen bragt lige til døren, frisk fra børnehaven, af Farmor i dag. Da vi havde drukket te, brugte Farmor lige en halv times penge på at lulle Varanen i søvn, mens jeg så Rosa fra Rouladegade med en Øgle, der i høj grad havde brug for sin moar. Og lidt senere dukkede Mårmor op. Hun bliver et par dage, og Øglen er ellevild. Lige nu læser de Pippi i hulen under Øglens storpigeseng, og lur mig om ikke også Øglen får overbevist Mårmor om, at det er hende, der skal putte. Måske man også skulle få hende til at give Varanen flaske, når han vågner første gang? Og gå op og ned ad gulvet med ham, når han vågner de der 40.456 gange i nat? Eller ville det være at stramme den, mon?!

Under alle omstændigheder, så holder bedsteforældre max. Og søde sundhedsplejersker og fint fint snevejr (når nu det skal være). Og husk så lige at krydse fingre for lidt mere søvn i det reptilske hjem i nat, ikke?

... med fare for at jinxe noget, så kan jeg i øvrigt berette, at Øglen sover fortræffeligt (thank G*d, for ellers var jeg da blevet galopperende vanvittig), og at hun ovenikøbet har sovet alene - i sin egen seng uden at komme ind til os - i en hel uge nu. En hel uge; dét er stort. Og er nærmest ikke sket siden i sommer, tror jeg...

fredag den 3. februar 2012

En racerbil,

en prinsesse, en faaaarlig ulv og en roulade-kage. Så mange personaer nåede Øglen igennem i dag på de omtrent 100 meter, der er hjem fra børneren. Humøret var højt (efter kort nedsmeltning over, at det ikke var i dag, vi skulle til 'Slogisk Have og se på 'kænguraer' og elefanter), og humøret blev ikke dårligere af, at Øglemutti lavede varm kakao med vanilleflødeskum (til Øglen, naturligvis. Projekt Smid Fødepøllen forsvinder jo desværre ikke af den slags udskejelser). Undertegnedes humør var til gengæld lige ved at lide overlast, da jeg fuld af multitasking-gåpåmod skulle skrue ned for kakaoen, samtidig med, at jeg stavblender-piskede flødeskum. Og måtte lære på den hårde måde, at det bør man lade være med. Hvis altså man ikke er interesseret i halvpisket fløde over hele køkkenet. H E L E køkkenet, I tell you. Inklusive ens egen utroligt uldne sweater, der - selvfølgelig - skal håndvaskes. Joy! Men roen blev genoprettet, og Varanen lod sig allernådigst placere i sin skråstol, hvor han havde det kølige overblik, mens mutti tørrede fløde op fra samtlige flader, og Øglen skiftevis spillede et eller andet Toca Boca-halløj på Padden og sagde "Dét var fjollet, mor! Hvorfor gjorde du det?"

Apropos ingenting, så er Varanens dåbsgave fra Mårmor og Mårfar nu komplet. Maria og "det lille Josobarn" ankom til matriklen med PostDK i dag, så selv om der går en rum tid, før Juleevangeliet igen bliver aktuelt, så er vi nu parate...

Efterfølgende så vi lidt Rosa fra Rouladegade, Varanen hyggede i sansegyngen, og jeg fik en ordentlig krammer af søde-Øglen sammen med et "Jeg ELSKER dig, mor. Fordi du er den bedste i hele verdenen". Awwww. (Og jeg ved godt, jeg har skrevet noget lignende tidligere. Men jeg bliver adrig træt af det, så hvis ellers Øglen bliver ved med at være så kærlig, hun er for tiden, kan jeg ikke love, at jeg kommer til at skrive om det igen. Og igen. Og så lige igen...)

Og nu er det så weekend. Ungerne sover, og jeg burde meget sidde og rette i min forskudsopgzzzzzzzz. Eller sætte mig ind i reglerne for supplerende dagpengeZZZZZ. Eller - og nu bliver det vildt og cwazy - finde ud af, om min nuværende A-kasse fortsat skal være min A-kasse, når jeg er færdig med at barsle den. Åh, alle disse spændende valgmuligheder her på en fredag aften. Faktisk er det hele SÅ spændende, at jeg har besluttet mig for at udsætte det hele til i morgen. Og i stedet nyde, at det er fredag, og at begge unger sover. Og så måske komme bare lidt videre med det projekt, jeg har sat HDD i gang med, men som også kræver, at jeg kaster temmelig mange timer ind i kampen. Men først: en kop te!

Rigtig god weekend til jer alle!

torsdag den 2. februar 2012

Men jeg ammer jo?!

I morges fik jeg en hjerneblødning af de større (blame it on the snot). Frisk - eller, ok... "frisk" dækker det nok nærmere - ude af badet, på vej ind for at finde dagens outfit (hæhæ, lyder fancy, ikke?! Kan dog betro jer, at tøjet for tiden består af jeans, ammetop og variation over sweater eller cardigan), mødte jeg Vægten. Som stod der i morgenlysets skær og kiggede hånligt på mig. Og i stedet for bare at lade den være og svælge i, at jeg, sidst jeg betrådte dens grumme glasoverflade, vejede nøjagtigt det samme, som da jeg blev gravid, så sprang jeg optimistisk op på den.

Det var en dårlig idé.

Altså, min hjerne ved jo godt, at det ville være noget underligt noget, hvis alle de kalorier, jeg kører ind i form af slik, kage, is og sukret te efter mørkets frembrud, bare forsvandt ud i den blå luft. Men jeg ammer jo, så jeg må godt! Det er min krop så bare ikke helt enig i, lader det til. For vægten i dag viste 2 kg mere, end den gjorde sidst - og det er vel omkring en måned siden. 2 kg er ret meget på en måned, synes jeg - i hvert fald, hvis det fortsætter i det tempo. Min første indskydelse var naturligvis, at vægten måtte være i stykker, men den ser desværre ud til at fungere upåklageligt. Og selv om jeg i virkeligheden ikke går såååååeh meget op i, hvad jeg vejer, men snarere hvordan jeg føler mig, så kan jeg jo ikke løbe fra mit spejlbillede særlig længe, i hvert fald. Som er aldeles nådesløst - ligeledes i morgenlysets skær - og som har en ubændig trang til at fortælle lang og kedelig historie om dansehåndtag og bløde lår.

Og jaja - det hele bliver selvfølgelig meeeeget bedre, når jeg for alvor får taget fat på løbetræningen til det der bette løb, jeg har meldt mig til. Jeg skal da bestemt også i løbetøjet igen, når snotten har fundet exit, men motion gør det jo ikke alene, så indtil videre har jeg vinket farvel til aftensnackeri ifa. meget kalorierige ting. I stedet har jeg her til aften lavet en kande af den fantastiske te, der var med i min oplevelseskasse, og så har jeg spist fire (ja, 4 - havde egentlig taget to med ind i stuen til HDD, men han ville ikke have, og så kom jeg til at spise hans...) mandariner. Og det er egentlig helt ok. Savner i hvert fald ikke slik (endnu), men det kan også hænge sammen med, at jeg alligevel ikke kan smage noget pga. forkølelse...

Såeh - babysteps, men det er også fint. Det er et tempo, jeg kan følge med til. Og den gåtur på 10 km jeg var på i går og den på 5, jeg var på i dag, må da også tælle for noget (og så ikke et ord om den latte på sødmælk, jeg bestilte sammen med mødregruppen på Krummen & Kagen bagefter). Desuden så ammer jeg jo, så lige om lidt har jeg smidt de 2 kg dér. Og måske endda mere til. Lige om lidt, blev der sagt!!! Så bliver jeg også ekstra flash i min pailletblazer, der kom i dag, og som faktisk er virkelig fin. Når den ligger ned, i hvert fald. Har ikke lige fået den prøvet endnu...

Og hey, Birgitte - hvis jeg bestiller kage i morgen, når vi ses til kaffe, har du nu officielt håneret...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...