tirsdag den 29. maj 2012

Har jeg i øvrigt nævnt

- at Varanen er holdt op med at spise om natten? Næh, det har jeg garanteret ikke skrevet en lyd om. Det er nemlig 100 gange nemmere (og sjovere) at skrive brokkeindlæg, end det er at rektificere tidligere brokkeindlæg. Som jeg ikke lige kan finde, og som jeg er for doven til at lede længe efter. Det stoppede han med for vel omkring 2 uger siden (skidetypisk, at det er nærmest lige oveni, at HDD går på barsel), og siden da har han sovet, fra han blev puttet, til 5.30-06. Hva'ba'?! Det er altså store sager her på matriklen, at natten bliver brugt til at sove i, frem for at karte rundt og varme flasker, vugge og tysse.

I morges vågnede han kl. 05.30 og var tydeligvis ikke færdig med at sove, så jeg tænkte, at jeg da lige kunne prøve at give ham en flaske og se, om den kunne hjælpe noget. Det kunne den, så han nappede lige halvanden time mere. Og Øglen snorkboblede også. Godt nok i vores seng, men søvn er vel søvn. Eller noget. Så det betyder simpelthen, at Varanen sover fra omkring kl. 20 (for det tager desværre en time-halvanden at lægge ham. Men man kan jo ikke få det hele) til den lyse morgen. Og lidt længere med en flaske, viste det sig jo så i morges. Er der noget at sige til, at jeg har svært ved at få armene ned?

Snork. Nogen er faldet spontant i søvn og sov faktisk så meget, at nogen andre lige kunne lægge ham fra sig på spisebordet for en kort bemærkning

Og er det så ikke også pudsigt, som de sidste 8 måneder (arj ok - ret skal være ret; det var først omkring de 3 måneder, at Varanens søvn for alvor blev hat og brillet. Inden da var det 'bare' Øglen, der var en dør til det der med at sove) uden meget søvn lige pludselig forsvinder fra hjernen. Som i stedet for at holde krampagtigt fast i minderne om kvalmefremkaldende træthed bliver sådan lidt "var det nu egentlig også så slemt"-agtig. Det er da sygt. Heldigvis har jeg denne her blog til at minde mig om, at JA, det VAR slemt ikke at få sovet. Ikke, at man skal hænge sig i fortiden, men man skal også bare liiiige huske, at to ugers sammenhængende nattesøvn ikke udligner 8 5 måneders manglende ditto.

Men udligning eller ej, så er der ingen (ud over Nemesis, selvfølgelig), der kan tage fra mig, at begge reptilerne nu sover om natten. Fra de bliver lagt, til de vågner. Lige bortset fra, når Øglen kommer dappende midt om natten og vil putte, men det er trods alt noget hyggeligere at blive små-vækket på dén måde end ved at blive revet ud af sin søvn af et sultvræl, der i virkeligheden ville klæde en måge i havsnød bedre lige så godt.

Så nu siger vi, at det er sådan, det bliver fra nu af. Eventuelt også med endnu hurtigere putning. Eller er det at stramme den, synes I? (Fordelen ved, at putningen tager lang tid, er selvfølgelig, at der er mindre tid at spise slik i. Så i længden bliver jeg muligvis tynd af det. Men alligevel...)

mandag den 28. maj 2012

Forresten

- hvis der er nogen, af jer derude, der liiige står og mangler en virkelig lækker dobbeltklapper, så sælger reptilerne deres. Vi får den simpelthen ikke brugt nok, og så synes jyde-mutti her alligevel, at den er lige kostbar nok til bare at have stående.

Den er meget velholdt og har tjent os godt. Der følger regnslag med. Se mere her, hvis du er interesseret - eller kender nogen, der er...



søndag den 27. maj 2012

Udendørs

Nåmn, det er da egentlig meget fedt, det der sommer, vejret har gang i. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været udenfor så stor en procentdel af mine vågne timer (det skulle da lige være, da jeg var på barsel og traskede rundt med barnevognen i tide og utide for at få ham Varanen til at sove, men da var vejret anderledes, for nu at sige det pænt), og så er det jo bare totalt for najjsss, at det også er lang weekend und alles.

Badenymfe

Varanen var også med på stranden, men han gjorde sig ikke så meget i vand. Til gengæld var han ret glad for sandlegetøjet. Mmmm. Rive. Smager godt.

Fredag var vi på stranden, og Øglens indre naturist sprang ud i fuldt flor. Knap havde man nået at sige "soppe", før det føg en om ørerne med leggings, kjoler og bleer, og verdens blødeste Øgle tonsede splitterravende hansjørgen rundt som en øko-ko på græs.

Lørdag var i i Forstaden hos Farmor hele dagen, og Øglen var kun inden for den tid, det tog hende at klaske en kage sammen med sine fætre. Hendes indre naturist var i øvrigt også med i Forstaden, så det meste foregik uden kluns - selv kagebagningen...

Kloge-Åge læser en bog. Inden han blev sur over at være blevet lagt på maven. Det passer absolut den lille Buddha bedst bare at blive sat ret op og ned, så han kan overskue begivenhedernes gang fra sin bløde marcipanbagdel

'Kæft, jeg gad godt have en vogn i min størrelse - med myggenet og det hele - og så bare blive trillet ind under et æbletræ til en middagslur...

Søde, tøj-løse reptiler

I dag havde vi playdate med S + familie på Tårnlegepladsen, og før vi fik set os om, var der gået 4 timer. Og Øglen havde fået brændt så meget krudt af, at hun ikke kunne lave andet i eftermiddag end at stene til den Baby Einstein-dvd, jeg har været så heldig at vinde ovre hos Therese. Den var godt nok til Varanen, men Øglen lever efter devisen, at hvad der er Varanens, er hendes. Den går så ikke den anden vej rundt, skulle jeg hilse og sige, men jeg har på fornemmeren, at hun bare kan vente sig, når Varanen på et eller andet tidspunkt gider begynde at kravle. Vi har vist en legetøjshapser in the making dér...

Klatrefrans 1 og 2

Skal liiiige overskue, hvordan man kommer videre herfra...

Derudover har jeg været ude at trille med overtræt (og varm) Varan, og derefter var jeg ude og løbe. Intervaltræning, mand. Den, der har fundet på det, skulle have tvunget næsen ned i et par sure løbesko og tage 30 dybe indåndinger. Pyhh, det er hårdt. Og nøjjj, hvor man da ligner en idiot, når man spurter frem og tilbage. (Og jaja, jeg kan selvfølgelig bare lade være med at løbe ét sted, men nu fandt jeg lige et sted, der var den rigtige distance, okay?) Det gør det så selvfølgelig heller ikke bedre, at jeg har investeret i et par løbeshorts, og ud over det åbenlyse, som at der er udsigt til en del mere flæsk i sådan et par, end i hellange tights, så kommer jeg også bare til at ligne en lille vred mand. Eller en linjedommer, som HDD så venligt påpegede forleden. Jeg ved faktisk ikke, hvad det er, men det lyder ikke som noget, jeg gider ligne...

Sommer-Varan, ørkenens sønner-style, har en fest under Farmors golfparaply 

Og nu - nu chiller jeg i sofaen og glæder mig over, at der er endnu en fridag i morgen. Og håber på, at den byder på lige så meget udendørshalløj, reptil-latter og solbeskinnede kinder, som de foregående dage. Pinse holder hundrede! Peace!

torsdag den 24. maj 2012

Just another day at the office...

Det er nu slet ikke så tosset, det her selvstændig-halløj. Hjemmekontoret har jeg i hvert fald ingen klagepunkter til. Det skulle da lige være, at solen skinner liiiiidt for meget. Så hvis der er nogen i nærheden med et solsejl, så kom lige forbi... :-)

 
Det ser sundt ud, ikke? (Og lad venligst være med at kommentere det, hvis I kan se den Chokofant, der ligger ved siden af vindruerne...)

Nye sandaler. Som faktisk har en ret høj (kile)hæl. SÅ fine. Og næææh, hvor skal jeg da lige lære at gå i høje hæle igen. Bemærk i øvrigt, at jeg har neglelak på tæerne. Overskud eller overskud?!?!
  
Gyngefrans. Fordelen ved hjemmekontor er, at man kan tage et break nede i gården for at give totalt søvnig Varan sin gyngedebut, når nu han i dén grad ikke gider sove.

Øglen fandt en mooncar-agtig ...cykel, er det vel... nede i gården. Rock on! 

Resten af dagen byder på rytmik og en løbetur i de nye løbeshorts, jeg kom til at købe i dag. Rimelig kedelige penge at bruge, men på den anden side kan vi jo ikke risikere, at jeg smelter væk, når nu det har besluttet sig at blive tropeklima herhjemme... Og så kunne det være, man skulle give sig selv (og Øglen) en is eller to. Det må man godt, når det er torsdag...

mandag den 21. maj 2012

Farlig farlig tegning

Øglen elsker at tegne. Hun kan sidde længe med farvekridt, kuglepenne eller vandfarve (og så gad man godt, at man aldrig havde vist hende, hvordan man kan male sine håndflader og lave et aftryk på papiret med dem. Det sidder godt fast, det trick, selv om hun kun har fået det vist én gang. Men hun kan ikke huske, at hun ikke må slå. Eller vælte Varanen. Selv om hun har fået det at vide omkring en trilliard gange). Jeg synes, det er herre-hyggeligt. Både at iagttage hende, men også selv at male med. Og det er top swag (jeg er SÅ nede med det der teenage-sprog, mand!), at hun endnu ikke har luret, hvor dårlig jeg er til at begå mig på et stykke papir og stadig synes, at mine ubehjælpsomme streger er de flotteste hhv. blomster, heste, julemænd og huse, hun nogensinde har set.

Hendes tegninger har aldrig rigtig lignet noget, selv om hun i lang tid har forklaret, hvad det var, hun tegnede. En dag gik hun fx helt i selvsving og tegnede tegninger til hele familien. En af dem hed "Skorstene. Og et badeværelse". Ren avantgarde. Og hun tegner jævnligt blomster. Åbenbart. Og robotter. Og alt muligt andet. Hun har sorte perioder (proklamerer i hvert fald stolt, at "jeg har brugt alt det sorte vandfarve, jeg har!") og blå perioder. Perioder med jordfarvede kridt (fra dengang mor var dreng og troede, at jeg var kreativ). Og alle mulige andre farver. Modsat i virkeligheden, hvor alt bare skal være lyserødt. Hele tiden. Senest et par "sandaner", som dødpinemig SKAL være lyserøde. Med røde blomster på. Nogen, der ved, hvor man kan få sådan nogle?

Man skal koncentrere sig, så man ikke maler uden for stregerne... 

Men lige pludselig, iggå. Så finder man ud af, at hun kan tegne indenfor stregerne, hvis hun har nogle rammer at forholde sig til. Og at hun også kan tegne ansigter. Eller i hvert fald noget, som bedre kan gå for at være ansigter, end det krimskrams hun hidtil har tegnet. Og så bliver man helt stolt og 'hvor er hun blevet stor'-agtig (igen! Synes, jeg bliver 'hvor er hun stor'-agtig HELE tiden for tiden!). Og lige om lidt, så er hun bedre til at tegne end mig, hvilket ikke skulle være så svært og synes, at mine skilderier er pinlige. Det er de også. Så må jeg ikke være med til at tegne mere, og lige pludselig flytter hun hjemmefra. Ind til en, der hedder Kim, som har huller i ørerne og en tunet knallert. Og som er droppet ud af folkeskolen, er kendt af politiet og ryger for mange smøger. Jeg ved det bare!

Ansigter en masse. Det kan I godt se, ikke? Den spidseste af dem er en ballon. Det kan I også godt se, ikke?

Såeh. Tegning er farligt, folkens. Det gør jeres børn alt for hurtigt store. Og så flytter de. Det var bare det, jeg ville sige. Hej!

fredag den 18. maj 2012

Løøøøb!

Jeg er blevet sådan en, der løber. Igen. Var engang ret godt i gang, men så blev det isvinter, og jeg blev gravid. Og træt. Og meget meget sulten.

Men nu - nu kører det igen. Og har gjort det en måneds tid. I dag ramte jeg de 10 km, og selv om det var hårdt, var det også skønt. Ikke mindst pga. vejret, der i dén grad har været med os her i Kbh. Så jeg tillader mig at håbe, at jeg endelig - efter 33 års udkig - har fundet en sportsgren, der passer til mig. (Men dermed ikke være sagt, at jeg synes, HDD's forslag om at købe en babyjogger, når Varanen skal til at gå i vugger langt pokker i vold, er helt lige så godt, som han synes...)

Jeg kan godt lide, at jeg kan løbe hvorsomhelst og nårsomhelst. At det ikke kræver voldsomt meget udstyr. Og, vigtigst, at jeg kan gøre det alene. Det skorter lidt på mig-tid i en familie med (to) børn, men når jeg løber, behøver jeg ikke tage stilling til gråd, aftensmad, bleskiftning, osv. Så løber jeg bare. Og er jeg lidt sur, når jeg løber af sted (Martyr-mor bor nemlig nogle gange inden i mig, skal jeg sige jer), er der næsten garanti for, at humøret er blevet bedre ved hjemkomsten.

Lyder jeg lidt frelst? Ja? Bare en lillebitte smule? Jeg ved det godt, men det er egentlig ikke meningen. Jeg er bare lidt oppe og køre over, at det ser ud til, at løb er blevet til et regelmæssigt indslag i min uge. Og at jeg ovenikøbet har tabt mig 1,4 kg på to uger. Selv om jeg stadig æder masser af slik og kage. Med den fart mangler jeg bare 8 uger endnu, før mig og vægten bliver perlevenner.

Men hey. God musik til løb? Lige nu hører jeg Mads & Monopolet podcasts, men for variationens skyld vil jeg gerne have noget musik. Så fortæl - løber du, og hvad lytter du til imens?

- Postet fra mini-Padden

onsdag den 16. maj 2012

Guld på gaden

... i næsten bogstaveligste forstand. For se lige, hvad HDD og jeg fandt i morges, da vi sneg os til en kop Americano med sødmælk (mmmm!) på Mokkariet:

"Værs'go & Ta' - tidl. kasseret fra vuggestue. (Aalto)" Arjmen altså - hvor heldig kan man være! Der var to halvcirkel-borde og to stole, men vi havde desværre kun plads (og bæreapacitet) til et af bordene...

Og nu står det så hjemme hos os. Som reptilernes nye tegnebord inde i stuen. Eller som tag til de huler, Øglen pønser på at bygge. Så et stort tak til den venlige sjæl, der satte det ud til fri afbenyttelse/-hentning. Vi lover at passe godt på det!

Bordet er allerede taget i brug. Og selv om vi har sagt til Øglen, at det er ok at tegne på det uden underlag - det har vist været udsat for lidt af hvert - insisterer det velopdragne barn på at bruge et alligevel. Dejlig indflydelse sådan en børnehave kan have... 

Lækre farver...

Og hey - apropos tegnebord, så vil jeg altså gerne lige anbefale Øglens nye farver på det varmeste. Stabilo Woody 3-in-1 er det mundrette navn. Og de kan fåes mange steder. Men man kan altså spare en del ved at købe dem i det store udland. Bl.a. her. Just saying.

God Himmelfartsferie!

PS: Det går over al forventning med Øglen og sutten. Eller mangel på samme. Ikke en eneste gang har hun spurgt efter den siden i søndags. Hun blev lidt ked af det i nat, men hun spurgte ikke efter sin sut. I stedet forlangte hun vand og noget at spise. Og faldt så i søvn med hovedet på et stykke toastbrød. Jeg er en stolt mor. (Ikke pga. det med toastbrøddet, altså. Pga. det med sutten)

- Postet fra mini-Padden

søndag den 13. maj 2012

Byg En Bjørn og Smid En Sut

Så blev det Mors Dag. Ikke noget vi fejrer herhjemme. Med mindre altså det tæller at få en tur i Build-A-Bear? Iklædt guldpailletblazer, godt nok - det var Øglen, der insisterede - så jeg følte mig måske en kende overdressed for en søndag formiddag. Men så var det jo godt, at det var koldt, så jeg kunne beholde min forårsjakke på...

Men altså. Vi havde jo talt om, at Øglen skulle smide sutten. Og det ville vi nok have talt om endnu, hvis det altså ikke lige havde været fordi, vi var til brånsj hos nogle venner i går, hvis datter netop havde fået taget sutten fra sig. Og hun var rasende. Græd stort set hele tiden, mens vi var der, og forpassede ikke en chance for at gå helt i baglås. Så vi tænkte, at det da også kunne være sjovt at prøve. Eller, nej - vi håber naturligvis, at Øglen tager det pænt, men jeg tror bare, det gik op for os i går, at uanset hvor længe vi venter, vil der være sværdslag, og at tårer - selv om de ikke er sjove - ikke er farlige.

Så eftermiddagen i går blev brugt på at forberede Øglen på, at hun og jeg skulle i Build-A-Bear her til morgen. Hun kunne så udmærket huske butikken, hvor man kun kan betale med sutter, og det første hun spurgte til i morges var, hvornår vi skulle af sted.

Vi hoppede på toget til Hovedbanen (attraktion i sig selv), og da klokken slog 10, valsede vi ind i bamsehelvede. Hvor Øglen selvfølgelig lagde ud med at vælge den eneste bamse, der var udsolgt - en lilla Hello Kitty. Hun lod sig dog ikke kue af udsolgtheden og valgte prompte en (meget) rød i stedet. Og blev umiddelbart derefter ramt af akut generthed og var ikke til at slå et ord af over for den ungersvend, der skulle stoppe fyld i Kitty og storytelle derudad. Så gæt, hvem der i stedet skulle varme det lille stofhjerte, der skulle indeni. Og puste liv i det. Og 'vaske' bamsen. Korrekt - moi.

Da ungersvendens rolle var udspillet, begyndte Øglen så småt at tø op. Og se uanede muligheder i det ocean af forskellige accessories, man kunne tilkøbe. Helt vild blev hun, da hun fandt en meget lyserød dukkeklapvogn, hun kunne trille O'Kitty (som kræet er blevet døbt) rundt i butikken med. Og jeg fornemmede jo godt, hvor det bar hen - klapvognen skulle med hjem. Udtømte arsenalet af argumenter for, hvorfor Grim Klapvogn ikke skulle med hjem, men Øglen var ubøjelig - og jeg havde heldigvis taget ja-hatten, evnen til at sluge en kamel (eller 10), og det store Dankort med. Så principper idéer om økodøko speltagtigt Steiner-legetøj har været forment adgang i dag, og i stedet har vi slået dørene op på vid gab for ikke bare en højrød japansk kat, men også hendes blomstrede lyserøde kjole, hendes glimmersko og en virkelig legetøjsagtig klapvogn. Hvad man dog ikke gør (og betaler) for eventyret om bortskaffelsen af Den Elskede Sut.

O'Kitty i egen højrøde person. I sin klapvogn. Aldrig er en kat blevet elsket så meget - lad os se, om kærligheden er stærk nok til at vare i morgen med. Og forhåbentlig mange mange flere dage...

Øglen var ret fascineret af hele det der med at betale med sutten, selv om hun ikke selv ville give den til 'damen' (som måske var 20 år gammel. Max). Så det fik jeg også lov til, men der var ingen problemer med at gå derfra og vinke til den. Heldigvis. Og heldigvis takkede hun også nej til at få puttet sutten ind i bamsen sammen med fyldet - jeg kunne levende se et scenarie for mig, der lynhurtigt ville give Øglen indianernavnet Sidder Med Saks, når savnet til sutten blev for stort...

Derefter gik turen - med O'Kitty i klapperen - til Hovedbanen, hvor det blev fejret med en is (Øglen) og en kaffe (mig), at Øglen nu er en stor pige, der ikke længere bruger sut. Ingen melankoli at spore hos pigebarnet overhovedet, for som hun sagde: "Hvis jeg græder for sutten, så krammer jeg bare O'Kitty rigtig meget. Så bliver jeg slet ikke ked af det mere!" Klogt barn.

Og ikke et kny har der været hele dagen. Heller ikke ved sovetid - det eneste var lidt 'fidgeting', der gik over, da jeg tilbød hende at holde i hånden. Nu ligger hun så og sover sødt med sin nye rødeste  bedste ven inde i sengen. Og ser pludselig lidt ældre ud, synes jeg...

Er I søde at krydse fingre for, at hun ikke vågner med et vræl i nat og vil have sin sut nu nu NU og pludselig synes, at O'Kitty er dum og stor og grim og rød? Og at hun ikke lægger sig alt for mange gange på O'Kittys hånd i nat, eftersom den har fået indopereret en temmelig gennemtrængende grinelyd? Kan nemlig ikke lige umiddelbart se det attraktive i at stå med to vågne, gnavne børn klokken Midt I Nat...

- Postet fra mini-Padden

fredag den 11. maj 2012

Vuggestue vs. dagpleje - afgørelsen

Først rigtig mange tak for alle jeres gode kommentarer om vores kvaler omkring pasning af Varanen. De er blevet læst mere end én gang og er bestemt blevet taget med i vores overvejelser.

Vi har besluttet os for at takke nej til det private pasningstilbud, der pludselig dumpede ned i skødet på os. Der var mange gode ting ved det, men der var flere udfordringer, så idéen blev droppet. Forinden ringede jeg til Pladsanvisningen for at høre, om det var helt håbløst at få plads i vores to ønskeinstitutioner. Det var det. Sagde yndlings-Pladsanvisnings-Mette, og hvis hun siger det, så passer det! Ikke noget udenomssnak dér - hvis vi fik plads til foråret, skulle vi være glade. Vi har behovsdato i august, så foråret er lige længe nok at vente, syntes vi nok.

Således opløftet (not!) gik vi i tænkeboks mht., hvad vi så kunne gøre. Googlede lidt rundt og fandt så en dagpleje her på Østerbro, som lød virkelig god. Ringeringe til Dagplejekontoret. Som ikke havde noget med det at gøre. (Hvad laver de egentlig så?). Ringeringe til Pladsanvisningen. Som HAVDE noget med det at gøre, og som i øvrigt vist også havde haft den person, jeg talte med, på et kækhedskursus. Eller også serverer de bare alkohol i rå mængder i kantinen. I hvert fald var vores dialog temmelig absurd, men det jeg fik ud af det var, at Varanen ville kunne få plads i den pågældende dagpleje omkring det tidspunkt, han skal i hæren. Og at det i øvrigt ville være den rene galskab ikke at ændre vores vuggestueønsker. Til nogle, der dels ligger ret langt væk hjemmefra, dels har et om ikke blakket ry, så heller ikke scorer allerhøjest på min interne popularitetsliste.

Begyndte at blive jævnt træt af al den her ringen rundt og fåen totalt nederen beskeder, så HDD og jeg satte os ned og undersøgte, hvad det ville kræve, at jeg passede Varanen hjemme, indtil vi kunne få en plads. Det ville blive dyrt, men med hiv og sving ville vi måske godt kunne få det til at løbe rundt. Straks værre står det til med mit mentale helbred - hvor får man et nyt af dem, hvis man beskadiger det, man har? Og planerne om at være selvstændig ville også blive udsat i længere tid. Så det var en mulighed, men... ja... Altså, jeg ved godt, at det lyder strengt at sige, at man næsten ikke lige kan overskue det, og at man er så egoistisk, at man gerne vil have ført sine planer ud i livet, men... Shoot me!

Altså, personligt forstår jeg jo ikke, hvorfor folk ikke står i kø for at tilbyde denne her lækkermås cremen af cremen inden for pasning. Jeg mener - SE dog på ham! Såeh... ved nærmere eftertanke skulle jeg måske bare passe ham selv... :-)

Så vi lagde hovedet i blød endnu engang og kom uvilkårligt til at tale om Øglens dejlige, rolige vuggestue, som jo desværre ligger lidt langt væk, og at det da også er forbistret. Men at man selvfølgelig kunne få Varanen ind der til at starte ned og så flytte ham, når der er en plads her i postnummeret. Forudsat, at der var en plads i Øglens vugger, altså. Og hey, det VAR der, sagde den søde søde pladsanvisningsdame (som tilsyneladende ikke havde deltaget i hendes kollegas kækhedskursus). Eller "det ser overhovedet ikke håbløst ud", sagde hun faktisk. "Det ser endda meget sandsynligt ud". Og så opremsede hin antallet af børn på ventelisten og antallet af pladser, der bliver ledige over sommeren, og selv om jeg er meget sproglig, kunne jeg godt regne ud, at der helt sikkert bliver en plads til Varanen.

Så det er det, vi gør. Putter ham i Øglens vuggestue, hvor vi kender både omgivelser og personale og den overhængende fare for spydige kommentarer til os som de onde, arbejdende forældre. Og ved, at de rystende konklusioner fra diverse Ph.D.-afhandlinger (fingerede eller ej; vi er enige om, at der er plads til forbedring!) ikke stammer derfra. Derefter krydser vi fingre for, at det ikke tager for evigt at få ham i en god, integreret institution på Østerbronx, og hey presto - vores (og forhåbentlig også Varanens) pasningslykke er gjort. Og så glæder vi os i øvrigt over, at jeg indtil videre har nogle temmelig fleksible hverdage og forhåbentlig også bliver ved med at have det i lang tid fremover. Så begge reptilerne kan få nogle kortere dage og måske endda holde fri fra tid til anden...


- Postet fra mini-Padden

onsdag den 9. maj 2012

Biblioteket rawks

- især fordi der ikke er nogen, der rynkede på næsen af min medbragte croissant og latte fra yndlings-Kaffen. Fordi her dufter af bøger. Og fordi der ikke er nogen, der ikke fortæller anekdoter fra sine to uplanlagte graviditer i 1900-hvidkål i lydstyrke tinnitus lige ved siden af mig. Som der var forleden på den lille café, jeg havde planlagt at sidde og kloge mig på. Så kan jeg lære det.

Kunne godt savne en noget mere stabil (læs; tilstedeværende) netforbindelse, men det er nok lige forkælet nok at hidse sig voldsomt op over. Det er trods alt et privilegium og ikke en menneskeret, at der overhovedet (angiveligt) plejer at være fri adgang til nettet.

Manglen på net skærer desuden kraftigt i mine overspringshandlinger (som denne), så jeg har rent faktisk fået en del fra hånden allerede. Så nu mangler jeg kun omkring 24.000 punkter på min to do-liste.

Mmmm. Mac, croissant og kaffe. Det er ikke så skidt endda.

Jeg skal bare liiiige spise min croissant og forsøge at forstå, hvorDAN det mon kan være, at jeg har taget 3 kg på, siden jeg holdt op med at amme. For en måned siden. Jeg forstår det simpelthen ikke. Eller... Hey... Wait a minute...

Madpakke fra nu af! Med alt muligt sundt i. For det er én ting at være de evindelige tre kilo fra sin ønskevægt. Det er straks en anden at være hele seks kilo væk. Tror sq, jeg kopierer Karolines post-its. Eller AB's yoga-ambitioner. Noget må der i hvert fald ske. Når jeg har spist denne her croissant, altså...

- Postet fra mini-Padden

mandag den 7. maj 2012

Hej "virkelighed"

Første rigtige(agtige) dag uden for Barselsland. Troede, det ville blive enåååårmt vemodigt, og at jeg ville få svært ved at løsrive mig fra at kysse Varanen på hans smukke hoved og komme med en milliard formaninger forslag til, hvad HDD og Varanen kunne lave sammen og "husk nu at give ham mad"-bemærkninger. Men whaddyaknow - i hele dén lille fantasi havde jeg glemt, at morgenerne ikke pludselig blev så zen-agtige, at der var tid til ret mange andre kommandoer end de sædvanlige.

Så der er ikke blevet udgydt nogen tårer i dag. Af mig, altså. Øglen kandiderede som springvand en stund, da hun ikke måtte æde alle sine farveblyanter, og fordi jeg ikke gad at pakke hendes vandfarver med dertilhørende underlag ud, så hun kunne male. Men hun blev god igen, og resten af morgenen gik slag i slag med madpakke-pakning, given ble og tøj på diverse reptiler, gåen i bad, spisen havregryn, dikkedikken og svaren på underlige spørgsmål som "Hvor er Jette?" og "Skal vi snart se Jette?" (ANER ikke, hvem Jette er. Slet ikke, når hun skulle bære samme mellem- og efternavn som Øglen, er ret skrap og angiveligt bor i et lille rum nede i gården?!) og "Hvorfor hedder manden Michael, mor?", da vi mødte overboen på trappen.

Afleveringen foregik i en storm af børn og syltetøjsmadder, og jeg nåede næsten ikke at tænke over, at jeg for en gangs skyld afleverede uden en Varan på armen og en pusletaske over skulderen. Kunne da også se Øglen mime "Hvor er Varanen?" inde bag ruden, da hun vinkede - det kommer nok til at tage hende et stykke tid også at vænne sig til, at mor og Varanen ikke længere hænger sammen ved hoften.

Det begyndte først så småt at gå op for mig, at noget er anderledes ved i dag, da jeg hoppede på cyklen, proppede min Marc Jacobs-taske (dammit, den har jeg savnet at bruge) i cykelkurven og cyklede tværs gennem byen. I samme tempo som de andre cyklister. Og oplevede hvor meget liv, der egentlig er i Kbh sådan en mandag morgen.

Morgenkaffe og brainstorm - og en lillesmule blogging - på Foodshop no. 26

Nu sidder jeg så på Islands Brygge med en kop kaffe og venter på, at klokken bliver 10, så jeg kan indløse det gavekort, jeg fik til min fødselsdag for mere end 7 måneder siden. Til en luksusmanicure. Håber, de kan udrette mirakler, for mine hænder er virkelig sløje efter en kold vinter og uendelig meget håndvask med et spædbarn in da house. Og hvis de ikke kan udrette mirakler håber jeg bare, at de i det mindste ikke skærer hænderne af mig.

Bagefter står den på et besøg på biblioteket - har en del, jeg skal have læst op på i forbindelse med firmaopstart - og måske en bette løbetur. Og lidt frokost på et tidspunkt derimellem. Så når alt kommer til alt, tegner min første dag ude i semiVirkeligheden egentlig meget godt...

lørdag den 5. maj 2012

Bedre bustur

Øglen og jeg har været på tur i dag. I noget så eksotisk som bus 3A. Stod på på Ndr. Frihavnsgade og hoppede af på Gl. Kongevej. Købte en surdej hos Meyer's Deli (jeg evner åbenbart ikke at starte en op selv - nu må vi se, om jeg kan holde liv i en købe-en) og hoppede så på en 3A hjem igen. Pitstoppede på Trianglen med en 'sylleblomst-is' hos ParadIs og mødtes med HDD og Varanen, der ikke gad på bustur, men i stedet havde trillet rundt på Østerbronx.

Egentlig havde jeg tænkt, at vi kunne besøge Øglens Troldemor, som bor et sted på linje 3A, hvis hun ellers havde lyst til besøg, men "det var ikke en god idé, mor!", som Øglen sagde, da jeg foreslog, at vi ringede og inviterede os selv på kaffe. Adspurgt hvorfor, forklarede Øglen, at hun troede, at Troldemor var lidt træt. "Det er fordi, hun er gammel, at hun er træt. Så hun skal ikke besøge os, og vi skal ikke besøge hende!" Bum. Ok så.

Det kan godt være, at Øglen ikke gider besøge Oldemor, men hun nævner hende alligevel temmelig ofte. Når hun gerne vil have en grøn Sunlolly fra fryseren, fx. De hedder nemlig "Oldemor-is" herhjemme. Ikke fordi Øglen har fået Sunlolly hos Oldemor, næh nej. Men fordi is-"damen" på pakken ifølge Øglen ligner Oldemor. Lille, rund og med en gavmild makeup og et stort smil. Hm. Det er faktisk ikke helt ved siden af... (Billede lånt her).

Turen tog en time i alt, sådan cirka (måske halvanden med isen), og Øglen var lykkelig. Totalt 'hurraaaah, vi skal køre i bus'-agtig, og jeg kom endnu engang i tanker om, hvor lidt der (af og til) skal til for at underholde en lille undermåler.

Selv var jeg nu også ganske godt underholdt, men det skyldtes i mindre grad busturen som sådan og i højere grad de samtaler, Øglen og jeg havde undervejs. Emnerne spændte bredt, lige fra hvorvidt Øglens is skulle smage af broccoli, sild eller løg (mine forslag) eller hundelort, tissekone eller tissemand (Øglens forslag) til, om man mon måtte stå på sæderne i bussen, ligge på dem, ae dem, sparke til dem eller slikke på dem (allesammen Øglens forslag). Og nej - hun kører ikke så tit i bus.


Personligt er jeg ikke så meget til busser, men sammen med Øglen kunne jeg godt blive helt forfalden til det...

Så Øglen har fået en på opleveren i dag (eller - en mere på opeleveren, skulle man måske sige. Den første 'oplever' fik hun i morges, hvor hun kastede 1,5 glas hyldedrik op. Ud over sig selv, sin iPad (som i øvrigt godt kan holde til det, ved vi nu) og det meste af stuen. Og kunne slet ikke forstå, hvad der skete. "Hvad var det, der var i min mund, mor?" Bagefter var hun i øvrigt tiptop frisk, så hun havde vist bare drukket for meget for hurtigt). På den måske nok nemmest tænkelige måde. Jeg vil vove at påstå, at Øglen havde det mindst lige så sjovt i dag som i går, hvor vi var i Tivoli. Og uden at kende den præcise størrelse på det beløb, vi spenderede derinde, så er jeg dog temmelig sikker på, at det var højere end prisen på en busbillet...

Nu sover begge reptiler (Øglen uden sut igen engang - jeg er virkelig mystificeret), så hvis jeg ellers kan få overbevist HDD om, at det er en god idé, at han laver kaffe, er der ikke et øje tørt. Og ellers må jeg jo selv til den, selv om jeg tror, mine ben efterhånden har båret mig 15-20 km i dag. Nogle af dem ovenikøbet i løb. Så jeg synes godt, jeg må være træt nu. Tilbage er der kun at spørge: Skal jeg hækle i aften? Læse? Gå tidligt i seng? Se dårligt tv? Surfe formålsløst rundt på nettet? Eller alle ting samtidigt?

- Postet fra mini-Padden

fredag den 4. maj 2012

Næh, nu har jeg aldrig...

Enten er det fordi, Øglen er lidt feber-agtig (tak for lort, Nemesis - bare fordi man dristede sig til at tænke forleden, at det da i grunden var helt fantastisk, at hun ikke har været syg siden midten af januar, skal du straks komme og ødelægge det), eller også er det fordi, hun VIRKELIG gerne vil have den Build-a-bear, vi har lovet hende, når hun stopper med at bruge sut. Men hvorom alting er, er hun faldet i søvn her til aften - hurtigt og u-brokkende - uden at spørge efter sin sut en eneste gang.

Det er ikke sket siden... hm... siden... nogensinde, tror jeg faktisk, så deraf min forbavselse, der er så stor, at jeg lige blev nødt til at skrive et blogindlæg om det.

AC nævnte forleden noget om, at man jo kunne give en Build-A-Bear i forbindelse med suttestop, men eftersom Øglen har en trilliard bamser og i øvrigt aldrig har udtrykt andet end høflig begejstring, når hun har set bamsebiksen (ok, det er så også længe siden sidst), havde jeg ikke lige tænkt i de baner.

Øglen har klemt sig selv og hendes nyerhvervede mariehøne ned i den Tivoli-vogn, vi havde lejet til Varanen. (Varanen hænger på min mave i bæreselen, så han ligger ikke nedenunder. Bare rolig)

Men da vi så var i Tivoli i dag, og Øglen styrede direkte hen mod butikken og befalede at få en bamse, greb jeg chancen og var - hvis jeg da selv skal sige det - en lille smule snu. Jeg forklarede nemlig Øglen, at vi godt kunne gå derind og kigge, men at vi ikke kunne købe noget, fordi man kun kunne betale med sutter derinde. Og eftersom vi ikke havde nogen sutter med, såeh... Det forstod hun godt, lod det til, og der var da heller ingen ballade over, at vi kun kunne kigge. Men nøjjj, hvor ville hun gerne havde snitterne i alle de der Build-A-Bear-ting. Bamserne var hun egentlig ikke specielt interesseret i, men tilbehøret! Lyserøde solbriller, småblomstrede sko, flyverdragter, hatte, hårspænder og seje t-shirts. Man kunne nærmest SE, hvordan der opstod et kæmpebehov hos hende for at få nogle af sagerne med hjem.

Men kan behovet mon være så stort, at hun fra den ene dag til den anden bare er parat til at forsage sutterne? Jeg mener ja. HDD mener, at det er sløjheden, der bærer skylden. Nu ser vi. Er historien den samme i morgen aften og måske også søndag, så er det bare om at komme af sted ind efter en gyselig bamse. Så pyt med, at vi skal tage et ekstra lån i lejligheden for at betale, hvad den ender med at koste... (!)

torsdag den 3. maj 2012

Farvel barsel

Jeg har haft sidste officielle barselsdag i dag. Så fra nu af er det farvel til Barselsland og goddag til Dagpengeland. Ikke, at der er nogen indkomstmæssig forskel overhovedet, men rent mentalt er der en himmelvid en af slagsen, hvis man spørger mig. Jeg skal have gang i hjemmebiksen, men allerførst skal min hjerne lidt op i gear. Så dagpenge it is til at begynde med. Og så må vi se, hvor selvstændighedsvejen fører mig hen...

Brunch i solen hos Pixie (sammen med HDD), da Varanen vågnede fra en meget lang morgenlur. Og inden da havde vi fået kaffe (og en bette chokoladecroissant. Mmmf!)

Når nu mutti ikke er hurtig nok til at stange lidt røræg videre til los Varanos, så kan man da bare lige æde lidt solbrilleetui...

Selv om jeg synes, det er svært vemodigt at lukke barselsdøren (jeg er kommet til at græde en lille smule på Varanen i dag), så er der bestemt nogle fordele ved at slutte af på årets hidtil smukkeste og varmeste dag. Ikke mindst fordi det samtidig var HDD's første barselsdag. Vi har hygget, har vi, og når jeg har ja-hatten på, ved jeg jo godt, at jeg (sådan nogenlunde) selv bestemmer, hvorvidt vi skal have en hyggedag af og til. Hvis biblioteket, de nærliggende caféer eller andre varmestuer ikke virker så appellerende, fx. (Har jo selvfølgelig også et hjemmekontor, men jeg forudser temmelig mange interessekonflikter, hvis jeg skal sidde der og kloge den, mens HDD sveder over vranten Varan, sure mælkerester, upakkede pusletasker og vasketøj. Er ret sikker på, at han ikke synes, han behøver publikum til dén del af barslen...). Så igen; nogle fordele er der altså ved at slutte barslen nu.

Varanen i en pose fra undertegnedes (trøste)shopping...
Rasmus Klump-sengetøj fra søde og betænksomme Eline (lang historie om et junior-Rasmus Klump-betræk, der ikke var, hvor det burde være, og en genbrugs, der tilfældigvis lige havde et fint voksenbetræk på lager. Og en lykkelig Øgle) og et par klassikere fra Storskraldsrummet

Det er da bestemt også en fordel, at HDD og Varanen kommer til at få så meget tid sammen. Næsten 4 måneder, sq. Og som Husmoder skriver, så håber jeg, at HDD og Varanen kommer til at bonde helt vildt. Mere end de gør allerede. Og hygge sig. Jeg håber også, at HDD ikke kommer til at gnave armene af sig selv af kedsomhed, for jeg kan dæleme godt forstå, hvis 4 måneder med dikkedik kan virke lidt uoverskuelige. Jeg syntes jo fx ikke, at min barsel med Øglen var rock 'n roll på actionmåden...

Øglen ved Paradis-Is på trianglen (derfor vejarbejdet i baggrunden), hvor vi pitstoppede inden dagens 'lumikki'.

Men altså. Hvorom alting er, så har jeg det ok med at give barselsdepechen videre. Naturligvis er det nemt at være kæphøj, når man vader direkte fra barslen og ind i en Bededagsferie og derfor desværre ikke kan komme over og benytte bibliotekets ellers udmærkede faciliteter. Men er tvunget til at være sammen med dem, man elsker allermest. Shame. Eller noget... (Og hvis Øglen så ellers kunne være så venlig at begynde dagen i morgen med at give mig lige så stor en kompliment som hun gjorde i morges, så er der da ikke et øje tørt. For hvem kan stå for, at ens lille pige siger med begenstringen lysende ud af øjnene: "MOR! Du ligner Klokkeblomst!", bare fordi man vover sig i en nederdel. Måske man skulle gå lidt mere i sådan noget...) Så måske vi bare skal aftale, at vi skrives ved på søndag. Så kan det være, at piben har fået en noget anden lyd...

onsdag den 2. maj 2012

Vuggestue vs. dagpleje?

Efterhånden som min barsel går på hæld (næstsidste dag i dag, gisp!), tænker jeg mere og mere over, at der jo kommer et tidspunkt hvor ham Varanen skal ud i verden og passes sådan rigtigt. (Det tæller ikke rigtigt med HDD - selv om jeg gerne selv ville have mere barsel, synes jeg nu alligevel ikke, at far på barsel kan karakteriseres som pasning-pasning). Jeg har været ude og se en af de vuggestuer, vi har ønsket, og den virkede rigtig god. Det er der desværre også bare temmelig mange andre, der synes, så ventelisten er pænt lang. Ergo skal vi ikke regne med at få plads til behovsdato.

Nå. Sådan er vilkårene som børnefamilie i København jo bare, og HDD og jeg har da også forsøgt at lægge en tidskabale og se, hvordan den lettest går op, hvis og såfremt vi kommer ud i, at vi kommer til at vente længe på en plads.

Varanen på tur i det fantastiske 2. maj-vejr

Endelig vejr til at lufte mine sommer-sneaks, som er så nice, men desværre også sarte som ind i h*lvede. Ikke altid lige praktisk med lavendelfarvet ruskind i det ustadige danske vejr...

Men så var det, at der pludselig dumpede en plads ud af den blå luft. Noget med noget privat dagplejemor, i en villa tæt på os og på grønne områder, sammen med et (max. to) andre børn. Det er noget langt ude familie, der har en baby jævnaldrende med Varanen, som står for arrangementet - angiveligt brugte de det til deres ældste barn med stor succes, og den gentager de så nu. Og har spurgt, om vi vil være med.

Varanen og hans partner in crime, A, mens det mødrende ophav går og sludrer og drikker kaffe 

Jeg må tilstå, at jeg overhovedet ikke har tænkt i dagplejebaner tidligere. Ikke af ond vilje, men Øglen gik i vuggestue, så jeg gik nærmest per default ud fra, at det skulle Varanen også. Hvis han kan få plads, that is. Men han skal jo ikke gå i vuggestue. Han kan sagtens gå i dagpleje, hvis det er. Jeg ved bare ikke noget om det. (Men det kan jo næsten kun være bedre end vuggestuerne - medierne er virkelig dygtige i disse dage til at få vuggestuer til at lyde som helvedes forgård).

Og derfor spørger jeg nu endnu engang Blogland om hjælp. For der må være nogen af jer derude, der har erfaring med dagplejere. Og vuggestuer. Måske endda begge dele. Så kom frisk med jeres oplevelser - gode som dårlige - så jeg på baggrund af lidt empiri kan træffe et kvalificeret valg på vegne af min bette Varan.

Fælledparken, 2. maj. Fyldt med skrald fra i går. Jeg ved godt, jeg lyder som en gammel, sur dame, men jeg synes sq, det er noget svineri. Hvorfor er det, at 1. maj retfærdiggør, at folk opfører sig som små skovsvin, der tilsyneladende mister alle evner til at finde - og ramme - en skraldespand?

Selv om der stadig er en del detaljer omkring hele dagpleje-arrangementet, der stadig står hen i det uvisse, ved jeg allerede godt nu, hvad jeg hælder til. Men det kan være, at jeres argumenter og erfaringer kan få mig til at se tingene fra flere sider. Såeh... skriv løs, s'il vous plaît


tirsdag den 1. maj 2012

1. maj

Nuijjj, der er mange, der har været i Fælledparken i dag. Tror jeg. Ellers ved jeg i hvert fald ikke, hvor alle de smukke unge mennesker med ølkasser og ghettoblastere (really? Jeg skulle jo ellers mene, at en iPod er lidt mere up to date OG nemmere at bære rundt på, men hipster-statement'et mangler selvfølgelig) under armen, der defilerede forbi på vores gade, skulle hen.

Jeg selv har ikke været så meget som i nærheden af Fælledparken (bor jo sammen med en, der under valgkampen lærte Øglen at sige "faaarlig dame" om Helle T., så er ikke sikker på, at det ville hue hans liberale hjerte, hvis barnevogn og Varan blev overplastret med røde balloner og slagord), men jeg har holdt min egen lille kampdag hjemme på matriklen. I anledning af 1. maj holdt børneren nemlig lukket, og derfor foreslog N's mor i sidste uge, at Øglen og N måske kunne playdate? N er lige blevet storebror, og N's mor måtte indrømme, at hun ikke lige orkede en hel dag hjemme med både N og baby, hvis hun altså kunne undgå det. Jeg anede ikke, at børneren holdt lukket, før hun var så venlig at gøre mig opmærksom på det (så meget følger jeg åbenbart med), men det passede da absolut også mig så glimrende at få lidt selskab og adspredelse på en dag, der ellers godt kunne true med at blive lidt lang.

Øglen og jeg nåede at få bagt boller og kage i morges (tjotaaal spelt-idyl, dér), og mens Varanen sad og råbe-larmede på sit tæppe, fik jeg e n d e l i g lagt sommerdynen i Voksi'en. Bare så Varanen ikke smelter væk, nu hvor temperaturerne bestemt ikke er til ulddyner længere. Alt åndede altså fred og idyl - lige indtil playdaten ankom.

Don't get me wrong: det var kamp(tøhø)hyggeligt! Øglen og N spassede helt ud af glæde, da de så hinanden. Og de gøglede da også rundt og råbte og hujede i hele fem minutter, før den første konflikt opstod. Og så kom de ellers som perler på en snor, konflikterne. Først måtte N ikke bruge sansegyngen, fordi Øglen ville bruge den (selv om hun var travlt optaget af at bygge med klodser). Så måtte Øglen ikke røre ved den togbane, N lige var ved at bygge. Derefter var det helt helt forkert, at Øglen ikke måtte smadre begge sine nævner ned i den nybagte banankage. N blev sur over, at Øglen ikke gad lege med de ting, han gerne ville, og de ekscellerede begge to i at provokere hinanden så vildt, at der røg både tog, bamser og klodser gennem luften.

Tror da pokker, at pædagogerne af og til sukker opgivende over dem i børneren. Heldigvis med et glimt i øjet, for selv om de er noget af en håndfuld, så er de simpelthen så glade for hinanden og søde, sjove og pudsige. Det er vist ikke for ingenting, at de bliver kaldt for Dupond & Dupont af pædagogerne... Drillerierne stilnede også lidt af, da vi tog dem med på legepladsen, så de kunne brænde lidt krudt af, men pyyyh altså - afslappende var det nu ikke på noget tidspunkt. Hyggeligt. Ja. Afslappende. Nixbix. Vi gør det nu gerne igen, mig og Øglen, for uanset råberiet og alle de knubs, de får givet hinanden, så har de et eller andet helt særligt sammen. Øglen er da også allerede begyndt at spørge, om N ikke snart kommer igen...

Resten af dagen er blevet brugt på hygge i det gode vejr, indkøb (zzzz) og hjembringelse af en kvart kvart kalv. (Hvad bliver det? En sekstendedel?) Kæft, vi har meget kød i fryseren nu. Nogen, der kommer til osso buco? Og så burde jeg egentlig have løbet en tur, men det nåede jeg ikke. Til gengæld nåede jeg at drikke en kop kaffe og æde en Magnum. Og så kan jeg vist også liiiige nå et par afsnit af Frasier, inden det bliver sengetid.

Alt i alt slet ikke nogen tosset 1. maj. Hvad har I lavet?


Beklager i øvrigt fraværet af billeder. Men der har simpelthen ikke været så meget som et øjeblik til at tage nogen i dag. Hvilket fortæller lidt om, hvor meget på stikkerne, jeg har været...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...