torsdag den 28. juni 2012

Varanen sælger ud

Det kan godt være, at jeg ikke synes, at jeg har købt synderligt meget til Varanen i den korte tid (eller... 9 måneder... det er da egentlig ret længe), han har været hos os. Men ikke desto mindre har han alligevel en del ting, han enten er vokset ud af, eller som han ikke bruger. Og eftersom vi ikke har ret meget plads (og i øvrigt forhåbentligt skal flytte inden for en overskuelig fremtid), så er der jo ingen grund til at proppe skabe og loft og kasser med memorabilia, som vi formentlig aldrig kommer til at bruge igen. Eller alternativt kan erhverve os igen, skulle det nogensinde blive aktuelt. (Og her kan jeg betro jer, at det ikke kommer til at ske, før vi har fået os en lur af Tornerose-agtige dimensioner).

Kigger du efter Baby Dior og haute couture til småfolk, så er det ikke her, du skal kigge. Men mangler du en lækker Småfolk-heldragt, en Thildeklud (hvad ER det i øvrigt?), nogle ydmygende (for baby, så no worries) arm- og fodbånd og alt muligt andet - mest tøj - så tag lige et kig her.

Jeg kan ikke love, at jeg ikke fylder mere på senere. Lige nu ligger der et par fantastiske Krutter-bukser, Rasmus Klump-style, og en smørblød Poppy Rose-heldragt i måske-bunken, men jeg er jo så piv-sentimental, at jeg ikke ved, om jeg kan nænne skille mig af med de bukser, Varanen havde på til sin dåb, eller den heldragt han fik i barselsgave af Farmor. Måske overvinder kynisme og grådighed tilsidst den irrationelle sentimentalitet, men i givet fald må jeg lægge tøjet online da. Indtil videre må I nøjes med følgende, der også bærer et minde eller to med sig, men ikke i helt samme grad...

Småfolk-heldragt med æbler i tyk, god kvalitet og lækker blå farve. Str. 68, men en anelse til den store side. Varanen fik den i barselsgave af Tante L og har nydt at have den på i den måneds tid eller to, han kunne passe str. 68. Pris: 100,- plus porto.

Sort Ej Sikke Lej-heldragt, str. 74 - men lidt til den lille side. Øglen fik den af en anden tante (også en Tante L, as it happens) og har brugt den en enkelt gang eller to. Varanen har aldrig brugt den, da den er lidt for slim-fit. Fint ugleprint bagpå (se næste billede). Prisidé: 75,- plus porto. 

Ej Sikke Lej-dragt. Se nærmere beskrivelse på billedet ovenfor

LaMaze håndleds- og fodrangler. Raslet en smule med af både Øglen og Varanen og vasket en gang eller to, men i rigtig fin stand. Pris: 50,- plus porto.

Supersødt sæt fra Benetton, str. 74. Sorte, bløde fløjlsbukser og hvid- og blåstribet t-shirt. Barselsgave fra Tante S. Blusen er brugt nogle få gange, mens bukserne er brugt lidt mere. Pris: 100,- plus porto for sættet.

Sej heldragt fra Nanoou, str. 74. Virker dog lidt længere, ellers er det bare snittet. Kan ikke finde ud af, om den er slim-fit, eller om det bare er Varanen, der er for tyk til den. Under alle omstændigheder har han ikke brugt den. Købte den til Øglen i sin tid, og hun brugte den kun et par gange. Mest fordi jeg glemte, jeg havde købt den, og da jeg kom i tanker om det, var hun næsten blevet for stor. Pris: 50,- plus porto.

Molo-body str. 62. Ret normal i størrelsen, men pga. den smarte lukkeflap kan den også passe længere babyer. Varanen brugte den i hvert fald også, da hans andet tøj hed str. 68. Kan simpelthen ikke huske, hvor jeg har den fra, så her slipper I for anekdoterne. Pris: 25,- plus porto.

Den originale Thildeklud. Som angiveligt er en nusseklud, købt af mig til Varanen, før han blev født. Fordi han skulle have en nusseklud, han kunne blive lige så glad for, som Øglen er for sine. Det har han også fået - det er så bare en Snoozebaby. Ligesom Øglens. Så mine børn er åbenbart ikke Thildekluds-børn. Kluden er aldrig blevet nusset, men har ligget forhåbningsfuldt i Varanens seng et par måneder. Nu har den dog opgivet nogensinde at blive rigtigt elsket hjemme hos os, og derfor søger den væk. Pris: 50,- plus porto

Og det var så alt i denne omgang. Giv lyd, hvis noget kunne have interesse...

tirsdag den 26. juni 2012

Cykelprinsesse

Mange tak for jeres gode og fornuftige input til, hvilken cykel, der er den rigtige til en 3,5-årig Øgle. Efter at have læst en masse damers kloge ord, fór jeg på Den Blå Avis, og se nu her, hvad Øglen er blevet den lykkelige indehaver af:

Ét stk LYSERØD så-god-som-ny LYSERØD Winther-cykel. Som er LYSERØD. Og har kurv. Og underlige dimser i hjulene, der larmer af h**** til. Og støttehjul til den første tid.

HDD hentede den i Forstaden i går middag, og så hentede vi Øglen sammen. HDD gik ind efter hende i børnehaven, mens Varanen og jeg ventede på en nærliggende bænk. Øglen var ret spændt, da hun kom hoppende rundt om hjørnet, for HDD havde løftet sløret for, at der var en overraskelse til hende. I hendes bog plejer dét dog at indebære noget, hun kan spise - gerne med en sukkerprocent på over 4.000 (gad vide, hvordan hun har fået den tanke...)  - så hun var noget perpleks, da hun ikke kunne se nogen is, knyttede næver med en slikkepind i eller lignende. 

Cyklen stod fin og lyserød lige ved siden af, men hun overvejede end ikke, at den kunne være en del af nogen som helst overraskelse, før HDD gav hende to clues; "den er lyserød" og "den kan ikke spises". Man kunne nærmest høre tandhjulene inde i hjernen begynde at rotere, da hun kiggede en ekstra gang på cyklen, og hendes ansigtsudtryk, da det gik op for hende, at cyklen var til hende var alle pengene værd.

Det skiftede fra forvirring til vantro til åben-mund-og-polypper-og-er-du-sunshine-en-fed-cykel, før hun krakelerede i et kæmpesmil, der fik Øglemor her til at få en bette tåre i øjenkrogen. Såeh - jeg tror nok, at vi ramte plet. I hvert fald sted Øglen op på sin nye (lidt for høje, men det kan fikses) cykel og hjulede af sted.

Ad sti af sted

Nu skal hun så bare lige lære at bremse. Selv om vi kun har 200 meter til børnehaven, så havde vi et par ...interessante... episoder i morges, hvor cyklen sjovt nok ikke stoppede af sig selv. Heller ikke selv om der var en kæmpe vandpyt. Eller en kantsten. Og jeg forudser i øvrigt nogle episoder, hvor min løbetræning efterhånden begynder at komme mig til gode, for det går da lige pludselig pænt stærkt med at komme væk, når hun har en rigtig cykel...

søndag den 24. juni 2012

Produktomtaler

For snart pinligt længe siden modtog jeg fire stk krydderiblandinger fra Urtekram. Jeg havde store planer om at kreere retter med hver af dem den samme uge, som de ankom, men hverdagen kom i vejen, dernæst en fejlagtig madlevering (tak til nemlig.com, hvis kundeservice dog var enormt professionelle og hurtige ved tasterne) og til sidst min egen mangel på hittepåsomhed.

Nu, omtrent 100 år efter jeg modtog krydderierne, har jeg fået prøvet tre af dem. Den islandske tangsalat har jeg stadig til gode, men den dufter dejligt og har en flot farve, så mon ikke jeg finder anvendelse for den snart?!

Lækkerier fra Urtekram. Tak for dem!

Rodfrugtkrydderiet brugte jeg - opfindsomt nok - til et stort fad med rodfrugter. Rødbeder, kartofler, gulerødder, bolchebeder og løg, lidt olie og så krydderiet på med rund hånd. Det smagte dejligt, og selv Øglen (som ellers er inde i en temmelig langvarig periode med et hedt kærlighedsforhold til pasta med ketchup) var begejstret.

Kartoffelkrydderiet blev brugt til tadaaah: kartofler! og smagte udmærket. Dog mindede det mig en anelse om et eller andet ærketysk pommes frites-krydderi jeg havde noget kørende med i gymnasiet, men det var självklart ikke økologisk. Var der egentlig overhovedet noget, der var det i midt-90'erne?'

Cajunkrydderiet blev brugt her til aften. Til en omgang mexikanske tortillapandekager. For et par måneder siden blev vi de glade indehavere af en sekstendedel kalv, så lidt af den blev tøet op her til aften og endte sine dage sammen med cajunmix og et blandet udvalg af grøntsager på en majspandekage. Ikke dårligt. Overhovedet. Tværtimod passede smagen af krydderiet perfekt til tortillaen og salsaen; fint balanceret af en øko-fraiche med lidt procenter i. Nammenam.

Så for at opsummere: de smager godt, de der krydderier. Og selv om jeg i bund og grund ikke er så vild med konceptet krydderiblandinger og hellere vil lave dem selv, så må jeg nok erkende, at jeg i øjeblikket lever et liv, hvor aftensmaden skal stå på bordet allerallersenest kl. 17.30, og hvor det derfor ville være virkelig dårligt prioriteret at bruge tid på sådan noget. Især når nu folkene i Urtekram har gjort det for mig - og at de ovenikøbet er ret gode til det.

Og mens jeg nu er ved produktomtalerne, så vil jeg da lige slå et slag for de knive, Flo omtalte for nylig. Jeg havde luret på dem et stykke tid, men fik først taget mig sammen til at købe dem, efter jeg læste Fies omtale af dem. Og jeg kan jo kun sige, at de er et virkelig stort hit hos Øglen!


Hun synes selvfølgelig, at det et alletiders, at knivene ligner hunde - og ikke mindst, at de har haler på. Det er sejt at have sine egne knive, synes hun - selv om hun er en anelse skeptisk over for den med takker. Det var jeg sådan set også, indtil jeg fik snitterne i den, men som Fie også skriver, så er knivene skarpe nok til at skære ting i stykker, men efterlader fingrene i god behold. Så skal forsigtigfrans-Øglen bare lige forstå, at netop dén savtakkede kniv er det ok at håndtere, hvis man er hende. Indtil da nøjes hun med den anden kniv, og det går også glimrende.


... Snittelittelit, snit a little ...


Og hvilken stolthed, når hun har sønderskåret en agurk eller - som i dag - nogle sagesløse champignoner. Det glædesudbrud hun kom med, da hun fandt ud af, at kniven også kunne skære en gulerod over, var heller ikke til at tage fejl af.


Mission accomplished 

Øglen har altid nydt at komme med i køkkenet og hjælpe, hvor det nu har været muligt, men med de nye knive føler hun sig lidt ekstra stor. Og så skal man jo slet ikke kimse af, at det rent faktisk også er en rigtig god hjælp med al den snitten. Så tak til Kuhn Rikon (det skulle i givet fald være mit eneste klagepunkt: navnet. Hvorfor hedder de det? Og hvordan udtaler man det?) og ikke mindst Kitchen4Kids. Jeg er bestemt ikke færdig med at shoppe derinde. Skal bare liiiige have nogle penge først...

- Postet fra mini-Padden

fredag den 22. juni 2012

Glemsomhed

Jeg har det med at glemme, at jeg ingen penge har. Som i overhovedet. Det sker typisk, når jeg sidder ved computeren om aftenen, ungerne er puttet, og jeg i virkeligheden ville have bedst af at gå i seng. Eller når det, som i dag, høvler ned, og jeg går forbi en butik, der dels har pæne ting i vinduet, dels ser varm og tør ud.

Det har været særlig slemt de sidste par uger, og derfor er jeg nu i den situation, at jeg inden for et forbavsende kort tidsrum er blevet den glade (men fattige) indehaver af ikke færre end fire kjoler, en halskæde og et par majet fine ballerinaer.

Har glemt at tage billede af den kjole, jeg købte i dag. Men den er stille og rolig. Ikke ligesom crazy-kjole 1 og 2 i venstre spalte af min lille fikse collage. (Synes i øvrigt, at det er herresejt, at jeg lige pludselig kan lave collager. Ikke, at det er svært, men jeg har bare aldrig kunnet før). Nu må vi se, om jeg nogensinde får dem på ud i virkeligheden. Kjolerne. Ikke collagerne. For i bund og grund har jeg det jo bedste i sort, grå og navy...

Så jeg springer hermed ud som modeblogger. Det burde jeg helt klart have gjort noget før, for med kvaliteten af billederne sammenholdt med den lille flig rod og/eller badeværelse, man kan skimte i baggrunden, er det virkelig hot stuff.

Hvis jeg var etableret modeblogger, ville jeg nok ryste lidt i bukserne nu. For når de her billeder ryger ud i Blogland, så er det kun et spørgsmål om timer - minutter, måske - før jeg bliver væltet i henvendelser fra de store modehuse. OM jeg ikke nok vil have en helt masse lækkert tøj. Og gerne vise det frem på min smækre krop, fordi den overhovedet ikke bærer præg af at have gennemgået to graviditeter. Og fordi min smag er så unik. Kæden er jo fx aldrig set før... Ahem... Jeg siger det bare. Så ved I, hvor alle henvendelserne forsvinder hen... (Eller også kan det være, at de forærer mig tøj, fordi de ikke kan holde ud at se nogen gå i så kummerligt tøj? Jeg kan i hvert fald berette, at den vandmelon-farvede kjole ikke så meget som bør tænke på at komme i nærheden af et stearinlys. Er sikker på, at den er selvantændelig. Men ok - der var nok en grund til, at den kun kostede 95,-. When will I ever learn...)


Det var de her smuksakker, Cecilia lokkede med. Næstefter mine New Balance-sneaks er de nu mine yndlings. Og se lige emballagen, altså. Kan man andet end at blive helt glad i låget, når noget er pakket så fint ind!?

Varanen har også nydt godt af min shopping spree - jeg har i et stykke tid brokket mig over, at han ikke har noget tøj, selv om jeg vi vasker hele tiden, men HDD mente nu nok, at det gik. Indtil i går, hvor han var i legestue med en Varan iklædt rød body med store røde prikker (det var i øvrigt HDD, der havde givet Varanen tøj på, vil jeg lige indskyde), og samtlige tilstedeværende mødre havde været sikre på, at Varanen var en pige. SÅ fik jeg lov til at købe noget tøj. Gik muuuligvis lidt overboard, men når nu der var en sød dame, der havde omtrent en milliard stykker tøj til salg til en ok pris, så siger man ikke nej. Gør man?

Jaja, megadårligt billede. Men jeg har jo heller aldrig sagt, at jeg var børnemodeblogger, vel?! Pointen er, at der er MEGET tøj. Har lige vasket det i dag - 2 fudstændig proppede maskiner kunne det blive til. Så nu er vi vist rimelig sikre på, at der altid er noget at give Varanen på. Så længe han bruger str. 80 altså...

Øglen har jeg ikke købt noget til. Endnu altså. Det skal nok komme. Kredser lidt om en cykel med "pendaner" til hende, som hun har talt meget om på det sidste. Men jeg er lidt ude i de samme overvejelser som Mette mht. størrelse. Er bange for, at en 12" bliver for lille, men omvendt tror jeg, at 16" bliver for stor. Hmmm... What to choose?! Nå, jeg har jo lidt tid at løbe på - lige indtil jeg igen glemmer, at jeg ingen penge har.

Og hvis jeg en dag synes, at jeg mangler et reptil eller flere, så er det godt at vide, at der er nogen billigt til salg lidt længere nede ad gaden...


- Postet fra mini-Padden

tirsdag den 19. juni 2012

Ordene, der (næsten) forsvandt

Mine ord er blevet væk. De bliver brugt på alt muligt andet i øjeblikket, og derfor er der ikke så mange til overs til bloggen. Desværre.

Men hvis nu jeg havde haft posen fuld af ord, ville jeg have skrevet indlæg på indlæg om vores weekend, der blev spenderet i Huset på Bakken hos Mårmor og Mårfar. Om, hvor meget reptilerne hyggede sig. Om, hvorfor kuperet landskab kan dræbe al løbeglæde. Og om, hvor meget det i grunden holder at have weekend.

En udsigt, man simpelthen ikke KAN blive træt af 

Øglen leger med de nye stole i legehuset hos Mårmor og Mårfar 

Min smukke blomster-Øgle


Jeg ville også skrive et indlæg om, hvor sjov Varanen er i øjeblikket (også i øjeblikket). Hvor tit han knækker sammen af grin, og hvor tit jeg derfor også gør det. Og at han har fået et "stor-dreng-bilsæde" og nu sidder vendt samme vej i bilen som alle os andre. Jeg kunne sikkert også få et helt indlæg til at gå med det faktum, at han er ved at få en tand (mere). Et enkelt indlæg om Øglen og hendes gigantiske morsyghed (som indtil videre er ok - endda helt hyggelig fra tid til anden) kunne det nok også blive til.

Varanen i sit nye bilsæde. Som man vist lige skal vænne sig til, men som det nu er bevist, at man godt kan sove i, hvis man virkelig lokker, nusser og aer. Nu kan mutti i det mindste nå fra forsædet (hvilket er meget heldigt, for med to stks. kæmpe autostole kan mine fødedygtige hofter næppe klemme sig ned på bagsædet mere)...

En anden god ting ved det nye stor-dreng-sæde er, at Øglen og Varanen kan nå hinanden. Og holde i hånd. Awwww! (Og så tænker vi ikke på, at der nok kommer et tidspunkt engang, hvor de ikke længere gider holde i hånd, men i stedet gerne vil slå og drille)  

Og et indlæg om mine nye sko, som Cecilia lokkede mig til at købe, ville I heller ikke slippe for. Som rosinen i pølseenden tænkte jeg også på at skrive et indlæg om, hvor fantastisk det er at mødes med tre meget meget sjove damer på det vilde og uregerlige Nørrebronx en helt almindelig mandag aften og spise absurde mængder mad på Oysters & Grill, efterfulgt af en aftentur på Assistensen.

Gode skaldyr. Gode bøffer. Godt selskab. Naaaajs. (Fantastisk at være ude i voksent selskab, uden at skulle putte, rydde op og være husmor-agtig. Det fik HDD lov til. Efter han havde brugt næsten tre timer på at berolige morsyg Øgle og hystello Varan. Gnæg.) 

Men ingen af indlæggene bliver til noget, for jeg fattes som sagt ord. (Og jaja - der er da selvfølgelig brugt en hel del ord i det her indlæg, men det er jo bare en brøkdel af, hvad jeg kunne have brugt! Eggå!)

I stedet må I nøjes med at se billeder. Men med de motiver er det vel heller ikke så ringe. Jeg har jo verdens lækreste børn, skal I huske på...

- Postet fra mini-Padden

onsdag den 13. juni 2012

Onsdag

For nøjagtigt tre år siden blev Øglen døbt. Som den dedikerede mor jeg er, havde jeg naturligvis glemt alt om det, indtil Mårmor skrev en tillykke-sms. Hvorefter jeg, en passant i samtale med HDD nævnte noget om, hvor hurtigt tiden går, og at det ikke føltes som tre år siden, at Øglen blev døbt. Og kunne konstatere, at han i hvert fald også havde glemt det. (For god ordens skyld skal jeg så tilføje, at jeg rent faktisk afslørede for HDD, at jeg også kun vidste det, fordi min mor havde gjort mig opmærksom på det. Ved nærmere eftertanke burde jeg nok have holdt den bid information for mig selv for at fremstå totalt ovenpå-agtig).

Men er det egentlig sådan noget, man skal huske? For jeg har faktisk problemer nok med at huske at smøre madpakke (og det er ellers en dagligt tilbagevendende begivenhed), og i dag glemte jeg endda at fortælle pædagogerne i børneren, at Øglen havde en eksperimentel blefri dag. "Men det opdagede vi rimelig hurtigt selv", konstaterede de tørt, da jeg kom for at hente Øglen. Og hendes enorme bunke tiltissede tøj.

Plantedag. Øglen graver lyserøde blomster (meget vigtigt med farven!) ned i børnerens bed

Nå. Men tre år siden. Tillykke tillykke. Vi fejrede det med et festmåltid af fiskefrikadeller og ovnbagte rodfrugter (med noget med noget Urtekram-krydderi, nogen har være så søde at sende mig, og som jeg nok skal få skrevet et indlæg om - men det smagte godt og må siges at være rimelig nemt at anvende) - efter vi havde været til kombineret Plant en blomst-dag og loppemarked i børneren. Virkelig virkelig hyggeligt - særligt, da ham, der var i gang med at fræse fortovet op med en psykopat-betonstiksav (eller hvad sådan en nu hedder) LIGE uden for lågen, holdt fyraften, og vi andre igen kunne høre, hvad vi selv tænkte.

Øgle med Varanens nye yndlingslegetøj. Som kan spille mange sange. Rigtig mange! 

Pengene fra loppis går til noget julearrangement, og det vil man jo gerne støtte, så vi jeg købte for 125,- blandet tøj og plastic. Eller for 100,- faktisk - de sidste 25,- var til det gode formål. Alligevel rimelig billigt for to Småfolk-trøjer, en lun trøje/jakke til Varanen fra Okker Gokker og to viiiirkelig plasticagtige legeting. Den ene er der lyd i, og Varanen er allerede helt vild med den. Hvad er der med børn, altså? Hvorfor kan de ikke bare synes, at naturfarvede klodser er det fedeste i hele verden?

Hm... Tænketænke... Jo, dén her bog ser god ud. Ham Colin Powell er en god fyr, ikke?

Nå, men speaking of Varanen, så har han fået tilbudt vuggestueplads i dag i Øglens vugger. Fra 1. juli! Det er jo lige om lidt, mand?! En hel måned før behovsdato! Totalt luksusproblem, og der er da heller ingen tvivl om, at vi takker ja, men han kommer altså først til at begynde i august. Som i øvrigt også er lige om lidt. Begynder allerede at flæbe lidt bare ved tanken, men det skal nok blive godt. Blev der sagt!

- Postet fra mini-Padden

søndag den 10. juni 2012

Av mine stænger

Ja, jeg løber så stadig. Kom godt nok til at pjække fra den 6 km-tur, jeg ifølge mit program skulle have løbet i ugens løb, men til gengæld cyklede jeg en milliard kilometer (sådan føltes det) til noget med noget arbejde. Så det går nok lige o.p op (som virkelig onkel-agtige typer ville sige). Eller det lader vi i hvert fald bare som om, at det gør.

Havde sq nok egentlig også pjækket fra dagens tur, hvis det altså ikke lige var fordi, jeg havde meldt mig til Alt for Dullernes Kvindeløb for nogen tid siden. Fordi jeg efter 33,5 år kender mig selv så godt, at jeg ved, jeg har mega-meget nemmere ved at holde mig selv oppe på et projekt, hvis jeg forpligter mig til noget i forbindelse med det. Så Alt for Dullerne - here we come.

På snedigste vis lykkedes det mig at overbevise HDD om, at det ville være konge (som folk, der sidder fast i 90'erne ville sige), hvis han og reptilerne fik sig lidt frisk havluft. På den måde kunne de nemlig køre mig til (og fra) løbet, og jeg slap for at cykle alt for mange kilometer i højst ustadig vejr, der ikke kunne beslutte sig for meget andet, end at det i hvert fald skulle blæse. Så familien Reptil tog til Amager, og Øglemutti løb sammen med alle de andre kvindfolk, der også havde været så letsindige at melde sig til 10 km-ruten.

LøbeØgle

Bagefter fik Øglen mit løbenummer (HDD kunne nemlig berette, at Øglen var blevet lidt ked af det og havde sagt ting som "Jeg vil også have et nummer, så jeg kan danse" og "Hvornår skal jeg løbe mini-marathon?", da hun var blevet vidne til det kollektive vanvid som fællesopvarmning til sådan nogle konceptløb er kan være), dansede lidt og syntes generelt, at det var the shizzle at være på strand- og skovtur.  Og så gik turen hjemad. Til cafébesøg (efter et bad, bare rolig), kig på en lejlighed (man må godt ose, selv om man ikke har solgt endnu) og bunker af vasketøj. Til leg i stuen, kokkereren af aftensmad og ulvetime. Og - ikke mindst - til umanérligt ømme stænger. Det kan godt være, at Amager Strandpark udgør en vældig smuk kulisse for løbeture, men de der betonklodser, den er bygget op af, gør IKKE noget godt for knæ og hofter. Eller også er det bare kadaveret, der giver sig efter at have bevæget sig i andet end luntetrav gennem længere tid.

Goodybag. Som heldigvis ikke udelukkende indeholdt sunde og/eller mærkelige ting. den cremede brie bliver IKKE fortæret i aften, ligesom den grønne te heller ikke gør. Dippe-Dutterne (huh? Bugles, om jeg må be') fra Kim's gør derimod. Og chokoladen fra Marabou...

Nu sover reptilerne, og jeg overvejer at amputere et ben eller to. Eller som alternativ humpe ud i køkkenet og hente den goodybag, Alt for Dullerne udstyrede sine deltagere med. God søndag aften!

Og nåh ja. Tiden på det der løb? 53,45 sagde chippen. Wohoooo! (Og så ikke et ord om, at min Endomondo mente, at jeg stadig manglede at løbe 370 meter, før jeg ramte de 10 km. Internettet siger, at ruten var opmålt efter alle kunstens regler af DAF. Hvem de så end er. Men hvis internettet siger det, så er det rigtigt...)

lørdag den 9. juni 2012

Som en fisk i vandet. Eller noget.

Mig og Øglen har været i svømmeren i dag. For første gang, siden jeg var på barsel med hende. *Hostdårligmorhost*. Personligt er jeg ret ligeglad med svømmehaller, og at dømme efter Øglens reaktion på dem, da vi gik til babysvømning for tusind år siden, så er hun heller ikke den største fan. Men der sker jo som bekendt en del med sådan nogle smållinger i løbet af ingen tid, og når man så ovenikøbet går i børnehave med nogle seje store børn, der kan berette om svømmehalsture (og mini-marathon og alverdens andre sejheder), så vil man gerne prøve. Forståeligt nok.

Varanen nåede lige netop op på cyklen, fik spændt selen og var SÅ klar til sin cykeldebut, da Øglen flejnede og truede med at skrige Østerbro sønder og sammen, hvis hun ikke måtte sidde på cyklen (som i parantes bemærket var der, hvor hun blev transporteret rundt i dag. Varanen skulle bare lige prøve. Men nej, åbenbart)

Og mutti, martret af dårlig samvittighed over ikke at være sådan en, der går fast til svømning med kræet og/eller står og gjalder ♫ NÅR VANDET GÅR TIL NAVLEN SKAL DU STOPPE - DU STOPPE. GÅ ALLLLDRIG ALENE DERUDDDD! ♫ på Svanemøllestranden hver weekend, bakker hjertens gerne op om sådan et initiativ. Så af sted med os.

Stor succes! Ikke lige den del af det, hvor man skal spules under bruserne (indsæt selv skrig og skrål og et prøvende "jeg gider ikke rigtigt i svømmehallen alligevel, mor?"), men resten var et hit. Også selv om jeg blev beskyldt for at skovle vand i munden på hende, da hun blev lidt ivrig og kom til at sluge en rummeter tis klorvand. ("Arjjjj, mor! Du puttede vand i munden på mig! Det MÅ man da ikke! Det var ikke rart, mor!"). Så det er ikke sidste gang, vi har været derovre. Heller ikke selv om jeg lignede en flodhest i min virkelig outdatede badedragt. Eller en meget stor panda (noget med nogle mascara-rande under øjnene).

Fandt et sejt loppemarked på Østerbronx, der da lige havde lejet en hoppepude. Så Øglen hoppede sig helt flad, mens vi osede lidt 

Resten af dagen har vi ikke lavet det store. Trillet lidt rundt med søvnløs Varan (what else is new?). Været på legepladsen. Leget derhjemme. Solgt dobbeltklapperen. Set dvd om vilde dyr sammen med Øglen, mens jeg muuuuligvis har småblundet lidt. I hvert fald var der noget med noget mix-up af en haj og en "kængura", hvor jeg først vågnede sådan rigtigt op, da Øglen vantro spurgte "ER det der en haj, mor?! Er du sikker?", og jeg slår øjnene op til en kængura i fuld firspring over en eller anden mark. Hmmm... Og haft to reptiler, der i dén grad har hygget sig i hinandens selskab med sprutten, sprællen og skraldgrinen.

Gyngende reptiler

Gyngefrans, Hipstamatic-style. Hvor den hjemmestrik (egentlig Øglens), der erstatter hans sædvanlige trøje, som er til vask, ser lidt mindre rød og lyserød ud, end den er i virkeligheden...

Reptilerne leger og griner  

Dejlig lørdag. Flere af dem. (Og knap så mange søndage, hvor jeg skal løbe 10 km på Amager. Suk).

torsdag den 7. juni 2012

Husvild to be

Nå. Så er man sådan nogen, der har sat sin lejlighed til salg. Der kan man bare se.

HDD har i længere tid snakket om at flytte, mens jeg har været sådan lidt "hvoffor det"-agtig. Det er jeg for så vidt stadigvæk, men HDD's argumenter for at flytte har alligevel sneget sig ind i hjernebarken hos mig og er endt med at give meget god mening. Og hvorfor vente til i morgen med at gøre noget, man kan fikse i dag, såeh... lejligheden er hermed til salg. Udenom mægler i første omgang; man er vel optimist.

Køkken...

Så er der nogen, der lige står og mangler en jävla-fin 4V andelslejlighed på det inderste indre Østerbro, så sig lige til, ing'? Der er et stort set nyt køkken, tagterrasse og en rætti hyggelig gård, masser af børn, ladcykler og speltmødre. Så kom endelig frisk.

Tagterrassen. Som kan få Varanen til at sove. Nogle gange. Så den er virkelig speciel...

"Hvor skal I så bo?", tænker I nu (jo, I gør). Og det er et virkelig godt spørgsmål. For vi aner det ikke. Ud over altså, at det skal være på Østerbro. Vi har lavet indtil flere Hvor Skal Vi Bo-øvelser med projektleder-post it's. Drukket en trilliard kopper kaffe over emnet Hvor Skal Vi Bo. Genoplevet vores Forstadseventyr og overvejet muligheden for at flytte ud af byen igen. Og har endda udvidet vores boligkiggeri til andre bydele. Men hver gang er vi endt med at vende tilbage til lejligheder i en overskuelig radius af Øglens børnehave. For der er hun glad og tryg. Og vi er glade og trygge ved at have hende der. Og vi er glade og trygge ved at have børn på Østerbro. Og har virkelig ikke mod på forstadslivet endnu. Have, fyr i kælderen og egne tagsten er ikke lige os, hvorimod byen, en altan, en hyggelig gård, osv. er. Så - Østerbro it is. Og hermed har vi også taget en endelig beslutning om at blive i byen om ikke igennem hele skoleforløbet for Øglen og Varanen, så i hvert fald gennem en seriøs bid af det.

Gården. Og ja, det er mig i de gule bukser med barnevognen. Undskyld. Jeg vidste ikke, min r*v så så stor ud i dem

Vi skal bare liiiiige finde noget at bo i herinde. Så kender I nogen, der har en lækker 5V (eller større) ejerlejlighed til salg på Østerbro (gerne inderste indre, hvis det kunne lade sig give sig - uden vi af den grund har en billion at smide efter den), hører jeg og resten af Cirkus Reptilikus meget gerne fra jer!

mandag den 4. juni 2012

It's not a dick!

Varanens yndlingslegetøj er for tiden - og har været det længe - en porre. Af stof, jovist, men ikke desto mindre en porre.

Han har annekteret den fra Øglens legekøkken, hvor der forefindes legemad i alverdens materialer. Og eftersom stof-porren er noget nemmere at holde på og tygge i end de små træblommer og de hæklede muffins, ja så blev kærligheden kastet på porren.

En ting er, at man godt kan føle sig en kende udenfor, når alle mødre omkring en hiver søde og lidt mere legetøjs-agtige ting op af pusletasken til poderne, og man selv har et afkom, der er tilfreds med en porre. Eller en grydeske i en snæver vending. En anden ting er, at jeg er blevet gjort opmærksom på, at porren ikke nødvendigvis ligner en porre så meget. Men snarere ...noget andet...

It's not a dick! 

For den rene er alting rent, jo, men efter at være blevet gjort opmærksom på det flere gange, kan jeg jo efterhånden godt se, at der kan være noget om snakken...

En dreng og hans porre...

I øvrigt har Varanen lige haft besøg af Sunderen til sit 8 måneders tjek. 75 cm (no pun intended) og 10,9 kg guldklump, der selvfølgelig er helt og aldeles perfekt. Og tilsyneladende gør vi alting heeeeelt rigtigt, hvad angår mad, kravleri og søvn. Så man kan spørge sig selv, hvorfor Varanen så STADIG ikke sover her kl. 20, når nu putningen begyndte kl. 18. Men det lader vi være med at spørge om. Og æder nogle flere kammerjunkere og ser lidt flere afsnit af Malcolm in the Middle. Fordi jeg blev færdig med hele Frasier-serien i går. Mens jeg hoppe-tysse-lullede Varanen i søvn i bæreselen. Skråplan, blev der sagt...

Sove? Mig? Men nu sidder jeg jo lige her og leger, mkay?

- Postet fra mini-Padden

fredag den 1. juni 2012

Oh ve, oh klage

Jeg er normalt ikke sådan en, der klager. Brokker mig til alle, der gider høre på mig, javist, men klager til selve kilden til mit brokkeri - nix. Indtil nu, altså.

Det startede for et par måneder siden, hvor jeg sendte en (sober) mail til de der Hipp-børnemad-typer om, at jeg havde fundet et stykke blåt plast i deres Godnatgrød. Og at det, selv om det var ganske lille, meget bøjeligt og formentlig ikke udgjorde nogen decideret fare for et lille babysvælg, ikke var noget, jeg forventede at finde i fødevarer. Til nogen aldersgrupper.

Hipp var hurtige i deres svar, og deres klage-mekanisme fungerede upåklageligt (tøhø). Og nu er jeg så den glade indehaver af nogle ret grimme Hipp-hagesmække(r?) og en udførlig beskrivelse af, hvordan Hipp-mad bliver til og kommer på glas.

I går klagede jeg så igen. Over måske nok verdens sureste servitrice på en af mine (nu tidligere) yndlingscafeer. Der kan være mange årsager til hendes virkelig sløje humør - hendes hund var måske blevet kørt over, der har muligvis været en hel hær af aliens inde og splitte cafeen ad (så nu ellers ikke sådan ud), eller kæresten havde slået op via et sing-o-gram, men det er sådan set sagen underordnet og i givet fald heller ikke noget, Øglen og jeg kunne have været skyld i. Vi skulle bare lige ind og have et stykke kage inden lumikki, og uforvarende trådte vi så ind i en meget tæt tordensky. Så jeg klagede. Eller - gjorde opmærksom på min utilfredshed, må jeg hellere sige. Som en form for service overfor et sted, jeg ellers er meget glad for at komme. Er nemlig ret sikker på, at jeg ikke er den eneste, der ville føle mig generet af det harske humør...

Og nu overvejer jeg så at klage igen. Denne gang til ejendomsmægler, der 10 min. efter aftalt tidspunkt stadig ikke var dukket op. Og hans stemme-er-i-overgang-og-jeg-har-med-al-sandsynlighed-et-for-stort-jakkesæt-på kollega, var ikke specielt behjælpelig, da jeg ringede derind. Eller, dvs., at han tilbød mig mæglers mobilnr. 3 gange. Og jeg takkede nej - 3 gange - fordi det i min bog ikke er mig, der skal ringe, når det er ham, der er forsinket. Men det fik jeg selvfølgelig ikke set lejligheden af.

Mens jeg er i gang, kunne jeg egentlig også godt tænke mig at klage over helvedes-regnbyge, der fangede mig midt i Hvidovre af alle steder, så jeg nu er i proppet s-tog med en trilliard mennesker, der også lugter af våd hund.

Så nu er det, jeg tænker, at jeg måske i virkeligheden ER sådan en, der klager. Sådan en mavesur gammel mor-type, der får indhold i tilværelsen af at hælde galde ud over andre. Gys!

Må hellere komme hjem og få tørt tøj på og tage ja-hatten på. For nu er det jo weekend, og det klager jeg (trods alt) ikke over!



...klagepolitiet?!

- Postet fra mini-Padden

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...