onsdag den 26. september 2012

Guldkorn og let panik

Øglen (på vej hjem fra børnehave): Se mor!! (Peger på militærhelikopter lige oven over knolden på os)

Mig: Ja, det er godt nok en stor helikopter, hva'!!

Øglen (begejstret): Ja! Jeg tror, den er ude og redde nogle mennesker!

Mig: Dét tror, jeg du har ret i, skat.

Øglen: ... i Afrika!

Mig: Tror du, den har været i Afrika og redde mennesker? Jamen, det kan da egentlig godt være (syntes ikke lige, jeg gad begynde at forklare hende om afstande mellem kontinenter, der midt i regnen med flitsbue-Varan i bæreselen).

Øglen: Ja! Eller i Sydhavnen!

... Same same. Eller noget...

Ellers går det godt. Vi panikker stadig lidt over den der boligsituation, men der bliver også tid til rare ting. Som min fødselsdag, forleden. Nu er jeg så 34 og totalt gammel. Men jeg føler mig ikke en dag over 25. Undtagen, paradoksalt nok, PÅ min fødselsdag, hvor jeg følte mig som en på 160. Men det hang vist mest sammen med, at Varanen valgte at fejre min fødselsdag i halvanden time om natten inden. På skrigemåden. Nå, men jeg fik gaver og sushi. Hvilket jeg ikke plejer på en helt almindelig tirsdag, så det var ikke så tosset.

Udsnit af gavehøst. Lækkert tørklæde fra Nümph (som jeg forelskede mig i, da Husmoderens study-buddy havde det på, da hun var på besøg i Tændstikæsken - lang historie, men æres den, der æres bør), en hipster-rygsæk fra Sandqvist og et par New Balance 420. <3

Der er også tid (eller, altså - vi tager os tid!) til kærestetur til Berlin i den kommende weekend. Uden børn. For nu er Varanen blevet et år, og så må vi godt. Eller noget. Kæresteture kan vi godt lide, sådeeeet....

Men SÅ har jeg også hørt noget om, at vi skal have fingeren ud, hvad angår planlægning af hele boligmisèren. Havde jo ellers lidt håbet, at nogen gav mig et hus i fødselsdagsgave, men nej åbenbart... I kan nå det endnu. Og I behøver ikke at pakke det ind. Er ikke kræsen på den måde.

- Postet fra mini-Padden

mandag den 24. september 2012

Træk vejret heeeeelt ned i maven...

Først: Tusind tak for alle jeres lykønskninger med den skønne Varan. Vi havde en fantastisk dag - og weekend - hos Mårmor og Mårfar, hvor der blev fejret og hygget i stor stil. Og spist kage. Reptilerne fik al den kage, de kunne spise, og det er faktisk ikke så lidt, skulle det vise sig. Øglen havde udpeget en Othello-lagkage hos bageren, som blev indtaget lørdag, mens søndag stod i kagemandens tegn. Søndag kom onkel, tante og de to kusiner også og var med til at fejre, så der var i dén grad dømt fest. Og der var et par reptiler, der gik omkuld m e g e t kort tid efter, at bilen havde forladt den vestsjællandske købstad.

Othello-Varanen

Kagemand. Brunsviger. Nammenammenam! Pyntet af Øglen og den store kusine. Under skarp observation af mig, så vi ikke risikerede gråd og tænders gnidsel over, hvem der fik lov til at putte mest/mindst slik på...


Dernæst: Paniiiiiik! For i går, da vi kom hjem fra fødselsdagsweekend, tikkede der en mail ind fra vores udlejer. Og ved I hvad? Tændstikæsken er blevet solgt.

...

Argh!

Altså, den er blevet solgt. Som i SOLGT! Som i vi skal finde noget andet at bo i inden 1. november.

Ok. Træk vejret ind. Pust ud. Træk vejret ind. Pust ud.

Vi vidste jo godt, hvis vi tænker efter, at der var en reel chance risiko for, at det rent faktisk ville lykkes vores søde udlejer at få solgt lejligheden på et eller andet tidspunkt, men som de optimistiske (på egne vegne) personer vi er, regnede vi ikke lige med, at det blev, mens vi boede her. Eftersom lejligheden har været til salg i flere år. År. ÅR, blev der sagt. Og så bliver den solgt NU?! Altså, come on! Jeg VIDSTE, at vi ikke skulle have ryddet så fint op, da der var fremvisning forleden. Stødte på mægleren, da han var på vej ud, og han var helt oppe og køre over, hvor fint der var. Men jeg kan da også forestille mig, at det må være nemmere at sælge en beboet, møbleret lejlighed end den tomme skal lejligheden hidtil har været...

Såeh. Status er nu, at vi har fem uger til at finde noget andet at bo i. Gerne noget hus, så vi kan flytte direkte ind og slipper for endnu en mellemstation. Men sandsynligheden for at finde et hus, underskrive den fantasillion dokumenter, et køb kræver, få lynhurtig overtagelse og gøre pågældende hus bare en anelse beboeligt inden indflytning (det beløb, vi kan låne, signalerer primært 'dødsbo', 'håndværkertilbud' eller 'almindelig dårlig stand'. Hvis vi går efter 'indflytningsklart, nyt og lækkert', skal vi et pænt stykke længere væk fra Kbh, end vi kigger lige nu) OG i øvrigt finde - og få - institutionspladser til begge børnene, må siges at være temmelig lille. Måske på niveau med sandsynligheden for at finde hovedet fra en Legomand i en grusgrav? Eller at få kendskab til multimillionær-onkel bosat på Påskeøerne, som har besluttet sig for at testamentere alt til sin ukendte niece og hendes reptil-familie? Som jeg sagde: lille sandsynlighed. Meget lille.

Nåmn. Så gør vi da bare det. Eller noget. Jeg håber ikke, at det hus, vi skal ud og kigge på på onsdag, læser med her, for så er der da dømt præstationsangst til det, så det basker. Det skal såmænd bare lige være alt det, vi drømmer om - intet mindre. Uden skimmel, tidligere beboere, der er sevet ned i gulvbrædderne eller el, der er i fare for at futte hele hytten af. Det er vel ikke for meget forlangt? Vi kan endda leve med, at der er noget tag og noget fyr (eller varmtvandsbeholder, eller et eller andet andet hus-agtigt), der skal skiftes. (Det siger byggesagkyndig-Farfar, at det skal). Så vi er så'n rimelig nemme at stille tilfredse på dén måde. Men overordnet, så skal det sq være i orden. Mavefornemmelsen især.

Hvis ikke, jamens så må vi kigge videre. På fast forward-måden. Og dukker der slet ingenting op, kunne det være, at vi skulle til at kigge på andre steder at bo. På lejemåden, altså. Og det bliver vi nok nødt til alligevel. Hvis man nu skal tage de voksne, realistiske briller på. Og det skal man jo, når man har et par børn. Men for hævlød altså.

HDD og jeg ved godt, at vi om nogen tid (lang tid, tænker jeg) ser tilbage på denne her tid og kan se det som en sjov anekdote. Det glæder jeg mig til. Lige nu føles det mere grotesk end sjovt, og jeg gad v.i.r.k.e.l.i.g godt, at vi kunne finde vores nye base snart! Også selv om jeg godt ved, at reptilerne ikke går i stykker af at blive flyttet en gang til, før vi finder "Det Nye Hus" (som efterhånden er lidt af en institution hjemme hos os. Øglen finder jævnligt nye møbler til det i antikbutikken nede på hjørnet, og hun glæder sig enormt til at få en have med "mange trampoliner, mor").

Nå. Det nytter jo ikke noget at brokke sig. Måske det hjælper at råbe røv?


...







RØV!





Det hjalp faktisk lidt. Nu vil jeg lave mig en kop te, putte mig endnu mere under Øglens dyne (Tændstikæsken er piv-utæt), knibe øjnene sammen og råbe la-la-la-la. Og satse på, at det også hjælper...

lørdag den 22. september 2012

For ét år siden...

På en dejlig efterårsdag for præcis ét år siden, kom verdens dejligste Varan til verden. Klokken var 06.51, morgenlyset brød igennem gardinerne på fødestuen på Rigshospitalet, og vi var nogen, der var trætte efter at have haft veer i 28 timer. Heraf fem kvarters presseveer. Av av av. Men ud kom han, min skønne kleppert - 4.252 g herlighed fordelt på 52 cm. Med en tyk, sort manke, gode kinder og de mørkeste mørke øjne. Min egen lille Varan. Og adrenalin, lykke og uendelig kærlighed overtrumfer som bekendt selv den værste træthed, så 3 timer efter fødslen, gjorde vi os klar til at tage hjem med det lille nye familiemedlem i favnen.


Opstigning af trapper til fjerde sal kan ikke anbefales efter at have fået kløvet kroppen på langs, men det gik (tak, adrenalin og hormoner), og så sad vi dér. I vores lejlighed, der sjovt nok lignede sig selv fra vi tog af sted omkring 9 timer tidligere. Bare med den lille detalje, at der nu var en mere, end der plejer.

Vi havde formiddagen og eftermiddagen for os selv, HDD, Varanen og jeg, og tiden blev brugt på at nusse, ae og beundre det lille nye væsen, stene, nyde og forsøge at sove. Forgæves, naturligvis. Sidst på eftermiddagen kom Øglen hjem, og så begyndte livet som familie på fire for alvor.

Der har været op- og nedture i det forgangne år. Søvn-, samvittigheds- og tids-kriser. Følelsen af hænder og kræfter, der ikke slår til. Afmægtighed over for søvnløse reptiler, der på ingen måde har borget for hus- eller sjælefred. Og tanker omkring, hvorvidt jeg - vi - nu også gør det godt nok. Men! Midt i alt virakken, har der altid været en grundlæggende følelse af, hvor rigtigt det hele føles. På trods af det slid og slæb som unægteligt følger med at være en familie med to små børn. Og så har der været kærlighed. En masse. En tilsyneladende uudtømmelig strøm, som bare vokser og vokser, og jeg undrer mig jævnligt over, hvor meget kærlighed det mon er fysisk muligt at rumme.

Vi er i sagens natur alle vokset i løbet af det sidste år. I højden og i drøjden. Men også i overført betydning. For man vokser af at få et barn. Og vokser yderligere af at få et til. At få det hele til at klappe - eller i hvert fald at gøre forsøget på det. At se ens familie blive knyttet tættere og tættere sammen. På trods af kronisk træthed og mangel af tid til noget som helst, der ikke har med børn at gøre. Og at se ens børn holde af hinanden på en måde, som man kun havde turdet drømme om. (Og så ignorerer vi lige de dage, hvor Øglens vokabularium tilsyneladende kun indeholder sætningerne "Neeeeeeej, Varan! Du må ikke være med!")


I sit første år er Varanen gået fra hjælpeløs stor lille baby til viljefast dreng, der mener, at han kan og vil selv. Gerne alting. Og går tingene ikke lige, som han havde tænkt sig dem, så har han udviklet et helt særligt hidsighedsskrig, der går gennem marv og ben. 'Mågeskriget' er det blevet døbt herhjemme. Men bortset fra stædigheden sin viljefaste væremåde, så er han et mildt gemyt. Der skal ingenting til at gøre ham glad - et trut på maven, en kildetur, en bold, der triller eller en sang i radioen.

Yndlingsbeskæftigelserne pt. er titte-bøh (all time favourite - har styret i flere måneder efterhånden), boldspil og at klappe. Og så selvfølgelig at rejse sig op ad alting. Uanset, hvor hasarderet det så end måtte være. Han er frygtløs, og han befinder sig glimrende i sit eget selskab - hvis det vel og mærke er ham, der har besluttet sig for at kravle for sig selv og lege. Jeg skal ikke prøve at være den, der forlader selskabet - så bliver der klynket. For det kan godt være, at man er en selvstændig lille herre, men man er altså også en kende morsyg.

Afleveringerne i vuggestuen er derfor blevet outsourcet til HDD, der dag efter dag kan berette "der var ingenting overhovedet. Han grinede ovenikøbet til mig, da jeg vinkede farvel". Det var ikke helt samme scenarie, der udspillede sig, når jeg var den afleverende ånd, så nu afleverer jeg Øglen i stedet. Og henter Varanen. Meget bedre...

Ord er der endnu ingen af, men det betyder ikke, at han ikke snakker, ham Varanen. Der er bare ingen - ud over Øglen - der forstår, hvad han siger. Selv om jeg efterhånden har grejet, at "mam-mam-mam" betyder mad eller sut, at "DAH!" betyder hej, hov, se eller andre udbrud, og "bufff" betyder alt mellem himmel og jord. Ingen dyrelyde endnu eller tegn på et lillebitte "Mor!", men Øglens navn har han dog styr på.


Fødselaren har stadig sin 1 års-undersøgelse til gode, og derfor kan jeg ikke tegne en graf over udviklingen af hhv. længde og vægt (det kunne jeg sq nok heller ikke alligevel). Men han bruger str. 80 i tøj (og sniger der sig indimellem en body på i str. 86, er der ingen skade sket. Str. 80 synger måske i virkeligheden på sidste vers?), så jeg gætter på, han ligger på omkring de 81-82 cm i længden.

Vægten tør jeg næsten ikke gætte på. Øglen vejer 1,6 kg mere, end der må være i en flyttekasse, der skal bæres af flyttefolk fra fjerde sal, nemlig 16,6 kg. Og til sammenligning synes jeg jo ikke, at Varanen er markant lettere. Qua sin størrelse rent højdemæssigt, anslår jeg ham dog til at veje lidt mindre, men jeg ville blive overrasket, hvis han vejer under 13 kg, når han skal til lægen om en måneds tid. Såeh... 13,7 kg gætter jeg på. Hvilket måske også kan forklare, at det er en absolut umulighed for mig at have ham på én arm længere, mm. han sidder på min hofte. Det der vuggestilling på én arm - forget it! Ikke kun fordi, han tilsyneladende hellere vil springe ud i fri luft end at ligge sådan, men fordi han simpelthen er for tung.
 
Det er måske derfor ikke overraskende, at mad er et stort hit hos Varanen. Den mad vi andre spiser, vel og mærke. Og så lige Havrefras uden mælk. Det er flere måneder siden, jeg godt kunne pakke sammen med min grødkogning om morgenen, for han gider ikke spise det. Havregryn, derimod. Ligesom Øglen og undertegnede - dét er der noget ved. Nemmere, helt klart, og den bekymring, jeg et kort øjeblik havde om, hvorvidt han så fik erstatning nok, den er helt klart blevet gjort til skamme. Eftersom Varanen typisk tyller 2 flasker ved sovetid. Såeh - jeg tror, han er dækket ind... 

Apropos mad, så var det de her grimrianner, Varanen havde med i vuggestuen som fødselsdagsfejringsfoder i går. Idéen var, at de skulle være en del pænere (og mindre onde), end tilfældet er. Men jeg trøster mig ved, at aftagerne kun er omkring 1 år gamle og derfor ikke har sprog nok til at håne udseendet. Og så tænker jeg, at tilstedeværelsen af både glasur, rosiner og lidt sukkerdrys er nok til at formilde selv de værste kritikere...

Men nå. Jeg kunne fortsætte i timevis om, hvor fantastisk Varanen er. Men jeg tror, I er med på det efterhånden. I stedet vil jeg gå ind og kigge på ham og nyde og frygte lidt, hvor meget gåpåmod han - også - har, når han er på udebane. Vi fejrer nemlig fødselsdag hos Mårmor og Mårfar (der er noget med en Tændstikæske, der ikke har plads til at huse gæster), og der er både en hund, nye legesager og en hel del trapper af sten, gisp!, der skal forceres.

En kende groggy efter en hård nat...

Tillykke med fødselsdagen, min elskede Varan. Tak for dit første år, og tak for dig!

---
Note: Dagen i dag er ikke bare Varanens 1 års fødselsdag. Det er også 2 års-dagen for slutningen på min fejlslagne graviditet i efteråret 2010. Efter flere frugtesløse scanninger, pletblødninger og andet spændende i september 2010, kulminerede det i et endegyldigt punktum i form af styrtblødning, dejsen om i en garnbutik af alle steder og en tur på hospitalet 22. september 2010. Det er faktisk først for nyligt, at jeg er kommet til at tænke på, at der præcis er et år mellem de to begivenheder, men jeg synes faktisk, at det er en ret fin ting. Det kan godt være, at jeg mistede noget 22/9-2010, men til gengæld fik jeg fuld kompensation og mere til et år senere. Og han var bestemt værd at vente på, ham Varanen! :-)

torsdag den 20. september 2012

Den vilde Øgle

Lokation: Reptilværelset, Tændstikæsken

Tidspunkt: Et pænt stykke over nogens puttetid. Fordi nogen andre brugte pænt lang tid på at brokke sig pænt meget i noget tremmeseng.

Humør, Øglen: Forrygende. I den øvre ende af en tipunkts skala, vil jeg vurdere.

Humør, mig: Væsentlig mere sammenbidt.

---

Mig (for hundredesyttende gang): Du skal sove, Øgle. Ikke læse, rumstere, drikke mælk, pakke dig ind i fars t-shirt, have creme på benene, eller andre overspringshandlinger.

Øglen: Men men men *indsæt selv milliard undskyldninger for ikke at sove*

Mig: Ok, fint. Men hvis du ikke skal sove, så skal jeg ikke sidde herinde og holde i hånd. Så går jeg ind i stuen (den ultimative trussel ved sovetid).

Øglen: Neeeeej, mor. Bliv.

Mig: Hrmpf. Ja. Det hænder, at jeg bliver temmelig umoden, når jeg på tolvhundredende time er i gang med putteriet.

Øglen (rumsterende): ... Hvorfor er du egentlig så sur, mor?

Mig: Jeg er ikke sur, skat. Jeg forstår bare ikke, hvorfor du ikke vil sove.

Øglen: Det ved jeg ikke mor. Jeg tror bare, det er fordi jeg ikke kan styre mig.

Mig: Du kan ikke STYRE dig?! *fnis* Hvad mener du?

Øglen: Jeg mener, at jeg ikke Kan. Styre. Mig! Det er fordi, jeg er helt vild.

Mig: ... Oka-aay... ... Godnat, Øgle.

Øglen: Godnat, mor.

...og 2 sekunder efter sov det vilde og uregerlige pigebarn... ;)


- Postet fra mini-Padden

søndag den 16. september 2012

Tæpper til salg

Min gamle mødregruppe var rætti rætti god. Bevares - den nye fejlede heller ikke noget (de gange jeg altså var der), men det blev aldrig det samme. Måske var den første så god, fordi det var første gang, og behovet for sparring og et forum at vende alle sine tanker (og dem var der mange af!) i var større dengang. Eller også var det fordi, jeg var heldig at havne i mødregruppe med de skønneste damer og ditto børn.

Ud af de fire andre mødre ser jeg stadig de tre jævnligt, også selv om en af dem er rykket uden for byen (så måske det kan fortsætte, selv om vi også bliver sådan nogen, der flytter ud af byen på et tidspunkt), og jeg er ovenikøbet så heldig, at en af de andre var på sin anden barsel på ret præcis samme tidspukt som jeg. (Det KAN have været udslagsgivende for min ringe mødefrekvens i mødregruppe 2, at jeg har haft C til at brokke mig til, grine sammen med, sammenlignet babyer med, osv.) Og fra 'bare' at have været mødregruppe-buddies, er vi blevet veninder i løbet af det seneste år. (Ret mig, hvis jeg tager fejl, C).

Nå, men C er velsignet med en mor, der syer. Afsindigt godt, ovenikøbet. C's første pusletaske var syet af hendes mutti, og jeg er sikker på, at jeg taler på hele mødregruppens vegne, når jeg siger, at der er blevet kastet mere end ét misundeligt blik i dens retning.

Desværre syer C's mor ikke pusletasker mere, men til gengæld har hun kastet sig over quiltede (kviltede?) tæpper i stedet. Og det er hun dæleme også god til. Nu er hun imidlertid løbet tør for børnebørn at sy til, og da C måske alligevel synes, det er overkill at have 10 tæpper til hendes to børn, har hun besluttet sig for at sælge de otte sidst ankomne. Tæpper, ikke børn.


Og det er her, jeg - og I stakkels tæppeløse stakler - kommer ind i billedet! Jeg har nemlig været så heldig at få lov til at prøve at sælge de otte tæpper, og selv om det her ikke er en salgsblog (det ER det ikke. Ama'r. Bare se bort fra de øvrige salgsrelaterede indlæg, her har været) skal det være mig en udsøgt fornøjelse. For nu har jeg jo egenhændigt gramset på tæpperne, og jeg lover jer, de er lækre. Og pæne. Og så er de ovenikøbet også billige - 200 bobs for unika-tæpper med 95% søvngaranti hos baby, og underholdningsfaktor for de lidt større babyer, der kan ligge og stene over mønstrene i stoffet. Lavet af bomuld og måler ca. 75-80 cm x 75-80 cm.

Tæppe 1 og 3 er nu solgt

Tæppe 5 er væk

Der er selvsagt kun ét af hver slags (unika, sagde jeg jo!), så det er først til mølle. Så trænger du til et lækkert svøb, et legetæppe eller slet og ret pynt til børneværelset eller -sengen, så køb da lige et tæppe, hva'? Det kunne også være alletiders gaveidé til din nybagte veninde eller så'n noget. Og uden at have tjekket, så kunne jeg forestille mig, at C's mor synes, det er ok, hvis du fortæller selvsamme veninde, at du da selv lige biksede tæppet sammen på den gamle Pfaff derhjemme... Bare så du fremstår totalt krea-agtig og overskuds-typet.

Send en mail til mig (shopamokka@gmail.com), hvis du er interesseret, så skal jeg ekspedere den videre i systemet asap. Hov - det er køber, der betaler porto, hvis I ikke vil afhente på Østerbro. Omkring en halvtreller, vil jeg gætte på. Og er der spørgsmål, så stil dem i kommentarfeltet - så skal jeg (eller C?) forsøge at svare.

- Postet fra mini-Padden

onsdag den 12. september 2012

Hej Nye Bank

Nåmn, nu vi sådan har solgt vores lejlighed og skal ud og have et hus (er stadig lidt i chok over, at det jo nok er det, vi skal have, men jeg vænner mig vel til det, tænker jeg?), så skal vi også have en ny bank. Fordi den bank, vi lige nåede at skifte til, før vi besluttede os for at sælge, desværre ikke tilbyder realkreditlån. Jowjow, vi forstår at time det, men da det ikke var så længe siden, vi skiftede bank, tænkte vi, at det nok bare var piece of cake at skifte tilbage til vores gamle bank.

Det virkede da også rimelig lige ud af landevejen, og HDD holdt et møde med vores bankrådgiver, der kunne berette, at alt så fint ud, og at vi naturligvis var velkomne tilbage som kunder, når vi havde solgt vores lejlighed og skulle ud og købe en ny bolig.

Fint nok. Sælgesælge bolig. Og så tilbage til Nykredit* (for det er dem, det er) og sige "Hej! Nu har vi solgt. Vil I lege nu?" Det ville de gerne, sagde de, de skulle bare liiiiiiige se en hævløds masse papirer. Jamen, selvfølgelig - værsågod. Kiggekigge papirer, ventevente med at vende tilbage på henvendelser og tilsidst - indkaldeindkalde til møde. Hvor vores bankrådgiver desværre udviste eklatant mangel på talforståelse (og hvis jeg kan se det, står det virkelig sløjt til) og - værst af alt - modvilje mod at lytte til argumenter som "Jamen, altså - hvis du tager vores samlede indtægter og trækker vores samlede udgifter fra, så kan du aldrig få det rådighedsbeløb, som dit system siger". Men computer says noooo, så vi gik fra mødet med løftede pegefingre og "I må vel nok kunne forstå"'er.

Billede lånt her

Der skulle vi så nok bare have sagt adieu til Nykredit, men vi har jo været glade for dem tidligere, så vi kontaktede en anden filial. Deroppead, hvor vi gerne vil købe et hus. For måske de var lidt bedre til at regne?

Ved ikke, hvad vi havde regnet (tøhø) med, for selvfølgelig bruger Nykredit I Forstæderne samme system som Nykredit Inde i Byen. Og Nykredit i Forstæderne bruger ovenikøbet også en særligt patroniserende type bankrådgivere, der grillede HDD en time til et møde, jeg heldigvis desværre var forhindret i at deltage i. Sjældent har jeg set HDD så arrig, som da han kom hjem fra det møde. Men jeg forstår ham egentlig godt - jeg ville heller ikke være blevet venligt stemt over for handelsskole-type med overbærende attitude og en konklusion, der hed "Nu vil jeg gerne bede jer om at leve på det her budget, jeg har sat op for jer i 6-12 måneder. Prøv at bevise, at I kan det. Derefter - SÅ kan vi tale om, hvorvidt det er en god idé at låne penge til et hus". Argh. WTF, altså?! Uden at gå i detaljer, så kan jeg berette, at vi kommer med et ikke ubetydeligt beløb i hånden efter salget af vores lejlighed, vi lever temmelig fornuftigt, og vi har en hæderlig opsparing. Og alligevel behandler de os, som om vi er to utilpassede unge (jo, vi er unge!), der har brug for en formynder.

I think not! Så nu har vi været på bankjagt (riiiimelig kedeligt, synes jeg, men Excel-rytteren HDD har boltret sig som en fisk i vandet), og i dag har vi simpelthen fundet vores nye bedste venner. I Nordea. Det er meget muligt, at nogle Nordea-filialer lader noget tilbage at ønske, men de rådgivere (i flertal) vi var til møde hos i Nordea I Forstæderne, var noget nær de rareste mennesker, jeg længe har mødt. De var høflige, informative og engagerede - og de deres system kunne desuden godt regne. Allerede dér førte de på points. Derfor så deres tal meget ud som vores (eller - HDD's tal. Jeg er så tæt på at være talblind, som man kommer uden egentlig at være det), og efter et behageligt møde, hvor ingen havde nævnt noget om formynderi eller absurde regnestykker, der angiveligt skulle give os et astronomisk rådighedsbeløb (I wish!), trykkede vi hånd og gik ud af døren med et lånebevis i tasken. På det beløb, vi havde håbet på. Et beløb, som måske nok ikke køber os et slot, men et beløb, der kan købe os et lille, hyggeligt hus uden de store dikkedarer. Ligesom vi gerne vil have det.

Så nu har vi fået en ny bank. Og et lånebevis. Så gæt lige, hvem der snart skal ud og ose huse?!?

--

*Jeg plejer ikke at hate på navngivne personer eller virksomheder her på bloggen. Det anser jeg ikke som værende god stil. Men jeg anser det heller ikke for god stil at lægge en sådan opførsel for dagen, som vi har modtaget hos Nykredit. Derfor gør jeg i dette tilfælde en undtagelse...

tirsdag den 11. september 2012

To dage, tre byer

Det kan godt være, at jeg pev lidt, da HDD var på fornøjelsesarbejdstur i sidste uge, og jeg var alene hjemme med reptilerne i Tændstiksæsken et par dage. Det kan også godt være, jeg blev en anelse bitter, da HDD postede et billede af den menu, de skulle indtage senere på aftenen på den der fornøjelsesarbejdstur, mens jeg skulle til at i gang med at skrubbe fladmast fiskefrikadelle af samtlige flader i lejligheden, fordi Varanen var særdeles begejstret for aftenens menu.

Presset ved selv at stå for aflevering og afhentning, huske at handle og i øvrigt også lige arbejde lidt, har jeg muligvis også mukket over, hvis jeg kender mig selv ret.

Men. Det er alt sammen by gones nu. For nu er det nemlig MIG, der har været af sted på fornøjelsesarbejdstur. Sammen med min kære broder af alle mennesker, og det er så bestemt bare en bonus!

Kan dog godt mærke, at jeg er noget rusten i disciplinen "Aflevér barn, der hader at blive afleveret, i vuggestuen til bestemt tid, så du kan nå til lufthavnen inden dit fly letter". Så jeg ankom lettere stakåndet til Kastrup med svedigt ansigt og sort samvittighed over at have kylet Varanen i armene på en af hans pædagoger, og så blive nødt til at lade som om, jeg ikke kunne høre, at han stadig græd, da jeg havde lukket døren bag mig og drønede mod metroen. Han overlevede sjovt nok - og så i øvrigt ikke ud til at bære nag, da jeg hentede ham i dag...

Nåmn, Tour de DK begyndte så i lufthavnen, hvor brormand og jeg tjekkede ind til afgangen Kbh-Ålleren. Og jeg måtte konstatere, at jeg også er rusten - eller nærmest defekt, faktisk - i disciplinen "Flyvning". For jeg havde da glemt alt om de der du-må-kun-have-væske-med-svarende-til-et-fingerbøl-regler. Så jeg svarede glad og fredigt ja til check in-manden spørgsmål om, hvorvidt jeg medbragte nogle væsker i håndbagagen. Og haps! røg min jävla-dyre ansigtscreme og mit spritnye (og i øvrigt ret overvurderede) hårprodukt. Eller, altså - jeg fik muligheden for at tjekke det ind som bagage, men det var måske også lige så meget at gøre ud af det, eftersom vi ikke var i alt for god tid i forvejen, så adios til cirka samme beløb, som flybilletten kostede. Grrrr. Men så kunne jeg lære det, som HDD var så flabet opbakkende at skrive til mig, da jeg klagede min nød over sms.

Snapshots fra Aalborg

En cappuccino og en flyvetur senere var misèren dog næsten glemt, og min bror og jeg kunne indtage Dobbelt-A. Og efter en kort taxatur, hvor københavnerjyderne lige skulle forstå forskellen på Nørre Sundby og Aalborg (taxachaufføren har helt sikkert syntes, at vi var de tåbeligste mennesker i verden, men på vanlig jysk vis, sagde han ikke en lyd. Hvilket i virkeligheden sagde alt), blev vi sat af på Brotorvet. I Nørre Sundby. IKKE i Aalborg. Nå. Og så begyndte vi ellers at gå, for det var det, vi skulle. Gå en lang tur i og omkring havneområdet. Omkring Spritfabrikkerne, ned til Uni, ud til Nordkraft og ud til Musikhuset under opførsel. Så var vi blevet sultne, og efter en hurtig frokost på McD gik vi ned på banegården. Her hoppede vi på et tog til Aarhus, så nøjagtigt 2,5 timer efter vi var landet i Dobbelt-A, forlod vi byen til fordel for det lidt sydligere Dobbelt-A.

I the city formerly known as Århus lagde vi ud med en kaffe fra Sigfreds Kaffebar (uhmm!) og et interessant møde med byplanlæggerdame på havnen. Derefter fandt vi vores hotel, smed vores alt for tunge tasker (selv om min naturligvis var blevet lidt lettere af at blive befriet for et vist kvantum creme) og begav os ned i Nordhavnen. (Aner vi mon et tema her?) Her skulle vi - ja, det kan komme som en overraskelse - gå en tur. Så det gjorde vi; med en hånd-delle fra fiskehandleren i den ene hånd og telefonen i den anden; der var nemlig nok at tage billeder af. Der er virkelig gang i byggeriet i Nordhavnen, og det bliver virkelig najjjs, altså. Så det var spændende at se - også selv om visse steder var lige spændende nok og fordrede zigzag-gang mellem byggeaffald, stærkstrømsledninger og bølgebrydere. Men ok - det er heller ikke sikkert, at alle de steder, vi valgte at færdes, var heeeelt åbne for offentligheden. 

Et par stemningsbilleder fra Smilets By

Da vi var færdige med havnen og havde chillet lidt på hotellet, gik vi ud og spiste. Spottede Ghita Nørby på restaurant (og parlamenterer stadig lidt om, hvorvidt det virkede som anbefaling eller ej), som vi dog ikke spiste på, og endte efter længere vandretur på Restaurant Komfur, der lå lige ved siden af vores hotel. Så den gåtur kunne vi have sparet os. God mad, gode vine, og så godnat. 

I morges tog vi vores habengut og mine vabler på fødderne og satte os i et tog mod O'ense. Hvor vi lavede en totalt hit 'n run. Ud af toget, ned i havnen, gå en tur (nu har I luret mønsteret, tænker jeg). Jeg er kommet en del i Odense, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke lige vidste, at der var en havn. Sqda egentlig heller ikke megaoplagt med en havn i en by, der ligger midt på en ø, altså. Men der er en havn, og den er ret fin! Rå og beskidt og i udvikling. I langt mindre skala end de to øvrige havne, men ikke desto mindre i udvikling. Vadede rundt, snusede omkring gamle fabriksbygninger, kiggede på kort og blev en lille smule klogere. Og fem kvarter efter, vi var ankommet til Odense, satte vi os ind i et tog mod Kbh sammen med en kaffe og en sandwich fra Baresso. Hvem sagde effektive?!

Havnegopler og Baresso-sandwich i Odense 

Og nu er jeg så hjemme. Og har været det så længe, at jeg nåede at hente Varanen fra vuggestue, være med ovre efter Øglen (hvor jeg dog måtte gå hjem fra uden hende, fordi hun nægtede at komme med, før hun var færdig med at tegne et eller andet. Og Varanen ikke gad vente, så det fik HDD lov til istedet). Jeg har nået at rydde lidt op i Tændstiksæsken, lege med og putte reptilerne og vaske det meste op efter aftensmaden. Og nu burde jeg faktisk løbe en tur, men jeg g.i.d.e.r ikke. Faktisk. Jeg vil meget hellere ligge på vores interimistiske sofa og slappe af i fødderne, mens jeg tjekker blogs og måskeee et enkelt afsnit af Breaking Bad. Hvis HDD gider se med.

I morgen er der så atter en dag. Uden hotel-morgenmad og havnerundfart (som Fru Forstad så kreativt kaldte det på Instagram), men til gengæld med reptilkys, påklædningskriser og HDD. Og det er nu slet heller ikke så tosset endda...

... hvad angår, hvorfor vi var på gåtur i tre store, danske byer, ja så kan jeg sige så meget lige nu, at det var arbejdsrelateret. Kan være, at jeg kan komme nærmere ind på det på et senere tidspunkt...

lørdag den 8. september 2012

Vuggestue-Varanen #3

En af de ting jeg til stadighed skal vænne mig til ved barn nr. 2 er, hvor lidt jeg husker at dokumentere* i forhold til barn nr. 1. Dels pga. mangel på tid, dels pga. at jeg - til trods for, at det ikke er samme barn - har prøvet de fleste babyudfordringer før.

Selv om erfaringen bidrager positivt til den ro, jeg oplever omkring at blive mor anden gang, så går den også ind og pirker til min latente dårlige samvittighed (nogen, der vil have noget? Der er nok til alle). For er det nu også retfærdigt overfor Varanen, at jeg tager hans natlige flip (når der er sådan nogle) med ophøjet ro blandet med en snert af irritation og opsathed på, at Øglen ikke skal vækkes, fremfor bekymring og efterfølgende Googlen mig gul og blå efter, hvad det mon kan skyldes? Og hvad med det der med at huske og dvæle ved de små, fantastiske ting og fremskridt i hverdagen, uden de drukner i praktikaliteter og andre gøremål?

Se, hvor er han sød!

Jeg gør mit bedste, og mens jeg bruger krudt på at konferere med min indre perfektionist omkring, hvorvidt det nu også er godt nok, kan jeg da kaste nogle kræfter efter at nedfælde Varanens begyndelse på sin vuggestuekarriere og de kvantespring, han tager i den forbindelse. For der er fart på udviklingen nu, kan jeg mærke, og hvis jeg ikke tvinger mig selv til at dvæle, huske og skrive ned, så glider det mig af hænde. Og det ville jeg synes var så ærgerligt. Så! Vuggestuen! Go:

Varanen har været institutionsbarn i ret præcist en måned nu, hvilket betyder, at han har kravlet i ret præcist en måned. På det seneste har han forfinet sin teknik, så han kan forcere dørtrin og større forhindringer (som fx madrasser og underlige, hævede gulve), men han har stadig til gode at lure "numsen først"-finten, når han skal ned fra noget. Det resulterer i en del knubs og endnu flere raserianfald fra Varanen, der ikke har tålmod som en af sine primære dyder (så det Varanen og Øglen ikke har tilfælles i udseende, har de tilfælles dér), selv om han jo ellers er ret blid og mild af natur. Inden for den sidste uge - faktisk i al den tid, vi har boet i Tændstikæsken - er han begyndt at rejse sig op ad ting og vil gerne gå med os i hænderne. Det har han gerne villet længe, men det er først nu, benene for alvor gider bære ham. Og alligevel ligner han en glad rockblomst, når han stavrer af sted. Simpelthen så kært.

Han er glad for vuggestuen og ikke mindst for de mandshøje plakater af bl.a. Ghita Nørby, der er på et eller andet billetsalgshalløj lige over for vuggestuen. De får smil, grin, grynt og klap med på vejen dagligt, og jeg er ikke helt sikker på, om det er i forventningen om at se Ghita eller vuggestuen, han retter sig op og er , når vi hopper af toget og spadserer ned mod vuggeren.

Afleveringerne er stadig ikke de sjoveste i verden, men jeg er da i det mindste holdt op med at græde, når jeg har afleveret. Selv om jeg må indrømme, at det nok aldrig holder op med at give et stik, når man hører sit barn græde hjertenskærende på den anden side af en lukket dør. Men han holder altid op igen relativt hurtigt, og pædagogerne - de søde mennesker - forsikrer mig om, at han bliver hurtigt glad igen. Og som over-pædagogen sagde i går, da hun kom ud og fandt mig i garderoben, mens jeg ventede på, at der blev stille, så ville de ringe, hvis han blev ved med at være så ulykkelig. At de ikke ville lade ham græde på den måde i særlig lang tid, før der blev sendt bud. Og det ved jeg jo godt, nu jeg tænker efter...

I mandags talte jeg med en af de nyere pædagoger på Varanens stue - hende, Varanen gerne vil adoptere - og efter at have hørt, hvordan hun synes, det går med Varanen på stuen, og hvordan hun opfatter ham, ja så havde jeg nærmest lyst til at adoptere hende. Jeg ved jo godt, at Varanen er fantastisk og verdens sødeste baby, men det er ret dejligt, at en af dem, der tilbringer virkelig mange timer sammen med ham dagligt, også synes det. Eller i hvert fald synes, at han er "sød og glad og helt ufattelig nem. Smiler, griner og leger rigtig godt med de andre børn, og så sover han jo bare i det sekund, han bliver lagt. Og vi bliver faktisk tit nødt til at vække ham, når vi skal ind og have eftermiddagsfrugt. Så han sover som regel 2 timer" (her blev jeg så lige nødt til at stoppe og sikre mig, at vi rent faktisk talte om den samme baby, for det der med "bare at sove, når han bliver lagt", det arbejder vi ikke ligefrem med herhjemme. Men den er god nok - det var Varanen, hun roste til skyerne).

Sådan her ser det nærmere ud, når vi prøver at lægge Varanen. En Varan med vidtåbne glugger, der for alt i verden ikke vil gå glip af noget. Så nogle gange bliver mutti liiige nødt til at have sig en kop kaffe...

Så Varanen er glad for sin vuggestue, lader det til, til trods for afleveringerne. Som måske udspringer af, at han kom relativt 'sent' i vuggestue i forhold til Øglen, der begyndte som 9 mdr. gammel og aldrig sagde et kny til at blive afleveret, før hun blev så stor, at hun fik et sprog. Og så i dén grad begyndte at sætte spørgsmålstegn ved hele afleveringskonceptet. Eller måske hænger sammen med, at vi lige er flyttet, og der er blevet rodet op i en masse. Han er i hvert fald blevet majet morglad på det seneste. Jeg må helst ikke gå nogen steder, og hvis jeg er et sted, hvor han kan høre mig, men ikke se mig (som var tilfældet her til aften, hvor jeg var ude i gården sammen med Øglen), går han helt amokka. Det kan  selvfølgelig også skyldes, at planeterne står skævt i forhold til ...stjernetegnene?... og derved laver ravage i afleveringerne? Eller måskeeee er det bare fordi, han er en baby? Who knows? Under alle omstændigheder skal han jo have lov at være ked af det, når jeg går, hvis det er hans umiddelbare følelse. Det er jo et eller andet sted bare mit behov, at han skal være glad...

Ooooog - SOV! Han kan jo godt. Han er bare stædig. Ligesom sin far søster 

Vuggestuen gør, at Varanen er mere end almindeligt kvæstet, når klokken passerer 18. Derfor bliver han puttet mellem 18 og 18.30, og det er HDD naturligvis lidt ked af, eftersom han først er hjemme fra arbejde omkring kl. 17. Men sådan må det være i en periode - det varer forhåbentlig ikke evigt. Og der er jo ikke noget at sige til, at det er hårdt at være i vuggestue. Til trods for de relativt korte dage, jeg giver ham (afleverer 8.30-9 og henter 14.30-15 lige for tiden, men det bliver desværre ikke ved med at gå for mit vedkommende. Det levner nemlig ikke rocker-meget tid til at arbejde) er der jo stadig en masse nye-agtige mennesker, han skal forholde sig til, et nyt sted, nye rutiner og i det hele taget bare en udvikling i rivende fart.

Jeg har allerede krise over, at vi på et tidspunkt skal rykke ham ud af de trygge rammer, han er ved at få etableret ovre i vuggestuen, men den tid, den bekymring - nu skal vi lige finde ud af, hvor og hvor meget vi overhovedet kan købe hus for, så skal vi finde et hus, og så skal vi overtage det. Så vores tidshorisont er da i hvert fald nok et halvt års tid. Og selv om rammerne i vuggestuen naturligvis ikke (forhåbentlig da) er blevet mindre trygge til den tid, så kan det være, at det ekstra halve år giver både mor og Varan rum til at kunne rumme noget nyt.

Hov. Lige til sidst (så stopper jeg, det lover jeg), så skal jeg da huske at fortælle, at jeg havde Øglen med ovre for at hente Varanen i vuggestuen i går. Jeg var ret spændt på, hvor meget - om noget - hun kunne huske fra sin egen tid i vuggestuen, for selv om hun godt ved (med ord, i hvert fald), at det er hendes gamle vuggestue, så var hun helt blank, da vi for nylig fandt nogle billeder fra de stuer, hun gik på. Hun kunne ikke huske, hvad en eneste af pædagogerne hed, og det eneste barn hun kunne kende, var bedstevennen N, som jo også går ovre i børneren.

Øglen syntes, det var sjovt at være med ovre efter Varanen, men hun gav ikke udtryk for, at hun kunne huske stedet overhovedet. Jeg havde hende med inde på de forskellige stuer for at sige hej til hendes gamle pædagoger - to af hendes absolutte yndlings fra dengang var på arbejde, men det virkede ikke til, at der var noget, der ringede hos Øglen (modsat hos pædagogerne, der var ved at gå helt op i limningen over, hvor stor og sød, Øglen er blevet. Det sagde de i hvert fald). Det overraskede mig lidt, og så alligevel ikke - børn er jo fantastiske på den måde, at de lever 100 % der, hvor de er, og ikke der, hvor de har været engang. Men det er alligevel en speciel oplevelse at konstatere, at mennesker og steder, der har haft så stor betydning for ens barn, pludselig ikke længere eksisterer i deres erindring. Trist og enestående på samme tid.

Øglen i toget på vej til Varanens vugger. Meget meget hårdt at køre to stop med S-toget, tilsyneladende 

Nå. Nu stopper jeg. Det lovede jeg jo. Har også nogle marengs, der skal spises puttes i dåser. Og noget Breaking Bad, der skal ses. (Har I set den? Nej? Så gå i gang NU, blev der sagt. Fan-fucking-tastic serie).


*Og med "dokumentere" mener jeg ikke "at tage billeder". For det gør jeg om muligt endnu mere nu, end da Øglen var baby. Nu har jeg nemlig en AjFåååun. Dengang havde jeg en Sony Ericsson, der måske nok var fancy for sin tid, men tage billeder, det var den sgu'nte god til...

torsdag den 6. september 2012

Det der flytning, iggå

- det gik da godt nok lige ind og stjal al min tid. Bevares; hovedparten af alle de ting, der var sluppet gennem nåleøjet og skulle med videre (fremfor at henslæbe de næste mange måneder på et lagerhotel) blev slæbt ned i lørdags, men alligevel.

For det var jo ikke bare gjort med, at tingene blev slæbt ned, og kasserne blev vendt ukritisk på hovedet. Næh, når man pludselig skal bo 4 mand på 56 m2, og i øvrigt hidtil har været vant til at sprede sig på det dobbelte, så har man meget ubrugeligt lort skrammel, der skal gøres status over.

Tanken var at genskabe reptilernes værelse så meget, det nu lod sig gøre, og det er lykkedes ok, synes jeg. Der hersker da i hvert fald nøjagtigt samme kaos på det nye værelse som på det gamle - og det endda selv om vi har "glemt" at flytte tre-fire flyttekasser med legetøj med.

Legetøjet, der ikke kan være i miniput-lejligheden (Øglen kan godt være der, så hun kommer med)

Stuen / soveværelset / køkkenet fungerer fint nok, men det roder usigeligt, bare man overvejer at glemme at vaske sin tallerken op med det samme (for nej - der er ikke opvaskemaskine. Eller vaskemaskine for den sags skyld). Og det overvejer man tit. Køleskabet er i øvrigt heller ikke gearet til at indeholde mad i de mængder, vi plejer at købe ind til, så der ligger grøntsager og frugt i en pærevælling (fik I den?! Pærevælling. Fnis) på alle ledige flader.

Nå ja - og så er der et eller andet geni (ejeren, I presume?), der på et tidspunkt har besluttet, at det er sooo last season med døre. Så det bruger vi ikke lige i den nye lejlighed (ud over til badeværelset. Trods alt). Og skulle man - shame on us! - kortvarigt komme til at tænke, at døre måske egentlig kunne være ok smarte, når lejligheden er på størrelse med Cirkelines tændstiksæske, og man i øvrigt har to børn, der gerne må sove fra omkring kl. 19, uden at mor og far af den grund skal sidde musestille resten af aftenen, så er hængslerne til dørene da lige blevet fjernet. Og som en ekstra foranstaltning er noget af gulvet blevet hævet, så skulle man være så heldig at få en dør og nogle hængsler forærende (for det får man jo ofte), så bliver man også lige nødt til at save pænt meget i døren, før den passer. Såeh... Ingen døre til os, ser det ud til.

Reptilerne slås hygger på deres nye værelse

Den langfingrede Varan fanget med snitterne i en flyttekasse

Lille pige, stort knækbrød. Man finder mange sjove ting, når man tømmer sine skuffer...

Til gengæld! Så er det meeeegafedt at bo i stuen. De af jer, der følger mig på Instagram har sikkert set, hvordan jeg har blæret mig med, at Øglen pludselig kan - og tør - lege udenfor alene? Bare lige 10-20 minutter, mens jeg laver aftensmad. Så fiser hun rundt og finder nye venner og slæber dem hen forbi vinduet og siger hej. Hvor fedt er det?!

Venner in the making...

Jeg har også ret meget optur over, hvor nemt det er at gøre noget ved det, hvis man opdager, man har glemt noget, når man først er kommet ud ad (gade)døren. Som da HDD havde glemt Øglens madpakke i morges, fx.

Så ja, vi kunne godt bruge noget mere plads. Meget mere plads (ellers ved jeg ikke lige, hvad der skal blive af indholdet af de 60+ flyttekasser, der står på fjerde sal og venter på flyttemænd). Men indtil vi får det, så leger vi bare, at vi er i sommerhus. Hvor det jo i øvrigt aldrig er noget problem at klemme sig sammen på lidt plads. Og ovenikøbet have det hyggeligt imens.

Fil jeg i øvrigt nævnt, at reptilerne er glade for den nye lejlighed? Og stort set ikke har reageret på flytningen? Mm. altså, at betragteligt bedre søvnmønstre fra begge kunne være en reaktion?! Varanen har fx, bortset fra søndag aften, hvor han skreg 1 time i rap, sovet fra 19-06. En enkelt opvågning hist og pist, men ikke noget, der ikke kunne klares med en lille tår mælk. Det er f a n t a s t i s k! Og Øglen, ja hun sover på sit eget værelse, i under sin egen seng. Efter noget der føles som flere lysår i vores seng. Hun skulle bare lige konstatere, at der ikke eksisterer noget så pladsoptagende som et soveværelse i vores nye lejlighed, og at mors og fars seng først bliver lavet til en seng længe efter Øglens puttetid. Måske vi også bare skal droppe soveværelset, når vi engang rykker videre herfra...

Varanens absolutte yndlingssted i lejligheden. Brusekabinen. Hvis han fik lov, ville han sidde derude hele dagen og få våde ben og lege med den der vindues-/fliseskraber. Bør jeg være bekymret? 

Men nå. Nu må I have mig undskyldt. Der er nemlig nogle børn, der sover (uden brok fra nogen af dem? Måske man skulle foreslå børnehaven, at de tager en heldagstur i Hareskoven noget oftere?) og en interimistisk sofa, der kalder. Jeg er alene hjemme, mens HDD danderer den på noget "seminar" (som vi alle ved er et fancy ord for God Mad, Gruppearbejde og Total Hygge) med arbejdet i Sverige. Da han ringede hjem midt i aftensmaden (kl. 17 - man er vel småbørnsmor?) for at sige hej, kunne han berette, at han stod på sin altan lige ud til vandet. Og at han ville over og høre de andre, om der var nogen, der ville med ned i det der spa-halløj, de har fri adgang til på hotellet, inden de skulle over og spise en treretters middag. Misundelig? Mig? Ork nej - for mandag/tirsdag er det min tur. Godt nok ikke til Sverige eller spa, men til Jyllandstur. Uden børn.

Men for nu vil jeg bare slappe af, se noget fjernsyn (nååååh nej - der er jo vrøvl med tv-signalet her i Den Nye Lejlighed) og forsøge at glemme, at Øglen og jeg købte en stor kasse is ved Is-bilen forleden... 

- Postet fra mini-Padden

lørdag den 1. september 2012

Flyttelytteflyt

Efter en skøn formiddag, hvor vi fordrev ventetiden på nøglen til den nye lejlighed med legepladsbesøg, brunch og kup på noget vældig lokalt lagersalg, er vi nu for alvor i gang med flytteriet.



Og med "vi", mener jeg HDD. Øglen ligger nemlig i sin seng med sin iPad, og jeg vader rundt (eller - lige nu sidder jeg på en bænk) med Varanen, der endelig overgav sig til en yderst tiltrængt middagslur. Så HDD spurter i fast rutefart mellem stuen og fjerde og slæber sig halvt fordærvet. (Men det er godt, for så er der kun de små, knapt så tunge, ting tilbage til mig).

Og han er effektiv, må jeg sige. Da jeg kom forbi for 10 min. siden, var børneværelset stort set lavet, og jeg fik mig lige en sludder med Øglen gennem vinduet. Jow - det der med at bo i stuen kan jeg vist sagtens vænne mig til.

Vi har mildest talt ikke meget plads det nye sted, men hvor der er hjerterum, er der som bekendt husrum, så dén skal vi nok klare. Nu er vi bare spændte på at begynde på det nye kapitel i vores liv - også selv om det 'bare' er et kapitel, der skal læses relativt hurtigt.

Under alle omstændigheder er det begyndt godt - Øglen er i højt humør, har glædet sig til at flytte og har sagt farvel til 'den store lejlighed'. Og nu er hun med på (siger hun), at vi skal bo i stuen. Vi satser på, at det varer ved, og hvis ikke - tjah, så klarer vi vel også dén...

- Postet fra mini-Padden

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...