mandag den 31. december 2012

2012 i punktform


  • Så det gjorde vi - og den blev solgt på MEGET kort tid
  • ... og dagen før vi skulle til Berlin (og løbe marathon - det praler jeg gerne stadig af, selv om jeg nærmest ikke har løbet siden), skrev vi under på en slutseddel på Det Nye Hus
  • 1. november flyttede vi ind i Det Nye Hus, og nu er vi sådan nogen, der bor i Forstaden. Med fortov, der skal skovles frit for sne, egen kælkebakke i haven, garage og grønt almuekøkken, der så småt er ved at lade livet til fordel for noget mere hvidt og moderne
  • 20. december havde reptilerne sidste dag i hhv. Verdens Bedste Vuggestue og Verdens Bedste Børnehave, og mutti her havde et mindre sammenbrud over at pille sit afkom ud af institutioner, vi har været så glade for

Nu banker 2013 så på, og når året er blot to dage gammelt, skal reptilerne fragtes ned til Den Nye (Og I Øvrigt Integrerede) Institution, der forhåbentlig også viser sig at være Verdens Bedste.

2012 har været et dejligt år. Lige travlt nok til tider, men nu er der lidt ro på. Der er i hvert fald ingen planer om at flytte nogen steder hen lige foreløbig. For tre forskellige boliger på ét år ER bare overvurderet - særligt, når der er to små børn at tage hensyn til.

Reptilerne har klaret al travlheden i stiv arm, og til trods for lidt sovebøvl, har der ikke været de store udsving. De er faldet rigtig godt til i Det Nye Hus, og nu glæder vi os bare til at kunne give dem en 'rigtig' hverdag i Forstaden, så de slipper for at blive fragtet i bil i timevis hver dag.

Så 2013 - vi er klar. Bring it on! Hav et dejligt nytår alle mand! Vi skrives ved på den anden side!

- Postet fra mini-Padden

lørdag den 29. december 2012

Noget om Nemesis

Nåmn, man skal åbenbart ikke skrive noget om, at man er gået ram forbi med det der sygdom, for så sker der følgende:

- En vågner op med øjenbetændelse (mig). Hurra for receptskrivende vagtlæge, selv om jeg var nr. 50 (!) i køen, da jeg ringede i morges kl. 8.15. Dét er en tjans, jeg er glad for, jeg ikke har.

- En græder hjertenskærende i morges pga. ondt i det ene øre (Øglen), hvilket heldigvis går over, da øret popper lidt senere

- En går kold kl. 17 efter at være blevet mistænkelig varm og slatten i løbet af eftermiddagen (også Øglen) og ligger nu og klynker i søvne inde på det ny-pimpede værelse

- En sover latterlig kort middagslur, er sur med sur på resten af dagen og slutter af med at få smasket en elkedel (som gudskelov ikke lige havde været i brug) lige i sylten, da den nye opper tipper (Varanen). Og nåh ja - han hoster stadig og er en kende varm.

Og så mangler jeg endda at beskrive vores nat, der har været så hovedrystende dårlig, at jeg næsten ikke kan beskrive det. Noget med en Øgle, der kom ind i dobbeltsengen og VIRkelig mange gange omkring kl. 3-4 stykker proklamerede, at nu ville hun op, og at vi skulle med (øh. Nej!) Og en Varan, der har fået et flip med kun at ville sove, hvis han bliver holdt i hånden. Og i øvrigt vågner i det splitsekund, man begynder at overveje at slippe. Det kan let tage en 3-4 timer alt i alt. Fantastisk (!)

Så her går det glimrende, og vi er totalt i hopla til nytår. Eller noget. Kryds lige fingre for, at Øglens slattenhed ikke udvikler sig yderligere. Og at mit klisterøje gider skride pronto. Så er I søde. Og pæne. Tak.

- Postet fra mini-Padden

torsdag den 27. december 2012

Noget om jul, IKEA og alt muligt andet

Så er julen efterhånden ved at være forbi, og selv om pynten får lov at blive lidt endnu, er jeg i dén grad færdig med julemad for denne gang.
Jeg vil ikke vedkende mig, HVOR store mængder kalkun, jeg har spist i juledagene, men jeg kan afsløre, at det er en del. Og hvad angår den brune sovs, så er det godt, at det ikke er socialt acceptabelt at drikke det direkte fra kanden, for det kunne jeg godt have haft utrolig stor lyst til. Julegodterne venter jeg lidt med at dømme ude - det er jo slik, vi taler om! - men mængderne skal nok justeres lidt.
Vores jul har været rigtig dejlig. Noget præget af sygdom, godt nok, men jeg synes, det lykkedes at få en rigtig hyggelig aften alligevel. Varanen gik imidlertid glip af al juleriet selve juleaften, da han - fuldstændig balstyrisk af træthed, hoste og feber - blev puttet umiddelbart før julemiddagen. Han blev så taget med ned til juletræet, da han vågnede senere pga. hosteanfald, men det var ikke just nogen succes. Så han fik gaverne dagen efter i stedet, hvor overskuddet var større, og hvor juleselskabet i øvrigt endte med at bryde op. Én dag før tid, men det var vist rarest for alle. Vores lille familie var den, der - 7, 9, 13 - var mildest ramt med kun ét underdrejet medlem (Varanen), men vi håber alligevel, at vi slipper for mere sygdom i denne ombæring. Ikke, at Varanen er ovre det endnu, den lille stakkel, men vi andre kunne godt undvære.




Juledagene bliver brugt i Det Nye Hus, og det mintgrønne almuekøkken har fået temmelig mange ben at gå på. Farvel til overskabe, ubrugeligt stykke køkkenbord, klamme højskabe og ditto køleskab og goddag til bare vægge, nye elementer (hvide, ahhhh!) og verdens største køleskab. Der er lang vej igen, før vi kan kalde køkkenet for færdigt (det mintgrønne lever fx stadig i halvdelen af køkkenet), men vi er i gang, og det er det, der tæller. I dag var vi i IKEA sammen med hele Storkøbenhavn, men grundet HDD's planlægger-gen gik det hele som smurt, og vi havde endda overskud til at hygge os. Begge reptiler faldt i søvn på vejen hjem, så vi nåede både at tømme trailer (for så meget købte vi!) og slappe lidt af, før bagsædet vågnede op til dåd.








***Før og efter. Og ja - væggen skal være hvid, fliserne skal ned og bordpladen skal skiftes***
I morgen står den på saml-selv af et utal af IKEA-ting, besøg fra storbyen og en make-over af Øglens værelse. Det er aldrig blevet færdigt (eller særlig hyggeligt), så nu er tiden kommet. Og så får vi en ny ovn. Yay. (Næsten lige så voksent at glæde sig over en ovn som en vaskemaskine, men det bliver bare så naaaaajs at udskifte den, der muligvis var top-of-the-line i 1995, men som bestemt ikke er det mere). Nå ja - og så holde et særdeles vågent øje med Varanen, der falder ned fra ALT i øjeblikket. Han lagde hårdt ud med at lave hovedspring hen over mig inde i sengen i morges og landede i en stor stak billeder (indrammede). Fortsatte med at vælte ned fra. hhv. tegnebord og sofa og sluttede af i fin stil med at have besteget sin Fischer Price-garage og tiltede i forsøget på at udradere alt legetøj på de høje hylder. Ved nærmere eftertanke var det måske ikke sååå smart at fjerne bøjlen fra hans Trip Trap-stol i dag ...




***IKEA-raid i dag. Øglen med sin nye bedste ven - vampyrnissehuen - som hun (og de andre tilstedeværende børn) vandt i mandelgave***
Nu vil jeg forsøge at samle lidt IKEA-gøgl til Øglen uden at larme, forsøge at navigere i vores MEGET rodede stue (når alle skabe i køkkenet er væk, er der temmelig meget knald, der pludselig er blevet hjemløst), og så vil jeg ellers hænge ud med Ken Follett (eller i hvert fald Verdens Vinter) og en kop kaffe. Fordi jeg er blevet sådan en, der læser. Igen. Efter i al for lang tid at have været sådan en, der ikke gjorde. For dårligt, egentlig.
- Postet fra mini-Padden

mandag den 24. december 2012

Det' sør'me, det' sandt, det' jul

Helt kort: Rigtig glædelig jul. Håber, julefreden er ved at sænke sig hos jer alle.


Her syder verdens største kalkun i ovnen, og Øglen og hendes store kusine pynter juletræ. Vi hygger trods sygdom hos 6 ud af 10 - hoste og feber burde være forbudt ved juletid. Men patienterne (hvoraf en af dem er Varanen) klarer sig igennem på en cocktail af masser af julegodter og Panodil. Så julestemningen indfinder sig stille og roligt, og vi tager aftenen og gaveudpakningen, som den kommer.


Rigtig god juleaften til jer alle - vi skrives ved på den anden side!

- Postet fra mini-Padden

torsdag den 20. december 2012

Slut, prut, fonale (som Øglen ville sige)

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at Store Farvel-dag i hhv. vuggestue og børnehave gik over al forventning. At jeg fik taget afsked med alle på en god måde, og at mine øjenkroge var tørre som Tollundmanden.

Det var så ikke lige tilfældet.

Prøv i stedet med, at jeg havde våde øjne i vuggestuen (dét er ok, det kan jeg leve med), men til gengæld tårer, der silede ned ad kinderne (no shit) i børnehaven. I en grad, så jeg simpelthen bad søde pædagog-T om at hilse de andre, fordi jeg ikke kunne magte at begynde at tude endnu mere. Så jeg fik ikke sagt farvel til yndlingspædagogen. Vinkede til ham fra et stykke væk, da jeg havde forladt matriklen og grådkvalt ringede til HDD (lang historie - noget med, at HDD skulle have været med ovre og hente, men Øglen var efter eget udsagn flad og ville gerne med mig efter flødebolleuddeling), men fik ikke trykket hånd, set i øjnene eller sagt ordentligt tak. Trøster mig med, at han formentlig alligevel ikke ville have kunnet forstå et ord af, hvad jeg havde sagt, hvis jeg havde stået over for ham, og at jeg heldigvis havde skrevet et sødt kort som supplement til den store pose godter, jeg havde med, men alligevel...

Kort til vuggeren og børneren. Helt skæve og hjemmegjorte. Kreablogger bliver jeg sq nok aldrig

T kunne godt se, at den var galt fat, så hun har forhåbentlig både hilst og forklaret situationen, men det ændrer ikke på, at jeg gerne ville have sagt ordentligt farvel. Uden Lalandia ned ad kinderne samtidig. Men sådan er jeg åbenbart indrettet - enten er der ingen tårer, eller også er der syndflod.

Den flade Øgle og jeg hankede op i al vores habengut (inkl. børnehavegave bestående af hjemmemalet pude og mappe fyldt med tegninger, billeder og søde ord fra pædagogerne (gjorde så ikke syndfloden mindre) - overrakt af bedstevennen med højtidelig mine) og Øglens cykel, og så begav vi os mod lågen. Med bedstevennen traskende bagefter, så'n lidt mut, og med lille stemme spørgende, om han ikke nok måtte komme med hen til lågen og vinke. Og hvorfor vi i øvrigt skulle så tidligt hjem, og om Øglen ikke ville blive og lege lidt med ham. #tuuuud

Øglen var ganske og aldeles uimponeret. Ud over at være 'flad' og derfor en kende morsyg, var hun bare helt hej-hej-agtig og virkede ikke særlig påvirket af, at alle ungerne behandlede hende som en rockstjerne (måske primært fordi, hun havde haft flødeboller med). Men de er jo også vant til, at børn begynder og slutter ovre i børneren, og jeg bilder mig ind, at hun ikke oplever samme følelse af tab, som HDD og jeg gør. Heldigvis så jeg ud af de våde øjenkroge (før bundproppen røg ud), at Øglen fik en gigantisk krammer af yndlingspædagogen, som snakkede lidt med hende om, at hun skulle passe på sig selv ovre i Den Nye Børnehave. Så fik en af os da sagt farvel ...

Mens Øglen og jeg ventede på HDD og Varanen, nåede vi en varm kakao på Riccos og en halv times leg på legepladsen i Århusgade. Et udmærket farvel til en skøn bydel. (Som jeg godt ved ikke forsvinder, bare fordi vi gør det, men det er stadig en underlig følelse pludselig ikke længere at have en 'gyldig grund' til at tage ind til Kbh hver dag). Fantastisk alenetid, hvor vi fik snakket, grinet, hygget og leget. Og tudet. For moderens vedkommende.

Den flade Øgle på Riccos. Hun vågnede dog temmelig meget op til dåd og nåede både at lege mus, kravle(!) rundt i hele caféen og jo så altså også lege på 'Sørøverlegepladsen'

På vejen hjem til Den Nye By skreg Varanen mere eller mindre hele turen, mens Øglen gentagne gange råbte, at hun bare gerne ville hjem, og at hun 'er så træt af at køre i bil hele tiden', hvilket på fineste vis cementerer, at vi gør det rigtige ved at flytte dem til institutioner tættere på. Det føles bare ikke sådan lige nu.




- Postet fra mini-Padden

onsdag den 19. december 2012

Når Øglen har ret (og mor ikke har)

Øglen er forkølet. Ikke, at det er nogen nyhed - vi går alle og småsnøfter derhjemme og fortsætter formentlig frem til maj. Men i går var Øglen efterhånden ved at være godt træt af snøfteriet, og særligt ved puttetid brokkede hun sig lidt ekstra (alt for at undgå at lukke øjnene).

Øglen: Jeg gider ikke sove, når jeg er forkølet!

Mig: Det kan jeg godt forstå, skat, men det hjælper faktisk på forkølelsen at sove. #måskeikkeheltkorrektmenessensenergodnok

Øglen: Huh?

Mig: Jo, altså - når jeg er forkølet, vil jeg faktisk allerhelst sove. For hvis man sover hele natten, er forkølelsen tit væk, når man vågner. #efternogledagemånederihvertfald

Øglen *grublende*: Men... Jeg var også forkølet i går. Og sov hele natten. Og jeg er stadigvæk forkølet.

Mig: Joh, men... #shithvadsigerjegnu

Øglen: Så det HJÆLPER OVERHOVEDET IKKE AT SOVE!

Mig: Det gør det altså, skat, for ...

Øglen *afbrydende*: Det var bare min mening! Godnat!

Desværre viste det sig, at Øglen stadig var forkølet i morges (så hun havde ret), men efter hun havde fået lov til at "sove fire minutter længere, så hvis du lige gider slukke lyset, mor!" gik det meget bedre. Så af sted med os i børnehave til sidste 'rigtige' dag.

I morgen er der dømt afslutning og flødeboller i børneren og kage og afslutning i vuggeren. Hvis der er nogen, der har nogle fifs til ikke at bryde ud i krampegråd og hage sig om halsen på yndlingspædagogen, fordi man ikke vil have, at ens afkom skal videre ud i Den Store Farlige Verden Den Nye Institution, så modtages de gerne. Vil jo helst ikke være Pinlige Mor. Slet ikke fordi Øglen er virkelig uimponeret af hele afslutningstanken. Hun vil bare gerne stoppe nu og videre i teksten. "Arj mor - jeg gider ikke (det siger hun meget) over i Den Gamle Børnehave mere. Jeg vil bare over i Den Nye. Nu!".

Den tilgang kunne jeg vist godt lære lidt af ...

mandag den 17. december 2012

Hvem stjal tiden?

Og fik den til at fise af sted hurtigere end man kan nå at følge med? Gider nogen stoppe den bare et øjeblik?

Nej, det her er ikke et indlæg, der handler om manglende indkøb af julegaver (men det kunne det godt have været), og det er faktisk heller ikke et indlæg om, at Varanen bliver så stor så stor (selv om det gør han). Det er i stedet et indlæg om min lille store Øgle. Som er så skøn og - selv om det ikke burde være muligt - bliver skønnere og skønnere hver dag. Men det føles bare ikke som særlig lang tid siden, at hun var lillebitte og umælende, og nu vader hun jo rundt og snakker så meget, at man skulle tro, hun var det uægte barn af Lotte Heise og Søren Gericke.

Hendes sprog har efterhånden så mange nuancer, at jeg ofte glemmer, at hun kun er tre, og så er hun begyndt at ræsonnere ret meget. De to ting i kombination giver anledning til nogle alenlange diskussioner fra tid til anden (hvor man måske godt kunne ønske sig, at sproget var knap så godt), men det er jo helt vildt at opleve, at ens tumling med sjove tale"fejl" efterhånden minder mest om en lav udgave af en tween, der skiftevis surmuler, skrupgriner og stiller sig udfordrende op med hænderne i siden og råber, at hun vil have en ny mor, fordi "Du siger altid nej til mig, mor. Nej nej nej. Og så bliver jeg sur og gal. Og går min vej ud fra det her hus!"

Køn er hun også(!) Vil det da ingen ende tage?!?!

Heldigvis er det ikke drama det hele, og heldigvis er der stadig lidt baby over nogle af de ting, hun siger. Og jeg er i hvert fald ikke den, der retter dem. Hånden op, dem der ikke synes, at "Bellevyf" lyder sødere end "Bellevue". Og hvorfor er det nu, jeg skal rette hende, når hun kalder en croissant for en restaurant? Restaurant er jo meget sjovere. Fordi hun bliver mobbet senere hen, siger I? Neeeeej da. Jeg nærmest også opfordrer til, at hun fortsætter med at kalde Den Nye By for Pørsenholm (fordi det lyder meget sødere - og noget anderledes - end det byen rent faktisk hedder). Men når nu hun er holdt op med at sige "samsyn" og insisterer på, at "det hedder altså fjernsyn, mor!", så bliver jeg jo nødt til at holde fast i noget andet babynoget.

Og så er der jo hukommelsen. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg faktisk tro, at hun var halvt elefant, hende Øglen. Hun husker det meste, og har der været kage mad involveret i en begivenhed, har hun nærmest fotografisk hukommelse. ("Der har jeg været med Farmor inde og hente kage" (for tusind år siden), da vi drønede forbi Skodsborg Badehotel). Det der med at tro, at man kan love hende noget og så satse på, at hun ikke husker det dagen efter, det er long gone. Her til aften kom hun fx i tanker om, at jeg havde sagt "mhmmmdetgørviimorgen", da hun ved puttetid i går pludselig ville have tegnet et rensdyr. Det havde jeg da glemt alt om. Men ikke Øglen. Dammit. Jeg kan jo ikke tegne. Så vi tegnede et rensdyr. Og fremover passer jeg lidt mere på med, hvad jeg mumlelover.

Selv om hun altid har været glad for at synge, er det gået helt amok med hendes sangfugletendenser på det sidste. Hun behøver kun at høre en melodi et par gange, før den sidder fast, og hvis hun ikke lige gider synge teksten (som hun næsten kan huske udenad - det var den der hukommelse, ikke?!), finder hun selv på noget. Nogle gange har vi deciderede syngesamtaler på "Solen er så rød mor" à la ♫Moar, vil du komme og finde noget tøj? --- Ja, det kan du tro skat, jeg kommer li' om lidt ---
Nej, for du skal komme nu, jeg fryser megavildt --- jeg vil ik' have kjole på - jeg synes, den er grim♫

Og så videre. Ovenstående var så i øvrigt den idylliske variant af påklædningsseancen, der ofte består af sure miner, sit down-strike og drønen gennem huset for at slippe væk fra de formastelige "drengebukser", jeg har været så modbydelig at finde frem.

Men nå. Jeg kunne fortsætte hele aftenen med at skamrose eget afkom. Det vil skåne jer for og gøre offline i stedet. Samtidig med, at jeg ser noget Matador. Eller - uh! - den der Julestjerner-julekalender, som jeg er faldet pladask for. Jamen, er den ikke bare hyggelig? (Eller er det min indre provinsbo, der taler nu?)


- Postet fra mini-Padden

lørdag den 15. december 2012

Lørdag

Så kan der sættes flueben ved alltime favourite decemberbeskæftigelse (i hvert fald, hvis man er sådan nogen med børn), nemlig juletivoli. Det var jo meningen, at vi skulle have været derinde i sidste weekend, men det satte sneen en stopper for. I dag ville regnen muligvis have sat en stopper for det, hvis ikke det var fordi, man ikke lover Øglen at komme i Tivoli to gange i streg uden at holde det mindst en af gangene, så vi trodsede sjappen og begav os mod byen.

Bortset fra, at al følelse i mine fødder forsvandt et sted mellem karrusellerne og de kinesiske både, så var Tivolituren et stort hit. Øglen og veninden R var glade, og Varanen og hans babybuddy J var yderst medgørlige og tog sig endda begge en lur midt i al julevirakken. Og de voksne hyggede sig og blev en lille smule lykkelige af at sætte tænderne i rimelig nice flæskestegssandwich efter at have trasket Tivoli rundt op til flere gange (sådan føltes det i hvert fald).

Øglen højt til hest på en af Tivolis mange karruseller

Og nu er det så lørdag aften. Reptilerne er blevet puttet, og jeg har mest lyst til også selv at gå i seng. En hel dag udendørs giver halvtunge øjenlåg, men jeg må vist bare i gang med kaffen, for vi har et køkken, der skal ryddes kraftigt op. HDD kom nemlig til at rive noget af køkkenet ned i arrigskab over åndssvag opvaskemaskine, der havde afstødt afløbsslangen. Eller, altså - kom til og kom til; det har hele tiden været meningen, at køkkenet skal rives ned, det var bare ikke lige meningen, at vi skulle i gang i aften. Men det kom vi så, og det er måske i virkeligheden meget godt. Så kan vi nemlig også se, om der er flere edderkopper-reder, der skal støvsuges væk (brrrr!). Mårmor fjernede i øvrigt støvsugerposen forleden, så nu tør jeg godt støvsuge (og åbne skabet) igen.

Mårmor og Varanen arbejder med støvsugeren i det rodede bryggers

Mårmor-besøg var (ud over nyttigt pga. edderkoppe-assistance) meget hyggeligt og afstedkom en fridag til reptilerne. Som kvitterede ved at sove til kl. 07.30?! Og så blev der ellers hygget og drukket kakao i centeret (giv mig et halvt år, så er jeg totalt centerrotte, mand!) og lavet sneengle og drukket kaffe, og og og - og lige pludselig var dagen gået, og Mårmor måtte bytte sin Mormor-kasket ud med Farmor-hatten og drage mod de skønne niecer på Bryggen.

Centerrotter in spe

Sne-Øgle

I går fik reptilerne så yderligere en fridag, for Farmor ville gerne have dem på besøg, så de kunne lave småkager og julehygge. Jamen, by all means! Så jeg fik helt uventet en hjemmearbejdsdag, hvor jeg både kunne nå at være produktiv OG se huset i dagslys. Og i øvrigt bare lige gå ind og tage en ekstra trøje på, hvis det var for koldt. En luksus, der ikke just hænger på træerne på Hovedbiblo, hvor jeg plejer at husere i dagtimerne.

Reptilerne blev oven i købet bragt lige til døren, og Farmor gav et nap med putningen (HDD var til julefrokost), så jeg må sige, at jeg synes, konceptet bedsteforældre holder max.

Og apropos fridage til reptilerne, så er der snart ikke flere dage i år til at holde fri af. For ud over, at det snart er juleferie, så har de begge sidste dag i deres institutioner på torsdag. Sidste dag, mand! Har totalt krise på forhånd. Ikke på grund af mine seje reptiler, som nok skal klare det, men på grund af mig. Som ikke er spor sej og derfor i høj fare for at blive tudevorn og pinlig, når jeg skal sige farvel. Det ser jeg ikke frem til, men mon ikke vi alle overlever trods alt?! Det håber jeg.

- Postet fra mini-Padden

onsdag den 12. december 2012

12/12-2012

Ja, man bør vel næsten skrive et indlæg alene af den grund, at det er den tolvte i tolvte totusindogtolv. Eller hvad? Ikke, at jeg har tid, men jeg er skam ikke for fin til at overspringshandle. Det er nemlig som om, det går lidt trægt med den kæmpestak arbejde, jeg har liggende, hvilket muuuligvis kan hænge sammen med, at nogen holdt fest i nat. På pludre-måden. Det kunne have været værre - fx, hvis festen havde været en skrige-en af slagsen - men er man vågen, er man vågen, og ergo mangler man (jeg!) de tre timers søvn, nogen stjal. (Ja, Varan - jeg taler til dig).

Når nu det skulle være, så var det nu meget hyggeligt at have en tumling væltende rundt i sengen (mutti havde kapituleret og slæbt krybdyret ind i dobbeltsengen. Det blev for koldt i længden at stå inde på hans værelse og forsøge at få ham til at falde i søvn igen), mens han skiftevis pludrede "dadaDIdaDAAAAH!", lagde sit hårfagre hoved forskellige steder på mig og i øvrigt insisterede på at holde mig i hånden. Charmen gik lidt af, da han begyndte at hidse sig op over, at han ikke måtte sætte billedet over sengen i svingninger, og når han først er sur, ham Varanen, så skal der en del til at dysse ham ned. HDD's kommandoer (da han altså vågnede fra mandesøvnen) varierende over temaet "Sov nu, Varan!" hjalp i hvert fald ikke.

Efter næsten to timers moslen rundt kapitulerede jeg (igen) og gik ud for at lave en vældig fortyndet flaske. (Jep, Varanen får stadig en godnatbajer. En tynd en, godt nok, men en godnatbajer none-the-less). For måske det evigt spisende barn var tørstigt? Totalt skråplan at lave natflaske midt i det hele, men efter flere timer uden søvn og et vækkeur, der ubønhørligt tikker hen imod det gudsjammerlige stå op-tidspunkt 05.30, ville jeg såmænd have givet ham en pose stødt melis, hvis han havde bedt om det (og jeg havde troet, det virkede). Men det var skønne spildte kræfter med den flaske, for inden den var færdig, var HDD vågnet så meget fra mandesøvnen, at han havde taget Varanen ind på hans eget værelse. Hvor det lykkedes ham at få ham til at falde til ro - og i søvn. Uden flasken. Hvor længe det tog, ved jeg ikke, for jeg faldt nemlig også i søvn. Sammen med Øglen, der i mellemtiden var kommet dappende og forlangte svar på spørgsmålet "Hvorfor det græder Varanen?"

Det var ganske hårdt at komme op, da vækkeuret ringede (jeg gentager; kl. 05.30!). Men det lykkedes, og reptilerne var kun lidt sure, da vi skulle med Familieslæden ind til byen (underdrivelse fremmer forståelsen). Hver især blev afleveret i sine respektive institutioner, og SÅ kunne jeg sætte mig med en stor kop kaffe og arbejdsbjerget. Og en kæmpepose Draculabolcher. Fordi det må man gerne, når man næsten ikke har sovet.

I eftermiddag kommer Mårmor og bliver til i morgen. Hun skal se Det Nye Hus for første gang, og Øglen glæder sig vildt til at vise hende det hele. Ungerne og jeg napper en fridag, og pludselig er der faktisk kun en uge til, at reptilerne har sidste dag i hhv. vugger og børner. Hvilket betyder, at der kun er en uge tilbage med helvedsturene fra Den Nye By Nordpå til Kbh og retur. Det bliver dejligt på så mange plan! Men derfor kommer jeg til at stortude alligevel, når vi skal sige farvel til pædagogerne. Jeg VED det bare! Forslag til en lille erkendtlighed til institutionerne/stuerne modtages gerne!

søndag den 9. december 2012

Endnu en dejlig decemberweekend

Der er nogen, der har taget min lille pige. Og erstattet hende med en selvsikker stor en af slagsen, der iklædt det yndigste englekostume skred op ad kirkegulvet i går formiddag med højtidelig mine storsyngende en afart af Et barn er født i Bethlehem. Det var børnerens årlige krybbespil, det var Mellemgruppen, der skulle optræde, og min lille Øgle kommende Drage skulle (naturligvis ... ?!) være engel.

Nåååhhhr, hvor var hun sød, altså. Og glad for at være med, selv om hun stadig insisterer på, at de bare øvede. Man skal ikke prøve på at sige, at de jo rent faktisk optrådte, for så bliver der ballade. Øglen bliver nemlig MEGET GENERT (efter eget udsagn), når det kommer til regulær optræden, så til at begynde med ville hun overhovedet ikke være med til krybbespillet. Kun fordi vi sagde til hende, at de jo bare skulle øve i går (liar, liar, pants on fire), og at alle forældrene fra børnehaven så tilfældigvis lige skulle komme forbi og kigge, gik hun med til det. Og syntes, at det var en fest. Ikke mindst på grund af de flotte englevinger og 'sølvkrans' til håret, som fulgte med kostumet.

Er hun ikke sød? Skal i øvrigt nok fjerne billedet, hvis nogle af de andre søde krybbespiltypers forældre gerne vil have poderne fjernet fra internettet

Efter endt krybbespil var der dans om juletræ og gaveuddeling af selveste julemanden. Og pebernødder i en lind strøm. Rent kaos, men enormt hyggeligt - lige indtil klokken nærmede sig middagslur, og Varanen ikke længere orkede 60 børnehavebørn + familier (can't blame him). Så er der pludselig langt til Den Nye By.

Lørdag aften stod på gode venner til middag, langtidsbraiseret oksebov, masser af rødvin og Bezzerwisser. Reptilerne opførte sig eksemplarisk og sov hele aftenen. Bortset fra da Øglen vågnede omkring 01.30, gik i julesokken og kom galopperende ind i stuen med gevinsten. Helt træt og missende med øjnene, og alligevel strålende af glæde over, at nissen allerede havde været der. Og naturligvis sødere end nogensinde, syntes moar. (Så fik jeg også en undskyldning for at gå i seng. Gamle Mor kan jo ikke holde til at være vågen så længe, mand!)

I morges kunne vi konstatere, at der var noget med noget snestorm, der vanskeliggjorde vores planer om at tage i jule-Tivoli. Rådførte os med vores venner i Kbh, som vi skulle følges med, og de rapporterede, at det (også) sneede og blæste heftigt derinde. Så vi blev enige om at aflyse, hvilket Øglen syntes var en seriøst dårlig idé. Det hjalp dog lidt på det, at vi kunne lokke med besøg fra vennerne (med jævnaldrende børn) i Forstaden i stedet. "Det er jo meget hyggeligere, at de kommer herud, ikke Øgle?! Vi gider jo ikke gå rundt inde i Tivoli og blive totalt sneet og blæst på, vel? Så kan dig og R lege herhjemme i stedet". Så gæt lige, hvem der blev skuffet, da det senere viste sig, at vennerne blev nødt til at opgive turen herud på grund af sneen.

Utæt tagrende much? Men pænt ser det ud

Øglen og den lavstammede snemand

Menmen. Så byggede vi en snemand i stedet. Kørte på kælk i haven. Og trak ét stk. skuffet Øgle på kælk (og en betuttet Varan i klapvogn - snekæder, anyone?) gennem snemasserne i Den Nye By til et center med lille nisselandskab og en café med is og varm kakao. Og et Ønsketræ, hvor vi købte gaver fra hvert af reptilerne til to smållinger. Øglen gik højt op i at være med til at vælge de helt rigtige ting fra en legetøjsbutik til de to gavemodtagere, og vi fik en god snak om, hvorfor det nu lige var, at vi skulle købe gaver, som ikke var til Øglen eller Varanen, og hvorfor de skulle afleveres til en dame i centeret. Så trods Tivoli- og venindeskuffelser endte det jo med at blive en rigtig rigtig hyggelig søndag alligevel.

HDD og Øglen på vej hjem fra center-kakao 

Jeg er ret vild med alt det her sne, altså. Jaja, det er koldt, men det er jo bare så pænt. Og hyggeligt. Så det skal jeg lige minde mig selv om i morgen tidlig, hvor vi skal forsøge at kæmpe os gennem snedriverne ind til Kbh med to stk. reptiler, der hellere vil være alle mulige andre steder, i bilen. Men efter dejlig weekend kan man jeg klare det meste. Håber jeg. Og ellers satser vi på, at vores nisse, der netop har holdt flyttedag fra brevsprækken til garderoben, kan give lidt ekstra styrke ...

Her, ved siden af støvler og tasker i garderoben, er vores nisse flyttet ind. Tak til Louise for inspiration til, hvor dælen man køber sådan noget julesmåtteri og til Ann-Christine for nissedørs-inspiration generelt

torsdag den 6. december 2012

Moaaaarrr!

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, der bliver kaldt på mig i løbet af en dag. Spørgende, insisterende, kommanderende, indsmigrende, kærligt, osv. Og Varanen kan ikke sige mor endnu, så jeg gætter på, at frekvensen ryger op, når det sker. Ikke, at det gør noget overhovedet. Jeg synes faktisk, at det for det meste er ret så hyggeligt at blive kaldt på.

Men forleden kom jeg så til at tænke på, hvornår mon det stopper, det der med at kalde på sin mor. Ville det fx være ok, hvis - og her slynger jeg bare et tilfældigt eksempel (not!) ud i luften - jeg kaldte temmelig højt og insisterende på min mor nu? Eller i morgen? Eller bare på et eller andet tidspunkt før jeg skal bruge støvsugeren igen?

Sagen er nemlig den, at jeg ikke er så glad for edderkopper. For nu at sige det pænt. Det har jeg, så vidt vides, aldrig været, og dengang jeg boede under samme tag som mine forældre, har jeg kaldt på dem mere end én gang for at få dem til at fjerne et krablende bæst fra mit værelse og/eller mit åsyn.

Det er blevet bedre med årene, dog, og fordi jeg er ret forhippet på ikke at videregive-hyshed til først Øglen, siden Varanen, har jeg virkelig forsøgt at tage mig sammen, når der en sjælden gang imellem kom en edderkop forbi inde i Kbh. (Uden succes, åbenbart, for Øglen er psykobange for edderkopper, uanset størrelse).

De der latterlige små nogen med viiiildt lange, tynde ben (som nogen kalder stankelben, men er stankelben ikke sådan nogle knitrende s*taner, der flyver og flakker?) er jeg ikke bange for. Dem kan jeg til nøds tage fat i og sætte på porten. De bittesmå sorte edderkopper har jeg heller ingen problemer med. Vil ikke strække mig så langt som til at sige, at de er søde, men de virker temmelig harmløse. Korsedderkopper er virkelig klamme, men de er som regel udenfor, og der kan jeg enten bilde mig selv ind, at jeg kan løbe fra dem, eller jeg kan skovle dem over i noget buskads, så jeg slipper for at have noget med dem at gøre.

Men. Så er der husedderkopperne. Som bor i ... tadaaaah! HUSE! Ogøh - hvad er det nu lige, vi er flyttet ind i?! Ahhh ja. Det er jo et /#)")!§= HUS! Kan I fornemme, hvor jeg vil hen med det her?!

Det her er gudskelov bare en plasticedderkop. Som jeg stadig synes er megaklam. Det synes Øglen heldigvis også, så måske den snart forsvinder ...
 
Det er startet fint ud. Der har været nogle stankelfætre og en enkelt mellemstor velnæret husedderkop, som blev fragtet ud i en kop. (Og nej, HDD er heller ikke særlig begejstret for edderkopper. Så han er ikke til megen nytte, når det kommer til edderkopper. Vi er et kønt par). Menøh... Så var det jo lige, at vi skulle have ny opvaskemaskine. Fordi den eksisterende lignede noget fra Teknisk Museum, selv om den 'kun' var fra 1995. Den eksisterende var blevet indbygget, da vores virkelig besynderlige grønne Provence-agtige køkken blev snedkereret back in the days, og der har den så stået fint og indbygget i 17 lange år.

HDD havde sit hyr med at få den ud af køkkenkonstruktionen, men det lykkedes under megen banden og svovlen. Jeg sad andetsteds i hytten og overhørte meningsudvekslingerne mellem HDD og opperen, mens jeg underholdt reptilerne, og jeg forsøgte at bevare roen, da jeg hørte et "ARGH! F*CK! ARJ, HVOR KLAMT!" Og så stilhed. Indtil der kom et "A-aaaa? Kom lige? Du skal lige se noget?" Det havde jeg sjovt nok ikke meget lyst til, så jeg nægtede under påskud af, at vi ikke skulle skræmme Øglen. HDD følte så trang til at komme ind og underholde - på engelsk, fordi vi jo ikke skulle skræmme Øglen (!?) om "the huge, massive spider-NEST sitting behind the dishwasher", hvilket sjovt nok gav mig endnu mindre lyst til at komme og kigge. Finder's keepers og alt det der, ikke?!

Jeg kom med mange forslag til, hvordan han kunne slippe af med denne her edderkoppe-rede, og det endte med, at han valgte støvsugermodellen. Hvilket også ville have været fint nok, hvis han havde været hurtig som en ninja og skiftet. støvsugerposen. bagefter. Det skete ikke. Så nu har vi et skab ude i bryggerset, hvori vores støvsuger bor. Med noget edderkoppeagtigt i, der angiveligt var så tung, at det sagde FLOM, da HDD støvsugede det op. Og som i øvrigt bevægede sig.


Adddddddr!

Skabet! Med edderkoppestøvsugeren indeni

Det, der så sker nu, er, at ingen af os har særlig meget lyst til at åbne det dersens skab. Hvilket er lidt irriterende, eftersom der står meget andet end støvsugeren derinde. Forleden åbnede jeg det lynhurtigt, kastede noget vaskepulver derind og smækkede lågen (som i øvrigt overhovedet ikke slutter tæt) i. Og følte mig vældig modig. Men det holder jo ikke i længden, vel? Vores hus er jo ikke så stort, at vi bare kan sløjfe et dobbeltskab, fordi der måske/måske ikke er en edderkoppehær derinde, som er ved at mobilisere sig. Godt nok er vores støvsuger ikke noget at råbe hurra for, så man kunne også bare købe en ny. Men det er også så drastisk endda. Og hvordan skal vi i øvrigt komme af med den gamle? Og så videre. Og det er så her, min mor kommer ind i billedet. For ville det være ok at kalde på hende nu? Og spørge hende, om hun ikke lige er sød at endevende det dersens skab på et tidspunkt, hvor jeg ikke er i nærheden? Plus skifte støvsugerposen? Det kunne jeg nemlig godt have lyst til, skal jeg betro jer.

Hm.

Jeg kan jo selvfølgelig også håbe, at hun læser det her og fatter et vink med en vognstang. Der er jo noget med, at du kommer på besøg på onsdag, ikke mutti? Så fejer vi bare gulvet indtil da. Det fungerer også helt fint ...

mandag den 3. december 2012

Hej december

Så skal jeg da lige love for, at julemåneden er skudt i gang. Med sne, æbleskiver, julemand, kalendergaver og med intravenøst sukker-drop fra morgen til aften. Hej december - så kender vi dig igen!

Men nuij, hvor er det hyggeligt, altså. Alle I, der har børn, og vågnede hhv. lørdag og søndag morgen til sneklædt verden ved selv, hvor begejstrede sådan nogen størrelser bliver over sne. Hell, jeg blev begejstret over sne. Og sne, når man har en have, ing' - det holder da bare m a x! Især når ens have er så'n lidt gøglet og bugter sig i bakkedal og alt det der. Vips, så har man sin egen private kælkebakke, og det er slet ikke så dårligt, hvis man spørger reptilerne.

Øglen lørdag, hvor snevejret jo bare holdt en lidt fesen generalprøve ...

... forud for søndag, hvor det var virkelig hvidt herude i Forstaden (og det er det så i øvrigt stadig)

Ud over leg i sne både lørdag og søndag stod den også på julearrangement på HDD's arbejde med pakker til ungerne leveret af selveste julemanden, æbleskiver i læssevis (Varanen åd seks. Efter at have onduleret en halv skål pebernødder. Jeg ved ikke, hvor meget Øglen konsumerede, for jeg var for fascineret af Varanens gigantiske appetit på julens glæder til at holde øje med meget andet) og dans om juletræ. Vi blev desværre nødt til at forlade etablissementet, før de enormt julede(!?) guest stars Svampebob Firkant og Dora the Explorer kom på banen. Noget med en Øgle, der overhovedet ikke gad mere (nu havde hun jo fået sin gave) og en Varan, der valgte at levere størstedelen af de seks æbleskiver i bleen. Uden et puslebord i sigte. Enter stresssved, da jeg forsøgte at få über-moslende - surt! - reptil til at ligge stille på gulvet på et handicaptoilet. Uden at få alt for meget fordøjet æbleskive på mig. Derefter videre til andet julearrangement - denne gang i familiens skød. Den skønne niece havde fået det bedre og lagde sammen med sine forældre og lillesøster hus til den årligt tilbagevendende bage-/knase-dag.

Varanen med sin pakke fra Julemanden (som vi desværre ikke fik noget billede af)

Hvad? Jeg sidder faktisk lige og spiser her, if you don't mind!

Mårmor og Mårfar var også på besøg, og selv om det var yderst begrænset, hvor meget reptilfamilien nåede at bage (prøv med: ingenting. Til gengæld fik jeg spist pænt meget af den marcipan, de andre havde lavet), var det hyggeligt lige at komme og sige hej. Det blev kun til et par timer, for Varanen var forståeligt nok julet helt ud. Så hjem med os, så han - og Øglen, for den sags skyld - kunne komme i seng og knalde brikker.

Vi sov alle til den lyse morgen, hvor sneen jo så var kommet for alvor. Øglen sov inde hos os og kunne højlydt konstatere, at det "bare har sneet helt. vildt. meget! i nat!" Og i bedste parcelhus-stil var jeg ude og skovle sne. Efter jeg havde bagt boller i julemuffinsforme, for det insisterede Øglen på. Det der sneskovleri er da i grunden ret hyggeligt, hva'? Det kan godt være, jeg ikke mener det samme, hvis jeg skal skovle hver dag i to måneder, men på en smuk, hvid søndag, hvor tiden på ingen måde er knap, holder det meget godt. Endda så meget, at Øglen og jeg da lige nappede genboens fortov også (skulle måske lige have overvejet, at hun bor på en hjørnegrund, inden jeg begav mig ud på dén opgave). Ikke, at vi har mødt hende, men vi har ladet os fortælle, at hun er en ældre dame - noget, rollatoren foran hoveddøren godt kunne vidne om. Forsøgte at lade hende vide, at vi lige ville stjæle hendes sne, inden vi gik i gang, men der var ikke nogen, der lukkede op. Ah well - hvis hun vil have det tilbage, har vi en del i haven, hun godt må få. Nåja, og så har jeg pyntet til jul og lavet en juledekoration, som Øglen har affærdiget som værende 'grim'. Slet og ret.

Sne-reptiler

Søndag var der bage-/knasedag i HDD's familie, så sukkermængderne var ikke ligefrem for nedadgående. Varanen fik løs på de honningkager, vi fik bagt, og Øglen pyntede kagehus til den store guldmedalje. Farmor havde købt saml-selv kagehuse til alle børnene, og der var blevet indkøbt alt, hvad hjertet kunne begære af glasur, krymmel (drøssel, som Øglen kalder det) og what-not. Reptil-mutti var så hende, der stod for at klistre mesterværket sammen med napalm smeltet sukker og det lykkedes sådan nooogenlunde. Og jeg fik kun én brandvabel. Sindssyge sukker!

Temmelig pyntet hus - Sneglehuset i Thyborøn kan godt gå hjem og lægge sig

Det færdige - skæve - resultat. Med enkelte sætningsskader og en håndfuld K3'ere. Men det står endnu

Varanen blev sjovt nok også helt udjulet til bage-/knasedag, take #2, hvilket jeg ikke kan bebrejde ham. Vi andre var sq også trætte, altså, og det er jeg for så vidt stadig i dag. Og nok også i morgen. Men så er det jo heldigt, at jeg først er sådan en, der skal danse logistikvals igen på onsdag. I dag har begge reptiler været hjemme med HDD, mens jeg har prøvekørt Den Nye Bys bibliotek (arbejd' arbejd') og lavpris-latte fra SuperBrugsen. #nomnom. Og i morgen bliver hoste-Varanen og jeg hjemme og snakker med hhv. skorstensfejer og vvs-typer, der skal komme og give et tilbud på et nyt fyr. Og hygger os.

Indtil videre klarer december det nu meget godt, synes jeg. Keep up the good work. Er det ikke sådan man siger, når man bor i provinsen?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...