torsdag den 17. januar 2013

Drivkoldt!

Jeg må formode, at det meste af landet har opdaget det, men her kommer det alligevel: Det er KOLDT udenfor. DRIVkoldt, som Øglen ville sige! (Eller drivmørkt, drivvarmt eller det lidt mere korrekte 'drivvådt'. Sq da heller ikke logisk!) Hvis det skal blive ved, så bliver jeg jo nødt til at anskaffe mig en flyverdragt. Eller en pejs, der rent faktisk virker. Eller nogle flere stearinlys til den flotte Kubus-stage, som HDD og jeg fik i julegave, nu jeg ikke var en af de heldige bloggere, der fik en. Grrr. Kh bitre Øglemor.

Så koldt er det udenfor. Koldt, men pænt!

Og naboens kristtjørn kæmper (også) en ulige kamp mod minusgraderne

Jeg fragter reptilerne over til Den Nye Institution i "store cykle" (aka ladcyklen), og fordelen ved det er, at der ikke er nogen batterier på den, der kan gå død i kulden. Så den virker altid. Ulempen er så til gengæld, at gearet er frosset fast (toppen, når der simpelthen er så bakket her i Forstaden (!)), og at kalechen er ved at dø en stille død (må have en ny. Så hvis nogen skulle have lyst til at sponsorere en Bugatti-kaleche i sort, skal I ikke høre for det). Og at den er så kold nede i ladet, at jeg er positivt overrasket over, at ingen af reptilerne er frosset fast til bænken. Men driftssikkerheden vinder alligevel over ulemperne, så jeg må bare bide brokken i mig og glæde mig over, at det fastfrosne gear træner mine lårmuskler yderligere.

Ladcykel - nu med kælk. En af fordelene (ud over gode lårmuskler) ved at bo i en bakket forstad er, at børnehavens legeplads har indbygget minikælkebakke


I morges blev de også kørt i ladcyklen. Pakket ind i flyverdragter og dyne, mens jeg tonsede af sted uden hue, fordi den er blevet brugt til en eller anden sindrig leg, hvor den fungerede som vugge for en nyfødt hund med batteri. Fra BR. og nu er forsvundet i det bjerg af legetøj, som Det Nye Hus indeholder. Og hjemturen fra Insti foregik så uden handsker, fordi afleveringen af Øglen var rigtig sløj i dag, og jeg måtte skynde mig ud af døren. Med en Øgle stående på den anden side med tårerne sprøjtende ud af de blå øjne. Hun savner sin gamle børnehave, kunne hun bedyre i morges. Og N i særdeleshed. Og det kan jeg jo godt forstå, men det er lidt svært at gøre noget ved. Ud over altså at tage på playdate hos N på lørdag. Hvilket hun godt ved, og måske netop derfor rumsterer han og 'det gamle liv' lidt ekstra i hovedet på hende for tiden.

Men derfor er det stadig ikke sjovt at forlade sit triste barn. Heldigvis var hun glad igen, da hønemor jeg ringede efter et kvarter. Jeg prøver imidlertid at huske mig selv på, at det ikke er farligt, at hun reagerer. At det næsten ville være værre - eller i hvert fald underligt - hvis hun slet ikke gjorde. Alt kan jo (desværre) ikke være peachy altid, selv om det da ville være rart.

Turen går snart af sted for at hente. Uden vanter. Brrr. Og jeg er 99,9 % sikker på, at jeg får en glad Øgle hjem. Som har været til fødselsdag hos en af pigerne og med garanti også vil have alle pigerne hjem, når hun snart har fødselsdag. Og hvis vi tager et smut omkring mosen og fodrer ænder på vej hjem og laver et eller andet hyggeligt, når vi kommer hjem, så er jeg mere end sikker på, at hun vil have det som blommen i et æg. Før vi ser os om, er det weekend, og så er der playdate. "Det bliver sjovt, mor", som Øglen sagde i morges. "Jeg glæder mig til at lege med N. Jeg tror, vi bliver uvenner. Det bliver vi altid. Han er min bedste ven!"

Nårh!

15 kommentarer:

  1. Hellere fastfrossent gear end hoste og influenza. Jeg SIGER det bare ;kr

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har du ganske ret i. God bedring? :-)

      Slet
  2. Årh det er også bare det BEDSTE at have en ven som er så god, at man kan blive uvenner.

    Det lyder ellers koldt, det der forstadsliv. Og rimelig fesent med den der pejs..

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ikke? De nåede at blive uvenner et par gange på playdaten, men med lidt mægling blev de hurtigt gode igen.
      Og ja - totalt fesen pejs. Der holdes lun med stearinlys. Men det var jo ikke helt det, der var meningen, jo. Og stearinlys dufter bare ikke lige så godt af træ, som pejse gør. Eller varmer helt så meget...

      Slet
  3. Øglen har fuldstændig ret - det er nemlig lige præcis drivkoldt :-)

    Randi

    SvarSlet
    Svar
    1. Netop! Og det fortsætter, lader det til! Grrr.

      Slet
  4. Du er sej, er du!;) Tager indkøringen og de udfordringer der hører med så godt! og det er nemlig helt naturligt med en eller anden form for reaktion - og med legeaftalen på lørdag vil minderne om den gode tid det gamle sted naturligt komme frem:)
    Og JA(!), det er bare DRIVKOLDT;);) for tiden! Jeg henter Liva i børnehaven på gåben hver dag og så går vi sammen hjem. Der er 1,5 km hver vej, så det er ikke fordi jeg skal gå særlig længe;) men det ER koldt. Og fordi vi lever det bilfri liv og fordi jeg generelt gør alt for at undgå buskørsel i byen får jeg gået en del kolde kilometer;):) - men jeg har til gengæld altid dobbelt op på huer og handsker, for det er totalt uundværligt! Du må få dig et par reserver:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de pæne ord. Ved nu ikke, hvor sej jeg er - mit hjerte føles af og til, som om det er ved at blive flået i stumper og stykker, når ungerne (Øglen, primært, eftersom hun er den mest bevidste af de to) er kede af det.
      Vi har også omkring 1-1,5 km til institutionen, og når der ikke ligger så meget sne som nu, tager vi den også med barnevogn (og ståbræt). Selv om vi har bil, er det kun HDD, der bruger den. Jeg er lidt en kylling, når det kommer til bilkørsel, så hvor jeg kan, cykler eller går jeg - eller tager bussen herude i Forstaden, hvor busserne ikke er lige så nederen, som de er i byen :-)

      Slet
  5. Haha, lyder som en ven af den allerbedste slags :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis - de fås ikke bedre :-)

      Slet
  6. Hvor er det bare fedt med Øglen og Varanen. Så kan det være ligeså drivkoldt som det vil udenfor :) God weekend.

    SvarSlet
  7. Er ny hér, så først: HEJ. Har netop læst et af dine indlæg om cykelanhænger - og ser nu, at I alligevel tonser rundt i en Christianiacykel. Her på matriklen diskuterer vi frem og tilbage, hvilket køretøj vi skal fragte afkom rundt i. Hvorfor landede i på Christianiacyklen? Tak for god læsning og GOD drivkold weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marie. Velkommen til - bliv endelig hængende :-)
      Og ja; vi havde en kort flirt med en cykelanhænger, der var både pæn(-ish), praktisk og nem at manøvrere - Øglen (vi havde ikke fået Varanen endnu på det tidspunkt) hadede den bare som pesten. Og da det kom til stykket, var jeg faktisk ikke så vild med at køre rundt med den i Indre København, hvor Øglen gik i vuggestue - jeg syntes, den var for tæt på vejen (=bilerne), og så følte jeg ikke helt, at jeg havde føling med Øglen, nu hun sad et pænt stykke bagved mig. Men nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor du bor, og om der er lidt mindre trafik der. Det rigtig fede ved anhængeren var, at den også kunne bruges som klapvogn. Det var virkelig et plus, og det kunne jeg godt savne ved Christianiacyklen.

      Vi landede på Christianiacyklen, fordi den er solid, (relativt) nem at manøvrere og har god plads. Vi fravalgte Niholaen, fordi vi havde brug for at have to børn plus tasker, cykelhjelme, tæpper og whatnot med, og der syntes vi, at Christianiacyklen virkede som om, den havde mest plads. Men vi gik ikke så videnskabeligt til værks i vores søgen :-) Vi har på ingen måde fortrudt vores køb - begge unger elsker 'store cykle', og der er blevet kørt mere end én tur med mig selv i ladet også. Virkelig hyggeligt :-)

      God transport-shopping og god weekend til dig også :-)

      Slet
    2. TAK for fyldigt svar. Hælder selv til Christiania-cyklen, selv om den er tung og skrumlet og fylder HELE cykelstien på Gl. Kongevej :)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...