lørdag den 12. januar 2013

Når værktøjskassen er tom

Nå, kære Blogland. Nu er det jeres tur. Til at øse af jeres visdom udi babyhed.

For det kan godt være, at jeg skrev forleden, at Varanen ikke reagerede synderligt på at være begyndt i den nye vuggestue. Og det tror jeg egentlig heller ikke, han gør. Men et eller andet er der i gære, og hvorvidt det er en reaktion på vuggestue-skiftet, tænder på vej, det underlige udslæt på hans højre fod eller det, at han lige er begyndt at gå (i går - og det er simpelthen så megasødt og klumpedumpet, at jeg bliver helt blød om hjertet og næsten glemmer, hvor terroristagtig, han er for tiden) eller en glad kombination af det hele, så aner jeg ikke mine levende råd.

Det er meget muligt, at der er en helt naturlig forklaring på hans opførsel. Og det er meget muligt, at tiden arbejder for os, og at han er from som et lam, når vi når til februar/marts/december/2015, men det ændrer ikke på, at det er lige nu, det virker til at være ret svært at være Varanen. Og i flere tilfælde også at være hans forældre, for den sags skyld.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er gået lige så videnskabeligt til værks med det at få Varanen, som jeg gjorde med Øglen i sin tid. Med barn nr. 2 har jeg haft en del erfaring at trække på, og jeg hviler meget bedre i mig selv og mine beslutninger i forhold til mine børn (se her venligst bort fra institutions-hjerneblødning for nylig). Øglen og Varanen er to meget forskellige børn, og det er en løbende proces gang på gang at konstatere, at noget, der virkede på Øglen, overhovedet ikke fungerer med Varanen. Og vice versa. Men jeg gør det så godt, som jeg kan, og bortset fra den dårlige samvittighed, som jeg vist aldrig helt kan slippe, synes jeg egentlig, det går helt godt.

Varanen i morges. Hvor han trods alt var så venlig først at vågne ved 8-tiden. Manglede også bare, faktisk

Bortset altså lige fra nu. Hvor jeg har tømt værktøjskassen for samtlige remedier, den måtte indeholde, der på nogen måde kunne være relateret til at berolige en 15-16 mdr. gammel baby eller endog få pågældende baby til at falde i søvn.

Forhistorien er den, at HDD er den, der har og har haft lettest ved at putte begge reptiler som helt små. Ingen af dem er vilde med at falde i søvn selv, og ingen af dem er specielt hurtige til at falde i søvn. Og jeg må nok bare erkende, at jeg er for utålmodigt anlagt til at bruge timevis af min aften på noget, der trækker så meget i langdrag. Hvilket selv 1-årige sagtens kan mærke, og derfor har det trukket endnu mere i langdrag. Som konsekvens er det derfor HDD, der putter Varanen, og mig, der putter Øglen (hvilket i øvrigt går glimrende, selv om det også kan være en langsommelig affære), og sådan har det været næsten siden, vi flyttede ind i Det Nye Hus. Lige indtil forleden, altså. Hvor vi besluttede, at det jo (trods alt) ikke var holdbart, at vi ikke begge kan putte begge børn (Øglen vil nemlig ikke have HDD til at putte sig). Så jeg skulle putte Varanen og udstyrede mig selv med den største tålmodighedshat, man nogen sinde har set.

Alligevel gik det temmelig sløjt, for nu at sige det pænt. Efter hans godnatflaske stak han i et hyl, der bare eskalerede, og uanset hvad jeg gjorde, blev det ikke bedre. Hvis jeg nussede og tyssede, blev jeg skubbet væk. Hvis jeg satte mig ved siden af sengen, blev der (også) rusket tremmer og skreget i vilden sky. Hvis jeg tog ham op for at berolige, blev jeg skubbet og dasket til og gået i bro på. Hvis jeg gik uden for døren for lige at se, om det kunne køle gemytterne ned, blev der skreget så skingert, at jeg seriøst var bange for, at han skulle sprænge et blodkar (eller et stemmebånd). Gået the picture?

Efter en time kom HDD ind for at gyde olie på de oprørte vande, og inden for et kvarter sov Varanen.
Dagen efter gentog showet sig - med den forskel, at HDD overtog 'allerede' efter en halv time, og at det tog ham en halv-en hel time at dysse skrigefrans ned. Han (altså Varanen) var helt balstyrisk og endte med at skrige sig i søvn, det lille skind.

Det er ikke brok det hele - her er vi i ZOO, og Varanen, der uvist af visse årsager hader at have vanter på, har lånt mine kæmpeluffer for at varme de stivfrosne fingre op

I går prøvede jeg igen at putte Varanen (#masochist), og da endte det rent faktisk med, at Varanen faldt i søvn uden de store sværdslag. Hvilket burde have gjort mig mistænksom, men jeg ænsede desværre ikke andet end min egen succes - altså lige indtil kl. 22.30, hvor der blev små-øffet fra værelset, og kl. 23, hvor skrigebegivenhederne tog fart. Kl. 02.50 (sic!) var der ro i lejren igen, men inden da havde HDD og jeg nået et vagtskifte, holdt Varanen i hånden under hans små slumreanfald (som han brat vågnede fra, i det sekund man overvejede at flytte lidt på sig - hver gang!), haft ham på armen, gynget, nusset og pusset i gyngestolen, nynnet, gået, ssscch'et, givet kiks, lavet en ny flaske, selv om natflaske forlængst er udfaset, og videre i dén dur. Omkring 4 timer skulle det åbenbart tage, før han dejsede om. I vores seng, oven i købet, hvor han ikke har sovet (fordi han nægter), siden han var et halvt års tid gammel. Så en god og hyggelig afslutning, men jeg ville dog nok have sat større pris på den, hvis optakten havde været væsentligt kortere.

Er det bare mig, eller ser den lille natteravn en kende træt ud? 

Men hvad sker der?! Hvorfor er det, at jeg ikke kan trøste mit eget barn og få ham til at om ikke sove (det har vi sq altid haft problemet med) så til at falde lidt ned? Særligt taget i betragtning, at jeg om dagen fint kan berolige ham og i øvrigt dårligt nok må gå ud i køkkenet (separationsangst big time - formentlig yderligere ansporet af vuggestueskift)? Hvorfor må jeg/vi ikke røre ved ham? Hvorfor bliver han så vred om natten? Og hvad er der overhovedet i vejen i første omgang, siden han bliver så gal? Jeg forstår det simpelthen ikke, og manglen på værktøjer til at tackle det, gør mig både frustreret og magtesløs. Jeg vil så gerne være rummelig og forstående og anerkendende og det hele, men skrigeriet og den berøvede nattesøvn gør det desværre lidt for nemt for Utålmodige Mor at holde sit indtog. Hende gider jeg ikke have på besøg, for det nytter jo ikke noget - når man er 16 måneder, er man ikke uartig eller bevidst irriterende, men forsøger at give udtryk for noget. Men hvad? Og hvad gør jeg for at hjælpe?

Så er der nogle af jer, der sidder inde med de vises babysten, må I meget gerne dele. Helst inden jeg bliver sindssyg. Eller før balladen stopper igen og bliver afløst af endnu en crazy fase.

I aften er vi gået tilbage til, at det er HDD, der putter. OG vi har stoppet en stor portion havregryn i krapylet før sengetid. Sover han fra nu og til i morgen tidlig, betyder det så bare, at HDD aldrig kan være væk omkring puttetid igen. Det ville ikke gøre mig noget, men måske det i længden vild blive jævnt træks for ham ...

Det blev langt. Beklager. Nu vil jeg gå i seng. Og håbe på masser af søvn til alle mand. Ikke mindst Varanen.

- Postet fra mini-Padden

18 kommentarer:

  1. Ingen ekstra værktøjer herfra, ud over at alt er en overgang.... kunne du i en periode ikke lave noget for HDD så han holder til det? Og så synes jeg du skal have ros for din forståelse og rummelighed - min træthed om aftenen rummer ikke så meget. Du skal måske overveje at hvis han er mæt, ikke har ondt osv osv, at det så er ok at han skriger sig i søvn mens han ved I er lige udenfor. Så er han jo ikke et lille skind, men stædig :-) og urimelig iht den putterutine hans mor synes er acceptabel. Held og lykke. Jeg glæder mig til andres svar, da der sikkert findes en bedre indgangsvinkel.

    SvarSlet
    Svar
    1. og jeg ville også have skrevet at man selvfølgelig skal ind til ham med korte mellemrum og forsikre at det er ok at han ligger alene- vi har iøvrigt brugt rigtig meget at nulre vores ældste datter på ryggen - det faldt/ falder hun til ro af.

      Slet
  2. Åh, det er rædselsfuldt. Og selvom alt er en fase, er det skrækkeligt, når man står i det. Men mon ikke det er en reaktion på flytning, ny institution og større bevægelsesfrihed nu hvor han kan gå?

    Forleden genopdagede jeg et puttetrick, som vi brugte til min nevø for 10 år siden, og det virkede på LilleLille. Prøv om du kan få ham til at ligge på siden eller maven og giv ham så 5 små klap i numsen efterfulgt af 3 små skub. Bliv ved med skift mellem klap og skub. Det lyder åndssvagt, men det virker. I hvert fald på min nevø, da han var helt spæd og på LilleLille, som er 12 måneder. Det er da et forsøg værd.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har også klappet. Dog uden system. Det var godt men skal være inden de rammer det røde felt

      Slet
    2. Jeg har brugt det til at få LilleLille ned fra det røde felt og blive rolig nok til at jeg kunne gå ud af værelset. Men det er jo også "charmen" - de er så forskellige, de unger, så det der virker for den ene kan være helt anderledes for den anden.

      Slet
  3. Åh, det lyder hårdt! Jeg har desværre nok ikke en masse gode værktøjer, men jeg kan i hvert fald genkende børns behov for at sætte i systemer. Hvis jeg putter Liva hver aften har hun meget svært ved at acceptere, når far pludselig putter. Og så gør han alt forkert i hendes øjne, fordi han ikke gør det på 'min' måde. Vi skiftes derfor og tager ca hveranden putning hver og gør i øvrigt tingene i samme rækkefølge (tandbørstning, bleskift osv.).

    En lille tanke er måske... Liva bliver utryg hvis for mange ting på én gang ikke er som de plejer - og lige nu, hvor Varanen er startet i ny institution, flyttet til ny bolig osv. er det måske for meget for ham også at rumme et nyt putteritual? Altså - måske skal du lade HDD gøre det en måned mere og først der kan I så sætte ind og lade dig putte også..? (sagt i al ydmyg beskedenhed, for jeg aner jo ikke om det hjælper!)

    Når vi indfører en ny vane har vi også bedst held med det, når vi samtidig ændrer noget fysisk. Flytter sengen til et andet hjørne - fx hvis et nyt putteritual skal indføres - eller lign.

    Nå, lidt idéer kom jeg så alligevel med. Om de virker er en anden sag..

    Håber I fik nattesøvn allesammen!:)

    SvarSlet
  4. Ok, nu kommer der en kliche - og I har garanteret prøvet - men måske bliver han bare mere forvirret/stædig/dance-for-me-puppet-parents af at I prøver så mange ting på én nat?

    Min erfaring med børn på 15 måneder begrænser sig til min tid som au pair, så der er ikke det vilde at trække på (mest fordi det i sidste ende ikke var mig der havde ansvaret) Men der var putterutinen at vi sad i gyngestolen og sang en sang eller to, så blev han lagt over i sin seng og vi holdt i hånd igennem en sang mere - hvis han virkede meget urolig sad jeg lidt med hånden på maven af ham og tyssede. Og så var der godnatkys og lights out. Første gang han kaldte sang vi en sang mere, anden gang bare et kys og godnat og efter det blev han bare lagt og fik sutten uden snak. Og med mindre der lod til at være noget galt, så fik han lov til at skrige - men jeg mindes ikke han nogensinde skreg mere end to ti-minutters intervaller (hvor jeg var inde og putte+give sut imellem), så jeg nåede aldrig at blive sindssyg, selv når jeg var alene om det

    SvarSlet
  5. Er det nu man skal være den feje og sige at det er en fase i separations/selvstændighedsfasen? Mener at kunne huske fra barn nr 1 at det at lære at gå betød søvnløse nætter for hele familien og der måtte nusses og puttes og aes og hvad har vi i uendelige nattetimer. Men det er en fase... Og mon ikke at den er overstået om kort tid. Og indtil da lad HDD stå for selve putningen og så kan du gøre resten og HDD omvendt... Pøj pøj med det :) Yngstemanden er i begyndelsen af sep.fasen med hvad dertil hører af nægte at sove til middag, kun puttes af mor hvis hun ligger lige ved siden af, vil ikke mades når andre ser på, så puha! Håber dog at indkøring i vugger og bh bliver ved med at være en dans på roser :) god weekend

    SvarSlet
  6. Jeg har jo en søn på præcis samme alder. Han er nem at putte, men han er begyndt at vågne om natten og vil ikke sove igen. Jeg sidder ved ham i hel tavshed, og når vejrtrækningen bliver dybere lister jeg ud. De sidste to nætter har det taget en time. Og så står han op imellem 5 og 6 IGEN! Det var vi ellers ovre. Så jeg hælder til, at det er aldersbetinget, krydret med tænder/ny institution/ forkølelse og hvad der ellers kan forstyrre.
    Johanne

    SvarSlet
  7. Hej, personligt ville jeg ikke lave soverutiner om i nær forbindelse med et institutionsskifte, det kan være alt for meget roden rundt i hans lille verden. Vent nogle mdr. så er der faldet ro på og han vil være mere udmattet når sovetid kommer fordi vejret er bedre og han har været ude og lege og været mere mobil fordi han går.

    SvarSlet
  8. Jeg aner det ikke - søvn og putning er heller ikke altid en dans på roser (lyserøde skyer?) herhjemme. Men jeg sender jer al den bedste godnat-karma, jeg kan. (Og synes i øvrigt, det lyder ret overbevisende det dér med at vente lidt med at ændre rutiner, til vuggeren er helt indkørt)
    Kram

    SvarSlet
  9. Åh, hvor jeg genkender frustrationen over ikke at måtte trøste - det er så hårdt. Da Tvitten var yngre, kunne hun blive så hysterisk gal, at vi ikke måtte holde om hende. Og så måtte vi bare tale beroligende til hende og lade hende rase færdig.

    Hun har i øvrigt også haft nogle perioder med noget, der mindede om natteskræk. Det var særligt i perioder, hvor der skete meget nyt for hende (som f.eks. Mini Tvittens fødsel og skift til børnehave), hvor hun pludselig kunne rejse sig op i sengen (typisk 1-2 timer, efter hun var blevet puttet) og skælde og smælde, men uden at være rigtig vågen. Derfor havde vi den samme følelse af ikke at kunne trænge ind til hende, og kun engang imellem kunne vi få lov at holde om hende. Det eneste, vi ellers kunne gøre, var at sidde derinde ligeså stille og tale beroligende til hende til hun faldt til ro igen. Nu er det vist ikke så typisk, at helt små børn har natteskræk, men måske nogle af tendenserne er de samme i det, Varanen oplever - altså, at det hele skal bearbejdes om aftenen og natten, hvor der er ro?

    Jeg tænker derfor også, som flere af de andre, at det måske kunne være en ide at vente lidt med nye rutiner, til Varanen har vænnet sig til de andre ændringer. Og så holde fast i tanken om, at det bare er for en periode, og at Rummelige Mor nok skal få lov til at putte ham (også selvom, det måske bliver en kamp til den tid) ;)

    Kh herfra

    SvarSlet
  10. Hej

    Smider lige nogle af mine værktøjer i puljen... Har 4 børn, den mindste på alder med Varanen. De har 7,9 ,13 aldrig haft problemer med det der putning. De sidste to har nærmest bare gjort tingene, før jeg var klar til det : Droppet natamning/flaske, kæmpet for at komme i sin egen seng ( lidt som Varanen vil min mindste heller ALDRIG sove i smørhullet) Så det er jo egetligt ikke fordi vi har kæmpet. MEN.... jeg tror det handler meget om hvor rolige forældrene er ( siger jeg uden at kende jer, og det er vildt fejt og bedrevidende;-). Med 4 børn er vi bare TRÆTTE kl 20.00 og ORKER slet ikke diskutioner, og det tror jeg også godt de kan mærke.
    Som alle andre også har skrevet, så skal I nok vente med at lave for meget om ovenpå flytning osv. men efter et stykke tid, skal I beslutte jer for at nu er det nu! Og så hvilken form i vil bruge. Skrige sig i søvn ( ikke min kop the, men det er jo op til folk selv;-) skrige/trøste/skrige/ trøste i intervaller, eller holde i hånd eller hvad i nu kan finde på.
    Hende der netsundhedsplejersken har en "sov godt"-metode, hvor man barnet skal lære. at der er godt og trygt i sengen. og mor eller far er i rummet og laver noget, f.eks stryger eller ligger vasketøj sammen. Tjek det ud på hendes hjemmeside. Jeg tror det var den jeg ville vælge, hvis mine begyndte at hysse omkring sengetid. Den virker blidest for elle parter:-)
    Nå det blev langt, ved bare hvor vigtigt det er at der er gode senge rutiner:-) Håber I får styr på det.
    Vh Christina

    SvarSlet
  11. Jeg kan se, at der allerede er kastet mange gode råd i din retning, men eftersom vi mere eller mindre lever et parallel liv - også i det her tilfælde!, giver jeg også mit besyv med.

    Tilbage i oktober http://www.vevikaogjesper.blogspot.dk/2012/10/sandheden.html havde vi præcis samme udfordringer med Villum. Og det var så ualmindeligt hårdt! Jeg husker faktisk ikke helt, hvordan vi kom ud af den frygteligt fase igen. Men da vi pludselig alle fire sov sammen hver nat (i 14 dage!!) blev han rolig igen. Er han ikke gået fra at sove sammen med Øglen til at sove alene? Kan det være at han mangler trygheden ved at have sin søster i nærheden?

    Og Villum som ellers aldrig har villet putte og hygge i vores seng, er begyndt at komme ind i vores seng 3-4 gange om ugen i løbet af natten. Og jeg synes faktisk at det er meget hyggeligt, med den lille varmedunk lige der i midten.

    SvarSlet
  12. Øv, det er sgu ikke sjovt :-( Jeg har ikke de vise sten. Sender i stedet gode tanker og håber I har fået sovet lidt.

    SvarSlet
  13. Altså, jeg putter altid vores søn på 3 når jeg er hjemme - altid. Jeg har altid haft nemmere ved, at putte ham og så er det blevet sådan. Til gengæld er det ikke noget problem for min mand, at putte de dage hvor jeg ikke er hjemme...ved jo ikke om det samme gælder for jer, men altså, måske er det okay at det er dig der putter Øglen og din mand der putter Varanen når i begge er hjemme, hvis det er det der virker -

    SvarSlet
  14. Smider også lige mit besyv med, som ligner Mies....Vi havde en periode (efter flytning), hvor jeg puttede, puttede og puttede begge unger. Og de vil faktisk bare ha' mig. Men når jeg ikke var hjemme til putning, så var der jo kun far - og så var det OK. Jeg tror at mit bud til være at du sender HDD i bio en aften, og så har Varanen jo ikke andet valg end dig...Det vil han nok affinde sig med.
    ...og så tænker jeg at Varanen måske har luret at hvis han brokker sig nok, så bytter I til slut, og han får HDD, som han gerne vil ha'. Jeg synes at det har hjulpet meget at stå fast. Jeps - der ryger et par aftner, men omvendt kommer de jo tilbage igen når ungerne kan puttes af jer begge.

    SvarSlet
  15. Hej verdens bedste blogger
    At spørge om råd med børn kan udløse overvældende mængder af råd (farligt) alle har deres måder.. :-) jeg vil bare lige sige.. At du sagtens kan putte dit barn, det lille myr har jo bare fået indlært, at det kun er far der hjælper på trætheden. Og det kan godt tage tid (og tårer desværre) at overbevise barnet om noget andet, samt at finde jeres helt egen måde..
    Ro på, rutiner, og så stå fast og udstrål at du har styr på det. Også for guds skyld må hdd ikke tage over!!! Så beviser i bare at "mor kan ik, nu kommer far" og det er løsningen. ;-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...