fredag den 25. januar 2013

Spænding i tilværelsen

Med et køkken, der hænger i laser (undskyld, HDD - jeg ved godt, du knokler på det i alle dine ledige timer, men det ændrer desværre ikke på, at vi ikke har haft fungerende kogeplader i to uger nu!) og et nært forestående projekt om at udskifte hoveddøren og vinduerne på den ene side af huset, der for alvor har bekendt kulør her i permafrosten og vist sig at være omtrent lige så tæt som et fuglebur, skulle man synes, at vi havde nok at se til, sådan projekt- og spændingswise.

Ikke desto mindre besluttede vi os i tirsdag for at få endnu en (kollektiv) hjerneblødning over Den Nye Institution, og før vi fik set os om, var vi kommet til at skrive reptilerne op til den anden institution, de fik tilbudt plads i - the one that got away. Bare for at prøve. Og eftersom det hele er blevet så digitalt og "smart", endte det med at der kun gik 10 minutter, før der tikkede en mail ind om, at Den Nye Kommune, Der Primært Er Befolket Af Mennesker Med Pels og Sølvhjelme Og Derfor Har En Udpræget Mangel På Børn, kunne tilbyde Varanen en plads i pågældende insti til april. Og så kunne Øglen måske komme ind på en søskendefordel. Yikes! Så skulle vi jo pludselig til at tage stilling igen. Hurtigt igen. Onsdag var vi ude og se instien igen, og den var stadig god og hyggelig. Så vi overvejede og overvejede. Lagde planer for at tage ungerne ud af Den Nye Institution nu-nu (vi kan være så dramatiske), holde dem hjemme hos mig et par måneder med tilskud til pasning af egne børn, satse på en plads til Øglen senest i juni, miste depositum i nuværende insti, og. så. videre.

Reptiler, der storhygger med tegneriet! 

Vi talte og talte og talte. Og blev enige om, at den nys tilbudte institution var intet mindre end Den Hellige Gral. Lige indtil altså i går, hvor jeg på bedste Basil Mus-vis (læs: stalker-manér) passede nogle intetanende, afleverende forældre op og spurgte til deres oplevelse af Den Hellige Gral. Jeg fik et ret klart svar om, at vuggestuedelen var fantastisk, og at børnehavedelen var lige præcis det modsatte. Den ene mor talte jeg ret længe med, og hun endte faktisk med - efter hun havde talt lidt i ring - decideret at fraråde mig at putte mine børn i institutionen. Eller gøre det - og så håbe på, at det måske blev bedre. Hm. Ikke lige det, jeg gerne ville høre. Og da jeg senere ringede til lederen for at få uddybet nogle ting (kom ikke og sig, at jeg ikke er grundig!), og hun ikke kunne svare klart på nogle i mine øjne ret vigtige spørgsmål om alderssammensætning på (de små) børnehavestuer samt stabilitet (eller mangel på samme) i personalegruppen, var det som om, Den Hellige Gral smuldrede en anelse. Ikke mindst fordi der også var et par andre ting, der var sådan lidt bop-bop, for nu at bruge et godt, gammelt 90'er-udtryk.




Piss' koldt ude i Forstaden. Det er, hvad det er. Og jaja, rundstykke, hvis du har set billederne før ovre på Instagram. Hvis du ikke har, så kom over og sig hej til @astridsf
Alligevel brugte jeg det meste på i går på at tale med Pladsanvisningen og andre institutioner, regne på forskellige scenarier og overveje, hvad man nu lige skulle sige til Den Nye Institution, hvis man melder sit afkom ud efter 3 uger. Men da jeg så hentede selvsamme afkom i Den Nye Institution i går, iggå? Da var de bare så glade. Og havde lavet fede ting. Og de ting, jeg var lidt bekymret omkring (hvilket jeg talte med lederen om i går morges), kunne jeg se, at de allerede var begyndt at gøre noget ved. Og Øglen fortalte, at D havde fødselsdag, at hun havde leget med M, at hun havde fået et bamse-klistermærke, fordi hun "var en god ven og ikke skubbede de andre ud af legen", og at Lillegruppen skulle lave suppe over bål i dag. Og så var det som om, at Den Nye Institution ikke var så slem endda. Nærmest tværtimod. Så nu tror jeg bare, at vi holder kæft med den institution. Og prøver at forstå, at ingen institution på 3 uger kan nå at leve op til de institutioner, vi brugte år på at lære at kende inde i Kbh. Så nu er vi glade for Den Nye Institution igen. Men hvad skal vi så få tiden til at gå med?!

- Det hul i taget, der kom i går - og som i øvrigt, paradoksalt nok, blev forårsaget af den tagmand, der var ude for at vurdere tagets tilstand?

- Det faktum, at jeg netop har aftalt med Dagpengeland, at vi er through, fordi nogen prøver at gå all in på det der firma-noget (efter at have modtaget supplerende dagpenge en rum tid snart). Og derfor ikke har nogen som helst fast indtægt fraaaaa NU af?!

...

Man kunne selvfølgelig også bare sætte sig i sofaen med en kop kaffe og slappe af? I stedet for at panikke totalt, hvilket ellers virker som det mest oplagte valg lige nu, hvis man spørger mig ...

25 kommentarer:

  1. I er skøre! Det lyder HÆSBLÆSENDE!

    Men sejt med all in!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hæsblæsende! Et ord, jeg helt havde glemt, jeg savnede! Tak for det!

      Slet
  2. Åh, havde selv de samme kvaler med institution til jullen, og vi endte også med at blive hvor vi var, og nu er hun bare så glad forden!
    Men ja, det lyder vildt...
    Og her sidder vi med to faste (i hvert fald relativt) indkomster og skændes over dårlig økonomi...

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt st høre, at man kan blive rigtig glad for en insti, man ellers overvejede at skippe. For nu bliver vi, hvor vi (reptilerne) er :)
      Ang. indkomst, så er vores hus heldigvis købt efter, at en af os ikke tjener alverden (for nu at sige det mildt). Og det er egentlig meget rart. Selv om et nyt tag så må siges at være lidt af en bet ...

      Slet
  3. Hov, hvad er jeg gået glip af. Hvorfor vil I pludselig rykke reptilerne ud af Den Nye Insti?? Selv om det er surt, træls og til både at tude og skrige over for jer alle fire, så er tre uger for kort tid til at opgive. Godt, at reptilerne havde en god dag idag, så I kan bruge jeres weekend-krudt på laset køkken, utætte vinduer og hullet tag. God weekend :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ingen er gået glip af noget - har slet ikke nævnt noget om det her på bloggen, da vi er gået fra 0-100 (pg tilbage til 0) på meget få dage. Det er såmænd ikke fordi, der er lidt skrig, skrål og reageren, at vi har overvejet et skifte, men mere fordi der har været noget ting, som vi lige skulle have talt med ledelsen om og opklaret (underbemanding og manglende opsyn med en deraf følgende utryghedsfølelse hos os). Og så er der nogle rent temperamentsagtige ting, men vi er nået frem til (efter vores dramaqueen-agtige adfærd), at det så må være vores problem og ikke reptilernes. Såeh... Storm i et glad vand, kan man vist godt kalde det :)

      Slet
  4. Det lyder stressende - det hele! Specielt det med manglende kogeplader (som jeg jo ligesom kan sætte mig lidt ind i - nu på manglende ovn på 3 uge...).

    Nå, men hvorfor var det egentlig lige, at I ville melde ungerne ud i første omgang? Havde fået indtryk af, at I, selvom den var dyrere (?), egentlig var ret glade for den nye institution? Under alle omstændigheder er du godt nok grundig. Vi fik et pladstilbud til Caroline her sidste sommer - og havde 15 min (ja... 15) til at svare enten ja eller nej. Og det blev et ja. OG jeg kan ikke sige hvor glade vi er for den insti. Har faktisk helt overvejet at sige op - og tage med derud i dyrehaven hver dag! Nå, men det får man jo ikke engang dagpenge for... Og hvis vi skal have en ny ovn er det nok ikke måden. Men... Tilbage til jer - spænding til det sidste! Men jeg er altså stadig åbenbart bagud på hvorfor den 'nye' instirution ikke var go?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har også tænkt på jer og jeres manglende ovn mere end én gang i de sidste to uger, kan du tro. Det værste er næsten, at vi HAR kogepladerne - det er 'bare' tilslutningen, der mangler...
      Ang. institutionen, så er det nok mest en temperamentssag med os og Nye Insti. Se mit svar ovenfor til Fruen i Midten. Og så at vi åbenbart ikke synes, vi har nok andet at gå op i ... :)

      Slet
  5. Yikes, det er mange ting på éen gang! Så spændende - og skræmmende - med egne ben. Og jeg er heller ikke sikker på, jeg var med på, hvorfor den nye insti var under overvejelse igen?
    God vind med køkkenet, med taget, med vinduer og døre... og dejligt med glade børn og gode aktiviteter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Se mit svar (eller - 'ikke-svar', nok nærmere :)) ovenfor. Men det skal åbenbart være skidt, før det bliver godt, for nu tror jeg, at det (endelig) er gået op for mig, hvor god Den Nye Insti egentlig er. #stemningsoppisker.dk

      Slet
  6. Sejt!!! Du kommer til at styre det der selvstændig-show for vildt :) Glæder mig til at høre mere

    SvarSlet
  7. Oh no, det med institutionsvalg er så sindssygt svært! Har netop skrevet Krabaten op i en børnehave, med en leder, der nær skræmte mig væk, og som brugte evigheder på at tale om "manden med kassen med penge", hvem fanden han så end er. Til gengæld har børnehaven jordens bedste ry og der var sådan en rar stemning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jordens bedste ry og rar stemning lyder helt klart som noge, der er værd at sætte sine penge (og sin Krabat) på. Uhyggelig leder eller ej :)

      Slet
  8. Jeg er helt forvirret, ligesom de øvrige damer i kommentarfeltet. Hvorfor ny insti? Jeg havde indtryk af at alt gik som man kunne forvente efter 3 ugers tid...?

    Det der hus i forstaden det er da snart som godt som nyt, hvis man ser bort fra ydermurene. Og sejt med selvstændighedslivet. Det glæder jeg mig til at høre mere om.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også forvirret mht insti. Det, der var splejset forleden og afstedkom al den tvivl, er nu sådan lidt 'øh... hvad var det nu lige, der var galt'-agtigt. Men der var noget med noget manglende opsyn, som jeg også har skrevet ovenfor, som ikke huede mig. Men nu har jeg fået talt med lederen, og alt er (bliver) godt, tror jeg. Og så skal jeg bare blive bedre til at slå koldt vand i blodet og tro, at alt kan være downright fantastisk efter sølle tre uger :)

      Slet
  9. Oh my! Blev helt dårlig. Godt I bli'r. Er sikker på at den dyre er det bedste valg. Og som de andre siger så er 3 uger jo ingenting. Og det er 3 uger i januar hvor det hele er lidt dumt i forvejen. Men I har jo så rigeligt andet at holde styr på. Så find ikke flere issues før der er styr på de nuværende :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Og I har helt ret. 3 uger er ingenting. Jeg (vi) skal bare lige lære at lade være med at piske stemninger op, hvor det måske ikke er helt berettiget. Slet ikke i (lorte)januar. Jeg er allerede blevet meget gladere for Den Nye Institution, så det hele skulle måske bare sættes lidt (læs: lige rigeligt meget) på spidsen :-)

      Slet
  10. Jeg tror jeg ved havd du snakker om - ihvertfald med ny insti efter kun tre uger! Vi var faktisk det samme sted i da vi flyttede til nabo-Forstadsby - altså med hensyn til at skrive op et andet sted og flytte afkom... Vi endte med at få plads i ny-ny insti i august, men der havde vi ligsom vendt os til forholdene og haft en del lange snakke med den ene af pædagogerne (hende klikkede i bare ikke med---) men storetrutten flyttede stue, pga omstruktureringer i bh-grupperne og så gik alt meget bedre. Nå men pointen er egentlig,vi var også super glade for gl. Insti i Valby, og så er skiftet bare endnu sværere, og man sammenligner jo så nok endnu mere kritisk. Håber denne lange smøre gir mening, men jeg håber alt flasker sig - og i øvrigt super sejt med at du går all in - held og lykke :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, jeg bliver helt glad over at læse din kommentar. Det beviser bare, at vi ikke er helt sindssyg. Eller, at vi i hvert fald er flere, der er det, så. :-) For i bund og grund handler det jo nok 'bare' om, at det er så megasvært at skifte - særligt når man kommer fra noget, der var fryd og gammen...

      Slet
    2. Det er pi**e svært at skifte - og det er aldrig sjovt at se at ens barn/børn ikke trives, og er kede af det og ikke vil afleveres og man som forældre kan SE at der er ting der så åbenlyst er forkerte! Det var der vi mistede vores fornuft... Men det sjove er jo så, nu trutten har gået der et år, så begynder man også at se den gamle insti med lidt andre øjne, hvis du forstår hvad jeg mener.

      Slet
  11. Hold da kæft... Jeg blir' helt stresset af at læse alle jeres overvejelser, så jeg kan kun forestille mig hvordan I har haft det. Jeg håber at I finder ud af det, og at institutionen viser sig at være den rigtige for jer og reptilerne.

    Tillykke med at du står på egne ben nu. Wow ! Jeg har stadig 14 ugers supplerende tilbage, men håber ikke at jeg behøver bruge det hele. Så snart butikken åbner, er det slut.

    Rigtig god uge til jer :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for tillykke. Det bliver spændende! Jeg har faktisk supplerende dagpenge tilbage indtil november, men der følger jo en masse bureaukrati med, og det gider jeg simpelthen ikke mere. Så nu - adjø! :-) (Og så må vi så se, hvad min bankrådgiver siger til dén beslutning, men den tid, den glæde. Eller noget :-)) Også rigtig god uge til jer!

      Slet
  12. Wow...I kan godt nok danse rundt med jer selv...(sker aldrig for os *host*). Lyder som om at I endte med at følge mavefornemmelsen og det er suverænt det bedste. Og jo - det kan hjælpe at tale med andre forældre, men omvendt ser vi jo alle (meget) forskelligt på tingene (fx - Øglens bh på Østerbro; vi vendte rundt og gik igen - synes ikke den var god - og omvendt har I været glade for den) og derfor er nok den allerbedste løsning at følge maven, hjertet, etc. Det skal nok blive godt!! jo!

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret - de fleste forældre ser forskelligt på tingene. Jeg er bekendt med, at ikke alle var specielt begejstrede for Øglens gamle børner på Østerbro, men vi var heldige, at det hele gik op i en højere enhed med den 'rigtige' stue, sindssygt engageret personale, og en Øgle, der i den grad fik lov og grobund til at udfolde sig. Helt i den modsatte grøft var der nogle, der tog deres barn ud af børnehaven, fordi de ikke var glade for den - han var simpelthen aldrig faldet til. Vidste slet ikke, at I også havde været på besøg derovre :-)
      Men ja - det skal nok blive godt i Den Nye Institution. Jeg synes allerede, at det er lidt bedre, faktisk :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...