onsdag den 27. februar 2013

Forårsfridag

Hvem havde anet, at dagen i dag skulle blive så smuk og forårsfantastisk, som det endte med at være tilfældet? I hvert fald ikke mig, da jeg cyklede reptilerne til Den Nye Institution kun iført latterligt tyndt løbetøj i morges, mens rimfrosten lå tungt over Forstaden, og der var iskrystalleriskrystallerfrys! i ens ånde.

Men jeg fik selvfølgelig varmen igen, da jeg efterfølgende tonsede rundt i kvarteret med min dårlige kondi, der i dén grad cementerer, hvor dumt det er a) at negligere løbetræningen på det kraftigste i fire måneder, b) at flytte til en by, der er så bakket, at det halve kunne være nok.

Nå, men dagen udviklede sig jo helt fantastisk efter ismorgenen, og først på eftermiddagen var det faktisk så lunt på vores terrasse, at jeg lige nappede mig 20 minutter med en kop kaffe og et par magasiner midt i en solstråle. Uden jakke, mind you! Jowjow - foråret er lige rundt om hjørnet!

Løbeturen og kaffepausen i solen var led i en god, gammeldags fridag. Eller, altså - jeg har lavet lidt arbejdsrelateret på computeren, men i det store hele har jeg lavet det, jeg havde lyst til. (Hvilket så også omfattede oprydning og rengøring af køkken og stue. Men forårssolen er virkelig også nådesløs, når den retter spottet på støvbunkerne ...)

Ahhhh. Så skal sneen i baggrunden bare lige forsvinde...

Jeg øver mig stadig i at forstå, at det er okay at holde fri engang imellem, når der ikke lige er en deadline. At det blandt andet er det, der gør, at det er så jävlafedt at være selvstændig (for det er i hvert fald ikke lønnen, kan jeg betro jer!). Når min eneste indtægt er den, jeg selv henter hjem, skal der imidlertid helst ikke være alt for mange dage, hvor jeg bare kan holde fri. Men det er der så heller ikke, for nu at sige det pænt. Og det skal jeg være den sidste til at brokke mig over. Jeg skal bare lære at nyde de få dage, hvor der ikke er så meget, og ikke nødvendigvis hige og søge efter nye opgaver at kaste mig over. I dag gik det fint nok, men ikke uden at jeg måtte minde mig selv om det ret mange gange. Håber, roen indfinder sig på et tidspunkt, og at det føles helt naturligt 'bare' at kunne holde fri. Indtil da må jeg jo øve og øve. (Ja, det er benhårdt arbejde. Jeg ved det ;-))

Og i morgen begynder deadlines'ne så igen at stille sig i kø. Så jeg tror, denne dag har været givet godt ud. Næste gang, der kommer sådan en dag, gider jeg ikke bruge den på rengøring. Skarp forårssol eller ej.

---

Øglen var forøvrigt til 4-årsundersøgelse hos lægen i går. Forinden havde jeg forberedt hende på, at hun skulle vaccineres, så det har hun brugt ret meget krudt på at flippe ud over med jævne mellemrum. Det kunne dog dysses ned med lovning om en virkelig stor is, når det hele var overstået, så alt foregik i fred og fordragelighed. Ikke mindst fordi lægen havde en 'tryllepude', hun kunne sætte på Øglens arm under selve stikket, som gjorde, at Øglen intet - som i INTET - mærkede. Fantastisk! Øglen var også meget begejstret (undtagen, da jeg så kom til at joke med, at hun jo ikke behøvede at få en is, når det ikke havde gjort ondt. Spøg aldrig med is!) 16,9 kg siger vægten. Og 103 cm. Hun ligger præcis på sin kurve og er dermed gennemsnittet af gennemsnittet. Sagde lægen. Jeg synes jo, hun er noget helt specielt ...

12 kommentarer:

  1. Ih det ser lækkert ud med velfortjent hvil i forårssolen :)
    Og sejt at det kører som selvstændig, du er bare for cool!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var også skønt! Glæder mig, til der bliver tid til det igen.

      ... Og tak :-)

      Slet
  2. De er totALT tvillinger, de to store. Det er også Krabbes data pt.

    Gad vide om ikke du kan finde noget på skrift om det med, at nyde, at man er selvstændig og dermed har en fridag ind i mellem (Og dødtravlt andre dage) på en eller anden fagforenings site? Mon ikke DJ-freelancerne har etellerandet?:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kunne godt være, at jeg skulle lede lidt efter noget om det - kan jo ikke være den eneste i verden, der har det på den måde.

      Sejt, at Øglen og Krabben følges ad.

      Slet
  3. Ohr, det ser dejligt ud. Man skal helt sikkert huske hviledage. Ellers kører man død i alting. (Og hvordan kunne du dog finde PÅ at spøge med is?!?)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ved det heller ikke. Et øjebliks totalt dårlig dømmekraft, tænker jeg :-)

      Slet
  4. Uh, ja, det er farligt at spøge med is!;-) og skønt med sådan en forårsfridag. Den har du helt sikkert fortjent - og typisk at solen lige falder over huset, så man ser støv hist og her og alle vegne og lige må have gang i rengøringen inden man kan slå sig ned med magasinerne ;-)
    Hvad er det mon egentlig helt præcist du er selvstændig med? (Måske jeg burde bladre hele din blog igennem for at finde et svar?).

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, synes helt klart, at du burde bladre hele min blog igennem ;-)
      Arj, jeg er tekstforfatter og (web)kommunikatør, såmænd. Hvilket jeg også så'n næsten var i mit tidligere job - nu er jeg det bare hos mig selv i stedet. Fordi jeg er sådan en sød chef ;-)

      Slet
  5. Efter en dag med seminar på Holmen må jeg give dig ret - der har godt nok været skønt vejr i KBH i dag (når man liiige ser bort fra de stadig kolde temperaturer).

    Den onde samvittighed kan ødelægge enhver fridag - sørg endelig for at holde den under kontrol.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er stadig koldt, men alene det, at solen skinner, gør, at man kan klare det meste!

      Slet
  6. Vi har haft solen til gode herude, hvor kragerne vender, men i dag titter den omsider frem. SÅ skønt!

    Jeg havde fuldstændig overset, at Trolden skulle vaccineres i forbindelse med hendes 4-års undersøgelsen, så der var ingen form for forberedelse. Og så havde jeg endda udfordret skæbnen lidt ekstra ved at have begge unger med, og begge skulle stikkes. Nøj, det var en sej omgang - og vi havde ikke engang en is at trøste med bagefter. Heldigvis havde lægen et par rosinpakker, som fik dæmpet gemytterne en smule.

    Hvor er det fedt, at der generelt er nok af opgaver for dig som selvstændig. Og ja, det er samtidig helt essentielt også at huske at holde fri, når man kan. Men øvelse gør jo som bekendt mester, ikke? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhr mand - tør ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis Øglen ikke havde vidst, at hun skulle vaccineres. Hun vil helst gerne vide alting på forhånd og reagerer ikke altid lige godt på uforudsete ting. Og en, der omfatter nåle, ville hun nok være særlig meget imod.

      Godt, at jeres læge havde rosinpakker. Man burde faktisk altid have et par af dem i lommen til overophedede gemytter. En slags nødration til småbørnsmødre.

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...