fredag den 1. marts 2013

... men jeg huskede i det mindste hovedet

Ovre i Den Nye Institution har de noget, de kalder 'fredagshygge'. Som sjovt nok finder sted om fredagen og har noget med hygge at gøre. Fredagshygge-tjansen går på skift mellem forældrene, der selv skriver sig på en seddel over, hvornår de vil have fredagshygge med. For i bedste, danske ånd, handler fredagshygge nemlig om at få noget i skrutten. Der henstilles til, at man ikke tager kage med, men siden januar har jeg set boller gradbøjet i en grad, så det kun er med en endog meget god vilje, at man ikke kan kalde dem kage.

Det samme gjorde sig gældende for reptilernes fredagshygge. For det var nemlig dem, der skulle have fredagshygge med i dag. (Og jeg havde været smart og skrevet mig selv på listen til både vuggestuen og børnehaven i dag, så jeg ikke behøver svede i køkkenet flere dage end højst nødvendigt). Så i går bagte Øglen og jeg (er nogen venlig at minde mig om, næste gang jeg skal bage i omegnen af 35 boller, at det ikke er hensigtsmæssigt at gøre en eftermiddag, hvor Øglen er surere end en citronplantage, og hvor Varanen egentlig bare helst vil sidde på armen?) en ordentlig omgang frugtboller med lavt sukkerindhold, så vi rigtigt kunne give den gas med glasuren.

Fredagshygge. Nu med glasur.

I morges dekorerede jeg dem så efter stramme dessiner fra Øglen ("edderkoppespind til drengene, mor, og glasur med krømmler til pigerne"), mens hun stadig sov. Og mens Varanen kravlede op på alting og smurte sig selv totalt ind i glasur, mens han råbte "MIH-AAAHRRR, MII-AAAHHRRRR!" ("mere, mere!") og skreg som en stukket gris, da jeg slæbte bar ham væk fra glasur-heaven.

Nå, men det lykkedes på magisk vis at få bollerne dekoreret færdig, få fodret reptilerne af, få skiftet tøj på Varanen, fordi han havde smurt glasur og havregryn ud på det rene sæt tøj, han lige havde fået på og få pakket bollerne nogenlunde forsvarligt til en tur i Christianiacyklen. Det lykkedes også at få Øglen til at være nøglebærer, så jeg kunne balancere fad med boller i én hånd og Varanen på den anden arm (gå nu, dit dovne barn!) og få alting hældt ned i cyklen. Yay.

Men al den koordinering har nok været mere, end min hjerne har kunnet klare, for da vi kom over i Den Nye Institution, og jeg var ved at pille flyverdragten af Varanen, kunne jeg konstatere, at jeg manglede min totalt mor-agtige mulepose indeholdende Øglens hue og vanter, mine egne luffer og min pung. Jeg vidste, at jeg havde haft den med, men den var ingen steder at finde. Heller ikke ude i cykelladet. Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver en anelse stram i betrækket, hvis jeg tror, at min pung er blevet væk, så aflevering af reptiler plus køren i stilling til fredagshygge senere gik lidt stærkt. For jeg skulle jo ud og lede efter muleposen.

Solstrejf i køkkenet i morges. På alle krukkerne (og den meget ufærdige mur. Kom nu, ejerskifteforsikring, så vi kan komme videre i køkkenprojektet)

Jeg behøvede heldigvis ikke at lede ret længe, for den var ude ved cyklen. Bagved laddet, hængende på ringeklokken. Hvor jeg selv havde hængt den. Ah well. Ind med Øglens vanter og hue, og så ellers af sted. Indtil jeg kom i tanker om, at jeg ikke havde fået fadet (bradepanden) med bollerne i med tilbage som planlagt. Faktisk kunne jeg overhovedet ikke huske, hvor jeg havde stillet fadet, men jeg vidste, at jeg i hvert fald havde tænkt på at stille det i garderoben. Hvor det måske ikke er allermest hensigtsmæssigt at have en bradepande stående en hel dag. Ergo måtte jeg jo ringe og undskylde for mit sjuskeri og høre, om de måske gad at flytte den. Fik fat i yndlings-pædagogen, som kunne fortælle mig, at der ikke stod en bradepande i garderoben, men at bollerne stadig lå fint på en bradepande ude i køkkenet. Om det mon var den? (Og tænk engang - han fik spurgt på en høflig måde. Helt uden at grine af Forvirrede Mor, der ringede og snakkede om bradepander) Ja. Det var det jo nok.

Så ringede jeg af, og SÅ var det vist også på tide at få en kop kaffe, inden jeg glemte mere.

Lige om lidt skal jeg hente reptilerne, og så må jeg forsøge at snige mig uden om pædagogerne. Eller i hvert fald opføre mig normalt og u-forvirret, når jeg ser dem.

Godt, det er weekend lige om lidt. Det tror jeg, jeg trænger til ...

19 kommentarer:

  1. Du ringede af??

    Jeg håber, at du ellers havde en dejlig ig u-forvirret dag med solskin på

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er i virkeligheden 140 år gammel, og derfor er mit sprog det også i ny og næ :)

      Slet
    2. Ak ja. Har vi det ikke alle sådan i ny og næ

      Slet
  2. GODT KÆMPET!!!! - og god weekend....

    SvarSlet
  3. Åååååhhhh en af de dage. Kender dem alt for godt. Håber du får en rolig aften hvor forvirrende elementer kan holdes nede (med massivt sukkerindtag).

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg fik bugt med forvirringen i løbet af dagen, heldigvis. Tror, kaffen hjalp. Og ingen sukker til mig i aften - har helt glemt at købe noget guf. Måske forvirringen alligevel ikke forsvandt helt, for så ville jeg med garanti have husket det :)

      Slet
  4. Jeg synes, det lyder totalt velkoordineret med meget, meget fine kageboller - rætti god weekend til jer :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Og også en dejlig weekend til jer!

      Slet
  5. Jeg synes, at det hele lyder meget overskudsagtigt og velkoordineret. Forleden kom jeg hele vejen ned til Villums vuggestue for at konstatere at flyverdragten lå derhjemme, videre med Johannes hen i Børnehaven, hjem og hente flyverdragt og så retur til vuggeren. Kom så 20 minutter for sent på job...! - Og ja, jeg kunne bare stå en lille smule tidligere op, så jeg ikke er så tidspresset om morgenen, men sådan fungerer det ikke herhjemme....

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhr mand - nogle morgener burde bare forsvinde! Godt, at du nåede det med kun en lille forsinkelse. Jeg ville være doomed, hvis jeg skulle være nogen steder til et bestemt tidspunkt. I dag var klokken 9.45, før jeg var hjemme igen fra aflevering. Ok, havde også et pitstop hos lægen, men alligevel...

      Slet
  6. No matter what, så ser de der boller altså ret gode ud. Jeg er også lidt vild med den måde Øglen struktureret har tænkt på både pigerne og drengene - der er styr på tingene :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh ja, når det gælder Øglen, er der ikke meget, der bliver overladt til tilfældighederne :-)
      Bollerne ser måske nok appetitlige ud, men de var faktisk lidt tørre. Glasur kan dog redde det meste :-)

      Slet
  7. Det er da totalt overskud at bage og pynte boller til nogle garanteret glade børn:-) og endda at skænke bradepanden en tanke i det hele taget:)
    Godt klaret!:) Håber du gemte lidt boller til weekendhyggen derhjemme også:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh jamen tro mig - hvis ikke det var fordi, jeg havde forpligtet mig til det ved at skrive mig (reptilerne) på fredagshyggelisten, så havde jeg skam heller ikke bagt en eneste lillebitte bolle. Så var jeg i stedet sunket ned i Gossip Girl-sumpen (tak til Netflix) og havde ikke flyttet mig, før jeg skulle i seng :-)
      (Der var i øvrigt boller til overs til weekendhyggen. De blev onduleret i ulvetimen i går :-))

      Slet
  8. Din beskrivelse var som at være der selv:-) Det er så velkendt, så velkendt. Det er til tider helt surrealistisk, hvor meget koordinering, kaotisk kokkerering, baksen med børn og bradepander, bæren poser/børn/bradepander der ligger forud for en hyggefredag eller andre arrangementer af dén dur. Synes det er nogle ualmindelig fine ikke-helt-kager-men-næsten boller du har kreeret.

    Havde en ret hektisk eftermiddag forleden som endte i Føtex, hvor jeg puttede kortet i dankortterminalen for derefter febrilsk at begynde at lede efter det i pung og taske, men jeg undskyldt overfor ekspedienten...som tørt konstaterede, at jeg jo lige havde sat det i maskinen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhr mand - træls med Dankortet. Men det kunne lige så godt være mig. For et par uger siden var jeg ved at blive sindssyg over, at jeg ikke kunne finde mine vanter. Jeg havde fået overtøj på og det hele og skulle til at gå, men jeg manglede vanterne. Så jeg fes rundt og ledte efter dem - i temmelig lang tid faktisk - indtil jeg kunne konstatere, at jeg havde dem i den ene hånd. Flot (!)

      Slet
    2. Åh ja:-) Det er til tider ren komedie. Lidt som at panikke over ikke at kunne finde mobilen og brokke sig til sin søster over, at ALT bliver væk. Hun kan jo så fortælle, at eftersom jeg taler med hende fra mobilen...jamen så må jeg jo kunne finde den så nemt som ingenting??? Måske jeg stadig ammede den gang og kan skyde skylden på ammehjerne. Lige nu placerer jeg årsagen til min distræte glemsomhed og forvirring i småbørn, for lidt søvn og hverdagstravlhed blablabla.
      Når vi stadig om 10 år drøner forvildede rundt, så må vi nok se i øjnene, at det er en mere permanent tilstand:-)

      Slet
  9. Uhhh, det lyder bekendt.... I det mindste huskede du ungerne;)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...