Når man nu sådan er relativt ny provins-mor, så er der nogle ting, man
(jeg) ikke lige er heeeeelt med på. Derfor spørger jeg nu Blogland til råds endnu engang. Man behøver ikke være provins-mor for at svare - alle input er velkomne. Såeh; giv lyd, hvis det er noget, I ved noget om.
Emnet er legeaftaler. For og med Øglen, altså.
Selv her i provinsen er det lige tidligt nok med legeaftaler i vuggeren, ser det ud til. 'Hjemme' i København har vi ikke gjort os det store i legeaftaler.
Eller ekstrakurrikulære aktiviteter, for den sags skyld. Enten fordi Øglen stadig var lidt til den lille side, da vi flyttede (eller, ok - hun var næsten fire, men ...) eller også fordi man jo bare satte hinanden stævne på den lokale legeplads, hvis ens afkom kom godt ud af det med hinanden. Så kunne mødrene stå dér og knævre med en latte i hver hånd, mens krapylerne galopperede ud over gynger og rutschebaner, og når det ikke var sjovt mere, gik man hjem. Bevares, vi har da været på et par legeaftaler med bedstevennen N - også efter vi er flyttet, ved I - men det er jo N. Så det er lissom bare noget andet.
Ja, det er hende her, vi snakker om. Hun er sgudda også kær, ikke?!
Nå. Men her i den
diamantbesatte Nye By er der ingen legepladser. Ikke nogen, der er sjove, i hvert fald.
Og jaja, jeg ved godt, at de er vældig stolte af den nyindrettede tomme parcelhusgrund legeplads tæt på os (trods alt), men er man fire år og bare en anelse skeptisk anlagt, tager det ikke mange sekunder at konstatere, at en enkelt fugleredegynge, en lillebitte rutschebane, et vippedyr og et ret grimt legehus ikke er en rigtig legeplads. Slet ikke, når målestoksforholdet hedder Tårnlegepladsen. Så latte-møder-legeplads-modellen er ikke en mulighed, når det kommer til legeaftaler.
Legeaftaler er i min verden vigtige i det omfang, Øglen selv tilkendegiver, at der er nogen, hun gerne vil lege med. Som fx med N, som hun rigtig gerne ville hjem til og vice versa. Her i Den Nye By
(som snart ikke er så ny mere, egentlig) har hun imidlertid ikke rigtig talt om at komme hjem til nogen. Hun har masser af gode venner i børnehaven, men umiddelbart virker det som om, hun har nok i, at de er derovre. I hverdagene er hun træt (og det er Varanen i dén grad også), og i weekenderne vil hun enten gerne hygge derhjemme, lege med nabodrengen, eller også laver vi et eller andet sammen som familie. Som nogle gange/nogle gange ikke omfatter jævnaldrende børn. Det har fungeret fint indtil videre.
Hygger Med iPad
For en måneds tid siden åbnede dørene sig imidlertid til Landet, Der Er Brolagt Med Legeaftaler. Der lå en seddel på Øglens garderobeplads fra A's mor om, at A gerne ville lege, og om jeg ville ringe eller skrive til hende. Okkeja, selvfølgelig ville jeg da det. For det er da dejligt, at der er nogen, der gerne vil lege med ens barn, og helt egoistisk så jeg det også som en mulighed for at udbygge mit temmelig sparsomme
diamantbesatte netværk her i byen. Legeaftalen blev sat i værk, og en søndag for et par uger siden fandt den så sted hjemme hos A. Og det gik forrygende. Pigerne legede, og jeg og A's far drak kaffe, sludrede, faciliterede, sludrede, fandt ud af, at vi havde fælles bekendte og drak lidt mere kaffe. For ja, jeg var der under hele legeaftalen. Selv om det ikke var det, der var blevet lagt op til, men Øglen var ved at gå i panik, da jeg foreslog hjemmefra, at jeg jo også lige kunne stikke over og handle, mens hun legede. Ikke tale om.
Samme scenarie udspillede sig i sidste weekend, da Øglen var hjemme hos T og lege. Så jeg blev hængende. Og drak saftevand, sludrede med T's mor, grinede en masse og hyggede mig gevaldigt. Pigerne så vi nærmest ingenting til (efter den indledende generthed), så vi fik vendt en masse forskellige emner - mange af dem børnerelaterede. Og jeg fandt ud af, at legeaftaler åbenbart er den hellige gral på disse kanter. For "det giver dem jo enormt meget rent socialt", som jeg efterhånden har hørt et par gange. Og ja, det gør det ganske sikkert. Men de er fire år gamle. FIRE. Umiddelbart tænker jeg, at det er lige tidligt nok at bekymre sig om social status, sådan for alvor, men jeg er selvfølgelig også vokset op på en pløjemark midt i Jylland, så hvad ved jeg om noget som helst?
Tumle tumle tumle
Jeg fandt også ud af, at "vi" åbenbart allerede tænker ret meget over at styre poderne i retning af de børn i børnehaven, der er stor sandsynlighed for, at de kommer i skole med. Hvilket vil sige, at "vi" trækker os lidt væk fra børn, der helt sikkert skal i skole til sommer og dem, som måske/måske ikke skal begynde i noget førskoletilbud på en privatskole lidt længere væk. Jeg kan godt se, at det kan blive et hårdt slag for ens barn, hvis det udelukkende leger med børn, som stopper til sommer, men igen; Øglen leger sq lidt med dem allesammen, og når M og M stopper til sommer
(for de skal nemlig i skole), tænker jeg, at hun bare finder nogle nye drenge at slås og lege fangeleg med. Men der tager jeg måske fejl? Nej, rent fornuftsmæssigt kan jeg jo godt se, hvad de andre forældre siger og mener. Og de holder da heller ikke deres børn væk-væk fra de børn, der snart skal i skole, men de dirigerer legeaftalerne i en anden retning. Og det giver måske meget god mening - hvis man da ellers synes, at legeaftaler er the shizzle.
Øglen skal fx lege med A igen i morgen. Børnehaven holder lukket, og A kommer hjem til os, for hun vil så gerne lege med Øglen igen, skrev hendes mor. "Hvorfor det?" spurgte Øglen, da jeg fortalte hende det, og lod til at syntes, at det var underligt, men fint nok, at de skal lege. Hun lader til at synes, at det er meget hyggeligt, at A kommer, men hun virker lidt mystificeret.
Men legeaftalerne er jo ikke bare nye for mig. De er også nye for Øglen. Og måske det bare er det? At vi lige skal lære, hvordan det fungerer? Jeg kan bare ikke helt finde ud af, om jeg skal presse på for, at Øglen har lyst til at være hos de andre piger alene. Og om hun skal have flere legeaftaler. For hvor mange har man sådan på uge-/månedsbasis?
Det vil uden tvivl være enormt fedt, når/hvis hun gider, fordi det jo vil give hende en oplevelse og frigøre lidt tid til mig, hvor jeg kan køre skærver, eller hvad jeg nu ellers kunne finde på af sjove ting, men hun har vitterligt ikke lyst til at tage hjem til nogen af de andre børn uden mig. Og skal jeg være helt ærlig, så forstår jeg hende godt. For det kan da godt være, at hun kender S og T og M og M og alle de andre ovre fra børneren, men hun kender ikke deres forældre. Og vigtigere: JEG kender ikke deres forældre. Og jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det er en god idé at sende min lille store Øgle hjem til nogen, jeg ikke aner, hvem er. Jeg er ret sikker på, at alle forældrene her i Den Nye By er nogenlunde normale og helt bestemt til at stole på, men altså - jeg vil stadig gerne vide bare lidt om, hvor jeg sender mit barn hen. Er jeg pylret?
Indtil videre har det ikke været et problem, at jeg har været med. Og det forestiller jeg mig da heller ikke, at det bliver. Men det er bare stadig lidt en pudsig fornemmelse at være nødt til at "spørge om lov" til at være med/undskylde, at mit barn ikke har lyst til at være der alene. Nå. Det bliver forhåbentlig bedre. Og jeg vil jo også gerne have, at Øglen har andre at lege med end Varanen, HDD og jeg. Men jeg synes bare lige pludselig, at der går enormt meget 'projekt' i de her legeaftaler.
Er det bare mig, der er sart? Pylret? Bliver det bedre? Er der en anden måde at gribe det an på? Og hvordan gør I?