fredag den 5. april 2013

Færdig

- med indkøringen af Varanen, that is. Tror jeg i hvert fald nok. Jeg er i hvert fald færdig med indkøringen. Efter en uge, hvor han var der et par timer om dagen, en påskeferie, hvor han var der 0 timer om dagen og så en uge nu, hvor jeg selv foreslog, at han begyndte at sove der. For hvor hyggeligt det end er at hente og bringe inden for et par timer, så gør det ikke ligefrem arbejdsbunkerne mindre. Og jeg syntes også, at jeg blev nødt til at slå en streg i sandet, efter en af pædagogerne spurgte mig, hvornår det egentlig var, jeg skulle tilbage på arbejde. Selv om jeg, dagen i forvejen, havde fortalt hende, at jeg er selvstændig og arbejder hjemmefra. Men det hører folk (for det er ikke første gang, jeg har prøvet det) åbenbart som om, jeg er hjemmegående. Lidt bekymrende for en i kommunikationsbranchen, at jeg ikke engang kan få folk til at forstå, at jeg rent faktisk arbejder, og at det, at jeg henter tidligt, så bare betyder, at jeg arbejder om aftenen i stedet ...

Nå. Men indkøringen er gået godt. Alle er simpelthen så søde i Den Nye Vuggestue, og selv om Varanen græder som om, han bliver hakket i stumper og stykker, og speed-kravler efter mig, når jeg går, så siger de, at det går over, så snart jeg er ude af syne, og at han klarer det så fint derovre. De andre børn på stuen - som jo er noget større end Varanen - er angiveligt også søde ved ham, og selv hvis de skulle være nogle trynere, så er han jo vant til at give igen hjemmefra. Så han skal nok klare sig.

Lækre (beskidte) fødder - og lårbasser. Lige til at bide i!

Min mavefornemmelse omkring hele vuggestueskiftet er meget meget god. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at jeg på ingen måde er i tvivl om, at vi gjorde det rigtige ved at flytte ham. (At vi så måske burde have flyttet ham noget før, er en anden ting. Det kan jeg godt blive helt ked af, at vi ikke har gjort, men han virker heldigvis ikke som om, han har taget skade). Stemningen i Den Nye Vuggestue er helt fantastisk, og det virker rent faktisk som om, at personalet godt kan lide at være sammen med børnene. De maler, laver gymnastik, har en ugentlig musik- og rytmikdag, har daglig morgensang, bestræber sig på at komme meget ud, og så videre, og så videre. Så alt er godt!

Æble-generationen. Øglen ser Postmand Per på Maccen, og Varanen dimser med iPad'en. Der er langt fra dagens gadgets til de noget mere analoge sysler, vi måtte tage os til, da jeg var barn *mimre mimre* 

"Nå, jeg tror lige, jeg prøver, HVOR stabil den her stol er"

Øglen har det også godt og er stadig glad for børnehaven. Vi havde været lidt bekymrede for, hvordan hun ville tage, at Varanen er skiftet, men der har slet ingenting været. Hun har bare accepteret, at Varanen er blevet så stor, at han skal være en Mariehøne nu, og så synes hun også, det er lidt spændende at skulle med hen og aflevere og hente ham et nyt sted.

Det har imidlertid været lidt hårdt for hende at starte i børnehave igen efter påskeferien, tror jeg. Eller - jeg håber i hvert fald, at det 'bare' er det, for OMG, hvor er hun gal om eftermiddagen. I det sekund hun ikke får sin vilje (og det er ALT, vi diskuterer for tiden - fra, hvorvidt man skal spise is i stedet for mad til, hvorvidt man skal gå i seng, før det bliver mørkt eller ej) bryder helvede løs. Aldrig har man hørt ordene "dumme far", "dumme mor" og "dumme Varan" ytret så mange gange på en dag. Og aldrig er der blevet råbt så meget (Øglen), som der bliver i øjeblikket. Hun flipper skråt, hvis hun får et nej, og det er ærligt talt ret trættende (og særligt sidst på dagen bliver det anerkendende "Jeg kan høre, at du er vred" nærmest hvislet ud. Hvis det da ikke helt erstattes af et "Nu skal du gå ind på dit værelse og køle lidt ned"). Heldigvis er der også gode stunder, hvor hun og Varanen leger, hygger og griner, men det stopper brat op, hvis der på nogen måde sker noget, der ikke passer damen. Suk. Skulle vi ikke bare sige, at det var en fase? En rasende en af slagsen? Det håber jeg. For ellers bliver jeg bekymret for, om hun føler sig forfordelt og overset midt i, at Varanen kvantespringer derudaf rent udviklingsmæssigt. Og så får jeg dårlig samvittighed over ikke at kunne være to steder på én gang. Suk igen. Jeg tror, jeg holder mig til fasen ...

Pyjamas-børn. Se lige, hvor from Øglen ser ud. Man skulle slet ikke tro, at hun kan lyne hovedet af og blive et frådende monster, som hun står der i al sin lyserød-hed, vel?!

Og apropos rasende, så bliver det spændende at se, HVOR sur Varanen kan blive i aften, hvor han for første gang skal puttes uden sin elskede flaske erstatning. Som er blevet tyndere og tyndere og tyndere i de sidste par måneder, og nu er der ikke mere pulver, så nu må det slutte. Det burde egentlig være sluttet for nogen tid siden, men det er en god måde for ham at slutte dagen på, så vi har ikke nænnet det. Og vi er heller ikke afvisende over for stadig at give ham flasken. Nu bliver den så bare med vand i stedet for erstatning. Åhjo - det skal nok bliver sjovt (!) Men så kan det være, han får udvidet sit ordforråd med sætninger som "Giv mig så den s&€% flaske" og "Jeg smadrer jer!". Indtil videre er ordforrådet nu ellers ganske veludviklet, omend man nok skal være hans forældre for at forstå mange af ordene. Siden sidst er der kommet "gooh" (sko), "pia" (pip), "boh" (fugl?!?), "vahhr" (varm) og sikkert mange flere til, som jeg ikke kan komme i tanker om lige nu. Til gengæld oplever vi ordforråds-regression i den forstand, at HDD og Øglen nu også bliver kaldt "MOAAAHHHR?!" Galning. Men vi forstår ham sådan nogenlunde, og det er jo det vigtigste.

Og så er det jo weekend lige om lidt. Med indkøb af sølvglimmersko til Øglen, Kærestekoncert til HDD og jeg, playdate med A fra børneren og generel roden rundt med Projekt Køkken, kan det kun blive en dejlig en af slagsen. Have a good one!

8 kommentarer:

  1. Det er en fase - håber jeg. Musen kører samme trip. Det er som regel når sult og træthed kulminerer. Hader det! Lyder hyggeligt med kærestekoncert :) rigtig god weekend til jer!

    SvarSlet
  2. Klart fase. Og rigtig god, dejlig weekend!

    SvarSlet
  3. Det går aldrig over! Har du det ikke selv endnu? ;)

    SvarSlet
  4. Fase, what else?!

    Og hvor er det bare dejligt at alt er skønt med Varan-vugger-skift! De der skift er nogle lede sataner. Selvom man véd at det bliver godt, så ved man det jo aldrig alligevel, så det er med en vis bævren og angstsved, synes jeg.

    SvarSlet
  5. Fase, fase, fase! Og dejligt med godt vugger-skift.

    SvarSlet
  6. Hysteriske pigebørn er ikke noget at spøge med. Thea har været på nøjagtig samme måde i løbet af ugen. Specielt når vi skal ud af døren om morgenen og fra afhentning til aftensmad. OMG!

    SvarSlet
  7. Jeg hepper på fase og post-Påske-stress!

    Men fedt, at I er så trygge ved den nye vuggestue og oplever nogle engagerede pædagoger. Den der mavefornemmelse skal man ikke kimse ad.

    SvarSlet
  8. Hvor gammel er Øglen? For det lyder nøjagtig som min 3 1/2-årige pt. efter børnehave, når han er træt :/

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...