tirsdag den 16. april 2013

Om skærver, søvn og den store Øgle

Vi kom ikke på Rungstedlund i søndags. Begge unger var sløje, så det blev en hjemmedag i stedet - hvor de heldigvis var friske nok til at gøgle rundt i haven / sandkassen, så længe de kunne få hhv. en time-out foran tv'et og en lur i barnevognen i ny og næ.

Men pyt med Rungstedlund - det bliver formentlig liggende en rum tid endnu. Og i stedet var vi virkelig effektive på hus- og have-måden, synes vi i hvert fald selv. Øglen og HDD var en tur i Silvan (hvor vi seriøst snart burde få nogle vilde rabatter efterhånden, hvis antal fremmødte gange ellers havde noget at sige), og da de kom hjem, havde de bl.a. noget sort mdf og noget tavlelak med, som jeg parrede ude i foråret (ahhh!). (Til de nysgerrige kan jeg fortælle, at det skal blive til en - tadaaahh! - tavle i Det Efterhånden Snart Meget Omtalte Nye Køkken). Derefter gik HDD og jeg i gang med at sprede den ton granitskærver, der har stået i forhaven og pyntet i sin bigbag siden sidste uge, ud over den nygravede terrasse. Det bliver rigtig pænt, men da vi var færdige, kunne vi erfare, at et enkelt ton skærver rækker som en skrædder i h******, så vi har en sending mere på vej. Og dermed udsigt til endnu en weekend med ømme arme.

Øglen hjælper til med skærverne. Sådan da

Derefter stod den på oprydning i Beirut bryggerset for mit vedkommende (uden jeg blev færdig overhovedet), imens HDD brugte nogle timer på at kværne den gigantiske bunke grene, vi havde akkumuleret efter hasselmassakren for nogen tid siden. Vi ved nu, at det ikke nødvendigvis er smart at kværne store mængder hassel, når  nogen i familien (moi - og Øglen, viser det sig) er hasselpollenallergikere, men nu er grenene og dermed kaskaderne af pollen blevet kværnet til atomer, så vi er home safe. Tror jeg. Ved hjælp af Benadryl til mig og homøopatiske dråber til Øglen, om ikke andet.

Siden den effektive søndag har vi så wrestlet med søvnfornægtende reptiler - pluralis! - og natten til i dag tog nok prisen. Jeg vil ikke kede jer med detaljerne, men det endte med mig på en madras på Varanens værelse, mens han halvvejs forsøgte at kravle ind under huden på mig, halvvejs forsøgte at overbevise sig selv om, at han ikke var træt. Men en opvågning omkring hvert kvarter fra omkring kl. 23 er vel også en form for søvn. Eller noget. Godt det var i går og ikke i dag, at jeg havde et møde med en ny samarbejdspartner. Hvor jeg i forvejen lignede hash, fordi jeg er så allergisk over for det &#("/ pollen. Øglen har 'kun' problemer med at sove om aftenen, hvor hun vågner efter en time eller to. Måske fordi hun hoster og har ondt i halsen - hun lyder i hvert fald som en krydsning af Rasmus Radiomus og Ingolf fra Cirkeline, når hun taler. Og så hjalp det sjovt nok ikke på hendes lyst til at sove videre i søndags, at hun kom ind i stuen og fandt HDD og jeg i gang med at ondulere verdens største portion sushi, mens vi så How I Met Your Mother...

Morgenmad på Krummen & Kagen

I dag (ja, jeg propper meget ind i det samme indlæg, jeg ved det godt), har Øglen og jeg været på tøsetur til Østerbro. Øglen havde en playdate med bedstevennen N ved middagstid, men vi benyttede os af muligheden for et tidligt lift til byen, så vi kunne få mest muligt ud af dagen. Og vi pressede akkurat så meget ud af den, som en fireårigs ben kunne klare. Først fik vi sendt min gamle ekstracykel, som stadig var parkeret uden for vores gamle lejlighed (hov), til cykelsmedens kyndige hænder. Derefter gik vi på #elskedeogsavnede Krummen & Kagen, hvor vi spiste morgenmad (morgenkage, i Øglens tilfælde). Så i den lokale bogbiks efter en Find Holger-bog - troede jeg, men de unge i dag vil tilsyneladende hellere have bøger om Flunkerne (who?!), så sådan en endte vi op med. Så videre efter en utrolig spændende homøopatisk pollennæsespray til den unge Øgle og i BR efter "tatoverninger" (valget faldt på Ed Hardy-tattoos, "fordi de ligner fars"), lidt nyt sandlegetøj og en lille gave til Varanen (Schleich-hund - barnet siger jo vov-vov konstant. Til alle dyr). På gåtur ad Østerbrogade, et smut i SuperBrugsen på Nordre Frihavnsgade, et pitstop på Victor Borges Plads, hvor vi læste lidt i den nye bog, og var det tid til at lege.

Man kan sige mange ting om Nyboligs scooter, men den er i hvert fald blå. Og Øglen syntes, den var sjov

Spider-Øglen

Legeaftalen gik godt, men Ingolf Øglen var træt og pollen-agtig, så hun var ikke til mere end 1,5 timers leg. Og mente bestemt ikke, at hun kunne gå ned til cykelhandleren efter den nye gamle cykel, endsige blive fragtet med toget hjem. Hun glemte dog samtlige indsigelser, da hun fik for tre kroner blandet i Ali's Kiosk, og syntes, at det var et rent eventyr at køre med Kystbanen. Med lidt held sover hun som en sten hele natten. Og lillebror med, forhåbentlig.

En dejlig dejlig dag for os begge to. Og lige, hvad vi trængte til oven på en nat uden søvn og en travl hverdag generelt, hvor det tit går op i aftensmad, ulvetime og trætte familiemedlemmer over hele linjen. Og alenetid med ungerne bare engang imellem skal man bestemt ikke kimse af. Min lille, store pige!

6 kommentarer:

  1. Årh mand, hvis vi tillod os at guffe sushi uden musen, så tror jeg nok liiige at vi ville få den vildeste ballade. Det var i hvert fald det der skete i fredags, hvor vi først havde aftalt at vi skulle ha' sushi, men så blev enige om at droppe det fordi yngstemanden havde 39,7 i feber lige pludselig. Det endte med hyggelig omend lettere forjaget tur til Istedgades Hellige Gral (Sticks'n'Sushi), kun Mor og Datter. ELSKER sushi. Flunkerne er et hit herhjemme. Musen har arvet fætrenes Store bog om disse væsener og den bliver studeret ofte og læææænge. Så den skal nok falde i god jord hos Øglen :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Øglen er blevet tilbudt sushi nogle gange uden at være synderligt interesseret, så vi har bare gjort det til en kæresteting. Men nu ser det ud som om, sushikoden er knækket :-) Må tjekke Flunkerne nærmere ud. Selv om Gamle Mor nu synes, at Find Holger er det eneste rigtige, når det kommer til findebøger :-)

      Slet
  2. Flunkerne er faktisk også et hit på ipad, ihvertfald i den børnehave hvor jeg arbejder

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh, fås de også til iPad? Det må jeg straks tjekke ud. Tak for tip!

      Slet
  3. Åh, hvor lyder det strengt med så afbrudt en søvn. Så kræver det lidt sund fornuft ikke at kyle afkom eller sig selv ud ad vinduet. Men hyggeligt med din og øglens date i jeres gamle hood. Så har man pludselig fået et stort barn, når man kan tage sådan nogle dage sammen indimellem:)

    Og i øvrigt, jeg er helt flov, fordi jeg aldrig har fået svaret på din forrige kommentar! Det er et freelancefællesskab med nogle, jeg kendte lidt i forvejen. Det er i sin spæde start, fordi vi også har gang i vores egne projekter ved siden af, men jeg håber, det kan komme op at køre inden sommerferien.

    Men vidste du, at væksthusene tilbyder kontorpladser til iværksættere (til en rimelig pris, har jeg hørt)? Det giver mulighed for netværk og nye partnerskaber, ligesom man også kan få rådgivning og sparring. Jeg har kun stiftet bekendtskab med konceptet og skal have tjekket det nærmere, men det kunne måske være noget for dig også?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ork, det skal du ikke være flov over. Det sker oftere og oftere, at jeg aldrig får svaret tilbage på kommentarer, så jeg er ikke den rette til at forlange svar :-) Men tak for det, i hvert fald. Lyder spændende. Må da lige tjekke væksthusene ud for at se, om de har noget i relativ nærhed...

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...