Her går det godt (det gør det faktisk)

Jeg synes godt nok, der er knald på udviklingen herhjemme for tiden. Øglen bliver større og større for hvert sekund - jeg kan nærmest høre både hendes arme, ben og hjerne vokse - og hendes sprog bliver mere og mere raffineret. Efter hun har fået det 'nye' værelse, sker det oftere og oftere, at hun "bare lige vil sidde derinde og tegne lidt", og så kan der gå halve timer, hvor vi intet ser til hende. Hvis man jeg sniger sig til at lytte lidt ved døren (som er hermetisk lukket), kan man jeg høre hende sidde derinde og snakke, nynne og synge selvopfundne sange, der handler om, hvad hun har oplevet, eller hvad nogen har sagt eller gjort.

Den lille slave hjælper med at handle 

Om aftenen er vores putteritual blevet udvidet. Tidligere har det 'bare' indbefattet en historie i en valgfri bog og, hvis Øglen gider, "Øglens dag", der - som navnet antyder - er en gennemgang af, hvad Øglen har lavet den pågældende dag. Men nu vil hun gerne sidde lidt i sin prinsesseseng og læse lidt - "alene, mor!" - og når hun så er færdig med det, henter hun den forælder, der nu engang har puttetjansen. Hun vil stadig ikke falde i søvn alene, men det tager som regel ikke så lang tid for hende at sove, når en af HDD og jeg sidder ved siden af hende, så den tid giver jeg gerne ud. Ikke mindst fordi, det med de nye tendenser virker som om, det måske kunne lade sig gøre for hende at falde i søvn alene engang, inden hun fylder 10. Nu må vi se.

I går var jeg til tandlægen med Øglen, og hun opførte sig - som sædvanligt - eksemplarisk. Hun er enormt autoritetstro og synes også, det er spændende med tandlæger, læger, mv. Endnu. Så hun sprang op i stolen og gabte op og gjorde præcis, som hun skulle. Og indkasserede en hoppebold med glimmer for ulejligheden. Score!

Bagefter hyggede hun og jeg et par timer, før vi skulle hente Varanen (hvad er det med tandlægetider, der helst skal lægges midt på dagen?!). Lidt af den tid brugte vi på at støve Øglens cykel-færdigheder af. Sidste sommer gav vi hende jo en cykel med "pendaner", som hun var svært glad for, men siden vi er flyttet, har den bare stået i garagen. Først fordi der lå knæhøj sne, siden fordi ... ja .... fordi vi lidt havde glemt den, tror jeg, og fordi hun bare har brugt sin løbecykel. Men i går skulle det være, så vi cyklede løs, og Øglen skulle lige lære at blive fortrolig med alle de bakker, der er her i området. Så vi brugte lidt tid på temaet "at bremse". Det gik så fint, og Øglen var ikke til at skyde igennem. Og ville gerne cykle over for at hente Varanen. Jamen, ok så. Må indrømme, at jeg havde min tvivl om, hvorvidt hun ville blive ved med at synes, at det var sjovt - der er trods alt ca. 1,5 km hver vej - men hun gjorde al tvivl til skamme. Var SÅ dygtig - både til at cykle pænt og til at stoppe ved sideveje, lyskryds, mv. Stolt mor, det er mig. Og så skal vi bare lige have de støttehjul af, som stadig sidder på cyklen. De generer mere end de gavner, ser det ud til, så det bliver et af weekendens projekter.

Ad sti af sted

Varanen er der også fuld fart på. Temperamentet, ikke mindst. Men også gavtyvestregerne og sproget galopperer derudaf. Det er sjovt, som jeg kan genkende flere og flere ting fra Øglen i Varanen. Stemmeføringen, nogle irritations-udbrud og - senest - hans måde at kalde på mig på. Øglen har, af uransagelige årsager, i lang tid (et halvt-et helt år, i hvert fald) kaldt mig "MO-MAHHHR" i flere sammenhænge. Typisk, når hun bliver glad for at se mig ved hentetid i børneren, men også, hvis hun skal spørge mig om noget, eller ikke lige kan finde mig. Og nu er Varanen så også begyndt at kalde mig "mo-mahhhr" med sin lille stemme. Det er jo klart, at han efterligner sin storesøster, men jeg bliver helt blød om hjertet. Også selv om han udmærket godt kan sige "mor".

Lille nørd 

Jeg bliver dagligt bekræftet i, i disse dage, at skiftet fra København til Den Nye By var det helt rigtige. Nu, hvor haven går amok i blomster og vildfarent græs, giver det så meget mere mening overhovedet at have den. Og reptilerne elllsker den. Varanen har udviklet sig til et rigtigt udebarn, hvor Øglen i samme alder nærmest ikke var til at drive ud, hvis der var så meget som én sky på himlen. Næh, giv Varanen regnvejr i stride strømme, så skal han pjaske og plaske. (Og jeg skal stå under overdækket på terrassen og nyde hans entusiasme. Og instagramme) Forleden skreg han af glæde i bogstaveligste forstand, da han så mig komme gående med hans regntøj. Som jeg egentlig bare skulle lægge klar til dagen efter, men da var løbet ligesom kørt - Varanen havde set det. Så han ville ud. Pronto. Hvis det stod til ham, var han ude hele tiden, og det er der heldigvis ret gode muligheder for her i modsætning til på fjerdesalen i byen, hvor jeg godt kunne blive lidt bims over at skulle hænge ud i gården hele tiden og så igen.

Varanen, der kigger på the great big outdoors (i virkeligheden venter han vist mest på far, men I forstår pointen, ikke?!)

Nu kunne jeg så godt indsætte en lang klamamse om, at HDD og jeg måske nok godt lige kunne savne byen og alle dens muligheder rimelig meget fra tid til anden, men overordnet er vi rætti glade for skiftet. Og da jeg var ude at løbe i går (hør mig prale!) var det altså også ret svært at være andet med udsigten over Øresund, sejlbådene i aftensolen og blikstille vejr. Så kan Distortion egentlig bare være Distortion. For her går det faktisk meget godt. Og det virker det heldigvis også som om, reptilerne er enige ...

Ogggg - vi har en vinder!

Drrrrrumrolllll .... Jeg har netop udtrukket vinderen af Skovens hemmelige rige-give away'en med det fancy schmancy onlineværktøj random.org. Vinderen blev kommentar nummer 6. Og bagved kommentar nummer 6 gemmer der sig den gode Husmoder!

Se selv. Kommentar nr. 6

 

Hun skrev følgende bevingede ord til konkurrencen:

Nu kunne man jo foranlediges til at tro, at nogen havde fiflet med random.org og specfikt valgt Husmoder, fordi hun fedtede for nævnte, at jeg måske måtte komme med. Men her kan jeg berolige eventuelle skeptiske læsere med, at jeg naturligvis takker nej til dette generøse tilbud (som Husmoder med garanti heller ikke havde tænkt sig at indfri ;)).

Så tillykke til dig, Husmoder! Må du få en dejlig filmoplevelse. Med mand, søster eller krapyl!

Et hurtigt visit

Varanen var så venlig at sove længe-agtigt i morges. Helt til 06.20. Gab. Prøvede ellers at få ham til at sove videre inde i vores seng (nice try), men ikke tale om. I stedet dappede han rundt i soveværelset, hentede min telefon i laderen og begyndte at 'spille'. Vågnede lidt op, da han meget fortørnet råbte "hååååuw!", og jeg kunne se, at han var ved at slette en masse apps. Så stod vi op i stedet og havde en smadderhyggelig morgen med boglæsning og puslespilslægning på  "båuw!", som iPad'en hedder på varansk.

Da HDD endelig vågnede op til dåd, gik han i gang med at sætte hylder op på Øglens værelse, og jeg trillede en tur med Varanen. Hjemme igen legede vi på den regnvåde terrasse, og efter frokosten gik Varanen helt kold. Det er åbenbart hårdt at have mor helt for sig selv.

Øglen og Farmor kom til te i eftermiddag, "men jeg tager altså med Farmor hjem igen, mor", som Øglen sagde. "Vi ville bare besøge jer". Det var jo ellers kun meningen, at Øglen skulle have overnattet til i dag, men både hende og Farmor ville gerne have lidt ekstra tid. Øglen fik imidlertid ikke megen te under visitten, eftersom hun blev præsenteret for sit 'nye' værelse. Hun blev lykkelig. På den der måde, hvor jeg virkelig skulle tage mig sammen for ikke at begynde at tude. Særligt da hun gav mig et stort knus og udbrød "I er så søde ved mig, mor og far!". Hun undersøgte det hele - hylderne, skrivebordet, det opryddede legeskab og sengens nye placering (som ikke blev kommenteret med et ord). Det eneste klagepunkt var stolen, som ikke havde noget "dæklan" (ryglæn), men da hun fandt ud af, hvor nem den var at kravle op på og ned fra, glemte hun også dét. Vi så hende stort set ikke, de timer de var her - "jeg vil gerne være lidt i fred på mit nye værelse" - men så fik Varanen også lidt Farmor-lovin'. Og jeg fik Farmors vurdering af, hvad det er, der gror amok i haven. (Ud over altså skvalderkålen, som jeg har identificeret).

Prinsesseseng på den nye placering

Skrivebord i vindueskarm. Og nej, gardinet er ikke en blivende installation - vi afventer bare en murer, der skal udbedre nogle ting, før vi kan hænge det rigtige gardin op igen

De nye hylder, så der er lidt bedre overblik over legetøjet. Da Øglen havde været på værelset i et par minutter, var alt legetøjet skovlet op på øverste hylde. "For så kan Varanen ikke nå det, mor". #possessivemuch

Farmor og Øglen stak af igen midt på eftermiddagen, og så var HDD og jeg igen etbarnsforældre. Som cyklede med Varanen ned til den nærliggende havn og spiste en is. Og Varanen kiggede på både og forsøgte at stikke af hele tiden. (Hvad gør man med en egenrådig halvandenårig, der nægter at gøre, som man siger? Og som, med et smørret grin, bare siger "nej!" (på klingende nordsjællandsk), når man prøver at tale ham hen til sig/væk fra vejen/op fra trappen til vandet?)

Lille sailor-type. Med is i den runde, mulmske mave

Vel hjemme igen skulle HDD til grill og fodbold hos nogle venner, så Varanen og jeg hyggede en times tid i haven, hvor Varanen drønede rundt med bare skinker. Og - på bedste Søren Brun-manér - sin dyne. Og Gåhgge. Han er så kær, mand. (Varanen. Ikke Gåhgge. Han er bare uhyggelig. Og lugter stadig voldsomt af "vanille").

Min indre haveentusiast - som jeg ikke anede, jeg havde - gik amok i et af bedene og har hevet afblomstrede løgplanter op til den store guldmedalje. Så komposten (for sådan en har vi jo også anskaffet os) kommer ikke til at sulte foreløbig.

Efter aftensmaden, der for Varanens vedkommende bestod af to æg (!?), gik han helt kold, og nu sidder jeg så her. Med en fremragende rosé i glasset, for man skulle da være et skarn, hvis man ikke lige smagte et glas eller to af den vin, naboerne kom med tidligere i dag. (Søde naboer holder i øvrigt 100).

I morgen kommer Øglen hjem (i mere end bare et par timer). Ikke, at hun virkede specielt begejstret ved tanken ("Skal jeg hjem i MORGEN?! Jamen, så har jeg jo slet ikke været på RIGTIG FERIE!"), men selv om hun ikke glæder sig, så gør jeg. Det er dejligt at have masser af tid til Varanen, men jeg savner nu min store pige. Så må vi se, om vi får set noget til hende, eller om hun burer sig inde på det nye værelse. Når hun kommer hjem fra playdate, altså. For sådan en er der nemlig også i morgen ...

Her er så stille ...

Der er egentlig ikke noget odiøst i, at der er relativt stille hjemme hos os, når klokken nærmer sig 22 en fredag aften. Men i dag føles her ekstra stille, for der er kun et enkelt reptil hjemme. Øglen er på miniferie hos farmor (10 km væk, men det er ikke afstanden, der betyder noget, når man er 4 år gammel. Så er det det med at sove et andet sted. Og at have sin farmor helt for sig selv. Uden en Varan, der konstant vil lege, slå, rode eller have opmærksomhed), så i dag har det bare været far, mor og Varan.

Plaskeplaskeplaske i et af de fire milliarder fuglebade, vi af uransagelige årsager har i haven

Farmor hentede Øglen direkte fra børnehaven, så jeg skulle kun hente Varanen i dag. På min 'almindelige' cykel i modsætning til ladcyklen, så Varanens begejstring ville ingen ende tage. Han elllsker den almindelige cykel og var ikke til at drive ned igen, så vi cyklede en ekstra tur, og bagefter legede vi i haven. Og kørte så en tur i klapvognen, fordi Varanen ville "Åp!" og "souuuw" (vel ville han ej sove, men det var sq hyggeligt at trille en tur med ham). Vi kiggede på træer - "thrææææh!" - og Varanen var ved at gå til af grin over pusteblomsterne. Lutter idyl, intet mindre, og helt fantastisk at have tid. Al tid i hele verden, føltes det som om. Til kun at fokusere på sønnike.

"Kan pusteblomsten mon spises? Ja? Nej? Jeg prøver ..."

Det føltes så også som om, at den skrigetur han tog sig, fordi han fik nej til selv at hælde op af en helt fuld mælkekarton tog al tid i hele verden. Men han blev god igen. Og har leget i haven i bare tæer, stukket af fra grunden mere end en enkelt gang (hegn. Nu!) og kommet i seng halvanden time senere end sædvanligt. Fest, I tell you! Han gik da også ud som et lys, da han blev puttet ved siden af Gåhgge, og vi krydser fingre for, at han sover til noget, der er bare lidt senere end ca. 05.30, som uret har vist de seneste morgener. Gab.

God igen efter skrigetur, der varede for evigt. Ville også have været underligt, hvis dagen kun havde været idyl med idyl på.

Øglen kommer hjem igen i morgen, og inden da skal HDD og jeg være færdige med Operation Værelses-makeover. (Og jeg skal prøve at komme over den lille 'gave' i form af noget mavebakterie-halløj, jeg har Varanen mistænkt for at have haft med hjem fra vuggeren specielt til mig). Vi har flere gange forsøgt at indrette Øglens værelse, så det er hyggeligt at være i, men vi synes ikke helt, det er lykkes. Og eftersom Øglen på det seneste bruger mere og mere tid på sit værelse (og er temmelig specifik omkring, at Varanen IKKE må komme derind. Nogensinde!), synes vi også, hun skal have et værelse, der er både hyggeligt og funktionelt, og hvor hun har mulighed for at sidde og tegne, læse, dimse, og hvad hun ellers måtte have lyst til.

HDD har derfor raidet IKEA på vej fra job i dag, og jeg har malet en mdf-plade i, hvad farvehandleren tøvende kaldte en "FRISK farve" (med tryk på frisk). HDD kalder den pistachiegrøn, jeg kalder den turkis (for den er turkis!), men uanset hvilken farve pladen er, så bliver den til et skrivebord til Øglen, som skal hænge i forlængelse af vindueskarmen. Derudover får hun en høj taburet til at sidde på, nogle hylder til bøger og legetøj og så en omgang søde æsker og kasser til opbevaring. Det skal nok blive godt, og jeg er meget spændt på, hvad Øglen siger, når hun kommer hjem. Ikke mindst fordi vi har flyttet hendes seng over på den anden væg. Det i sig selv kunne godt afstedkomme et hysterisk anfald, men lad os nu se ...

Lækre fusser i sofaen. Lige til at spise. (#kostplan) 

Så der er egentlig nok at se til - både nu og i morgen. Men det er jo også ret vildt, hvor meget tid man pludselig har på hånden, når der kun er ét barn, der skal hygges om og vartes op. Især når det pågældende barn skal sove middagslur. Regner med, at vi også kan nå at bekæmpe den myrekoloni, der i løbet af i dag åbenbart har besluttet sig for, at det fedeste sted i verden at være, er i vores køkken. Adddddd! Så nu ligger der kanel over det hele derude i det forfængelige håb, at de små svin spiser det og dratter døde om. Og ellers må der skrappere midler i brug, når Matas åbner ...

Øglen? Hun har en fest. Og jeg er spændt på, om a) hun gider hjem i morgen, b) farmor vil af med hende. Jeg tillader mig at tvivle. Hun bliver hilst velkommen med åbne arme, når hun kommer, og indtil da vil jeg glæde mig på hendes vegne over, at hun får en stor portion tid dedikeret kun til sig. Og højst sandsynligt også slik i rå mængder. Men jeg kan ikke love, at jeg ikke lige går ind på hendes værelse for at lytte efter hendes åndedræt i aften, som jeg har gjort mere eller mindre alle aftener, siden hun blev født. For selv om hun kun er 10 km væk, savner jeg hende jo. Og så vil jeg ellers nyde Varanen og spekulere på, hvad det egentlig var, jeg syntes, var så hårdt ved 'kun' at have ét barn. Det er jo den rene badeferie, mand ... (Åh nej. Nu hørte Nemesis det. Så ved vi godt, hvordan natten kommer til at spænde af ...)

Skovens hemmelige rige - give away

Jeg elsker at gå i biografen! Synke ned i de bløde, røde veloursæder, have et bjerg af popcorn på skødet og en cola og en kæreste inden for rækkevidde. Og så ellers bare lade sig opsluge af en god film, mørket og den lille tidslomme, der er i sådan en biograf.

Men ak! Jeg kommer ikke meget i biografen. Faktisk er jeg bange for, at sidst jeg var af sted, var til en matiné-forestilling af den sidste Harry Potter-film i rækken - og den kørte altså engang i 2011. Jeg var nemlig højgravid, og HDD og jeg havde med en lillebittesmule dårlig samvittighed smidt Øglen i vuggestue og tog os så selv en fridag, der blandt andet involverede Harry Potter og popcorn.

Øglen elsker også at gå i biografen. Nok primært på grund af popcornene, men efterhånden er hun så stor, at hun også får noget ud af filmene. Siger dem, der har haft hende med i biffen. For jeg har aldrig været af sted med hende - det er HDD's gebet, eller også er det Farmor, der forkæler. Og det er fint - jeg får lov at opleve så mange andre ting med hende. (Selv om de godt lige måtte tage nogle popcorn med hjem til mig, nå!)

Hvordan har I andre det - går I meget i biografen? Hvis I gør - eller I godt kunne tænke jer at gøre det - er der nu en heldig vinder, der kan komme i biffen sammen med en kæreste, et barn, en veninde, en bedstemor eller noget helt femte, for jeg udlodder nemlig to billetter til den nye animationsfilm Skovens hemmelige rige. Animationsfilmen handler om teenagepigen Mary, der på magisk vis bliver transporteret ind i en hemmelig verden, hvor Bladfolket bor. De er skovens beskyttere og kæmper til daglig for naturen, der trues af menneskeheden såvel som onde kræfter i skoven. *nynner dystert "nanana-naaahhhh"* - se mere i traileren nedenfor. Personligt synes jeg, den ser ret hyggelig ud, men jeg tror, at Øglen er lige lille nok til den endnu.

Det eneste, I skal gøre for at være med i konkurrencen om de to biografbilletter, er at lægge en kommentar til dette indlæg. Skriv også gerne, hvem du vil tage med, hvis du vinder. Og husk at skrive din mailadresse, så jeg kan kontakte dig, hvis du er den heldige vinder. Trækker en vinder den ... hmm ... den 27. maj. På mandag. Såeh - sæt i gang!

Bønnemøde

... Eller noget (nogle gange synes HDD, at det er ret utroligt, at nogen vil hyre mig som tekstforfatter. Nogle dage er jeg tilbøjelig til at give ham ret. I dag er en af dem).

Jeg har fået en vældig lækker kasse bønner og linser fra Urtekram, og nu har jeg så småt fået taget hul på alle de gode sager. Desværre er aftensmadssituationen rimelig ... lad os kalde den hektisk ... hjemme hos os for tiden. Varanen har sat sig i hovedet, at han enten vil underholdes konstance, fra han kommer hjem, til vi skal spise, eller også vil han sidde på armen (og eftersom han ikke just er et lille skravl, er det jævnt hårdt at stå med ham på den ene arm/hofte, mens jeg skal jonglere med gryder). Det lykkes heldigvis som regel at få bikset noget relativt lækkert mad sammen alligevel, men jeg får simpelthen ikke taget billeder af det. Sowwy.

(Og her skulle så have været et billede fra min Instagramprofil, men jeg er tilsyneladende for debil til at fatte, hvordan man copy/paster sådan et. Men her er et link!)

Nå, men jeg har jo fået denne her kostplan, og selv om den generelt er nærig med portionsstørrelserne, er den heldigvis ret gavmild med proteinindtaget. Og sådan nogle er bønner og linser jo sprængfyldte med.

Indtil videre har jeg guffet en dåse blandede bønner i mig i forbindelse med hhv. pitabrød og en eftermiddagssnack bestående af lidt tun og bønner. Og jeg har hhv. humus af kikærterne og puré/smørepålæg af de hvide bønner - formentlig krydret med basilikum og lakridspulver - i støbeskeen. #nomnom

Linser har jeg ikke megen erfaring med, men en suppe og en salat skal jeg helt sikkert have lavet. Og så skal jeg vist snuse rundt inde på Urtekrams egen hjemmeside for at finde lidt mere inspiration.

Pinse schminse

Pinse holder! Selv inklusive ond kostplan und alles. Faldt lige på hovedet i en skål gammeldags ævlekage forleden, men ellers har jeg holdt mig på the straight and narrow, og jeg er sprunget aftenchokoladen over til fordel for knækbrød med ost og andre udmærkede-men-set-i-forhold-til-kage-rimelig-kedelige ting. Jeg må tilstå, at jeg ikke vejer alt. Jeg gider orker simpelthen ikke. Men jeg vælger at tro, at det alt andet lige er sundere at spise 25 gram ekstra kød fra tid til anden, end det er at kaste sig over en othellolagkage eller en bland-selv-slik-stander i kiosken.

Den dejligt lange weekend har budt på hygge med gamle veninder fra hjembyen. Den ene bor på Fyn til daglig og havde taget turen til det sjællandske, så lørdag blev hele dagen tilbragt i Roskilde (og jeg var af sted helt og aldeles uden børn), mens søndagen foregik i Den Nye By. Slet ikke dårligt.

I dag har hele reptilfamilien været på Frederiksberg til 2 x 40 års fødselsdag, der blev fejret med overdådig brunch (og jeg var fornuftig og holdt mig fra chokoladecroissanterne *pudsepudse glorie*) og efterfølgende fri leg i Søndermarken. Vejret var perfekt, så de i alt 19 (!) børn tonsede rundt og havde en fest. Og reptilerne var ikke nogen undtagelse. Varanen var helt benovet over alt det græs (der er dæleme også meget af det ovre i Søndermarken), og Øglen var i sit es med Farmor og bedstemostre og granfætre og den deraf følgende megen opmærksomhed. Dog var hun en kende fortørnet over, at der ikke var nogen fødselsdagskage, så vi måtte brandslukke på vej hjem fra en lang dag (med masser af frisk luft, så nogen var temmelig trætte) og købe den første, den bedste kage på en tankstation. Marcipanroulade fra DanCake it was. Reptilerne var vilde med den, og for første gang er jeg faktisk overhovedet ikke ked af, at jeg ikke spiser kage for tiden. (Og apropos brandslukning, så kom vi en halv time for sent til fødselsdagen, fordi Øglen blev gal over, at hun ikke måtte få fodboldtøj på til fødselsdagen, og derefter fik den vildeste nedsmeltning over, at jeg ikke ville "male hende i hovedet som Batman". I guder, altså. Jeg aner ikke, hvor hun får sit temperament fra, men jeg skal da lige love for, at der blev gået til den. Og hun var rent faktisk helt oprigtigt ulykkelig, så det var svært at blive sur på hende. Vi prøvede alt for at få hende i godt humør (bortset altså fra at male hende i hovedet som Batman), og det endte med, at hun kom af sted i sin leopardkjole. Med en lille malet næse og blå (?) knurhår. Jeg havde også leotøj på, dog droppede jeg knurhårene).

Begge reptiler gik kold før kl. 19 her til aften, så nu sidder jeg og stener. Og kan end ikke tage mig sammen til at gå ud og lave en kop te. Men eftersom HDD lige har rejst sig og nu leger Mister Man med en masse tunge ting ude i haven, som skal flyttes, kan det godt være, at jeg bliver nødt til at mønstre bare en anelse energi. Jeg kunne for eksempel rydde den legekage (i uTROlig mange dele) op, som reptilerne havde en fest med at fyre rundt i hele stuen. Eller feje al den havregryn op fra gulvet, som jeg ikke liiiige fik nuppet i morges. På den anden side bliver der nok tilføjet mere havregryn til bunken i morgen tidlig, så jeg tror egentlig bare, jeg bliver siddende ...

Hej nye liv

Som den opmærksomme læser vil vide, havde jeg en forkæl-mig-selv-dag i mandags (men kan ikke linke fra AjFåun), som blev brugt i hhv. Maga til noget makeup-halløj og hos sportsdiætistdame til noget udarbejdelse af kostplan og revidering af løbeprogram, fordi jeg så småt er gået i gang med at træne til et bette løb i Berlin i september og i processen egentlig godt gad tabe mig et par kilo. Og fordi intensiv træning ikke umiddelbart går supergodt i spænd med at skrue alt for meget ned for madindtaget, opsøgte jeg professionel hjælp.

I dag har jeg så fået min kostplan. Som ligner en ganske almindelig kostplan (sjovt nok) med kedelige vægtangivelser på alting. Udarbejdet efter min nuværende vægt og aktivitetsniveau, altså. Så nu skal jeg ud og købe mig en stabil køkkenvægt og prøve at lade som om, jeg ikke synes, det er det mest r*vsyge i hele verden at veje alting, før jeg spiser det. Hvis jeg gerne vil tabe mig, nytter det jo i hvert fald ikke noget slet ikke at prøve. Og det er jo mig selv, der har bedt hende om at lave en kostplan i første omgang.

Men så er der jo lige løbeprogrammet. Som jeg også fik i dag. I en "let revideret udgave", som sportsdiætistdamen sagde. Ja, det skal jeg da godt nok lige love for! Hvis jeg nu var sådan en, der råbte OMG ved enhver given lejlighed, så skulle I både se og høre mig gøre det nu. For OMG, mand! Det løbeprogram, der rent faktisk virkede ganske overskueligt og i øvrigt også fik mig til igennem Berlin Maraton sidste år, er jo blevet revideret til atomer.

Ud over, at længden på intervallerne er blevet øget betragteligt, er det ugentlige sammenlagte kilometerantal lige blevet øget fra 25/35 km til 45/64 km. Ouch! Jeg burde måske have anet uråd, da sportsdiætistdamen i mandags fortalte, at hun selv løber omkring 14 milliarder km om ugen, men jeg syntes egentlig, jeg fik gjort meget godt klart, at jeg bare er sådan en hygge-motionist, der i øvrigt gerne lige vil løbe et maraton. Men nej, åbenbart. (Og her bliver jeg nok engang en anelse bekymret for, at jeg har valgt kommunikation som min levevej, eftersom jeg tydeligvis ikke mestrer disciplinen særlig godt selv).

Jeg ved godt, at det står mig frit for, om jeg vil følge programmet (og kostplanen) eller ej (selv om det da unægteligt også betyder lidt, at jeg skal vejes på totalt sladreagtig fedtprocenthadevægt om en måned), men igen: Jeg har jo selv valgt det. Og som sportsdiætistdamen så klogt sagde i sidste uge, så må jeg jo li'som regne med at få de samme resultater som sidste år (= intet vægttab og en maratontid, der helt sikkert kunne have været bedre), hvis jeg bruger det samme program.

Såeh... Hej med dig, nye liv. Du bliver et hårdt bekendtskab, er jeg sikker på. Men forhåbentlig giver du pote. Blev der sagt!
- Postet fra mini-Padden

Noget om det der arbejde

Jeg skriver ikke så meget om mit arbejde herinde. Ud over, når jeg igen-igen jubler over, at jeg kan arbejde hjemme (primært, når solen skinner, så jeg kan hænge ud ved havebordet og overspringshandle, når opgaverne ikke ligger side om side med stramme, onde deadlines). Det skyldes flere ting, men den største er nok, at jeg ikke føler trang til at blande forretning og fornøjelse, so to speak. Jeg ved godt, at man ikke behøver hidkalde Sherlock Holmes for at finde ud af, hvem jeg er, og hvad jeg laver, men jeg føler ingen trang til at knytte eksplicitte bånd mellem min blog og min biks. Hvilket måske kan synes underligt, eftersom bloggen jo om noget er et eksempel på, hvad og hvordan jeg skriver, men det er jo bare, det den er: ét eksempel. Som samtidig er ret privat. Og selv om det ikke ville være en decideret katastrofe, hvis forretningsforbindelser eller kunder finder frem til bloggen (igen - den og jeg er ikke så svær at finde), er der alligevel ikke rigtig nogen grund til at skrive den på visitkortet.

Rhododendron i fuldt flor. Vi har mange buske i haven, og de er så småt begyndt at blomstre. Småkt!

Nå, men det var egentlig bare et tankespor. Ville bare lige give et pip om, at det der med at være selvstændig stadig er fantastisk. Men modsat sidst jeg skrev om wørks, hvor det hele var glimmer og enhjørninger i fuldt firspring over blomstermarkerne, vil jeg da gerne lige strø et drys hverdagsrealisme i dette indlæg. Indtil videre har jeg været heldig, og det er lykkedes mig at holde skindet på næsen, selv efter jeg sprang fra det sociale sikkerhedsnet. Det er fedt at tjene 'sine egne penge', og samtidig er det rocker-angstprovokerende. For ville det ikke være meget smart at sætte penge til side til pension? (Ikke en mulighed på nuværende tidspunkt - man (jeg!) bliver ikke rig af at være selvstændig). Og hvad sker der, hvis opgavestrømmen pludselig tørrer ud? Det sidste spørgsmål svarer jeg selv på ved at kaste mig over alle de opgaver, der melder sig. Og selv om det både er sjovt, alsidigt og ganske udfordrende, så er det også ret hårdt. Jeg vil ikke klage over for meget at lave - det er der nemlig åbenbart en eller anden uskreven regel om, at man ikke må, når man har sit eget - men jeg kan mærke, at jeg skal til at lave en eller anden form for plan.

Arjmen, kan man fortænke mig i at synes, at den her udendørs arbejdsplads rocker, når vejret er godt? (Og nej - Varanen sidder ikke dér, når jeg arbejder. Han er i vuggestue)  

 

Tulipaner på spring. FLERE tulipaner. Har totalt optur over, hvor mange pæne ting, der er i vores have. Nu har vi kigget på den i seks meget grå måneder, og pludselig går den amok i grønt og blomster. Yay! 

En del af det selvstændige liv - mit i hvert fald - er, at opgaverne kommer i klumper. Derfor kan jeg gå flere dage uden specielt meget at lave, men i stedet for at nyde det, har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke laver noget. Derfor opsøger jeg opgaver, og når opgaveklumpen så vælter ned over mig et par dage senere, har jeg faktisk ikke tid nok til at lave alle opgaverne. Ikke så hurtigt, som jeg gerne vil, i hvert fald. Og det er nok et af de steder, det er vigtigst for mig at sætte ind først, tror jeg. Leveringstid. Men hvordan klarer man dén? Mine faste kunder, som har været så søde at hænge på nærmest lige fra den spæde start, er jo forvænt med, at de får deres ting endog rætti hurtigt. Og hvem vil skuffe sine faste, trofaste kunder? Ikke mig.

De nye, store kunder - dem med de seriøst interessante opgaver, der godt kunne ende op med at se utrolig pæne ud på referencelisten - dem vil man jo helst heller ikke lade vente alt for længe, vel? De skal jo ikke tro, at man er sådan en, der ikke kan levere. Så hurtig ekspedition der også.

Og så er der alle de 'engangskunder', der lige skal have lavet noget hist eller rettet noget pist. Som regel opgaver, jeg selv har budt ind på - før den ovenfor beskrevne opgaveklump vælter. De er jo meget rare bare at få fra hånden. Og hvis man er både dygtig OG hurtig, så kan det være, at de anbefaler en videre, og og og ...

Jeg vil gerne det hele, og det kan jeg ikke nå. Har jeg irriteret måttet erkende. Så derfor skal jeg til at planlægge. Siger HDD. Og min hjerne. Nu skal Excelhaderen Øglemor så bare til at finde ud af, hvordan det gøres nemmest. Så jeg kan overskue det hele. Levere inden for rimelig tid. Og nyde de fridage det her selvstændige noget altså af og til kaster af sig. (Hvis du sidder inde med de vises sten, Stine, så siger du lige til, ikke?)

Magnolier. Yndlingstræ, som desværre ikke er at finde i haven. Men så står det til gengæld alle mulige andre steder i villakvarteret

Og se: Nu fik jeg igen et helt - langt! - indlæg til at gå om arbejdet. Som jeg ellers ikke vil kæde sammen med bloggen. Flot (!)

Der var engang

Okay, jeg indrømmer det: Af og til - typisk, når reptilerne er i deres allermest "selvstændige" hjørne - kunne jeg godt tænke mig at få en dags tid i en tid, hvor børn var noget, der lå laaaangt ude i fremtiden. Hvor det eneste, man havde at bekymre sig om, var, hvad man skulle have på om lørdagen, og om den der øjenflirt, man havde haft med M, nu også var tilsigtet fra hans side eller bare rent tilfældig.

Jeg taler naturligvis om gymnasietiden. De tre år, der var lige dele ubekymrethed og 'er jeg nu god nok'-hed. Årene, hvor der for alvor kom fut under identiteten, og hvor man blev sat ind i endog særdeles indviklede sociale spilleregler. Af og til tænker jeg, at det kunne være sjovt at opleve den tid igen. Ganske kort, naturligvis.

Men så var det, jeg havde 'fornøjelsen' af at sidde lige ved siden af tre gymnasiepiger i S-toget til Hillerød i dag. Som snakkede. Højt:

Pige 1: Arjjjj, mand. Jeg skal bo sammen med T på studieturen!

Pige 2 og 3: Arj, hvor træls. Kan du ikke gøre noget?

Pige 1: Jeg tror det ikke. Og jeg bryder mig bare ikke om ham! Han taler også helt vildt dårligt engelsk.

Pige 2: Arj, det gør H også. HELT vildt.

Pige 3: Ja. Men altså - I ved... K... ham, der ligner et crackhead. Han taler ok godt engelsk. Og har faktisk også noget mellem ørerne.

Pige 2: Har han noget mellem ørerne? Virkelig?

Pige 1: Ja, han har totalt noget mellem ørerne. Han var helt "jeg glæder mig til at skulle af sted og få en stor oplevelse".

Pige 3: Åhrja, hvor sødt. Han har virkelig noget mellem ørerne. Ved I, hvem der også har noget mellem ørerne? (Ikke jer, red.) Det har S! Mega-bwainy, faktisk.

Pige 2: Hey, det bliver så fedt at komme over og snakke engelsk. Det er jeg faktisk ret god til. Jeg kan stave vildt mange ord - det får jeg tit credit for.

Pige 1: Hvem var det egentlig, du har haft noget kørende med, Pige 3?

Pige 3: Ham der P. Men alle troede, at ham og L havde noget kørende.

Pige 1: Ja, og alle troede, at mig og L var vildt gode venner, og det var vi slet ikke.

Pige 2: Jeg vil også gerne have et større ordforråd (det vil jeg også gerne have, at du får, red.).

Og. Så. Videre. OMG, siger jeg bare. Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange de sagde 'noget mellem ørerne' og dissede klassekammerater. Mine ører blødte, da toget endelig nåede sin destination.

Og pludselig kunne jeg overhovedet ikke tænke mig at blive beamet tilbage så meget som et sekund. Det kan godt være, at jeg er verdens kedeligste gamle dame i dag, og at jeg måske godt kunne drikke lidt flere drinks, end jeg gør, men jeg hviler i det mindste i mig selv. Og spæner ikke længere rundt som en hovedløs høne for skiftevis at realisere, retfærdiggøre og fremhæve mig selv. Primært på bekostning af andre. Indre ro, kaldes det vist. Og det er slet ikke så tosset endda.


- Postet fra mini-Padden

Ja tak til lange weekender

Seriøst - alle weekender burde være fire dage lange. Og med godt vejr og glade børn. Og ikke andet på tapetet end at bage kanelsnegle og boller, lege i haven og spise is. (Og jaja, arbejde et par timer fredag, hvis man var mig, men et par timer er lige til at klare).

Jeg ved ikke rigtigt, hvad vi har fået tiden til at gå med i hele fire dage - ud over ovenstående, altså. Jeg har løbet et par ture, vi har haft søde mennesker til kaffe (med en dreng på Varanens alder - nuirj, hvor er det kært, når der pludselig er to på den størrelse, der helt tydeligt leger om ikke med hinanden så omkring hinanden), HDD og Øglen har været på tur til vores home away from home, Silvan, og - nåh ja - lille biting: Vi har fået vand i vandhanen i køkkenet! Og sammenholdt med en tur i ZOO i går, var det vist også dét. Langsomt langsomt tempo og al tid i hele verden til at spise legemad, kigge på "FUH!" (fugle) i haven, hælde sand på de nylagte skærver (grrr), læse bøger, synge sange og generelt hygge igennem. Ja tak til det!

Rhododendron på spring

Lille gnavpot

Og ja tak til en Varan, der nu er så stor, at et besøg i ZOO bare er helt anderledes interessant for ham. Ikke noget med hemmeligt at håbe, at han sover bare liiiidt længere, fordi han bøvler rundt i klapperen i vågen tilstand. Næh nej - nu var der fuld knald på de små ben, der jernede rundt på stisystemerne og stooooore øjne og vantro smil, da han fik øje på dyrene. Særligt kamelerne - som blev trukket lige forbi ham - og de sødesøde sovende flodheste gjorde stort indtryk. Sammen med de haner, der spankulerede rundt, og den and, der stjal hans bolle ud af hans hånd. Samt selvfølgelig den million milliard småsten, der lå på legepladsen, og som det lykkedes ham at stjæle en god procentdel med hjem af i hans sko.

Lille stor fodbold-Øgle i ZOO

Halløj dér

Øglen havde også en fest - vi var af sted med gode venner med en baby og en knap tre år gammel pige, der forguder Øglen. Så der blev leget, grinet, kørt i trækvogn og svælget i softice. Ikke et øje var tørt. Her må sure mor dog lige sige noget om det irriterende aspekt i, at den mindste softice, man kan købe i ZOO, koster 30 kr. og desuden er på størrelse med et barneansigt. Hvad sker der for det? Jeg vil gerne give mine børn is, men synes måske ikke, de behøver at få så meget, at det giver mavepine (for det er ikke en mulighed ikke at spise op, hvis man er Øglen).

I dag er det så hverdag igen. Bortset fra, at det er det så ikke helt for mit vedkommende, for jeg har taget mig en fridag, hvor jeg gør gode ting for mig selv. Eller ting, der gerne skulle blive gode for mig i det lange løb, men som på den korte bane får mig godt og grundigt ud af min komfortzone. Først skal jeg til noget make-up-konsultations-noget i Maga. Hvilket er temmelig meget out of character for mig, men jeg fik nys om det ovre hos yndlings-Anette, og tænkte "hvorfor ikke". Guderne må vide, at jeg godt kunne trænge til, at der skete noget nyt på make-up-fronten (eller bare noget overhovedet), så det får en chance. efterfølgende skal jeg til noget, der er mindst lige så out of character. Nemlig en sportsfys-slash-diætist, som skal give mig gode tips og tricks til, hvordan det er bedst at sammensætte sin kost, når man gerne vil have maksimalt ud af sine løbetræning, og når det samtidig ikke ville gøre noget at smide et par kilo eller fem.

Jeg lægger dog hårdt ud med en latte og en chokoladecroissant på Baresso, så der også er lidt velkendt og trygt i det for mig. Og så er det vel også en form for farvel til det fede caféliv - med mindre sportsdamen overrasker positivt og henstiller til, at jeg går all in på chokolade, smør og sødmælk ...

Noget om dukker

Vi har været i det lokale center i dag. Det er stort her i provinsen, og selv om jeg ikke er fan af hele center-tanken, er jeg ret stor fan af, at man kan få alt det, man skal bruge, i en ruf.

'Alt det man skal bruge' var i dag en kost i børnestørrelse (de kan jo lige så godt gøre sig lidt nyttige, når de alligevel høvler rundt udenfor hele tiden, reptilerne), et par røde fodboldstrømper (Øglen) og en bleg sag af en drengedukke med grydefrits og brune øjne, temmelig slasket krop og, ifølge Øglen, en umiskendelig odeur af kagecreme (Varanen). Mega-uhyggelig, hvis man spørger mig, men når nu knægten har forelsket sig inderligt i en 'gå-ghé' (dukke på varansk), må man jo lade sine egne aversioner være netop det - sine egne. Og give knægten det, han nu tilsyneladende synes, er det fedeste legetøj i verden.

Øglen med sine nye fodboldstrømper, som godt nok er noget for store, men de er der, og det er åbenbart det, der betyder noget

Og begejstringen vil da heller ingen ende tage. Han ville dårligt nok give slip på kassen med dukken i, da den skulle betales, og han var ikke meget for, at den overhovedet skulle pakkes ud - for det betød jo, at han skulle give slip på kassen. Og siden den kom ud af kassen - og har spredt vanillie'duft' over alt i sit kølvand - har han nærmest ikke haft den ude af sine hænder. Med mindre den altså lå i dukkevognen. Han er tilsyneladende helt upåvirket af, at den stinker som verdens mest syntetiske bageri (seriøst - kunne de ikke lige have advaret om det på æsken?! Jeg er totalt rookie-mom inden for dukker, så hvor skulle jeg vide fra, at dukker fra Corolle stinker?). Dukken - som jeg arbejder på at få navngivet Erling, men som indtil videre hedder både Tis, Prut og Pruttis (de er så opfindsomme, de fireårige) - er blevet puttet, kørt tur med, hevet rundt i armene og kastet omkring - til stor moro for Varanen. Og til høflig interesse fra Øglen, der aldrig har været specielt interesseret i dukker ('atta girl).

Varanen sover med Gå-ghé

Gå-ghé er blevet puttet (skal lige have lært ham et par tricks, inden jeg slipper ham løs som babysitter til en rigtig baby)

"Gå-ghé souwe" - Varanen har tilsyneladende ikke hørt om, at det kan være farligt, hvis man dækker barnevognens åbning for meget til - Gå-ghé blev puttet med ikke færre end tre dyner og en madras

Jeg må indrømme, at jeg troede mig rimelig home safe i forhold til ikke at få dukker inden for dørene, nu Øglen er fire og stadig mere interesseret i ting, der ikke er dukker. Men jeg havde selvfølgelig heller ikke lige regnet med, at en dukke ville være Varanens foretrukne legetøj. Når det er sagt - og det lykkes mig at ignorere dukkens stirrende (og selvlukkende) øjne - synes jeg, at det er ret hyggeligt at se, hvor meget Varanen hygger sig med den. Og hvor yndig han er, når han pynter sig med alle de allermest glimtende armbånd han kan finde. Han ville passe perfekt ind i de der svenske intetkøns-institutioner. Med mindre han selvfølgelig er stereotypt 'piget'. Hvilket vel egentlig også ville være et problem for dem?

Anyhur, så må Varanen lege med hvad som helst, hvis jeg har noget at skulle have sagt. Og det har jeg heldigvis. Så længe det ikke er knive, øvrige våben og levende edderkopper, så kan han lege far, mor og børn med uhyggelige dukker lige så tosset han vil. Med eller uden smykker. Så længe han hygger sig og har det sjovt.

Filosofisk fredag

Jeg ved ikke, hvordan eller hvornår det skete, men lige pludselig er Øglen bare blevet en rigtig stor pige. Som af og til gerne bare "vil være i fred på mit værelse lidt, så jeg lukker lige døren. Hold øje med Varanen, så han IKKE kommer ind!" Og som 'svarer igen' med - synes jeg - ret velovervejet argumentation. Som nu her til aften, hvor Øglen ikke ville spise ret meget (for ikke at sige noget overhovedet - kan måske hænge sammen med den kanelsnegl, hun fik umiddelbart før maden ...):

Mig: Du bliver altså nødt til at spise noget, skat.

Øglen: Nej tak.

Mig: Bare lidt - du ender bare med at blive sulten lige om lidt.

Øglen: Nej TAK! Jeg er ikke mere sulten nede i min mave.

Mig: Er du SIKKER?

Øglen: Ja! Jeg fik to kiks i bilen, da jeg var ude at køre med far. Det er riiiiiigeligt!

Mig: *Fnis*

Generelt husker hun ret mange ting (også længere tilbage end de to kiks, altså), som hun er dygtig til at drage med ind i samtaler. Og så reflekterer hun meget.

Hun tør sør'me også være alene ude i haven/på terrassen nu. Mens jeg er inde i tørvejr og drikker kaffe. Det kunne ikke komme på tale for bare et par måneder siden

For nylig ville hun fx gerne vide, hvad det betød at hævne sig. Og hun taler ofte med HDD om, hvorvidt han og jeg altid vil være der. Det er nemlig gået op for hende, at man kan dø - i hvert fald, når man er meget gammel (blev jo lissom nødt til at sige ET eller andet, da hun blev ved med at spørge om, hvor oldemors far mon var). Så hun tjekker lige jævnligt op på, om vi er meget gamle. Og ja, her ville det være oplagt at indsætte en joke om, at man er så gammel, som man føler sig og at to små børn kan få aldringen til at gå amok, und so weiter, men den må I selv klare ...

Samtidig med, at hun er så stor og reflekterende, har hun (heldigvis) stadig de kæreste 'talefejl'. Det hedder fx stadig laviser, laklamer og lasandwich. Og bilen skal stadig have 'appelsin' på.

Vi opererer også stadig med, at det kan være drivkoldt, og så er hun begyndt at "sove DIREKTE!", når hun falder i søvn med det samme.

Der er mange flere ting, som jeg ikke vil trætte jer med her, for det har jo intet at gøre med, at jeg ikke lige kan huske dem. Men jeg bliver ikke den, der retter dem.

Søskende, der leger. Og det endte - for en gangs skyld - ikke i tårer 

Jeg ved godt, det er en kliché, det der med, at tiden går så hurtigt, når man har små børn. Men det gør den jo! Og selv om jeg er vild med min store, kloge, smukke, reflekterende pige, vil jeg også gerne beholde hende den lille, som var så uskyldig. Og hverken tænkte på hævn eller bortgang. Tror for alvor, det er begyndt at gå op for mig, hvor svært det bliver at skærme hende fra alle de ting i livet, der ikke bare er en lind strøm af kiks, Bamses Billedbog og ture i ZOO. Allerhelst ville jeg vist bare pakke hende ind i vat. Selvom det jo heller ikke nytter noget.

Men den første, der gør hende ked af det over noget, der stikker dybere end "det er min skovl, jeg så den først", får slag. Jeg siger det bare ...

- Postet fra mini-Padden

Breaking news #3

Vi har fået vand i køkkenhanen! Efter to måneder uden - hvor vi (jeg!) har vasket op i bryggerset. Life is good!


Kh Øglemor, der forbavses over sin egen evne til at glæde sig over de små (huslige) ting


- Postet fra mini-Padden

Om faste læsere

Det her indlæg kunne godt handle om den der udbredte paniiiiik (?) om, at Google Reader (? igen) åbenbart lukker og slukker, og at alle ens faste læsere så måske/måske ikke imploderer og spredes over hele cyberspace (??). Derfor siger nogen, at Man. Skal. Følge. Med. På. Bloglovin'. I. Stedet. Hvis man da ikke vil forsvinde ud i - gys! - kommentarløshed og evig blog-glemsel.

Men læg mærke til kursiveringen af "ikke" ovenfor. Den understreger, at indlægget her ikke (der var den igen, kursiveringen) handler om Bloglovin' - selv om I er hjertens velkomne til at følge med der også. Næh, det her indlæg handler om én specifik fast læser. Som er virkelig belastende. Til trods for, at vedkommende aldrig kommenterer, så har vedkommende en adfærd, der er højst generende for min lille blog. Ikke mindst fordi, jeg hverken kan finde IP-adresse, mail eller andet, der gør det muligt at kontakte ham/hende og bede ham om at holde sig langt væk.

Det eneste jeg ved, er, at vedkommende hedder Nemesis. Og har det med at slå til, lige når jeg har skrevet et indlæg, der måske kunne indikere, at her går det da meget godt.

Som nu det indlæg, jeg skrev i går. Jeg burde jo have vidst, at Nemesis sad derude et sted og læste mine ord. Og hang sig i afsnittet

"... så giver det en fantastisk fleksibilitet i forhold til, når reptilerne er syge. [...] Jeg husker kun alt for tydeligt, hvor presset jeg følte mig, dengang Øglen var lille, og jeg skulle jonglere hhv. snottet Øgle og chef, der måske godt gad, at jeg kom på arbejde i stedet for at være hjemme med barn syg igen-igen. Det var verdens rådneste kabale, der bare ikke ville gå op. Det er hverken blevet sjovere eller mindre hårdt at rende rundt hjemme med syge reptiler nu, hvor jeg er min egen herre, men i det mindste skal jeg ikke have ondt i maven over at melde Reptil Syg til min chef ..."

Det svarer åbenbart til at danse rundt med Arlas samlede mælkeproduktportefølje foran Kernesund Familie sådan at skrive, at det sagtens kan lade sig gøre at holde fri med sygt barn, så det skulle Nemesis nok lige lade mig vide, hvad han/hun syntes om. Så gæt, hvad der skete, da jeg hentede Varanen i vuggestuen? Og havde konstateret, at han da så lidt klattet ud, som han sad der i sin krybbe, og pædagogen sagde, at han havde virket noget træt efter sin - meget korte - middagslur? Han kastede op. På mig. På gulvet. Og en lille smule på sig selv. Ahrmen for høvled, altså.

Lidt klattet og autonom. Kørende på Digestive

Nu troede jeg lige, vi var ovre det opkasteri, eftersom der ikke har været den mindste smule hverken lørdag eller søndag. Men nej, åbenbart. Og selv om han blev frisk-agtig, da vi kom hjem og legede lidt, og han har sovet både godt og længe i nat, så kan han jo ikke komme i vuggestue i dag. Derfor må den fleksibilitet, jeg tiljublede i indlægget i går, altså træde i kraft. Og jeg må forsøge at slå hen, at alt det, jeg egentlig skulle nå i dag (forberede mig på vigtig opgave i morgen, for eksempel. No biggie (!)) kommer til at foregå efter puttetid. Hvor jeg jo heldigvis aldrig er særlig træt, når jeg har været sygepasser en hel dag. Og ja - ironi kan være anvendt.

Derudover lovede jeg i sidste uge, i et anfald af 'jeg klarer det hele - jeg er jo så fleksibel', at T måtte komme med Øglen hjem fra børner i dag, og "jeg henter tidligt, så kan de bare spise frugt hos os". Så det gør jeg så. Henter tidligt. Og agerer legetante med karantæne-fra-vuggestue-Varan siddende på sidelinjen. Når det er sagt, så virker han nu absolut ikke til at være syg overhovedet (og bare rolig - T's forældre er adviseret om opkasteriet i går og ved altså godt, at der kan være en potentiel smittefare i at komme på visit). Han er lidt flad, men humøret er fint og appetitten ligeså. Og efter råd fra Husmoder ovre på Instagram *host* @astridsf *host* (hun ryster dem ud af ærmet - først Krogerup Avlsgård, nu dette) har Varanen og jeg været på raid i Netteren efter Cultura-yoghurt og Actimel og andet probiotisk bakterie-halløj. Så nu forventer jeg mirakler. Intet mindre.

Lige nu sover Varanen, så jeg burde naturligvis arbejde derudaf. Men i stedet drikker jeg kaffe og blogger. Og spekulerer på, om man kan blokere Nemesis som fast læser ...

... Hov. Og så vågnede Varanen naturligvis. Lige, da jeg havde skrevet, at han sov. Skide tak, Nemesis. Igen.

Om hjemmearbejde og selvstændighed

De af jer, der følger fast med, ved, at jeg for relativt nylig har taget springet og er blevet selvstændig sådan for alvor. Uden sociale sikkerhedsnet og deslige - bare lille mig og min Macbook. Jeg er så småt ved at fatte, at det er alvor og ikke bare noget, vi leger (lidt ligesom med huset, som jeg stadig føler lidt, vi bare har til låns, og at de voksne, der ejer det, snart kommer hjem. Og bliver de mon sure over, at vi er gået sådan amok i haven?!), og da jeg sad på terrassen i morges med en kop kaffe, computeren og nylagt neglelak på tæerne, tænkte jeg nok engang over, hvor privilegeret det er, sådan at kunne arbejde hjemmefra.

Hjemmekontoret ...

HDD havde godt nok været noget nervøs for, om jeg skulle blive en lille smule mere sær af at hænge ud derhjemme hele tiden, men det er ikke umiddelbart tilfældet. Synes jeg i hvert fald. Og jeg elsker det! (At arbejde hjemme. Ikke at blive sær). Og det er jo ikke som om, jeg aldrig ser mennesker. Jeg er af og til i København, jeg har en kunde i Den Nye By og fra lige om snart også en i nabobyen, og nu har jeg netop fået tilbudt en opgave hos en tredje kunde i en anden naboby. Så jeg kommer ud (og dermed også i bad), og mit mentale helbred har det aldeles glimrende.

Det svinger naturligvis, hvor travlt jeg har, og dagen i dag er ikke sådan overdrevet travl. For nu at sige det diplomatisk. Det bliver resten af ugen til gengæld, så det er ikke som om, jeg kommer til at ligge på den lade side. Jeg føler bare nogle gange, at jeg 'snyder', når jeg ikke har en konkret opgave at arbejde på. Jeg er imidlertid nået til den erkendelse, at det ikke er snyd - det er opladning. Og det er lige, hvad jeg gør i dag: Oplader. Med havearbejde, oliering af køkkenbordplade, generel oprydning og så lige nogle telefonsamtaler, opfølgende mails og lignende hyggearbejde ind i mellem. Det er faktisk ikke helt dårligt, kan jeg afsløre. Mange af tingene er nemlig ellers nogle, jeg ville skulle lave, efter reptilerne er blevet lagt, men på det tidspunkt kalder sofaen højt og insisterende, så som regel får jeg ikke lavet et klap. Derfor er det så meget desto federe, når jeg kan nå lidt i løbet af dagen.

Spæde jordbærplanter (voks nu! Jeg vil have jordbær!) og crazy erantis, der tilsyneladende er ved at tage over

Hej tulipaner! Skal/skal ikke plukke?

Det er meget muligt, at jeg bliver træt af hjemmerummelen på et eller andet tidspunkt, men lige nu kan jeg ikke forestille mig det. Ud over, at jeg kan drikke al den kaffe, jeg vil, og gå i køleskabet så tit, at jeg skammer mig, så giver det en fantastisk fleksibilitet i forhold til, når reptilerne er syge. Og guderne må vide, at det har de været meget i løbet af vinteren og 'foråret'. Jeg husker kun alt for tydeligt, hvor presset jeg følte mig, dengang Øglen var lille, og jeg skulle jonglere hhv. snottet Øgle og chef, der måske godt gad, at jeg kom på arbejde i stedet for at være hjemme med barn syg igen-igen. Det var verdens rådneste kabale, der bare ikke ville gå op. Det er hverken blevet sjovere eller mindre hårdt at rende rundt hjemme med syge reptiler nu, hvor jeg er min egen herre, men i det mindste skal jeg ikke have ondt i maven over at melde Reptil Syg til min chef ...

Der har i øvrigt også været tid til at ae de her fine sko, som kom med FedEx tidligere i dag. Glimmer for alle pengene - og mere til. Elsker dem allerede. Ikke mindst fordi de var på tilbud hos monshowroom.com

Og så blæse være med, at jeg ikke bliver hverken rig eller berømt af det, jeg laver, eller at der ikke lige er til at indbetale til pensionsopsparingen any time soon. For den der fleksibilitet - den er simpelthen uvurderlig.

... Og for at holde dette indlæg i de lyserøde toner med glimmer og blomster drysset ud over, undlader jeg at berette om de søvnløse nætter, hvor Økonomien står og griner ondskabsfuldt oppe i hjernebarken. Og om de frustrerede timer, der bliver brugt på at jage opgaver og kæmpe med næb og kløer for, at det er mig, og ikke de 14 milliarder andre tekstforfattere, der får dem. Det indlæg gemmer vi til en dag, hvor solen ikke skinner så smukt, som den gør i dag.

Hvor blev weekenden af?

Sidst jeg skrev, var Mårmor lige på trapperne. Nu er hun smuttet hjem igen, og weekenden er snart slut. Weekenden, hvor det pludselig blev sommer, I might add, så jeg har løbet en tur i mine shorts (som i virkeligheden er 3/4 lange, fordi de rigtige løbeshorts, jeg har, får mig til at ligne en lille, vred mand) og været ude at cykle uden jakke. (Lever totalt på kanten, jeg ved det). Mårmor og Farmor var til bedsteforældredag i Øglens børner i fredags, og det havde været et fint arrangement, lød det til. Mens de var af sted, var jeg hjemme hos en flad Varan, der var blevet ringet hjem fra vugger torsdag pga. opkastninger. Som fortsatte fredag, så der var naturligvis dømt hjemmedag til ham.

På trods af opkast, tog HDD og jeg ud fredag aften som planlagt. Uden børn. Inde i det der København. (#savne) Vi skulle høre Sort Sol i Vega, og da vi havde været så enstænkende, at vi havde givet hinanden billetter i julegave, havde vi jo to i overskud. De gik til nogle venner, som vi var ude at spise sammen med først. Nuirj, det var hyggeligt. Og lige, hvad vi trængte til, med et par øl og noget godt selskab. Koncerten var god, men lidt hårdere end jeg havde forventet, så jeg var glad for, at jeg havde husket ørepropperne. (#mormordotdk)

Mårmor havde haft en rolig aften - vi havde lagt Varanen, før vi gik, og der havde kun været et enkelt pip fra ham. Øglen havde set Disney Sjov og opført sig eksemplarisk, så alle sov trygt, da vi kom hjem 01.30. Lige indtil 05.30, hvor Varanen stod op. Suuuuk. Øglen vågnede også alt for tidligt, så omkring 06.30 var hele huset i fuldt vigør - bortset fra HDD, der havde været oppe, men var gået i seng igen - og sov til 9.30. Misunder ham SÅ meget evnen til at sove den der dødslignende Mandesøvn, hvor huset kunne brase sammen om ørerne på ham, uden han ville opdage det.

På grund af træthed husker jeg ikke så meget af i går, ud over altså, at Mårfar kom og tog Mårmor med hjem - og at vi allesammen spiste frokost i haven. Fordi det jo pludselig blev sommer. Varanen gjorde sig ud til bens det meste af eftermiddagen - sandsynligvis fordi hans middagslur lå fra 10-12 i stedet for 12-14 pga. psykopaopvågningstidspunkt - og jeg vandt ingen priser for mit udslukte overskud, da klokken nærmede sig 17.30. Klokken 18 røg begge trætte børn så i seng, og jeg mønstrede de sidste kræfter og slæbte mig i Netto efter slik, chips og cola. Og så forlod sofaen ellers ikke min ryg før efter Barnaby - og før vi havde fået bestilt et sommerhus på Vestkysten til juli. Mere om ferie i et andet indlæg, men det bliver i Danmark, og det bliver godt.

I dag vågnede Varanen klokken 05, men da det var min tur til at sove "længe", var jeg lidt ligeglad. Lige indtil altså han kom vraltende 06.45 og begyndte at stå og hive i mig og råbe "ME-AHR MO-AHR" lige ind i min næse. Men 06.45 er meget bedre end 05.00. Trods alt.

Formiddagen blev tilbragt på Krogerup Avlsgård (tak til Husmoder for tip), hvor vi kastede en brunch indenbords og derefter boltrede os i solen og på den halmballe-bane, der var stillet op. Vejret var perfekt, reptilerne havde en fest, og der var kaffe ad libitum. Idyl med idyl på. Vel hjemme igen skulle Varanen rumle-skrumles i søvn i klapperen, så Øglen røg på ståbrættet, og så begav vi os ned i downtown Forstad, hvor vi dels skulle have sandaler til Varanen - vi nåede det, inden han faldt i søvn, phew - dels skulle på loppemarked. Turde ikke IKKE at komme til årets første loppemarked her i byen, der bugner af diamanter og minkpelse, men enten bliver sådan noget ikke solgt på loppis, eller også kom vi for sent. Men vi slap da derfra med et/et Zhu-zhu Pet (?!), en Disney-ring, en kæmpestor Find Holger-bog og en Varan-venlig Peter Plys-bog. Formedelst 35 kroner.

Resten af dagen er blevet brugt på den der løbetur, jeg nævnte tidligere og så en hulens masse køreture med trillebør ude i haven. Et jordbjerg, der ligger ret dårligt midt på terrassen, og som derfor skal flyttes til et andet sted. Totalt Sisyfos, da det sikkert ender med at skulle fjernes helt væk fra matriklen på et tidspunkt, men so be it. HDD har haft travlt med at grave ud og plane, så der bliver plads til det kæmpestore drivhus, vi jo har købt. Så synes egentlig, at der har været rigelig fysisk aktivitet i dag, så nu skal jeg bare lige gøre op med mig selv, om jeg mon kan retfærdiggøre endnu en tur i Netto efter forsyninger ...

(Nej - jeg er ikke gravid. Min trøje er bare ret løs og uformelig. Ligesom mit maveskind)

- Postet fra mini-Padden

Om løst og fast

Jowjow, jeg er her stadig. Får bare ikke liiiige skrevet så meget, der ikke er arbejdsrelateret. Det arbejdsrelaterede får jeg til gengæld lavet en del af, men det betyder, at min hænder er aldeles ordfattige om aftenen. Hvor jeg i stedet er begyndt at se irriterende programmer på dr.nu, som jeg kan skælde lidt ud over, og så er jeg også hoppet på Tattoo Salonen igen. For planen er jo stadig at få en tusch - bare en lille en ...

Nåmn, hverdagene fiser af sted. Arbejdarbejd, hente/bringe, made, bade og putte - og andre ting fra hamsterhjulet. Der bliver dog også tid til en løbetur fra tid til anden, og i morgen skal HDD og jeg ud. Uden reptiler. Noget med noget Sort Sol i Vega. Og måske en middag inden. #score Mårmor er hidkaldt for at passe, og hun kommer faktisk allerede i aften. Fordi der er Bedsteforældredag i børneren i morgen. Klokken 10, så børnehaven går åbenbart ud fra, at bedsteforældre ikke arbejder. Det gør Farmor nu, men heldigvis har hun fri i morgen, så hun også kan komme med. Det skal nok blive hyggeligt.

Der er plantedag i Varanens vugger i dag, men det er først klokken 17.15, og eftersom Varanen bliver lagt 18-18.30, er det lige sent nok. Så det kommer vi ikke til. Til gengæld var vi til Sangdag i vuggeren i går, og selv om det kun varede et kvarters tid, var det SÅ hyggeligt. Syntes jeg og Øglen. Varanen brugte al tiden på at råbe "Baaah VÆR!", hvis jeg vovede at synge så meget som en  strofe.

Så der er nok at se til med forskellige arrangementer. Og oveni vil Øglen gerne have I fra børnehaven med hjem og lege. Jeg foreslog det, efter I forleden, temmelig eksplicit, sagde "Jeg vil gerne hjem til Øglen og lege", og selv om jeg vist er lidt tung i det, når det kommer til legeaftaler, så fattede selv jeg vinket med vognstangen. Måske jeg er ved at forstå gamet nu?! Øglen sagde "Jo, det må hun da gerne", da jeg spurgte, om ikke det kunne være sjovt at få I med hjem, så nu er der bare tilbage at fange I's forældre eller at huske at lægge en seddel i garderoben.

Derudover har vi fået nye vinduer i halvdelen af hytten og en fin ny dør, som desværre bare er ret grim fejl fra fabrikkens side), så nu skal vi vente 3-4 uger på en NY ny dør. Og leve med den fejlproducerede så længe, men mange vil mene, at selv det allermest fejlproducerede er pænere end den dør, vi havde før, så det går nok.

Øglen har fået en bullen finger, så det meste af min morgen er gået med en akuttid hos lægen og ståen i kø på apoteket efter Medi-Skrub og Fusidin. En af de virkelig store ulemper ved at bo i en by, hvor gennemsnitsalderen ligger på 539 år, er, at køen på apoteket er længere end til forsalget til en Justin Bieber-koncert. Suk, mand. Så må vi håbe, at medikamenterne udvirker mirakler, så vi slipper for helt så megen bøvlen rundt i nat som den foregående. Suk igen. Men har man selv prøvet at have sådan en betændt fingerspids, ved man, at det ikke er sådan at spøge med, så jeg vil ikke brokke mig alt for meget.


Så I kan nok høre, at der sker ting og sager. Vi har det for vildt og cwazy i Forstaden (og apropos vildt, så har jeg jo købt en leopard-buksedragt. Som man kan se billeder af ovre på det der Instagram. @astridsf - det er mig). Og jeg gør det lige endnu vildere ved at sige, at vores pæretræ er sprunget ud, og jeg har plantet stikkelsbær og rabarber. Whoah!

Nå, over 'n out. Der var lige noget med noget arbejde. Og et maltbrød, jeg skal prøve at eksperimentere lidt med. (Jeg sagde det jo: Vildt og cwazy!)