tirsdag den 7. maj 2013

Om faste læsere

Det her indlæg kunne godt handle om den der udbredte paniiiiik (?) om, at Google Reader (? igen) åbenbart lukker og slukker, og at alle ens faste læsere så måske/måske ikke imploderer og spredes over hele cyberspace (??). Derfor siger nogen, at Man. Skal. Følge. Med. På. Bloglovin'. I. Stedet. Hvis man da ikke vil forsvinde ud i - gys! - kommentarløshed og evig blog-glemsel.

Men læg mærke til kursiveringen af "ikke" ovenfor. Den understreger, at indlægget her ikke (der var den igen, kursiveringen) handler om Bloglovin' - selv om I er hjertens velkomne til at følge med der også. Næh, det her indlæg handler om én specifik fast læser. Som er virkelig belastende. Til trods for, at vedkommende aldrig kommenterer, så har vedkommende en adfærd, der er højst generende for min lille blog. Ikke mindst fordi, jeg hverken kan finde IP-adresse, mail eller andet, der gør det muligt at kontakte ham/hende og bede ham om at holde sig langt væk.

Det eneste jeg ved, er, at vedkommende hedder Nemesis. Og har det med at slå til, lige når jeg har skrevet et indlæg, der måske kunne indikere, at her går det da meget godt.

Som nu det indlæg, jeg skrev i går. Jeg burde jo have vidst, at Nemesis sad derude et sted og læste mine ord. Og hang sig i afsnittet

"... så giver det en fantastisk fleksibilitet i forhold til, når reptilerne er syge. [...] Jeg husker kun alt for tydeligt, hvor presset jeg følte mig, dengang Øglen var lille, og jeg skulle jonglere hhv. snottet Øgle og chef, der måske godt gad, at jeg kom på arbejde i stedet for at være hjemme med barn syg igen-igen. Det var verdens rådneste kabale, der bare ikke ville gå op. Det er hverken blevet sjovere eller mindre hårdt at rende rundt hjemme med syge reptiler nu, hvor jeg er min egen herre, men i det mindste skal jeg ikke have ondt i maven over at melde Reptil Syg til min chef ..."

Det svarer åbenbart til at danse rundt med Arlas samlede mælkeproduktportefølje foran Kernesund Familie sådan at skrive, at det sagtens kan lade sig gøre at holde fri med sygt barn, så det skulle Nemesis nok lige lade mig vide, hvad han/hun syntes om. Så gæt, hvad der skete, da jeg hentede Varanen i vuggestuen? Og havde konstateret, at han da så lidt klattet ud, som han sad der i sin krybbe, og pædagogen sagde, at han havde virket noget træt efter sin - meget korte - middagslur? Han kastede op. På mig. På gulvet. Og en lille smule på sig selv. Ahrmen for høvled, altså.

Lidt klattet og autonom. Kørende på Digestive

Nu troede jeg lige, vi var ovre det opkasteri, eftersom der ikke har været den mindste smule hverken lørdag eller søndag. Men nej, åbenbart. Og selv om han blev frisk-agtig, da vi kom hjem og legede lidt, og han har sovet både godt og længe i nat, så kan han jo ikke komme i vuggestue i dag. Derfor må den fleksibilitet, jeg tiljublede i indlægget i går, altså træde i kraft. Og jeg må forsøge at slå hen, at alt det, jeg egentlig skulle nå i dag (forberede mig på vigtig opgave i morgen, for eksempel. No biggie (!)) kommer til at foregå efter puttetid. Hvor jeg jo heldigvis aldrig er særlig træt, når jeg har været sygepasser en hel dag. Og ja - ironi kan være anvendt.

Derudover lovede jeg i sidste uge, i et anfald af 'jeg klarer det hele - jeg er jo så fleksibel', at T måtte komme med Øglen hjem fra børner i dag, og "jeg henter tidligt, så kan de bare spise frugt hos os". Så det gør jeg så. Henter tidligt. Og agerer legetante med karantæne-fra-vuggestue-Varan siddende på sidelinjen. Når det er sagt, så virker han nu absolut ikke til at være syg overhovedet (og bare rolig - T's forældre er adviseret om opkasteriet i går og ved altså godt, at der kan være en potentiel smittefare i at komme på visit). Han er lidt flad, men humøret er fint og appetitten ligeså. Og efter råd fra Husmoder ovre på Instagram *host* @astridsf *host* (hun ryster dem ud af ærmet - først Krogerup Avlsgård, nu dette) har Varanen og jeg været på raid i Netteren efter Cultura-yoghurt og Actimel og andet probiotisk bakterie-halløj. Så nu forventer jeg mirakler. Intet mindre.

Lige nu sover Varanen, så jeg burde naturligvis arbejde derudaf. Men i stedet drikker jeg kaffe og blogger. Og spekulerer på, om man kan blokere Nemesis som fast læser ...

... Hov. Og så vågnede Varanen naturligvis. Lige, da jeg havde skrevet, at han sov. Skide tak, Nemesis. Igen.

13 kommentarer:

  1. Sikke et chok - Jeg nåede lige at tro, at det var mig, der var frabedt.

    Og så var det bare stakkels Nemesis, som vi alle sammen er så hårde ved og bagtaler uden nogen form for dårlig samvittighed og moralske skrupler.

    Men det er dælen dytme også et trættende bekendtskab.

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, nej, du er meget velkommen som fast læser :-)

      Slet
  2. Hvis du ikke er i panik over at Google Reader lukker og slukker... så er det nok fordi du ikke sidder fast i internet-stenalderen. Jeg var totalt "WTF Google?! Det kan I ikke gøre mod mig!" Men jeg foretrækker også stadig at skrive min html selv, og får jævnligt hysteriske anfald over bloggers WYSIWYG-editor (fordi man aldrig en skid får det man ser og/eller den genererer skodkode)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er nogle gange inde og rette en lillebitte smule i html'en, men som regel lader jeg mig nøje med WYSIWYG, fordi jeg dels er en hat til html, dels er en utålmodig sjæl :-)

      Slet
  3. Hvad skal vi gøre uden nemesis? det ender vel med at vi tror træerne vokser ind i himmelen......

    Nå spøg til side hofter fat. Jeg slutter altid mine taksigelser og beundring for alt det smukke der sker for mig med replikken,"altså hvis gud vil og vejret holder".
    Jeg kan også en anden god en (hihihihi)"Det man ikke dør af bliver man stærkere af". Nej det er slet ikke sjovt, ved jeg altså godt, men så må vi stå last og brast om at gøre livet surt for den, so lidt fu***** speciel nemesis. Jo mere vi snakker om den, det er nemlig en DEN, jo mere nervøs bliver DEN, DEN kører nemlig på vores ubevidste og tavse angst.

    DØD over DEN.

    KH bedstemorkaren

    SvarSlet
    Svar
    1. He, ja - Nemesis holder os nede på jorden. Den må være gode venner med Jante :-)

      Slet
  4. Åh for pokker - du har da fuldstændig ret i, at Nemesis har udviklet sig til en troll ! Hvem der lige var et hacker-geni og it-nørd, der kunne finde frem til hendes hule, hvor hun ganske givet sidder med et bjerg af pizzabakker/cola'er/sismofytter og funderer over, hvor hun skal slå ned næste gang.

    Håber, jeres Netto-raid virker, så du kan komme tilbage på pinden og slippe stressen en stund.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hov, min kommentar blev væk?

      Nå, men det var bare fordi jeg først læste "sismofytter" som "sisyfoser". Hvilket virkede helt naturligt, når nu det er Nemesis

      Slet
    2. Nu vil jeg have Sismofytter, Pernille. Ikke fair! :-) (I øvrigt virkede Netto-raid tilsyneladende, for vi har ikke set skyggen af opkastninger siden mandag. Syvnitretten.

      @Konen - meget mærkeligt, hvor din Sisyfos-kommentar blev af. Den ankom til min mailbakke, men Blogger ville åbenbart ikke have den. Den ligger ikke engang i spam?

      Slet
  5. synd for dig og alt det der.. Jeg er VILD med, at jeg nu nærmest er ophøjet til Kernesund Guru-Guide!

    Hey - H&L i morgen med det der job.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kernesund-guru - det er dig! Og tak for H&L. Det virkede.

      Slet
  6. Åhh, hvor jeg dog elsker din hverdagsbrok... Den er helt igennem fantastisk!
    Kh Stine

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for de søde ord. Så vil jeg prøve at brokke mig lidt oftere. Det burde ikke falde mig svært ;-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...